Kogebog

bog indeholder opskrifter

En kogebog er en samling opskrifter og vejledning til fremstilling af madretter.

Marx Rumpolts kogebog fra 1581

HistorieRediger

Ved hjælp af kogebøger kan vi følge kogekunstens udvikling. Til det 16. århundrede gik opskrifterne som regel fra mund til mund eller cirkulerede i afskrifter. Den første kogebog, der fik betydning i Norden, var skrevet af den tyske kok Marx Rumpolt, der samlede mange opskrifter og i 1581 udgav dem i et bind, som han tilegnede kurfyrstinde Anna af Sachsen. Hvor stort behovet var for en sådan kogebog ses bedst af den store udbredelse, den hurtigt vandt. I det følgende årti blev der stadigt henvist til den.

Den ældste danske kogebog er Henrik Harpestrengs Libellus De Arte Coquinaria, som var en oversættelse fra tysk. Den var en del af hans lægebog. Den næste kogebog udkom 1616, Koge-Bog: Indeholdendis et hundrede fornødne stycker, som ere om Brygning, Bagning, Kogen... . Den kom i 2. oplag i 1625.[1]

Den ældste trykte kogebog i Danmark udkom i 1616 og var en fragmentarisk udgave af Anna Weckers Ein köstlich new Kochbuch fra 1597,[2] som i 1648 udkom på dansk oversat fra tysk af Povel Iverssøn. Den næste danske kogebog er fra 1675.

I 1710, 31, 40, 54 og 1755 udkom andre kogebøger, og nu var kogebøger ikke længere sjældenheder. Men det var først i det 19. århundrede, at kogebogslitteraturen tog fart. Af de mest kendte er Anne Marie Mangors kogebog for små husholdninger, der udkom 1837. Da det 40. og sidste oplag blev udsendt i 1910, nåede antallet af eksemplarer op på 220.000.[2]

C. Jacobsens kogebog, der udkom mellem 1853 og 1866, nåede ni oplag. Maren Elisabeth Bangs kogebog, der udkom 1831 (7. oplag 1864), og Sørine Thaarups nåede 12 oplag. Desuden findes kendte kogebøger af C.E. Hagdahl, Louise Nimb og Laura Adler.

Kendte kogebogsforfattere fra 1900-tallet er Frøken Jensen, hvis kogebog sidst i 1970'erne var kommet i næsten 400.000 eksemplarer,[2] Ingeborg Suhrs Mad fra 1909, den udkom i 26 oplag og blev trykt i 237.000 eksemplarer, Mathilde Muus der skrev under pseudonymet Fru Constantin, Karen Braae, Magdalene Lauridsen, Asta Bang og Edith Rode, Birgitte Berg Nielsen, John Price og Mogens Brandt.

Af specialkogebøger kan nævnes vegetariaske kogebog af Anna Poulsen, Marie Johansen, Marie Lindberg og Maja Schrøder, Kogebog for sukkersyge af Louise Nimb og sundhedskogebog.

Ud over danske kogebøger kom også i 1909 Auguste Escoffiers kogebog og Ali-Babs i 1944. Interessen for det udenlandske køkken steg med charterferiernes udbredelse efter anden verdenskrig, og afspejles i kogebogslitteraturen.[2]

En ejendommelig udgivelse er den amerikanske kogebog Manifold Destiny med opskrifter på, hvordan man laver mad med sin bilmotor.[3] Sogar et helt julemåltid lod sig tilberede under kørsel, selv om grøntsagerne blev mislykkede.[4]

Udgivelser i Danmark gennem tidenRediger

I 1600-tallet udkom der tre danske kogebøger oversat fra tysk, i 1700-tallet udkom der 14 kogebøger på dansk, i 1800-tallet udkom der godt 1.600 kogebøger, og fra 1900 til slutningen af 1970 udkom der over 1.200 kogebøger.[2]

LitteraturRediger

ReferencerRediger

Eksterne henvisningerRediger

 Søsterprojekter med yderligere information:
 Spire
Denne artikel om mad og drikke er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.