Ateisme

egenskab der udtrykkeligt benægter eksistensen af guder
(Omdirigeret fra Ateist)

Ateisme er afvisning af eller fravær af tro på en eller flere guder. Der findes flere former for ateisme, blandt andet agnostisk ateisme, gnostisk ateisme, implicit ateisme og eksplicit ateisme.

Ateisme er ofte symboliseret med et stort A.
Atheism.png

Udtrykket ateist har været brugt om både ikke-tro og forkert tro (heterodoksi)[1]. Det blev oprindeligt brugt som en nedsættende betegnelse for enhver, der var i konflikt med etableret religion[2]. Med udbredelsen af fritænkning, videnskabelig skepticisme og religionskritik har begrebet ”ateisme” fået en mere specifik mening og bliver i højere grad brugt af ateisterne selv. Der er i denne forbindelse sket en udvikling fra en aktiv definition af begrebet (afvisning af eller afstandtagen fra Gudstro) til en mere passiv definition (fravær af Gudstro, ikke-tro).

Der er dødsstraf for ateisme i Afghanistan, Saudi Arabien, Pakistan, Iran, Sudan, Mauretanien og Maldiverne[3].

DefinitionerRediger

Der er uenighed om, hvordan ateisme bedst defineres [4][5]. Der strides om, hvilken overnaturlig størrelse, der afvises tro på. I den vestlige verden er ateisme ofte beskrevet af kristne og fra et kristent perspektiv, hvor ateisme beskrives som et trossystem, der benægter eksistensen af Gud. Der er således tale om en afvisning af Guds (i modsætning til en guds) eksistens. Med hensyn til de fænomener der afvises, kan ateisme dække over alt fra afvisningen af eksistensen af guddomme, til afvisningen af eksistensen af en hvilken som helst spirituel, overnaturlig eller transcendent størrelse, for eksempel onde ånder.[6]

Der er sket en historisk udvikling fra, at "ateist" er noget, man ikke ønsker at blive kaldt, endsige kalde sig selv,[7] til den kompromisløse Ny Ateisme [8] [9]. Nogle grupper, især med rødder i den tidlige ateisme, identificerer sig som sekulære humanister, med fokus på menneskelige værdier skabt af mennesker. [10]

Der findes grupper, der lægger mindre vægt på spørgsmålet om tro på guder, og mere vægt på ideer om filosofi, videnskab og politik. I nyere tid er grupper som Brights og Ateisme Plus forsøgt lanceret. Brights har fokus på videnskab,[11] [12] mens Ateisme Plus har fokus på sociale spørgsmål,[13] begge dog uden større succes. I den satiriske ende er både pseudoreligionen om Det Flyvende Spaghettimonster og Church of Satan i opposition til etablerede religioner.

Teisme, agnosticisme og ateismeRediger

En klassisk måde at definere ateisme på har bestået i at skelne mellem teisme, agnosticisme og ateisme. Denne tredeling optræder på en skala med to yderpunkter: teisme, som er troen på at der eksisterer en Gud, og ateisme, som er troen på at der ikke eksisterer en Gud.[14] Midt imellem disse placeres agnosticisme, som er den opfattelse, at det ikke er muligt at vide noget om Guds eksistens eller ikke-eksistens.[15] [16]

 

Denne tredeling er blevet kritiseret, fordi den samme skala både behandler spørgsmålet om tro og spørgsmålet om viden. Teisme og ateisme har at gøre med tro, mens agnosticisme har at gøre med viden (hævdelse af viden). Agnosticisme går netop ud på, at det ikke er muligt at få viden om Guds eksistens eller ikke-eksistens.[17]

Det vil være mere korrekt at lave to skalaer, én for tro og én for viden, siger disse kritikere. Man kan således lave en vandret skala gående fra teisme til ateisme, samt en lodret skala gående fra gnosticisme til agnosticisme. Gnosticisme står i denne sammenhæng for det standpunkt, at man hævder at vide, at Gud eksisterer - eller hævder at vide, at Gud ikke eksisterer. Agnosticisme står derimod for det standpunkt, at man ikke hævder at vide noget om Guds eksistens. ”Gnosticisme” må ikke forveksles med oldtidens gnostiske bevægelse; men begge udspringer af det græske ord gnōsis, der betyder "erkendelse". [18]

Teisten kan både være gnostiker og agnostiker, og ateisten kan ligeledes både være gnostiker og agnostiker. Teisten kan være gnostiker i den forstand, at vedkommende hævder at vide – er overbevist om - at Gud eksisterer. Teisten kan også være agnostiker i den forstand, at vedkommende godt nok tror, at Gud eksisterer, men ikke er fuldstændig overbevist om det.

Omvendt kan ateisten være gnostiker: Vedkommende hævder at vide med absolut sikkerhed, at Gud ikke eksisterer. Ateisten kan også være agnostiker: Vedkommende tror ikke på, at Gud eksisterer, men hævder ikke at vide det.[19]

 

Andre har forsøgt at forene de to skalaer til én skala, der illustrerer den varierende grad af sikkerhed, man har med hensyn til sin tro. De lader den gnostiske teist og den gnostiske ateist repræsentere de to yderpunkter på skalaen. Gnostikerne er helt sikre på, at deres tro på Guds eksistens (eller ikke-eksistens) er sand. Den sikkerhed har agnostikerne ikke. Skalaen går således fra sikkerhed over usikkerhed til sikkerhed, begyndende med den gnostiske teist, gående over den agnostiske teist og den agnostiske ateist, og afsluttende med den gnostiske ateist[20]

 

Richard Dawkins har opstillet en skala, der illustrerer den varierende grad af sandsynlighed, som mennesker vurderer der er for Guds eksistens eller ikke-eksistens. Han lader de to yderpunkter repræsentere den højeste grad af sandsynlighed. Der er tale om en glidende skala, men Dawkins nævner syv milepæle:

  1. 100 procents sandsynlighed for Guds eksistens. Stærk teist. Med C.G. Jungs ord: ”Jeg tror ikke, jeg ved .”
  2. Meget høj sandsynlighed, men ikke 100 procent. De facto teist. ”Jeg kan ikke vide det sikkert, men jeg tror stærkt på Gud og lever mit liv på den antagelse, at han er der.”
  3. Højere end 50 procent, men ikke særlig høj. Teknisk agnostiker, men hælder mod teisme. ”Jeg er meget usikker, men jeg er tilbøjelig til at tro på Gud.”
  4. Præcis 50 procent. Fuldstændig upartisk agnostiker. ”Guds eksistens og ikke-eksistens er præcis lige sandsynlige.”
  5. Mindre end 50 procent, men ikke særlig lav. Teknisk agnostiker, men hælder mod ateisme. ”Jeg ved ikke, om Gud eksisterer, men jeg er tilbøjelig til at være skeptisk.”
  6. Meget lav sandsynlighed, men ikke nul. De facto ateist. ”Jeg kan ikke vide det sikkert, men jeg tror, at Gud er meget usandsynlig, og jeg lever mit liv på den antagelse, at han ikke er der.”
  7. 0 procents sandsynlighed. Stærk ateist ”Jeg ved, at der ikke er nogen Gud, med den samme overbevisning som Jung ’ved’, at der er en Gud.”[21]

 

Dawkins siger, at der er mange mennesker, der vil placere sig selv i kategori 1. Det ligger nemlig i troens væsen, at man er i stand til, som Jung, at have en overbevist tro uden en tilstrækkelig videnskabelig grund til at have den. Ateister har derimod sjældent en sådan tro. Derfor er der ikke tilsvarende mange mennesker i kategori 7. Ateister lader sig lede af fornuften, og fornuften alene kan ikke føre én til en overbevisning om, at noget ikke eksisterer, siger Dawkins.[22]

Implicit ateisme og eksplicit ateismeRediger

En anden måde at definere forskellige ateismeformer på, er ved at se på den grad af bevidsthed, der er forbundet med ateismen. Derved fremkommer der to hovedformer: implicit ateisme og eksplicit ateisme.

Implicit ateisme er fravær af tro på Guds eksistens uden en bevidst forkastelse af denne tro. Det gælder for eksempel de voksne, der aldrig har hørt om en gud, og de voksne, der aldrig har tænkt nærmere over ideen om en gud.

Det er påstået, at denne form for ateisme også findes hos nyfødte børn. Så langt tilbage som i 1772 sagde Baron d'Holbach: "Alle børn er født ateister; de har ingen forestilling om Gud".[23] Ligeledes sagde George H. Smith i 1974: "Den mand, der ikke har kendskab til teisme, er en ateist, fordi han ikke tror på en gud. Denne kategori ville også indbefatte et barn med den forestillingsmæssige kapacitet til at begribe de involverede problemstillinger, men som stadig er uvidende om disse. Det faktum, at dette barn ikke tror på Gud, kvalificerer det som en ateist".[24] Smith introducerede termen implicit ateisme som dækkende "fraværet af teistisk tro uden en bevidst afvisning af den" og eksplicit ateisme om den mere almindelige definition af bevidst vantro.

I den vestlige civilisation er den betragtning, at børn fødes som ateister, relativt ny. Før det 18. århundrede var eksistensen af Gud så accepteret i den vestlige verden, at blot muligheden for sand ateisme var betvivlet. Dette kaldes teistisk innatisme – den opfattelse, at alle mennesker tror på Gud fra fødslen. Inden for dette synspunkt er ateisme fornægtelse.

Eksplicit ateisme omfatter enhver bevidst forkastelse af troen på Guds eksistens. Der findes forskellige former for eksplicit ateisme: anti-teisme, teoretisk ateisme og pragmatisk ateisme.

AntiteismeRediger

Antiteisme eller militant ateisme er et udtryk der bruges, oftest negativt, om opposition til eller udtalt modstand mod teisme og religion.[25] Det dækker blandt andet den opfattelse, at religiøse og teistiske overbevisninger er skadelige og bør kasseres til fordel for humanisme og rationalisme.

I det 20. århundrede begyndte den "ny ateisme" at tale om ateisme og religion. Den er ofte motiveret af en følelse af moralsk bekymring og endda harme over virkningerne af religiøs overbevisning på den globale scene [26]. I spidsen for den ny ateisme står forfattere og aktivister som Sam Harris, Richard Dawkins, Daniel Dennett og Christopher Hitchens. Den ny ateisme er kendetegnet ved en til tider provokende og kompromisløs fremgangsmåde, ofte med henvisning til, at empirisk videnskab er det eneste (eller i det mindste det bedste) grundlag for ægte viden om verden, og at en tro kun er epistemisk berettiget, hvis den er baseret på evidens.[8]

Teoretisk ateismeRediger

 
Epikur tilskrives den første forklaring af det ondes problem. David Hume citerede Epikur i opstillingen af argumentet som en række spørgsmål: Er Gud villig til at forhindre ondskab, men ikke i stand til det? - Da er han afmægtig. Er han i stand til det, men ikke villig? - Da er han ondskabsfuld. Er han både i stand til det og villig? - Hvorfra kommer så ondskab?[27]

Teoretisk ateisme argumenterer mod eksistensen af guder og har svar på typiske teistiske argumenter. For eksempel argumenterer den, at de kvaliteter, som teologer ofte tilskriver guder, er selvmodsigende; f.eks. karaktertræk som retfærdighed (den skyldige straffes i overensstemmelse med forbrydelsen) og barmhjertighed (den skyldige straffes mindre end i forhold til forbrydelsen).[28]

Problemet med ondskab (også kaldet teodicéproblemet) er også et argument af denne type, hvor det påpeges, at forestillingen om en alvidende, almægtig og kærlig Gud ikke er forenelig med en verden, hvor der er ondskab og lidelse, og hvor guddommelig kærlighed er skjult for mange.[29] Et lignende argument tillægges Siddhartha Gautama (Buddha), som grundlagde buddhismen.[30]

Et teistisk argument, som den teoretiske ateisme også har svar på, er Blaise Pascals argument Pascals væddemål. Dette argument lyder som følger: Hvis man vælger at satse på, at Gud eksisterer, så vinder man alt, hvis man har ret, og mister intet, hvis man har uret. Hvis man derimod vælger at satse på, at Gud ikke eksisterer, så vinder man intet, hvis man har ret, og mister alt, hvis man har uret.

Kritikken af dette argument går ud på, at der er tale om en falsk dikotomi, et falsk dilemma, da der findes andre guder end den kristne Gud, man kan forholde sig til, for eksempel den muslimske Gud Allah. Også islam lover evig salighed, hvis man er troende, og lover straf i helvede, hvis man er vantro. Pascals argument er derfor et lige så godt argument for islam, som det er for kristendommen. Tilmed er argumentet en cirkelslutning, idet argumentets konklusion (Man vinder alt) er en underforstået præmis i argumentet (Gud er den, der sørger for, at man vinder alt ved at tro på ham).

Pragmatisk ateismeRediger

Pragmatisk ateisme går ud på at leve som om, der ingen guder var, og forklare naturlige fænomener uden at ty til noget guddommeligt som årsag. Eksistensen af guder benægtes ikke, men de betegnes som unødvendige eller irrelevante. Guder bidrager ifølge dette synspunkt hverken til at forklare meningen med livet eller til at forklare fænomener i dagligdagen. Almindeligvis involverer pragmatisk ateisme en accept af naturalisme og naturvidenskab.[31] Alternativt argumenterer den for det synspunkt, at mennesket ikke kan kende til eller udtale sig om eksistensen af en gud, og at man dermed er nødt til at forholde sig agnostisk til alle spørgsmål om guder (også kaldt det epistemologiske argument).

Den græske filosof Protagoras mente, at mennesket er udgangspunktet for alle perspektiver på moral og etik, og at der ikke findes universelle sandheder (relativisme). Konsekvensen heraf er, at der ikke er nogen guder. Denne form for ateisme foretrækker menneskelighed som den absolutte kilde til etik og værdier og tillader individer at løse moralske problemer uden hjælp fra guder eller hellige skrifter. Marx, Nietzsche, Freud og Sartre brugte alle dette argument.

HistorieRediger

Selv om termen ateisme først opstod i 1500-tallet i Frankrig, ses ideer, som i dag vil blive opfattet som ateistiske, allerede hos antikken og i den vediske religion. Indiske filosofier, der normalt regnes som ateistiske, inkluderer klassisk Samkhya og Purva Mimamsa. En afvisning af en personlig skaber ses også i Jainisme og Buddhisme i Indien.[32]

 
I Platons Apologi blev Sokrates anklaget af Meletus for ikke at tro på guder.

Vestlig ateisme har sine rødder i græsk filosofi, men udviklede sig først til et specifikt verdenssyn sidst i oplysningstiden.[33] Den græske filosof Diagoras fra det 5. århundrede f.Kr. er kendt som den "første ateist".[34] Han kritiserede både religion og mystik kraftigt. Den græske politiker og forfatter Kritias så på religion som en menneskelig opfindelse, der blev brugt til at skræmme folk til at følge en bestemt moralsk linje.[35] Den græske filosof Demokrit forsøgte at forklare verden udelukkende ved hjælp af fysiske argumenter, uden at referere til det spirituelle eller mystiske. Andre prominente ateistiske filosoffer var Prodikos, Protagoras, Theodorus[36] og Straton af Lampsakos.[37]

Sokrates (471–399 f.Kr.) blev anklaget for impietet (mangel på respekt for guderne/hvad der er helligt), fordi han stillede spørgsmålstegn ved statens guder (se Eutyfrons dilemma).[38] Selv bestred han rigtigheden af anklagen om, at han var en "komplet ateist".[39] Han sagde, at han ikke kunne være ateist, da han troede på ånder og bad til forskellige guder.[40][41][42] Alligevel blev han til sidst dømt til døden.

Euhemeros (330–260 f.Kr.) forfægtede det synspunkt, at guderne var guddommeliggjorte herskere, erobrere og grundlæggere fra fortiden, og at dyrkelsen af dem i essensen var en fortsættelse af forsvundne kongedømmer og tidligere politiske strukturer.[43] Selv om han ikke var fuldstændig ateist af overbevisning, blev han kritiseret for at have "spredt ateisme over hele den beboede klode ved at tilintetgøre guderne".[44]

Epikur (341–270 f.Kr.) bestred mange religiøse doktriner som eksistensen af livet efter døden og en personlig gud; han anså sjælen for at være rent materiel og dødelig. Mens epikuræismen ikke underkendte eksistensen af guder, mente Epikur, at hvis de eksisterede, var de ligeglade med menneskeheden.[45]

Den romerske digter Lukrets (99–55 f.Kr.) var enig i, at hvis der var guder, bekymrede de sig ikke om menneskeheden og var ude af stand til at påvirke verden. Derfor mente han, at menneskeheden ikke skulle frygte det overnaturlige. Han fremstillede sine epikuræiske synspunkter om sjælen, dødelighed og religion i De rerum natura ("Om naturen")[46][47], som gjorde Epikurs filosofi populær i Antikkens Rom.[48]

Betydningen af "ateist" ændrede sig i løbet af antikken. De tidlige kristne blev kaldt ateister, fordi de ikke ville ofre til de lokale guder[49]; en handling, der skabte frygt hos befolkningen, der frygtede gudernes straf for de manglende ofringer. I det romerske rige blev de kristne henrettet for blasfemi, fordi de ikke tilbad de romerske guder og ikke deltog i kejserdyrkelsen. Da kristendommen blev den officielle religion i Rom, var det de ikke-kristnes tur til at blive henrettet for at tilbede falske guder, for kætteri.[50]

I Middelalderens Europa var tilslutningen til ateistiske holdninger sjælden. Enhver religiøs opfattelse, som kirken fandt afvigende, kunne straffes med døden. Kirken havde en specifik institution, der havde til opgave at opspore og dømme forkert troende: inkvisitionen.

Under renæssancen begyndte der at lyde kritik af kirken, en kritik der bl.a. mundede ud i reformationen og senere oplysningstiden, hvor flere og flere europæiske filosoffer fik et videnskabeligt verdenssyn. Det var også under renæssancen, at ordet ateist anvendtes[51] som et nedsættende udtryk for en, der benægter Gud; en fortolkning der stadig findes blandt teister. Man kan stadig finde opslagsværker, som omtaler ateisme som afvisning af Gud.[52]

Renæssancen gjorde meget for fritænkning og skeptiske undersøgelser: Leonardo da Vinci eksperimenterede for at forklare naturfænomener, og han afviste argumenter fra religiøse autoriteter. Andre kritikere af religion og kirke var Niccolò Machiavelli, Bonaventure des Périers og François Rabelais.[53]

I oplysningstiden blev det mindre farligt ikke at tro på Gud, takket være den øgede sekularisering af samfundet. Det var dog usædvanligt at kalde sig ateist, da det stadig var forbundet med en alvorlig stigmatisering [7]. Encyklopædien fra 1751 beskriver ateisme som "Opfattelsen hos dem der fornægter Guds eksistens i verden. Det simple manglende kendskab til Gud konstituerer ikke ateisme. For at kunne blive beskyldt med den frastødende titel ateist må man have begreb om Gud og have afvist det." Ikke overaskende var det de færreste, der kaldte sig ateister, og de var henvist til at kalde sig deister eller panteister, heriblandt var en lang række af tidens tænkere som Denis Diderot, Rousseau, David Hume, Adam Smith, Benjamin Franklin og naturligvis Voltaire.

I det 20. århundrede opstod den ateistiske eksistensfilosofi[54]. Filosofferne Jean-Paul Sartre og Albert Camus begyndte at undersøge, hvordan mennesket kan leve uden Gud. De stod for eksistentialistisk nihilisme, som er det filosofiske standpunkt, at livet ikke har nogen objektiv betydning eller værdi, og at kun de fysiske love bestemmer vores eksistens. De afviste dermed også, at den menneskelige eksistens har en apriorisk værdi eller et højere formål. Så længe man er til, kan man lige så godt skabe sin egen mening med tilværelsen, sagde de.

DemografiRediger

At vurdere antallet af ateister er problematisk, fordi definitionen af begrebet er uhomogen. Dermed har udformningen af spørgsmål i en undersøgelse stor betydning for resultatet. Mange, der objektivt kvalificerer sig til at være ateister, identificerer sig ikke nødvendigvis som sådanne. Nogle kan have en ateistisk religion, andre kalder sig måske agnostikere eller ikke-troende i stedet.

Undersøger man for eksempel religiøst tilhørsforhold (officielt oplyst), er antallet af ateister i Danmark under 1% (i verden er det 2%),[55] men undersøger man personlig overbevisning, er antallet 72%.[56]

EtymologiRediger

 
Det græske ord αθεοι (atheoi) som det fremstår i Paulus' Brev til EfesernePapyrus 46 fra starten af det 3. århundrede. Det oversættes normalt til dansk som "[de som er] foruden Gud".[57]

Ordet "ateisme" kommer af det oldgræske ord atheos (ἄθεος), "gud" (theos) og præfikset a- som udtrykker negation eller fravær.

Særlig kom ordet i tiden omkring det 5. århundrede fvt. til at betegne en mere bevidst, aktiv gudløshed, hvor det fik bibetydninger af "at afskære forbindelsen med guderne" eller "fornægte guderne", i stedet for de tidligere konnotationer af asebēs (ἀσεβής), dvs. "ugudelig". Moderne oversættelser af klassiske græske tekster gengiver nogle gange atheos som "ateistisk". Som et abstrakt navneord fandtes også atheotēs (ἀθεότης), "gudløshed" eller "ateisme". Cicero translittererede det græske ord til det latinske atheos. Udtrykket blev hyppigt brugt i debatten mellem urkristne og hellenister, hvor begge parter gav modparten denne nedsættende betegnelse.[2]

ReferencerRediger

  1. ^ Stanley, Thomas (1687). The history of philosophy 1655–61. quoted in Oxford English Dictionary. An Atheist is taken two ways, for him who is an enemy to the Gods, and for him who believeth there are no Gods. 
  2. ^ a b Drachmann, A. B. (1977). Atheism in Pagan Antiquity. Chicago: Ares Publishers. ISBN 0-89005-201-8. Atheism and atheist are words formed from Greek roots and with Greek derivative endings. Nevertheless they are not Greek; their formation is not consonant with Greek usage. In English words ungodly and ungodliness correspond rather closely. In exactly the same way as ungodly, "ateist" was used as an expression of severe censure and moral condemnation; this use is an old one, and the oldest that can be traced. Not till later do we find it employed to denote a certain philosophical creed. ("an unchanged reprint of the 1922 edition") 
  3. ^ Gudsfornægtere bliver forfulgt
  4. ^ religioustolerance.org's korte artikel om definitioner af begrebet antyder, at der ikke er konsensus om dets definition. De fleste ordbøger (se OneLook-søgning på "atheism") lister først en af de mindre brede definitioner.
  5. ^ "what is atheism?". Hentet 2015-05-06. Older dictionaries define atheism as "a belief that there is no God." Some dictionaries even go so far as to define Atheism as "wickedness," "sinfulness," and other derogatory adjectives. Clearly, theistic influence taints dictionaries. People cannot trust these dictionaries to define atheism. The fact that dictionaries define Atheism as "there is no God" betrays the (mono)theistic influence. 
  6. ^ Britannica (1992). "Atheism as rejection of religious beliefs". Encyclopædia Britannica (15 udgave). 1: 666. 0852294735. Hentet 2006-10-27. 
  7. ^ a b Formey, Yvon (1751). "ATHEISME". Encyclopédie, ou dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers. 1. s. 815. Hentet 2016-04-25. For at være ansvarlig for den afskyelige titel ateisme , skal man have begrebet Gud, og afvise det. 
  8. ^ a b "The New Atheists". Hentet 2016-04-24. They believe empirical science is the only (or at least the best) basis for genuine knowledge of the world, and they insist that a belief can be epistemically justified only if it is based on adequate evidence. 
  9. ^ "New Atheism". Hentet 2016-04-25. New Atheism is a contemporary intellectual movement uniting outspoken atheists. 
  10. ^ "Gads religionsleksikon - humanisme". Hentet 2016-04-24. Humanismen opstod i Europa fra slutningen af 1700-tallet, efter at kristendommens monopol som ideologisk forklaringsmodel ikke længere var en realitet, og den er stærkt inspireret af renæssance- og oplysningsidealer. 
  11. ^ "Brights Movement". Hentet 2016-04-24. As a consequence "The Brights Movement" is naturally open to anyone who has a rationalistic or naturalistic worldview. It is essentially an attempted re-branding of atheism, with a silly and somewhat embarrassing name intended to give atheism a positive spin. 
  12. ^ "Who are The Brights?". Hentet 2016-04-24. All of us have a naturalistic worldview, free of supernatural or mystical elements. A Bright's ethics and actions are based on a naturalistic worldview. 
  13. ^ "Atheism Plus". Hentet 2016-04-24. in general it was intended to be a subset of the atheism movement that attempted to unite atheists who wish to use their shared atheist identity as a basis for addressing political and social issues and engaging in related activism. Its scope was intended to go beyond the question of (non-)belief to address additional issues, including critical thinking, skepticism, social justice, feminism, anti-racism, and combating homophobia and transphobia. 
  14. ^ Julian Baggini: Atheism: A very short introduction, s.3
  15. ^ Erin Long-Crowell: Religious Views: Atheisme, Agnosticism & Theism [1]
  16. ^ "Ateisme". Hentet 2014-05-31. 
  17. ^ Politikens filosofileksikon, s.19
  18. ^ Politikens filosofileksikon, s.259-60
  19. ^ Troels Just: Teisme, ateisme, gnosticisme, agnosticicme [2]
  20. ^ How many ways can someone say ”not religious”?, Worldbeliefs.Blog, january 10, 2018 [3]
  21. ^ Richard Dawkins: The God Delusion, s. 73
  22. ^ Richard Dawkins: The God Delusion, s. 74
  23. ^ Eller, David (2004). Natural Atheism. s. p 12. All humans are born Atheists. No baby born into the world arrives with specific religious beliefs or knowledge. Such beliefs and knowledge must be acquired, which means that they must first exist before and apart from the new life and that they must be presented to and impressed on the new suggestible mind—one that has no critical apparatus and no alternative views of its own. 
  24. ^ George H. Smith: The Case against God, s. 14
  25. ^ "Antitheism". Hentet 2016-05-12. Antitheism, also known pejoratively as "militant atheism" (despite having nothing to do with militancy) is the belief that theism and religion are harmful to society and people, and that even if theistic beliefs were true, they would be undesirable. Antitheism, which is often characterized as outspoken opposition to theism and religion, asserts that religious and especially theistic beliefs are harmful and should be discarded in favor of humanism, rationalism, science and other alternatives. 
  26. ^ "The New Atheists". Hentet 2016-04-24. Reviewers have noted that these authors tend to be motivated by a sense of moral concern and even outrage about the effects of religious beliefs on the global scene. 
  27. ^ David Hume. Dialogues Concerning Natural Religion. Project Gutenberg (e-text). 
  28. ^ Various authors. "Logical Arguments for Atheism". Internet Infidels, The Secular Web Library. Hentet 9. april 2007.
  29. ^ Drange, Theodore M. (1996). "The Arguments From Evil and Nonbelief". Internet Infidels, Secular Web Library. Hentet 18. april 2007.
  30. ^ V.A. Gunasekara, The Buddhist Attitude to God. "The Buddha argues that the three most commonly given attributes of God, viz. omnipotence, omniscience and benevolence towards humanity cannot all be mutually compatible with the existential fact of dukkha."
  31. ^ Oversættelse af det engelske tacit adoption or assumption of philosophical naturalism within scientific method with or without fully accepting or believing it." fra Schafersman, Steven D. "Naturalism is an Essential Part of Science and Critical Inquiry". Conference on Naturalism, Theism and the Scientific Enterprise. Department of Philosophy, The University of Texas. Februar 1997. Revideret maj 2007. Hentet 9. april 2007.
  32. ^ Joshi, L.R. (1966). "A New Interpretation of Indian Atheism". Philosophy East and West. 16 (3/4): 189-206. doi:10.2307/1397540. 
  33. ^ Baggini 2003, s. 73–74. "Atheism had its origins in Ancient Greece but did not emerge as an overt and avowed belief system until late in the Enlightenment."
  34. ^ Solmsen, Friedrich (1942). Plato's Theology. Cornell University Press. p 25.
  35. ^ "religion, study of". (2007). I Encyclopædia Britannica. Hentet d. 2. april 2007.
  36. ^ Diogenes Laërtius, The Lives and Opinions of Eminent Philosophers, ii
  37. ^ Cicero, Lucullus, 121. in Reale, G., A History of Ancient Philosophy. SUNY Press. (1985).
  38. ^ "Atheism". The Columbia Encyclopedia, Sixth Edition. Columbia University Press. 2005. Arkiveret fra originalen 4. november 2006. Hentet 2007-04-12. 
  39. ^ Brickhouse, Thomas C.; Nicholas D. Smith (2004). Routledge Philosophy Guidebook to Plato and the Trial of Socrates. Routledge. s. p. 112. ISBN 0415156815.  Han argumenter for at påstanden om at han er en fuldstændig ateist modstrider andre dele af anklagen om at han introducerede "nye guddomme".
  40. ^ The Republic
  41. ^ Apology
  42. ^ The Dialogues of Plato, vol. 1 [387 AD
  43. ^ Dele af Euhemeros' værker i Ennios' latinske oversættelse er blevet bevaret i kirkefædrenes skrifter (af Laktantios og Eusebios af Caesarea), som alle er baseret på tidligere dele i Diodoros 5,41–46 & 6.1. Vidnesbyrder, især i kontekst af polemisk kritik, er blevet fundet fx i Kallimachos, Hymne til Zeus 8.
  44. ^ Frit oversat fra engelsk Plutarch, Moralia—Isis and Osiris 23
  45. ^ BBC. "Ethics and Religion—Atheism". bbc.co.uk. Hentet 12. april 2007. 
  46. ^ "TITVS LVCRETIVS CARVS". Hentet 2014-06-12. 
  47. ^ On the Nature of Things by Lucretius, frit tilgængelig på Project Gutenberg Book I, "Substance is Eternal". Oversat til engelsk af W.E. Leonard. 1997. Hentet d. 12. april 2007.
  48. ^ Julius Cæsar (100–44 fvt), som hældte betydeligt mod epikuræisme, afviste også ideen om et liv efter døden, som fx førte til hans appel mod dødsstraffen i retssagen mod Catilina, hvor han talte mod den stoiske Cato (jf. Sallust, The War With Catiline, Cæsars tale: 51.29 & Catos svar: 52.13).
  49. ^ Catholic Encyclopedia (1913)/Atheism" i Catholic Encyclopedia fra 1913
  50. ^ Maycock, A. L. og Ronald Knox (2003). Inquisition from Its Establishment to the Great Schism: An Introductory Study. ISBN 0-7661-7290-2.
  51. ^ Martiall, John (1566). "English recusant literature, 1558–1640". A Replie to Mr Calfhills Blasphemous Answer Made Against the Treatise of the Cross. 203. s. 51. 
  52. ^ "ateisme". Hentet 2014-06-12. ateisme, afvisning af eksistensen af en personlig gud eller et højere styrende princip. 
  53. ^ Stein, Gordon (Ed.) (1980). "The History of Freethought and Atheism Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine". An Anthology of Atheism and Rationalism. New York: Prometheus. Hentet d. 3. april 2007.
  54. ^ Gudløs eksistensfilosofi Anders Dræby Sørensen, udgivet af Statsbiblioteket 2016. Link til download
  55. ^ World Fact Book sætter ateister til 2%, ikke religiøse til 9,6% og budister til 6,8% "The World Fact Book: Religions". World Fact Book. Hentet 8. juni 2013. 
  56. ^ "Eurostat poll on the social and religious beliefs of Europeans" (PDF). Hentet 2006-05-10. 
  57. ^ Ordet αθεοι – i en hvilken som helst af dets former – optræder ingen andre steder i Septuaginta eller Det Nye Testamente. Robertson, A.T. (1960) [1932]. "Ephesians: Chapter 2". Ordbilleder i det Nye Testamente. Broadman Press. Hentet 2007-04-12. Old Greek word, not in LXX, only here in N.T. Atheists in the original sense of being without God and also in the sense of hostility to God from failure to worship him. See Paul's words in Ro 1:18–32. 

BøgerRediger

Eksterne henvisningerRediger