Frederik 5.

Konge af Danmark og Norge (1723-1766)

Frederik V (31. marts 172314. januar 1766) var konge af tvillingrigerne Danmark og Norge fra 1746 til 1766. Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog: "Ved forsigtighed og bestandighed" (latin: Prudentia et Constantia).

Frederik 5.
Valgsprog:
PRUDENTIA ET CONSTANTIA
(Ved klogskab og fasthed)
Pilo - Frederik V of Denmark.jpg
Portræt udført af Carl Gustaf Pilo
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve i Oldenburg og Delmenhorst.
Salving[a] 4. september 1747
Frederiksborg Slotskirke
Regerede 6. august 1746
14. januar 1766
Forgænger Christian 6.
Gehejme-
konseil-
præsident
J.H.E.Bernstorff
Efterfølger Christian 7.
Ægtefæller Louise af Storbritannien (g. 1743)
Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel (g. 1752)
Børn Med Dronning Louise: Med Dronning Juliane Marie: Med Madam Hansen:
Hus Oldenborgske slægt
Far Christian 6. af Danmark og Norge
Mor Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach
Født 31. marts 1723
Københavns Slot
Død 14. januar 1766 (42 år)
Christiansborg Slot
Hvilested 1766
Roskilde Domkirke
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1723

BiografiRediger

Tidlige livRediger

Fødsel og familieRediger

 
Prins Frederiks fødested Københavns Slot, kort før dets nedrivning i 1731.

Prins Frederik blev født den 31. marts 1723(1723-03-31) som det ældste barn af Kronprins Christian (den senere Kong Christian 6.) og Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach.[2] Han var den sidste danske prins, der blev født på det gamle Københavns Slot, der stammede fra 1400-tallet og var blevet udvidet og ombygget så mange gange, at murene begyndte at skride og slå revner. Det blev revet ned i 1731 for at give plads for en ny tidssvarende residens, det første Christiansborg Slot, hvorfra Frederik til sin tid kom til at regere som konge.

Som kronprinsens eneste søn var han fra fødslen forudbestemt til at regere. En ældre søster var død som spæd, og hans eneste overlevende søster, Prinsesse Louise, blev født tre år senere, i 1726. Syv år efter hans fødsel, den 12. oktober 1730 døde hans farfar Kong Frederik 4., og Frederiks far besteg tronen som Kong Christian 6., mens han selv blev kronprins.[2]

OpvækstRediger

 
Prins Frederik som barn.

Christian VI og Dronning Sophie Magdalene var dybt hengivne til pietismen, en bevægelse inden for lutheranismen, der lægger vægt på individuel fromhed og en levende, personlig tro. Som en konsekvens heraf fik Frederik en strengt religiøs opdragelse. Som 7-årig fik han sin egen hofstat med den tyske adelsmand Georg Wilhelm von Söhlenthal som hofmester. Söhlenthal var en ivrig tilhænger af den herrnhutiske bevægelse, og hans hus var centrum for de pietistiske kredse i hovedstaden. Han delte en inderlig pietistisk fromhed med Christian 6., og en tid var han kongens rådgiver i kirkelige sager. Det lykkedes dog ikke Söhlenthal at påvirke kronprinsens åndelige udvikling, idet han selv var en alt for blid og svag karakter, og i 1738 blev han afskediget fra sin stilling som hofmester.[2]

Frederiks uddannelse var temmelig mangelfuld. I 1730 gav kongen ganske vist den betydelige og fint dannede gehejmeråd Iver Rosenkrantz overtilsyn med kronprins Frederiks opdragelse, men denne fik ingen indflydelse på den egentlige undervisning. Rosenkrantz var tilhænger af den traditionelle lutherske ortodoksi, mens Christian 6. mere og mere gled over i pietisternes lejr og mistede tilliden til Rosenkrantz. Kronprinsens undervisning blev derfor fuldstændig gennemført i den tyske pietistiske ånd, der herskede ved hoffet.[3] Resultatet af undervisningen var ynkeligt: lærerne klagede over hans mangel på flid, jagt og andre fornøjelser havde beslaglagt kronprinsens tid. Ud over de nødvendigste kundskaber i læsning, skrivning, tysk, fransk, latin og historie har hans viden næppe strakt sig.[4] Dansk var ikke undervisningsfag, og med undtagelse af en franskmand, der var lærer i fransk, var alle kronprinsens lærere tyske, men dette forhindrede ham ikke i at lære lidt dansk, som han senere benyttede det i private optegnelser, der dog er meget ubehjælpsomt affattede. Hans mor omtalte ham som "Der Dänische Prinz", fordi han ind imellem talte dansk.[5]

NaturRediger

 
Frederik som kronprins i Hestgardens uniform.
Oliemaleri: Andreas Møller (ca. 1740)

Prins Frederik viste sig allerede fra barn at være af en helt anden natur end sine strenge og noget dystre forældre.[3] Han var mild og venlig af væsen og udmærkede sig ved munterhed, elskværdighed og tilgængelighed. I modsætning til sine indesluttede forældre, der sjældent viste sig udenfor deres slotte, optrådte han gerne offentligt og omgikkes gerne personer fra alle lag af befolkningen.[4] På trods af at Frederik voksede op i et strengt pietistisk hjem, blev han ikke selv grebet af pietismen.[3] Selv om religiøse følelser ikke var fremmede for ham, blev han en livsnyder, som elskede fornøjelser, jagt, vin og kvinder.[3]

Hans hedonisme udviklede sig dog med tiden til udsvævelser, og han tillagde sig en libertinsk livsstil præget af seksuelle udskejelser og alkoholisme. Sammen med sine svirebrødre turede han rundt på byens værtshuse og bordeller, i et omfang så faderen på et tidspunkt overvejede at umyndiggøre ham.[6] Kongens rådgivere talte ham dog fra det, da det rent juridisk ville være et brud på Kongeloven, Danmark-Norges enevældige forfatning fra 1665.[7] Samtidig ville det selvfølgelig udgøre et problem for kongehuset at indrømme, at den fremtidige konge var ude af stand til at regere.[6]

Af afgørende betydning for kronprinsens og hans rigers fremtid blev det, at han fik Adam Gottlob Moltke, en 11 år ældre mecklenborgsk adelsmand, som kammerpage i 1730. Moltke havde været page hos Frederiks fader, inden han var blevet konge. Da denne som Christian 6. besteg tronen, blev Moltke i stedet den nye kronprins' kammerpage. Kongeparret stolede på Moltkes evner som opdrager til at lære den nye kronprins at styre sig, og da kronprinsen ægtede den senere dronning Louise i 1743, blev Moltke leder for kronprinsparrets hofstat.[8] Moltke gjorde imidlertid intet for at styre hverken Frederiks seksuelle appetit eller hans alkoholforbrug, men til gengæld blev der grundlagt et livsvarigt tillidsforhold mellem de to mænd, der blev af afgørende betydning efter Frederiks tronbestigelse.

I 1740 blev han konfirmeret og fik fra da af som tronfølger sæde i Gehejmekonseillet, idet hans undervisning fortsattes til det 21. år. Under den svenske tronfølgekrise i 1743, der fulgte efter Dronning Ulrikke Eleonore af Sveriges død i 1741, hvor det stod klart, at der ikke kunne forventes nogen legitim arving til den svenske trone, havde Frederik i 1743 store udsigter til at blive valgt til tronfølger i Sverige. Bondestanden valgte ensidigt Kronprins Frederik, og i Dalarna anstiftede almuen endda et oprør, "Den Store Daldans", for at gennemtvinge hans valg. Som følge af Freden i Åbo i 1743, som afsluttede den russisk-svenske krig, blev Adolf Frederik af Slesvig-Holsten-Gottorp imidlertid udpeget til tronfølger i stedet for Frederik efter pres fra den russiske kejserinde Elisabeth Petrovna.

Første ægteskab med Louise af StorbritannienRediger

 
Kronprinsparret Frederik og Louise på hver side af kongeparret Christian 6. og Sophie Magdalene. I baggrunden ses Hirschholm Slot.
OliemaleriMarcus TuscherRosenborg Slot (ca. 1744)

I håbet om at lægge en dæmper på kronprinsens udskejelser fremskyndede man planerne om hans giftermål.[7] I løbet af 1743 blev der forhandlet en aftale på plads om et dynastisk ægteskab mellem Kronprins Frederik og den jævnaldrende Prinsesse Louise af Storbritannien, der var den yngste datter af Kong Georg 2. af Storbritannien. Ægteskabet blev foreslået af Storbritannien af ​​politiske årsager. På den tid foregik der en kappestrid sted mellem Frankrig og Storbritannien om at indgå en alliance med Danmark-Norge. Det protestantiske Storbritannien havde fordelen af ​​at kunne indgå en ægteskabsalliance med de ligeledes protestantiske tvillingriger på den anden side af Nordsøen, og der opstod blandt de engelske statsmænd idéen om at arrangere et ægteskab mellem Louise og Kronprins Frederik. Den danske regering var positivt indstillet, mens Frederiks far, Kong Christian 6., i første omgang var lunken overfor idéen. Men da han øjnede chancen for, at ægteskabet ville medføre britisk støtte til planerne om at gøre Kronprins Frederik til svensk tronfølger, blev han positivt stemt. Kronprinsen selv erklærede sig også velvillig overfor planerne, efter at han havde set et portræt af Louise og var blevet fortalt om hendes venlighed, så meget desto mere som også han kunne se de politiske fordele ved ægteskabet.

I løbet af 1743 indledte man derfor ægteskabsforhandlingerne, der blev vellykket afsluttet den 14. september efter et par måneders forhandlinger. Parret blev først gift den 10. november 1743 i Hannover i Kurfyrstedømmet Braunschweig-Lüneburg ved en såkaldt prokurationsvielse, hvor brudens broder, hertugen af Cumberland, var stedfortræder for brudgommen. En uge efter brylluppet mødte Frederik for første gang sin brud ved grænsen i Altona i det dengang danske Hertugdømme Holsten. Frederik og Louise rejste derefter sammen videre til København, hvor hendes festlige indtog fandt sted den 11. december under stor jubel fra befolkningens side. Allerede samme dag blev vielsen gentaget, nu med brudgommen selv, i den nyligt færdigbyggede Christiansborg Slotskirke.

 
Kongens yndlingselskerinde Madam Hansen.
OliemaleriJens Thrane den yngre (1761)

Louise blev hurtigt populær både ved hoffet og i befolkningen. Hun var yndefuld og elskværdig, lærte sig og talte gerne dansk og holdt af at færdes med sin mand blandt den brede befolkning, hvor hun optrådte med en naturlig værdighed og lethed. Hendes popularitet forhøjede også Frederiks popularitet. Selvom ægteskabet var arrangeret, var forholdet mellem ægtefællerne tilsyneladende godt, i hvert fald i deres første ægteskabsår. Parret fik fem børn, hvoraf den ældste døde som spæd. Det lykkedes dog kun delvist for Louise at tøjle sin ægtemands løsslupne livsstil. Frederik 5. havde megen livskraft at give af og nåede at dyrke børneavlen med flid. Med sin yndlingselskerinde, Else Hansen, senare adlet de Hansen og kendt som Madam Hansen, fik han i årene fra 1746 til 1751 også fem børn, 4 døtre og en søn.[7]

Efter brylluppet flyttede det nygifte par ind på Charlottenborg SlotKongens Nytorv, hvor de boede, indtil de i 1745 kunne flytte ind i Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal, der var blevet ombygget til tronfølgerbolig af hofbygmester Nicolai Eigtved i den nye, moderne rokokostil. Deres hjem blev hurtigt rammen om et livligt og selskabeligt hof, der adskilte sig markant fra den tunge og stive etikette, der herskede hos kongeparret på Christiansborg.

Måske frimurerRediger

Den norske frimurer-historiker Karl Ludvig Tørrisen Bugge hævder, at Frederik 5. som kronprins blev optaget i den københavnske frimurerloge St. Martin. Dette skete sandsynligvis 3. juni 1744, og med inspiration efter den preussiske konge Frederik den Store som også blev optaget i en frimurerloge i sin ungdom. De havde begge fædre som var indædte modstandere af frimurerne, men i modsætning til den preussiske konge erklærede Frederik 5. aldrig offentlig sin tilknytning til logen.[9]

RegeringstidRediger

TronbestigelseRediger

Den 6. august 1746 – dagen før sit sølvbryllup – døde Kong Christian 6. 46 år gammel på Hirschholm Slot. Ved faderens død arvede Frederik 23 år gammel den dansk-norske trone og blev rigernes femte enevældige konge. Det nye kongepar flyttede derefter den korte distance fra Prinsens Palæ over Frederiksholms Kanal til Christiansborg Slot. Den 4. september det følgende år afsluttedes ceremoniellet omkring tronskiftet, da den nye konge og dronning blev salvet[a] i Frederiksborg Slotskirke, den traditionelle kroningskirke for Danmark-Norges monarker under enevælden.[10]

Hvad Frederik og Louise havde begyndt i det små på Charlottenborg og i Prinsens Palæ, fortsatte de nu i stor skala på Christiansborg. Efter tronskiftet holdt ungdom og liv deres indtog ved hoffet, og al pietistisk tvang forsvandt. At jernkæderne, der i Christian 6.s tid havde afspærret Slotspladsen, fjernedes, var som et tidens tegn. Hoflivet genvandt sin glans, og på slottet holdtes baller og selskaber, til hvilke også borgerlige rangspersoner blev indbudte, blandt andre Ludvig Holberg, der selv i stærke ord skildrer, hvor vel han føler sig ved Frederiks hof.[4]

RegeringRediger

Da Frederik blev konge havde hans alkoholforbrug udviklet sig således, at han næppe var i stand til at lede en regering alene og var fuldstændigt henvist til at støtte sig til sine rådgivere. Umiddelbart efter, at Frederik 5. kom på tronen, udnævnte han Moltke til sin overhofmarskal. Som konge stolede Frederik V på, og var reelt helt afhængig af Moltke, som både blev hovedrig og protegerede sine egne børn.[11] Frederiks tillid til Moltke og Moltkes loyalitet over for Frederik var det grundlag, som skulle gøre kongens regeringstid til en i alle henseender lykkelig tid for riget.[11] Frederiks på tysk skrevne småbreve til Moltke er bevarede og er ejendommelige ved deres meget naive og inderlige forsikringer om hengivenhed og trofasthed. Nogle af dem er skrevne for at bede Moltke om forladelse, fordi han dagen forud har fornærmet ham, der ville søge at holde sin kongelige ven tilbage fra det udsvævende liv. Han lover, at det aldrig skal ske mere: "Du bist mein Freund und mein Vater" hedder det i et af dem. "Pater peccavi, ich habe gesündieget; ich liebe Dich von Hertzens Grund und verbleibe biss in mein Grab Dein aufrichtig getreuer F. R. . . . dein bin und bleib ich, solange ich mich rühren kann".[4]

Den reelle magt kom derfor til at ligge i hænderne på hans rådgivere, gehejmeråd og overhofmarskal Adam Gottlob Moltke, J.H.E. Bernstorff og H.C. Schimmelmann. Moltke forstod at udnytte sin stilling på en måde til gavn for både sig selv, riget og kongen. Det var således Moltkes fortjeneste, at ingen ministre blev udskiftet efter regeringsskiftet: kongen beholdt sin faders erfarne ministre Johan Ludvig Holstein som leder af Danske Kancelli, Johan Sigismund Schulin som leder af Tyske Kancelli og udenrigstjenesten samt Christian August Berckentin som leder af Kommercekollegiet.[8] Ikke blot lykkedes det Moltke at skabe et frugtbart samarbejde med ministrene, hans loyalitet over for kongen sikrede, at alt gik korrekt for sig: reelt påtog Moltke sig det meste af arbejdet med at læse indberetninger fra danske gesandter ved fremmede hoffer og han opretholdt privat brevveksling med adskillige danske diplomater. Hans virke indebar selvsagt også, at hans egen stilling styrkedes som uundværlig i statsstyrelsen.[12]

At det gik så godt, var ikke kun Moltkes fortjeneste. I realiteten havde Frederiks fader, Christian 6., sørget for at få opbygget et effektivt og professionelt embedsapparat, som kunne klare et meget stort antal opgaver på egen hånd. Magten gik fra kongen til staten.[13] Det forhindrede naturligvis også, at der fandt ting sted, som embedsapparatet måtte finde uheldige. I sidste ende kunne systemet kun fungere, når der var udbredt enighed blandt de ledende embedsfolk.

Regeringsførelsen undgik ikke kritik. Der var påfaldende mange udnævnelser af udlændinge til embedsposter. Der var folk, som mente, at den godsejervenlige politik var uheldig og som havde sin tvivl om de tiltag, som blev gjort til fremme af industri og handel, modvilje mod skatter og kritik af personlige fordele i regeringskredse, men karakteristisk nok rettede kritikken sig ikke mod kongen men mod dennes rådgivere.[14]

Økonomisk politik og handelRediger

 
Prospekt af Vordingborg fra 1755 af J.J. Bruun.

Grundlaget for riget trivsel var landbruget. Det var lykkedes kongens fader at bringe dette og andre dele af det dansk-norske riges næringsliv frelst igennem en alvorlig økonomisk krise. Da Frederik blev konge, var tiden kommet til at forsøge at bringe udviklingen videre. Moltke anbefalede kongen at lade nedsætte en landvæsenskommission. I 1755 tilkendegav enevælden offentligt, at man ønskede forslag til hvorledes, landbrug og næringsliv kunne fremmes: her skulle deltage "hvem, der vil: høj eller lav, adel eller uadel, gejstlig eller verdslig, lærd eller ustuderet, være meget velkomne; her anses ikke på personer eller stænder, og ikke på lykkens fordele". Opfordringen blev fulgt, og resultatet blev otte tykke bind med afhandlinger, der som Danmarks og Norges økonomiske Magasin udkom fra 1757 til 1764.[15] Ønskerne om landboreformer blev dog ikke gennemførte, og bønderne mærkede ikke meget til den økonomiske fremgang.

Frederik 5.s regeringsperiode var præget af fremgang for handelen og den spirende industri med krudtværket og kanonstøberiet i Frederiksværk, der blev opført af Johan Frederik Classen, og var den første store danske industrivirksomhed. Ved samme lejlighed i 1756 fik byen ved kongelig resolution sit navn efter værket og kongen. Frederiks·værk – eller på datidens dansk: Friderichsværck.

 
Sadel og seletøj. Gave til Frederik 5. fra Beyen af Tunis i 1753.

Af betydning for skibsfarten og handelen var det, at der blev indgået freds-, handels- og søfartstraktater med Algier i 1746, med Tunis og Tripolis i 1751 og 1752 samt med sultanen i Konstantinopel i 1756.[16] Et andet skridt var afviklingen af Vestindisk-guineisk Kompagni, der havde haft eneret til at aftage sukker fra Sankt Croix. Dette skete ved, at de private aktionærer blev købt ud i 1754, selskabets rettigheder og aktiver blev overtaget, hvor efter skibsfarten på øerne og produktion af sukker blev givet fri for alle statens undersåtter.[17]

Fremhæves må tillige, at det lykkedes at holde Danmark uden for krigen mellem England og Frankrig 1756-1763. I forbindelse dermed lod rigets neutrale stilling sig ligeledes udnytte i søfarten.[18]

Kunst og videnskabRediger

 
Nicolai Eigtveds teaterbygning på Kongens Nytorv fra 1748.

Kunst og videnskab fik gode betingelser under Frederik 5. Offentlige teaterforestillinger, der havde været forbudt under hans far, blev igen tilladt, og i 1748 åbnede "Den nye Skueplads" i Nicolai Eigtveds komediehus på Kongens Nytorv.[19] Her havde kongen hentet expertise udefra, fx danselæreren Pierre Laurent fra Frankrig, som senere, i 1771, oprettede Den Kongelige Danske Balletskole.

I 1749 fik kongen på det i 1747 oprettede Det adelige Akademi i Sorø "demonstreret en del fysiske eksperimenter". Dette var et udtryk for tidens voksende interesse for naturvidenskaberne.[20]

Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i København på Frederik 5.s 31-års fødselsdag i 1754.[21]

I 1761 lod Frederik 5. sende en videnskabelig ekspedition til Orienten. I denne ekspedition deltog Carsten Niebuhr, der som den eneste overlevede ekspeditionen og bragte dens værdifulde resultater hjem. Det skete i 1767, året efter kongens død.[22]

Det var også i hans regeringstid, at Fonden ad usus publicos blev oprettet i 1765.

En række tyske og franske videnskabsmænd blev indkaldt, blandt andre Friedrich Gottlieb Klopstock, og understøttet med offentlige midler i deres arbejde. En anden af de indkaldte var den tyske botaniker Georg Christian Oeder i 1752, og under denne anlagdes en ny botanisk have på en grund, som Frederik 5. skænkede ved Amaliegade. Anlæggelsen tog dog lang tid på grund af uddigning, planering og opdyrkning - hvortil kom opførelsen af et drivhus, forelæsningssal og andre lokaler. Kun en del af det udlagte areal blev taget i anvendelse, og en mindre del blev åbnet for almenheden i 1763.

Enevældens KøbenhavnRediger

 
Prospekt af Amalienborg i Frederiksstaden med den aldrig færdiggjorte Frederiks Kirke.

Under Frederik 5. nød København fortsat enevældens gunst. Det var her, at embedsvæsen og næringsliv blomstrede frem for noget. I 1749 begyndte anlæggelsen af bydelen Frederiksstaden med Amalienborg som knudepunkt. Et markant træk i bydelen var de fire Amalienborg-palæer, Moltkes, Leventzows, Brockdorffs og Schacks palæer, opførte omkring Amalienborg Plads. I tilknytning til disse lå Berckentins, Bernstorffs og Dehns rokokopalæer[23] De fire centrale palæer stod færdige i 1760, mens Salys rytterstatue af Frederik 5. først kom til i 1771. Kongen skulle ikke selv bo i Frederiksstaden, men han forærede velbeliggende byggegrunde til betydningsfulde borgere mod, at de opførte palæer på grundene.

Også andre institutioner blev lagt i hovedstaden og medvirkede til fremme af sysselsætning og økonomisk virksomhed[24]: i samme periode oprettedes Det Kgl. Opfostringshus og Frederiks Hospital. Et højdepunkt under kongens regeringstid var den højtidelige indvielse af Laurids de Thurahs spir på Vor Frelsers KirkeChristianshavn i 1752.

Den 29. juni 1753 tillod Frederik 5. det da nyoprettede kgl. Opfostringshus eneret for 20 år til at indrette Det Kongelige Kjøbenhavnske Klasselotteri (et lotteri der stadig eksisterer den dag i dag som Klasselotteriet) mod en årlig afgift til fattigvæsenet.[25]

NorgeRediger

I 1749 besøgte Frederik 5. tvillingeriget Norge.[26] I 1750 godkendte han planer for Seminarium Fredericianum i Bergen, som et mere sekulært undervisningstilbud til eleverne ved Latinskolen. Foruden undervisning i klassisk sprog og bibellære skulle eleverne ved Seminarium Fredericianum også lære matematik, fysik, litteraturhistorie, moralfilosofi, tysk og fransk. Formålet med skolen var at professionalisere byens handelsstand.

Som aktiv frimurer oprettede han den 24. juni 1749 den første frimurerloge i Norge.

Andet ægteskab med Juliane Marie af BraunschweigRediger

 
Juliane Marie som enkedronning med et billede af sin søn Arveprins Frederik.
Oliemaleri: Johann Georg Ziesenis (1766-1767)

Allerede i 1751 var dronning Louise til folkets store sorg død, blot 27 år gammel, efter at være blevet alvorligt syg af en underlivssygdom med indeklemt navlebrok under sin sjette graviditet. Regeringen mente, at det var bedst, at kongen giftede sig igen så hurtigt som muligt, i et forsøg på at stabilisere hans adfærd. Kongen var dog i første omgang uvillig til at gifte sig igen, med mindre det var med en engelsk prinsesse, men der var ingen i en passende alder. En tid tænkte kongen på at ægte Moltkes ganske unge datter, komtesse Catharine Sophie Wilhelmine, men dette forhindrede Moltke selv ved straks at arrangere et ægteskab for sin datter med lensgreve Hannibal Wedell til Wedellsborg.[27] Moltke henledte da hans opmærksomhed på Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel, datter af Hertug Ferdinand Albert 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel og svigerinde til Kong Frederik den Store af Preussen. Hendes portræt, der blev skaffet til veje, fandt hans bifald, og baron F.L. Dehn, medlem af gehejmekonseillet, blev sendt til Braunschweig, hvor han nøje kendte personligheder og forhold, for at skaffe nærmere oplysninger om hende. Da de var heldige, kom ægteskabet snart i stand.

Et halvt år efter dronning Louises død giftede Frederik sig dermed for anden gang den 8. juli 1752 i Fredensborg Slotskirke med Juliane Marie, der blev kronet samme dag. Ægteskabet var næppe lykkeligt, skønt den nye dronning kun var 22 år ved dets indgåelse.[28] Parret fik kun en søn, Arveprins Frederik. Juliane Marie døde på Fredensborg Slot 10. oktober 1796, 30 år efter sin mand.

DødRediger

Med årene kom kongens livsførsel til at gå ud over hans helbred, særligt da han fra naturens hånd i forvejen ikke var for robust.[29] I de sidste år tog hans drikfældighed til, han var sjældent ædru, og han brækkede to gange benet i sin beruselse med efterfølgende lange sygelejer.[30] Til sidst var han fuldstændig nedbrudt som følge af druk og udsvævelser. Han døde som følge af ødemer den 14 januar 1766Christiansborg Slot efter knap 20 års regeringstid, kun 42 år gammel.[31] Ved sin død blev han efterfulgt som konge af sin ældste søn, den blot 16-årige Christian 7.

På trods af kongens livsførsel og de høje skatter, der måtte udskrives i hans sidste regeringsår, mistede han dog ikke sin popularitet.[32] Hans død blev oprigtig begrædt af folket, der til det sidste havde båret over med deres konges store svagheder.[27] Johannes Ewald gav udtryk for stemingen, da han skrev kantaten: "Hold Taare op at trille" i anledning af Frederiks ligfærd, der blandt andet indeholdt linjerne:

O Ynk! Saa bær da Norden
Din største Skat til Jorden.[7]

 
Frederik 5.'s sarkofag i Roskilde Domkirke, udført af Johannes Wiedewelt.

Efter et castrum doloris i Christiansborg Slotskirke blev han gravsat i Roskilde Domkirke.[33] I 1769 fuldendte billedhuggeren Johannes Wiedewelt sit hovedværk, Frederik 5.’s kolossale monument i Roskilde Domkirke, en 6 alen lang og 3 alen høj sarkofag, der hviler på et fodstykke og prydes af talrige skulpturer; bag den bærer en søjle, som krones af en urne, en medaljon med kongens portræt, for enderne af sarkofagen sidder 4 1/2 alen høje, kronede kvindeskikkelser, der symboliserer Danmark og Norge, i dyb sorg.

EftermæleRediger

Monumenter og mindesmærkerRediger

  Uddybende artikel: Frederik V (rytterstatue)

I 1771 blev den franskfødte billedhugger Jacques-François-Joseph Salys rytterstatue af Frederik 5. efter 14 års arbejde opstillet på Amalienborg Slotsplads.

Steder opkaldt efter Frederik 5.Rediger

 
Frederik 5.'s monogramFort Frederik i byen Frederiksted på øen Sankt Croix i øgruppen U.S. Virgin Islands (de forhenværende Dansk-Vestindiske Øer).

En mængde steder har fået navn efter Frederik 5.:

BørnRediger

Navn Født Død Bemærkninger
Med Louise af Storbritannien
Christian 7. juli 1745 3. juni 1747 kronprins af Danmark
Sophie Magdalene 3. juli 1746 21. august 1813 Dansk tronfølger 1747-1749 grundet manglende mandlige arvinger i mandslinjen efter Kong Frederik 3.. Gift i 1766 med kong Gustav 3. af Sverige[34][27]
Vilhelmine Caroline 10. juli 1747 14. januar 1820 Gift i 1764 med greve af Hanau, fra 1785 regerende landgreve, fra 1803 kurfyrste Vilhelm af Hessen-Kassel[27]
Christian 29. januar 1749 13. marts 1808 Konge af Danmark og Norge 17661808
Gift i 1766 med Caroline Mathilde af Storbritannien
Louise 30. januar 1750 12. februar 1831 Gift i 1766 med landgreve Carl af Hessen-Kassel[27]
Med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel
Frederik 11. oktober 1753 7. december 1805 arveprins af Danmark, far til Christian 8.

Udenfor ægteskab:

  • Frederikke Margaretha (1747-26. marts 1802), gift Destinon.
  • Frederikke Katherina, gift Lützau.
  • Anna Maria, fru Fehmann, senere fru van Meulengacht.
  • Sophia Charlotte, gift d`Origny.
  • Ulrik Frederik

AnetavleRediger

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christian 5. af Danmark og Norge
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Frederik 4. af Danmark og Norge
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Charlotte Amalie af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christian 6. af Danmark og Norge
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gustav Adolf af Mecklenburg-Güstrow
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Louise af Mecklenburg-Güstrow
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Magdalene Sibylle af Slesvig-Holsten-Gottorp
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Frederik 5. af Danmark og Norge
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Georg Albrecht af Brandenburg-Kulmbach
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christian Henrik af Brandenburg-Kulmbach
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Marie Elisabeth af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Albrecht Frederik af Wolfstein
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Sophie Christiane af Wolfstein
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Sophie Louise af Castell-Remlingen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

GalleriRediger

Se ogsåRediger

NoterRediger

  1. ^ a b Under enevælden (1660–1848) blev de danske konger formelt ikke kronede, men blot salvede af kirken, da de som arvekonger blev anset for at have fået deres magt fra Gud, og intet menneske derfor havde ret til at sætte kronen på deres hoveder. I daglig tale blev denne ceremoni dog også i samtiden omtalt som kroning.[1]

ReferencerRediger

  1. ^ Monrad Møller, Anders (2012). Enevældens kroninger. Syv salvinger - ceremoniellet, teksterne og musikken. København: Forlaget Falcon. s. 7-8. ISBN 978-87-88802-29-0.
  2. ^ a b c Holm 1891, s. 305.
  3. ^ a b c d Holm 1891, s. 306.
  4. ^ a b c d Krabbe, s. 833
  5. ^ Feldbæk 1990, s. 123.
  6. ^ a b Scocozza 1997, s. 156.
  7. ^ a b c d Bech & Eller 1980.
  8. ^ a b Feldbæk 1990, s. 217.
  9. ^ K.L. Bugge, Det danske frimureries historie, bind 1, 1910, s. 191-194.
  10. ^ Monrad Møller, Anders (2012). "Frederik V.s & dronning Louises salving". Enevældens kroninger. Syv salvinger - ceremoniellet, teksterne og musikken. København: Forlaget Falcon. s. 104-127. ISBN 978-87-88802-29-0.
  11. ^ a b Feldbæk 1990, s. 216f.
  12. ^ Feldbæk 1990, s. 218f.
  13. ^ Feldbæk, s. 123
  14. ^ Feldbæk, s. 219f
  15. ^ Feldbæk, s. 210
  16. ^ Feldbæk, s. 167f
  17. ^ Feldbæk, s. 175f
  18. ^ Feldbæk, s. 168
  19. ^ Feldbæk, s. 192, 208
  20. ^ Feldbæk, s. 193, 209
  21. ^ Feldbæk, s. 213
  22. ^ Feldbæk, s. 208, 214
  23. ^ Feldbæk, s. 87
  24. ^ Feldbæk, s. 88
  25. ^ Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XV, s. 1058; opslag: Lotteri
  26. ^ Feldbæk, s. 80
  27. ^ a b c d e Krabbe, L. (1919). Frederik V. Salmonsens konversationsleksikon. Vol. VIII (2. udgave). København. s. 834. Arkiveret fra originalen 11. februar 2017. Hentet 10. februar 2017.
  28. ^ Feldbæk, s. 219
  29. ^ Holm 1891, s. 308-309.
  30. ^ Johannessen 2001.
  31. ^ Holm 1891, s. 309.
  32. ^ Holm 1891, s. 308.
  33. ^ Frederik 5.gravsted.dk
  34. ^ Feldbæk, s. 197

LitteraturRediger

PrimærkilderRediger

Eksterne henvisningerRediger

Wikimedia Commons har medier relateret til:
Frederik 5.
Født: 31. marts 1723 Død: 14. januar 1766
Titler som regent
Foregående:
Christian 6.
Konge af Danmark
1746 – 1766
Efterfølgende:
Christian 7.
Konge af Norge
1746 – 1766
Hertug af Slesvig
1746 – 1766
Hertug af Holsten
1746 – 1766
med Karl Peter Ulrik (1746-1766)
med Paul (1762–1766)
Greve af Oldenburg
1746 – 1766