Olav Kidde
Olav Kristensen Kidde (født 11. december 1892 i Uggerløse ved Tølløse, død 24. august 1968 i Rungsted) var en dansk officer og modstandsmand.
Olav Kidde | |
---|---|
Født | 11. december 1892 |
Død | 24. august 1968 (75 år) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Han voksede op på en gård i Varpelev på Stevns og i Glostrup. Kidde var søn af landmand og senere margarinefabrikant Mads Peter Christensen Kidde (1858-1946) og dennes hustru Marie Kidde, født Olsen (1861-1939).
Kidde blev efter at have fuldført Hærens Officersskole sekondløjtnant i 1915, premierløjtnant 1920 og tog officersskolens generalstabskursus 1928-30, hvorefter han tjente som adjutant hos generalinspektøren for fodfolket 1930-36. I 1932 blev han kaptajnløjtnant og tjenestegjorde i Generalstaben 1932-36. Han blev kaptajn 1936, men fik afsked fra hærens linje i 1942 pga. alder og blev ansat "i nummer" i hærens reserve. Kidde gik ind i illegalt arbejde kort efter hærens opløsning 29. august 1943 og fungerede som stabschef og næstkommanderende ved modstandsbevægelsen i Roskilde Amt (militærgruppe) 1944-45.
Efter krigen blev han udnævnt til oberstløjtnant af forstærkningen i 1946, men blev i 1948 genansat som linjeofficer og blev chef for for 7. bataljon, der var tilknyttet Den Danske Brigade i Tyskland. I 1951 blev han overflyttet til det nyetablerede flyvevåben med rang af oberst og var frem til sin pensionering i 1955 til rådighed for flyverkommandoen som konsulent og stabsofficer.
Ægteskab
redigérGift 29. juli 1922 med Ellen Biering (29. december 1896 i Roskilde – 5. november 1963 i Rungsted), datter af læge Christian Henrik Biering (død 1932) og dennes hustru Emma Karoline Biering, født Limkilde (død 1948).
Ordener og tillidshverv
redigérOlav Kidde var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Han var en af de seks officerer, der bar dronning Alexandrines kiste ved hendes begravelse.
Kilder
redigér- Kraks Blå Bog 1957
- Opslag i Modstandsdatabasen
- Schrøder, Hans A.:Det Danske Flyvevåben, 1992, Tøjhusmuseet, ISBN 87-89022-24-6
- Schrøder, Hans A.:Historien om Flyvevåbnet, Komiteen til udgivelse af "Historien om Flyvevåbnet", 1990. ISBN 87-503-8509-7.