Dronning Alexandrine

Dronning af Danmark og Island (1879-1952)

Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (24. december 187928. december 1952) var dronning af Danmark fra 1912 til 1947 som ægtefælle til Christian 10. Hun var også dronning af Island fra 1918 til 1944.[a]

Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin
Dronning af Danmark
Periode 14. maj 191220. april 1947
Forgænger Louise af Sverige
Efterfølger Ingrid af Sverige
Ægtefælle Christian 10. af Danmark (g. 1898)
Børn
Fulde navn Alexandrine Auguste
Far Frederik Frans 3., Storhertug af Mecklenburg-Schwerin
Mor Anastasia, Storfyrstinde af Rusland
Født 24. december 1879
Schwerin, Mecklenburg-Schwerin
Død 28. december 1952 (73 år)
Hellerup, Danmark
Hvilested Roskilde Domkirke
Beskæftigelse Dronning
Religion Lutheransk
Ridder af Elefantordenen

1912

Hun var datter af storhertug Frederik Frans 3. og storhertuginde Anastasia af Mecklenburg-Schwerin. Hun tilbragte en forholdsvis omflakkende opvækst, hvor hun tilbragte somrene i Mecklenburg og resten af året i Sydfrankrig. Hun giftede sig i 1898 med Prins Christian af Danmark, den senere kong Christian 10.

I 1912 døde hendes svigerfar, kong Frederik 8., og hendes mand besteg tronen som Christian 10., mens Alexandrine blev dronning. Som dronning var hun engageret i velgørenhed og musik og var protektrice for flere institutioner. Skønt hun beskrives som bly og ikke brød sig synderligt om offentlige fremtrædender, siges hun at have haft en skarp intelligens. Trods sin tyske baggrund stod hun fast ved sin ægtefælles side ved tyskernes besættelse af Danmark 1940-1945 under 2. verdenskrig.

Christian 10. døde i 1947. Efter kongens død tilbragte hun i sine sidste år meget af tiden på Marselisborg Slot, hvortil hun inviterede københavnske skolebørn på ferieophold. Hun døde i 1952.

Biografi redigér

Tidlige liv redigér

Fødsel og familie redigér

 
Alexandrines barndomshjem, slottet i Schwerin i Nordtyskland.

Hertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin blev født juleaftensdag i 1879 i byen Schwerin, hovedstaden i storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin i det nordlige Tyskland, der siden 1871 havde været en af delstaterne i det Tyske Kejserrige.[1] Hendes far var arvestorhertug Frederik Frans, der var ældste søn af og arving til den regerende storhertug Frederik Frans 2.. Hendes mor var den russiskfødte storfyrstinde Anastasia Mikhailovna af Rusland, der var barnebarn af zar Nikolaj 1. af Rusland. Alexandrine var forældrenes første barn og blev født elleve måneder efter sine forældres bryllup i Sankt Petersborg. Hun kom til verden i Neustädtisches Palais[b] i Schwerin, der på dette tidspunkt var forældrenes residens i byen.[2][3] Hun blev døbt med navnene Alexandrine Auguste og var opkaldt efter sin oldemor Storhertuginde Alexandrine og farmor Storhertuginde Auguste. I familien blev hun kaldt Adini.

 
Alexandrine med sin mor og to søskende i 1890'erne.

Hertuginde Alexandrine havde to yngre søskende: Frederik Frans, der i 1897 efterfulgte deres far som storhertug af Mecklenburg-Schwerin, og Cecilie, der i 1906 blev gift med kronprins Wilhelm af Tyskland, ældste søn af kejser Wilhelm 2. af Tyskland. Gennem sin far var hun desuden kusine til den senere regerende dronning Juliana af Nederlandene, mens hun gennem sin mor var kusine til prinsesse Irina Aleksandrovna af Rusland, der blev gift med fyrst Felix Jusupov, der deltog i mordet på Grigorij Rasputin i 1916.

Opvækst redigér

 
Villa Wenden i Cannes i år 1900.

Hertuginde Alexandrine voksede op med sine søskende på slottet i Schwerin og på storhertugfamiliens residenser slottet i Ludwigslust og jagtslottet Gelbensande, kun få kilometer fra Østersøens kyst. Hun tilbragte også regelmæssigt tid i sin mors hjemland i Rusland.

Alexandrine modtog en grundig uddannelse, hvor hun udover tysk og russisk, hendes forældres modersmål, lærte at tale fransk og engelsk meget godt. Alexandrine var meget musikalsk og blev en fremragende pianist. Sport spillede også en stor rolle i hendes opvækst, og hun dyrkede blandt andet tennis, golf, roning og sejlsport.[4]

Storhertug Frederik Frans havde et skrøbeligt helbred og led fra en tidlig alder af eksem, astma og åndedrætsbesvær. Han trivedes dårligt i det våde, fugtige og kolde nordeuropæiske klima i Mecklenburg, og han og hans familie opholdt sig derfor i store dele af hans regeringstid væk fra Mecklenburg, ved Genevesøen, i Palermo, Baden-Baden og i Cannes i Sydfrankrig, hvor familien besad en stor ejendom, Villa Wenden.[1] Cannes var på det tidspunkt et foretrukkent feriested for europæiske kongelige, hvoraf Alexandrine mødte en del af dem, såsom kejserinde Eugénie af Frankrig og Alexandrines kommende mands onkel, Edvard 7. af Storbritannien.

Ægteskab redigér

Forlovelse og bryllup redigér

 
Prinsesse Alexandrine og Prins Christian ved deres bryllup i 1898.
 
Prinsesse Alexandrine og Prins Christian med deres ældste søn Frederik i 1900.

Det var også i Cannes, at Alexandrine mødte Prins Christian af Danmark, der var den ældste søn af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Louise af Danmark. De to kongelige blev forlovet i Schwerin den 24. marts 1897.[1] Kort efter forlovelsen var indgået, døde storhertugen pludseligt i april 1897 som blot 46-årig. Hans pludselige død er omgærdet med nogen mystik, da det først blev rapporteret, at han havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra en bro.[5] Men ifølge den officielle beretning døde han i sin have, da han under et anfald af åndenød faldt ud over en lav mur.[6]

Hertuginde Alexandrine giftede sig som 18-årig med Prins Christian den 26. april 1898 i Cannes.[1] De fik to sønner:

Christian og Alexandrine fik tildelt Christian 8.s PalæAmalienborg som deres residens samt Sorgenfri Slot som sommerresidens. Fra 1899 til 1902 blev Marselisborg Slot ved Aarhus desuden opført som en folkegave til parret. I 1914 opførte Christian 10. endvidere villaen Klitgården ved Skagen.[7]

Den 29. januar 1906 døde hendes mands bedstefar kong Christian 9., og Christians far besteg tronen som kong Frederik 8. Christian blev selv kronprins, og Alexandrine blev kronprinsesse.[1]

Dronning af Danmark redigér

 
Portræt af Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine.
Foto: Carl Sonne (1912)
 
Portræt af Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine.
Maleri: Michael Ancher (1915)

Den 14. maj 1912 døde hendes svigerfar, Kong Frederik 8., pludseligt i Hamborg i Tyskland, mens han var på vej hjem fra et rekreationsophold i Nice i Sydfrankrig. Hendes mand besteg tronen som Kong Christian 10., og Alexandrine blev dronning.[1] Skønt hun beskrives som bly og ikke brød sig synderligt om offentlige fremtrædender, siges hun at have haft en skarp intelligens.

Rejser redigér

 
Kongen og Dronningen under et besøg i ThorshavnFærøerne i 1921.

Som dronning deltog hun i sin ægtefælles rejser både rundt i Danmark, til Europas hoffer samt til Island, Grønland og Færøerne i 1921 og atter til Island i 1930.[1]

Velgørenhed redigér

Som dronning var hun engageret i velgørenhed og musik og var protektrice for flere institutioner, herunder Musikforeningen i København, Den danske Richard Wagnerforening, Det kvindelige velgørende Selskab, flere asyler, Præmieselskabet for Plejemødre, Welanderhjemmene, Smaabørns Vel, Louiseforeningen, Dronning Alexandrines Marinefond samt Vallø Adelige Jomfrukloster.[1]

På initiativ af Dronning Alexandrine oprettedes i 1917 et fond, hvis formål var at yde understøttelse til personel i Søværnet. Nærmere bestemt personel, der i tjenesten havde pådraget sig skade på helbred eller førlighed. Dette fond blev senere lagt sammen med Kong Georg den Førstes Fond under navnet Dronning Alexandrines og Kong Georg den Førstes Marinefond. Fondet uddeler hvert år legatportioner af årets overskud.

2. verdenskrig redigér

 
Kongeparret ankommer til Christiansborg den 9. maj 1945 ved Rigsdagens åbning efter Befrielsen.
 
Kongeparret ankommer til den første fodboldlandskamp mellem Danmark og Sverige efter Befrielsen i 1945.

Trods sin tyske baggrund stod hun fast ved sin ægtefælles side ved tyskernes besættelse af Danmark 1940-1945 under 2. verdenskrig. Sammen med sin svigerdatter skal hun have ledet kongehusets moralske modstand mod besættelsen, og de skal - i modsætning til deres ægtefæller - ikke have mistet fatningen, da landet pludseligt blev besat.

Da kongen modtog generalmajor Kurt Himer i audiens, sagde hun: "Det er ikke under disse omstændigheder, som jeg håbede på at skulle tage imod en landsmand!"[8], hvilket for offentligheden beviste hendes loyalitet mod Danmark frem for fødestedet. Under besættelsen gjorde hun sig tillige populær ved sit sociale arbejde. Kaj Munk skal have sagt: "Gud beskytte dronningen, den eneste tysker, vi gerne vil beholde!"

Senere liv redigér

 
Marselisborg Slot

Christian 10. døde i 1947. Efter kongens død foranledigede hendes søn Frederik 9., at hun bevarede titlen dronning og undgik at blive tituleret enkedronning. Hun tilbragte i sine sidste år meget af tiden på Marselisborg Slot, hvortil hun inviterede københavnske skolebørn på ferieophold.

Død og begravelse redigér

 
Dronning Alexandrines og Kong Christians sarkofager i Roskilde Domkirke.

Dronning Alexandrine overlevede sin mand med 5 år og døde 73 år gammel den 28. december 1952Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup nord for København.[2] Hun blev gravsat ved siden af sin mand i Det Glücksborgske Kapel i Roskilde Domkirke, den traditionelle gravkirke for de danske konger siden 1400-tallet.[9]

Eftermæle redigér

Steder opkaldt efter Dronning Alexandrine redigér

 
Dronning Alexandrines Bro mellem Sjælland og Møn.

Dronning Alexandrines Bro (også kaldet Mønbroen), der forbinder Sjælland og Møn over Ulvsund, og som blev indviet i 1943, er opkaldt efter Dronning Alexandrine.

Titler, prædikater og æresbevisninger redigér

 
Alliancevåben.
 
Monogram.

Titler og prædikater fra fødsel til død redigér

  • 1879-1898: Hendes Højhed Hertuginde Alexandrine til Mecklenburg
  • 1898-1906: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandrine af Danmark
  • 1906-1912: Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Alexandrine af Danmark
  • 1912-1918: Hendes Majestæt Dronning Alexandrine af Danmark
  • 1918-1944: Hendes Majestæt Dronning Alexandrine af Danmark og Island
  • 1944-1952: Hendes Majestæt Dronning Alexandrine af Danmark

Galleri redigér

Se også redigér

Noter redigér

  1. ^ I Island var hun kendt under navnet Alexandrína.
  2. ^ På dette tidspunkt også kendt som Erbgroßherzogpalais.

Referencer redigér

  1. ^ a b c d e f g h Engelstoft 1933, s. 239.
  2. ^ a b Bech & Engelstoft 1979.
  3. ^ "Neustädtisches Palais". Residenzensemble Schwerin – Obtaining world cultural heritage (engelsk). Hentet 2021-11-18.
  4. ^ Busck 2012, s. 18.
  5. ^ "The Grand Duke of Mecklenburg-Schwerin Shown to Have Committed Suicide" (PDF). New York Times. 1897-04-13. Arkiveret fra originalen 3. februar 2014. Hentet 2007-10-23.
  6. ^ "The Grand Duke of Mecklenburg Schwerin Did Not Commit Suicide" (PDF). New York Times. 1897-04-15. Arkiveret fra originalen 3. februar 2014. Hentet 2007-10-23.
  7. ^
  8. ^ Amalienborgvagten Arkiveret 3. april 2016 hos Wayback Machine Oberst Axel Mygind: Erindringer fra Besættelsen (se noten)
  9. ^ Dronning Alexandrinegravsted.dk

Litteratur redigér

Eksterne links redigér

 
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin
Sidelinje af Huset Mecklenburg
Født: 24. december 1879 Død: 28. december 1952
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Louise af Sverige-Norge
Dronning af Danmark
1912–1947
Efterfølgende:
Ingrid af Sverige
Foregående:
Ingen
Dronning af Island
1918–1944
Efterfølgende:
Ingen