Den russisk-ukrainske krig

væbnet konflikt mellem Rusland og Ukraine som begyndte i februar 2014

Den russisk-ukrainske krig[8][c] undertiden også omtalt som den russisk-ukrainsk konflikt, Ukraine-konflikt, Ukraine-krigen eller almindeligvis også blot omtalt som Ukraine-krisen er en igangværende krig og konflikt mellem på den ene side Ukraine[d] og på den anden side Rusland[e] samt pro-russiske oprørsstyrker[f] fra de syd- og østligste regionen af Ukraine.

Den russisk-ukrainske krig

Dato D. 20. februar 2014[a] – nu
Sted Ukraine (med spillover til Rusland)
Status igangværende
Territoriale
ændringer
Ændrigner forud for invasitionen i 2022:
Parter


Ledere

Konflikten brød ud sideløbende med Euromajdan. Konflikten eskalerede dog særligt som følge af Majdan-revolutionen i Kyiv i februar 2014, der så den mere russisk-orienterede præsident Viktor Janukovitj blive afsat den 22. februar 2014 til fordel for en mere vestlig-orienterede regering og præsident. Som følge af magtskiftet i Kyiv udbrød der forskellige regeringsfjendtlige oprør, uroligheder og demonstrationer (almindeligvis omtalt som anti-Majdan) i andre byer og regioner rundt om i de syd- og østligste regioner af Ukraine – specielt på Krim-halvøen og i Donbass-regionen.

Krim-krisen opstod umiddelbart i forlængelse af Majdan-revolutionen. Her tog lokale oprørsstyrker i samarbejde med russiske soldater uden insignier – undertiden også omtalt som "små grønne mænd" – hurtigt kontrollen over strategiske stillinger og infrastruktur på Krim-halvøen, ligesom de tog kontrol over parlamentet på Krim. Der blev efterfølgende gennemført en kontroversiel og omstridt folkeafstemning på Krim, hvis resultat viste, at et stort flertal af beboerne på Krim ønskede at sluttede sig til Rusland. Rusland annekterede herefter de facto Krim d. 18. marts 2014.

I Donbass-regionen resulterede de regeringsfjendtlige uroligheder og oprør i etableringen af væbnet paramilitære oprørsstyrker, som de facto etablerede kontrol over store dele af Donbass-regionen. I april 2014 blev de selverklærede og uafhængige folkerepublikker, Donetsk og Lugansk, proklameret i områderne kontrolleret af oprørsstyrkerne. Regering i Kyiv forsøgte at genetablere kontrol over Donbass-regionen ved bl.a. at igangsatte en såkaldt "anti-terrorist-operation" (ATO), som resulterede i Krigen i Donbass (2014-nu) mellem den ukrainske hær og oprørstyrkerne fra Donbass. Til trods for forskellige forsøg på at mægle våbenhvile- og fredsaftaler mellem parterne, herunder de såkaldte Minskaftaler, udbrød der jævnligt kampe mellem de to partnere i perioden mellem 2014-2022. Kampene var dog voldsomst det første år, hvorefter frontlinjen mere eller mindre frøs fast.

I forbindelse med Krigen i Donbass støttede Rusland både økonomisk og militært oprørsstyrkerne. Rusland har således støttet oprørsstyrkerne med våben, men har ikke officielt anerkendt at have støttet med soldater. Dog har frivillige russere støttet oprørsstyrkernes kampe i Donbass. Flere – herunder Ukraine, USA og EU – mener dog, at russisk militær i hemmelighed og i mere uofficielt kapacitet har opereret og hjulpet oprørsstyrkerne.[9] Derudover har der været hændelser, hvor Rusland og Ukraine været direkte involveret over for hinanden, såsom i forbindelse med forskellige flådehændelser, cyberkrigsførelse og andre politiske spændinger. I det store hele indtraf der dog ikke nogle officielle og direkte kamphandlinger mellem det ukrainske og russiske militær i perioden fra 2014 til 2022.

Konflikten mellem Rusland og Ukraine eskalerede i begyndelsen af 2021. Her begyndte Kyiv-regeringen i februar 2021 at slå ned på oppositionspolitikere, herunder særligt Viktor Medvedtjuk og hans parti Opposition Platform — For Life, samt medier m.m. der, i henhold til Kyiv-regering, fungerede som propagandaapparat for Rusland. USA's ambassade i Kyiv bifaldte efterfølgende dette tiltag. Rusland og præsident Putins modsvar kom d. 21. februar 2021, da de annoncerede en stor militærøvelse på grænsen mellem Rusland og Ukraine, der bl.a. ville omfatte 3.000 soldater.[12] Præsident Zelenskyj godkendte i marts 2021 en strategi, som bl.a. omtalte "de-occupation and Reintegration" (dansk: befrielsen og reintegrationen) af Krim-halvøen.[13] Rusland troppeopbygning langs grænsen til Ukraine blev efterfølgende forøget, ligesom en stabschef i Kreml i april 2021 advarede om, at Rusland kunne komme oprørsstyrkerne i Donbass til forsvar.[14] Rusland havde siden 2019 udstedt ca. 650.000 russiske pas til beboere i Donbass, hvilket præsident Zelenskyj anså som et skridt i retning mod en annektering.[14][15] Rusland troppeopbygning tog særligt til mod slutningen af 2021 og begyndelsen af 2022. Dette skete samtidig med, at den amerikanske præsident Biden dels forsikrede Zelenskyj om NATO-medlemskab, og dels beskyldte (ligesom Ukraine selv også gjorde) Rusland for at planlægge en invasion.[16] Rusland benægtede disse beskyldninger og anklagede i stedet USA for "destabiliserende adfærd", ligesom de hævdede at have fået lovning på, at sådan østlige ekspansion af NATO ikke ville ske.[16]

Den 21. februar 2022 anerkendte Rusland officielt de to selverklærede folkerepublikker i Donbass og sendte militærtropper ind i områderne. Tre dage senere, d. 24. februar 2022, invaderede Rusland Ukraine. Store dele af det internationale samfund har efterfølgende fordømt Rusland for dets handlinger i Ukraine og anklaget det for at bryde international lov og krænke ukrainsk suverænitet. Mange lande implementerede økonomiske sanktioner mod Rusland, russiske oligarker og virksomheder – særligt som følge af 2022-invasionen.

I august 2014 krydsede ikke-mærkede russiske militærkøretøjer grænsen til Folkerepublikken Donetsk. En krig begyndte herefter mellem ukrainske styrker på den ene side, og en blanding af pro-russiske separatister og russiske militærtropper på den anden, selvom Rusland forsøgte at skjule sin direkte involvering. Krigen udmundede i en statisk konflikt, hvor det gentagne gange mislykkedes at indgå en våbenhvileaftale. I 2015 blev Minsk-aftalerne underskrevet af Rusland og Ukraine, men en række stridigheder forhindrede disse aftaler i at blive fuldt implementeret. I 2019 blev 7 % af Ukraine klassificeret af den ukrainske regering som "midlertidigt besatte områder", mens den russiske regering indirekte havde erkendt tilstedeværelsen af sine tropper i Ukraine.

Baggrund redigér

Præ-sovjetisk kontekst redigér

  Uddybende artikel: Ukraines historie
 
Det Kosakkiske hetmanatet i 1654 (ift. grænserne for det moderne Ukraine).

Historisk set har de landområder, der udgør nutidens moderne ukrainske stat, dannet grænsestat eller grænseområde mellem forskellige andre større imperier og lande. Således har forskellige områder af det moderne Ukraine[g] haft forskellige historiske tilknytning til forskellige kongeriger og stater. Forud for den ukrainsk uafhængighedserklæring i 1991, havde det ukrainske folk ikke oplevet en form for uafhængig selvstyre i mere end 200 år.[h] Senest var under Kosakkiske hetmanatet, som i perioden mellem 1649–1764 regerede over store dele af det centrale moderne Ukraine. Dog var her både de mest syd-, øst- og vestlige regioner af nutidens moderne Ukraine ikke underlagt det Kosakkiske hetmanatet, men derimod kontrolleret af andre stater (fx Den polsk-litauiske realunion, Osmannerriget, Zar-Rusland).

Personer med det russiske sprog som modersmål i Ukraine (pr. 2001 folketælling).
Etniske ukrainere i Ukraine (pr. 2001 folketælling).

De vestligste områder af det moderne Ukraine har historisk haft en større tilbøjelighed til at have været kontrolleret af forskellige vestlige kongeriger og stater, såsom eksempelvis Kongeriget Polen, den polsk-litauiske realunion, Østrig-Ungarn, den polske republik m.fl. Omvendt har de syd- og østligste områder af det moderne Ukraine haft en større tilbøjelighed til historisk at have været kontrolleret af forskellige østlige kongeriger og stater, såsom det mongolske kejserdømme, Kijevriget, Den Gyldne Horde, Osmannerriget, Zar-Rusland m.fl. De forskellige historiske tilhørsforhold har medvirke til, at der over tid har etableret sig forskellige regionelle forskelle, hvad angår fx kultur, sprog og etnicitet, som forsat kan ses i den moderne ukrainske stat. Særligt har det russiske sprog dommineret de syd- og vestlige regioner af Ukraine, mens også andelen af etniske russere samt den russiske kultur generelt har været meget udpræget i disse regioner.

 
Den Ukrainske SSR's grænser i 1922.

Som følge af Ukraines erklæring om uafhængighed i 1991, var det naturligt (og i overensstemmelse med princippet uti possidetis juris) at ophøje grænserne fra den tidligere sovjetiske republik, Ukraine SSR, til også at gælde den nye uafhængige ukrainske stat. En folkeafstemning d. 1. december 1991 bekræftede ligeledes, at et overvældende flertal af befolkning på tværs af landet ønskede uafhængighed, til trods for der eksisterede visse regionelle forskelle i stemmeafgivelsen.[i] Under Sovjetunionen var grænserne for Ukraine SSR blev ændret flere gang, siden dens etablering efter den russiske revolution. Fx blev bl.a. nogle af de vestligste regioner overført fra Polen til Ukraine SSR i 1939, områder fra Rumænien blev overført i 1940 til Ukraine SSR, mens Krim-halvøen ligeledes blev overført fra Rusland SFSR til Ukraine SSR i 1954.

Post-sovjetisk kontekst redigér

Efter opløsningen af Sovjetunionen i 1991 fastholdte Ukraine og Rusland en tæt relation på flere områder, mens landene også var involveret i interne stridigheder (fx i forhold til besiddelse af atomvåben, militærbaser samt distribution af olie og naturgas). De to lande forblev nære handelspartnere: i perioden 1996 til 2013 udgjorde Rusland både Ukraines største import- og eksportmarked,[j] ligesom Ukraine også var en af Ruslands største handelspartnere.[k][25] Selv i årerne umiddelbart efter konflikten mellem de to lande udbrød i 2014, forblev Rusland fortsat Ukraines største handelspartnere – først i 2019 blev Rusland overgået af Kina, som Ukraines største handelspartner.[26]

Budapest-memorandummet (1994) redigér

 
Den amerikanske præsident Bill Clinton, den russiske præsident Boris Jeltsin og den ukrainske præsident Leonid Kravtjuk efter underskrivelsen af Budapest-memorandummet i Moskva den 14. januar 1994.

Som følge af opløsningen af Sovjetunionen arvede Ukraine verdens tredje største lager af atomvåben, ligesom de arvede store dele af Sovjetunionens produktions- og designfaciliteter ift. atomvåben og misiler.[27][28][29] Ukraines lager talte bl.a. over 175 interkontinentale ballistiske missiler (ICBM) med hver seks til ti sprænghoveder samt 33 tunge bombefly.[30] Selvom Ukraine havde fysisk kontrol over våbnene, havde det ikke operativ kontrol over disse, da de var afhængige af russisk-kontrollerede kommando- og kontrolsystem. I 1992 gik Ukraine med til frivilligt at fjerne over 3.000 taktiske atomvåben.[27]

Efter underskrivelsen af Budapest-memorandummet fra 1994, som bl.a. gav Ukraine forskellige sikkerhedsgarantier fra USA, Storbritannien og Rusland, indvilligede Ukraine i at opgive resten af sine atomvåben og tilslutte sig ikke-spredning traktaten som en ikke-atommagt.[31][32][33][34][35][36] Memorandummet pålagde samtidig Rusland, Storbritannien og USA i at afstå fra at true Ukraine med militær magt eller økonomisk tvang, dog "undtagen i selvforsvar eller på anden måde i overensstemmelse med FN-pagten". I 1996 overførte Ukraine alle sovjettidens strategiske sprænghoveder til Rusland.

Det Europæiske Charter om Sikkerhed (1999)

I 1999 var Rusland en af medunderskriverne af Det Europæiske Charter om Sikkerhed, som genbekræftede "den iboende ret for enhver deltagende stat til frit at vælge eller ændre sine sikkerhedsordninger, herunder alliancetraktater, efterhånden som de udvikler sig".[37] I årene efter opløsningen af Sovjetunionen sluttede flere tidligere østbloklande sig til NATO, delvist som reaktion på regionale sikkerhedstrusler fra Rusland, såsom bl.a. den russiske forfatningskrise i 1993, krigen i Abkhasien (1992-1993) og den første tjetjenske krig (1994-1996).[38][39]

NATO-udvidelser mod øst redigér

NATO's "brudte løfte"? redigér

 
Bakers' forsikring overfor Gorbatjov i 1990 vedrørende NATO-udvidelige ("not one inch eastward") anses af bl.a. Rusland som et løftebrud.

Forhandlinger om at genforene Øst- og Vesttyskland fandt sted i 1990, hvilket resulterede i underskrivelsen af den såkaldte to plus fire-aftale. For at sikre sovjetisk velsignelse af genforeningen af Tyskland, herunder at et genforenet Tyskland skulle forblive en del af NATO, blev der givet en række eksplicitte løfter om bl.a. ikke at udstationere tropper og atomvåben i det tidligere Østtyskland.[40] Hvorvidt repræsentanter fra NATO-medlemsstater i forbindelse med disse forhandlinger ligeledes gav uformelle løfter til de sovjetiske repræsentanter om ikke at udvide NATO til andre dele af Østeuropa, har længe været genstand for debat blandt historikere og forskere.[38][39][41][42]

I forbindelse med præsident Putins tale i München i 2007 gav han udtryk for, at NATO havde brudt deres løfte om ikke at udvide mod øst. Her citerede Putin bl.a. den tidligere NATO-generalsekretær Manfred Wörner, der d. 17. maj 1990 havde sagt, at ”det faktum, at vi er klar til ikke at placere en NATO-hær uden for tysk territorium, giver Sovjetunionen en håndgribelig sikkerhedsgaranti”.[43][44] Rusland og Putin har efterfølgende gentagende gange beskyldt NATO for at have brudt dette løfte.[45] Ligeledes er James Bakers, tidligere udenrigsminister for USA, samtaler med Mikhail Gorbatjov i bl.a. februar 1990 blevet fremhævet, som et indirekte og uformelt løfte, om ikke at udvide NATO mod øst.[l][46] Omvendt har kritikere af denne tolkningen argumenteret for, at udtalelserne er taget ud af kontekst. Således eksisterede både Warszawapagten og Sovjetunionen stadig, da disse udtalelser blev givet – begge brød efterfølgende sammen og skabte dermed en ny geopolitisk virkelighed.[45][47] Endvidere er det blevet fremhævet, at Gorbatjov i et interview fra 2014 ligeledes gav udtryk for, at Bakers kommentarer var taget ud af kontekst, og at NATO-udvidelse her aldrig blev diskuteret. I samme interview fra 2014 påpegede Gorbatjov dog, at den efterfølgende udvidelsen af NATO ikke desto mindre var et ”brud på ånden for de erklæringer og forsikringer, der blev givet os i 1990”.[47]

 
Udviklingen i NATO-medlemsstater: de originale medlemsstater i mørkeblå (1949).

NATO-udvidelser (1999 & 2004) redigér

De tidligere Warszawapagt-medlemmer Polen, Tjekkiet og Ungarn (dele af Visegrádgruppen) blev indlemmet i NATO i 1999. Selvom den daværende russiske præsident Jeltsin gik med til NATO-udvidelsen påpegede han samtidig også, at det var "uacceptabelt for Rusland, da det udgør en trussel mod landets nationale sikkerhed".[48] I 2004 blev NATO på ny udvidet med flere lande fra den såkaldte Vilnius-gruppe, herunder Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. Rusland var i denne forbindelse særligt utilfredse med tilføjelsen af de tre baltiske stater, som grænsede op til Rusland og samtidig var de første lande, der tidligere havde været en del af Sovjetunionen, som nu tilsluttede sig NATO.[38][39][49][50]

NATO-topmødet i Bukarest (2008) redigér

 
Den amerikanske ambassadør i Moskva, William J. Burns, i samtale med præsident Putin og den russiske udenrigsminister Lavrov i marts 2008.

Under ledelse af den vestlig-orienterede præsident Jusjtjenko og premierminister Julija Tymosjenko, anmodede Ukraine NATO om en "Membership Action Plans" (MAP) i januar 2008.[51][52] En MAP er en formel invitation fra NATO til et land om at blive en del af NATO. I et hemmeligstemplet memorandum dateret 1. februar 2008, som siden er blevet lækket af WikiLeaks, berettigede USA's daværende ambassadør i Rusland, William J. Burns, om russisk modstand mod ukrainsk medlemskab af NATO. Heri berettigede Burns bl.a.:

5. (C) Ukraine og Georgiens NATO-aspirationer rører ikke kun en rå nerve i Rusland, de afføder alvorlige bekymringer om konsekvenserne for stabiliteten i regionen. Ikke alene opfatter Rusland omringning og bestræbelser på at underminere Ruslands indflydelse i regionen, men det frygter også uforudsigelige og ukontrollerede konsekvenser, som alvorligt vil påvirke russiske sikkerhedsinteresser. Eksperter fortæller os, at Rusland er særligt bekymret over, at de stærke splittelser i Ukraine om NATO-medlemskab, med en stor del af det etnisk-russiske samfund imod medlemskab, kan føre til en større splittelse, der involverer vold eller i værste fald borgerkrig. I så fald ville Rusland skulle beslutte, om det ville gribe ind; en beslutning, Rusland ikke ønsker at stå over for. [oversat fra engelsk][53]

William J. Burns, "Neit means neit"-memo (1. februar 2008)

Der blev efterfølgende, d. 2-4. april 2008, afholdt et NATO-topmøde i Bukarest. I denne forbindelse havde NATO inviteret Ruslands præsident Putin til at deltage i bilaterale NATO-Rusland-drøftelser på andendagen (3. april) for topmødet. Tyskland og Frankrig udviste i forbindelse med dette topmøde stor modstand mod at optage Ukraine (og Georgien) i NATO, idet man dels ikke ønskede at provokere Rusland og derforuden mente, at de to lande ikke opfyldte "NATOs kriterier".[m] Modsat pressede den amerikanske præsident George W. Bush på for, at Ukraine (og Georgien) skulle optages i NATO.[55][56][54] I sidste ende valgte NATO ikke at tilbyde Ukraine (og Georgien) en MAP, men udskød en sådan beslutning til et senere møde i december 2008.[57] NATO udsendte d. 3. april en deklaration, hvori man erklærede, at "NATO hilser Ukraines og Georgiens euro-atlantiske aspirationer om medlemskab af NATO velkommen. Vi blev i dag enige om, at disse lande vil blive medlemmer af NATO."[n][58] Putin udtrykte efterfølgende stærk modstand mod ukrainske og georgisk medlemskab af NATO og påpegede bl.a., at Rusland ville betragte ethvert forsøg på at udvide NATO til dets grænser som en "direkte trussel".[59][60]

 
Vladimir Putin ved et pressemøde i forbindelse med NATO-topmødet i Bukarest d. 4. april 2008.

Den amerikanske ambassadør i Moskva, William J. Burns, sendte efterfølgende (i april 2008) et memorandum til den daværende amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice. Heri beskrev Burns bl.a., hvordan Ukraines indtræden i NATO var den "klareste af alle røde linjer" (engelsk: "the brightest of all redlines") for alle beslutningstagere og politikere, herunder oppositionspolitikere, i Rusland:

Ukraines indtræden i NATO er den klareste af alle røde linjer for den russiske elite (ikke kun Putin). I mere end to et halvt års samtaler med russiske nøglespillere, fra "knuckle-draggers" i Kremls mørke afkroge til Putins skarpeste liberale kritikere, har jeg endnu ikke fundet nogen, der ser Ukraine i NATO som andet end en direkte udfordring til russiske interesser. [oversat fra engelsk][61][62]

William J. Burns, Memo til Condoleezza Rice (april 2008)

Det efterfølgende NATO-topmødet i december 2008 resulterede heller ikke i en tildeling af en MAP til hverken Ukraine eller Georgien. Flere europæiske lande – forsat anført af Tyskland og Frankrig – udtrykte stadig modstand mod optagelsen af de to lande. I perioden mellem de to NATO-topmøder var der i midlertidig udbrudt krig i Georgien (august 2008), som flere europæiske lande i højere grad bebrejdede Georgien for end Rusland. Samtidig anså de europæiske lande den politisk ustabilitet i Ukraine som et problem i forhold til optagelse i NATO.[56]

I juni 2010, under den mere russisk-orienterede præsident Janukovitjs og premierminister Mykola Azarovs ledelse, vedtog Ukraines parlament ved lov, at man ville holde landet ude af enhver militærblok – dermed også NATO.[63] Per januar 2022 var udsigterne til Ukraines optagelse i NATO forsat fjerne.[64]

Russiske militærbaser på Krim-halvøen redigér

 
Forskellige russiske krigsskibe, der ligger for anker ved Sortehavsflådebasen ved Sevastopol i 2007.

Ved konfliktens begyndelse havde Rusland omkring 12.000 militært personel udstationeret ved Sortehavsflåden.[65] Den russiske Sortehavsflåde var beliggende på flere militærbaser rundt omkring på hele Krim-halvøen, eksempelvis Kacha, Hvardiiske, Simferopol Raion, Sarych og særligt Sevastopol. Flådebasen var blevet grundlagt d. 13. maj 1783 af Grigorij Potjomkin, hvorfor den base både har stor historisk og politisk betydning for Rusland. Den russiske militære tilstedeværelse på Krim-halvøen var blevet aftalt og tilladt, som følge af tre traktater underskrevet mellem parterne i 1997. Her blev den tidligere sovjetiske Sortehavsflåde delt mellem de to land, hvor Rusland fik tildelt størstedelen (ca. 82%) af flåden. Rusland kompenserede Ukraine for at have fået tildelt en lavere andel af Sortehavsflåde ved at betale $526 million til Ukraine. Ydereligere blev det aftalt, at Rusland ville lease flådefaciliteterne og flådebaserne på Krim-halvøen frem til 2017 mod en årlig betaling på $97 millioner til Ukraine. Traktaterne indeholdte ydermere en række krav og begrænsninger, som Ruslands aktiviteter på Krim-halvøen var underlagt. Herunder forpligtede Rusland sig bl.a. til maksimalt at have 25.000 russiske soldater udstationeret på Krim-halvøen. Ligeledes forpligtede Rusland sig også til at respektere Ukraines suverænitet, respektere dets lovgivning, ikke blande sig i landets interne anliggender, soldater skulle vise deres "militære identifikationskort" når de passerede den internationale grænse og Ruslands militæraktiviteter var begrænset til bestemte områder på Krim-halvøen.[66][67]

 
Den russiske præsident Medvedev og den ukrainske præsident Janukovitj underskriver d. 21. april 2010 Kharkiv-pagten.

I tilfælde af at traktaterne fra 1997 ikke blev fornyet, skulle Rusland afvikle og genhuse alle sine militære aktiviteter på Krim-halvøen, inklusive sin del af Sortehavsflåden. Et stort russisk byggeprojekt, der havde til hensigt at genhuse flåden i Novorossiysk, blev lanceret i 2005 med forventet afslutning i 2020. Dette byggeprojekt stod i 2010 over for store budgetnedskæringer og byggeforsinkelser.[68] Under Victor Jusjtjenkos præsidentskab (januar 2005 – februar 2010) erklærede den ukrainske regering i september 2008, at leasing-aftalen ikke ville blive forlænget, og at flåden derfor ville være nødsaget til at forlade Sevastopol inden 2017. Rusland havde ellers udtrykt ønske om at forlænge aftalen.[69] Den 21. april 2010 ændrede den nyindsatte ukrainske præsident Janukovitj dog kurs og underskrev en ny aftale – kendt som Kharkiv-pagten – der dels havde til formål at løse striden om Sortehavsflåden, ligesom den samtidig havde til formål at løse en igangværende gasstrid mellem Rusland og Ukraine fra 2009. Aftalen opdaterede de tidligere indgået traktater fra 1990'erne, herunder forlængede den russiske leasingaftale af militærbaserne på Krim-halvøen frem til 2042. Til gengæld indvilligede Rusland i at give Ukraine en vis rabat (ca. 30%) på de russiske gas-leverancer.[70][71][72][73][74]

De russiske militærstyrkers tilstedeværelse på Krim-halvøen var ikke tydeligt kommunikeret til den brede offentlighed, hvilket afstedkom hændelser såsom bl.a. 2005-konflikten nær Sarych Cape fyrtårn.[75] Tidligt i konflikten mellem Rusland og Ukraine i 2014 tillod aftalens relativt høje loft i forhold til antal af udstationeret tropper, at Rusland kunne styrke sin militære tilstedeværelse under dække af sikkerhedsmæssige bekymringer. Ligeledes muliggjorde aftalen, at Rusland kunne indsætte specialstyrker og andre nødvendige kapaciteter til at udføre militæroperationer på Krim-halvøen.[65]

Ukraines forfatning havde et generelt forbud mod at tillade at huse udenlandske militærbaser på landets territorium, men havde oprindeligt også en overgangsbestemmelse, som tillod eksisterende militærbaser på Ukraines territorium til midlertidig stationering af udenlandske militærformationer; dette tillod russisk militær at beholde sin base på Krim-halvøen som en "eksisterende militærbase". Denne forfatningsbestemmelse om "[præ]eksisterende baser" blev tilbagekaldt i 2019, da Rusland allerede havde annekteret Krim-halvøen og ensidigt trukket sig fra de grundlæggende traktater.[76]

Konfliktens oprindelse redigér

Underliggende politisk og økonomiske spændinger (2004-2013) redigér

Den Orange Revolution (2004) redigér

 
Valgresultatet d. 26. december 2014 viser et billede af et splittet land. De syd- og østlige regioner stemte fortrinsvis på den russisk-orienterede kandidat Janukovitj, mens den vestlige del af landet fortrinsvis stemte på Jusjtjenko.

I forbindelse med præsidentvalget i Ukraine i 2004 fik den den mere vestlig-orienterede præsidentkandidat Viktor Jusjtjenko og den mere russisk-orienterede præsidentkandidat Viktor Janukovitj flest stemmer ved den indledende valgrunde d. 31. oktober 2004. De to kandidater gik derfor videre til den afgørende anden valgrunde d. 21. november 2004, hvor Janukovitj modtog flest stemmer og derpå blev udråbt til vinderen af det ukrainske præsidentvalg.[77][78] Det blev dog med det samme hævdet, at dette valgresultat var præget af massiv korruption, vælgertrusler og valgsvindel, hvorfor der hurtigt spredte sig en udbredte offentlige opfattelse af, at valget ikke havde været legitimt.[78][79]

I løbet af en to-måneders periode[o] – der blev kendt som Den Orange Revolution – lykkedes det et stort antal fredelige protester og demonstranter at udfordre valgresultatet fra d. 21. november 2004. Den ukrainske højesteret annullerede således d. 3. december 2014 det oprindelige valgresultat, med grundlag i de udbredte beskyldninger om valgsvindel. Højesteret bebudede samtidigt et nyvalg, der skulle afholdes d. 26. december 2004. Ved det efterfølgende omvalg vandt den mere vestlig-orienterede Jusjtjenko.[78][80] Under selve valgkampen, i september 2004, var Jusjtjenko blevet indlagt med en forgiftning med en dødelig dosis af stoffet TCDD dioxin.[81][82] Forgiftningen afstedkom at Jusjtjenkos ansigt blev oppustet og fik forskellige misdannelser. Det er den dag i dag forsat uklart hvordan og hvem der forgiftede ham. Jusjtjenko har slev beskyldt beskyldt forskellige oppositionspolitikere for at stå bag forgiftningen, ligesom han gentagende gange har beskyldt Rusland for at have været involveret i forgiftningen. Rusland har benægtet at have været involveret i forgiftningen.[83][84][85]

 
Orangeklædte demonstranter samlet på Uafhængighedspladsen i Kyiv d. 22. november 2004

Den Orange Revolution er en af flere såkaldte farverevolutioner.[p] I Vesten (USA og Europa) er sådanne farverevolutioner almindeligvis skildret som begivenheder, der opstår organisk, som følge af folkelige krav og utilfredshed. Rusland har dog beskrevet sådanne revolutioner, som en ny type "krigsførelse" fra Vesten. Her beskylder Rusland Vesten for, at orkestrere destabiliserende revolutioner i andre lande, som et middel til at tjene deres egne mål. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov beskrev i maj 2014 således farverevolutioner, som et forsøg på at påtvinge andre lande interne ændringer uden hensyntagen til disse landes egne traditioner og karakteristika. Ligeledes påpegede han, at denne måde at "eksportere demokrati" på havde en ødelæggende indvirkning på internationale relationer og skabte et stigende antal brændpunkter rundt omkring i verden.[86] Ligeledes har Kina beskyldt USA for at have stået bag forskellige regimeskift (eller forsøg herpå), herunder diverse farverevolutioner inklusiv Den Orange Revolution.[87] Den britiske avis The Guardian beskrev ligeledes i en artikel udgivet d. 26. november 2004, under titlen "Amerikansk kampagne bag uroen i Kiev", hvordan amerikanske aktiviteter og penge var en drivende kraft bag Den Orange Revolution.[88]

Den russiske præsident Putin har ligeledes beskyldt arrangørerne af de russiske protester i 2011-2013 (undertiden også benævnt "sne revolution"), som ligeledes betragtes som en farverevolution, for at være tidligere rådgivere for Jusjtjenko. Endvidere beskrev Putin protesterne som et forsøg på at overføre Den Orange Revolution til Rusland.[89] Arrangementer og protester til fordel for Putin i denne periode blev benævnt "anti-orange protester".[90] Den franske historiker og sovjetolog Françoise Thom har ligeledes argumenteret for, at Putin fortolkede Den Orange Revolution som et resultat af amerikansk indblanding, herunder at USA var den eneste årsag til Jusjtjenko vandt.[91]

Præsidentvalget 2010 redigér

Både Jusjtjenko og Janukovitj genopstillede i forbindelse med præsidentvalget i 2010.[92] Populariteten for den siddende præsident Jusjtjenko var imidlertid ekstremt lav blandt den ukrainske befolkning. I oktober 2009 tilkendegav blot 7% af befolkningen således, at hans jobpræstation som præsident var godkendt (fald fra omkring 50% i februar 2005).[93] Til trods for løfte om at nedbringe korruptionen, var denne steget under Jusjtjenko præsidentperiode. Samtidig havde Jusjtjenkos kulturkamp, heriblandt hans kamp for at udbrede det ukrainsk sprog og rive monumenter fra sovjettiden ned, mødt stor modstand – særligt blandt befolkningen i Øst- og Sydukraine (den russisk-talende og etnisk russiske befolkning).[94] Som følge af sin lave popularitet, fik præsident Jusjtjenko kun 5,5% (blot femte flest stemmer blandt opstillede kandidater) af stemmerne ved den første valgrunde ved præsidentvalget i 2010 og blev derfor elimineret. Viktor Janukovitj og den vestligt-orienterede Julija Tymosjenko (premierminister i Ukraine i perioden 2007 til 2010) fik flest stemmer ved den den i indledende valgrunde. Ved den efterfølgende anden valgrunde vandt Janukovitj over Tymosjenko.[95] Den ukrainske valgkommission samt internationale observatører fandt, modsat valget i 2004, ikke evidens for væsentlig svindel, herunder fandt de at både afstemning og optælling havde været retfærdig.[96]

Økonomiske vanskeligheder redigér

Ukraine stod i 2013 i en vanskelig økonomisk situation, hvor landet underskud på betalingsbalancen var stigende, valutareserverende faldende og økonomien generelt var fastlåst i en recession. Kreditoplysningsbureauet Moody's havde i september 2013 nedjusteret Ukraines kreditvurdering til Caa1, mens de finansielle markeder implicit vurderede, at sandsynligheden for, at Ukraine ville gå konkurs inden for en femårig periode var 50%. Ukraine stod derfor i en kritisk situation, hvor de havde brug for at få tilført ekstra kapital i form af et lån. Den Internationale Valutafonds betingelser for udstede lån til Ukraine omfattede bl.a., at Ukraine skulle sænke dets subsidier i forhold til naturgas, hvilket dog generelt blev anset som et politisk uacceptabelt krav.[97][98][99]

Euromajdan (2013-2014) redigér

  Uddybende artikel: Euromajdan

I november 2013 brød en bølge af store pro-EU protester ud som reaktion på Janukovitjs pludselige beslutning om ikke at underskrive associeringsaftalen mellem EU og Ukraine, for i stedet at vælge tættere samarbejde og bånd med Rusland og Den Eurasiske Økonomiske Union. Det ukrainske parlament havde med bred opbakning godkendt aftalen med EU.[100] Rusland havde samtidig lagt pres på Ukraine for at afvise denne aftale.[101]

Efter måneders protester som en del af Euromaidan-bevægelsen underskrev Janukovitj og lederne af den parlamentariske opposition den 21. februar 2014 en forligsaftale, der tilskynde udskrivning af et tidligt valg. Den følgende dag flygtede Janukovitj fra hovedstaden forud for en rigsretsafstemning, der fratog ham hans beføjelser som præsident.[102][103][104][105]

Den 27. februar blev der oprettet en midlertidig regering, hvorefter et kommende præsidentvalg blev kalendersat. Den følgende dag dukkede Janukovitj op igen i Rusland og erklærede på en pressekonference, at han forblev Ukraines fungerende præsident. Dette skete samtidig med, at Rusland påbegyndte en åbenlys militærkampagne på Krim. Ledere af de russisk-talende østlige regioner i Ukraine erklærede fortsat loyalitet til Janukovitj,[103][106] hvilket forårsagede de pro-russiske uroligheder i Ukraine i 2014. Den 23. februar fremlagde det ukrainske parlament et lovforslag, som havde til formål at ophæve den lov fra 2012, som gav det russisk sprog en officiel status.[107] Lovforslaget blev ikke vedtaget,[108] men forslaget fremkaldte negative reaktioner i de russisk-talende regioner i Ukraine,[109] forstærket af russiske medier, der påstod, at den etniske russiske befolkning var i overhængende fare.[65]

Den 27. februar indtog en særlig politienhed fra Krim og andre regioner i Ukraine ved navn Berkut, nogle forskellige kontrolposter på Isthmus i Perekop (landområde der forbinder Krim-halvøen med resten af Ukraine) og Chonhar-halvøen.[110][111] Ifølge det ukrainske parlamentsmedlem Hennadiy Moskal, tidligere chef for politiet på Krim, havde disse Berkut-tropper pansrede mandskabsvogne, granatkastere, kamprifler, maskingeværer og andre våben.[111] Siden da har de kontrolleret al landtrafik mellem Krim og det kontinentale Ukraine.[111] Et senere lækket lydklip, har afsløret, at USA's assisterende udenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, Victoria Nuland, den 7. februar 2014 i Kyiv, havde givet sit besyv med sammensætningen af den næste ukrainske regering. Nuland fortalte USA's ambassadør Geoffrey Pyatt, at hun ikke mente, at Vitaly Klitschko skulle sidde i en ny regering. Lydklippet blev først lagt på Twitter af Dmitry Loskutov, en medhjælper til den russiske vicepremierminister Dmitry Rogozin.[112]

Konfliktens handlingsforløb redigér

Den russisk annektering af Krim (2014) redigér

  Uddybende artikel: Ruslands annektering af Krim
 
Blokaden af militære enheder fra Ukraines væbnede styrker under Ruslands erobring af Krim i februar-marts 2014
 
Russiske tropper blokerer den ukrainske militærbase i Perevalne

Den 20. februar 2014 begyndte Rusland sin annektering af Krim.[113][114][115][116] Den 22. og 23. februar begyndte russiske tropper og specialstyrker at rykke ind på Krim gennem Novorossijsk.[115] Den 27. februar begyndte russiske styrker uden insignier – også omtalt som "små grønne mænd" – deres fremrykning ind på Krim-halvøen.[117] De overtog hurtigt strategisk vigtige positioner og erobrede parlamentet på Krim. Kontrolpunkter blev brugt til at afskære Krim-halvøen fra resten af Ukraine og til at begrænse muligheder for at bevæge sig inden for territoriet.[118][119][120][121]

I løbet af de følgende dage sikrede russiske soldater sig kontrollen over vigtige lufthavne og et kommunikationscenter.[122] Russiske cyberangreb lukkede endvidere ned for adgangen til forskellige websteder kontrolleret af den ukrainske regering samt forskellige nyhedsmedier og sociale medier. Cyberangrebene afstedkom også, at Rusland fik adgang til ukrainske embedsmænds og parlamentsmedlemmers mobiltelefoner, hvilket gjorde, at nogle af disse personer deaktiverede deres telefoner som følge heraf – dette vanskeliggjorde yderligere de ukrainske kommunikationslinjer og -muligheder.[123]

Den 1. marts godkendte det russiske parlament brugen af væbnede styrker, hvilket førte til en tilstrømning af russiske tropper og militært isenkram til halvøen.[122] I løbet af de følgende dage blev de resterende ukrainske militærbaser og installationer omringet og belejret, herunder landets sydlige flådebase. Den 24. marts beordrede Ukraine alle sine tropper til at trække sig tilbage fra halvøen hvilket medførte, at alle ukrainske tropper havde forladt Krim den 30. marts.

Den 15. april erklærede det ukrainske parlament, at Krim var et område, der midlertidigt var besat af Rusland.[124] Efter annekteringen øgede den russiske regering sin militære tilstedeværelse i regionen.[125] Den russiske præsident Vladimir Putin sagde, at en russisk militær taskforce ville blive etableret på Krim.[126] I november udtalte NATO, at det mente, at Rusland var i gang med at sende atomvåben til Krim.[127]

Krigen i Donbass (2014-2015) redigér

Pro-russiske uroligheder redigér

De første protester på tværs af det sydlige og østlige Ukraine var i vid udstrækning udtryk for de derboende indbyggers utilfredshed med den nye ukrainske regering.[128] Russisk involvering var i begyndelsen derfor begrænset til at give udtryk for støtte til protesterne. Tilblivelsen af separatisterne i Donetsk og Luhansk udsprang således fra en lille del af disse protestgrupper og var uafhængig af russisk kontrol.[128] Rusland ville dog senere udnytte dette til at iværksætte en koordineret politisk og militær kampagne mod Ukraine, som en del af den bredere russisk-ukrainske krig.[128][129] Putin legitimerede den begyndende separatistbevægelse, da han beskrev Donbas som en del af den historiske region "Ny Rusland" (Novorossiya) og udsendte en erklæring, som havde til formål at skabe tvivl om, hvorfor regionen nogensinde var blevet en del af Ukraine i 1922 i forbindelse med grundlæggelsen af den Ukrainske SSR.

Da de ukrainske myndigheder i marts begyndte at slå ned på de pro-russiske protester og arresterede lokale separatistledere i begyndelsen, blev disse personer erstattet med personer med tilknytning til den russiske sikkerhedstjeneste og russiske virksomheder – sandsynligvis efter ordre fra den russisk efterretningstjeneste. I april 2014 havde russiske borgere taget kontrol over separatistbevægelsen og blev støttet af frivillige og materiel fra Rusland, herunder tjetjenske militser.[130][131] Ifølge Igor Girkin, oprørskommandant for Folkerepublikken Donetsk, ville bevægelsen uden denne støtte have svundet bort, som den gjorde i Kharkiv og Odessa. Den kontroversielle og omstridte folkeafstemning om Donetsk Oblasts status blev afholdt den 11. maj.[132][133][134]

De demonstrationer, som fulgte efter Ruslands annekteringen af Krim, og som var en del af en bredere gruppe af pro-russiske protester på tværs af det sydlige og østlige Ukraine, eskalerede til en væbnet konflikt mellem de russisk-støttede separatiststyrker i den selv-erklærede Folkerepublikker i Donetsk og Lugansk og den ukrainske regering.[135][136] Den ukrainske efterretningstjeneste hævdede, at centrale personer i oprørsbevægelsen i begyndelsen af konflikten, herunder Igor Strelkov og Igor Bezler, var russiske agenter.[137][138] Premierministeren i Folkerepublikken Donetsk fra maj til august 2014 var den russisk statsborger Alexander Borodai.[131]

Fra august 2014 har alle ledende stillinger i Donetsk og Luhansk været bestredet af ukrainske statsborgere.[139][130] Det er blevet rapporteret, at russiske frivillige udgør mellem 15 % og 80 % af separatiststyrkerne,[131][140][141][142][143] hvoraf det hævdes, at mange af disse er tidligere militært personel.[144][145] Rekruttering af separatiststyrker til Donbas-regionen har pågået åbenlyst i flere russiske byer, hvilket er blevet bekræftet af en række russiske medier.[144][146]

Marts-juli 2014 redigér

 
Den russiske militæropbygning langs Ukraines østlige grænse i februar-marts 2014
 
Folkeafstemningerne om Donbas' status i maj 2014 blev ikke officielt anerkendt af den ukrainske regering eller nogen FN-medlemsstat.[132]

I slutningen af marts fortsatte Rusland opbygningen af militærstyrker nær den ukrainske østlige grænse, hvilket i april resulterede i 30-40.000 soldater.[147][65] Troppeopbygningen blev sandsynligvis brugt til at true Ukraine med eskalering, såfremt Ukraine ville reagere på de begivenheder, der tidligere havde udspillet sig.[148] Der blev udtrykt bekymring for, at Rusland på ny var ved at forberede en militæraktion i Ukraine efter landets annektering af Krim.[147] Denne trussel tvang Ukraine til at flytte tropper til dets grænser i stedet for konfliktzonen.[65]

I april begyndte en væbnet konflikt i det østlige Ukraine mellem russisk-støttede separatiststyrker og den ukrainske regering. Separatisterne udråbte Folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk. Fra den 6. april besatte separatisterne adskillige regeringsbygninger i mange byer og tog kontrol over grænseovergange til Rusland, transportknudepunkter, radio- og tv-center og anden strategisk vigtig infrastruktur. Som følge af udsigter til at separatisterne vil tage kontrol over mere territorie, lancerede den midlertidige ukrainske regering den 15. april en "Anti-Terrorist Operation" (ATO). Men det ukrainske militær- og sikkerhedstjeneste var dårligt forberedte og dårligt positioneret, og operationen gik derfor hurtigt i stå.[149]

Ved udgangen af april meddelte den ukrainske regering, at den ikke havde fuld kontrol over provinserne Donetsk og Luhansk, og var i "fuld kampberedskab" mod en mulig russisk invasion.[150] Ukraine forsøgte at begrænse separatisternes kontrol over områderne i løbet af maj, ved at sikre kontrollen over forskellige strategiske nøglepositioner, som skulle muliggøre en senere modoffensiv mod den separatist-kontrolleret oprørsenklave.

Rusland igangsatte en såkaldt "hybrid tilgang" i løbet af maj, efter konflikten mellem separatisterne og den ukrainske regering eskalerede. Denne tilgang omfattede en kombination af anvendelse af en desinformationstaktik, frivillige krigere, regulære russiske tropper og konventionel militær støtte, som alt sammen havde til formål at støtte separatisterne og destabilisere Donbas-regionen.[151] Slaget om Donetsk Lufthavn, der efterfulgte det ukrainske præsidentvalg i 2014, markerede et vendepunkt i konflikten; det var det første slag mellem separatisterne og den ukrainske regering, der involverede et stort antal russiske frivillige.:15 I henhold til den ukrainske regering udgjorde russiske paramilitære i sommeren 2014, da konflikten toppede, mellem 15 % og 80 % af de samlede styrker.[131] Fra juni forsynede Rusland separatiststyrkerne med våben og ammunition.

I slutningen af juli trængte Ukraine ind i byerne Donetsk og Luhansk for at afskære forsyningsruterne mellem de to byer, hvilket isolerede Donetsk og ligeledes havde til formål at genetablere kontrollen over den russisk-ukrainske grænse. Den 28. juli havde Ukraine genetableret kontrollen med forskellige strategisk vigtige kontrolpunkter, herunder et vigtigt jernbaneknudepunkt.[152] Disse operationelle succeser for de ukrainske styrker truede selve eksistensen af de russisk-støttede folkerepublikker i Donetsk og Luhansk, hvilket derfor medførte, at Rusland igangsatte en række artilleribeskydninger fra den russiske side af grænsen rettet mod de fremrykkende ukrainske tropper på ukrainsk territorie.

Amerikanske og ukrainske embedsmænd sagde, at de havde beviser for russisk indblanding i Ukraine, herunder opsnappet kommunikation mellem russiske embedsmænd og Donbas-oprørere.[153][154]

Ukrainske medier har beskrevet de velorganiserede og velbevæbnede pro-russiske separatiststyrker som lig dem, der besatte Krim.[155][156] En tidligere vicechef for generalstaben for de ukrainske styrker, admiral Ihor Kabanenko, hævdede, at separatiststyrkerne var russiske rekognoscerings- og sabotageenheder.[157] Et ukrainske regeringsmedlem, Arsen Avakov, udtalte, at separatiststyrkerne anvendte forskellige russisk-fremstillede AK-100 rifler udstyret med granatkastere, og at sådanne våben kun blev fremstillet i Rusland. "Ukraines regering betragter nutidens kendsgerninger som en manifestation af ekstern aggression fra Rusland," sagde Avakov.[158] Separatiststyrker i Sloviansk ankom i militærlastbiler uden nummerplader.[159] En reporter fra det russiske medie Novaya Gazeta, der har besøgt nogle af separatisternes artilleristillinger i Avdeyevka, skrev, at det efter hans mening var "umuligt, at kanonerne kunne håndteres af frivillige", da de krævede et trænet og erfarent hold, inklusive observatører og tilpasningseksperter.[160]

Den russiske invasion i august 2014 redigér

 
Kort over progressioner i løbet af juni-august 2014

Efter en række militære nederlag og tilbageslag for separatisterne i Donetsk og Lugansk – som på dette tidspunkt havde forenet sig under banneret "Novorossiya", et udtryk, som den russiske præsident Vladimir Putin havde anvendt til at beskrive det sydøstlige Ukraine – [161][162] udsendte Rusland i midten af august 2014, hvad de kaldte, en "humanitær konvoj" af lastbiler over den russisk-ukrainske grænse. Ukraine reagerede på dette ved at kalde det en "direkte invasion".[163] Ukraines nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd offentliggjorde en rapport om antallet og indholdet af disse konvojer, og hævdede heri, at konvojerne ankom næsten dagligt i november (op til 9 konvojer den 30. november), og at deres indhold hovedsageligt var våben og ammunition. Ifølge Igor Strelkov, en russisk militærveteran, begyndte russiske soldater – som angiveligt var på "ferie" fra hæren – at ankomme til Donbas i begyndelsen af august.[164]

I august 2014 var de ukrainske styrker i stand til at genvinde kontrollen over territorier, som tidligere havde været kontrolleret af de pro-russiske separatister, og var tæt på at genvinde kontrollen over det russisk-ukrainske grænseområde.[165] Igor Strelkov opfordrede efterfølgende Rusland til at intervenere direkte militært og gav i denne forbindelse sine relativt uerfarne styrkers samt rekrutteringsvanskeligheder blandt den lokale befolkning i Donetsk-regionen skylden for tilbageslagene. Han henvendte sig i denne forbindelse til den russiske præsident, Vladimir Putin, og sagde, at dét at: "(..) tabe denne krig om det pågældende område, som præsident Vladimir Putin personligt havde kaldt "Ny Rusland", ville være en trussel for Kremls og præsidentens magt".[166]

Som reaktion på den forværrede situation i Donbas opgav Rusland sin hybride tilgang og igangsatte i stedet en konventionel invasion.[167] De første tegn på denne invasion var den 25. august 2014, hvor Ukraine tilfangetog en gruppe russiske faldskærmstropper på ukrainsk territorium.[168][169] Den ukrainske sikkerhedstjeneste (SBU) frigav efterfølgende fotografier og navne af de tilfangetagede.[170] Den følgende dag sagde det russiske forsvarsministerium, at disse soldater havde krydset grænsen "ved et uheld".[171][172][173][174] Ifølge forskellige kilder befandt der i midten af august 2014, i forbindelse med slaget ved Ilovaisk, mellem 20.000 og 25.000 russiske tropper, der kæmpede i Donbas på separatistsiden, og kun mellem 40 % og 45 % var "lokalbefolkningen".

Den 24. august 2014 omtalte Ukraines præsident Petro Poroshenko krigen som Ukraines "patriotiske krig i 2014" og en krig mod "ydre aggression".[175][176] Ukraines udenrigsministerium betegnede konflikten som en invasion den 27. august 2014.[177] Samme dag blev byen Amvrosiivka besat af russiske faldskærmstropper[178] støttet af 250 pansrede køretøjer og artilleristykker.[179] Samme dag blev ti russiske faldskærmstropper taget til fange i byen Dzerkalne – en landsby nær Amvrosiivka.[173]

Den 25. august blev en kolonne af russiske kampvogne og militærkøretøjer rapporteret at have krydset ind i Ukraine i sydøst, nær byen Novoazovsk, og på vej mod den ukrainsk-kontrolleret havneby Mariupol.[180][181][182][183][184] Dette var et område, der ikke havde set pro-russisk tilstedeværelse i flere uger.[185] Russiske styrker tog efterfølgende kontrol over byen Novoazovsk,[186] hvorefter russiske soldater begyndte at arrestere og deportere alle ukrainere, der ikke havde en adresse i byen.[187] Pro-ukrainske anti-krigsprotester fandt efterfølgende sted i Mariupol, som var truet af russiske tropper.[187][188] FN's Sikkerhedsråd indkaldte til et hastemøde for at drøfte situationen.[189]

 
Beboere i Kyiv den 26. august 2014

I august deltog en russisk faldskærmsdivision, baseret i Pskov, angiveligt i kamphandlinger nær Luhansk. Det ukrainske forsvarsministerium sagde, at de havde beslaglagt to af enhedens pansrede køretøjer nær byen, Luhansk, og rapporterede om yderligere tre pro-russiske kampvogne og to pansrede køretøjer ødelagt i andre regioner.[190][191] Den russiske regering nægtede, at kamphandlingerne havde fundet sted,[191] men den 18. august blev den pågældende faldskærmsdivision tildelt Suvorov-ordenen for "vellykkede gennemførelser af militære missioner" og "heltemod" af den russiske forsvarsminister, hvilket er en af Ruslands højeste ordner.[191]

Russiske medier fremhævede, at den pågældende orden udelukkende tildeles kampoperationer og rapporterede i denne forbindelse, at et stort antal soldater fra denne division var døde i Ukraine få dage forinden, men deres begravelser var blevet udført i hemmelighed.[192][193][194] Nogle russiske medier, såsom Pskovskaya Guberniya,[195] rapporterede, at russiske faldskærmstropper kunne være blevet dræbt i Ukraine. Journalister rejste til Pskov, som angiveligt skulle have været begravelsesstedet for tropperne, for at undersøge sagen. Flere journalister sagde i denne forbindelse, at de her var blevet angrebet og/eller truet, og at angriberne havde slettet indholdet fra deres kamerahukommelseskort.[196] Pskovskaya Guberniya offentliggjorde transskriptioner fra telefonsamtaler mellem russiske soldater, der var blevet behandlet for skader modtaget under kampe i Ukraine på et hospital i Pskov. Soldaterne afslørede heri, at de var blevet sendt i krig, men var blevet fortalt af deres officerer, at de skulle på "en øvelse".[197][198]

Formanden for Ruslands overhus i parlamentet og statskontrolleret russiske tv-kanaler erkendte efterfølgende, at russiske soldater befandt sig i Ukraine, men omtalte disse som "frivillige".[199] En reporter for det russiske oppositionsmedie Novaya Gazeta udtalte, at den russiske militærledelse betalte soldater for at kæmpe i Ukraine i forsommeren 2014 og herefter begyndte at beordre soldater ind i Ukraine. Denne reporter rapporterede endvidere om én sag, hvor soldater, der havde nægtet, var blev truet med retsforfølgelse.[200] Det russisk oppositionsparlamentsmedlem Lev Shlosberg kom med lignende udtalelser.[201]

I begyndelsen af september 2014 rapporterede statsejede russiske tv-kanaler om begravelser af russiske soldater, der var døde i Ukraine i forbindelse med krigen i Donbas, men beskrev dem som "frivillige", der kæmpede for den "russiske verden". Valentina Matviyenko, en toppolitiker i det regerende parti Det Forenede Rusland, roste også "frivillige", der kæmper i deres "broderlige nation", med henvisning til Ukraine.[199] Russisk stats-tv viste efterfølgende, for første gang, begravelsen af en soldat dræbt i kamp i det østlige Ukraine. Den statskontrollerede tv-station Channel One viste begravelsen af faldskærmssoldaten Anatoly Travkin i den russiske by Kostroma. Tv-stationen sagde, at Travkin hverken havde fortalt sin kone eller sine befalingsmænd om sin beslutning, om at drage i krig og hjælper separatisterne i kampen mod de ukrainske regeringsstyrker. Officielt havde han fået "orlov", påstod nyhedsoplæseren.[202]

Mariupol-offensiven og første Minsk-våbenhvile redigér

Den 3. september 2014 filmede et tv-hold fra Sky News en gruppe tropper nær Novoazovsk iført moderne kampudstyr, som var typisk for russiske enheder, og som rejste i nye militærkøretøjer uden nummerplader og andre markeringer. Journalisterne konsulterede efterfølgende nogle eksperter, som konkluderede, at dele af dette udstyr (uniformer, rifler) også blev anvendt af russiske landstyrker og faldskærmstropper.[203]

Den 3. september udtalte den ukrainske præsident Poroshenko, at han havde indgået en "permanent våbenhvile"-aftale med den russiske præsident Putin.[204] Rusland benægtede dog, at en sådan våbenhvileaftale eksisterede. De benægtede yderligere, at de overhovedet var part i konflikten og tilføjede, at de kun deltog i diskussioner om "hvordan konflikten skulle løses".[205][206] Poroshenko trak efterfølgende sin tidligere udtalelse om en våbenhvileaftale tilbage.[207][208]

Den 5. september skrev Mick Krever på sin CNN-blog, at den faste russiske repræsentant ved OSCE, Andrey Kelin, havde sagt, at det var naturligt, at de pro-russiske separatister "vil befri" Mariupol. Ukrainske styrker berettede yderligere om, at russiske efterretningsgrupper var blevet set i området. Kelin sagde, at "der muligvis kunne være frivillige derovre."[209] Den 4. september 2014 sagde en NATO-officer, at der var flere tusinde regulære russiske tropper, der opererede i Ukraine.[210]

I henhold til våbenhvileaftalen kaldet Minsk-protokollen, af d. 5. september 2014, blev der trukket en linje mellem Ukraine og de separatistkontrollerede dele af Donetsk og Luhansk oblasterne i den sydøstlige del af landet.

 
Et kort over kontrollinjen og bufferzonen etableret ved Minsk-protokollen den 5. september 2014

Optrapningen i november 2014 redigér

Den 7. november bekræftede embedsmænd fra NATO, at invasion af Ukraine forsat pågik, idet 32 russiske kampvogne, 16 haubitskanoner og 30 lastbiler med tropper var gået ind i Ukraine.[211] Den 12. november gentog NATO sin besked om russisk troppeopbygning; den amerikanske general Philip Breedlove sagde, at "russiske kampvogne, russisk artilleri, russiske luftforsvarssystemer og russiske kamptropper" var blev observeret.[127] Den litauiske delegation til FN fordømte Ruslands 'ikke-erklæret krig' mod Ukraine.[212] Journalisten Menahem Kahana tog et billede, der viste et 1RL232 "Leopard" overvågningsradarsystem i Torez, øst for Donetsk; og den hollandske freelancejournalist Stefan Huijboom tog billeder, som viste 1RL232'eren være ledsaget af 1RL239 "Lynx" radarsystemer.[213]

Observatører fra OSCE observerede endvidere køretøjer, der krydsede den russisk-ukrainske grænse, som tilsyneladende blev anvendt til at transportere døde soldater. I et tilfælde, den 11. november 2014, krydsede et køretøj, som var mærket med den russiske militærkode for dræbte soldater fra Rusland til Ukraine – og vendte senere tilbage.[214] Den 23. januar 2015 advarede Komitéen for Soldaters Mødre om, at værnepligtige blev sendt til det østlige Ukraine.[215] NATO påpegede, at det havde set en stigning i russiske kampvogne, artilleristykker og andet tungt militært udstyr i det østlige Ukraine og opfordrede på ny Moskva til at trække sine styrker ud af Ukraine.[216]

Centret for Eurasian Strategic Intelligence vurderede – baseret på officielle udtalelser, information fra forhør af tilfangetagne, satellitovervågningsdata samt verificerede meddelelser fra pårørende og profiler på sociale netværk – at over 30 russiske militærenheder deltog i konflikten i Ukraine. I alt havde over 8.000 soldater kæmpet der på forskellige tidspunkter.[217] Chicago Council on Global Affairs påpegede, at de pro-russiske separatister havde en teknologisk fordel sammenlignet med den ukrainske hær, da denne havde set en stor tilstrømning af avancerede militærsystemer i midten af 2014: effektive antiluftvåben ("Buk", MANPADS) nedbragte effektiviteten af de ukrainske luftangreb, russiske droner leverede efterretninger og russisk kommunikationssystem vanskeliggjorde ukrainernes mulighed for at tilgå kommunikationsefterretninger. Ligeledes anvendte den russiske side også hyppigt elektronisk krigsførelse, som Ukraine manglede og ikke i samme grad rådede over. Conflict Studies Research Centre fremlagde lignende konklusioner med hensyn til de pro-russiske separatisters teknologiske fordele.[218]

Talrige rapporter om russiske tropper og krigsførelse på ukrainsk territorium blev fremlagt for FN's Sikkerhedsråd. På mødet den 12. november anklagede repræsentanten fra Storbritannien også Rusland for forsætligt at begrænse OSCE's kapacitet til at observere udviklingen af konflikten og påpegede blandt andet her, at observatørerne kun havde lov til at overvåge en to kilometers grænsestrækning mellem Ukraine og Rusland, og at droner, der blev indsat for at udvide deres kapaciteter, blev skudt ned.[219]

2015 og våbenhvilen redigér

 
Pro-russiske separatister i Donetsk i maj 2015. Ukraine erklærede de russisk-støttede separatister fra det østlige Ukraine for at være terrororganisationer.[220]

I januar 2015 repræsenterede de tre byer Donetsk, Luhansk og Mariupol de tre fronter, hvor Ukraine kæmpede mod styrker, der angiveligt var bevæbnet, trænet og støttet af Rusland.[221]

Den 21. januar – som følge af en række rapporter, der omtalte at yderliggere 2.000 russiske tropper ledsaget af 200 kampvogne og bevæbnede mandskabsvogne havde krydset grænsen – talte Poroshenko om en farlig eskalering af konflikten. Han forkortede sit besøg på World Economic Forum i Davos på grund af sin bekymring over den forværrede situation.[222] Den 29. januar sagde chefen for Ukraines generalmilitærstab, Viktor Muzhenko, at den ukrainske hær ikke var "involveret i kampoperationer mod regulære russiske enheder", men at han havde oplysninger om russiske civile og militære individer, der kæmper sammen med de "ulovlige væbnede grupper"[223]

OSCE-observatører rapporterede den 28. januar fra udkanten af byen Khartsyzk øst for Donetsk, at "en kolonne på fem T-72 kampvogne havde bevæget sig mod øst" og at de umiddelbart herefter havde set "en anden kolonne på fire T-72 kampvogne, der bevægede sig mod øst af samme vej, og som var ledsaget af fire umærkede militærlastbiler, af typen URAL." Observatørerne rapporterede yderligere om en intensiveret bevægelse af umærkede militærlastbiler, dækket af lærred.[224] Efter beskydningen af boligområder i Mariupol sagde NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg: "Russiske tropper i det østlige Ukraine støtter disse offensive operationer med kommando- og kontrolsystemer, luftforsvarssystemer med avancerede jord-til-luft-missiler, ubemandede luftsystemer, avanceret multiraket affyringssystemer og elektroniske krigsførelse."'[216][225]

Nye fredsforhandlinger, kendt som Minsk II og som parterne nåede til enighed om den 15. februar 2015, afsluttede konflikten.[226]

Den fastfrosne konflikt (2015-2020) redigér

Den amerikanske hærchef i Europa Ben Hodges udtalte i februar 2015, at "det er meget tydeligt, ud fra mængden af ammunition og type af militærudstyr, at der er en direkte russisk militær intervention i Debaltseve-området".[227] Ifølge skøn fra Chicago Council on Global Affairs i februar 2015 talte pro-russiske separatiststyrker omkring 36.000 soldater (sammenlignet med 34.000 ukrainere), hvoraf 8.500-10.000 af disse var russiske soldater. Derudover opererede omkring 1.000 GRU-tropper i området.[228] Ifølge en militærekspert, Ilya Kramnik, overgår de samlede ukrainske styrker de russiske styrker med en faktor to (20.000 pro-russiske separatister mod 40.000, der kæmper for Ukraine).[229]

 
Ofre under Krigen i Donbas

I februar 2015 havde den uafhængige russiske avis Novaya Gazeta fremskaffet dokumenter,[230] der angiveligt var skrevet af oligarken Konstantin Malofayev og andre, som omhandlede en strategi i tilfælde af, at Viktor Janukovitj ville miste magten og Ukraine ville gå i opløsning, hvilket blev anset som sandsynligt. Dokumenterne skitserede planer for annekteringen af Krim og de østlige dele af landet og beskriver nøje de begivenheder, der faktisk fulgte efter Janukovitjs fald. Dokumenterne beskrev også planer for en PR-kampagne, som skulle forsøge at retfærdiggøre de russiske handlinger.[231][232][233]

Russisk finansiering af militser og Glazyev-telefonaflytninger redigér

I august 2016 offentliggjorde Ukraines sikkerhedstjeneste (SBU) den første del af nogle telefonaflytninger fra 2014 af Sergey Glazyev (russisk præsidentrådgiver), Konstantin Zatulin med flere, hvori de diskuterede hemmelig finansiering af pro-russiske aktivister i det østlige Ukraine, besættelse af administrationsbygninger og andre aktioner, der med tiden førte til den væbnede konflikt.[234]

Så tidligt som i februar 2014 havde Glazyev givet direkte instrukser til forskellige pro-russiske partier i Ukraine om at tilskynde til uroligheder i Donetsk, Kharkiv, Zaporizhia og Odessa. Han bad forskellige pro-russiske aktører om at overtage lokale administrationskontorer, instruerede dem i hvad de skulle gøre bagefter, hvordan man formulerede deres krav, og lovede støtte fra Rusland – herunder at "sende vores fyre".[235][236][237] I yderligere opkald optaget i februar og marts 2014 påpeger Glazyev, at "halvøen ikke har sin egen elektricitet, vand eller gas", og en "hurtig og effektiv" løsning ville være en udvidelse mod nord. Ifølge ukrainske journalister indikerer dette, at planerne om en militær intervention i Donbas – som havde til formål at danne en russisk-kontrolleret marionetstat Novorossiya, for at sikre forsyninger til det annekterede Krim – blev diskuteret længe før konflikten rent faktisk udbrød i april.

Russiske troppeindsættelser redigér

I en rapport af Igor Sutyagin udgivet af Royal United Services Institute i marts 2015 blev det fastlagt, at i alt 42.000 regulære russiske kamptropper havde været involveret i kampene – med et toppunkt af 10.000 indsat i december 2014. Den direkte involvering af de russiske tropper på ukrainsk territorium begyndte i august 2014, som var et tidspunkt, hvor det ukrainske militære succeser skabte grobund for, at de pro-russiske oprørere ville kollapse. Ifølge rapporten er de russiske tropper de mest trænede og dygtige enheder på den anti-ukrainske side, hvorimod de regulære Donetsk- og Luhansk-oprørsformationer i det væsentlige bliver brugt som "kanonføde".[238][239]


Sager om tilskadekomne og dræbte russiske soldater i Ukraine er meget omtalt i lokale russiske medier – særligt i de republikker, hvor de kom.[240] Rekruttering til Donbas gøres via veteraner og andre paramilitære organisationer. Vladimir Yefimov, leder af en af sådanne organisationer, forklarede i detaljer i et interview, hvordan processen fungerer i Ural-området. Organisationen rekrutterer hovedsageligt militærveteraner, men også politifolk, brandmænd mv. med militær erfaring. Omkostningerne ved at udstyre en frivillig er anslået til omkring 350.000 rubler (ca. $6.500). Foruden dette kommer omkostninger til den frivilliges løn, som formodes at udgøre mellem 60.000 til 240.000 rubler om måneden afhængigt af deres erfaring.[241]

De frivillige får udstedt et dokument, der hævder, at deres deltagelse er begrænset til "at tilbyde humanitær hjælp", hvorved russisk lov om lejesoldater forbigås. I henhold til russisk lovgivning om lejesoldater, er en lejesoldat defineret som en person, der "deltager [i kamp] med mål, der strider mod Den Russiske Føderations interesser".[241] Rekrutterne rejser til konfliktzonen uden våben, som gives på destinationen. Ofte har russiske tropper rejst forklædt som Røde Kors-personale.[145][242][243][244] Igor Trunov, leder af det russiske Røde Kors i Moskva, fordømte disse konvojer og sagde, at de vanskeliggjorde levering af den sande humanitær hjælp.[245]

Den 22. april 2015 anklagede det amerikanske udenrigsministerium de "kombinerede russisk-separatistiske styrker" for at ophobe sig luftforsvarssystemer og UAV sammen med kommando- og kontroludstyr i det østlige Ukraine. Udstyret blev i henhold til amerikanerne anvendt til at udføre "kompleks" militær træning, som ikke efterlod "nogen tvivl om, at Rusland er involveret i træningen". Rusland forstærkede også sin militære tilstedeværelse på den østlige grænse til Ukraine samt nær Belgorod – som ligger tæt på Kharkiv.[246]

Da Rusland nægtede at tillade OSCE at udvide sin mission, udtalte OSCE-observatør Paul Picard, at "Vi ser ofte, hvordan russiske medier manipulerer vores udtalelser. De siger, at vi ikke har set russiske tropper krydse grænserne. Men det gælder kun to grænseovergange. Vi aner ikke, hvad der foregår ved de andre."[247]

I september 2015 anslog FN's Menneskerettighedskontor, at der var 8.000 døde, som resultat af konflikten. Endvidere blev det bemærket, at volden var "drevet af tilstedeværelsen og den fortsatte tilstrømning af fremmedkrigere og sofistikerede våben og ammunition fra Rusland."[248]

I 2020 viste en offentligt tilgængelige analyse af russiske jernbanetrafikdata (gdevagon.ru), at der i januar 2015 – en periode med særligt hårde kampe – blev sendt tusindvis af tons gods med jernbane fra forskellige steder i Rusland til Uspenskaya (en lille togstation, der krydser fra Rostovskaya oblast', Rusland, til den separatistkontrollerede del af Ukraine), der var mærkeret som "sprængfarligt ".[249]

2016 eskalering redigér

 
Russisk-støttede separatister i maj 2016

Den 8. august 2016 rapporterede Ukraine, at Rusland havde øget sin militære tilstedeværelse langs Krim-demarkationslinjen. Grænseovergange blev derefter lukket.[250] Den 10. august hævdede det russiske sikkerhedsagentur FSB, at det havde forhindret et "ukrainske terrorangreb". Endvidere blev der rapporteret om, at to soldater var blevet dræbt i sammenstød i Armiansk (Krim), og at "flere" ukrainske og russiske borgere var blevet tilbageholdt.[251][252][253] Russiske medier rapporterede, at en af de dræbte soldater var en chef for den russiske GRU, som senere blev begravet i Simferopol.[254]

Den ukrainske regering afviste, at hændelsen fandt sted.[255][256] Sideløbende med denne hændelse hævdede en ukrainsk embedsmand den 9. august, at en række russiske soldater havde deserteret, men ikke var kommet ind i Ukraine,[257] og at der udbrød træfninger mellem russiske efterretningsofficerer og grænsevagter.[258] Den russiske præsident Putin beskyldte Ukraine for at anvende "terrorpraksis".[259] Ukraines præsident Porosjenko kaldte den russiske version af begivenhederne "lige så kynisk og sindssyg".[260] USA benægtede Ruslands påstande, og dets ambassadør i Ukraine (Geoffrey R. Pyatt) udtalte: "Den amerikanske regering har ikke set noget hidtil, der bekræfter de russiske påstande om en 'Krim-indtrængen'."[261]

Rusland havde anvendt påstanden til at etablere en hurtig militær oprustning på Krim,[262] efterfulgt af øvelser og militær bevægelse nær den ukrainske grænse.[262][263] Ukraines præsident Petro Poroshenko advarede om, at Rusland forbereder sig på en fuld invasion af Ukraine.[264][265]

2018 Kerch-strædet redigér

 
Kerch-strædet over passagen mellem det sorte og Azovske hav

Kerch-strædet udgør en kritisk forbindelse for Ukraines østlige havne i Azovhavet til Sortehavet, som Rusland fik de facto kontrol over i kølvandet på annektering af Krim i 2014. I 2017 appellerede Ukraine brugen af strædet til voldgiftsretten. I 2018 havde Rusland bygget en bro over det, hvilket begrænsede størrelsen af skibe, der kunne passere strædet. Ligeledes indførte Rusland nye regler for brugen af strædet, ligesom Rusland ved flere lejligheder har tilbageholdt ukrainske skibe.

Spændingerne over brugen af strædet havde været stigende i flere måneder.[266] Den 25. november 2018 forsøgte tre ukrainske både, der rejste fra Odessa til Mariupol, at krydse Kerch-strædet, hvilket medførte at russiske krigsskibe skød på og beslaglagde de ukrainske både; 24 ukrainske søfolk blev tilbageholdt.[267][268] Den efterfølgende dag, den 26. november 2018, støttede det ukrainske parlament i overvældende grad indførelsen af krigsret langs Ukraines kystområder, som reaktion på Ruslands affyring og beslaglæggelse af de ukrainske både nær Krim-halvøen. Krigsretten trådte i kraft den 28. november 2018 og udløb automatisk efter 30 dage.[269]

2019-2020 redigér

 
Fra venstre Ruslands præsident Vladimir Putin, Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Tysklands kansler Angela Merkel og Ukraines præsident Volodymyr Zelensky i Paris, Frankrig, december 2019

Mere end 110 ukrainske soldater blev dræbt i konflikten mellem ukrainske regeringsstyrker og russisk-støttede separatister i 2019.[270] I maj 2019 tiltrådte den nyvalgte ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj og lovede at afslutte krigen i Donbas.[270] I december 2019 begyndte Ukraine og pro-russiske separatister at udveksle krigsfanger. Omkring 200 fanger blev udvekslet den 29. december 2019.[271][272][273] Ifølge de ukrainske myndigheder blev 50 ukrainske soldater dræbt i konflikten mellem ukrainske regeringsstyrker og russisk-støttede separatister i 2020.[274] Siden 2019 har Rusland udstedt over 650.000 interne russiske pas,[275] hvilket den ukrainske regering anser som et skridt i retning af annektering af regionen.[276]

Optrapning af konflikten (2021-2022) redigér

Øget spændinger redigér

Konflikten mellem Rusland og Ukraine eskalerede i begyndelsen af februar 2021. Den ukrainske regering begyndte i februar 2021 at bandlyse mere russisk-orienterede medier, som var associeret med oppositionspartiet Opposition Platform — For Life (OPFL) og medlemmer heraf, såsom bl.a. Taras Kozak og Viktor Medvedtjuk.[12][277][278] OPFL var det største oppositionsparti og det næststørste parti i Verkhovna Rada, som ved parlamentsvalget i 2019 havde modtaget ca. 13% – eller knap 2 mio. – af stemmerne. Partiets politiske platform byggede på en række mere russisk-orienterede politiker, herunder bl.a. modstand mod afkommunisering, beskyttelsen af brugen af det russiske sprog, øget handel med SNG-lande, modstand mod større tilknytning til NATO (med ønske om neutralitet på det militær-politiske område) og genforhandling af associeringsaftalen med EU (EU-skeptisk). Flere af partiets medlemmer, herunder særligt Medvedtjuk[q], havde ligeledes nære personlige forbindelser til Kreml og Putin selv.[12][278]

Den ukrainske regeringen retfærdiggjorde bandlysning af medierne med, at medier reelt var propagandavirksomheder for Rusland. USA's ambassade i Kyiv bifaldt efterfølgende tiltaget og betonede nødvendigheden i at ”modvirke russisk ondsindet indflydelse”, mens bl.a. Medvedtjuk fordømte tiltaget og beskyldte det for at være "ulovligt".[12][277][278] Den ukrainske regering sanktionerede og beslaglagde efterfølgende, d. 19. februar 2021, også forskellige aktiver tilhørende Medvedtjuk og hans familie. OPFL udtale i denne forbindelse, at Ukraine i dag var "kommet et skridt nærmere et diktatur".[278] Som reaktion på disse tiltag fra Ukraine annoncerede Rusland d. 21. februar 2021 en stor militærøvelse på grænsen mellem Rusland og Ukraine, der bl.a. ville omfatte 3.000 soldater.[12]

I marts 2021 godkendte Præsident Zelenskyj en strategi omhandlende ”befrielsen og reintegrationen” (engelsk: ”de-occupation and Reintegration") af Krim-halvøen. Rusland troppeopbygning langs grænsen til Ukraine blev efterfølgende forøget, ligesom en stabschef i Kreml i april 2021 advarede om, at Rusland kunne komme oprørsstyrkerne i Donbass til forsvar. Rusland havde siden 2019 udstedt ca. 650.000 russiske pas til beboere i Donbass, hvilket præsident Zelenskyj anså som et skridt i retning mod en annektering.[14][15]

 
Amerikanske faldskærmstropper rejser fra Italiens luftbase Aviano til Letland den 23. februar 2022. Tusindvis af amerikanske tropper blev udsendt til Østeuropa midt under Ruslands militære oprustning.[279]

Den indledende troppeopbygning blev efterfulgt af andre troppeopbygning mellem oktober 2021 og februar 2022 i både Rusland og Hviderusland.[280] Under hele denne periode benægtede den russiske regering gentagne gange, at den havde planer om at invadere eller angribe Ukraine;[281][282] dem, der udstedte benægtelserne, omfattede Putins talsmand Dmitrij Peskov i november 2021, viceudenrigsminister Sergei Ryabkov i januar 2022,[283] den russisk ambassadør i USA Anatoly Antonov den 20. februar 2022,[281] og den russisk ambassadør til Tjekkiet Alexander Zmeevsky den 23. februar 2022.[284]

I begyndelsen af december 2021, efter Rusland havde benægtet nogle intentioner om at invadere Ukraine, frigav USA efterretninger omhandlende russiske invasionsplaner, herunder satellitfotografier, der viser russiske tropper og udstyr nær den ukrainske grænse.[285] Efterretningstjenesten rapporterede ligeledes om eksistensen af en russisk liste over nøglesteder og personer, der skulle dræbes eller neutraliseres ved invasion.[286] USA fortsatte efterfølgende med at frigive rapporter, der forudså en snarlig russisk invasion,[286] men ifølge Michael Kofman fra Center for Naval Analyses forberedte den ukrainske regering sig ikke i tilstrækkelig grad på en mulig forstående invasion.[287]

Russiske anklager og krav redigér

 
Ukraines vicepremierminister Olha Stefanishyna med NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg ved en konference omhandlende en potentiel russisk invasion den 10. januar 2022

I månederne forud for invasionen anklagede russiske embedsmænd Ukraine for at tilskynde til spændinger, russofobi og undertrykkelse af de russisktalende i Ukraine. De stillede også flere sikkerhedskrav til Ukraine, NATO og ikke-NATO-allierede i EU. Disse handlinger blev beskrevet af kommentatorer og vestlige embedsmænd som et forsøg på at retfærdiggøre krig.[288][289] Den 9. december 2021 sagde Putin, at "Russofobi er et første skridt mod folkedrab".[290][291] Putins påstande blev afvist af det internationale samfund,[292] og de russiske påstande om folkedrab er bredt blevet beskrevet som grundløse.[293][294][295]

I en tale den 21. februar satte Putin spørgsmålstegn ved den ukrainske stats legitimitet og gentog sin påstand om, at Ukraine aldrig havde haft "en tradition som en ægte stat".[296][297] Han påstod, at Ukraine var blevet skabt af Sovjetrusland. Putin anklagede endvidere det ukrainske samfund og regering for at være domineret af nynazisme, hvor han bl.a. påberåbte sig historien om deres samarbejde i det tysk-besatte Ukraine under Anden Verdenskrig,[298][299] og gentog en antisemitisk konspirationsteori som gav udtryk for, at det snarere var de russisk kristne fremfor jøder, som de sande ofre for Nazityskland.[292] Selvom Ukraine er præget af en grad af højreekstremisme, herunder gennem den nynazistiske Azov-bataljon og Pravij sektor,[300][299] har analytikere beskrevet Putins retorik som en kraftig overdrivelse af indflydelsen fra højreekstremistiske grupper i Ukraine; der er ingen udbredt støtte til ideologien i regeringen, militæret eller blandt vælgerne.[288][298] Poroshenko-administrationen begyndte i 2015 at håndvæve en lov, der fordømte Sovjetunionen og nazisterne. Den efterfølgende ukrainske præsident Zelenskyj, som er jøde, udtalte, at hans bedstefar tjente i den sovjetiske hær, der kæmpede mod nazisterne;[301] tre af hans familiemedlemmer døde under Holocaust.[288]

 
Et amerikansk efterretningsvurderingskort og billeder af russisk militærbevægelse i nærheden af den ukrainske grænse, per d. 3. december 2021. Man vurderede, at Rusland havde indsat omkring 70.000 tropper med en vurdering om, at dette øges til 175.000 tropper. Udgivet af The Washington Post.[302]

Under den anden troppeopbygning udsendte Rusland krav til USA og NATO. Disse krav omfattede blandt andet en juridisk bindende aftale, der ville forhindre Ukraine i nogensinde at blive medlem af NATO, ligesom der var krav om tilbagetrækning af udstationeret tropper i NATO's østeuropæiske medlemslande.[303] Rusland truede med et uspecificeret militært modsvar, hvis NATO fortsatte med at følge sin "aggressive linje".[304] Disse krav blev bredt fortolket som værende ikke-levedygtige; nye NATO-medlemmer i Central- og Østeuropa havde tilsluttet sig alliancen, fordi deres befolkninger bredt foretrak at bevæge sig hen imod de sikkerhedsgarantier og økonomiske muligheder, som NATO og EU tilbød. Deres regeringer søgte beskyttelse mod russisk aggression.[305] Kravet om en formel traktat, der forhindrer Ukraine i at blive medlem af NATO, blev også set som ikke-levedygtige af vestlige embedsmænd, da det ville være i modstrid med traktatens "åben dør"-politik. NATO havde dog ikke udvist noget ønske om at imødekomme Ukraines anmodninger om at blive medlem.[306]

Påståede sammenstød (17.-21. februar) redigér

Den 17. februar 2022 eskalerede kampene i Donbas markant.[307] Ukrainerne og de pro-russiske separatister beskyldte hinanden for at skyde ind på hinandens territorium.[308][309] Den 18. februar igangsatte Folkerepublikkerne i Donetsk og Luhansk en obligatorisk nødevakuering af civile fra deres respektive hovedstæder.[310][311][312][313] Ukrainske medier rapporterede om en kraftig stigning i artilleribeskydningen fra de russisk-støttede militante i Donbas, som forsøg på at provokere den ukrainske hær.[314][315]

I et forsøg på at retfærdiggøre en invasion af Ukraine, intensiverede den russiske regering sin desinformationskampagne i dagene op til den senere invasion, hvor russiske statsmedier promoverede videoer, der foregav at vise ukrainske styrker angribe Rusland.[316] Mange af desinformationsvideoerne var dårlige og bar præg af amatørkvalitet. Senere beviser har vist, at de påståede angreb, eksplosioner og evakueringer i Donbas var iscenesat af Rusland.[316][317][318]

Eskalering (21.-23. februar) redigér

Putins tale til nationen d. 12. februar 2020 (engelske undertekster er tilgængelig)

Den 21. februar kl. 22:35 (UTC+3)[319] meddelte Putin, at den russiske regering officielt ville anerkende Folkerepublikkerne i Donetsk og Luhansk.[320] Samme aften beordrede Putin, at russiske tropper skulle indsættes i Donbas, i det Rusland omtalte som en "fredsbevarende mission".[321][322] Interventionen den 21. februar i Donbas blev fordømt af flere medlemmer af FN's Sikkerhedsråd; ingen gav udtryk for støtte til det.[323] Den 22. februar bemyndigede det russiske Føderationsrådet enstemmigt, at Putin kunne bruge militær magt uden for Rusland.[324]

Som modsvar beordrede Zelenskyj, at den ukrainske hærs reservister skulle indkaldes.[325] Den følgende dag proklamerede Ukraines parlament en 30-dages landsdækkende undtagelsestilstand og beordrede mobilisering af alle reservister.[326][327][328] I mellemtiden begyndte Rusland at evakuere sin ambassade i Kyiv.[329] Det ukrainske parlaments og regerings hjemmesider blev, sammen med bankwebsteder, ramt af DDoS-angreb,[330] bredt tilskrevet russisk-støttede hackere.[331][332]

Natten til den 23. februar[333] holdte Zelenskyj en tale på russisk, hvori han appellerede til, at de russiske borgere skulle forhindre krig.[334][335] Han afviste samtidig også Ruslands påstande om nynazisme i den ukrainske regering og erklærede, at han ikke havde til hensigt at angribe Donbas-regionen.[336] Kremls talsmand Dmitrij Peskov sagde den 23. februar, at separatistlederne i Donetsk og Luhansk havde sendt et brev til Putin som sagde, at ukrainsk beskydning havde forårsaget civile dødsfald og appellerede om militær støtte fra Rusland.[337]

Som modsvar anmodede Ukraine om et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd,[338] som blev indkaldt til kl. 21:30 (UTC−5).[339] En halv time inde i krisemødet annoncerede Putin starten på de militære operationer i Ukraine. Sergiy Kyslytsya, den ukrainske repræsentant, opfordrede efterfølgende den russiske repræsentant, Vasily Nebenzya, til at "gøre alt muligt for at stoppe krigen" eller opgive sin stilling som præsident for FN's Sikkerhedsråd ; Nebenzya nægtede.[340] [341]

Den russisk invasion af Ukraine (2022) redigér

 
Et animeret kort over Ruslands invasion af Ukraine

Den 21. februar 2022 hævdede den russiske regering, at ukrainsk beskydning havde ødelagt en FSB-grænsefacilitet på grænsen mellem Rusland og Ukraine. Samtidig hævdede de, at de havde dræbt fem ukrainske soldater, der forsøgte at krydse ind på russisk territorium. Ukraine nægtede at have været involveret i begge hændelser og kaldte dem "false flag"-operationer.[342][343] Samme dag anerkendte den russiske regering formelt de selvudråbte DPR og LPR som uafhængige stater – ikke kun i deres de facto kontrollerede områder, men også de ukrainsk-kontrollerede dele af oblasterne.[344] Putin beordrede russiske militærstyrker til at gå ind i regioner.[345][346][347]

Den 24. februar 2022 beordrede den russiske præsident Vladimir Putin en invasion af Ukraine af russiske væbnede styrker, der tidligere var koncentreret langs grænsen.[348] Invasionen omfattede angreb på tværs af grænsen mellem Hviderusland og Ukraine og blev efterfulgt af målrettede luftangreb på militærbygninger i Ukraine.[349][350] Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj vedtog som modsvar krigslov og en generel mobilisering i hele Ukraine.[351] Varslingssirener blev hørt i hele Ukraine det meste af dagen.[352]

Verdens militærudgifter når ny rekordhøje, da de europæiske udgifter stiger
(Stockholm, 24. april 2023) De samlede globale militærudgifter steg med 3,7 procent i faste prser i 2022 for at nå et nyt højdepunkt på 2240 milliarder dollars. Militærudgifterne i Europa oplevede den kraftigste stigning fra år til år i mindst 30 år. De tre største forbrugere i 2022 - USA, Kina og Rusland - tegnede sig for 56 procent af verdens samlede beløb, ifølge nye data om globale militærudgifter offentliggjort i dag af Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI).

Ukraines militærudgifter nåede 44,0 milliarder dollars i 2022. Med 640 procent var dette den højeste enkeltårige stigning i et lands militærudgifter, der nogensinde er registreret i SIPRI-data. Som et resultat af stigningen og den krigsrelaterede skade på Ukraines økonomi, steg den militære byrde (militære udgifter som andel af BNP) op til 34 procent af BNP i 2022, fra 3,2 procent i 2021.

Ukraines ITIL-infrastruktur er blevet forringet som følge af russiske cyberangreb og bombardementer.[353][354] Adskillige ukrainske byer og infrastrukturanlæg er blevet besat, herunder Tjernobyl-atomkraftværket.[355][356][357] Den 25. februar sagde en amerikansk forsvarstjenestemand, at de "russiske styrker møder mere modstand" i deres fremrykning mod Kyiv "end de forventede";[358] det samme blev konkluderet af James Heappey, Storbritanniens minister for de væbnede styrker, den efterfølgende dag.[359]

Noter redigér

  1. ^ Begyndelsesdatoen for annekteringen af Krim er omstridt.[1] Ukraine hævder den 20. februar 2014 som begyndelsen med henvisning til datoerne indskrevet på den russiske medalje "For Return of Crimea", hvilket også i 2015 blev udpeget af det ukrainske parlament, som den officielle begyndelsesdatoen for annekteringen af Krim.[2][3] Den 20. februar 2014 luftede Vladimir Konstantinov, som på daværende tidspunkt var formand for parlamentet på Krim, første gang sine tanker om at løsrive regionen fra Ukraine.[4] I begyndelsen af marts 2015 udtalte præsident Putin i en russisk film der omhandlende annekteringen af Krim, at han beordrede operationen med hensyn til at "genforene" Krim med Rusland efter et krisemøde natten mellem den 22.-23. februar 2014.[1][5] I 2018 hævdede den russiske udenrigsminister, at den tidlige "startdato" på medaljen skyldtes en "teknisk misforståelse".[6]
  2. ^ Våben og økonomisk støtte.
  3. ^ russisk: pоссийско-украинская война; ukrainsk: російсько-українська війна.
  4. ^ Mange lande har ydet støtte til Ukraine, dog uden at involvere sig som krigsførende part.
  5. ^ Rusland indsatte officielt russiske soldater d. 24. februar 2022 i forbindelse med deres invasion af Ukraine d. 24. februar 2022 (denne blev officielt omtalt som en ”særlig militær operation” eller blot en ”SMO” i Rusland). Rusland har officielt benægtet, at de var engageret direkte militært med russiske soldater i forbindelse med Krigen i Donbass (2014-2022).[9] Putin har anerkendt, at russiske tropper var involveret i, og dermed aktivt medvirkede til, at tage kontrol over Krim-halvøen i februar 2014.[10] Desforuden har Hviderusland ydet støtte til Rusland ved bl.a. at give de russiske styrker territorial adgang til landet i forbindelse med 2022-invasionen.
  6. ^ Almindeligvis omtales oprørsstyrkerne også som separatiststyrker. Oprørsstyrkernes dagsordener var dog, særligt indledningsvis, i nogen grad varierende. Her var der nogle der ønskede en direkte annektering (indlemmelse i Den Russiske Føderation), andre ønskede russisk-støttet autonomi, nogle tredje ønskede mere autonomi som del af Ukraine etc. Hovedparten af oprørsstyrkerne var lokale fra det østlige Ukraine (mange af disse etniske russere), mens også frivillige krigere fra Rusland var del af oprørsstyrkerne. Disse russere påstod at være kommet af egen frie vilje for at deltage i kampene. Ukraine – støttet af USA og EU – hævdede, at der var tale om russiske efterretningsagenter, der ledte oprørsstyrkerne fra starten og som var kontrolleret af Kreml. Rusland har benægtet, at de var direkte involveret i kamphandlinger.[9][11]
  7. ^ "Det moderne Ukraine" er her defineret ved de grænser, som blev fastlagt og bestemt ved dets uafhængighed i 1991.
  8. ^ Under revolutionsperioden i Rusland herunder den dertilhørende borgerkrig (perioden fra 1917 til 1921) dannede territoriet for det moderne Ukraine ramme for voldsomme kampe. Kontrollen over de forskellige områder skiftede hænder flere gange (mellem eksempelvis De Hvide, bolsjevikkerne, Polen og det Tyske Kejserrige). Flere forskelligartede forsøg på at erklære ukrainsk uafhængig i denne periode blev forsøgt, bl.a. i form af Den ukrainske folkerepublik og Vestukrainske folkerepublik. Men som følge af de voldsomme kampe og skiftende kontrol af de forskellige landområder, blev der de facto ikke etableret nogen reel uafhængig og selvstændig ukrainsk stat.
  9. ^ På landsplan var valgdeltagelsen 84%, hvoraf godt 90% af disse stemte for uafhængighed. Tilslutningen til uafhængighed var generelt lavere i det syd- og østlige Ukraine, sammenlignet med det vestlige Ukraine. På Krim-halvøen var tilslutningen til uafhængigheden lavest, idet blot blot ca. 67% af indbyggerne på Krim-halvøen deltog i valget – hvoraf blot ca. 54% af disse stemte for uafhængighed. De resterende dele af det syd- og østlige Ukraine skilte sig ikke i ligeså høj grad ud som Krim-halvøen: fx var valgdeltagelsen i Donetsk oblast ca. 77% hvoraf ca. 83% stemte for uafhængighed.[17][18][19][20]
  10. ^ I 1996 kom ca. 50% af Ukraines samlede import fra Rusland, mens ca. 39% af landets eksport gik til Rusland.[21] Til trods for at Rusland i 2013 stadig var Ukraines største handelspartner, var disse tal faldet til henholdsvis ca. 30% (import) og 24% (eksport).[22]
  11. ^ I 1996 udgjorde både import og eksport fra Ukraine ca. 10% af Ruslands samlede import- og eksportmarkeder, hvilket gjorde landet til Ruslands største handelspartner.[23] I 2013 var andelen af import fra henholdsvis eksport til Ukraine dog reduceret til ca. 5% og 3%, hvorfor landet var reduceret til Ruslands 6. største handelspartner.[24]
  12. ^ Eksempelvis:
    Baker again assures Gorbachev that “neither the President nor I intend to extract any unilateral advantages from the processes taking place,” and that the Americans understand the importance for the USSR and Europe of guarantees that “not an inch of NATO’s present military jurisdiction will spread in an eastern direction.[46]
  13. ^ De to lande var politisk ustabile med mange interne politiske uroligheder. Samtidig var støtten til at blive medlem af NATO blandt befolkningen i Ukraine på daværende tidspunkt meget lav (i henhold til nogle måling, kun knap 30 procent). Derudove kontrollerede Georgien ikke hele sit territorium på grund af fastfrosne konflikt fra begyndelsen af 1990'erne med to udbryderrepublikker, Sydossetien og Abkhasien.[54]
  14. ^ Oversat fra engelsk:
    "NATO welcomes Ukraine’s and Georgia’s Euro-Atlantic aspirations for membership in NATO. We agreed today that these countries will become members of NATO."[58]
  15. ^ Den Orange Revolution varede fra d. 22. november 2014 frem til indsættelse af Viktor Jusjtjenko d. 23. januar 2015.
  16. ^ Lignende protestbevægelser og revolutioner, som Den Orange Revolution, havde pågået i andre tidligere Østlande. Eksempelvis Rosenrevolutionen i Georgien i 2003.
  17. ^ Putin er gudfar til Medvedtjuks datter. I henhold til Medvedtjuk, går venskabet med Putin tilbage til Putins tidlige år som præsident (2002-2005), hvor Medvedtjuk var stabschef for den ukrainske præsident Leonid Kutjma. Her mødte Medvedtjuk jævnligt Putin i kvag af hans officielle funktioner, hvilket udviklet sig til et mere personligt venskab.[12][278]

Referencer redigér

  1. ^ a b McDermott, Roger N. (2016). "Brothers Disunited: Russia's use of military power in Ukraine". I Black, J.L.; Johns, Michael (red.). The Return of the Cold War: Ukraine, the West and Russia. London. s. 99-129. doi:10.4324/9781315684567-5. ISBN 978-1-138-92409-3. OCLC 909325250.
  2. ^ "7683rd meeting of the United Nations Security Council. Thursday, 28 April 2016, 3 p.m. New York". Mr. Prystaiko (Ukraine): ... In that regard, I have to remind the Council that the official medal that was produced by the Russian Federation for the so-called return of Crimea has the dates on it, starting with 20 February, which is the day before that agreement was brought to the attention of the Security Council by the representative of the Russian Federation. Therefore, the Russian Federation started – not just planned, but started – the annexation of Crimea the day before we reached the first agreement and while President Yanukovych was still in power.
  3. ^ "'Няша' Поклонська обіцяє бійцям 'Беркута' покарати учасників Майдану". www.segodnya.ua (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  4. ^ "Спікер ВР АРК вважає, що Крим може відокремитися від України". Українська правда (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  5. ^ "Putin describes secret operation to seize Crimea". Yahoo News. 8. marts 2015. Hentet 24. marts 2015.
  6. ^ "Russia's Orwellian 'diplomacy'". unian.info. Hentet 30. januar 2019.
  7. ^ "Nato members 'send arms to Ukraine'". BBC News. 14. september 2014.
  8. ^ Snyder, Timothy (2018). The Road to Unfreedom: Russia, Europe, America. New York: Tim Duggan Books. s. 197. ISBN 978-0-525-57447-7. Almost everyone lost the Russo-Ukrainian war: Russia, Ukraine, the EU, the United States. The only winner was China.
  9. ^ a b c Center for Preventive Action (d. 8. november 2022): "Conflict in Ukraine". Global Conflict Tracker. Hentet 27-02-2023
  10. ^ BBC News (d. 9. marts 2015): "Putin reveals secrets of Russia's Crimea takeover plot". BBC News. Hentet 27-02-2023
  11. ^ Rekoff, Paul (d. 18. juli 2014): "A Look at the Pro-Russian Separatists". The Wall Street Journal. Hentet 27-02-2023
  12. ^ a b c d e f Shuster, Simon (d. 2. februar 2022): "The Untold Story of the Ukraine Crisis". Time. Hentet 28-02-2023
  13. ^ Ukrinform.net (d. 24. marts 2021) "Zelensky enacts strategy for de-occupation and reintegration of Crimea". Hentet 28-02-2023
  14. ^ a b c Roth, Andrew (d. 9. april 2021): "Kremlin defends Russian military buildup on Ukraine border". The Guardian. Hentet 28-02-2023
  15. ^ a b Reuters (d. 20. maj 2021): "Zelenskiy: Russian passports in Donbass are a step towards 'annexation'". Hentet 28-02-2023
  16. ^ a b Williams, Matthias & Zinets, Natalia (d. 10. december 2021): "Biden assures Zelenskiy that NATO membership in Ukraine's hands, Kyiv says". Reuters. Hentet 28-02-2023
  17. ^ Independence – over 90% vote yes in referendum; Kravchuk elected president of Ukraine Arkiveret 2017-10-19 hos Wayback Machine, The Ukrainian Weekly (8 December 1991)
  18. ^ Ukrainian Nationalism in the 1990s: A Minority Faith by Andrew Wilson, Cambridge University Press, 1996, ISBN 0521574579 (page 129)
  19. ^ Kireev, Alex: "Ukraine. Independence Referendum 1991". Electoral Geography. Hentet 09-06-2023
  20. ^ Russians in the Former Soviet Republics by Pål Kolstø, Indiana University Press, 1995, ISBN 978-0-253-32917-2 (page 191)
    Ukraine and Russia:Representations of the Past by Serhii Plokhy, University of Toronto Press, 2008, ISBN 978-0-8020-9327-1 (page 184)
  21. ^ "Ukraine trade balance, exports and imports by country 1996". WITS - Worldbank. Hentet 09-06-2023
  22. ^ "Ukraine trade balance, exports and imports by country 2013". WITS - Worldbank. Hentet 09-06-2023
  23. ^ "Russian Federation trade balance, exports and imports by country 1996". WITS - Worldbank. Hentet 09-06-2023
  24. ^ "Russian Federation trade balance, exports and imports by country 2013". WITS - Worldbank. Hentet 09-06-2023
  25. ^ Molchanov, Mikhail A. (2002). Political Culture and National Identity in Russian–Ukrainian Relations. Texas A&M University Press. s. 235-6. ISBN 9781585441914. OCLC 940548405. OL 3940217M. Arkiveret fra originalen 2022-02-25. Hentet 2014-03-15.
  26. ^ "Ukraine trade balance, exports and imports by country 2019". WITS - Worldbank. Hentet 09-06-2023
  27. ^ a b "Ukraine Special Weapons". Federation of American Scientists. Arkiveret fra originalen 2019-05-04. Hentet 2016-01-25.
  28. ^ Dahlburg, John-Thor (3. december 1991). "Ukraine Votes to Quit Soviet Union : Independence: More than 90% of voters approve historic break with Kremlin. The president-elect calls for collective command of the country's nuclear arsenal". Los Angeles Times. Arkiveret fra originalen 2022-02-24. Hentet 2014-04-15.
  29. ^ Zaborsky, Victor (31. august 1995). "Crimea and the Black Sea Fleet in Russian- Ukrainian Relations". Arkiveret fra originalen 2021-09-09. Hentet 2021-09-10.
  30. ^ Norris, Robert S. (januar-februar 1992). "The Soviet Nuclear Archipelago". Arms Control Today. 22 (1): 24-31. JSTOR 23624674.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
  31. ^ Budjeryn, Mariana. "Issue Brief #3: The Breach: Ukraine's Territorial Integrity and the Budapest Memorandum" (PDF). Woodrow Wilson International Center for Scholars. Hentet 6. marts 2022.
  32. ^ Vasylenko, Volodymyr (15. december 2009). "On assurances without guarantees in a 'shelved document'". The Day. Hentet 7. marts 2022.
  33. ^ Harahan, Joseph P. (2014). "With Courage and Persistence: Eliminating and Securing Weapons of Mass Destruction with the Nunn-Luger Cooperative Threat Reduction Programs" (PDF). DTRA History Series. Defense Threat Reduction Agency. Arkiveret fra originalen (PDF) 28. februar 2022. Hentet 7. marts 2022.
  34. ^ Martel, William C. (1998). "Why Ukraine Gave Up Nuclear Weapons: Nonproliferation Incentives and Disincentives". I Schneider, Barry R.; Dowdy, William L. (red.). Pulling Back from the Nuclear Brink: Reducing and Countering Nuclear Threats. Psychology Press. s. 88-104. ISBN 978-0-7146-4856-9. Arkiveret fra originalen 2017-03-21. Hentet 2016-11-07. There are some reports that Ukraine had established effective custody, but not operational control, of the cruise missiles and gravity bombs. ... By early 1994 the only barrier to Ukraine's ability to exercise full operational control over the nuclear weapons on missiles and bombers deployed on its soil was its inability to circumvent Russian permissive action links (PALs).
  35. ^ Pikayev, Alexander A. (Spring-Summer 1994). "Post-Soviet Russia and Ukraine: Who Can Push the Button?" (PDF). The Nonproliferation Review. 1 (3): 31-46. doi:10.1080/10736709408436550. Arkiveret (PDF) fra originalen 2014-05-21. Hentet 2014-08-06.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
  36. ^ Vasylenko, Volodymyr (15. december 2009). "On assurances without guarantees in a 'shelved document'". The Day. Arkiveret fra originalen 2017-01-28. Hentet 2014-03-18.
  37. ^ "Istanbul Document 1999". Organization for Security and Co-operation in Europe. 19. november 1999. Arkiveret fra originalen 1. juni 2014. Hentet 21. juli 2015.
  38. ^ a b c Wiegrefe, Klaus (15. februar 2022). "NATO's Eastward Expansion: Is Vladimir Putin Right?". Der Spiegel. ISSN 2195-1349. Hentet 28. februar 2022.
  39. ^ a b c Hall, Gavin E. L. (14. februar 2022). "Ukraine: the history behind Russia's claim that Nato promised not to expand to the east". The Conversation. Hentet 14. marts 2022.
  40. ^ Sarotte, Mary Elise (september-oktober 2014). "A Broken Promise?". Foreign Affairs. Arkiveret fra originalen 25. august 2014. Hentet 2014-08-28.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
  41. ^ Trachtenberg, Marc (2021). "The United States and the NATO Non-extension Assurances of 1990: New Light on an Old Problem?" (PDF). International Security. 45 (3): 162-203. doi:10.1162/isec_a_00395. S2CID 231694116. Arkiveret fra originalen (PDF) 26. januar 2021. Hentet 27. januar 2021.
  42. ^ Itzkowitz Shifrinson, Joshua R. (2016). "Deal or No Deal? The End of the Cold War and the U.S. Offer to Limit NATO Expansion". International Security. 40 (4): 7-44. doi:10.1162/ISEC_a_00236. S2CID 57562966.
  43. ^ Adomeit, Hannes (2018): "NATO’s Eastward Enlargement What Western Leaders Said" Security Policy Working Paper, No. 3/2018. Federal Academy for Security Policy. Hentet 03-03-2023
  44. ^ Putin, Vladimir (d. 10. februar 2007): "Speech and the Following Discussion at the Munich Conference on Security Policy". engelsk transcripts fra kremlin.ru. Hentet 03-03-2023
  45. ^ a b Sauvage, Grégoire (d. 30. januar 2022): "Did NATO ‘betray’ Russia by expanding to the East?". France 24. Hentet 03-03-2023
  46. ^ a b Savranskaya, Svetlana & Blanton, Thomas & Zubok, Vladislav (2011): "MASTERPIECES OF HISTORY". Central European University Press. "Document No. 119: Record of Conversation between Mikhail Gorbachev and James Baker, February 9, 1990". s. 675-684. Hentet 03-03-2023
  47. ^ a b Dettmer, Jamie (d. 11. januar 2022): "Russia’s Putin Says Western Leaders Broke Promises, But Did They?". VOA News. Hentet 03-03-2023
  48. ^ Mehrotra, O.N. (1998). "NATO Eastward Expansion and Russian Security". Strategic Analysis. 22 (8): 1225-1235. doi:10.1080/09700169808458876. S2CID 154466181. Arkiveret fra originalen 12. februar 2022. Hentet 2022-01-21.
  49. ^ Umland, Andreas (2016). "Intermarium: The Case for Security Pact of the Countries between the Baltic and Black Seas". IndraStra Global. 2 (4): 2. Arkiveret fra originalen 18. maj 2022. Hentet 3. december 2017.
  50. ^ Peter, Laurence (2014-09-02). "Why Nato-Russia relations soured before Ukraine". BBC News. Arkiveret fra originalen 25. februar 2022. Hentet 2014-10-01.
  51. ^ "Enlargement Issues at NATO's Bucharest Summit". Congressional Research Service. 18. apr. 2008.
  52. ^ "S.Res.439 - A resolution expressing the strong support of the Senate for the North Atlantic Treaty Organization to enter into a Membership Action Plan with Georgia and Ukraine". United States Congress. 13. feb. 2008.
  53. ^ William J. Burns (1. feb. 2008). "Nyet Means Nyet: Russia's NATO Enlargement Redlines". WikiLeaks. 08MOSCOW265_a.
  54. ^ a b Taylor, Paul & John, Mark (d. 1. april 2008): "Ukraine and Georgia face uphill battle on NATO bid". Reuters. Hentet 05-03-2023
  55. ^ Brown, Colin (3. april 2008). "EU allies unite against Bush over Nato membership for Georgia and Ukraine". The Independent. s. 24.
  56. ^ a b Traynor, Ian (d. 2. december 2008): "Nato allies divided over Ukraine and Georgia". The Guardian. Hentet 05-03-2023
  57. ^ D. 3. april 2008: "Nato denies Georgia and Ukraine". BBC News. Hentet d. 05-02-2023
  58. ^ a b "Bucharest Summit Declaration". NATO. 3. apr. 2008.
  59. ^ Evans, Michael (5. april 2008). "President tells summit he wants security and friendship". The Times. s. 46. President Putin, in a bravura performance before the world's media at the end of the Nato summit, warned President Bush and other alliance leaders that their plan to expand eastwards to Ukraine and Georgia "didn't contribute to trust and predictability in our relations.
  60. ^ Dawar, Anil (d. 4. februar 2008): "Putin warns Nato over expansion". The Guardian. Hentet 04-03-2023
  61. ^ Burns, William J. (2019). The Back Channel: A Memoir of American Diplomacy and the Case for Its Renewal. Oxford University Press. ISBN 9781787382657.
  62. ^ Mearsheimer, John J. (2022): "The Causes and Consequences of the Ukraine War". Horizons No.21 Summer 2022. Center for International Relations and Sustainable Development (CIRSD). Hentet 05-02-2023
  63. ^ "Ukraine's parliament votes to abandon Nato ambitions". BBC. 3. jun. 2010.
  64. ^ Wong, Edward; Jakes, Lara (13. januar 2022). "NATO Won't Let Ukraine Join Soon. Here's Why". The New York Times. Hentet 12. marts 2022.
  65. ^ a b c d e Kofman, Michael (2017). Lessons from Russia's Operations in Crimea and Eastern Ukraine (PDF). Santa Monica: RAND Corporation. ISBN 978-0-8330-9617-3. OCLC 990544142. By March 26, the annexation was essentially complete, and Russia began returning seized military hardware to Ukraine.
  66. ^ "Bound by treaty: Russia, Ukraine, and Crimea". Deutsche Welle. 11. marts 2014. Hentet 17. december 2020.
  67. ^ "Partition Treaty on the Status and Conditions of the Black Sea Fleet (1997)" wikisource.
  68. ^ "Російському флоту нікуди буде плисти з Криму після 2017 року?". Українська правда (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  69. ^ "No Russian fleet in Ukraine beyond 2017 -Ukrainian PM".
  70. ^ "ЯНУКОВИЧ ВІДДАВ КРИМ РОСІЙСЬКОМУ ФЛОТУ ЩЕ НА 25 РОКІВ". Українська правда (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  71. ^ "Угода між Україною і Російською Федерацією про статус та умови перебування Чорноморського флоту Російської Федерації на території України (укр/рос)". Офіційний вебпортал парламенту України (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  72. ^ "Угода між Україною і Російською Федерацією про параметри поділу Чорноморського флоту (укр/рос)". Офіційний вебпортал парламенту України (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  73. ^ "Угода між Урядом України і Урядом Російської Федерації про взаємні розрахунки, пов'язані з поділом Чорноморського флоту та перебуванням Чорноморського флоту Російської Федерації на території України (укр/рос)". Офіційний вебпортал парламенту України (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  74. ^ "Угода між Україною та Російською Федерацією щодо Чорноморського флоту (укр/рос)". Офіційний вебпортал парламенту України (ukrainsk). Hentet 3. februar 2022.
  75. ^ "Янукович пошел по стопам Ющенко – суды опять отбирают маяки у российских военных". DELO (russisk). 11. august 2011. Hentet 26. november 2020.
  76. ^ "Rada secures Ukraine's course for EU, NATO in Constitution". Ukrinform. Hentet 17. december 2020.
  77. ^ "Ukraine. Presidential Election 2004" Electoral Geography. Hentet 12-06-2023
  78. ^ a b c Åslund, Anders & McFaul, Micahel (januar 2006): "Revolution in Orange: The Origins of Ukraine's Democratic Breakthrough". Carnegie Endowment. ISBN 0-87003-221-6 Hentet 11-06-2023
  79. ^ "The Supreme Court findings" (ukrainsk). Supreme Court of Ukraine. 3. december 2004. Arkiveret fra originalen 22. juni 2013. Hentet 7. juli 2008.
  80. ^ "Ukraine-Independent Ukraine". Encyclopædia Britannica Online. Encyclopædia Britannica. 15. januar 2008. Arkiveret fra originalen 15. januar 2008. Hentet 14. januar 2008.
  81. ^ Leung, Rebecca (11. februar 2009). "Yushchenko: 'Live And Carry On'". CBS News. CBS. Arkiveret fra originalen 25. oktober 2012. Hentet 17. april 2020.
  82. ^ "Study: Dioxin that poisoned Yushchenko made in lab". London: Businessgroup. 5. august 2009. Arkiveret fra originalen 31. januar 2022. Hentet 29. januar 2022.
  83. ^ "Yushchenko to Russia: Hand over witnesses". Kyiv Post. Businessgroup. 28. oktober 2009. ISSN 1563-6429. Arkiveret fra originalen 26. februar 2022. Hentet 11. februar 2010.
  84. ^ Mendoza, Jordan (d. 1. marts 2022): "Who is Viktor Yushchenko? What you need to know about the former Ukrainian president". USA Today. Hentet 06-03-2023
  85. ^ Krasnikov, Denys (d. 28. marts 2018): "Ex-Ukrainian President Yushchenko: Moscow poisoned the Skripals as they poisoned me" Kyiv Post. Hentet 06-03-2023
  86. ^ Cordesman, Anthony H. (28. maj 2014). "Russia and the 'Color Revolution'". Center for Strategic and International Studies. Hentet 4. marts 2022.
  87. ^ Ministry of Foreign Affairs of the People's Republic of China (d. 20. februar 2023): "US Hegemony and Its Perils" fmprc.gov.cn. Hentet 05-03-2023
  88. ^ Traynor, Ian (d. 26. november 2004): "US campaign behind the turmoil in Kiev" The Guardian. Hentet 09-03-2023
  89. ^ "Putin calls 'color revolutions' an instrument of destabilization – Dec. 15, 2011". Kyiv Post. Interfax Ukraine. 15. december 2011. Hentet 4. marts 2022.
  90. ^ "Антиоранжевый митинг проходит на Поклонной горе" [Anti-orange rally takes place on Poklonnaya Hill] (russisk). RIA Novosti. 4. februar 2012. Hentet 4. marts 2022.
  91. ^ Roméo, Lou (d. 26. februar 2023) "War in Ukraine ‘stems from the Orange Revolution, a humiliating ordeal for Putin’" 24 France. Hentet 06-03-2023
  92. ^ "Yanukovych tops list of presidential candidates in Ukraine – poll". Ukrainian Independent Information Agency. 2. juni 2009. Arkiveret fra originalen 25. februar 2022. Hentet 13. juni 2009.
  93. ^ Yushchenko approval rating FOM-Ukraine Retrieved on 18 October 2009
  94. ^ Balmforth, Richard (d. 11. januar 2010) "Where did Ukraine's Yushchenko go wrong?". Reuters. Hentet 09-03-2023
  95. ^ Harding, Luke (8. februar 2010). "Yanukovych set to become president as observers say Ukraine election was fair". The Guardian. Kyiv. OCLC 60623878. Arkiveret fra originalen 27. februar 2022.
  96. ^ Galpin, Richard (d. 9. februar 2010): "Ukraine instability fears as Tymoshenko plans next move". BBC News. Hentet 10-03-2023
  97. ^ Adomanis, Mark (d. 24. juli 2013): "Ukraine is not yet dead, but it’s about to go bankrupt". QUARTZ. Hentet 10-03-2023
  98. ^ Rao, Sujata (d. 17. oktober 2013): "Big debts and dwindling cash: Ukraine tests creditors' nerves". Reuters. Hentet 10-03-2023
  99. ^ Auyezov, Olzhas (d. 6. november 2012) "Ukraine moves to defend currency peg". Reuters. Hentet 10-03-2023
  100. ^ "Parliament passes statement on Ukraine's aspirations for European integration". Kyiv Post. 22. februar 2013.
  101. ^ Dinan (red.). The European Union in Crisis. Palgrave Macmillan. s. 3, 274.
  102. ^ "Rada removes Yanukovych from office, schedules new elections for May 25". Interfax-Ukraine. 24. februar 2014. Hentet 25. februar 2015.
  103. ^ a b "Ukraine President Yanukovich impeached". Al Jazeera. 22. februar 2014. Hentet 25. februar 2015.
  104. ^ Sindelar, Daisy (23. februar 2014). "Was Yanukovych's Ouster Constitutional?". Radio Free Europe, Radio Liberty (Rferl.org). Hentet 25. februar 2014.
  105. ^ Feffer, John (14. marts 2014). "Who Are These 'People,' Anyway?". The Huffington Post. Hentet 17. marts 2014.
  106. ^ Polityuk, Pavel; Robinson, Matt (22. februar 2014). Roche, Andrew (red.). "Ukraine parliament removes Yanukovich, who flees Kyiv in "coup"". Reuters. Gabriela Baczynska, Marcin Goettig, Peter Graff, Giles Elgood. Hentet 18. november 2020.
  107. ^ Traynor, Ian (24. februar 2014). "Western nations scramble to contain fallout from Ukraine crisis". The Guardian. Hentet 25. februar 2015.
  108. ^ На отмену закона о региональных языках на Украине наложат вето [The abolition of the law on regional languages in Ukraine will be vetoed] (russisk). Lenta.ru. 1. marts 2014. Hentet 25. februar 2015.
  109. ^ Ayres, Sabra (28. februar 2014). "Is it too late for Kyiv to woo Russian-speaking Ukraine?". The Christian Science Monitor. Hentet 25. februar 2015.
  110. ^ Paul Sonne (28. februar 2014). "Crimea Checkpoints Raise Secession Fears". The Wall Street Journal. Hentet 17. april 2014.
  111. ^ a b c armyansk.info (russisk). 27. februar 2014 https://armyansk.info/news/news-archive/120-2014/4592-pod-armyansk-styanulis-siloviki-iz-berkuta. Hentet 15. marts 2014. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  112. ^ "Leaked audio reveals embarrassing U.S. exchange on Ukraine, EU". Reuters (engelsk). 7. februar 2014. Hentet 3. februar 2022.
  113. ^ Cathcart, Will (25. april 2014). "Putin's Crimean Medal of Honor, Forged Before the War Even Began". The Daily Beast (engelsk). Hentet 3. februar 2022.
  114. ^ "В России учредили медаль За возвращение Крыма". korrespondent.net (russisk). Hentet 3. februar 2022.
  115. ^ a b "The Russian Invasion of the Crimean Peninsula 2014–2015" (PDF). Johns Hopkins University. Hentet 24. september 2021.
  116. ^ "10 facts you should know about russian military aggression against Ukraine". Ukraine government. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 24. september 2021.
  117. ^ "Armed men seize two airports in Ukraine's Crimea, Russia denies involvement — Yahoo News". news.yahoo.com. Hentet 14. september 2014.
  118. ^ Birnbaum, Michael (15. marts 2015). "Putin Details Crimea Takeover Before First Anniversary". The Washington Post. Hentet 11. juni 2015.
  119. ^ Mackinnon, Mark (26. februar 2014). "Globe in Ukraine: Russian-backed fighters restrict access to Crimean city". Toronto: The Globe & Mail. Hentet 2. marts 2014.
  120. ^ "Russia flexes military muscle as tensions rise in Ukraine's Crimea". CNN. 26. februar 2014. Hentet 2. marts 2014. A CNN team in the area encountered more than one pro-Russian militia checkpoint on the road from Sevastopol to Simferopol.
  121. ^ "Checkpoints put at all entrances to Sevastopol". Kyiv Post. 26. februar 2014. Arkiveret fra originalen 26. februar 2014. Hentet 23. april 2014. Checkpoints were put up at all entrances to Sevastopol last night and the borders to the city are guarded by groups of people, police units, and traffic police.
  122. ^ a b "Russian parliament approves use of armed forces in Crimea". dw.com. 26. februar 2014. Hentet 24. september 2021.
  123. ^ Jen Weedon, FireEye (2015). "Beyond 'Cyber War': Russia's Use of Strategic Cyber Espionage and Information Operations in Ukraine". I Kenneth Geers (red.). Cyber War in Perspective: Russian Aggression against Ukraine. Tallinn: NATO CCD COE Publications. ISBN 978-9949-9544-5-2. Arkiveret fra originalen 16. august 2016. Hentet 10. maj 2016.
  124. ^ "Ukraine Parliament declares Crimea temporarily occupied territory". IANS. news.biharprabha.com. Hentet 15. april 2014.
  125. ^ ""Russia Threatens Nuclear Strikes Over Crimea"". The Diplomat. 11. juli 2014. Hentet 22. september 2021.
  126. ^ "Putin: Russia to set up military force in Crimea". ITV. 19. august 2014. Hentet 28. august 2014.
  127. ^ a b "Ukraine crisis: Russian troops crossed border, Nato says". BBC News. 12. november 2014. Hentet 11. januar 2015.
  128. ^ a b c Kofman, Michael. 'Lessons from Russia's Operations in Crimea and Eastern Ukraine'. pp. 33–34. 
  129. ^ Karber, Phillip A. (29. september 2015). '"Lessons Learned" from the Russo-Ukrainian War'. 
  130. ^ a b "Strelkov/Girkin Demoted, Transnistrian Siloviki Strengthened in 'Donetsk People's Republic'". Jamestown (amerikansk engelsk). Hentet 3. februar 2022.
  131. ^ a b c d "Pushing locals aside, Russians take top rebel posts in east Ukraine". Reuters. 27. juli 2014. Hentet 27. juli 2014.
  132. ^ a b "Rebels appeal to join Russia after east Ukraine referendum". Reuters. 12. maj 2014.
  133. ^ "Ukraine rebels hold referendums in Donetsk and Luhansk". BBC News. 11. maj 2014.
  134. ^ "Rebels declare victory in East Ukraine vote on self-rule". Reuters. 11. maj 2014.
  135. ^ Grytsenko, Oksana (12. april 2014). "Armed pro-Russian insurgents in Luhansk say they are ready for police raid". Kyiv Post. Arkiveret fra originalen 12. april 2014. Hentet 11. april 2015.
  136. ^ Leonard, Peter (14. april 2014). "Ukraine to deploy troops to quash pro-Russian insurgency in the east". Yahoo News Canada. Associated Press. Arkiveret fra originalen 14. april 2014. Hentet 26. oktober 2014.
  137. ^ Alec Luhn (20. juli 2014). "Three pro-Russia rebel leaders at the centre of suspicions over downed MH17". the Guardian.
  138. ^ Shaun Walker (29. juli 2014). "An audience with Ukraine rebel chief Igor Bezler, the Demon of Donetsk". the Guardian.
  139. ^ Kramer, Andrew E. (20. august 2014). "Plenty of room at the top of Ukraine's fading rebellion". The New York Times. Hentet 30. november 2014.
  140. ^ Представитель ДНР назвал процент российских добровольцев в местной армии Arkiveret 25. februar 2015 hos Wayback Machine. 27 June 2014.
  141. ^ "Российский Наемник: "Половина Ополченцев – Из России. Мне Помогают Спонсоры. Мы Возьмем Львов"". M.censor.net.ua. 26. juli 2014. Arkiveret fra originalen 27. juli 2014. Hentet 26. august 2014.
  142. ^ "Interview: I Was A Separatist Fighter In Ukraine". Radio Free Europe/Radio Liberty. Hentet 29. august 2014.
  143. ^ Tavernise, Sabrina (15. juli 2014). "Whisked Away for Tea With a Rebel in Ukraine". The New York Times. Hentet 29. august 2014.
  144. ^ a b Yans, Georgy (9. juni 2014). (russisk). MK.RU https://www.mk.ru/politics/2014/06/09/gruz-200-iz-donecka.html. Hentet 23. juli 2014. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  145. ^ a b James Rupert (5. januar 2015). "How Russians Are Sent to Fight in Ukraine". Newsweek. Hentet 10. januar 2015.
  146. ^ Makarenko, Victoria (11. juni 2014). "Фермы для "диких гусей"". Novaya Gazeta. Hentet 23. juli 2014.
  147. ^ a b "Russia's buildup near Ukraine may reach 40,000 troops: U.S. sources". Reuters. 28. marts 2014. Hentet 2. juni 2015.
  148. ^ Kofman, Michael (2017). Lessons from Russia's Operations in Crimea and Eastern Ukraine (PDF). Santa Monica: RAND Corporation. ISBN 978-0-8330-9617-3. OCLC 990544142. By March 26, the annexation was essentially complete, and Russia began returning seized military hardware to Ukraine.
  149. ^ Holcomb, Franklin (2017). The Kremlin's Irregular Army (PDF). Institute for the Study of War.
  150. ^ "Ukraine reinstates conscription as crisis deepens". 2. maj 2017. Hentet 4. oktober 2021.
  151. ^ Fedorov, Yury E. (15. januar 2019). "Russia's 'Hybrid' Aggression Against Ukraine". Routledge Handbook of Russian Security (engelsk). Routledge. ISBN 978-1-351-18122-8.
  152. ^ "ATO forces take over Debaltseve, Shakhtarsk, Torez, Lutuhyne, fighting for Pervomaisk and Snizhne underway – ATO press center". Interfax-Ukraine News Agency. 28. juli 2014. Hentet 28. juli 2014.
  153. ^ Josh Rogin; Eli Lake (29. april 2014). "Kerry: U.S. Taped Moscow's Calls to Its Ukraine Spies". The Daily Beast. Hentet 1. maj 2014.
  154. ^ "Ukraine Liveblog Day 163: Belarus To Host Talks Between Ukraine and Russia". www.interpretermag.com. Hentet 3. februar 2022.
  155. ^ Rachkevych, Mark (12. april 2014). "Armed pro-Russian extremists launch coordinated attacks in Donetsk Oblast, seize buildings and set up checkpoints". Kyiv Post. Arkiveret fra originalen 12. april 2014. Hentet 11. april 2015.
  156. ^ Під Слов'янськом з'явилися "зелені чоловічки". Ukrayinska Pravda (ukrainsk). 12. april 2014.
  157. ^ "Вторгнення військ РФ на сході країни відбулося — джерела" [Sources say that Russian troops have invaded the east of the country]. Ukrayinska Pravda (ukrainsk). 12. april 2014. У Слов'янську та Червоному Лімані (Донецька обл.) діють не сепаратисти, а військові розвідувально-диверсійні підрозділи.
  158. ^ На Донбасі сепаратисти і міліція влаштували перестрілку. Ukrayinska Pravda (ukrainsk). 12. april 2014.
  159. ^ "У Слов'янськ на вантажівках привезли "зелених чоловічків" із Криму" [In Sloviansk are "little green men" brought in lorries from the Crimea]. Ukrayinska Pravda. 14. april 2014.
  160. ^ Sokolov, Sergey (4. februar 2015). "If it is not a war, then what is it?". Novaya Gazeta. No. 11. Arkiveret fra originalen 20. august 2016.
  161. ^ "Here's Why Putin Calling Eastern Ukraine 'Novorossiya' Is Important". The Huffington Post. 18. april 2014. Hentet 28. august 2014.
  162. ^ Herszenhorn, David M. (17. april 2014). "Away From Show of Diplomacy in Geneva, Putin Puts on a Show of His Own". The New York Times. Hentet 28. august 2014.
  163. ^ Luhn, Alec; Roberts, Dan (23. august 2014). "Ukraine condemns 'direct invasion' as Russian aid convoy crosses border". The Guardian. Hentet 28. august 2014.
  164. ^ Dolgov, Anna (21. november 2014). "Russia's Igor Strelkov: I Am Responsible for War in Eastern Ukraine". The Moscow Times. Hentet 11. april 2015.
  165. ^ Kofman, Michael. Lessons from Russia's Operations in Crimea and Eastern Ukraine. 
  166. ^ "Putin's Number One Gunman in Ukraine Warns Him of Possible Defeat". The Daily Beast. 25. juli 2014. Hentet 2. august 2014.
  167. ^ Snyder, Timothy. The road to unfreedom : Russia, Europe, America (First udgave). New York, NY. s. 191. ISBN 978-0-525-57446-0. OCLC 1029484935.
  168. ^ "На Донеччині затримано десять громадян Росії, які незаконно перетнули кордон України зі зброєю у складі диверсійної групи". Security Service of Ukraine. 25. august 2014. Arkiveret fra originalen 28. august 2014. Hentet 25. august 2014.
  169. ^ (ukrainsk). Security Service of Ukraine. 25. august 2014 https://web.archive.org/web/20140828070826/https://www.sbu.gov.ua/sbu/control/uk/publish/article?art_id=130629&cat_id=39574. Arkiveret fra originalen 28. august 2014. Hentet 25. august 2014. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  170. ^ "Оприлюднено фото затриманих російських військових". Unian.ua. 25. august 2014. Hentet 25. august 2014.
  171. ^ "Captured Russian troops 'in Ukraine by accident'". BBC News. 26. august 2014. Hentet 13. marts 2015.
  172. ^ "Москва: задержанные на Украине военные пересекли границу случайно". Gazeta.ru. 26. august 2014. Hentet 26. august 2014.
  173. ^ a b "Captured Russian troops 'in Ukraine by accident'". BBC News. 26. august 2014. Hentet 26. august 2014.
  174. ^ (russisk). Gazeta.ru. 26. august 2014 https://www.gazeta.ru/social/news/2014/08/26/n_6425813.shtml. Hentet 26. august 2014. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  175. ^ "Poroshenko: ATO Is Ukraine's Patriotic War". Arkiveret fra originalen 27. august 2014. Hentet 11. april 2015. President Petro Poroshenko considers the government's anti-terrorist operation (ATO) against separatists as Ukraine's patriotic war.
  176. ^ Gearin, Mary (24. august 2014). "Ukrainian POWs marched at bayonet-point through city". ABC (Australien). Hentet 17. november 2020.
  177. ^ MFA of Ukraine 🇺🇦 [MFA_Ukraine] (27. august 2014). "#UkraineUnderAttack #RussiaInvadedUkraine RT PLZ https://t.co/KMM9ezqAfv" (Tweet) (engelsk). Hentet 2. marts 2022. {{cite web}}: Ekstern henvisning i |title= (hjælp)
  178. ^ ukrinform.ua (ukrainsk) https://web.archive.org/web/20151208061529/https://www.ukrinform.ua/rubric-iac/1702643-gerashchenko_kage_shcho_rosiya_napala_na_ukraiinu_shche_24_serpnya_1968630.html. Arkiveret fra originalen 8. december 2015. Hentet 20. oktober 2015. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  179. ^ Liga Novosti (russisk). 24. august 2014 https://news.liga.net/news/politics/3032771-v_amvrosievku_voshli_rossiyskie_voyska_istochnik.htm. Hentet 20. oktober 2015. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  180. ^ Jim Heintz (25. august 2014). "Ukraine: Russian Tank Column Enters Southeast". Abcnews. Arkiveret fra originalen 25. august 2014. Hentet 26. august 2014.
  181. ^ "Ukraine crisis: 'Column from Russia' crosses border". BBC News. 25. august 2014. Hentet 26. august 2014.
  182. ^ Soraya Sarhaddi Nelson (26. august 2014). "Russian Separatists Open New Front in Southern Ukraine". National Public Radio (NPR). Arkiveret fra originalen 27. august 2014. Hentet 26. august 2014.
  183. ^ Kramer, Andrew. "Ukraine Says Russian Forces Lead Major New Offensive in East". CNBC. Arkiveret fra originalen 28. august 2014. Tanks, artillery and infantry have crossed from Russia into an unbreached part of eastern Ukraine in recent days, attacking Ukrainian forces and causing panic and wholesale retreat not only in this small border town but a wide swath of territory, in what Ukrainian and Western military officials are calling a stealth invasion.
  184. ^ Tsevtkova, Maria (26. august 2014). "'Men in green' raise suspicions of east Ukrainian villagers". Reuters. Unidentified, heavily-armed strangers with Russian accents have appeared in an eastern Ukrainian village, arousing residents' suspicions despite Moscow's denials that its troops have deliberately infiltrated the frontier.
  185. ^ Lowe, Christian; Tsvetkova, Maria; Zverev, Anton; Zinets, Natalia; Balmforth, Richard; Prentice, Alessandra; Ustinova, Tatiana; Devitt, Polina; Apps, Peter (26. august 2014). Elgood, Giles (red.). "Exclusive – In Ukraine, an armoured column appears out of nowhere". Reuters. Hentet 18. marts 2020.
  186. ^ Gowen, Annie; Gearan, Anne (28. august 2014). "Russian armored columns said to capture key Ukrainian towns". The Washington Post. Hentet 30. august 2014.
  187. ^ a b "NATO: 1000 rosyjskich żołnierzy działa na Ukrainie. A Rosja znów: Nie przekraczaliśmy granicy [NA ŻYWO]". gazeta.pl (polsk). 28. august 2014. Arkiveret fra originalen 3. september 2014. Hentet 14. oktober 2014.
  188. ^ "BBC:Ukraine crisis: 'Thousands of Russians' fighting in east, August 28". BBC News. 28. august 2014. Hentet 14. oktober 2014.
  189. ^ "U.S. says Russia has 'outright lied' about Ukraine". USA Today. 28. august 2014. Hentet 1. september 2014.
  190. ^ "Сили АТО активно наступають. Терористи-найманці несуть чималі втрати". Міністерство оборони України.
  191. ^ a b c Sanderson, Bill (21. september 2014). "Leaked transcripts reveal Putin's secret Ukraine attack – New York Post". New York Post.
  192. ^ (russisk). Slon.ru. 25. august 2014 https://slon.ru/fast/russia/v-pskove-proshli-zakrytye-pokhorony-mestnykh-desantnikov-1147710.xhtml. Hentet 25. august 2014. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  193. ^ Novaya Gazeta (russisk). 25. august 2014 https://www.novayagazeta.ru/news/1686207.html. Hentet 25. august 2014. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  194. ^ "Rosyjskie media: Pod Pskowem pochowano w tajemnicy żołnierzy poległych na Ukrainie". wiadomosci.gazeta.pl (polsk). Arkiveret fra originalen 19. september 2014. Hentet 14. september 2014.
  195. ^ Сенсация, которой лучше бы не было. Pskovskaya Guberniya (russisk). Arkiveret fra originalen 23. februar 2019. Hentet 28. august 2014.
  196. ^ "Russian reporters 'attacked at secret soldier burials'". BBC. 27. august 2014. Hentet 28. august 2014.
  197. ^ ""Псковская губерния" сообщила о гибели роты десантников на Украине". www.forbes.ru. 3. september 2014. Hentet 25. januar 2017.
  198. ^ ""Псковская губерния" №(706)". 2. september 2014. Arkiveret fra originalen 2. september 2014. Hentet 25. januar 2017.
  199. ^ a b Morgan, Martin (5. september 2014). "Russia 'will react' to EU sanctions". BBC News. Hentet 6. september 2014.
  200. ^ Alfred, Charlotte (6. september 2014). "Russian Journalist: 'Convincing Evidence' Moscow Sent Fighters To Ukraine". The Huffington Post. Hentet 6. september 2014.
  201. ^ Warketin, Alexander (29. august 2014). "Disowned and forgotten: Russian soldiers in Ukraine". Deutsche Welle. Arkiveret fra originalen 5. maj 2015. Hentet 6. september 2014.
  202. ^ "Russian TV shows funeral of soldier killed 'on leave' in Ukraine". The Guardian. Agence France-Presse. 5. september 2014. ISSN 0261-3077. Hentet 17. november 2020.
  203. ^ "Sky Films Troops 'In Russian Gear' In Ukraine". Sky News. 3. september 2014. Hentet 4. september 2014.
  204. ^ В Кремле и Киеве разъяснили заявление о прекращении огня в Донбассе (russisk). Interfax. Hentet 14. september 2014.
  205. ^ "Ukraine crisis: Putin hopes for peace deal by Friday". BBC News. 3. september 2014. Hentet 26. november 2020.
  206. ^ "Kremlin denies that Poroshenko and Putin agreed on ceasefire (UPDATES)". kyivpost.com. 3. september 2014. Hentet 14. september 2014.
  207. ^ MacFarquhar, Neil (3. september 2014). "Putin Lays Out Proposal to End Ukraine Conflict". The New York Times. Hentet 15. februar 2015.
  208. ^ Walker, Shaun; Luhn, Alec; Willsher, Kim (3. september 2014). "Vladimir Putin drafts peace plan for eastern Ukraine". The Guardian. Hentet 26. november 2020.
  209. ^ "Russian ambassador anticipates 'liberation' of Mariupol in Ukraine". cnn.com. 5. september 2014. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 11. april 2015.
  210. ^ Croft, Adrian (4. september 2014). Faulconbridge, Guy (red.). "Russia has 'several thousand' combat troops in Ukraine: NATO officer". Reuters. Hentet 17. november 2020.
  211. ^ "Russia Sends Dozens Of Tanks Into Ukraine". Sky News. 7. november 2014. Hentet 8. november 2014.
  212. ^ "Lithuania's statement at the UN Security Council briefing on Ukraine". Permanent Mission of the Republic of Lithuania to UN in New York. 13. november 2014. Arkiveret fra originalen 13. november 2014. Hentet 21. november 2013.
  213. ^ "Putin Sends His 'Leopard' to the Battlefield of Eastern Ukraine". Foreign Policy. Arkiveret fra originalen 14. november 2014.
  214. ^ "Ukraine crisis: Russian 'Cargo 200' crossed border — OSCE". BBC. 13. november 2014. Hentet 13. november 2014.
  215. ^ Oliphant, Roland (23. januar 2015). "Ukraine: Separatist forces in Donetsk cannot maintain offensive without Russian support". Telegraph. London. Arkiveret fra originalen 10. januar 2022. Hentet 11. april 2015.
  216. ^ a b "NATO sees increase of Russian tanks and artillery in Ukraine". Ukraine Today. 22. januar 2015. Hentet 11. august 2016.
  217. ^ "Russian units participating in combat actions in Ukraine". Center for Eurasian Strategic Intelligence. 22. oktober 2014. Arkiveret fra originalen 16. oktober 2014. Hentet 22. oktober 2014.
  218. ^ Giles, Keir (6. februar 2015). "Ukraine crisis: Russia tests new weapons". BBC. Hentet 7. februar 2015.
  219. ^ "Ukraine — Security Council, 7311th meeting". United Nations. 12. november 2014. Hentet 13. november 2014.
  220. ^ "Pro-Russian rebels officially labelled terrorists by Ukraine government". CBC News. 27. januar 2015.
  221. ^ Miller, Michael Weiss (26. januar 2015). "Putin Is Winning the Ukraine War on Three Fronts". The Daily Beast. Hentet 11. april 2015.
  222. ^ Francine Lacqua (21. januar 2015). "Ukraine Talks Start as Poroshenko Warns of an Escalation". Bloomberg.com. Hentet 11. april 2015.
  223. ^ "Ukraine has evidence of Russian military presence in Donbas". Ukrinform. Arkiveret fra originalen 25. juli 2015.
  224. ^ "Latest from OSCE Special Monitoring Mission (SMM) to Ukraine based on information received as of 18:00 (Kyiv time), 28 January 2015". osce.org. Hentet 11. april 2015.
  225. ^ Malgin, Andrei (28. januar 2015). "Russia Is Denying the Obvious in Ukraine". The Moscow Times. Hentet 11. april 2015.
  226. ^ "Ukraine crisis: Leaders agree peace roadmap". BBC News (britisk engelsk). 12. februar 2015. Hentet 2. marts 2022.
  227. ^ "US Army commander for Europe: Russian troops are currently fighting on Ukraine's front lines". Business Insider. 11. februar 2015. Hentet 11. februar 2015.
  228. ^ "Preserving Ukraine's Independence, Resisting Russian Aggression: What the United States and NATO Must Do" (PDF). Chicago Council on Global Affairs. 2015. Arkiveret fra originalen (PDF) 7. februar 2015. Hentet 7. februar 2015.
  229. ^ Laurence Peter (6. februar 2015). "Ukraine 'can't stop Russian armour'". BBC. Hentet 7. februar 2015.
  230. ^ Lipsky, Andrey (24. februar 2015). ""Представляется правильным инициировать присоединение восточных областей Украины к России"" [«It seems right to initiate the accession of eastern regions of Ukraine to Russia»]. Novaya Gazeta (russisk). No. 19. Hentet 1. januar 2016.
  231. ^ Schofield, Matthew (22. februar 2014). "BERLIN: Russian news report: Putin approved Ukraine invasion before Kiev government collapsed | Europe". McClatchy DC. Hentet 24. februar 2015.
  232. ^ "Report to Allege Direct Kremlin Link to Ukraine Invasion". Voice of America. 15. februar 2014. Hentet 24. februar 2015.
  233. ^ "World War 3: Vladimir Putin Plotted Ukraine Invasion Early As February 2014, New Report Says". Inquisitr.com. 22. februar 2015. Hentet 24. februar 2015.
  234. ^ (russisk) https://meduza.io/feature/2016/08/22/besedy-sergeya-glazieva-o-kryme-i-besporyadkah-na-vostoke-ukrainy-rasshifrovka. Hentet 22. august 2016. {{cite web}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  235. ^ Whitmore, Brian (26. august 2016). "Podcast: The Tale Of The Tape". RadioFreeEurope/RadioLiberty. Hentet 29. august 2016.
  236. ^ Uapositon (29. august 2016). "English translation of audio evidence of Putin's Adviser Glazyev and other Russian politicians involvement in war in Ukraine". Uaposition. Focus on Ukraine. Hentet 29. august 2016.
  237. ^ Umland, Andreas. "Glazyev Tapes: What Moscow's interference in Ukraine means for the Minsk Agreements". Raam op Rusland (nederlandsk). Hentet 26. april 2021.
  238. ^ "Scale of Russian military intervention in Ukraine revealed, says report". The Guardian. Hentet 11. marts 2015.
  239. ^ "Russian Forces in Ukraine" (PDF). Royal United Services Institute. marts 2015. Arkiveret fra originalen (PDF) 8. maj 2015.
  240. ^ Alec Luhn (19. januar 2015). "They were never there: Russia's silence for families of troops killed in Ukraine". Guardian. Hentet 20. januar 2015.
  241. ^ a b Quinn, Allison (25. juni 2015). "Russia trolls world by saying it can not stop its citizens from fighting in Ukraine". Kyiv Post. Hentet 26. november 2020.
  242. ^ "Head of Sverdlovsk special forces veterans union: 'I help to send volunteers to war in Ukraine'". Kyiv Post. 26. december 2014. Hentet 27. december 2014.
  243. ^ Ilya Kozakov (24. december 2014). "Глава фонда свердловских ветеранов спецназа: "Я помогаю добровольцам отправиться воевать на Украину"". E1.ru. Hentet 26. december 2014.
  244. ^ "Russians Used Humanitarian Convoys to Send Militants into Ukraine, Russian Organizer Says". The Interpreter Magazine. 26. december 2014. Hentet 27. december 2014.
  245. ^ "Red Cross Official Says Moscow Used 'Humanitarian' Convoys to Ship Arms to Militants in Ukraine". The Interpreter Magazine. 28. december 2014. Hentet 28. december 2014.
  246. ^ "Statement by Marie Harf, Acting Spokesperson". US Department of State. 22. april 2015. Arkiveret fra originalen 1. februar 2016. Hentet 24. april 2015.
  247. ^ Theise, Eugen (24. juni 2015). "OSCE caught in the crossfire of the Ukraine propaganda war". Deutsche Welle.
  248. ^ "UN News – Close to 8,000 people killed in eastern Ukraine, says UN human rights report". UN News Service Section. Hentet 9. september 2015.
  249. ^ "Russia inadvertently reveals how it poured ammunition into Ukraine in 2015". Kharkiv Human Rights Protection Group. Hentet 26. april 2021.
  250. ^ Sharkov, Damien (8. august 2016). "Ukraine Reports Russian Military Activity on Crimea Border". Newsweek. Hentet 10. august 2016.
  251. ^ "Russia says it thwarted 'armed Ukrainian incursion' into Crimea". Deutsche Welle. 10. august 2016. Hentet 25. november 2020.
  252. ^ "ФСБ России обвинила спецслужбы Украины в подготовке теракта в Крыму" [FSB of Russia accused the special services of Ukraine of preparing a terrorist attack in Crimea]. BBC Russian Service (russisk). 10. august 2016. Hentet 25. november 2020.
  253. ^ "Russia: Ukraine 'terrorist attacks' in Crimea foiled". Aljazeera. 10. august 2016. Hentet 25. november 2020.
  254. ^ "One of the Russian soldiers allegedly killed by Ukrainian spies has already been buried in Simferopol". Meduza.io. 10. august 2016. Hentet 10. august 2016.
  255. ^ Oliphant, Roland (10. august 2016). "Putin accuses Ukraine of 'terror' over alleged Crimea raid". The Telegraph. Arkiveret fra originalen 10. januar 2022. Hentet 10. august 2016.
  256. ^ Osborn, Andrew; Stolyarov, Gleb (10. august 2016). "Putin accuses Ukraine of trying to provoke a new conflict over Crimea". Reuters. Hentet 25. november 2020.
  257. ^ "Competing Narratives of the Crimean "Terrorist Attacks"". AtlanticCouncil's Digital Forensic Research Lab. 10. august 2016. Hentet 10. august 2016.
  258. ^ "Ukrainian intelligence says there was an armed skirmish in Crimea between Russian soldiers and Russian federal agents". Meduza.io. 11. august 2016. Hentet 11. august 2016.
  259. ^ Walker, Shaun (10. august 2016). "Putin raises stakes over alleged Ukrainian terror plot in Crimea". The Guardian. ISSN 0261-3077. Hentet 25. november 2020.
  260. ^ "Comment of President: Russia's accusing Ukraine of terrorism in occupied Crimea is absurd and cynical". Presidential Administration of Ukraine. 10. august 2016. Hentet 10. august 2016.
  261. ^ Williams, Matthias (11. august 2016). Jones, Gareth (red.). "No evidence so far to corroborate Russia allegations over Crimea: U.S." Reuters. Hentet 11. august 2016.
  262. ^ a b Weinberger, Kathleen (12. august 2016). "russian build-up in and around ukraine". foreignpolicy. Hentet 2. september 2021.
  263. ^ Kofman, Michael (31. august 2016). "Putin's Military Is Playing the Long Game in Ukraine". foreignpolicy. Hentet 2. september 2021.
  264. ^ "Ukraine's Poroshenko warns of 'full-scale' Russia invasion". BBC News. 4. juni 2015. Hentet 17. november 2020.
  265. ^ Balmforth, Richard; Polityuk, Pavel (4. juni 2015). Prentice, Alessandra (red.). "Ukraine's Poroshenko warns of threat of "full-scale invasion" from Russia". Reuters. Hentet 17. november 2020.
  266. ^ Larter, David B.; Bodner, Matthew (28. november 2018). "The Sea of Azov won't become the new South China Sea (and Russia knows it)". Defense News.
  267. ^ "Russia-Ukraine sea clash in 300 words". BBC News. 30. november 2018. Hentet 25. november 2020.
  268. ^ "The Kerch Strait incident". International Institute for Strategic Studies. december 2018. Hentet 26. september 2021.
  269. ^ "Kiev declares martial law after Russian seizure of Ukrainian ships in Black Sea". The Independent. Hentet 26. november 2018.
  270. ^ a b "Two Ukrainian Soldiers Killed Over Bloody Weekend In Donbas". Radio Free Europe/Radio Liberty. 3. februar 2020.
  271. ^ Betz, Bradford (29. december 2019). "Ukraine, pro-Russian separatists swap prisoners in step to end 5-year war". Fox News.
  272. ^ "Ukraine and pro-Russian separatists exchange prisoners". BBC News. 29. december 2019.
  273. ^ Reuters Staff (29. december 2019). "France's Macron, Germany's Merkel welcome prisoner swap in Ukraine". Reuters – via www.reuters.com.
  274. ^ "Ukraine conflict: Moscow could 'defend' Russia-backed rebels". BBC News (britisk engelsk). 9. april 2021. Hentet 3. februar 2022.
  275. ^ "Kremlin defends Russian military buildup on Ukraine border". The Guardian. 9. april 2021.
  276. ^ "Zelenskiy: Russian passports in Donbass are a step towards 'annexation'". Reuters. 20. maj 2021.
  277. ^ a b DW (d. 3. februar 2021): "Ukraine bans pro-Russian TV stations". Hentet 02-03-2023
  278. ^ a b c d e Zinets, Natalia (d. 19. februar 2021): "Ukraine sanctions Kremlin ally Medvedchuk, says will take back fuel pipeline". Reuters. Hentet 02-03-2023
  279. ^ "173rd Airborne Brigade battalion heads to Latvia as Ukraine comes under Russian attack". Stars and Stripes. 24. februar 2022. Arkiveret fra originalen 26. februar 2022. Hentet 25. februar 2022.
  280. ^ Schogol, Jeff (22. februar 2022). "Here's what those mysterious white 'Z' markings on Russian military equipment may mean". Task & Purpose. North Equity. Arkiveret fra originalen 27. februar 2022. Hentet 27. februar 2022. [B]ottom line is the 'Z' markings (and others like it) are a deconfliction measure to help prevent fratricide, or friendly fire incidents.
  281. ^ a b Taylor, Adam (24. februar 2022). "Russia's attack on Ukraine came after months of denials it would attack". The Washington Post. Photograph by Evgeniy Maloletka (Associated Press). Nash Holdings. ISSN 0190-8286. OCLC 2269358. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 26. februar 2022. On Sunday ... "There is no invasion. There is no such plans," Antonov said.
  282. ^ "Putin attacked Ukraine after insisting for months there was no plan to do so. Now he says there's no plan to take over". CBS News. Kharkiv: CBS (udgivet 22. februar 2022). 24. februar 2022. Arkiveret fra originalen 27. februar 2022. Hentet 26. februar 2022.
  283. ^ Farley, Robert; Kiely, Eugene (24. februar 2022). "Russian Rhetoric Ahead of Attack Against Ukraine: Deny, Deflect, Mislead". FactCheck.org. Photograph by Aris Messinis (Agence France-Presse). Annenberg Public Policy Center. Arkiveret fra originalen 27. februar 2022. Hentet 26. februar 2022. Nov. 28 – ... 'Russia has never hatched, is not hatching and will never hatch any plans to attack anyone,' Peskov said. ... Jan. 19 – ... Ryabkov ... 'We do not want and will not take any action of aggressive character. We will not attack, strike, invade, quote unquote, whatever Ukraine.'
  284. ^ Fořtová, Klára (8. marts 2022). "Velvyslanec Ukrajiny v Česku denně promlouvá, ruský mlčí a je 'neviditelný'". iDNES (tjekkisk). Hentet 10. marts 2022. Zmejevský ... 'Důrazně jsme odmítli jako nepodložená obvinění Ruska z přípravy, agrese vůči Ukrajině a fámy o vstupu ruských jednotek na ukrajinské území,' stojí v něm.
  285. ^ Harris, Shane; Sonne, Paul (3. december 2021). "Russia planning massive military offensive against Ukraine involving 175,000 troops, U.S. intelligence warns". The Washington Post. Nash Holdings. Hentet 4. marts 2022. [U].S. intelligence has found the Kremlin is planning a multi-frontal offensive as soon as early next year involving up to 175,000 troops ... .
  286. ^ a b Merchant, Normaan (25. februar 2022). "US intel predicted Russia's invasion plans. Did it matter?". AP News. Photographs by Alexei Alexandrov and Alex Brandon (AP Photo). Washington, D.C.: Associated Press. Associated Press. Arkiveret fra originalen 1. marts 2022. Hentet 28. februar 2022.
  287. ^ Chotiner, Isaac (11. marts 2022). "The Russian Military's Debacle in Ukraine". The New Yorker (amerikansk engelsk). Condé Nast. Hentet 15. marts 2022.
  288. ^ a b c Li, David K.; Allen, Jonathan; Siemaszko, Corky (24. februar 2022). "Putin using false 'Nazi' narrative to justify Russia's attack on Ukraine, experts say". NBC News. Arkiveret fra originalen 25. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  289. ^ "US accuses Moscow of creating Ukraine invasion pretext with 'genocide' claims". France 24. Agence France-Presse. 15. februar 2021. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  290. ^ "Putin Says Conflict in Eastern Ukraine 'Looks Like Genocide'". The Moscow Times. 10. december 2021. Arkiveret fra originalen 21. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  291. ^ "Путин заявил о геноциде на Донбассе" [Putin announced the genocide in the Donbas]. Rossiyskaya Gazeta (russisk). 9. december 2021. Arkiveret fra originalen 22. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  292. ^ a b Stanley, Jason (26. februar 2022). "The antisemitism animating Putin's claim to 'denazify' Ukraine". The Guardian. Arkiveret fra originalen 1. marts 2022. Hentet 28. februar 2022.
  293. ^ "Ukraine crisis: Vladimir Putin address fact-checked". BBC News. 22. februar 2022. Arkiveret fra originalen 23. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  294. ^ Hinton, Alexander (24. februar 2022). "Putin's claims that Ukraine is committing genocide are baseless, but not unprecedented". The Conversation. Arkiveret fra originalen 26. februar 2022. Hentet 25. februar 2022.
  295. ^ (24. januar 2022). "Disinformation About the Current Russia-Ukraine Conflict – Seven Myths Debunked". Pressemeddelelse.
  296. ^ "Extracts from Putin's speech on Ukraine". Reuters. 21. februar 2022. Arkiveret fra originalen 1. marts 2022. Hentet 28. februar 2022.
  297. ^ Düben, Björn Alexander (1. juli 2020). "'There is no Ukraine': Fact-Checking the Kremlin's Version of Ukrainian History". LSE International History. London School of Economics. Hentet 7. marts 2022.
  298. ^ a b Abbruzzese, Jason (24. februar 2022). "Putin says he is fighting a resurgence of Nazism. That's not true". NBC News. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  299. ^ a b Campbell, Eric (3. marts 2022). "Inside Donetsk, the separatist republic that triggered the war in Ukraine". Australian Broadcasting Corporation. Hentet 3. marts 2022.
  300. ^ Berger, Miriam (24. februar 2022). "Putin says he will 'denazify' Ukraine. Here's the history behind that claim". The Washington Post. Arkiveret fra originalen 27. februar 2022. Hentet 27. februar 2022.
  301. ^ Lawler, Dave; Basu, Zachary (24. februar 2022). "Ukrainian President Zelensky says Putin has ordered invasion as country prepares for war". Axios. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  302. ^ Harris, Shane; Sonne, Paul (3. december 2021). "Russia planning massive military offensive against Ukraine involving 175,000 troops, U.S. intelligence warns". Washington Post. Hentet 12. januar 2022.
  303. ^ Tétrault-Farber, Gabrielle; Balmforth, Tom (17. december 2021). "Russia demands NATO roll back from East Europe and stay out of Ukraine". Reuters. Arkiveret fra originalen 22. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  304. ^ MacKinnon, Mark (21. december 2021). "Putin warns of unspecified military response if U.S. and NATO continue 'aggressive line'". The Globe and Mail. Arkiveret fra originalen 15. januar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  305. ^ Szayna, Thomas S. (29. oktober 1997). "The Enlargement of NATO and Central European Politics". Woodrow Wilson International Center for Scholars. Hentet 14. marts 2022.
  306. ^ Coyer, Cassandre (25. februar 2022). "Why is Ukraine not in NATO and is it too late to join? Here's what experts, NATO say". The Miami Herald. Arkiveret fra originalen 1. marts 2022. Hentet 28. februar 2022.
  307. ^ MacKinnon, Mark; Morrow, Adrian. "Putin orders snap nuclear drill". The Globe and Mail. Phillip Crawley. s. A3. ISSN 0319-0714.
  308. ^ Brown, David (17. februar 2022). "Ukraine: How big is Russia's military build-up?". BBC News. Photograph by the Russian Defence Ministry; Graphics by Sandra Rodriguez Chillida and Prina Shah. BBC. Arkiveret fra originalen 23. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  309. ^ Talmazan, Yuliya; Shabad, Rebecca; Williams, Abigail (17. februar 2022). "Ukraine, West accuse Russia of trying to create pretext for invasion after shelling in east". NBC News. NBC. Arkiveret fra originalen 22. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  310. ^ "Russian-backed separatists announce civilian evacuation from eastern Ukraine as escalation stokes Russian invasion fears". NBC News. 18. februar 2022. Arkiveret fra originalen 23. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  311. ^ Smith, Alexander (18. februar 2022). "Warning siren sounds in rebel-held capital in east Ukraine -Reuters witness". MSN News. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  312. ^ "Ukraine conflict: Rebels declare general mobilisation as fighting grows". BBC News. 19. februar 2022. Arkiveret fra originalen 19. februar 2022. Hentet 19. februar 2022.
  313. ^ Light, Felix (20. februar 2022). "In the Closest Russian City to Ukraine's Separatist Region, There Are Few Signs of Refugees". The Moscow Times. Arkiveret fra originalen 20. februar 2022. Hentet 20. februar 2022.
  314. ^ Ponomarenko, Illia (18. februar 2022). "47 shelling incidents leave 5 injured in Donbas". The Kyiv Independent. Arkiveret fra originalen 17. februar 2022. Hentet 18. februar 2022.
  315. ^ Volvach, Yaroslava (18. februar 2022). "How Russian proxy forces are attempting to provoke the Ukrainian army and are lying about a new Ukrainian offensive". NV.UA. Arkiveret fra originalen 18. februar 2022. Hentet 18. februar 2022.
  316. ^ a b Gilbert, David (21. februar 2022). "Russia's 'Idiotic' Disinformation Campaign Could Still Lead to War in Ukraine". Vice Media. Arkiveret fra originalen 21. februar 2022. Hentet 22. februar 2022.
  317. ^ Bellingcat Investigation Team (23. februar 2022). "Documenting and Debunking Dubious Footage from Ukraine's Frontlines". Bellingcat. Arkiveret fra originalen 23. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  318. ^ Harding, Luke; Roth, Andrew; Walker, Shaun (21. februar 2022). "'Dumb and lazy': the flawed films of Ukrainian 'attacks' made by Russia's 'fake factory'". The Guardian. Arkiveret fra originalen 21. februar 2022. Hentet 22. februar 2022.
  319. ^ "Address by the President of the Russian Federation". President of Russia. 21. februar 2022. Arkiveret fra originalen 21. februar 2022. Hentet 2. marts 2022.
  320. ^ "Extracts from Putin's speech on Ukraine". Reuters. 21. februar 2022. Hentet 2. marts 2022.
  321. ^ Kottasová, Ivana; Qiblawi, Tamara; Regan, Helen (21. februar 2022). "Putin orders troops into separatist-held parts of Ukraine". CNN. Arkiveret fra originalen 23. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  322. ^ Philp, Catherine; Wright, Oliver; Brown, Larissa (22. februar 2022). "Putin sends Russian tanks into Ukraine". The Times. Arkiveret fra originalen 23. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  323. ^ Lederer, Edith (22. februar 2022). "Putin gets no support from UN Security Council over Ukraine". ABC News. Arkiveret fra originalen 23. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  324. ^ Hodge, Nathan (26. februar 2022). "Russia's Federation Council gives consent to Putin on use of armed forces abroad, Russian agencies report". CNN. Moscow. Arkiveret fra originalen 26. februar 2022. Hentet 26. februar 2022.
  325. ^ Zinets, Natalia; Williams, Matthias (22. februar 2022). "Ukrainian president drafts reservists but rules out general mobilisation for now". Reuters. Arkiveret fra originalen 22. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  326. ^ Kingsley, Thomas (23. februar 2022). "Ukraine to introduce a state of emergency and tells its citizens to leave Russia immediately". The Independent. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  327. ^ "Ukraine's Parliament approves state of emergency". Reuters. 23. februar 2022. Arkiveret fra originalen 23. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  328. ^ D'agata, Charlie; Redman, Justine; Ott, Haley (23. februar 2022). "Ukraine calls up reservists, declares national emergency as U.S. and allies hit Russia with new sanctions". CBS News. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  329. ^ Litvinova, Dasha (23. februar 2022). "Russia evacuates embassy in Ukraine as crisis escalates". Associated Press. Arkiveret fra originalen 23. februar 2022. Hentet 23. februar 2022.
  330. ^ Bajak, Frank (23. februar 2022). "Ukraine hit by more cyberattacks, destructive malware". Associated Press. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  331. ^ Bajak, Frank (25. februar 2022). "Cyberattacks accompany Russian military assault on Ukraine". Associated Press. Arkiveret fra originalen 28. februar 2022. Hentet 4. marts 2022.
  332. ^ Milmo, Dan (25. februar 2022). "Russia unleashed data-wiper malware on Ukraine, say cyber experts". The Guardian. Arkiveret fra originalen 28. februar 2022. Hentet 4. marts 2022.
  333. ^ Україна прагне миру! І робить для цього все!. 
  334. ^ Sonne, Paul (24. februar 2022). "Ukraine's Zelensky to Russians: 'What are you fighting for and with whom?'". The Washington Post. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  335. ^ "Zelensky's Last-Ditch Plea for Peace". Foreign Policy. 23. februar 2022. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 25. februar 2022.
  336. ^ Cruz Bustillos, Dominic (24. februar 2022). "Full Translation: Ukrainian President Volodymyr Zelenskyy's Feb. 23 Speech". Lawfare. Arkiveret fra originalen 26. februar 2022. Hentet 25. februar 2022.
  337. ^ "Kremlin Says Ukraine Rebels Have Asked Russia for 'Help' Against Kyiv". The Moscow Times. 23. februar 2022. Arkiveret fra originalen 27. februar 2022.
  338. ^ "Russia says Donbas separatists ask Putin for military support". Deutsche Welle. 23. februar 2022. Arkiveret fra originalen 27. februar 2022.
  339. ^ "Ukraine – Security Council, 8974th meeting". United Nations. 27. februar 2022. Hentet 2. marts 2022.
  340. ^ Mauldin, William (23. februar 2022). "U.S. Says Russia Will Face U.N. Security Council Resolution". The Wall Street Journal. Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  341. ^ Leff, Alex; Wood, Patrick (24. februar 2022). "Read the impassioned plea from Ukraine's U.N. ambassador to Russia to stop the war". NPR. Hentet 2. marts 2022.
  342. ^ "Russia Says Border Facility Near Ukraine Destroyed in Shell Attack". The Moscow Times. 21. februar 2022. Hentet 21. februar 2022.
  343. ^ "Russia says it prevented border breach from Ukraine, Kyiv calls it fake news". Reuters. 21. februar 2022. Hentet 21. februar 2022.
  344. ^ Putin: Russia recognized the "DPR" and "LPR" within the boundaries enshrined in their constitutions, Novaya Gazeta, 22 February 2022
  345. ^ Osborn, Andrew; Antonov, Dmitry (22. februar 2022). "Putin orders Russian troops to Ukraine after recognising breakaway regions". Reuters (engelsk). Hentet 22. februar 2022.
  346. ^ Philp, Catherine; Wright, Oliver; Brown, Larissa (22. februar 2022). "Putin sends tanks into Ukraine". The Times (engelsk).
  347. ^ Andrew Roth, Dan Sabbagh, David Blood and Niels de Hoog (23 Feb 2022) The Ukraine-Russia crisis explained: a complete visual guide
  348. ^ "Russia has invaded Ukraine. Here's what you need to know". ABC News. abcNEWS. 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  349. ^ Child, David; Najjar, Farah. "Russia-Ukraine live news: Moscow launches full-scale invasion". ALJAZEERA. ALJAZEERA. Hentet 24. februar 2022.
  350. ^ Jessie Yeung; Adam Renton; Rob Picheta; Ed Upright; Aditi Sangal; Adrienne Vogt; Melissa Macaya; Maureen Chowdhury (23. februar 2022). "WATCH: Tanks enter Ukraine via Belarus border". CNN (engelsk). Arkiveret fra originalen 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  351. ^ "Zelensky introduces martial law in Ukraine as sirens blare in Kyiv – video". The Guardian. 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  352. ^ "Hear air raid sirens go off in Ukraine's capital". CNN. CNN. Hentet 24. februar 2022.
  353. ^ Monash IP Observatory [IP_Observatory] (24. februar 2022). "UKR :: With reports of shelling across #Ukraine, we sadly report the onset of Ukraine going offline: . so far most impact in #Kyiv City and region, and #Kharkiv . other border regions remain online at time of analysis . 👇vis to: 08h15m #24Feb (GMT+2) @MonashBusiness https://t.co/qIYVs5C0Ut" (Tweet) (engelsk). Hentet 2. marts 2022. {{cite web}}: Ekstern henvisning i |title= (hjælp)
  354. ^ Reuters (24. februar 2022). "Ukraine computers hit by data-wiping software as Russia launched invasion". Reuters (engelsk). Hentet 24. februar 2022.
  355. ^ "Zelenskiy Says Russian Forces Trying To Take Over Chernobyl Nuclear Power Plant". RadioFreeEurope/RadioLiberty (engelsk). Hentet 24. februar 2022.
  356. ^ "Fighting breaks out near Chernobyl, says Ukrainian president". The Independent (engelsk). 24. februar 2022. Hentet 24. februar 2022.
  357. ^ Aditi Sangal; Meg Wagner; Adrienne Vogt; Melissa Macaya; Rob Picheta; Lauren Said-Moorhouse; Ed Upright; Maureen Chowdhury (24. februar 2022). "Russian troops seize Chernobyl nuclear power plant, Ukrainian official says". CNN (engelsk). Hentet 24. februar 2022.
  358. ^ Kaufman, Ellie. "Russians "meeting more resistance" in advance towards Kyiv "than they expected," US defense official says". CNN. CNN. Hentet 25. februar 2022.
  359. ^ "Ukraine-Russia news live: Ukrainians told to 'disorientate' Russian forces by removing road signs – as advance 'slows' due to 'strong resistance'". Sky News (engelsk). Hentet 26. februar 2022.

Eksterne links redigér