Wikipedia:Dagens artikel/september 2004

Dagens artikel for september 2004 redigér

Et arkiv over dagens artikler der blev vist på forsiden


1. september
 
De allierede ledere

2. verdenskrig var primært en militærkonflikt i Europa fra 1939 til 1945, og i Asien igennem det meste af 1930'erne og 1940'erne.

Krigen i Europa begyndte den 1. september 1939 da Tyskland og derefter Sovjetunionen invaderede Polen, og sluttede den 2. september 1945 med den officielle overgivelse af den sidste aksemagt Japan (fredsslutningen med Rusland kom først i 1990'erne). Krigen i Asien begyndte dog tidligere med den japanske invasion af Kina, og i Europa endte krigen tidligere med Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945.


se - diskussion - historik


2. september
 
Odysseus

Odysseus Laërtiadês (efterkommer af Laertes), eller bare Odysseus er en skikkelse i Græsk mytologi, kendt som Ulysses i Romersk mytologi. Han er helten i Odysseen, og en vigtig person i Iliaden, søn af Laertes (eller, i senere overlevering, Sisyfos) og Antiklea.

Odysseus brugte engang navnet Ingen om sig selv for at narre Polyfem i Odysseen.


se - diskussion - historik


3. september
 
Akropolis i Athen

Athens historie er lang og vigtig. Athen er en af verdens ældste byer.

Athens og Attikas ældste historie er i den grad indhyllet i sagn, at det er vanskeligt med sikkerhed at udskille en historisk kerne. Athens beboere roste sig af at være autoktone: fødte i landet selv; men ved siden heraf fremtræder Athen som tilflugtssted for fordrevne stammer og slægter, således de af dorerne fortrængte neleider fra Pylos og ionere fra det nordlige Peloponnes. Borgens grundlægger, Kekrops, kaldes en indvandret egypter, et tegn på forbindelsen med orienten.


se - diskussion - historik


4. september
 
Det indvendige af et billedrør til farve-tv eller -monitor

Billedrør er den komponent i et fjernsyn eller en monitor som viser billedet: Det er lavet af glas, og har facon omtrent som en firkantet tragt, som er lukket i begge ender så det danner en lufttæt beholder med et vakuum indeni. Den lukkede, brede ende af »tragten« er skærmen: Her dannes billedet ved, at et strålebundt af elektroner, som skabes og styres i »tragtens« snævre ende, »fejer« hen over skærmen. På dennes inderside findes en belægning af et stof, som lyser op når det rammes af elektronstrålen, så ved at variere dennes intensitet, skabes mørke og lyse partier forskellige steder i billedfeltet.


se - diskussion - historik


5. september
 
Enigma maskinen

Enigma var en elektro-mekanisk ciffermaskine, som i stort omfang blev brugt af de fleste tyske militærstyrker til både kryptering og dekryptering. Den var let anvendelig, og koden blev antaget at være umulig at knække, hvilket var hovedårsagerne for dens udbredelse. Koden blev imidlertid brudt, og fortolkning af den information, som var i kodemeddelelserne, antages at have æren for at 2. verdenskrig sluttede et år tidligere, end den ellers ville have gjort.


se - diskussion - historik


6. september
 
Hectors delfin

Hectors delfin er verdens mindste havdelfin. Den blev først opdaget i 1869 af en newzealænder, der hed Hector til efternavn. Hectors delfin er kun omkring 1,4 meter lang, og den vejer blot omkring 48 kilo. Hectors delfin er sjælden og findes kun i New Zealand hvor den er et nationalsymbol sammen med kiwifuglen.

Newzealænderne kalder delfinen for "Mickey Mouse Dolphin". Hectors delfin er en rigtig lille tyksakket tumling, som gerne leger i havoverfladen, og derfor kendes den også under navnene: "Puffing Pig" (Den tøffende gris) og "Dumpling dolphin" (Truntedelfinen).


se - diskussion - historik


7. september
 
New Zealands flag

New Zealand er lidt større end England. Landet består af to store øer, kaldet Nordøen og Sydøen. Fra nordspidsen af Nordøen til sydspidsen af Sydøen er der 1600 km. Landet ligger mellem 30 og 50 grader sydlig bredde, dvs. det ligger ret langt mod Sydpolen. Danmark ligger omkring 56 grader nordlig bredde, som er endnu tættere på den nordlige pol. New Zealand og Danmark ligger næsten præcis på hver sin side af kloden. Hvis man sætter sin finger ved Danmark på en globus, og en anden finger ved New Zealand, kan man holde globussen.


se - diskussion - historik


8. september
 
Michail Gorbatjov

Michail Sergejevich Gorbatjov (*2. marts 1931) var Sovjetunionens leder fra 1985 til 1991. Han blev født i landbrugsområdet Stavropol i det nordlige Kaukasus og studerede jura i Moskva, hvor han giftede sig med Raisa Maksimovna Titorenko (*1932 †1999) i 1956. Parret vendte tilbage til Stavropol-regionen, hvor Gorbachov nåede til tops i det lokale kommunistparti. I 1970 blev han partiformand i den nordkaukasiske region og fik medlemskab i den øverste sovjet.


se - diskussion - historik


9. september
 
Salten Langsø

Biodiversitet eller biologisk diversitet er en neologisme, som er lavet ud fra græsk ’’bios’’ = ”liv” + latin ’’diversus’’ = forskelligartet. Det vil sige: variationen i den levende natur. Diversitet rummer i sig en række forskellige niveau’er som f.eks. gener, arter, økosystemer. Det er dog ikke så enkelt at definere biodiversitet eller mål for biodiversitet.
Udtrykket har opnået udbredt anvendelse blandt biologer, miljøfolk, politikere og interesserede borgere over hele verden efter 1986. Det er faldet sammen med den øgede bekymring i løbet af de sidste årtier af det 20. århundrede over, at arter uddør.


se - diskussion - historik


10. september
 
Christian 4. af Danmark

Christian 4., søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg, konge af Danmark-Norge af oldenborgsk slægt fra 1588-1648. Efter faderens død i 1588 er Christian knap 11 år. Følgelig indsætter Rigsrådet en formynderregering bestående af 4 rigsrådsmedlemmer, og først i 1596 bliver den 19-årige Christian kronet til konge. Formelt er Christian 4. konge i 60 år - reelt i 52 år. Han får i alt 24 børn. Med Anna Kathrine, som han gifter sig med i 1597, får han seks børn, deriblandt den senere kong Frederik 3.


se - diskussion - historik


11. september

Terrorangrebet den 11. september 2001 var det værste terrorangreb i USA's histore. Fire passagerfly blev kapret på samme tid i luftrummet over USA. To af disse passagerfly blev fløjet direkte ind i World Trade Center i New York. Et passagerfly styrtede ned i USA's militære hovedkvarter i Pentagon. Det sidste passagerfly styrtede til jorden, højst sandsynlig efter at passagererne forsøgte at tage kontrollen med flyet fra terroristerne.


se - diskussion - historik


12. september
 
Ørestad Metro-station

Metroen består af 9 km af dobbelt-tunnel placeret mellem 25 og 33 meter under jorden.

I 1991 færdiggjorde en komité arbejdet med en trafikplan for Københavns centrum og området omkring. Denne plan indeholder beskrivelser af en forbindelse mellem de centrale dele af København og Amager øst for byen. Forbindelsen skulle sammenkæde det centrale København med både Øst- og Vestamager og således også den nye Ørestad og Københavns Lufthavn i Kastrup.

Med Ørestad bliver "New Town"-konceptet brugt for første gang i Danmark. Ideen er at bygge trafik-infrastrukturen før bygningerne i byen.


se - diskussion - historik


13. september
 
Vand

Vand er et kemisk stof, som er flydende ved stuetemperatur og under standardtryk. Det har den kemiske formel H2O, hvilket betyder, at ét molekyle vand er sammensat af to brintatomer og ét iltatom. Vand findes næsten overalt på jorden, og det er nødvendigt for alle kendte livsformer. Ca. 70% af jordens overflade er dækket af vand.


se - diskussion - historik


14. september
 
Elektrisk kondensator; principtegning.

Elektrisk kondensator er en elektronisk komponent, der er indrettet til at have en vis elektrisk kapacitet (fysisk størrelse som måles i farad) - en evne til (på kort sigt) at opbevare en vis mængde elektrisk ladning (elektrisk energi).

Groft sagt kan en kondensator sammenlignes med et opladeligt "batteri" (element) - en kondensator op- og aflades blot meget hurtigere og indeholder blot en forsvindende brøkdel af den elektriske energi der kan opbevares i et opladeligt element af tilsvarende rumlig størrelse.


se - diskussion - historik


15. september
 
Frihedsgudinden

Frihedsgudinden er en statue i New Yorks havn som byder velkommen fra søsiden. Statuen er en gave fra Frankrig. I Frankrig er der en mindre tilsvarende statue lavet af den samme kunstner.

Venskabet mellem USA og Frankrig blev under den Amerikanske revolution, forbedret, idet Frankrig hjalp amerikanerne mod briterne. Franskmændene hjalp amerikanerne med våben, skibe, penge og militær, uden denne hjælp havde de sikkert ikke fået deres frihed.


se - diskussion - historik


16. september
Martin Luther
Martin Luther

Martin Luther (10. november 1483 - 18. februar 1546) var en tysk kristen teolog og augustinsk munk der inspirerede den lutherske reformation og havde en dyb indflydelse på de protestantiske doktriner og andre kristne traditioner.

Martin Luther - der var søn af Hans Luther - var fra 13. juni 1525 gift med den tidligere nonne Katharina von Bora, der sammen med fem andre nonner havde forladt sit kloster Nimbschen syd for Leipzig i 1523, hvorefter de henvendte sig til Martin Luther i Wittenberg for at få hjælp.


se - diskussion - historik


17. september

Træbiologi er viden om træer. Alle træarter er nøje tilpasset livet i skoven. Træerne skaber selv skoven, men de er til gengæld også afhængige af den. Nogle arter optræder som pionerarter, der genskaber skovmiljøet for de andre, når skoven er forsvundet på grund af brand, jordskred, oversvømmelse, storme, sygdomme, skovning eller andre ulykker.

Når man af og til finder ensomme træer i landskabet, så er de altid kommet der på grund af menneskers indgreb. Enten er skoven omkring det enlige træ blevet fældet, eller også er træet blevet plantet på stedet. Eller som i gamle dage at græsningstrykket er så stort at alle de nye træer bliver spist.


se - diskussion - historik


18. september

Hall-effekten er et fænomen der optræder i samspillet mellem elektrisk strøm og et magnetfelt: Hvis der går en elektrisk strøm i en tynd leder eller halvleder som gennemkrydses af et magnetfelt, tvinges de ladningsbærende dele ud mod en af lederens sider: Dette skaber et elektrisk felt, og dermed også en vis elektrisk spænding på tværs af den gennemgående strøms retning.

Denne effekt blev opdaget af Dr. Edwin Hall i 1879, mens han stadigvæk var student.



se - diskussion - historik


19. september

Grauballemanden er det mest velbevarede moselig i verden. Han blev fundet i en mose nær Grauballe ved Silkeborg under tørvegravning den 26. april 1952. Han lå kun ca. en meter under overfladen og blev fundet ved at en tørvegraver, Tage Busk Sørensen, kom til at stikke sin skovl i hans ene skulderblad. Tørvegraveren kunne mærke det ikke var en trærod han havde ramt og undersøgte sagen nærmere. Frem fra tørven dukkede et moselig op, fantastisk velbevaret trods sin høje alder. Tørvegraverne kontaktede herefter professor P.V. Glob, og det blev ham der forestod udgravningen og det senere arbejde med Grauballemanden, som moseliget blev døbt.


se - diskussion - historik


20. september

Vadehavet er stærkt påvirket af tidevandet, der igen skyldes månens tiltrækningskraft. Tiltrækningskraften giver tidevandet en regelmæssig periode på 6 1/4 time mellem højvande og lavvande. Vejret indvirker også på tidevandet. Vind fra vest presser vand ind mod Vadehavskysten og forstærker højvandets effekt med op til 4 meter ved orkan.

Almindeligvis er forskellen på højvande og lavvande ved Ho Bugt ca. 1 1/2 meter. Tidevandet fører slik, der består af sand og organisk materiale, med sig ind til de lavlandede områder, vaderne, som oversvømmes af og til.



se - diskussion - historik


21. september

Ørernes funktion er at give adgang for høresansen og balancen, nogle af de basale sanser hos mennesket. Øret er opdelt i det ydre øre, mellemøret og det indre øre.

Det ydre øre opfanger lyde, og de fordybninger og folder, der findes i det ydre øre anvendes muligvis til retningsbestemmelse, når lyden kommer direkte forfra eller bagfra og der derfor ikke er forskel på lydtrykket imellem de to ører, eller forskel på hvornår lyden når frem. Efter det ydre øre ligger øregangen og for enden af denne sidder trommehinden. På den anden side af trommehinden er mellemøret. Mellemøret er et luftfyldt rum, hvor de tre øreknogler sidder - hammeren, ambolten og stigbøjlen.


se - diskussion - historik


22. september

Aggersborg (57°00’ N, 9°16’ Ø) er Danmarks største vikingeborg. Aggersborg ligger i Han Herred, ved Aggersund på nordsiden af Limfjorden.

Borgen har en indre diameter på 240 meter, og hele anlægget er langs voldgravens yderkant 288 meter bredt. Anlægget er svært at datere, da der under det ligger en landsby med grubehuse og langhuse fra germansk jernalder. Men det er formentlig bygget nogenlunde samtidig med de andre trelleborge - højst sandsynligt omkring år 980 da Harald Blåtand og/eller Svend Tveskæg regerede landet.


se - diskussion - historik


23. september

En regnbue er et optisk fænomen; en "lyseffekt" som skabes på himlen når lys fra Solen rammer små vanddråber i luften, f.eks. faldende regn. Sådan nogle svævende vanddråber har facon omtrent som en kugle - jo mindre de er, desto mere perfekt kugleform har de. Disse kuglerunde dråber bryder, eller "afbøjer", lyset på samme måde som et optisk prisme; ved en proces der kaldes refraktion. Og der ud over opfører indersiden af dråbernes overflader sig til en vis grad som små spejle.


se - diskussion - historik


24. september

Gajus Julius Cæsar (*12. juli 100 f.Kr. - †15. marts 44 f.Kr.) var en romersk militær leder og diktator. Han erobrede Gallien i Frankrig og udbredte det romerske imperium helt til Atlanterhavskysten, en bedrift hvis konsekvenser er tydelige helt op til i dag. Cæsars militære bedrifter er dog kun kendt fra hans egne rapporter til senatet. Rapporterne skulle begrunde at han fortolkede sine ordrer meget bredt. Hans grundlæggelse af en regering under det første triumvirat endte den romerske republik. Han blev senere diktator på livstid og udarbejdede mange reformer, både sociale og politiske. Reformarbejdet blev brat stoppet da han blev myrdet.


se - diskussion - historik


25. september

Guldhornene var et dansk nationalklenodie bestående af to horn, et kort og et langt. Hornene blev fundet enkeltvis i to omgange. Kirsten Svendsdatter fandt det lange guldhorn den 20. juli 1639 og den 21. april 1734 blev det korte horn fundet af Erich Lassen. Begge horn blev fundet på en mark ved Gallehus nær Møgeltønder i Sønderjylland.

Guldhornene vakte opsigt og oldforskeren Ole Worm udgav allerede i 1641 en afhandling om det lange horn. Hornene blev stjålet om aftenen den 4. maj 1802 af Niels Heidenreich, en fattig guldsmed og urmager.


se - diskussion - historik


26. september

Kulhydrater er en stor gruppe af organiske stoffer i biokemi og er en af de primære biologiske måder at oplagre eller hente energi kemisk, andre former er fedt og proteiner.

I autotrofe organismer, f.eks. planter, bliver sukker omdannet til og oplagret i stivelse. I heterotrofe organismer, f.eks. dyr, bliver sukker anvendt til metabolsk brændsel.

Kulhydrater dannes primært af planter og alger ved fotosyntese. I fotosyntesen omdannes kuldioxid og vand, ved hjælp af energi fra sollys, til kulhydrater.


se - diskussion - historik


27. september

Galnebær (Atropa bella-donna), er en plante af natskygge-familien ligesom kartoffelplanten. Den er naturligt hjemmehørende i Danmark, men sjælden. Galnebær blomstrer med lyserødt-brunlige klokkeformede blomster, der senere danner store, runde, sorte og glinsende bær mellem 1 1/2 - 2 cm i diameter.

Galnebær er en af de få virkeligt dødeligt giftige planter i Danmark. Nogen få mener bærrene i gamle dage var en ingrediens i vikingernes berserker-drik, og måske kommer plantens navn - "galnebær" derfra.


se - diskussion - historik


28. september

Uroksen (Bos primigenius) er en uddød okseart, der ligger meget tæt på stamformen til vores tamkvæg. Uroksen var et vigtigt byttedyr for fortidens mennesker, den er afbildet på farvestrålende hulemalerier i Lascaux og Livernon i Frankrig, og det tidligste billede af mennesker i Danmark er en tegning ridset ind i en urokseknogle. Knoglen, der er fundet i en mose ved Jystrup nær Ringsted, er ca. 10.000 år gammel.

Lørdag d. 20. december 2003 blev der sat en flok "urokser" ud i den nyoprettede naturpark Lille Vildmose. Det er målet med kvæget i Lille Vildmose at udføre naturpleje i hele området og samtidig ved tilbageavl i europæisk regi at skabe en kvægrace, der ligger så tæt som muligt på den oprindelige urokse, både i udseende, fysiologi og adfærd.


se - diskussion - historik


29. september

En stjerne består primært af en stor mængde brint og helium, som ved fusion omdannes til tungere grundstoffer. I fusionsprocessen dannes store mængder energi, der bl.a. resulterer i udsendelse af synligt lys fra en stjernes overflade. Et eksempel er vores sol.

Alle stjerner »fødes« af skyer af interstellar gas, primært brint, som trækker sig sammen på grund af interne tyngdekræfter. Til at starte med er disse skyer ganske tynde, men når først kollapset er sat i gang (astronomerne har endnu ikke klarhed over hvad der udløser det), stiger tryk, tæthed og temperaturer. Er der brint nok, nåes det punkt, hvor de centrale dele er varme og tætte nok til at sætte gang i fusionsprocesser i den nye stjernes centrale dele.


se - diskussion - historik


30. september

Hættemågen er Danmarks mest almindelige måge. Den er endvidere udbredt i resten af Europa, Asien og i kystegne i det østlige Canada. Hovedparten af bestanden er trækfugle, der trækker mod syd om vinteren, men enkelte af hættemågerne er standfugle. De danske hættemåger trækker i juli typisk til Vesteuropa (enkelte helt til Nordafrika) for at fælde og overvintre.

Bestanden i Danmark blev i 1960'erne opgjort til cirka 400.000 par. Efterfølgende er denne bestand faldet kraftigt. Et lignende fald er set i Sverige, hvor der er sket en halvering af bestanden.


se - diskussion - historik