Fredrik Bajer
Fredrik Bajer (født 21. april 1837 i Vester Egede ved Næstved, død 22. januar 1922 i København) var en dansk officer, forfatter, lærer og pacifistisk politiker, der sammen med svenskeren Klas Pontus Arnoldson modtog Nobels Fredspris i 1908.
Fredrik Bajer | |
---|---|
Personlig information | |
Født | Fredrik Beÿer 21. april 1837 Vester Egede, Danmark |
Død | 22. januar 1922 (84 år) København, Danmark |
Gravsted | Bispebjerg Kirkegård |
Politisk parti | Det forenede Venstre |
Ægtefælle | Matilde Bajer (1867-1922) |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Sorø Akademi (1848-1854) |
Beskæftigelse | Fredsaktivist, kvinderetsforkæmper, forfatter, lærer, politiker |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Nobels fredspris (1908) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Nobels fredspris 1908 |
Fredrik Bajer var søn af præsten Alfred Bajer (1807-1880) og Cecilie Louise Crone (1815-1900), forældrene blev gift i 1836, og Fredrik var den ældste af en søskendeflok på fire. Ved fødslen stod navnet i kirkebogen som: Fredrik Beÿer.[1]
Fredrik Bajer var elev på Sorø Akademi fra 1848 til 1854, men kort før studentereksamen gik han ud af skolen for at få en officersuddannelse. Han deltog som løjtnant i krigen 1864 mod Preussen og Østrig og blev premierløjtnant. I 1865 trådte han ud af hæren for at engagere sig i fredsarbejdet. Han slog sig ned i København, hvor han ernærede sig og sin familie som lærer, oversætter og forfatter.
I 1867 indtrådte Bajer i Frédéric Passys Internationale Fredsliga og arbejdede for denne i Skandinavien.
I 1872 blev Bajer valgt til Folketinget for Det forenede Venstre, hvor han havde sæde indtil 1895. I det politiske arbejde var han især aktiv i sociale og ligestillingsspørgsmål. Han gik desuden ind for forholdstalsvalg, frihandel og for et militsforsvar i stedet for den traditionelle hær.
Fredrik Bajer og hans ægtefælle, kvindesagsforkæmperen Matilde Bajer kørte et tæt politisk parløb. Matilde Bajer var blandt medstifterne Dansk Kvindesamfund i 1871 og dets første formand.[2]
Fredrik Bajer var stifter af Nordens Fristats-Samfund[3] og redaktør af dettes blad Folkevennen 1877-1879.[kilde mangler]
Fredrik Bajer var ophavsmand til et omfattende forfatterskab om voldgift og liberalt fredsarbejde.
I 1882 stiftede Bajer Foreningen til Danmarks Nevtralisering, senere kaldet Dansk Fredsforening, som han var formand for fra 1884 til 1892.
I 1891 var Bajer medinitiativtager til Det internationale Fredskontor med hovedkvarter i Bern, som han var præsident for indtil 1907, derefter ærespræsident. Han deltog i fredskongresserne i Den Internationale Liga for Fred og Frihed, i de nationale skandinaviske fredskongresser og i næsten alle verdensfredskongresser.
Da han modtog Nobels fredspris udtrykte han kritik af fredsbevægelsernes mangelfulde organisation. Da 1. verdenskrig brød ud i 1914 og dermed skuffede de idealer, han havde arbejdet for, var han ikke længere aktiv i fredsarbejdet.
Hans efterladte papirer findes i Det Kongelige Bibliotek og en del breve i Kungliga Biblioteket, Stockholm.
Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård. Danske fredsorganisationer og danske kvindeorganisationer rejste 1923 i Fælledparken et af billedhuggeren Einar Utzon-Frank udført mindesmærke for Fredrik og Mathilde Bajer. Mindesmærket er siden flyttet til Amorparken lige ved Fredrik Bajers Plads, som i 1935 blev opkaldt efter ham[4][5].
Han er portrætteret på gruppebillede af Niels Simonsen af officerer ved Næstved Garnison (Frederiksborgmuseet) og på gruppebillede af Marie Luplau: Fra Kvindevalgretskampens Tid (i Folketinget), tegning af Erick Struckmann (sst.), buste af Rasmus Andersen 1918 og relief af Carl Mortensen (sst.). Maleri af Tycho Jessen 1918 i privateje. Træsnit fra perioden 1883-1907.
Fredrik Bajers Livserindringer udkom i 1909.
Forfatterskab
redigér- Bøger af Fredrik Bajer, digitaliseret af Det Kongelige Bibliotek:
- Hvilket Forhold imellem Stat, Kirke og Skole fremmer bedst sand Frihed, Tro og Oplysning i Folket?, Bidrag til Svar. 1868. Link til digitaliseret udgave Arkiveret 21. juni 2015 hos Wayback Machine
- Kort vejledning ved foredrag over samfundshushåldning (politisk ekonomi) til brug ved folkehöjskoler (tildels efter F. Bastiats "Harmonies économiques"). 1870. Link til digitaliseret udgave Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine
- Klara-Rafael-Fejden, Med et Digt "Matilde Fibiger" af Benedicte Arnesen-Kall. 1879. Link til digitaliseret udgave Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine
- Immanuel Kant: Den evige Fred, oversat og forøget med oplysninger af Fredrik Bajer . 1888. Link til digitaliseret udgave Arkiveret 21. juni 2015 hos Wayback Machine
- Skuespilleren som Konge, Novelle. 1891. Link til digitaliseret udgave Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine
- Fredsvennernes Krigsplan. 1891. Link til digitaliseret udgave Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine
- Verdensfredsmødernes meninger på grundlag af de i Paris 1889, London 1890 og Rom 1891 vedtagne beslutninger. 1892. Link til digitaliseret udgave Arkiveret 21. juni 2015 hos Wayback Machine
- Om Årsager til krig og voldgift i Evropa siden år 1800, 2. gennemsete udg. 1897. Link til digitaliseret udgave Arkiveret 21. juni 2015 hos Wayback Machine
- Ideen til Nordens særlig Danmarks vedvarende Nevtralitet, dens oprindelse og udvikling i kort overblik. 1900. Link til digitaliseret udgave Arkiveret 21. juni 2015 hos Wayback Machine
Eksterne henvisninger
redigér- Wikisource har kildemateriale til denne artikel hentet fra Biografi i H. Wulff: Den danske Rigsdag
- Nogle af Fredrik Bajers værker findes digitalt tilgængelige via Internet Archive og Projekt Runeberg Arkiveret 21. februar 2013 hos Wayback Machine.
- Fredrik Bajer på Dansk Forfatterleksikon Arkiveret 16. januar 2017 hos Wayback Machine
- Biografi hos Fredsakadamiet Arkiveret 3. november 2019 hos Wayback Machine
- Bibliografi (Fredsakademiet) Arkiveret 25. december 2008 hos Wayback Machine
- Nobel-komitéen oplysninger om 1908-vinderne Arkiveret 7. august 2004 hos Wayback Machine (engelsk)
Referencer
redigérDenne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. (2023) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
- ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 8. august 2018. Hentet 8. august 2018.
- ^ Dansk Kvindebiografisk Leksikon: Matilde Bajer
- ^ 'Fredrik Bajer' i Salmonsens konversationsleksikon, Anden Udgave
- ^ Bent Jørgensen: Storbyens Stednavne. Gyldendal 1999
- ^ Fred(e)rik Bajers Plads på hovedstadshistorie.dk