Tage Andersen (bankdirektør)

dansk bankdirektør (1927-2006)

Josef Tage Andersen (født 18. marts 1927 i Agerup, død 31. august 2006) var en dansk bankdirektør.

Tage Andersen
Født 18. marts 1927 Rediger på Wikidata
Død 31. august 2006 (79 år) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Bankier Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Andersen blev uddannet i Banken for Frederiksværk og Omegn i 1943 og kom efter et studieophold i Storbritannien til Landmandsbanken i 1951. Han var bl.a. ansat i kreditafdelingen og blev i 1969 en af bankens direktører. I 1980 blev han ordførende direktør i banken, der nu havde skiftet navn til Den Danske Bank. Han var ordførende direktør frem til sin pensionering i 1990. I 1986 blev bankens senere direktør Peter Straarup optaget i direktionen. Andersen overlod direktørstolen til Knud Sørensen.

Han var kendt for sin kontante lederstil og en tilbageholdende politik, hvilket viste sig at være fornuftigt grundet 1980'ernes problemer i den finansielle sektor. Andersen var manden bag fusionen mellem Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken i 1990, der blev begyndelsen til flere fusioner i den danske bankverden.

Andersen var medlem af flere bestyrelser; bl.a. var han fra 1990-1994 formand for SAS. Han var desuden en central figur i A.P. Møller-Mærsk, ikke mindst grundet sit gode forhold til Mærsk Mc-Kinney Møller. I en årrække var han også medlem af bestyrelserne for koncernens moderselskaber A/S Dampskibsselskabet Svendborg og Dampskibsselskabet af 1912 A/S. Han var frem til 2003 bestyrelsesmedlem i A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og i Mærsk Olie og Gas. Fra 1983 til 1986 sad han i bestyrelsen for Fédération Bancaire de la Communauté Européenne, og var frem til 1990 medlem af bl.a. European Bankers Round Table. Han var Kommandør af Dannebrog.

Kilder redigér