Dansk-Baltisk Auxiliær Corps

Det Dansk-Baltisk auxiliær corps' emblem

Dansk-Baltisk Auxiliær Corps (DBAC) var et dansk militært kompagni etableret på privat initiativ i 1919,[1] der bestod af 213 mand med kaptajn Iver de Hemmer Gudme som korpschef og kaptajn Richard Gustav Borgelin som kompagnichef, og som den 26. marts 1919 sejledes til Hangö i Finland om bord på det finske skib M/S Merkur.[2] Korpset indsattes i kamp på estisk side i maj til august 1919 under den estiske krig for uafhængighed og dermed samtidig i den lettiske krig for uafhængighed, hvor korpset i slutningen af maj samt juni måned foretog et 200 kilometer langt fremstød fra Võru i det sydlige Estland mod Jēkabpils i Letland og dermed floden Daugava, hvor det lykkedes dem at afskære bolsjevikkernes forsyningslinjer østfra.[3] Derefter blev korpset trukket i reserve, da de politiske gnidninger mellem Baltische Landeswehr og Letlands Hær lå udenfor korpsets kontrakt. I slutningen af juli 1919 blev korpset indkaldt til kamp på et frontafsnit mellem Ostrov og Porkhov i det russiske Guvernement Pskov, hvilket var en blodig oplevelse og kostede korpset dyrt. Derefter udløb korpsets kontrakt og de fleste var draget hjem i slutningen af august 1919.[4]

BaggrundRediger

Da uafhængighedskrigen brød ud, rettede Estlands foreløbige regering gennem de udenlandske ambassader henvendelser til de skandinaviske lande om militær bistand. På deres side havde de allierede bedt regeringerne i Sverige, Norge og Danmark om at støtte de baltiske stater i deres kamp mod Sovjet-Rusland, idet de lovede at tilbagebetale våben og ammunition hurtigst muligt. De nationale tropper fra Skandinavien blev imidlertid ikke indsat som støtte for Estland.

I slutningen af ​​december 1918 telegraferede dr. Oskar Wilho Louhivuori, lederen af ​​den estiske bistandskomite, til Dr. Harald Høffding i København, hvor han bad om presserende hjælp til Estland i kampen mod bolsjevikkerne. Kampen mod spredningen af ​​bolsjevismen var vigtig for Finland, de skandinaviske lande og Vesteuropa som helhed.

I København havde oberst Wade, en talsmand for den britiske hær, henledt den danske kaptajn Iver de Hemmer Gudme på kampen for Estlands selvstændighed. Som ung studerende havde Gudme deltaget i den finske borgerkrig, hvor han blev forfremmet til en officer. I begyndelsen af ​​januar 1919 rejste han til Estland. Han blev opmærksom på situationen på stedet, og efter at have opnået enighed med de estiske myndigheder om principperne besluttede han at starte et frivilligt arbejde for at hjælpe Estland.[5]

DannelseRediger

 
Aage Westenholz, manden bag finansieringen af det danske baltiske korps.

Den 22. januar 1919 underskrev Oskar Kallas, den estiske repræsentant i Finland, en kontrakt med lederen af ​​den estiske bistandskomite. Det bemyndigede den finske general Torsten Leonard Lode til at rekruttere op til 1.000 danske frivillige på samme vilkår som de finske frivillige i Estland.[6] Danske frivillige måtte kæmpe mod den røde hær under kommando af de finske frivillige styrker i Estland.[7]

Et frivilligt udvalg blev nedsat i København i januar 1919 med en dansk ingeniør og tidligere løjtnant for den siamesiske hær, Aage Westenholz, en af ​​hovedaktionærerne i Kunda Cement Fabrik, Alexander Foss, den finske general Lode, K. Dahl, den britiske oberst Wade, den danske oberst Styrup og Gudme. Dr. Einar Runeberg, sekretær for Finlands ambassade i København, bistod også med rekrutteringen af ​​frivillige.[6][7]

Rekruttering af frivilligeRediger

Ved hjælp af Aage Westenholz blev der oprettet et frivilligt rekrutteringskontor i Nansensgade, København, under kommando af kaptajn Gudme. Han fungerede også som formidler mellem den estiske regering og de frivilliges finansmand Westenholz. Kaptajn Gudmes assistent var kornet Lauridsen, der også fungerede som kontorchef. Hans økonomiske bistand var sergeant Sørensen.[8]

Rekrutteringen af ​​frivillige, der skulle sendes til Estland, var genstand for ophedet debat i den danske presse. Højreorienterede publikationer godkendte varmt frivilligheders kamp mod det dominerende Rusland, hvis fremskridt mod vest også af den danske regering blev anset som en trussel. Venstreorienterede medier, især socialistiske kredse, var imod rekruttering af frivillige.[7] En livlig debat i aviserne gav imidlertid rekrutteringsbureauet opbakning, og inden for kort tid havde nogle tusinde frivillige meldt sig.

 
Richard Gustav Borgelin, chef for det danske frivillige kompagni.

Initiativet havde fået stærk folkelig opbakning, men den danske socialdemokratiske regering lod kun nogle få hundrede mænd blive sendt til Estland.[6] En gruppe frivillige under kaptajn Gudmes generelle kommando var at danne et fodfolkskompagni under kommando af Richard Gustav Borgelin og et artillerikompagni ledet af kanonkaptajn Jens Martinus Mortensen. Dannelsen af artillerikompagniet mislykkedes imidlertid.[9] Da danskerne ikke fik kanoner til deres rådighed, blev kaptajn Mortensen leder for kompagniets feltkøkken.[10]

Rejsen til EstlandRediger

 
"Wäinämöinen".

Den 26. marts 1919 gik veludstyrede frivillige ombord på dampskibet "Merkur" i Københavns havn for at sejle via Finland til Tallinn.[11][12] Indtil videre havde virksomheden ikke underskrevet nogen form for tjenestekontrakt med den estiske regering. For at undgå problemer med den danske regering skulle kontrakten underskrives på internationalt farvand. General Lode, der blev bemyndiget af den estiske regering til at underskrive tjenestekontrakter, fulgte med danskerne. Da de nåede internationat farvand, begyndte general Lode at handle. Skibet blev standset, og under kaptajn Borgelin underskrev danske frivillige kontrakter om militærtjeneste.

Undertegnelse af servicepapirer offshore var genialt planlagt, men den danske socialdemokratiske regering fandt en gammel og længe glemt lov, der forbød danske frivillige i at rekruttere udenlandske tropper. Med henvisning til denne lov blev Westenholz idømt tre måneders fængsel. Efter et kort fængselsophold fik han amnesti og blev hurtigt frigivet.[8][13]

Om eftermiddagen den 31. marts ankom "Merkur" til Hanko. Den estiske regering havde sendt løjtnanterne Einstein og Elmar Kirotar afsted for at møde danskerne.

Den 1. april tog de frivillige toget til Helsinki. Officerne blev ført til en natlogi på Fennia Inn, hvor syv medlemmer af det estiske hjælpeforening ledet af Dr. Louhivuori dukkede op. Sidstnævnte hilste på danskerne ved deres ankomst til finsk område. Kaptajn Borgelin blev også inviteret til at besøge Finlands statsleder, general Carl Gustaf Emil Mannerheim, mens han var i Helsinki.

Om aftenen den 2. april fik danskerne besøg af løjtnant August Schönberg, adjudant for den estiske krigsminister, som var blevet sendt for at møde dem af ​​krigsministeren. Den 4. april begyndte sejladsen til Tallinn - isbryderen "Wäinämöinen" (nu: Suur Tõll) hævede sit anker kl. 7 og nåede til Tallinns havn samme dag.[14]

Danskerne i EstlandRediger

 
Danske frivillige ved Tallinns bymur i april 1919.

Da de ankom til Tallinn, blev danskerne indkvarteret i kasernenJuhkentals Afrikagade (Aafrika tänav, nu Võistluse tänav), hvor kompagniets første forberedelser fandt sted. Da valget til Estlands konstituerende forsamling var i gang, deltog danskerne, der havde bedre militærtræning, i patruljetjenesten for at sikre den offentlige orden i Tallinn. To patruljedelinger bevæbnede med rifler, hver ledet af en korporal, holdt vagt på Tallinns gader døgnet rundt. Tjenesten gik uden hændelser og sluttede med etableringen af Estlands konstituerende forsamling den 23. april 1919.

Den daglige træning af kasernen på Aafrika tänav var oprindeligt i to dele, morgen og aften. Skemaet blev snart ændret for at give militærets personale mulighed for at tilbringe tid i byen om aftenen. Disse gratis timer blev brugt af alle på deres egen måde. De besøgte restauranten Linden på Narva Landevej (Narva maantee) eller kom i slagsmål med engelske søfolk og andre internationale elementer, der var i Tallinn under uafhængighedskrigen. Som et resultat af disse hændelser vendte soldaterne ikke tilbage til enheden på det planlagte tidspunkt kl. 21.00. Der blev afholdt mange fester i byen under krigen - nogle gange deltog officerer til sidste mand, i andre tilfælde et stort antal menige. Alt dette svækkede den militære disciplin.

For at disciplinere enheden opfordrede kaptajn Borgelin kompagniets læge, Axel Laurent Christensen, om at vaccinere mændene mod tyfus og kopper i henhold til tjenestekontrakten. Da der var behov for to dages sengeleje efter hver injektion, måtte officerer, underofficerer og menige forblive i sengen i fire dage. Borgelin tog selv en længere tur rundt i Tallinn for at finde nye og mere passende indkvartering for kompagniet. Han nåede Nõmme og så de gamle kaserner der, der opfyldte hans forventninger. Da kompagniet igen stod op til opstilling om morgenen den 26. april, drog de til Nõmme og vendte ikke tilbage til Juhkentali.[15][16]

Kampforberedelse i NõmmeRediger

 
Kompaniet inden afsendelse til fronten i Nõmme i maj 1919.

Ved den nye indkvartering blev der fortsat intensiv træning for at forene og uddanne forskellige militærpersoner. [10] I København havde kompagniet samlet infanteri, artilleri, dragoner, husarer og endda to marinesoldater. Denne mangfoldige gruppe måtte nu omdannes til en enhed med de nødvendige færdigheder. Kamperfaring, mobilitet, skydetræning og granatkastning blev praktiseret i Nõmme fra 5 til 20. Foran kasernen blev Dannebrog, der blev bragt fra København, rejst hver morgen med hilsen og sænket om aftenen. Ingen fik lov til at køre til Tallinn i denne periode.

Den 18. maj 1919 besøgte generalmajor Johan Laidoner kompagniet.[12] Laidoners ledsagere omfattede Jaan Soots, chef for generalstaben og Jens Christian Johansen, Danmarks generalkonsul. Kompagniet foretog nogle feltøvelser, kampevner blev testet i Nõmme Skov, og underofficer med maskingeværer viste deres evner til at håndtere disse våben.[17][18]

Aktiviteter på sydfrontenRediger

Om morgenen den 19. maj begyndte kompagniet sin rejse til sydfronten, hvor endestationen var Võru. Ved Baltijaam (stationen i Tallinn) ventede kompagniet på, at et specielt tog, der var stillet til rådighed af stationens øverstbefalende, blev overdraget til den danske gruppe. I Tartu var de danske tropper nødt til at foretage et kortere stop, og derfor havde kaptajn Borgelin et par stationer tidligere givet mændene besked om at nette deres udseende. På Tartu station blev danskerne sammen med andre estiske officerer modtaget af kommandanten for 2. division, Viktor Puskar. Kaptajn Borgelin stillede sin enhed til rådighed for den estiske divisionschef under ceremonien. Om aftenen den 19. maj var kompagniet allerede i Võru. Kompagniet blev indkvarteret i et gæstehus kaldet Kannel. Enhedens skæbne var stadig ukendt - det var uklart, hvornår skyttegravene skulle laves.[19]

Grøftegravskrig ved RõugeRediger

 
Kaptajn Borgelin's kommandopost under Rõuge og den første sårede i maj 1919.

Om eftermiddagen den 20. maj, kl. 16, blev Borgelin beordret til at drage til fronten samme dag med sine mænd. Det danske kompagni skulle erstatte en af ​​Estlands 8. infanteribataljon i Rõuge-regionen.[20] 200 mænd måtte forsvare hele den syv kilometer lange front på linjen Hurda-Suure-Ruuga-Purka.[9][21] Fjendens skyttegrave var 2-3 kilometer fra danskenes. Fronten vendte mod syd, og dalen mellem øst og vest løb mellem fjenderne. Danskene var på den nordlige, modstandere på den sydlige dalskrænt. På danskernes højre fløj var 1. fodfolksregiments 1. bataljon, 3. afdeling under kommando af løjtnant Johannes Grant og til venstre den 2. fodfolksregiment.

Borgelin besluttede at organisere frontens otte frontpunkter med feltvagter. Det var muligt at udstationere forposter på nogle få støttepunkter. Afstanden mellem den tredje og den fjerde feltvagt var ganske stor, og befæstningen blev forsynet med en mellemliggende vagtpost bemandet med en korporal med to menige med et let maskingevær.[22] På venstre fløj af fronten var Suur Munamägi, hvor feltvagten nr. 8 fik tilnavnet Palace Hotel.[23] Hans kommandopost blev udnævnt af Borgelin som et backupkompagni, skønt dette kun bestod af to kornetter - Stephensen og Theilmann, to estiske telefonister og en person til at formidle meddelser.

Den indirekte ildstøtte var et par kilometer bag danskerne på fronten, ledet af kaptajn Johannes Roska fra 5. artilleribatteri i det 3. artilleriregiment.[24]

Første kamppatruljeRediger

Eftersom man frygtede, at den røde hær på en eller anden måde kunne blive opmærksom på det begrænsede antal af danskere, forbød Borgelin enhver skydning i løbet af dagen, medmindre det var strengt nødvendigt. Med denne taktik manglede fjenden nogen solide data om antallet af danskere; ved skyderiet kunne de let have indset, at fronten var svagt bemandet.

Den røde side havde på en eller anden måde dannet den opfattelse, at der under Rõuge var et helt dansk regiment imod dem. For at bevare dette indtryk besluttede Borgelin at arrangere en natlig demonstrativ patrulje. Hver base måtte sende en patruljeringsgruppe på 7 til 10 mand under kommando af en løjtnant eller en underofficer. Ud over deres personlige våben og ammunition var alle mændene udstyret med håndgranater, og hver gruppe blev forsynet med et let maskingevær.

Stille og ubevæbnede bevægede de sig så tæt som muligt på fjendens positioner i nattens mørke, og på det aftalte tidspunkt åbnede patruljerne ild i hele fronten. Kontakten varede i cirka ti minutter, med alle patruljetropper var tilbage ved støttepunkterne ved solopgang. Patruljermissionen gav rigelig nyttig information om fjendens position og afslørede, at deres skyttegrave var dårligt og uregelmæssigt konstruerede. På tidspunktet for det uventede angreb var de fleste af de røde tropper flygtet fra deres position. Patruljerne bragte også en fange. Danskerne mistede seks sårede, en af ​​dem - korporal Viggo Jørgensen - alvorligt såret.[25]

FrontgennembrudRediger

 
Rødgardist taget til fange i de nylige kampe på Suur Munamägi i midten mellem to danskere i slutningen af ​​maj 1919.

I de følgende nætter var danskenes aktiviteter begrænset til et par rekognoseringer. To mænd døde og 3-4 mænd blev såret, men man fik detaljer om fjendens støttepunkter, maskingevær og kanoner.[26] Om morgenen den 25. maj krydsede en fjendtlig patruljegruppe frontlinjen ved feltpost 8 og åbnede ild mod posten bagfra. På grund af dens undertal besejrede danskerne hurtigt angribere og fangede fem mænd. Kaptajn Borgelin mente, at de røde havde til hensigt at enten invadere eller trække sig tilbage fra deres nuværende linje,[27] og om eftermiddagen samme dag udsendtes små patruljetropper for at spionere efter fjendens positioner og aktiviteter.

Da de nærmede sig skyttegravene, udbrød skydninger mod patriljerne, hvilket medførte, at fjenden på nogle punkter veg og trak sig tilbage. Straks erobrede danskerne de tomme skyttegrave, og slaget fortsatte. Efter at have lært af en budbringer, at fjenden var ved at trække sig tilbage på fronten, beordrede kaptajn Borgelin kompagniet til at angribe. Angrebet skulle ende på en højderyg bag fjendens skyttegrave med mulighed for et bedre forsvar i tilfælde af et modangreb. Den tilbagetrækkende røde hær blev forfulgt mellem 600 og 700 meter; Ved daggry af 26. maj nåede danskerne toppen af bakken og stoppede. Fjendens artilleribatteri på venstre side af fronten og en forsvarende infanterienhed trak sig tilbage uden kontakt med danskerne.[28]

Deltagelse i Võru-Jēkabpils-operationenRediger

Den 26. maj 1919 optrådte kaptajn Borgelin ved siden af ​​kommandant Grant, en nabohærafdeling, og overrakte ham divisionslederen, Polkovnik Puskars, ordrer for videre handling. I henhold til ordren skulle kompagniet være klar til kamp kl. 09.00 næste morgen. Operationelt var det danske kompagnis 1. fodfolksgruppes 1. bataljon underordnet vicekaptajn Oskar Pajussons ledelse.[29] Tre på hinanden følgende kanonkugler skulle være et signal til at starte offensiven, det oprindelige mål for danskenes angreb var Tsiiruli kro ved den estisk-lettiske etniske grænse.[30]

Erobring af Cirirul KroRediger

 
Skema over kompagniets bevægelser under operation Jakobstadt (Jekabpils).

Om morgenen den 27. maj igangsatte kompagniet et angreb på det planlagte tidspunkt. Oprindeligt bevægede de sig i grupper i kæde og derefter i grupper i rækkefølge. Af hensyn til sikkerhed sendte kaptajn Borgelin fem mænd under kommando af en korporal et par hundrede meter foran resten af kompagniet. Borgelin red selv med budbringer greve Ernst Emil Holstein. Bevægelse omkring en kilometer foran enhedens hoveddel faldt kompagniet i fjendens baghold i Vungi landsby. I tæt kamp var Borgelin i stand til at afværge de røde med sværdslag, og de danske ryttere trak sig tilbage, fyret af skud og maskingevær fra landsbyens forsvarere.

Da de nåede den danske sikkerhedsafdeling, begyndte en skudveksling med modstanderen. Borgelin tilføjede en anden gruppe til forstærkninger, og snart blev de røde set på flugt fra landsbyen. Danskerne erobrede landsbyen Vungi med storm og uden større tab - kun to mænd blev lettere såret.

Den videre fremrykning mod Tsiiruli kro skete ved middagstid den 27. maj og varede indtil middag. Da danskerne nåede værtshuset, sendte kaptajn Borgelin en rekognoseringsgruppe med en løjtnant og et par mænd. Da rekognosceringsgruppen nærmede sig, begyndte folk fra den røde hær i kroen at kaste håndgranater mod dem, og spejderne blev tvunget til at trække sig tilbage. Borgelin efterlod en vagt og trak kompagniet omkring en kilometer tilbage for at fortsætte dens fremrykning den følgende morgen.

Om morgenen den 28. maj besluttede kaptajn Borgelin med kompagniets 1 gruppe, løjtnant Munch-Andersen, at angribe kroen. Resten af ​​kompagniet under kommando af løjtnant Beyer skulle langsomt følge i kamp. Efter en kort skududveksling blev forsvarernes modstand brudt, og de trak sig tilbage til skovtykningen. Kroen blev erobret uden tab. Det lykkedes for kompagniet at etablere en forbindelse på sin højre fløj langs Riga-Pskov-landevej med Grants gruppe, der havde erobret Veclaicene Gods samme dag. Det lykkedes ikke danskerne med det 2. infanteri at opnå kontakt på venstre fløj.[31]

Fremrykning i det nordlige LetlandRediger

Tidligt den 29. maj blev Borgelin beordret til at marchere med sit kompagni til Veclaicene Gods. Derfra skulle et angreb på Aluksne finde sted. Sammen med Grants gruppe flyttede de til Ziemer landsby, derefter flyttede Grants gruppe længere til højre. Kaptajn Borgelin sendte en stærk sikkerhedsstyrke frem for at styrke sit kompagnis tryghed - 10 fodfolk og fire ryttere ledet af en officer. På det tidspunkt, hvor de trak sig tilbage, havde den røde hær brændt i alt tre broer, der blev repareret med for hånden værende materialer. Ved middagstid marcherede kompagniet til Aluksne, hvor 1. kavallerigruppe, under kommando af ritmester Gustav Jonson, allerede var til stede. Kaptajn Borgelin formåede at indkvartere sit kompagni i lokalerne for en lokal pigegymnastiksal.

Om morgenen den 30. maj fortsatte fremrykningen. Det danske gruppe, der havde fået til opgave at operere med 1. fodfolksinfanteris 1. bataljon, 1. kavallerigruppe og 3. artillerigruppes 5. batteri, fortsatte sydpå fra Aluksne. Kolonnens opgave var at invadere fjendens bagland, ved Sita jernbanestation besætte Gulbene-Rezekne-jernbanelinje, sprænge jernbanebroen over Pededze-floden og rykke videre frem mod Gulbene.

I nærheden af ​​Litene Gods erklærede kavaleriets chef, at fjenden befandt sig i herregården og også havde sikret sig syd for herregården ved Pededze-floden. Kaptajn Borgelin's kompagni og løjtnant Grants gruppe fik ordre om at rykke frem på herregårdens højre side mod landevejen. Danskerne begyndte at angribe herregården ved fra højre fløj, mens Grants gruppe angreb direkte over marken. Dele af kavaleriet angreb fjenden fra venstre. Kl. 19.30 blev Litene Gods erobret.

Om morgenen den 31. maj blev der foretaget en hurtig march til Gulbene. Efterretningen rapporterede, at fjendens vigtigste styrke var flygtet fra byen. Dagen gik med at udforske den Røde Hærs ødelæggelser og indsamle krigsbytte. Da Gulbene Slot blev ødelagt og plyndret af de røde, blev herregårdens park valgt som indkvarteringssted. Den 1. juni blev afsat til kompagniets hvile og vedligeholdelse af dets udstyr, men kort efter middag ankom den sovjetiske lettiske hærs 1. jægerdivisions 4. jægergruppe, som blev fanget og overdraget til den lettiske nationale hær.[32][33]

NoterRediger

  1. ^ "FOV Nyhedsbrev nr. 19, 15. årgang, 4. oktober 2001". Sune Wadskjær Nielsen. Hentet 13. juni 2011. 
  2. ^ Per Finsted. "Boganmeldelse: For Dannebrogs Ære - Danske frivillige i Estlands og Letlands frihedskamp 1919 af Niels Jensen". chakoten.dk. Hentet 12. juni 2011. 
  3. ^ "Dansk-estiske forbindelser i 1000 år" (PDF). Dansk-Estisk Selskab. Hentet 13. juni 2011. 
  4. ^ "Erobringen af Sarmulinov 27. juli 1919". Per Rønberg. 12. maj 2002. Hentet 13. juni 2011. 
  5. ^ Kattai, s. 373–374
  6. ^ a b c Eesti Vabadussõda II, s. 61
  7. ^ a b c Kattai, s. 374
  8. ^ a b Borgelin, s. 27
  9. ^ a b Kattai, s. 375
  10. ^ Borgelin, s. 100
  11. ^ Borgelin, s. 34
  12. ^ a b Eesti Vabadussõda II, s. 62
  13. ^ Borgelin, s. 40
  14. ^ Borgelin, s. 44–54
  15. ^ Borgelin, s. 70–72
  16. ^ Estland 1918–1920: Historie – Patruljetjeneste i Tallinn
  17. ^ Borgelin, s. 73–75
  18. ^ Estland 1918–1920: Historie – Træning i Nômme
  19. ^ Borgelin, s. 75–81
  20. ^ Eesti Vabadussõda I, s. 531
  21. ^ Borgelin, s. 118
  22. ^ Borgelin, s. 113
  23. ^ Borgelin, s. 98
  24. ^ Borgelin, s. 160
  25. ^ Borgelin, s. 94–97
  26. ^ Borgelin, s. 112
  27. ^ Borgelin, Richard G: Lahingusse Danebrogi lipu all. 22. Nyhedsbrev, 28. aprill 1934, s. 6
  28. ^ Borgelin, s. 122–124
  29. ^ Eesti Vabadussõda II, s. 123
  30. ^ Borgelin, s. 126
  31. ^ Borgelin, s. 128–141
  32. ^ Borgelin, s. 145–179
  33. ^ Eesti Vabadussõda II, s. 126–127

LitteraturRediger

  • Richard Gustav Borgelin: Dannebrogi lipu all. Taani vabatahtlikud Eesti Vabadussõjas. Tallinn: Olion 1934, genoptryk 1973 og 2004). ISBN 9985-66-368-3 (Dansk titel: Under Dannebrog. Danske frivillige i Estlands Selvstændighedskrig)
  • K: Taani vabatahtlikkude "Kapten Borgelini kompanii" Vabadussõjas. (Sõdur 1929, nr 12/13)
  • Mihkel Kattai "Taani vabatahtlike abi Eestile Vabadussõjas." (Sõdur 1939, nr 17)
  • E. Ms: "Taani vabatahtlikud Vabadussõjas." (Sõdur 1928, nr 13/14)
  • Einar Lundborg: Soomusautoga Eesti Vabadussõjas. Minu rindeelamusi 1919–1920. Lund: Eesti Kirjanike Kooperatiiv 1968
  • Vabadussõja Ajaloo Komitee: Eesti Vabadussõda 1918–1920. 1. köide. Tallinn: Mats 1937, genoptryk 1996; ISBN 9985-51-028-3
  • Vabadussõja Ajaloo Komitee: Eesti Vabadussõda 1918–1920. 2. köide. Tallinn: Mats 1939, genoptryk 1997. ISBN 9985-51-029-1
  • Võting, A: Scouts Rügement Vabadussõjas. Seltsi "Scouts-Rügement" Kirjastus 1936.

Eksterne henvisningerRediger