Åbn hovedmenuen

Harald (i nyere historie kaldet Harald Klak død ca. 842)[1] var dansk medkonge 812813, 819823 og 826827) men var store dele af sit liv i eksil i Rüstringen som lensmand for Frankerriget.

Harald Klak
Konge af Danmark
Regerede 812813
819823
826827
Forgænger Anulo og Sigurd
Regent Harald 2. Klak
Medkonger 812813 Reginfred
819823 2 af Godfreds sønner
826827 2 af Godfreds sønner
Efterfølger Horik 1.
Død efter 841
Rüstringen

Indholdsfortegnelse

BaggrundRediger

Han kan have været søn af Halfdan. Han var han barnebarn eller nevø (latin: nepos) af en tidligere kong Harald (måske Harald 1. Hildetand), bror til Anulo og til Reginfred og onkel til Rorik af Dorestad. Han er formentlig født i 790'erne.[fn 1]

Første regeringsperiodeRediger

Efter den danske kong Hemmings død i 812[5] forsøgte Haralds broder Anulo at bemægtige sig kongemagten, men Godfreds brodersøn Sigfred ville også have riget. Anulo og Sigfred mødtes i et stort slag, hvor de begge døde. Men Anulos hær havde vundet slaget, så Harald blev kåret til samkonge med sin broder Reginfred.[6]

Godfreds sønner (som Horik 1.) havde i mellemtiden holdt sig skjult i Sverige. Men da Harald og Reginfred var rejst til den norske Vestfold (den yderste grænse af deres rige) for at neddæmpe et oprør og indsætte egne tillidsmænd, erobrede Godfreds sønner landet. Harald og Reginfred blev fordrevet kort efter.[6] Harald og Reginfred vendte året efter tilbage med en hær for at erobre landet tilbage. Det lykkedes dem at få dræbt den ældste af Godfreds sønner, men Reginfred blev dræbt og Godfredsønnernes hær vandt slaget, så Harald måtte flygte ud af landet og søge hjælp andetsteds.[6]

Harald søgte støtte hos den frankiske konge Ludvig den Fromme. Ludvig den Fromme sagde ja til at hjælpe ham på betingelse af, at Harald, når han var blevet konge, ville anerkende kejseren som overherre. Det lovede Harald, og han gik i 815 ind i Jylland med en frankisk hær for at erobre Danmark og gøre det til et frankisk len. Men Godfredsønnerne havde trukket sig tilbage til en ø, der lå tre mil fra fastlandet (sandsynligvis Fyn), med deres flåde som beskyttelse[7], og frankerne trak sig tilbage efter at være blevet angrebet i baglandet.

Anden regeringsperiodeRediger

 
Harald Klak knæler foran kejser Ludvig i år 826. Maleri af Isaac Isaacsz o. 1640

I 819 lykkes det Harald at blive medkonge med to af Gudfreds sønner (den ene var Horik 1.) på grund af splittelse mellem dem. De to andre Gudfredsønner blev jaget ud af landet.[8] Men det holdt kun til 824, hvor Harald selv blev jaget væk. Han rejste på ny til kejser Ludvig og bad ham om hjælp.[9] Som betingelse for at hjælpe Harald satte Ludvig, at han lod sig døbe.[9] Harald på sin side satte som betingelse, at han fik grevskabet Rüstringen ved floden Wesers udløb i Nordsøen som len.[10]

 
Louis Moe illustrerede denne anskuelsestavle til historieundervisningen, med motivet Ansgar prædiker i Haralds gård.

Haralds dåbRediger

I 826 lod Harald sig døbe ved et kirkemøde i Ingelheim.[10] Som et led i dåbsfesten måtte Harald pro forma overdrage overhøjheden over sit endnu ikke vundne danske rige til Ludvig den Fromme. Ligeledes udpegedes to munke, Ansgar og Aubert, som skulle følge med til Danmark under erobringsforsøget for at oplære danerne i kristendommen.[11]

Imidlertid mislykkedes Harald Klaks forsøg på at vinde magten i Danmark. Godfreds sønner genvandt magten helt ned til Ejderen i 827. Dog fik Harald gennemført udplyndringen af nogle landsbyer nord for Ejderen måske i et forsøg på at forhindre, at der blev indgået en fredsaftale mellem de danske konger og Frankerriget. Også det mislykkedes: i 831 nåede danske udsendinge frem til kejserhoffet for at få kejseren til at ratificere en overenskomst mellem de to lande. Kort efter døde den ene danske konge, og Horik 1. var nu dansk enekonge. Samtidig var Harald Klaks mulighed for at blive dansk konge blevet forsvindende små.[12]

Viking og lejesoldatRediger

Rüstringen havde en strategisk vigtig beliggenhed ved søvejen mellem det danske rige og Frankerriget. Teoretisk kunne det bruges til at styre søfarten mellem de to lande. Samtidig lå Rüstringen velegnet som base eller udgangspunkt for angreb på begge lande.

Frankerriget blev ramt af stridigheder i kejserfamilien som følge af arvedelingsspørgsmål: kejseren, Ludvig den Fromme, samt dennes søn Karl kom til at stå over for tre andre sønner Pipin, Lothar 1. og Ludvig den Tyske. Ved slaget ved Lügenfeld led kejseren nederlag og endte i fangenskab. I 837 kom det til en ny arvedeling, hvorved Karl og Pipin kom til at stå sammen med faderen. I 838 døde Pipin. Han overlod ikke sit område Akvitanien til Karl men i stedet til sin søn; Pipin 2. Lothar og Ludvig sluttede forlig med faderen.[13] Midt under kejserens forsøg på at vinde kontrollen over sit land blev Vestfrisland i 834 angrebet af en vikingeflåde. Årbøgerne oplyser:

"De[14] drog over Utrecht til handelspladsen Dorestad, plyndrede overalt, de dræbte nogle af indbyggerne, førte andre bort som fanger og ødelagde en del af byen ved ildebrand."[15]

Nye angreb på Dorestad fandt sted i 835. Kejseren, der var blevet genindsat, beordrede at bringe organiseringen af kystforsvaret i orden, men det hjalp ikke: nye angreb på Dorestad skete i 836, hvor byen blev brandskattet og igen i 837. Samme år angreb de Walcheren.[15] Fuldaårbøgerne oplyser:

"Da de[14] havde opholdt sig der [16] i nogen tid og udskrevet skat som de fandt det for godt, drog de med samme vildskab til Dorestad og inddrev skatterne på samme måde."
"De dræbte den 20. juni Ekkehard, stedets greve, og Hemming, Halfdans søn, samt mange andre..."[17]

Frankerne mistænkte den danske konge Horik 1. for at stå bag[17], men det var det ikke; det var Harald Klak.[18] Det ser ud til, at angrebene havde to formål, dels som en afledningsmanøvre for at forhindre kejseren, Ludvig den Fromme, i at få tid til og mulighed for at gennemføre en planlagt straffeekspedition mod sin søn Lothar (Rüstringen lå i et område under Lothars kontrol), dels som afpresning fordi Harald Klak gerne ville have Frisland og Dorestad som len. Det mislykkedes imidlertid. Da kejseren i 837 indgik forlig med sine to sønner Lothar 1. og Ludvig den Tyske, fastholdt han, at Harald Klaks nevø, Rorik, skulle være lensmand over Frisland og Dorestad. Lothar måtte standse Harald Klaks plyndringstog i Vestfrisland, men lod ham fortsat plyndre Walcheren.[19]

I begyndelsen af 840'erne fandt flere vikingeangreb sted på Frankerriget, således Rouen i 841[20], Rouen og Quentovic i 842 og Nantes i 843[21]. Det vides, at disse vikinger var fra Norge, sandsynligvis Vestfold i Oslofjorden. Eftersom Harald i 812 sammen med broderen Reginfred forud for sin fordrivelse fra magten i Danmark havde taget kontrollen over dette område og indsat egne tillidsfolk, er det muligt, at disse vikinger nu optrådte på Haralds opfordring. Det er muligt, at Lothar havde håbet at kunne bruge dem i sit magtspil, men det viste sig snart, at de ikke lod sig styre.[22]

Lensmand over WalcherenRediger

Da Lothar efter Ludvig den Frommes død i 840 søgte at hævde sig som kejser, blev han mødt af en alliance mellem Karl den Skaldede og Ludvig den Tyske. Han søgte tilflugt i kongsgården ved Aachen hvor han søgte alliance med en del af sakserne. Sandsynligvis ved samme lejlighed - her ifølge Sankt Bertinårbøgerne - overdrog han som len Walcheren til Harald Klak. Fra annalerne lyder det under året 841:

"Harald som med de andre danske sørøvere i en del år til egen fordel havde påført Frisland og andre kristnede kystegne så mange ulykker til besvær for [Lothars] fader, gav [Lothar] for denne fortjeneste Walcheren og nogle nærliggende bebyggelser til len. Det er i sandhed en handling, som fortjener afsky, at de, som havde påført de kristne ondt, blev sat til at lede kristne lande og folk og Kristi kirke, så at forfølgerne af den kristne tro blev herrer over kristne, og at kristne folk måtte tjene afgudstilbederne..."[10]

Ifølge diplomaten og historieskriveren Nithard[23] skal Harald have generobret de sydligste danske egne - Silendi, sandsynligvis old-frisisk for Zeeland eller eventuelt øen Sild [24] - og indkaldt mange normanner til tjeneste i Sachsen. Ligeledes skal han have haft planer om at slutte daner og saksere sammen[25], men projektet måtte opgives, da Ludvig den Tyske foretog en straffeekspedition i Sachsen og nedkæmpede enhver tendens til oprør.[26]

Død og begravelseRediger

Harald Klaks dødsår er ukendt.

Det er muligt, at det er Harald Klak, som er begravet i en bådkammergrav syd for Halvkredsvolden omkring Hedeby.[26]

Hans ældste søn, Godfred, overtog lenet Walcheren efter hans død og støttede i begyndelsen Lothar, men Lothar opsagde senere hans stilling som lensmand.[27]

Tilnavnet "Klak"Rediger

I nordisk overlevering fra 1000-tallet har Harald tilnavnet "Klak".

Betydningen af er ukendt, men kan have noget at gøre med det urgermanske lydord "klakan", der betyder et smæld. Det kom senere på oldnordisk til at betyde "noget der brister med et smæld" og videreudviklet som beskrivelse for noget, der er svagt eller kraftløst; hvilket passer godt på Harald, da han gang på gang søger hjælp hos Ludvig den Fromme i stedet for at klare sig selv. Denne betydning af "klak" eksisterer stadig i nogen svenske dialekter.

EfterslægtRediger

Harald har muligvis haft en datter Thyrni, der kan være blevet gift med Sigurd Hjort, konge af Ringerike i Norge. Dermed blev hun mormor til Harald Hårfager, den første konge der samlede hele Norge til ét rige.

Harald Klak havde også en søn Godfred og givetvis også yderligere efterslægt, men oplysningerne og gisningerne herom synes for upræcise til, at det er muligt at danne sig et klart overblik.

FodnoterRediger

  1. ^ Om Harald Klaks fars identitet angiver Poul Engelhardt, at den tidligere kong Haralds sønner var Rørek og Thronder, og at Harald Klaks far må have været én af dem[2], mens Peter Lawætz når frem til, at Halfdan var Rørik og Thronds yngre bror, og at Halfdan således var far til Harald Klak.[3] Carl Engholm derimod angiver eksplicit Rørek som far til Harald Klak[4], mens Halfdan hos Engholm angives som en fætter til Harald Klaks far (Lawætz har også en Halfdan som fætter til Rørik, Thrond og Halfdan, men opererer derved med to Halfdaner, der var fætre).

NoterRediger

  1. ^ Skaaning, s. 182
  2. ^ P. Engelhardt: "Danerne fra fødsel til dåb", København, 1980 (s. 236 & 264)
  3. ^ Danske vikingekonger – én slægt med mange grene – af Peter Lawætz, 2012: Liste over Ivar Vidfavnes efterkommere (IV-listen)
  4. ^ Carl Engholm: "Danske kongeslægter i det 8. & 9. århundrede. Karl den Store og Danerne", Kgs. Lyngby, 1994 (s. 50-51)
  5. ^ Skaaning, s. 24
  6. ^ a b c Skaaning, s. 25
  7. ^ Skaaning, s. 26
  8. ^ Skaaning, s. 29
  9. ^ a b Skaaning, s. 30
  10. ^ a b c Skaaning, s. 31
  11. ^ Skaaning, s. 32
  12. ^ Skaaning, s. 33
  13. ^ Skaaning, s. 34
  14. ^ a b = vikingerne
  15. ^ a b Skaaning, s. 35
  16. ^ = på Walcheren
  17. ^ a b Skaaning, s. 36
  18. ^ Skaaning, s. 113
  19. ^ Skaaning, s. 37
  20. ^ Skaaning, s. 45
  21. ^ Skaaning, s. 40
  22. ^ Skaaning, s. 40f, 45
  23. ^ Skaaning, s. 39
  24. ^ Die Insel - Wissenswertes zur Perle der Nordsee under afsnittet "Geschichte"
  25. ^ Skaaning, s. 42
  26. ^ a b Skaaning, s. 43
  27. ^ Skaaning, s. 60

LitteraturRediger

  • Peter Sawyer: "Da Danmark blev Danmark. Fra ca. år 700 til ca. 1050" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie; bind 3; København 1988; ISBN 87-89068-01-1)
  • Poul Skaaning: Vikingestormen. Togter mod Vesteuropa 793-937; Viborg 2006; ISBN 87-7739-857-2

Eksterne henvisningerRediger

Se ogsåRediger