Åbn hovedmenuen

Regeringen Lars Løkke Rasmussen I

(Omdirigeret fra Ministerrokaden 2010)

Regeringen Lars Løkke Rasmussen I var Danmarks regering fra 5. april 2009 til 3. oktober 2011, bestående af ministre fra Venstre og Det Konservative Folkeparti. Den nye regering tiltrådte 5. april 2009 som en fortsættelse af Regeringen Anders Fogh Rasmussen III. Den hidtidige finansminister Lars Løkke Rasmussen overtog posten som statsminister fordi Anders Fogh Rasmussen 4. april havde fået posten som NATO's 15. generalsekretær.[1][2] Lars Løkke havde været partiet Venstres næstformand siden 1998 og minister siden 2001.

Regeringen Lars Løkke Rasmussen I
Flag of Denmark (state).svg
Danmarks 69. regering
2009 – 2011
Dannet 5. april 2009
Trådt tilbage 3. oktober 2011
Forkortelse VK-regeringen
Ministre og partier
Dronning Margrethe 2.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen
Regerings­partier Venstre
Det Konservative Folkeparti
Historie
Valg
Valgperiode 2007-2011
Regerings­dannelse Anders Fogh Rasmussens udnævnelse til NATO's generalsekretær og Lars Løkke Rasmussens overtagelse af statsministerposten
Regerings­opløsning Folketingsvalget 2011
Forrige
Fogh Rasmussen III

2009 – 2011
Efterfølgende
Thorning-Schmidt I

23. februar 2010 lavede Lars Løkke en omfattende rokade og satte derved sit eget ministerhold, der ikke blot var en videreførelse af den forrige regering.

Ved folketingsvalget 15. september 2011 erkendte Lars Løkke Rasmussen, at den hidtidige VK-regering havde lidt et valgnederlag til den socialdemokratisk ledede opposition og erklærede, at han dagen efter ville indgive regeringens afskedsbegæring til Dronningen.

Videreførelse af Regeringen Anders Fogh Rasmussen III (5. april 2009 – 23. februar 2010)Rediger

Den første del af Regeringen Lars Løkke (I)'s embedsperiode var præget af den fortsatte økonomiske krise og Danmarks værtskab for FN's 15. klimakonference, der blev afholdt i København fra 7. til 18 december 2009.

Ændringer ved tiltrædelsenRediger

Den 7. april 2009 udpegede Lars Løkke Rasmussen 2 nye ministre. Samtidig flyttede en minister til et nyt resortområde og en minister blev efter eget ønske afskediget.[3]

Ændring af MinistreRediger

Velfærdsminister og minister for ligestilling Karen Jespersen forlod regeringen. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen blev ny finansminister i stedet for Lars Løkke Rasmussen. Politisk ordfører for Venstre, Inger Støjberg blev ny beskæftigelsesminister og minister for ligestilling. Integrationsordfører og familieordfører for Venstre, Karen Ellemann blev indenrigs- og socialminister.

Ændringer af ResortområderRediger

Velfærdsministeriet fik navneforandring til Indenrigs- og Socialministeriet. Beskæftigelsesministeriet overtog Sikringsstyrelsen og ansvaret for sager vedrørende social pension, førtidspension, boligstøtte, m.v. fra Velfærdsministeriet.

Ændringer i forbindelse med udnævnelse af dansk EU-kommissærRediger

Den 24. november blev Connie Hedegaard udnævnt til europæisk kommissær. Hun gik derfor samme dag af som Klima- og energiminister. Samtidig med sin afgang som Klima- og energiminister blev Hedegaard udnævnt til Minister for FN's klimakonference i København i 2009 [4] Denne tidsbestemte ministerudnævnelse var som minister uden portefølje. Efter klimakonferencen gik Hedegaard 20. december af som minister.

Ny Klima- og energiminister blev Lykke Friis, tidligere prorektor på Københavns Universitet og international anerkendt ekspert i europæiske forhold. I forbindelse med sin udnævnelse til minister meldte hun sig ind i partiet Venstre.

Samtidig rykkede Transportminister Lars Barfoed op som nummer otte i statsrådsrækkefølgen, den plads Hedegaard tidligere havde haft.

Ministrene fra 7. april 2009 til 23. februar 2010Rediger

Regeringsomdannelsen 23. februar 2010Rediger

Den 23. februar foretog Lars Løkke en ministerrokade.[5], der var så omfattende, at kun en minister (Birthe Rønn Hornbech) forsat havde ansvar for samme ministerium som hun havde i Regeringen Anders Fogh Rasmussen III. Samtidig fremlagde regeringen et nyt arbejdsprogram Danmark 2020[6], som antydede, at der snarere var tale om en ny regering end en simpel ministerokade. På Amalienborg Slotspl ads omtalte Statsministeren derfor rokaden som en de facto ny regering. Genopretningspakken (maj 2010) var et resultat af forhandlinger om en opstramning af den økonomiske politik.[7]

ResortområderneRediger

Indenrigs- og Sundhedsministeriet blev genoprettet ved sammenlægning af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, som blev nedlagt, og indenrigsdelen af Indenrigs- og Socialministeriet, dvs. resortansvaret for CPR-administrationen, Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, de regionale statsforvaltninger, m.v.

Socialministeriet blev genoprettet af de tilbageværende dele af Indenrigs- og Socialministeriet.

Resortansvaret for den selvejende institution Center for for Kultur og Udvikling blev overført fra Udenrigsministeriet til Kulturministeriet.

MinistreneRediger

Søren Gade gik efter eget ønske og forlod helt politik. Kristian Jensen blev gruppeformand i Venstres folketingsgruppe i stedet for Hans Christian Schmidt der blev minister for anden gang. Følgende ministre var involveret i ministerokaden.

Afgående ministre, alle fra Regeringerne Anders Fogh RasmussenRediger

Ministre fra Regeringerne Poul SchlüterRediger

  • Bertel Haarder (minister 10. september 1982 – 25. januar 1993 og siden 27. november 2001)
  • Per Stig Møller (minister 18. december 1990 – 25. januar 1993 og siden 27. november 2001)

Ministre fra Regeringerne Anders Fogh RasmussenRediger

Nye ministre under Lars Løkke RasmussenRediger

  • Politisk ordfører for Venstre Inger Støjberg (minister siden 7. april 2009)
  • Integrationsordfører og familieordfører for Venstre Karen Ellemann (minister siden 7. april 2009)
  • Prorektor Lykke Friis (minister siden 24. november 2009)
  • Formand for det Udenrigspolitiske Nævn Gitte Lillelund Bech (minister siden 23. februar 2010)
  • Finansordfører for Venstre Tina Nedergaard (minister siden 23. februar 2010)
  • Udenrigsordfører for Venstre Søren Pind (minister siden 23. februar 2010)
  • Fødevare- og Landbrugsordfører for Venstre Henrik Høegh (minister siden 23. februar 2010)
  • Regionrådsmedlem for det Konservative Folkeparti i Hovedstadsregionen Benedikte Kiær (minister siden 23. februar 2010)
  • Direktør for Danfoss Universe Charlotte Sahl-Madsen (minister siden 23. februar 2010)

Ændring i statsrådsrækkefølgen 14. januar 2011Rediger

13. januar trådte Udenrigsminister Lene Espersen tilbage som politisk leder for det Konservative Folkeparti og hun blev dagen efter, af den konservative folketingsgruppe, erstattet af Justitsminister Lars Barfoed. I denne forbindelse blev Lars Barfoed medlem af regeringens koordinationsudvalg, af hvilket Lene Espersen udtrådte. Dermed blev statrådsrækkefølgen også ændret således at Barfoed blev nummer to. Espersen blev nummer ni lige efter Bertel Haarder, da hendes plads bestemtes af hendes anciennitet som minister.[8]

Regeringen fra 23. februar 2010 til 8. marts 2011Rediger

Regeringen fra 8. marts 2011 til 3. oktober 2011Rediger

8. marts 2011 kom der ovenpå Statsløse-sagen en regeringsrokade. Den føromtalte sag betød at Birthe Rønn Hornbech måtte afgive sine ministerposter. Minister for udviklingsbistand Søren Pind blev i stedet udnævnt til minister for flygtninge, indvandrere og integration og fortsætter i øvrigt i sin hidtidige stilling som minister for udviklingsbistand.

Kulturminister Per Stig Møller blev udnævnt til kirkeminister og fortsætter i øvrigt i sin hidtidige stilling som kulturminister. Troels Lund Poulsen blev udnævnt til ny undervisningsminister efter Tina Nedergaard måtte stoppe "af personlige årsager".[9] Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, overtog den ledige post som skatteminister efter Lund Poulsens overflytning. [10]Ellen Trane Nørby afløste Peter Christensen som politisk ordfører for Venstre.

Tilbagetrækningsreformen (maj 2011) blev indgået med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Den indebærer bl.a. reform af førtidspension, efterløn og folkepension. [11] Regeringens tilbagetræden den 3. oktober 2011 ændrer ikke ved dette forlig, idet partierne bag det stadig har flertal sammen i Folketinget.

ReferencerRediger