Snorri Sturluson

islandsk poet og skribent
(Omdirigeret fra Snorre Sturlesøn)

Snorri Sturluson (norsk: Snorre Sturlason) (født 1179, død 23. september 1241) var en islandsk høvding, forfatter og skjald. Han havde stor politisk indflydelse i sin samtid som medlem af Altinget, men er i dag mest kendt som forfatter til Snorris Edda.

Snorri Sturluson

Snorre Sturluson-Christian Krohg.jpg

Personlig information
Født 1179 Rediger på Wikidata
Hvammur Rediger på Wikidata
Død 23. september 1241, 23. september 1241 Rediger på Wikidata
Reykholt Rediger på Wikidata
Far Sturla Tordsson den ældre Rediger på Wikidata
Søskende Sighvat Sturlasson Rediger på Wikidata
Ægtefælle Hallveig Ormsdóttir Rediger på Wikidata
Børn Þórdís Snorradóttir,
Hallbera Snorradóttir,
Órækja Snorrason,
Jón murtur Snorrason Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Historiker, skribent, politiker, Skjald Rediger på Wikidata
Arbejdssted Island Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Opvækst og familieRediger

 
Skeggi-dalen i Hvammur, Island.

Snorri blev født på Hvammur[1] i Dalir på Island som søn af Sturla Tordsson den ældre og Gudny Bodvarsdatter, men blev opfostret og oplært hos sin fosterfar Jón Loftsson (11241197) – landets mest fremstående høvding, der omtales som Islands klogeste mand. Han kom fra en mægtig familie, der nedstammede fra Halvdan Svarte, og boede på gården Oddi, som var et litterært og kulturelt centrum på Island. Dér lærte Snorri at læse og skrive, fik oplæring i latin, teologi, geografi og islandske love. I 1206 flyttede han til Reykholt, hvor han boede resten af sit liv. Snorri havde to ældre brødre, Tord (Þórðr) og Sigvat (Sigvatr).

Snorri var en periode i konflikt med sin bror Tord. Tords søn, Sturla Tordsson den yngre (1214-84), tilbragte sin tidlige barndom hos sin farmor, Gudny Bodvarsdatter, på Hvammur. Da hendes søn Snorri rejste til Norge 1218, flyttede Gudny til Reykholt for at bestyre gården, og Sturla fulgte med. Sandsynligvis blev han værende på Reykholt hos Snorri efter Gudnys død i 1221. Hun havde bestemt, at Sturla skulle arve hende; men Snorri underslog brorsønnens arv, hvad der førte til konflikt mellem ham og broren Tord, Sturlas far. Brødrene indgik dog forlig i 1235, og Snorri blev en vigtig støtte for Sturla, som er den navngivne, norrøne forfatter, der findes mest stof bevaret efter. Håkon Håkonssons saga kendes i flere versioner. Sturla er også den sidste hirdskjald, der kendes gennem overleverede strofer.[2]

Snorri i IslandRediger

Snorri var høvding og en af Islands mægtigste på sin tid. Fra 1215 til 1218 og fra 1222 til 1231 var han lovsigemand i Altinget dvs. lovkyndig, som kunne lovene udenad. Det var det eneste officielle, betalte embede i Island. Han boede i Island, bortset fra årene 12181220 og 12371239, hvor han opholdt sig i Norge.

Gennem sit ægteskab med Hallveig Ormsdatter, enke efter Bjørn Thorvaldsson, blev Snorri en af Islands rigeste mænd. Efter hendes død 25. juli 1241 blev han straks opsøgt af hendes og Bjørns to sønner, Klang og Orm, og der opstod snart uenighed om fordeling af løsøret efter Hallveig. Parterne kom dog til enighed, og det ser ud til, at Snorri beholdt boets bøger og betalte stedsønnerne en godtgørelse for dem.[3]

Som høvding brugte Snorri systematisk sine tre døtre Hallbera, Tordis og Ingebjørg til at bygge sin magt op. Uden dem er det svært at se, at han kunne være blevet så mægtig.

Hallbera blev gift med Arne Magnusson (Árni óreiða) i 1218. Seks år senere blev Tordis gift med Torvald Vatnsfjording, og Ingebjørg med Gissur Thorvaldsson, den svigersøn, der adlød kong Håkon Håkonssons ordre om at få Snorri dræbt. Hallbera blev samme år skilt fra Arne, men bortgiftet på ny i vinteren 1227/28, denne gang til høvdingen Kolbein den Unge, og i sådan et hastværk, at efter brylluppet, der foregik på Snorris gård, tog svigersønnen hjem til sin gård uden at få sin kone med. Snorri måtte selv få hende sendt efter.

En vigtig grund til Snorris tab af position i Island omkring 1230 var netop, at døtrenes ægteskaber holdt op med at fungere til hans fordel, som pant på hans venskaber med andre høvdinge. Hallbera døde i 1231, og samme år blev Ingebjørg skilt. Tordis, der var blevet enke i 1228, nægtede at bøje sig for sin fars krav om gengifte.[4]

Snorri i NorgeRediger

 
Altinget på et maleri fra 1900-tallet.
 
Bassinet Snorralaug på hans gård Reykholt. Tunnelen mellem boligen og bassinet gjorde det mere fristende at tage et bad, selv om vejret var koldt. Den kunne også tjene som nødudgang.

Snorri var i Norge to gange. Første gang var i 12181220. Da var kong Inge (11851217) død, og hans halvbror Skule jarl (11881240) regnede med at overtage titlen. Imidlertid havde birkebeinerne i 1217 valgt Håkon 4. Håkonsson ("Håkon den gamle") som konge, bare tretten år gammel. I 1219 blev han trolovet med Skule jarls datter Margrete for at sikre Skules loyalitet mod den unge konge.

Senere kom det alligevel til kamp mellem Skule og hans svigersøn kong Håkon om, hvem der skulle være konge. Snorri støttede Skule og gik også i al hemmelighed ind i hans hird som lensmand.

Han besøgte Norge for anden gang i 12371239. Dette var delvis for at undgå at opholde sig på Island i Sturlungatiden. Ca 1230 var Snorris position i hjemlandet stærkt reduceret. I 1232 havde han forberedt en sag mod Kolbein den Unge, enkemand efter Snorris datter Hallbera, om arven efter Hallbera. Det endte med et forlig mellem parterne, hvori indgik en aftale om, at Kolbeins søster skulle giftes med Snorris søn Órækja. Efter forliget fortalte Sturla Tordson, at hans far, Snorris bror høvdingen Tord, havde udtalt: "Jeg har mistanke om, at min bror Snorri har foretaget et vennebytte, og solgt sit venskab med Sigvat (Snorris og Tords bror) og Sturla (Sigvats søn), men accepteret Kolbeins venskab." Allerede i 1234 kom det til et sammenstød mellem Snorri og Kolbein. Året efter kom det til åben konflikt mellem Snorri og hans bror Sigvat og brorsønnen Sturla. Sturla var lige ankommet til Island som udsending for kong Håkon, i det ærinde at få Island underlagt Norge. Sturla fornyede sit venskab med farbroren Sigvat, men ikke med sin anden farbror, Snorri, som han tværtimod tvang til at flygte til Norge i 1237.[5]

I Norge opsøgte Snorri sin ven Skule jarl, men siden sidst var Håkon formelt blevet valgt til konge på rigsmødet i Bergen i 1223. Skule planlagde et oprør mod kong Håkon, og da Snorri støttede Skule, blev han stemplet som forræder og forlod Norge i 1239, på trods af kongens forbud. Snorri havde sandsynligvis fået titel af jarl,[6] og ser ud til at have sat alt ind på, at Skule ville blive den vindende part i striden. Det eneste, der nu kunne redde Snorri, var et magtskifte i Norge; men Skules oprør slog fejl, og han blev dræbt i 1240. Kong Håkon beordrede Snorris fjende og tidligere svigersøn Gissur Thorvaldsson til at dræbe Snorri. Gissur førte en flok mænd og lod Snorri dræbe 23. september 1241 hjemme på gården Reykholt — den faktiske banemand hed Árni beiskr (Arne den bitre — hvorfor han var bitter, ved vi ikke), men Árni blev dræbt senere under Flugumýrarbrenna i 1253,[7] branden på Flugumýri, hvor Gissur Thorvaldssons kone og tre sønner indebrændte.[8]

Drabet på SnorriRediger

Snorri ejede mange gårde omkring på Island, og et par uger før sin død modtog han sin brorsøn Sturla Tordsson og hans følge på gården Sauðafell og beværtede ham. Brorsønnen bemærkede Snorris gode humør, da han ellers havde sørget dybt over tabet af sin kone Hallveig samme sommer. Han må også have vidst, at hans gamle rivaler havde fundet hinanden i vrede over hans notoriske grådighed og flotte vaner. Mens de sad over øllet, trak Snorri et brev frem, han nylig havde modtaget, men ikke klaret at læse. Det var skrevet med stavkarl-[9] eller tiggerskrift, en type kode, som iblandt blev benyttet til hemmelige beskeder. Nu sendte han brevet rundt, men ingen lykkedes i at læse det, selv om de var enige om, at det nok var skrevet som en advarsel eller trussel.[10]

Næste dag tog Snorri afsked med sin brorsøn, der aldrig genså ham. Hjemme på Reykholt havde han kun nogle tjenere og et par præster. Som ellers sov han i et kammer på første sal i et stort hus midt på gårdspladsen, og satte ingen til at bevogte murene om natten eller spærre portene. Om aftenen søndag 23. september red en flok på 400 mænd ind i dalen længere nord og spærrede vejen af. Skjult af mørket de gik uhindret ind gennem de åbne porte. Mange af dem kendte bygningerne godt, da de havde været der som Snorris gæster; men døren til huset, hvor han sov, fandt de låst. Han må være vågnet, da de slog døren ind, og sneg sig uset ind i et af de små huse væg i væg. Derinde stødte han ind i den ene af præsterne, der tjente ham i gårdens kirke. Herfra gik en trappe ned i en gang under muren, ud i friheden. Den var bygget, så han kunne gå tørskoet ud til det varme bad. Men sandsynligvis havde Snorri kun nattøj på, og ville ikke klare sig i en islandsk septembernat. I stedet klemte han sig ind i en krybekælder, anvendt som lagerrum. Dér sad han, da indtrængerne fandt præsten, som forsikrede, at han ikke havde set Snorri noget sted. Han blev ikke troet og prøvede at forhandle. Han ville kun fortælle, hvor Snorri havde gemt sig, hvis de ville aflægge ed på at spare Snorris liv. Men indtrængerne fandt nedgangen til kælderen, og fem mænd gik ned i mørket. Da den første gik mod Snorri med draget sværd, sagde Snorri: "Du skal ikke hugge!" - sådan formulerede islandske præster det femte bud, "du skal ikke slå ihjel". "Hug ham!" sagde den ene mand. "Du skal ikke hugge!" gentog Snorri. Men manden huggede og gav ham banesår. En mand til huggede, og Snorri blødte ihjel i kælderen.[11]

DigtningRediger

 
Snorri Sturluson af Christian Krogh.

Hans mest kendte værker er Heimskringla og Snorris Edda. Egils saga om Egil Skallagrimson antages at være skrevet af Snorri. Handlingen foregår i perioden 8501000, for det meste i Norge og Island.

Heimskringla (ca. 12201235) er en samling af kongesagaer, en historiebog om Norges konger fra Halvdan Svarte (850), Olav Tryggvason og til kong Sverre (1177). Heimskringla har sit navn efter åbningsordene i værket, "Kringla Heimsins" – "den runde jordskive". Heimskringla bidrog til dannelsen af en norsk nationalfølelse.

Snorris Edda (ca. 12201230) er en lærebog eller håndbog i digtekunst. Den Ældre Edda handler om de norrøne guder, som Odin og Thor, og myter om dem. Bogen begynder med en prolog om verdens skabelse og den hedenske religions ophav, og om de gamle guder, aser og vaner.

Snorri var også skjald; men det eneste, som er bevaret af Snorres digte, er Háttatal, et hyldestdigt til Håkon Håkonsson og Skule jarl. Med sine 102 strofer og tilhørende metriske kommentar er det en katalog over lige så mange metriske variationer. Det er ordkunst med et stereotypt indhold.[12] 

StatueRediger

Som Norges gave til Island fik Gustav Vigeland rejse en statue af Snorre på Reykholt 1947,[13] afduget af kronprins Olav.[14] Bergen og Trondheim kivedes om, hvem der skulle få kopien i 1948. Bergen gik af med sejren,[15] da byen var hovedstad på Snorres tid, og derfor det sted, hvor han havde sine kontakter.

I Oslo blev der i 1941 rejst en bautasten over Snorre på "Nissebjerget" i slotsparken.[16] Mindesmærket blev opfattet som nazistisk og fjernet efter krigen.[17]

NoterRediger

  1. ^ https://www.west.is/en/inspiration/places/history-and-culture/hvammur
  2. ^ https://nbl.snl.no/Sturla_Tordsson
  3. ^ Jacob Hornemann Bredsdorff, Christian Pingel og Jens Jacob Asmussen Worsaae: "Grønlands historiske mindesmærker". Google Books. 
  4. ^ Jón Vidar Sigurdsson (2010). Den vennlige vikingen. Oslo: Forlaget Pax. s. 130.  ISBN 978-82-530-3359-4
  5. ^ Jón Vidar Sigurdsson: Den vennlige vikingen, (s. 46-7)
  6. ^ Jón Vidar Sigurdsson: Den vennlige vikingen, (s. 48)
  7. ^ http://www.northwest.is/1sogulegirstadir2.asp#flugumyri
  8. ^ [1] Gudmundur Thorlaksson: 425 norsk-islandske skjalde
  9. ^ https://www.naob.no/ordbok/stavkar_1
  10. ^ Tore Skeie: Hvitekrist (s. 19-20), forlaget Gyldendal, Oslo 2018, ISBN 978-82-05-49527-3
  11. ^ Tore Skeie: Hvitekrist (s. 21-22)
  12. ^ Jonna Louis-Jensen: Snorri Sturluson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 31. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166237
  13. ^ https://leksikon.fylkesarkivet.no/article/2b21f00d-eebe-4d78-ad8f-be93d0e463c1/
  14. ^ http://www.bokogbibliotek.no/i-snorres-badevann
  15. ^ http://www.bergen-guide.com/350.htm
  16. ^ https://digitaltmuseum.no/011012604865/snorre-bautaen-snorresteinen-i-slottsparken-1941-45
  17. ^ https://www.nrk.no/kultur/her-sto-_nazi-steinen_-1.8100492

Se ogsåRediger

Eksterne henvisningerRediger