Bruger:Oleryhlolsson/Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum

Opdagelsen af guldskiven Haraldsguldet i 2014 udløste den serie af begivenheder, der i 2019 ledte til fundet af Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum.

Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum (i kort form blot Gesta Wulinensis) er titlen på det man formoder var et middeladerligt håndskrift eller krønike, der bl.a. fortæller om noget af bispesædets og byen Wolins historie.[kilde mangler] I 2019 fandt man det, som man mener er en afskrift. Pr. 2020 er det ikke kendt, at andre forskere end arkæologen Sven Rosborn har udtalt sig om værket.

En dansk oversættelse af titlen vil løseligt svare til "Bispesædet Wolins historie" eller "De wolinske biskoppers historie".

Håndskriftet består egentlig af tre separate tekster, der så er blevet samlet i ét håndskrift.[1][2] Indholdet i den ældste del af håndskriftet omhandler i alt overvejende grad dansk historie i 900-tallet,[3] mens den sidste del af håndskriftet beskæftiger sig med polsk og slavisk historie og slutter brat ved år 1173.[1]

Håndskriftets titel og tilblivelse redigér

Håndskriftets titel fremgår egentlig ikke, men i et dokument fra 1267 omtales denne krønike som Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum.

Gesta Wulinensis er i sin oprindelige form affattet på latin, og den ældste del af teksten, der omhandler dansk historie i almindelighed i det 10. århundrede og den danske konge Harald Blåtands personlige historie i særdeleshed,[4] er forfattet af Haralds personlige kapellan Avico, der tidligere havde været kapellan for Harald Blåtands svigerfar obotritterfyrsten Mistivoj.[2]

Overlevering redigér

 
Det er under kirken i Wiejkowo i Polen, at gravkrypten blev fundet i 1841. Dette fund ledte den lokale præst til at søge i familien von Flemmings arkiv, hvor han så bl.a. fandt Gesta Wulinensis.
 
Familien von Flemmings gods i Martenthin (nu Mierzęcin) hvor håndskriftet med Gesta Wulinensis befandt sig indtil 1840'erne. Gut Martenthin var i slægtens besiddelse indtil 1945.

Håndskriftet indeholdende Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum kom i 1170'erne eller sidst i 1100-tallet til cistercienserklosteret "Mera Vallis" i Pommern. Ved reformationen i 1535 blev hele dette klosters bibliotek overført til den grevelige familie von Flemmings eje.[5] Det kan selvstændigt spores, at håndskriftet også befandt sig hos von Flemmings i 1700-tallet.[1]

Først i 1840'erne bliver håndskriftet anvendt i forbindelse med en nærmere historisk udredning idet den lokale præst fik tilladelse til at benytte det grevelige bibliotek i forbindelse med de historiske undersøgelser, han havde fattet interesse for, efter der i 1841 var opdaget en gravkrypt under kirken i Wiejkowo (en). Hvad, der blev fundet i krypten (herunder det såkaldte Haraldsguldet), sammenholdt med hvad præsten fandt i det grevelige bibliotek, og i vidt mål indførte i sine notesbøger, godtgjorde (af Tomas Sielski og Sven Rosborn 2014), at graven var indrettet for den danske konge Harald Gormssøn.[1][4][3]

Ved Tysklands nederlag i 1945 overtog polakkerne kontrollen med området omkring Wolin og Wiejkowo. I det forår kom brødrene Michael og Stefan Sielski i kontakt med den lokale sognepræst fra Wiejkowo (beliggende nogle kilometer sydøst for Wolin), der søgte en mulighed for at komme ud af det nu polsk og sovjetisk okuperede område og tilbage til det, der var blevet til overs af Tyskland. Præsten viste bl.a. brødrene Sielski, hvordan man kom ned i krypten og lavede tillige en aftale med dem, at de skulle overtage og tage vare på dennes arkiv.[3]

Håndskriftets videre skæbne redigér

Fra dette arkiv, som familien Sielski havde overtaget, fattede Michael Sielskis svigermor Antonina Chmielinska især interesse for præstens notesbøger. I disse forekom adskillige citater fra Gesta Wulinensis, og hun skrev til sin datter, at hvis hun skulle støde på dette håndskrift, ville der være tale om et meget værdifuldt dokument.[3] Datteren finder håndskriftet og sender det til Antonina, der med sin uddannelse i latin beslutter sig for at oversætte hele krøniken fra latin til polsk.[2][4] Da familien Sielski i 1980'erne flytter til Malmø, medbringer de hele det gennem årene indsamlede arkiv og alle de dertil hørende genstande.[2][6]

Først med opdagelsen i 2014, at Haraldsguldet i familiens besiddelse faktisk er lavet af guld og rummer en vigtig historisk indskrift, begynder en egentlig nøjere systematisk gennemgang af de mange tusinde siders arkiv og selvom præstens notesbøger opdages allerede i 2014, så er det ikke førend i efteråret 2019, at den polske udgave af Gesta Wulinensis findes i arkivet (og at det derved afsløredes, at Antonina Chmielinska havde valgt at sende sin oversættelse af krøniken tilbage til datteren). De første korte uddrag offentliggøres i et par artikler i januar 2020.[1][2][3][4][7]

Betydning og videre offentliggørelse redigér

Avicos beretning udgør en biografisk skildring af Harald Blåtand,[2] og bliver dermed den ældste samlede biografiske skildring for en dansk person, som er overleveret på baggrund af samtidige beretninger og vidneudsagn om den biograferede.[2] Den indtil 2019 ældste kendte overleverede biografi for en dansk person var den for Knud den Store, som man finder i skriftet Encomium Emmae reginae fra 1042.

De dele, der er relevante for historien om Harald Blåtand, hans familie og hans samtid, vil blive udførligt behandlet i den kommende bog om Harald Blåtand og hans grav i Polen af Tomas Sielski og Sven Rosborn, som muligvis kan forventes at udkomme i løbet af 2021, når "corornasituationen" tillader det.[2][4][7]
En samlet udgivelse af teksten for Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum forventes først at ske på et senere tidspunkt.

Indhold redigér

Det er ikke muligt at redegøre for detaljerne i værket så længe kun ganske få brudstykker af teksten er blevet lagt ud til offentligheden, men fra det allerede meddelte tegner der sig en ny og anderledes helstøbt fortælling om familieforholdene i 900-tallets danske kongefamilie, end hvad nogle andre kilder hidtil har leveret. Således oplyser Gesta Wulinensis som noget nyt f.eks. om to brødre til Gorm den Gamle, dels en storebror Knuda (som andre kilder ellers tilskriver et andet familieforhold) og endvidere en hidtil ukendt lillebror Harald (som efter en borgerkrig og efterfølgende landsforvisning fra Danmark i 943 formentlig ender som den i normannisk historie kendte figur Aigrold eller Hagrold (en)).

Dødsårene for Gorm den Gamle (964)[fn 1] og Harald Blåtand (985) oplyses også i Gesta Wulinensis,[10] ligesom der gives oplysning om Harald Blåtands fødselsår.[2] Endvidere bekræfter krøniken en fra runeinskriptioner længe næret formodning, at Toke Gormsen rent faktisk var en søn af netop Gorm den Gamle, samt oplyser, at han var konge af Skåne 971-986 og konge af Danmark 985-986 (efter sin bror Harald).[2][7][10]

Endelig fortæller håndskriftet en del om Jomsvikingerne og herunder også om, hvor deres borg Jomsborg lå, en placering der ikke hidtil har været overvejet i de gængse forslag om borgens mulige beliggenhed, som har været fremført de seneste par hundrede år.[7][10]

Fodnoter redigér

  1. ^ Årstallet 964 er ikke korresponderede med årstallet for den dendrokronologiske datering af Nordhøjen i Jelling, kaldet "Thyras Høj".[8]
    Historikeren Niels Lund er uafhængigt af Gesta Wulinensis nået frem til, at der er en mulighed for, at Gorms dødsår kan ligge så sent som 963.[9]

Referencer redigér