Portal:Astronomi/Månedens Artikel
2006 redigér
Januar - Pluto redigér
Pluto er et himmellegeme i udkanten af vores solsystem. Den er opkaldt efter Pluton, den romerske gud for dødsriget, svarende til Hades i den græske mytologi.
Percival Lowell begyndte i 1905 at lede efter Planet X, som han kaldte Pluto. Han var helt overbevist om at der måtte ligge en 9. planet efter Neptun, da der var fundet uoverensstemmelser i Plutos bane. Det var uoverensstemmelser af den samme slags, som havde ført til opdagelsen af Neptun i 1846. Lowell nåede desværre aldrig selv at finde planeten, men 13 efter hans død ansatte Lowell Observatoriet, som han selv havde grundlagt, en 26-årig amatørastronom ved navn Clyde Tombaugh, som i 1929 begyndte en systematisk fotografisk kortlægning af ekliptika. Det var denne forskning der i 1930 førte til at Clyde Tombaugh fandt Pluto, som officielt blev klassificeret som en planet. På det tidspunkt kendte man intet til Kuiper-bæltet, men siden har det vist sig at Pluto er temmelig forskellig fra alle de andre 8 planeter i solsystemet, både med hensyn til størrelse, sammensætning og dens excentriske omløbsbane om Solen — til gengæld ligner Pluto de øvrige objekter man har fundet i Kuiper-bæltet, og af den grund hersker der en del debat om hvorvidt Pluto og andre Kuiperbælte-objekter bør klassificeres som planeter.
Februar - Halleys komet redigér
Halleys komet, officielt kaldet 1P/Halley efter Edmond Halley, som i 1700-tallet var den første der udregnede dets bane, er den bedst kendte og klareste af kometerne fra Kuiper-bæltet, som besøger den indre del af solsystemet i en regelmæssig bane.
Kilder viser at man har kendt til kometen helt tilbage siden 240 f.kr., men nogle ting tyder på at man, så langt tilbage som, i 1059 f.kr., har kendt til kometen. Halleys komet passere jorden en gang hvert 75-76 år. Dette kan dog variere med flere år pga. de mange faktorer der spiller ind i kometens bane. Ting som forskellige planeters tyndekraft, når kometen passere, og udbrud fra solen, kan have indflydelse på kometens bane.
Halleys komet kerne er ca. 16x8x8 km stor og har en massetæthed på 0,1 g/cm3, dette er højst sandsynligt fordi den ikke består af andet end støv, da isen, som kometen er opbygget af, er blevet til gas.
Flere forskellige rumsonder har besøgt kometen. Blandt dem kan nævnes de russiske sonder Vega 1 og Vega 2, to japanske sonder Suisei og Sakigake, og den mest kendte: Den amerikanske/europæsike sonde Giotto, som den 13. marts 1983, i en afstand af 596 km, fløj forbi Halleys komet. Dette er den nærmeste forbiflyvning nogenside.
Næste gang Halleys komet kommmer forbi det indre solsystem er i år 2061.
Marts - Merkur redigér
Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Planeten er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse. Planeten blev opkaldt efter den romerske gud Merkur, fordi planeten bevæger sig så hurtigt i sin bane, og han var gudernes budbringer.
Mosaikbillede af Merkur i tabellen til venster blev taget af Mariner 10 under dens vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode, mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten.
Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden.
Da Merkur altid holder sig ret tæt ved Solen, kan den kun iagttages kort før solopgang eller kort efter solnedgang. Den er da ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje - således i Sydeuropa. I Danmark er Merkur yderst vanskelig at observere.
April - New Horizons redigér
New Horizons missionen fra NASA er den første rumsonde i New Frontiers Mission serien. Den blev opsendt den 19. januar 2006 kl. 2:00 pm (GMT-5). New Horizons rumsonden skal rejse helt ud til solsystemets kant, for at se på de objekter der er for små til at undersøge med teleskop.
Sondens primære mission, når den ankommer til Pluto i 2015, er at kortlægge planeten, samt at tage højopløsnings billeder af Plutos overflade for at få en bedre forståelse af planetens opbygning. Efter Pluto flyver sonden videre til en af Plutos måner, Charon, hvor den vil foretage detaljeret fotografering af overfladen, samt tage atmosfæreprøver. Til sidst skal sonden undersøge Kuiper bæltet, hvor mange forskellige asteroide objekter befinder sig. Efter Kuiper bæltet vil sonden fortsætte ud af vores solsystem og ud mod stjernerne.
Når New Horizons når ud til Pluto vil den være den første sonde der undersøger planeten i større detaljeringsgrad. Sonden satte også under opsendelsen rekord ved at være det fartøj, der har forladt jordens atmosfære med størst fart, nemlig 16,21 km/s.
Maj - Big Bang redigér
I den fysiske kosmologi er Big Bang den videnskabelige teori, ifølge hvilken universet dukkede frem fra en tilstand af helt enorm høj tæthed og temperatur for omkring 13,7 milliarder år siden. Big Bang teorien baseres på den rødforskydning ifølge Hubbles lov, som kan iagttages for fjerne galakser, og som sammen med det kosmologiske princip indikerer, at rummet ekspanderer i overensstemmelse med Friedmann-Lemaître modellen fra den generelle relativitetsteori. Når man ekstrapolerer denne udvidelse bagud i tid, viser observationerne, at universet er ekspanderet fra en tilstand, hvor alt stof og al energi i universet havde umådelig temperatur og tæthed. Blandt fysikere er der ikke nogen bredt accepteret teori for, hvad der skete endnu tidligere, omend den generelle relativitetsteori forudsiger en tyngderelateret singularitet. (For en diskussion om en eventuel tid før Big Bang, se artiklen kosmogoni).
Udtrykket Big Bang benyttes både i snæver forstand til at referere til det tidspunkt, da den observerede ekspansion af universet ifølge Hubbles lov begyndte — beregnet til at ske for 13,7 milliarder (1,37 × 1010) år siden (±2%) — og i mere almen forstand til at referere til det fremherskende kosmologiske paradigme, som forklarer universets oprindelse og ekspansion tillige med dets sammensætning af urstof ved nukleosyntese som forudsagt af Alpher-Bethe-Gamow teorien .
En konsekvens af Big Bang er, at betingelserne i nutidens univers er forskellige fra de betingelser, som var gældende i en fjern fortid og som vil gælde i en fjern fremtid. Ud fra modellen var George Gamow i 1948 i stand til at forudsige - i det mindste kvalitativt - at der måtte findes en kosmisk baggrundsstråling. (CMB - Cosmic Microwave Background Radiation) . Denne CMB opdagedes i 1960-erne og gav Big Bang teorien et overtag over dens vigtigste rivaliserende teori, Steady State teorien.
Juni - Tycho Brahe redigér
Tycho Brahe (Tyge Ottesen Brahe) (1546-1601), et af de store navne i dansk videnskabs historie, grundlagde den moderne observerende astronomi.
Tycho er en latinisering af hans oprindelige danske navn Tyge. Han blev født på Knudstrup (Knutstorp) slot uden for Landscrone i det danske Skåne og døde i Prag, hvor han er begravet i Teyn-kirken.
Allerede i oldtiden havde astronomerne observeret, men Tychos mest betydningsfulde indsats var, at han indså, at fremskridt i astronomien forudsatte systematiske observationer nat efter nat, og at man behøvede instrumenter med den størst opnåelige nøjagtighed. Med dette program lykkedes det ham at gennemføre sine observatorier Uranienborg og Stjerneborg på Hveen i Øresund. Indtil da havde man mest tænkt sig frem til forklaringerne på alting.
At Tycho Brahe valgte astronomien som livsopgave, skyldes et ejendommeligt tilfælde: En aften i november 1572 iagttog han på Herrevad i Skåne en ny, stærkt lysende stjerne i stjernebilledet Cassiopeia. Da det siden oldtiden havde været en alment accepteret lære, at stjerneverdenen var uforanderlig, søgte andre iagttagere at bortforklare fænomenet ved at påstå, at det var et eller andet i Jordens atmosfære. Tycho Brahe beviste ved nøjagtige målinger, at dette var urigtigt, og han udgav i 1573 en bog herom, De nova stella. Herfra stammer betegnelsen en nova for en pludseligt opflammende stjerne. I dag ved vi, at stjernen i 1572 var en supernova.
Han fastslog også, at kometerne var længere væk end månen. Indtil da havde man ment, at de måtte være noget i jordens atmosfære.
Juli - Ole Rømer redigér
Ole Rømer (25. september 1644 - 19. september 1710) var en dansk astronom, ingeniør og politidirektør.I 1675 påviste Rømer – som den første – at lyset ikke, som det hidtil var formodet, udbreder sig øjeblikkeligt, men med en endelig hastighed, og han målte denne hastighed med rimelig nøjagtighed.
Han blev født i Århus i 1644. I 1662 blev han elev af videnskabsmanden og lægen Rasmus Bartholin på Københavns Universitet og Rømer blev her involveret i at forberede en udgivelse af Tycho Brahes observationsjournaler. I 1671 assisterede han den franske astronom Jean Picard med at stedfæste Brahes observatorium på Hven - et arbejde, der skulle hjælpe til at fortolke Brahes observationer mere nøjagtigt.
I 1672 rejste han sammen med Picard til Paris, hvor han de kommende 9 år var beskæftiget med observationer på det nye kongelige observatorium og var ansat af Louis XVI til at undervise tronarvingen (le dauphin). Han blev medlem af l'Academie Royale des Sciences og assisterede også ved udarbejdelsen af vandforsynings- og fontænesystemerne på Versailles og Château de Marly. Det var i denne periode, han kom frem til sit resultat om lysets hastighed; det beskrives nærmere nedenfor.
I 1681 vendte han tilbage til Danmark hvor han blev udnævnt til professor i astronomi ved Københavns Universitet. Han var samtidig aktiv på universitetets observatorium, som lå på toppen af Rundetårn hvor han bl.a. brugte instrumenter, som han selv havde opfundet eller forbedret. Desværre gik alle hans observationer og instrumenter tabt ved branden i 1728 og da han selv kun publicerede ganske få artikler er meget af hans opsamlede viden gået tabt.
December - Mars redigér
Mars er den fjerde planet i vores solsystem, talt fra solen; "nabo-planet" til vores egen planet Jorden i den forstand at Jorden er den tredje planet i solsystemet. Som Jorden har Mars en atmosfære, om end denne er ganske tynd og næsten udelukkende består af carbondioxid. Mars kaldes også den røde planet på grund af sin karakteristiske farve.
Mars drejer sig om sig selv i næsten samme takt som Jorden, så på Mars oplever man et "mars-døgn" der er godt 39½ minut længere end det døgn vi kender på Jorden. Mars-året; den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, omfatter 686,9601 jordiske døgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Og fordi Mars' omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser når det er vinter, og aftager i udbredelse når det er sommer.
Man har tidligere forestillet sig Mars som hjemstedet for højerestående civilisationer af "marsboere" eller "små grønne marsmænd", men med den viden man har i dag, er det tvivlsomt om Mars i dag har nogen som helst livsformer. Til gengæld tyder meget på at Mars engang i en fjern fortid har været omtrent lige så "våd" som Jorden er det i dag, og sikkert med en anden atmosfæresammensætning end den har i dag — og så fald er det tænkeligt at Mars dengang har været en frodig verden.
2007 redigér
Januar - Neptun redigér
Neptun er den ottende planet i vores solsystem. Den er den fjerdestørste målt efter diameter og den tredjestørste efter masse. Neptuns masse er 17 gange så stor som jordens og en lille smule større end dens nærmest beslægtede i solsystemet, Uranus, der er 14 jordmasser. Neptun er dog en lille smule mindre end Uranus pga. en højere densitet. Planeten er opkaldt efter Poseidon. Neptuns astronomiske symbol (♆, Unicode U+2646) er en stiliseret udgave af Poseidons trefork.
Neptuns atmosfære består primært af brint og helium, men med spor af metan der er skyld i planetens blå udseende. Neptuns blå farve er meget stærkere end Uranus', der har en lignende mængde metan, så det er en ukendt komponent der skaber Neptuns intense farve. Neptun har også de stærkeste vinde på nogen planet i solsystemet. Det anslås at vindstyrken kan nå op mod 2500 km/h. Da Voyager 2 fløj fordi i 1989 havde Neptun en stor mørk plet, der kunne sammenlignes med Jupiters store røde plet, på den sydlige halvkugle. Neptuns temperatur ved skytoppene er som regel tæt på − 210 °C, noget af det koldeste i solsystemet. Neptuns indre er derimod omkring 7000 °C, og dermed varmere end solens overflade. Dette skyldes ekstremt varme gasser og klipper i centret.
Der er opdaget svage azurblå ringe omkring planeten, men disse er meget mindre tydelige end dem omkring Saturn. Da ringene blev opdaget troede man kun der var tale om fragmenter af ringe, men dette blev modbevist af Voyager 2. Neptun har tretten bekræftede måner. Den største af disse, Triton, er kendt for sin retrograde bane, ekstreme kulde(38K) og meget tynde atmosfære(14 mikrobar).
Juli - Hubble Deep Field redigér
Hubble Deep Field (HDF, dansk oversættelse: Hubbles dybe område) er betegnelsen for et lille område af universet, af hvilket der er skabt et billede på grundlag af en række enestående observationer ved hjælp af Hubble-rumteleskopet. Området er beliggende i stjernebilledet Store Bjørn og fremtræder mørkt og upåfaldende på himlen. Det dækker et meget lille areal på kun 144 buesekunder i tværsnit, hvilket svarer til vinkelstørrelsen af en tennisbold, set på en afstand af 100 m. Billedet af området blev sammensat af 342 selvstændige optagelser, taget med rumteleskopets Wide Field and Planetary Camera 2 (WFPC2) i løbet af de ti på hinanden følgende dage mellem 18. og 28. december 1995.
Området er så lille, at der optræder ganske få forgrundsstjerner fra Mælkevejen i det. Derfor er næsten alle de 3.000 objekter i billedet galakser, hvoriblandt nogle er blandt de yngste og fjerneste, som kendes. Ved at afsløre et så stort antal meget unge galakser er HDF-billedet blevet en milepæl i studiet af det tidlige univers, og det har givet anledning til næsten 400 videnskabelige afhandlinger, siden det blev skabt.
Tre år efter de oprindelige HDF-observationer fotograferedes et område af den sydlige himmelkugle på samme måde og fik navnet Hubble Deep Field syd. Billederne af de to områder udviser stor lighed og støtter derved antagelsen om, at universet er ensartet på stor skala, og at Jorden befinder sig i et typisk område af det (det såkaldt kosmologiske princip). I 2004 sammensattes et billede med endnu større dybde, kendt som Hubble Ultra Deep Field (HUDF), på grundlag af observationer over 11 dage. HUDF-billedet er det dybeste (mest følsomme) astronomiske billede, som nogensinde er fremstillet ved bølgelængder i det synlige område.
August - Big Bang-nukleosyntese redigér
Big Bang-nukleosyntese (BBN) (eller ur-nukleosyntese) er den produktion af atomkerner, som fandt sted i en tidlig fase af universets udvikling, kort efter Big Bang. Syntesen er en vigtig teori i kosmologien og anses for at forklare dannelsen af brint-isotopen deuterium (H-2 eller D), helium-isotoperne He-3 og He-4 samt lithium-isotopen Li-7. Den almindelige brint (H-1 eller bare H) i universet udgøres af de tiloversblevne protoner fra syntesen, således at hovedparten af alt (baryonisk) stof i universet er kommet ud af denne proces.
Syntesen varede kun omkring 3 minutter (i tidsrummet fra 100 til 300 sekunder fra begyndelsen af universets udvidelse). Derefter var universets tæthed og temperatur faldet til værdier, som ikke var høje nok til fusion af atomkerner. På den korte tid, BBN varede, forenedes protoner og frie neutroner, og dannede fortrinsvis helium-4 via deuterium som mellemprodukt, mens tungere grundstoffer end beryllium ikke kunne dannes på grund af en "flaskehals", som skyldes, at der ikke findes en stabil atomkerne med 8 nukleoner. Samtidig betød afbrydelsen af BBN, at processens ubrugte, lette stoffer, som deuterium, fortsat kunne eksistere. Syntesen var i øvrigt altomfattende og foregik overalt i universet.
September - Solformørkelse redigér
En Solformørkelse opstår når månen i sin bane rundt om Jorden er i fasen nymåne, altså når månen befinder sig mellem Jorden og solen. I denne fase kan månen obstruere lyset fra solen, hvilket kan resultere i at månen kaster en skygge et sted på Jordens overflade. Månens skygge kan på Jorden opleves som en formørkelse af det normale dagslys – et astronomisk naturfænomen som normalt varer højst 3-4 minutter (den teoretiske grænse ligger på 7 minutter og 40 sekunder). Et tilsvarende astronomisk naturfænomen er en måneformørkelse, hvor det er Jorden, der skygger for månen, der således bliver mørkere at se på.
Totale solformørkelser er meget sjældne for hvert givent sted på jorden eftersom de kun ses hvor den mørkeste del af månens skygge rører jordoverfladen. Hvor skyggen rammer varierer fra formørkelse til formørkelse så selvom der går mange år mellem de totale solformørkelser et sted kan man hvis man er villig til at rejse efter det opleve totale solformørkelser med kun et par års mellemrum. Fænomenets spektakulære natur gør at mange mennesker foretager disse rejser. Den totale solformørkelse i Europa i 1999, der siges at være den mest sete i menneskets historie, hjalp med at få mange flere til at interessere sig for fænomenet. Dette sås i det store antal menensker der rejste for at se den delvise solformørkelse 3. oktober 2005 og den totale solformørkelse 29. marts 2006. Den næste delvise solformørkelse er 11. september 2007 og den næste totale solformørkelse er 1. august 2008.
November - Kosmologi redigér
Kosmologi er et felt inden for astronomi. Formålet med det er at studere universets storskalastruktur og hvordan universet har udviklet sig gennem tiden. Grundlaget for kosmologi som videnskab er det kopernikanske princip, der siger at jorden ikke indtager en speciel plads i universet. Moderne kosmologi startede i det 20. århundrede med Albert Einsteins generelle relativitetsteori og bedre astronomiske observationer af ekstremt fjerne objekter.
Det 20. århundredes fremskridt gjorde det muligt at undersøge fjernere og fjernere begivenheder og dette førte til dannelsen af Big Bang-modellen som langt den overvejende del af moderne kosmologer støtter. En lille gruppe forskere tror stadig på alternative forklaringer på universets udvikling, men Big Bang-modellen forklarer udførte observationer så godt at denne gruppe bliver mindre og mindre. Kosmologi beskæftiger sig groft sagt med de største objekter i universet(galakser, galaksehobe og Superhobe), de tidligste distinkte objekter, der er observeret(kvasarer) og det meget tidlige univers da det var stort set homogent (big bang, inflation og den kosmiske baggrundsstråling).
Kosmologi er usædvanlig inden for fysik fordi den trækker på arbejde fra partikelfysikeres eksperimenter og teorier, fra astrofysikeres observationer, men også på viden inden for generel relativitetsteori og plasmafysik. Kosmologi samler dermed fysikken i de største strukturer i universet med fysikken i de mindste.
December - Komet redigér
En komet er et mindre himmellegeme, som stammer fra de ydre dele af solsystemet. Hidtil (2005) troede man at kometer hovedsageligt bestod af is og derfor blev beskrevet som "beskidte snebolde". Efter analyse af det arrangerede Deep Impact collision-sammenstød af Comet 9P/Tempel 1 med en 370 kg kobberprojektil med en hastighed 10,2 km/s, har man fundet ud af, at denne komet består af mere støv end is og derfor bedre kan beskrives som en iset støvbold. Dette kan derfor anspore til at tro (men indtil videre kun tro) at dette gælder for mange kometer. Udover støv og is indeholder kometer betydelige mængder CO2, CH4 og andre frosne gasser blandet sammen de store mængder støv og større partikler.
2008 redigér
Januar - Mars redigér
Mars er den fjerde planet i vores solsystem, talt fra solen; "nabo-planet" til vores egen planet Jorden i den forstand at Jorden er den tredje planet i solsystemet. Som Jorden har Mars en atmosfære, om end denne er ganske tynd og næsten udelukkende består af carbondioxid. Mars kaldes også den røde planet på grund af sin karakteristiske farve.
Mars drejer sig om sig selv i næsten samme takt som Jorden, så på Mars oplever man et "mars-døgn" der er godt 39½ minut længere end det døgn vi kender på Jorden. Mars-året; den tid det tager planeten at fuldføre et kredsløb om Solen, omfatter 686,9601 jordiske døgn, eller 1 år og ca. 10½ måned. Og fordi Mars' omdrejningsakse ligesom Jordens hælder mod planetens baneplan, har Mars også skiftende årstider; det kan man se fra Jorden ved, at planetens to synlige polarkalotter vokser når det er vinter, og aftager i udbredelse når det er sommer.
Man har tidligere forestillet sig Mars som hjemstedet for højerestående civilisationer af "marsboere" eller "små grønne marsmænd", men med den viden man har i dag, er det tvivlsomt om Mars i dag har nogen som helst livsformer. Til gengæld tyder meget på at Mars engang i en fjern fortid har været omtrent lige så "våd" som Jorden er det i dag, og sikkert med en anden atmosfæresammensætning end den har i dag — og så fald er det tænkeligt at Mars dengang har været en frodig verden.
Marts - Nicolaus Kopernikus redigér
Nicolaus Kopernikus (pol. Mikołaj Kopernik; 19. februar 1473 til 24. maj 1543) var en katolsk embedsmand, astronom og læge. Da pave Leo X i 1514 opfordrede teologer og astronomer til at bidrage til en præcis fastlægning af påsken, blev Nicolaus Kopernikus involveret i arbejdet med at "måle" året og månederne præcist ud fra observationer af himmellegemer, navnlig planeter.
På den tid hældede de fleste lærde til Ptolemæus' model af universet med en ubevægelig, central Jord, hvor alle himmellegemer var fastholdt af gennemsigtige (dvs. usynlige), roterende kugleskaller. Med nogle "tillempninger" (visse kugleskallers centre måtte forskydes lidt i forhold til Jordens centrum, samt "ekstra" cirkelbevægelser) passer denne model nogenlunde til hvad man kunne observere dengang. Jordens centrale placering var dikteret af traditionelle, religiøst forbundne opfattelser.
Nicolaus Kopernikus kunne imidlertid under henvisning til sine observationer påvise, at en mængde problemer og unøjagtigheder ved Ptolemæus' model kunne løses ved at sidestille Jorden med de øvrige planeter og anbringe den på sin egen "kugleskal" (eller mere præcist: cirkelbane) omkring Solen, som nu overtog hidtidige Jordens rolle som "verdens centrum". Omkring samtidig med den pavelige opfordring, udarbejder Kopernikus et dokument, Commentariolus ("Den lille kommentar"), hvori han argumenterer for sit heliocentriske verdenssystem, med (tilsyneladende) stillestående fiksstjerner alleryderst.
Helt i overensstemmelse med den moderne fysiks beskrivelse af vort solsystem er Nicolaus Kopernikus verdensmodel ikke. Senere påviste Johannes Kepler, at planeterne ikke følger eksakt cirkelformede, men snarere elliptiske baner om Solen.
Kopernikus verdensmodel vakte naturligvis megen modstand, og han havde blandt andet den tvivlsomme ære, at hans Commentariolus blev opført på Index librorum prohibitorum, den katolske kirkes liste over forbudte bøger.
April - Ceres redigér
Ceres (mere præcist 1 Ceres) er den største og først opdagne dværgplanet i Solsystemets asteroidebælte, der ligger mellem planeterne Mars og Jupiter.
Planetens diameter er ca. 950 km, og dens masse ca. 9 × 1020 kg (svarende til 0,0015 gange Jordens masse). Dermed udgør dens masse omkring en tredjedel af asteroidebæltets samlede masse. Selvom Ceres godt nok er den største og tungeste småplanet i bæltet, er den dog ikke den mest lysrige (det er den halvt så store Vesta), for den reflekterer kun omkring 10% af det visuelle lys den rammes af.
Ceres blev opdaget den 1. januar 1801 og blev i starten opfattet som en fuldgyldig planet. I løbet af de efterfølgende år blev der opdaget et stort antal andre himmellegemer i samme område som Ceres, og efterhånden opgav man tanken om, at Ceres var en rigtig planet. I stedet blev den lidt forvirrende betegnelse "asteroide" indført for disse nye objekter.
I en kort periode i 2006 var det igen på tale at ophøje Ceres til en planet i forbindelse med diskussioner af en præcis definition på planetbegrebet. Men denne tanke blev dog opgivet igen. Til gengæld fandt man på en ny betegnelse, dværgplanet, for objekter (i bane om Solen), der som i dette tilfælde er store nok til at deres gravitation gør dem runde, men som ikke har "renset deres nabolag" for andre tilsvarende objekter.
Maj - Betelgeuse redigér
Betelgeuse, også kaldet Alfa Orionis, er en variabel stjerne i stjernebilledet Orion, ca. 450 lysår fra Jorden: Den er den næstklareste stjerne i stjernebilledet Orion, og den tiendeklareste stjerne på hele nattehimlen. Normalt tildeles stjernerne i et stjernebillede bogstaver fra det græske alfabet efter faldende klarhed, men Betelgeuse (med bogstavet alfa) overstråles faktisk af Rigel, som har fået bogstavet beta i Orion-stjernebilledet.
Betelgeuse er en stjerne af den type der kaldes for røde superkæmper, og var den første stjerne ud over solen som blev fotograferet som andet og mere end blot en lysprik; det skete ved hjælp af et interferometer. Betelgeuses diameter varierer fra 290 millioner til 480 millioner kilometer. Hvis Betelgeuse byttede plads med vores egen Sol, ville omløbsbanerne for Merkur, Venus, Jorden og Mars ligge "inden i" Betelgeuse.
Betelgeuse er den stjerne der udviser den største vinkeldiameter set fra Jorden, kun overgået af vores egen Sol samt R Doradus.
Astronomerne forudser at Betelgeuse ender sine "dage" i en såkaldte type II-supernova-eksplosion, om end den også kan ende med at blive til en særlig sjælden, ilt- og neon-holdig hvid dværg-stjerne.
2010 redigér
Februar - Schmidtkamera redigér
Schmidtkameraet, kaldes også Schmidtteleskopet, er et astronomisk kamera designet til at give et stort synsfelt med begrænset aberration. Andre lignende konstruktioner er Wrightkameraet og Lurie-Houghton-teleskopet.
Marts - Eksobiologi redigér
Eksobiologi (xenobiologi, bioastronomi eller astrobiologi) er udforskningen af livets oprindelse, evolution, udbredelse og fremtid i universet.
Arbejdsfelt redigér
I denne forskningsgren undersøger man grænser for liv under ekstreme forhold her på Jorden som f.eks. i vulkaner, dybt inde i grundfjeldet, i lufttomme rum, i høje koncentrationer af giftige stoffer eller ekstreme reaktionstal. Resultater derfra bliver sammenlignet med de vilkår, der findes på planeter som Mars, Venus, Jupiters måner (især Europa og Io) eller Jordens egen måne. NASA har sin egen eksobiologiske afdeling, som arbejder ud fra den hypotese, at liv muligvis kan eksistere på et eller flere af disse himmellegemer. Saturnmånen Titan undersøges meget nøje, for den har med sin atmosfære af kvælstof og metan mange fællestræk med den helt unge Jord.
Desuden undersøger eksobiologerne meteoritter for spor af fossiler. I 1990 fandt man organiske kulstofrester i en meteorit fra Mars, der kunne tydes som spor efter éncellede organismer (svarende til bakterier). Senere er der dog rejst begrundet tvivl om holdbarheden af de fortolkninger, der ligger bag påstanden.