Venstre

politisk parti i Danmark
(Omdirigeret fra Venstre (parti))
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Venstre (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Venstre)

Venstre, officielt Venstre, Danmarks Liberale Parti (partibogstav V), er et politisk parti i Danmark. Partiet opstod i sin nuværende form i 1910, men kan føre sin historie tilbage til dannelsen af Det forenede Venstre i 1870.

Venstre
Venstre, Danmarks Liberale Parti
 
Partileder Jakob Ellemann-Jensen
Næstformand Stephanie Lose
Generalsekretær Christian Hüttemeier
Politisk ordfører Sophie Løhde
Gruppeformand i Folketinget Thomas Danielsen
 
Grundlagt 1870 (1910)
Partiavis Liberalt Overblik
Hovedkontor Søllerødvej 30
2840 Holte
Antal medlemmer 28.007 (31. december 202)[1]
Ungdomsorganisation Venstres Ungdom
Studenterorganisation Danmarks Liberale Studerende
Pladser i Folketinget
23 / 179
Pladser i Europa-Parlamentet:
4 / 14
Pladser i byrådene:
619 / 2.436
Pladser i regionsrådene:
54 / 205
 
Politisk ideologi Liberalisme[2]
Konservativ liberalisme[3]
Oprindeligt et agrarparti[4]
Politisk placering Centrum-højre
Internationalt samarbejdsorgan Liberal International
Europæisk samarbejdsorgan Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa
Partigruppe i Europaparlamentet Forny Europa
Partifarve(r)      Blå
Partibogstav V
 
Website www.venstre.dk

Venstre har sine rødder i bondebevægelsen og vækkelsesbevægelserne, og partiet står fortsat stærkest i distrikterne i Vestjylland, altså de mindst urbane områder i Danmark. Partiet stod oprindeligt i kontrast til Højre, og var oprindeligt placeret på venstrefløjen i Folketinget, hvilket er forklaringen på navnet. I sidste halvdel af 1900-tallet begyndte transformationen til et mere vidtfavnende, borgerligt parti med en stabil og højere tilslutning i byerne. Venstre definerer sig selv om et liberalt parti[2]. Fra 1872 til 1913, i 1918-1924 og igen i 2001-2015 var partiet Danmarks største parti ved folketingsvalgene. Partiet har siden systemskiftet i 1901 leveret 11 danske statsministre. De to seneste var Anders Fogh Rasmussen (2001-2009) og Lars Løkke Rasmussen (2009-2011 og 2015-2019).

Siden september 2019 har Jakob Ellemann-Jensen været formand for Venstre, og siden januar 2021 har Stephanie Lose været partiets næstformand.

På stemmesedlerne anvender partiet »V«, men havde »D« indtil 1971.[5]

Partiets officielle ungdomsorganisation er Venstres Ungdom (VU). Derudover er Liberalt Oplysnings Forbund (LOF) og Danmarks Liberale Studerende tilknyttet Venstre.

Politisk grundlagRediger

 
Jakob Ellemann, formand siden 2019.

Venstres nuværende principprogram "Fremtid i frihed og fællesskab" blev vedtaget i 2006. Ifølge det bygger Venstres politik på et liberalt menneskesyn, ifølge hvilket mennesket trives bedst i frihed under ansvar for sit eget liv og medansvar for andre mennesker og fællesskabet.[2][6]

I 2022 lægger Venstre især vægt på følgende seks politiske områder:[7]

  • Danmark som foregangsland i klimapolitikken via investeringer i grøn vækst
  • Et sundhedsvæsen med flere praktiserende læger og kortere ventelister
  • Større valgfrihed for bl.a. uddannelsessøgende og ældre
  • Konsekvente krav til udlændinge i Danmark med lavere ydelser til arbejdsløse indvandrere, arbejdspligt for kontanthjælpsmodtagere og hårdere straffe for kriminelle
  • Det skal kunne betale sig at arbejde - skattelettelser til personer i arbejde og tilbagerulning af højere ydelser til dagpengemodtagere
  • Styrkelse af forsvaret, aktiv deltagelse i internationale initiativer for fred, demokrati og frihedsrettigheder, og en styrket indsats for danske veteraner

Venstres historieRediger

Fra 1870 til systemskiftetRediger

 
Venstres ledere omkring 1880. Med uret: Frede Bojsen, Christen Berg (i midten), Sofus Høgsbro, Ludvig Holstein-Ledreborg og Viggo Hørup.

Venstre har rødder i Bondevennernes Selskab, der blev stiftet i 1846 og ophørte med at eksistere i 1860'erne.[8][9] Venstres officielle stiftelse regnes for at være 1870, hvor forskellige venstregrupper gik sammen som "Det Forenede Venstre" i en rigsdagsgruppe uden nogen fælles vælgerorganisation. Gruppen talte knap halvdelen af Folketingets medlemmer og var forenet af ønsker om indførelse af parlamentarisme, reformer af fæstevæsenet og en anden fordeling af skatterne. I 1872 kom et nyt program, og samme år gik gruppen til folketingsvalg ledet af Christen Berg og vandt absolut flertal i Folketinget.[10] Herefter blev partiet ledende i forfatningskampen imod det godsejerdominerede Højre og for indførelsen af folketingsparlamentarisme.[11] Partiet blev imidlertid splittet på spørgsmålet om indretningen af forsvaret efter Danmarks nederlag i 2. Slesvigske Krig i 1864 og på uenighed om, hvordan man skulle forholde sig overfor Højreregeringen Estrups håndfaste politik fra 1875. Derfor blev partiet flere gange splittet i forskellige moderate og mere radikale fløje.[10] Én fløj – de senere radikale – ville vælte Estrup-regeringen ved at sætte hårdt mod hårdt. En anden fløj – de senere moderate – ville svække regeringen ved at forhandle med de mere mådeholdne af regeringens tilhængere.

Omkring 1880 var Venstre reelt delt i to stridende partier: Det Folkelige Venstre med Viggo Hørup, Edvard Brandes og Christen Berg (og en kort overgang det Radikale Venstre (1878)) og Moderate Venstre ledet af bl.a. Ludvig Holstein-Ledreborg, Sofus Høgsbro og Frede Bojsen. Allerede i 1884 blev Det Folkelige Venstre også splittet. Hørup og Brandes gendannede det Radikale Venstre, mens Berg og hans tilhængere gik sammen med Det Moderate Venstre og dannede Det Danske Venstre. Efter at de moderate dele af Venstre i 1894 indgik forlig med Højre om Københavns Befæstning, stiftede bl.a. Viggo Hørup, Edvard Brandes, J.C. Christensen og Carl Theodor Zahle Venstrereformpartiet året efter i protest mod "det rådne forlig". Sofus Høgsbro blev Reformpartiets formand, men dets reelle leder var J.C. Christensen.[12] Forligstilhængerne i Venstre fortsatte i Moderate Venstre, først ledet af Bojsen, indtil han i 1898 trak sig tilbage fra politik, og derefter af Klaus Berntsen og siden Niels Neergaard.[13]

SystemskiftetRediger

Ved folketingsvalget i 1898 vandt Venstrereformpartiet langt over halvdelen af Folketingets mandater, mens regeringspartiet Højre gik tilbage. I 1901 gentog det samme sig: Venstrereformpartiet gik 12 mandater frem til i alt 75 af Folketingets 113 medlemmer (eksklusive Færøerne), mens Højre tabte 7 mandater og nu kun havde 8 pladser tilbage i Folketinget. Efter valget var det selv for kong Christian 9., der hidtil havde støttet de forskellige Højre-regeringer under hele den mangeåreige forfatningskamp, klart, at det var nødvendigt med et regeringsskifte. Han ønskede dog ikke direkte at bede Venstreformpartiets leder J.C. Christensen om at danne regering, men henvendte sig i stedet til juraprofessoren J.H. Deuntzer, der var kendt for at have Venstresympatier, men ikke var aktiv politiker.[14] Deuntzer dannede derpå den første Venstre-regering i Danmark. Den historiske begivenhed blev kaldt for Systemskiftet, idet den etablerede en ny statsskik, hvorefter regeringen fremover med ganske få undtagelser er udsprunget af folketingsflertallet. Deuntzer sammensatte en regering af folk fra Venstrereformpartiet, deriblandt J.C. Christensen, der blev regeringens egentlige politiske leder, den aldrende veteran Viggo Hørup fra partiets radikale fløj, det sjællandske Venstres leder P.A. Alberti og landbrugsministeren Ole Hansen, der blev kendt som "den første bonde i kongens råd".[15]

Deuntzers regering fik gennemført en række reformer, således statsskatteloven af 1903, der medførte en storstilet omlægning af skattesystemet, der afskaffede den hidtidige hartkornsskat og i stedet indførte indkomstskat og formueskat i Danmark. Reformen medførte, at befolkningen i byerne kom til at betale mere i skat, mens landmændene slap noget billigere end før. Regeringen iværksatte også en demokratisering af skole- og kirkevæsenet,[16] med indførsel af folkevalgte menighedsråd, hvortil også kvinder havde stemmeret,[17] og med loven om højere almenskoler fra 1903, hvor det treårige gymnasium afløste den hidtidige latinskole, og der indførtes en mellemskole, der byggede bro mellem folkeskolens yngste klasser og enten en etårig realklasse eller gymnasiet.[18]

Fra 1905 til anden verdenskrigRediger

 
Niels Neergaard i 1927. Leder af Det Moderate Venstre og statsminister i 1908-1909 og 1920-1924.

I 1905 blev Venstrereformpartiets stærke mand J.C. Christensen selv konseilspræsident.[19] Kort efter blev partiet imidlertid sprængt på grund af uenighed om forsvarspolitikken, modsætningsforholdet mellem gårdejere og husmænd og spørgsmålet om forholdet til det voksende Socialdemokrati. En gruppe såkaldte "rebeller" fra partiets radikale fløj blev ekskluderet af Venstrereformpartiet for bagefter at konstituere sig som partiet Folketingets Venstre. I maj samme år stiftede en gruppe borgere ledet af bl.a. Peter Munch og Ove Rode Det Radikale Venstre, hvis socialliberale og antimilitaristiske program Folketingets Venstre tilsluttede sig.[20]

På trods heraf havde Venstrereformpartiet stadig en stor vælgermæssig opbakning, og J.C. Christensen kunne formodentlig have siddet i mange år, hvis ikke hans justitsminister Alberti i 1908 pludselig havde meldt sig selv for bedrageri og falskneri. Den efterfølgende skandale rev J.C. Christensen med i faldet. Han blev aldrig regeringsleder igen, men fortsatte dog med at trække i trådene i partiet i mange år.[19] Inden sin afgang havde han imidlertid inddraget den moderate leder Niels Neergaard som finansminister i sin regering, og dermed skabte han grobund for den senere samling af Det moderate Venstre og Venstrereformpartiet i 1910 under det fælles navn Venstre. Neergaard blev selv konseilspræsident, da J.C.Christensen måtte gå af, men ønskede også at trække sig efter folketingsvalget 1909, hvor regeringen led et stort nederlag. Han blev efterfulgt af den gamle Venstreveteran lensgreve Ludvig Holstein-Ledreborg, som imidlertid kun var konseilspræsident i få måneder, før han blev væltet af et mistillidsvotum i Folketinget og afløst af en radikal regering.[21]

Ved folketingsvalget 1910, hvor Venstre for første gang optrådte som ét parti under dette navn, nød partiet godt af, at der ikke længere var stemmespild på grund af konkurrencen mellem moderate og Venstrereformkandidater, og opnåede netop halvdelen af Folketingets mandater. Den tidligere indenrigsminister Klaus Berntsen, der havde været fremtrædende i det tidligere moderate Venstre, blev ny konseilspræsident 1910-1913.[22]

Berntsen måtte dog gå af efter folketingsvalget i 1913, hvor Venstre tabte 13 mandater, og blev afløst af den radikale regeringen Zahle II, der sad i syv år indtil Påskekrisen i 1920. Derefter blev Niels Neergaard igen statsminister for en Venstreledet regering indtil 1924, og efter to år i opposition blev Thomas Madsen-Mygdal statsminister 1926-1929 som den sidste Venstremand inden 2. verdenskrig. Madsen-Mygdal blev samtidig den første formand for Venstres landsorganisation, der blev dannet så sent som i 1929. Madsen-Mygdal blev på denne post indtil 1941.[23]

Fra anden verdenskrig til 2001Rediger

 
Poul Hartling, dansk statsminister for Venstre fra 1973-75.

Frem til 1968 var Venstre det selvfølgelige borgerlige statsministerparti, og det dannede regering i 1945-47 under Knud Kristensen og i 1950-1953 med Erik Eriksen som statsminister i en koalitionsregering med Det Konservative Folkeparti. Også i de følgende oppositionsår under socialdemokratisk ledede regeringer fortsatte VK-samarbejdet.[4]

Som følge af afvandringen fra landbruget blev Venstres hidtidige medlems- og vælgergrundlag kraftigt reduceret fra omkring 1950. Derfor blev en omstillingsproces fra et landboparti til et mere bredt favnende liberalt parti påbegyndt fra midten af 1960'erne.[4] Partiet indgik i en række skiftende regeringskonstellationer i resten af årtusindet. 1968-1971 var det en del af den såkaldte VKR-regering med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister og Venstres formand Poul Hartling som udenrigsminister. 1973-1975 dannede Hartling en historisk smal Venstre-regering baseret på partiets egne 22 mandater efter jordskredsvalget i 1973.[24] 1978-1979 var partiet juniorpartner i en SV-regering med socialdemokraten Anker Jørgensen som statsminister og Venstres formand Henning Christophersen som udenrigsminister, og i 1982-1993 havde partiet samme rolle i en række skiftende borgerlige regeringer under den konservative Poul Schlüters ledelse.[4] Henning Christophersen var finansminister 1982-1984, hvor han forlod dansk politik til fordel for en post som EU-kommissær. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blev derefter valgt til ny formand for Venstre. Han ledede partiet indtil 1998, hvor han afløstes af Anders Fogh Rasmussen.

Det 21. århundredeRediger

 
Anders Fogh Rasmussen, statsminister 2001-2009 - den længstsiddende statsminister for Venstre nogensinde.

Ved folketingsvalget 2001 fik Venstre efter en effektiv kampagne, som blandt andet fokuserede på en stramning af udlændingepolitikken, indførelsen af det såkaldte skattestop og en afskaffelse af ventelister til sygehusene, en tilslutning på 31 % af vælgerne og blev dermed landets største parti for første gang siden 1924. Anders Fogh Rasmussen dannede regering med de konservative som koalitionspartner og Dansk Folkeparti som støtteparti. De tre partier havde tilsammen et parlamentarisk flertal, og det var dermed første gang siden 1929, at en borgerlig regering ikke var afhængig af støtte fra et eller flere midterpartier for at opnår flertal i Folketinget. Regeringskoalitionen fortsatte indtil 2011, fra 2009 med Lars Løkke Rasmussen som Venstres partiformand og statsminister. Efter en oppositionsperiode 2011-2015 vendte Løkke Rasmussen tilbage som statsminister, i 2015-2016 i spidsen for en ren Venstreregering og 2016-2019 som leder af en ny koalitionsregering med Liberal Alliance og de Konservative.[4]

Efter tabet af regeringsmagten ved folketingsvalget 2019 og efterfølgende intern strid i Venstres ledelse måtte Lars Løkke Rasmussen trække sig som formand, og Jakob Ellemann-Jensen afløste ham i september 2019.[4][25] Siden januar 2021 har Stephanie Lose været næstformand for partiet.[26]

AfskalningerRediger

En række medlemmer er i tidens løb brudt ud af Venstre og har dannet egne partier. Det gælder således Det Radikale Venstre, der blev dannet af udbrydere fra Venstrereformpartiet i 1905.[27] I 1934 blev Det Frie Folkeparti (senere Bondepartiet) dannet af udbrydere fra Venstres folketingsgruppe.[28] I 1953 stiftede Venstres tidligere formand og statsminister Knud Kristensen partiet De Uafhængige i protest mod grundlovsrevisionen 1953 og både Venstres og de Konservatives kompromissøgende politik.[29] I 1965 dannede folketingsmedlemmerne Niels Westerby og Børge Diderichsen partiet Liberalt Centrum grundet uenighed om blandt andet Venstres økonomiske politik.[30] I 2021 forlod tidligere formand og statsminister for Venstre Lars Løkke Rasmussen partiet for senere at stifte partiet Moderaterne, mens den tidligere næstformand Inger Støjberg i 2022 stiftede Danmarksdemokraterne. Ved folketingsvalget 2022, hvor Venstre led sit værste valg siden 1988, opnåede Venstre 23 mandater og Moderaterne og Danmarksdemokraterne hhv. 16 og 14.

OrganisationRediger

Venstre var i mange år organiseret i et vidt forgrenet net af lokale foreninger. Først i 1929 blev de samlet i en egentlig landsdækkende partiorganisation. Medlemstallet kulminerede i 1950 med ca. 200.000 medlemmer.[4] Ved udgangen af 2021 var der 28.000 medlemmer.[1]

Venstres øverste myndighed er partiets landsmøde, der finder sted hvert efterår med mere end tusinde deltagere. Indimellem landsmøderne ledes organisationen af hovedbestyrelsen, der nedsætter et forretningsudvalg til at varetage en række praktiske opgaver. Venstres formand er samtidig formand for hovedbestyrelsen. Derudover består den af Venstres næstformand og kasserer samt formænd for kommuneforeningerne og regionsbestyrelserne, repræsentanter fra folketingsgruppen, formanden for Venstres gruppe i Europaparlamentet, repræsentanter fra Venstres Ungdom og Liberalt Oplysnings Forbund, formændene for Venstres faste udvalg og Venstres medlemmer af formandskabet i KL og Danske Regioner. Endelig vælger Venstres Landsmøde direkte ti medlemmer til hovedbestyrelsen, hvoraf de tre samtidig er medlemmer af forretningsudvalget.[31]

Siden 1971 har Venstre haft sit hovedkvarter på landstedet Carlsminde i Søllerød i Nordsjælland.[32]

StatsministreRediger

Venstre har i danmarkshistorien haft 11 statsministre siden systemskiftet i 1901, der bragte den første Venstreregering til magten.[33]

PartiformændRediger

ResultaterRediger

Resultater ved folketingsvalgRediger

Folketingsvalg Stemmer Procent Mandater ±
1910 118.988 34,1 % 57 +57
1913 104.885 29,0 % 24 -33
1915 43 +19
1918 271.879 29,7 % 46 +3
26. april 1920 353.680 34,4 % 49 +3
6. juli 1920 347.044 36,2 % 52 +3
21. september 1920 411.661 34,0 % 51 -1
1924 362.682 28,3 % 44 -7
1926 378.137 28,3 % 46 +2
1929 402.121 28,8 % 43 -3
1932 381.862 24,7 % 38 -5
1935 293.393 17,9 % 26 -12
1939 309.355 18,2 % 30 +4
1943 376.850 18,7 % 28 -2
1945 479.158 23,4 % 38 +10
1947 529.140 26,1 % 49 +11
1950 438.188 21,3 % 32 -17
21. april 1953 456.896 22,1 % 33 +1
22. september 1953 499.656 23,1 % 42 +9
1957 578.932 25,1 % 45 +3
1960 512.041 21,1 % 38 -7
1964 547.770 20,8 % 38 ±0
1966 539.027 19,3 % 35 -3
1968 530.167 18,6 % 34 -1
1971 450.904 15,6 % 30 -4
1973 374.283 12,3 % 22 -8
1975 711.298 23,3 % 42 +20
1977 371.728 12,0 % 21 -21
1979 396.484 12,5 % 22 +1
1981 353.280 11,3 % 20 -2
1984 405.737 12,1 % 22 +2
1987 354.291 10,5 % 19 -3
1988 394.190 11,8 % 22 +3
1990 511.643 15,8 % 29 +7
1994 775.176 23,3 % 42 +13
1998 817.894 24,0 % 42 ±0
2001 1.077.858 31,2 % 56 +14
2005 974.637 29,0 % 52 -4
2007 908.472 26,2 % 46 -6
2011 947.726 26,7 % 47 +1
2015 685.188 19,5 % 34 -13
2019 825.486 23,4 % 43 +9
2022 460.546 13,3 % 23 -20

Resultater ved Europa-ParlamentsvalgRediger

Europa-

Parlamentsvalg

Stemmer Mandater Valgte kandidater
Antal Procent[34] Ændring i

procentpoint[35]

Antal Ændring[35]
1979 252.767 14,4 +14,4 3 +3 Tove Nielsen, Niels Haagerup, Jørgen Nielsen
1984 248.397 12,4 -2,0 2 -1 Tove Nielsen, Jørgen Nielsen
1989 297.565 16,6 +4,2 3 +1 Klaus Riskær Pedersen, Tove Nielsen, Niels Anker Kofoed
1994 394.362 19,0 +2,4 4 +1 Karin Riis-Jørgensen, Bertel Haarder, Niels Anker Kofoed, Eva Kjer Hansen
1999 460.834 23,4 +4,3 5 +1 Karin Riis-Jørgensen, Niels Busk, Anne E. Jensen, Bertel Haarder, Ole Andreasen
2004 366.735 19,4 −4,0 3 -2 Karin Riis-Jørgensen, Niels Busk, Anne E. Jensen
2009 474.041 20,2 +0,8 3 0 Jens Rohde, Morten Løkkegaard, Anne E. Jensen
2014 379.840 16,7 -3,5 2 -1 Ulla Tørnæs, Jens Rohde
2019 647.893 23,5 +6,8 4 +2 Søren Gade, Morten Løkkegaard, Asger Christensen og (fra 1/2 2020) Linea Søgaard-Lidell


OrdførerskaberRediger

ØkonomiRediger

I valgåret 2019 havde Venstre såvel indtægter som udgifter for 52 mio. kr. Udgifter i forbindelse med folketings- og Europaparlamentsvalgene udgjorde 21 mio. kr.[36]

Af indtægterne kom 3 mio. kr. fra medlemskontingenter, 23 mio. kr. var offentlig partistøtte, og 25 mio. kr. var bidrag fra organisationer og virksomheder. Partiet modtog bidrag på over 20.900 kr. (grænsen for oplysningspligtige beløb) fra i alt 22 bidragydere, heriblandt:

Politiske erhvervsklubberRediger

I 1998 blev pengeklubben Den Liberale Erhvervsklub oprettet efter amerikansk forbillede for at formidle penge til Venstre fra ledende medlemmer i erhvervslivet. Det var den første såkaldte pengeklub herhjemme.[37] Den havde i 2009 knap 100 topledere som medlemmer.[38] I 2017 oprettedes en ekstra forening, Den Liberale Erhvervsforening, med samme formål.[37]

ReferencerRediger

  1. ^ a b "Venstre i tal". Venstre. Hentet 21. november 2022.
  2. ^ a b c "Det liberale menneskesyn". Venstre.dk. Venstre. 2006. Hentet 8. juli 2022.
  3. ^ "Parties and Elections in Europe". parties-and-elections.eu. Wolfram Nordsieck. Hentet 8. juli 2022.
  4. ^ a b c d e f g "Venstre (dansk politisk parti)". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 8. juli 2022.
  5. ^ https://dbrs.dk/artikel/historien-bag-partiernes-bogstaver
  6. ^ "Partiernes historie. Venstre". ft.dk. Folketinget. 2006. Hentet 8. juli 2022.
  7. ^ "Mærkesager". Venstre.dk. Venstre. Hentet 8. juli 2022.
  8. ^ "Venstres hjemmeside om partiets stiftelse". Arkiveret fra originalen 19. maj 2009. Hentet 30. oktober 2007.
  9. ^ Brandt, Ulrik: artiklen "Bondevennernes Selskab" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 16. november 2022.
  10. ^ a b Bjørn, Claus: artiklen "Det Forenede Venstre" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 16. november 2022.
  11. ^ Bille, Lars; Rüdiger, Mogens; Olesen, Niels Wium: artiklen "Venstre" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 16. november 2022.
  12. ^ Bjørn, Claus: artiklen "Venstrereformpartiet" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 16. november 2022.
  13. ^ Bjørn, Claus: artiklen "Moderate Venstre" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 16. november 2022.
  14. ^ Pelle Mortensen og Astrid Ølgaard Christensen Schriver: Folketingsvalget 1901. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, dateret 14. marts 2018.
  15. ^ Jens Wendel-Hansen: Systemskiftet 1901. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, dateret 25. august 2011.
  16. ^ Pelle Mortensen og Astrid Ølgaard Christensen Schriver: Folketingsvalget 1903. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, dateret 14. marts 2018.
  17. ^ Menighedsrådenes historie. kristendom.dk 16. juli 2008.
  18. ^ Lov om højere Almenskoler, 24. april 1903. Kildemateriale, danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Loven er dateret 24. april 1903.
  19. ^ a b Poul Duedahl: J.C. Christensen, 1856-1930. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, dateret 30. juni 2017.
  20. ^ Lotte Flugt Kold: Det Radikale Venstre, 1905-. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, dateret 30. april 2012.
  21. ^ Pelle Mortensen og Astrid Ølgaard Christensen Schriver: Folketingsvalget 1909. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, dateret 14. marts 2018.
  22. ^ Pelle Mortensen og Astrid Ølgaard Christensen Schriver: Folketingsvalget 1910. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet, dateret 26. november 2021.
  23. ^ Glemmer du, så husker vi: Her er Venstres ti formænd gennem tiden. Berlingske.dk 7. september 2019.
  24. ^ Farbøl, Rosanna; Olesen, Thorsten Borring (20. maj 2019). "Ministeriet Poul Hartling, 1973-1975". danmarkshistorien.dk. Aarhus Universitet. Hentet 11. juli 2022.
  25. ^ Jyllands-Posten, Jakob Ellemann-Jensen er valgt som ny formand for Venstre
  26. ^ https://nyheder.tv2.dk/politik/2021-01-24-stephanie-lose-er-venstres-nye-naestformand?cid=_soco%3Atw%3A4%3Anews%3A%3A%3A
  27. ^ Kosiara-Pedersen, Karina. "Radikale Venstre". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 11. juli 2022.
  28. ^ Rerup, Lorenz. "Bondepartiet (dansk politisk parti)". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 11. juli 2022.
  29. ^ Bille, Lars. "De Uafhængige". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 11. juli 2022.
  30. ^ Bille, Lars. "Liberalt Centrum". denstoredanske.lex.dk. Den Store Danske. Hentet 11. juli 2022.
  31. ^ Organisering. Venstres hjemmeside, besøgt 11. juli 2022.
  32. ^ "Carlsminde, Søllerød". Trap Danmark – via Lex.dk.
  33. ^ https://www.stm.dk/statsministeren/statsministre-siden-1848/
  34. ^ I forhold til antallet af gyldige stemmer.
  35. ^ a b I forhold til forrrige Europa-Parlamentsvalg
  36. ^ De politiske partiers regnskaber for 2019. Folketinget marts 2021.
  37. ^ a b Overblik: Her er partiernes hemmelighedsfulde pengeklubber. Artikel i Jyllands-Posten 9. marts 2017.
  38. ^ Fritz Schur klar med erhvervsnetværk til Løkke. Dagbladet Børsen 6. april 2009. (Webside ikke længere tilgængelig)

Eksterne henvisningerRediger

Officiel hjemmeside

Venstre – Det Kgl. Bibliotek