Åbn hovedmenuen

Knud Danaast

Prince of Denmark
Jellingstenene rejst til minde om Gorm den Gamle og hans æt.

Knud Danaast var ifølge forskellige sagaer ældste søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod. Tilnavnet danaast betød "elsket af danerne". (Norrønt åst betød "kærlighed".) [1]

Sagnet om Knuds dødRediger

Knud blev dræbt under et vikingetogt til Irland. Sammen med sin bror Harald skal han have belejret Dublin. En aften han morede sig i våbenleg med sine mænd blev han dødeligt ramt af en pil fra en irsk bueskytte. Som sit sidste ønske bad han angiveligt sine mænd om at fortsætte legene som om ingenting var sket, så irerne ikke skulle forstå, at deres anfører var død, og dermed få indtryk af, at belejrerne var svækket. Dødsbudskabet nåede Thyra i Jelling, men hun turde først intet sige, for Gorm skal ifølge sagnet have svoret, at han ville slå den ihjel, som overbragte ham budskabet om Knuds død. I stedet for at sige noget hængte Thyra først sorte klæder for vinduerne og klædte sig i en gammel sæk. Da Gorm spurgte hende, om hun meldte ham Knuds død, svarede hun "Det melder du og ikke jeg." Tabet af sønnen fratog Gorm den sidste livsgnist, så Thyra, ifølge Saxo, "fulgte dem begge til graven med de samme tårer". I Saxos version sad Thyra tilbage som enke; men det passer ikke med de historiske fund. Thyra må være død før Gorm, for som enkemand rejste han lille Jellingsten til minde om hende. [2]

Knuds søn Guld-HaraldRediger

Knud efterlod sig sønnen Harald Knudssøn, med tilnavnet Guld-Harald på grund af det krigsbytte, han kom hjem med fra sine togter. I Olav Tryggvasons saga beskrives han som en god ven af den norske Håkon jarl. [3]

Overfor sin farbror og navnebror, Harald Blåtand, fremmede Guld-Harald imidlertid et krav på det halve Danevælde som sin arv. Der var mange stormænd til stede, begges venner. Harald Blåtand blev rasende og svarede, at ingen mand havde forlangt af kong Gorm, hans far, at han skulle blive halv-konge i Danmark; ejheller af hans far igen, Hardeknud, eller af hans far Sigurd Orm-i-Øje, eller dennes far igen, Ragnar Lodbrog. Bag sin brorsøns ryg konfererede Blåtand så med Håkon jarl, og de to blev enige om, at Harald Blåtand i stedet for halvparten af Danevældet skulle tilbyde Guld-Harald halvparten af Norge; men først skulle Guld-Harald gøre sig fortjent til dette ved at dræbe en tredje Harald, nemlig Harald Gråfeld, der sad som konge over Vestlandet og Trøndelag. Harald Blåtand og Harald Gråfeld var ellers venner, så den norske konge lod sig lokke sydpå til et møde ved Limfjorden. Men da Harald Gråfeld sommeren 970 ankom til Hals, blev han overfaldet og dræbt af Guld-Harald, der havde rustet ni skibe til vikingefærd - og derefter selv blev forrådt af Håkon jarl, der var ankommet med tolv skibe, og nu lod Guld-Harald gribe og klynge op i galgen. [4] Sådan fik Harald Blåtand genvundet sin magt i Norge. Håkon jarl på sin side havde hævnet Sigurd jarl, [5] som Harald Gråfeld og hans brødre havde brændt inde; dertil blev Håkon jarl indsat som Harald Blåtands vasal i Norge.

I Winthers plantage et par kilometer nord for Hals er der opført en høj, kaldt Guld-Haralds Høj. En udgravning udført af Nationalmuseet i 1886 under ledelse af museumsinspektør Vilhelm Boye bragte imidlertid intet guld frem i dagens lys. Derimod fandt man en mængde knogler og spor efter tidligere forsøg på at finde en skat i højen. Man fandt heller ikke noget bevis for, at Guld-Harald er begravet i højen. [6]

NoterRediger