Wikipedia

Petro Porosjenko

ukrainsk oligark og politiker

Petro Oleksíjovytj Porosjenko (ukrainsk: Петро́ Олексі́йович Пороше́нко, tr. Petro Oleksíjovytj Porosjenko; født 26. september 1965) er en ukrainsk oligark og politiker, der var Ukraines præsident fra 2014 til 2019.

Petro Porosjenko
Петро Порошенко
Ukraines 5. præsident
Embedsperiode
7. juni 2014 – 20. maj 2019
PremierministerArsenij Jatsenjuk
Volodymyr Hrojsman
Valgt vedPræsidentvalget 2014
ForegåendeOleksandr Turtjinov(fungerende)
Efterfulgt afVolodymyr Zelenskij
Ukraines 2. minister for handel og økonomisk udvikling
Embedsperiode
23. marts 2012 – 24. december 2012
PremierministerMykola Azarov
ForegåendeAndrij Kljuev
Efterfulgt afYgor Prasolov
Ukraines 9. udenrigsminister
Embedsperiode
9. oktober 2009 – 11. marts 2010
PremierministerJulia Timosjenko
ForegåendeVolodimir Khandogij
Efterfulgt afKostjantin Grisjtjenko
Formand for bestyrelsen for Ukraines nationalbank
Embedsperiode
22. oktober 2007 – 26. april 2012
PremierministerViktor Janukovitj
Julia Timosjenko
Mykola Azarov
ForegåendeValeryj Hejets
Efterfulgt afYgor Prasolov
4. leder af Ukraines nationale sikkerhedsråd
Embedsperiode
8. februar 2005 – 8. september 2005
PræsidentViktor Jusjtjenko
ForegåendeVolodimir Radtjenko
Efterfulgt afAnatolij Kinakh
Indvalgt i Verkhovna Rada
Embedsperiode
12. maj 1998 – 14. maj 2002
14 maj. 2002 – 8. september 2005
25. maj 2006 – 14. juni 2007
12. december 2012 – 3. juni 2014
Personlige detaljer
FødtPetro Oleksíjovytj Porosjenko
26. september 1965 (59 år)
Bolgrad, Odessa oblast, Ukrainske SSR, Sovjetunionen
Nationalitet Ukrainer
Politisk partiSocialdemokrat
(1990–2002)
Uafhængig
(2000–2005; 2010–2014)
Vores Ukraineblok
(2001–2013)
Solidarnist
(2014–i dag)
Ægtefælle(r)Marina Perevedentseva (g. 1984)
BørnOleksij (f. 1985)
Jevhenija (f. 2000)
Oleksandra (f. 2000)
Mikhajlo (f. 2001)
MorJevhenija Serhijivna Porosjenko
FarOleksij Іvanovytj Porosjenko
BopælMariinskij Slot (officiel)
Kozin, Kyiv oblast (privat)
Uddannelses­stedKijevskij nationale universitet Tarasa Sjevtjenka
ProfessionPolitiker, oligark
ReligionDen ukrainsk-ortodokse kirke (Moskva-patriarkatet)[1]
Underskrift
Militærtid
Troskab Sovjetunionen
VærnRøde Hær
Tjenestetid1983–1987
Links
http://www.poroshenko.com.ua
Officielle præsidenthjemmeside

Porosjenko var udenrigsminister og minister for handel og økonomisk udvikling[2][3] og er omtalt som en af de mest indflydelsesrige personer i ukrainsk politik.[4] Fra februar 2007 til marts 2012 var Porosjenko leder af Ukraines nationalbanks bestyrelse.[4][5][6][7] Porosjenko blev valgt til præsident den 25. maj 2014 med mere end 54 % af stemmerne i første runde og undgik dermed en anden valgrunde.[8][9][10][11][12][13] Den 21. april 2019 tabte han præsidentvalget til Volodymyr Zelenskij.[14][15]

Tidligt liv og uddannelse

redigér

Fødsel og barndom

redigér
 
Grundskolen i Bolgrad.

Porosjenko blev født den 26. september 1965 i Bolgrad (nu Bolhrad), Odessa oblast i Ukrainske SSR.[16] Hans far var Oleksíj Porosjenko (født 1936, nu direktør for Porosjenkos selskab Prime Aktiv Kapital)og i 1965 administrator af landbrugsudstyr. Porosjenkos mor, Jevgenija Sergiіvna (1937-2004), var regnskabschef i Jordbrugsdepartementet.[17]

I 1974 flyttede familien til Bender i Moldoviske SSR (nu i Transnistrien). Ifølge familien var Oleksíj Porosjenko vicedirektør for et eksperimentelt reparationsværksted.[17] Gamle venner af familien påstår at flytningen skyldtes et alvorligt slagsmål, som Misja, Petros storebror, havde været involveret i.[17] Der Spiegel oplyser, at Oleksíj Porosjenko sad to år i fængsel for tyveri af statens ejendom.[18] I Bender afsluttede Porosjenko gymnasiet.[19] Fra 1977 var Oleksíj Porosjenko forfremmet til direktør for reparationsværkstedet, og fra 1983 var han ansat på Moldavizolit i Tiraspol, producent af mindre landgangfartøjer.

I 1984 til 1986 aftjente Petro Porosjenko sin værnepligt i den sovjetiske hær.[16] På grund af et slagsmål med fire kadetter på militærkommissariatet blev han sendt til Kasakhiske SSR.[18]

Uddannelse

redigér

I 1989 dimitterede han i økonomi fra fakultetet for internationale relationer og international ret (senere Institut for Internationale Relationer) på Kijevskij nationale universitet Tarasa Sjevtjenka,[16] hvorefter han fortsatte studierne ved universitetet og dimitterede som kandidat i økonomi, svarende til cand.oecon. i 2002 med afhandling om "Lovmæssig regulering af statslige selskaber i Ukraine".[20][21] Petro Porosjenko har forfattet afhandlingen "Statens selskabsrettigheder i Ukraine. Teorien om dannelsen af relationer", flere videnskabelige publikationer og er medforfatter til lærebogen Aktuelle internationale økonomiske forbindelser.

Porosjenko taler ukrainsk, russisk, engelsk og rumænsk (moldavisk).[22]

Erhvervskarriere

redigér

I Ukraine blev der i 1990'erne ført en risikabel økonomisk politik, og regeringerne viste sig som modstander af reformer, der kunne tøjle den indenlandske korruption.[23] Mens landet var bragt i knæ, lykkedes det Porosjenko-familien med faderen, Oleksíj Porosjenko, og kolleger fra færdselsdirektoratet i Kijevs hjælp, at stifte UkrPromInvest, et ukrainsk industri- og investeringsselskab, der specialiserede sig i konfekture og solgte kakaobønner.[17] Interesserne udvidedes til landbrugssektoren og bilindustrien. Ved Porosjenkos brors død i august 1997 overtog Petro hans forretningsområder.[17] I 1990'erne overtog selskabet kontrollen med flere konfekturevirksomheder, der fusionerede i "Roshen-gruppen", den største konfektureproducent i Ukraine.

Den formue, Petro Porosjenko skabte sig i konfektureindustrien, gav ham øgenavnet "Chokoladekongen".[24]

Nu omfatter Porosjenkos forretningsimperium flere bil- og busvirksomheder, Leninska Kuznja-skibsværftet i Kyiv, tv-kanalen Kanal 5[25] og andre virksomheder.

Milliardærliste-placeringer

redigér

I marts 2012 placerede Forbes Porosjenko på Forbes' liste over milliardærer på 1.153. pladsen, med 1 milliard USD.[26]

Ifølge den årlige liste over de rigeste personer i Ukraine, som blev offentliggjort i oktober 2015[27], og som udgives af det ukrainske tidsskrift Novoje Vremya og gennemføres med Dragon Capital, der er et førende investeringsselskab i Ukraine, var præsident Porosjenko den eneste fra topti på listen, hvis formue var vokset siden den foregående rangliste. Hans formue anslås til 979 millioner dollars, en vækst på 20 %, og hans placering er ændret fra den 9. til 6. rigeste oligark i Ukraine. Artiklen bemærkede, at Porosjenko var en af to europæiske politiske ledere, der ejer et forretningsimperium i en sådan skala. Den italienske Silvio Berlusconi er den anden.

Ifølge Forbes' vurdering fra juni 2014 er Porosjenkos formue på $1,3 milliarder, og han indtog 6. pladsen blandt de rigeste oligarker i Ukraine.[28]

Forretningsimperiet

redigér

Efter reorganisering af Porosjenkos virksomheder i 2006 blev der dannet et holdingselskab, "Прайм Ессетс Кепітал" (tr. Prajm Jessets Kepital; dansk: ~ Prime Aktiv Kapital), 100 % ejet af Porosjenko, selskabet ejer "Ukrprominvest-gruppen".[29]

Denne gruppe kontrollerer mere end 50 virksomheder inden for kerneområderne fødevareindustri og bilindustri.

 
Leninska kuznja
Leninska kuznja  
 
Bogdan Corporation
Bogdan Corporation  
 
Roshen-gruppen
Roshen-gruppen  
 
5. Kanal
5. Kanal  

Blandt andet indgår:

Finansielle sektor

  • International Investeringsbank
  • Forsikringsselskab "Krajina"

Landbrugssektoren

  • Ukrproinvest-Agro
    en af de største af landbrugsvirksomheder i Ukraine
  • Landbrugsselskabet i Vinnitsja oblast
  • Forenede Stivelseproducenter
  • Dnipro-stivelsesfabrik
  • Pohrebysjtsje-sukkerkompagni
  • Kryzjopilskyj-sukkerkompagni
  • Interkorn-procesindustri

Skibsbygning

  • Sevastopol værft
    (nationaliseret 28. februar 2015 af
    de russiske myndigheder i Sevastopol)
  • Leninska kuznja, dansk: ~ Lenins smedje, værft i Kyiv
    værftet producerer bl.a. pansrede mandskabsvogne til den ukrainske hær

Bilindustrien

  • Bogdan Corporation
    • LLC "Hyundai Motor Ukraine"
    • LuAZ, Lutsk-bilfabrik
    • Tjerkasy-bilfabrik
      Producerer personbiler, med en produktionskapacitet på 120-150.000/år
    • Bilsamlefabrik nummer 3
      Producerer lastbiler, med en produktionskapacitet på 15.000/år

Konfekturegruppen Roshen

Medier

  • 5. Kanal (tv-kanal)
  • Radio 5

Tidlig politiske karriere

redigér

Porosjenko blev første gang indvalgt i Verkhovna Rada (det ukrainske parlament) i 1998 i enkeltmandskredsen Vínnitsja. Han var medlem af "Socialdemokratisk Parti Ukraine (forenet)" (SDPU), der støttede præsident Leonid Kutjma.[30] Porosjenko forlod SDPU i 2000 og oprettede en uafhængig centrumvenstre fraktion, Solidarnist.[30][31] I 2001 deltog Porosjenko i oprettelsen af Regionernes Parti, der også bakkede Kutjma op, Solidarnist gennemførte aldrig fusionen.[32]

Sekretær i rådet for Ukraines nationale sikkerheds- og forsvarspolitik

redigér
 
Porosjenko og Viktor Jusjtjenko under et møde i forbindelse med valget til borgmester i Mukatjeve den 16. april 2004.

I december 2001 brød Porosjenko med Kutjma for at blive kampagneleder for oppositionslederen Viktor Jusjtjenkos "Vort Ukraine". Efter parlamentsvalget i marts 2002 hvor Vort Ukraine fik flertal, blev Porosjenko igen indvalgt i parlamentet,[30][33] Porosjenko fungerede som leder af Parlamentets budgetudvalg, hvor han blev beskyldt for "forlægge 47 millioner hryvnias" (US $ 8,9 millioner).[34] Efter valget til parlamentet gennemførte skatteinspektører et grundigt eftersyn af hans selskaber.[30] Da Jusjtjenko blev indsat som præsident i 2005 blev granskningen af Porosjenkos UkrPromInvest indstillet.[30]

Porosjenko blev betragtet som en af Jusjtjenkos tætte allierede. Jusjtjenko er gudfar til Porosjenko døtre. Porosjenko var sandsynligvis den rigeste oligark[35] blandt Jusjtjenko tilhængere, og blev ofte nævnt som en af Vort Ukraines og Den orange revolution vigtigste finansielle bagmænd.[36] Efter Jusjtjenko vandt præsidentvalget i 2004, blev Porosjenko udnævnt sekretær i det nationale sikkerheds- og forsvarsråd.[30][37]

 
Porosjenko deltager i fejringen af USA's uafhængighedsdag på den amerikanske ambassade i Kyiv, den 6. juli 2005.

I september 2005 brød meget omtalte gensidige beskyldninger om korruption ud mellem Porosjenko og premierminister Julia Timosjenko, der involverede privatiseringen af statsejede virksomheder.[38][39][40] Porosjenko blev anklaget for at forsvare Viktor Pintjyks interesser, da han erhvervede firmaet Nikopol Ferroalloy for $ 80 millioner på trods af, at det var vurderet til $ 1 mia.[41] Som følge af beskyldningerne fyrede Jusjtjenko hele sit ministerkabinet, herunder Porosjenko og Timosjenko.[4] Den statslige anklager afviste at gennemføre en undersøgelse af magtmisbrug mod Porosjenko måneden efter.[42] Umiddelbart efter fyrede Jusjtjenko statsadvokaten i Ukraine, Svjatoslav Piskun. Piskun hævdede, at han blev fyret, fordi han nægtede at indlede en straffesag mod Timosjenko og nægtede at droppe sagsanlæget mod Porosjenko.[43]

Ved parlamentsvalget i marts 2006 blev Porosjenko genvalgt til det ukrainske parlament med støtte fra Vort Ukraines valgalliance.[30] Han var formand for det parlamentariske udvalg for finans- og banksektoren. Angiveligt fordi Porosjenko krævede at få posten som formand for det ukrainske parlament, valgte Det Socialistiske Parti i Ukraine at bryde med Julia Timosjenko-blokken og blive en del Viktor Janukovitjs anden samlingsregering, fordi partiet fik tilbudt, at deres partileder, Oleksandr Moroz, blev formand, hvis de støttede samlingsregeringen.[4] Det efterlod Porosjenkos Vort Ukraine og deres allierede Julia Timosjenko-blokken uden for regeringen.

Porosjenko stillede ikke op til parlamentsvalget i september 2007.[30] Porosjenko blev formand for bestyrelsen for Ukraines Nationalbank i februar 2007.[4][6] Mellem 1999 og 2012 var han medlem af bestyrelsen for Ukraines Nationalbank.[30]

Udenrigsminister og minister for handel

redigér
 
Julia Timosjenko og Porosjenko på den russisk-ukrainske internationale kommissions møde i 2009.
 
Ukraines Udenrigsminister, Petro Porosjenko, i det polske senat med den tidligere græske premierminister Georgios Papandreou.

Ukraines præsident Jusjtjenko udnævnte Porosjenko til udenrigsminister den 7. oktober 2009.[6][44] Porosjenko blev udnævnt af Verkhovna Rada (Ukraines parlament) den 9. oktober 2009.[6][44] Den 12. oktober 2009 genudnævnte præsident Jusjtjenko Porosjenko til sekretær i det nationale sikkerheds- og forsvarsråd.[45] Porosjenko støttede ukrainsk NATO-medlemskab. Men han erklærede også, at medlemskab af NATO ikke bør være et mål i sig selv.[46] Selvom Porosjenko blev afsat som udenrigsminister den 11. marts 2010, udtrykte præsident Viktor Janukovitj håb om yderligere samarbejde med ham.[25]

I slutningen af februar 2012 blev Porosjenko udnævnt som ny minister for handel og økonomisk udvikling i Azarov-regeringen,[47][48][49] og 9. marts 2012 erklærede præsident Janukovitj, at han ønskede, at Porosjenko skulle være minister for økonomisk udvikling og handel.[50] Den 23. marts 2012 blev Porosjenko udnævnt til Ukraines minister for økonomisk udvikling og handel af Janukovitj.[2][3] Samme måned trådte han tilbage som leder af bestyrelsesformand i Ukraines nationalbank.[5]

Porosjenko hævder, at han blev minister for handel og økonomisk udvikling for at hjælpe med at bringe Ukraine tættere på EU og få Julia Timosjenko løsladt fra fængslet.[51] Efter at han overtog posten, indledte skatteinspektører en gennemgribende kontrol af hans virksomheder.[51]

Genindvalgt i parlamentet

redigér

Efter parlamentsvalget i 2012 var Porosjenko tilbage i Verkhovna Rada (parlamentet) med mere end 70 % af stemmerne som uafhængig kandidat i en enkeltmandskreds i Vínnitsja oblast.[52][53][54] Han tilsluttede sig ingen gruppe i parlamentet[55][56] og blev medlem af udvalget om europæisk integration.[51] Porosjenkos far, Oleksíj Porosjenko, havde til hensigt at deltage i valget i en anden enkeltmandskreds i Vínnitsja oblast, men trak sit kandidatur medio februar 2013 af helbredsmæssige grunde[57][58] . Porosjenko antydede, at han ville opstille til borgmestervalget i Kyiv i 2013.[59]

Euromajdandemonstrationerne

redigér
 
Porosjenko taler på Euromajdan december 2013
 
Lederne af euromajdanuroligheder mødes med den amerikanske udenrigsminister John Kerry i München 1. februar 2014

Under euromajdan støttede han de protesterende. Han optrådte ofte på Maidan. Nogle russiske medier kaldte Porosjenko sponsor af protesterne.[60][61] I et interview med Novaja Gazeta erkendte han, at han "sponsorede revolutionen med mad, vand og brænde".[62] Det medførte et fald i hans popularitet,[30] og han deltog ikke i forhandlinger mellem præsident Janukovitj og oppositionspartierne, der deltog på Fædrelandsforbundet, Svoboda og UDAR.[30]

Porosjenko nægtede at slutte sig til Janukovitjs regering, men fik sin allierede Volodymyr Grojsman, borgmesteren i Vínnitsja, valgt ind i regeringen, ligesom Porosjenko nægtede at slutte sig til de to nyoprettede parlamentariske grupper, Ukraines Renæssance og Suveræne europæiske Ukraine.[30] Under Krimkrisen 2014 besøgte Porosjenko Simferopol på Krim, før byen blev indlemmet i Rusland; foran Krims parlament udtalte Porosjenko til den forsamlede menneskemængde: "Vi er nødt til at finde et kompromis".[51]

I et interview med Lally Weymouth sagde Porosjenko: "Fra begyndelsen var jeg en af arrangørerne af Euromajdan. Min tv-kanal - Kanal 5 - spillede en uhyre vigtig rolle ... Da Kanal 5 begyndte at sende.. var der kun 2.000 mennesker på Majdan, men i løbet af natten gik folk til fods - syv, otte, ni, ti kilometer, idet de forstod, at dette er en kamp for ukrainsk frihed og demokrati. På fire timer var der næsten 30.000 mennesker."[63] BBC rapporterede at "hr. Porosjenko ejer tv-kanalen Kanal 5, den mest populære nyhedskanal i Ukraine, som viste klare pro-oppositionssympatier i månederne under den politiske krise i Kyiv."[35]

Præsidentvalget 2014

redigér

Efter Euromajdandemonstrationerne i 2014, der resulterende i afsættelse af Viktor Janukovitj som præsident i Ukraine, blev et nyt præsidentvalg planlagt til den 25. maj 2014.[64][65] I meningsmålinger fra marts 2014 fik Porosjenko den største tilslutning af alle potentielle kandidater, en meningsmåling foretaget af Socis gav ham en opbakning på over 40 %.[66] Den 29. marts erklærede han, at han ville stille op til præsidentvalget. Samtidigt nedlagde Vitalij Klitjko sit kandidatur til præsidentposten og støttede Porosjenkos kandidatur.[67][68][69][70]

Den 2. april udtalte Porosjenko: "Hvis jeg bliver valgt, vil jeg være ærlig og sælge Roshen-gruppen".[71] I begyndelsen af april udtalte han, at niveauet for den folkelige opbakning til ideen om Ukraines optagelse i NATO var for lille til at sætte spørgsmålet på dagsordenen "for ikke at splitte landet".[72] Den 14. april støttede Porosjenko offentligt kampagnen for valg af Jarosław Gowin fra partiet "Polen Sammen, Forenede Højre" til Europa-Parlamentet, som tak for partiets støtte til Ukraine.[73]

 
Porosjenkos valgresultat ved præsidentvalget 2014

Porosjenkos valgslogan var: "Leve på en ny måde - Porosjenko!"[51] Den centrale valgkommission i Ukraine offentliggjorde den o29. maj, at Porosjenko havde vundet præsidentvalget den 25. maj med 54,7 % af stemmerne.[74]

Under et besøg i Berlin erklærede Porosjenko, at separatisterne "ikke repræsenterer nogen. Vi er nødt til at genoprette lov og orden og feje terrorister væk fra gaden".[75] Han omtalte folkeafstemningen om Donbas' status den 11. maj 2014 som "fup".[75]

Ved præsidentvalget fik Porosjenko mere end 50 % af stemmerne i det meste af Ukraine. I oblasterne Kharkiv, Luhansk, Donetsk og Zaporizjzja var opbakningen imidlertid under 40 %, og i oblasterne Dnipropetrovsk, Kherson, Mykolaiv, Odessa og i nord Tjernihiv var opbakningen til ham alle steder under 50 %. Det var således et delt Ukraine, der valgte ham. Delingen følger i alt væsentligt sproggrænserne i Ukraine. Krim deltog ikke i valget.

Præsident

redigér

Da det blev klart, at han vandt valget på valgaftenen den 25. maj 2014, annoncerede Porosjenko "Min første præsidentrejse kommer til at gå til Donbas", hvor de bevæbnede oprørere havde erklæret de separatistiske republikker Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk og havde kontrol over en stor del af regionen.[76][77] Porosjenko lovede samtidigt at fortsætte de ukrainske regeringsstyrkers militære operationer for at afslutte det væbnede oprør og sagde "den anti-terroristoperation kan ikke og bør ikke vare to eller tre måneder. Den skal og vil vare timer".[78] Han sammenlignede de væbnede pro-russiske oprørere med somaliske pirater.[78] Porosjenko opfordrede til forhandlinger med Rusland i overværelse af internationale formidlere.[78] Rusland reagerede ved at udtale, at de ikke havde brug for en mellemmand i de bilaterale forbindelser med Ukraine.[78] Som nyvalgt præsident lovede Porosjenko at indtage Krim,[78] der var annekteret af Rusland i marts 2014.[77][79][a] Han lovede også at holde nyt parlamentsvalg i 2014.[81]

Indsættelse

redigér
 
Allerede før indsættelsen holdt Porosjenko topmøde med Barack Obama den 4. juni 2014
 
Porosjenko holder tale i Europarådets parlamentariske forsamling i Strasbourg, den 26. juni 2014.

Porosjenko blev indsat i Verkhovna Rada (parlamentet) den 7. juni 2014.[82][83][84] I sin tiltrædelsestale understregede han, at Ukraine ikke ville opgive Krim og understregede Ukraines enhed.[85] Han lovede amnesti "for dem, der ikke har blod på hænderne" til de separatistiske og pro-russiske oprørere i den pro-russiske konflikt i Ukraine i 2014 og til de ukrainske nationalistiske grupper, der kæmpede imod dem, men tilføjede: "at tale med gangstere og mordere er ikke vores vej".[85] Han opfordrede også til tidlige regionale valg i det østlige Ukraine.[85] Porosjenko erklærede, at han ville underskrive den økonomiske del af Ukraine-EU-associeringsaftalen, og at dette var første skridt hen imod fuld ukrainske medlemskab af EU.[85] Under talen erklærede han, at "ukrainsk er det eneste statssprog", men talte også om de "garantier [for] uhindret udvikling af russisk og alle andre sprog".[85] En del af talen var på russisk.[85][86][87][88][89][90]

Indsættelsen blev overværet af omkring 50 udenlandske delegationer, herunder den amerikanske vicepræsident Joe Biden, Polens præsident Bronislaw Komorowski, præsidenten for Hvideruslands Aleksandr Lukasjenko, Litauens præsident Dalia Grybauskaitė, Schweiz' præsident og OSCEs fungerende formand Didier Burkhalter, Tysklands præsident Joachim Gauck, Georgiens præsident Giorgi Margvelasjvili, Canadas premierminister Stephen Harper, Ungarns premierminister Viktor Orbán, formanden for det Europæiske Råd Herman Van Rompuy, OSCE's generalsekretær Lamberto Zannier, FN's under-generalsekretær for politiske anliggender Jeffrey Feldman, Kinas kulturminister Cai Wu og Ruslands ambassadør i Ukraine Mikhail Zurabov[91][92] Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko var også til stede.[85][91] Efter indsættelsen udtalte Timosjenko: "Jeg tror Ukraine har fundet en meget stærk stabiliserende faktor" (om Porosjenko).[93]

Indenrigspolitik

redigér

Fredsplan for det østlige Ukraine

redigér
 
De ukrainske specialstyrker udlægger landminer i Donbas
 
Udbombet hus i Donbas

Samtidig med hans indsættelse havde bevæbnede pro-russiske oprørere efter en omstridt folkeafstemning, der anses for at være ulovlig af det internationale samfund, erklæret de separatistiske republikker Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk og kontrollerede en store dele af det østlige Ukraine.[76][77] Porosjenko lancerede efter sin indsættelse en såkaldt "fredsplan" med det formål at få anerkendt præsidentvalget i Ukraine af Rusland. Planen indeholdt en våbenhvile med separatisterne (kaldt "terrorister" af Porosjenko) og etablering af en humanitær korridor for civile ("der ikke havde været involveret i konflikten").[94] Porosjenko truede med, at han havde en "Plan B".[95]

Porosjenko lovede hævn over separatisterne, efter at 19 ukrainske soldater blev dræbt i et raketangreb: ".. de militante kommer til at betale hundredvis af liv for hvert af vore soldater liv. Ikke en eneste terrorist vil undgå ansvar. De vil alle blive straffet".[96]

I december 2014 fordømte Kharkiv Menneskerettighedsgruppe (ukrainsk: Харківська правозахисна група; KhPG) Porosjenko for tildelingen af ukrainsk statsborgerskab til den hviderussiske nynazistiske leder i azov-bataljonen Sergij Korotkjikh.[97]

Porosjenko var uenig i at give autonom status til Donbas[98] og sagde: "På trods af stærk insisteren, er vi ikke enige i nogen selvstændig status. .. Vi er overhovedet ikke villige i at gå på kompromis om føderal opdeling. Der står intet om selvstændighed eller føderal opdeling i [Minsk] dokumenterne".[99]

Decentralisering af magten

redigér

I midten af juni indledte Porosjenko en proces med ændring af Ukraines forfatning for at indføre en administrativ decentralisering.[100] Ifølge Porosjenko var det "et centralt element i fredsplanen".[100] I hans udkast til forfatningsændringer i juni 2014 blev det foreslået at ændre den administrative inddeling af Ukraine, der burde omfatte regioner (som erstatning for de nuværende oblaster), distrikter og "hromadas" (bymæssige bebyggelser).[101] Han foreslog, at ukrainsk forblev den eneste officielle sprog i Ukraine; men i ændringsforslaget foreslog han også, at "landsbyer, byer, distriktet og regionale administrationer skal have ret til at fastsætte status for det russiske sprog og andre nationale minoritetssprog i Ukraine inden for grænserne af deres administrative og territoriale område".[102] Yderligere foreslog Porosjenko at oprette en stilling som præsidentens repræsentant, der skulle overvåge håndhævelsen af den ukrainske forfatning og love og observere overholdelsen af menneskerettigheder og frihedsrettigheder i oblasterne og rajonerne.[103] I tilfælde af en "nødsituation eller militær undtagelsestilstand" skal de "lede og organisere" de områder, de er udstationeret i.[103] Fædrelandsforbundet (ukrainsk: Всеукраїнське об'єднання "Батьківщина"), den vigtigste koalitionspartner i Jatsenjuk-regeringen, vendte sig mod planen.[104]

Porosjenko har gentagne gange udtalt sig imod føderalisering.[99][105][106]

Porosjenko søger ikke at øge sine beføjelser som præsident.[107]

Et lovforslag fra 1. juli 2015 gav lokale myndigheder ret til at føre tilsyn med, hvordan deres skatteindtægter bliver brugt.[108] Lovforslaget gav ikke en autonom status til Donbas, som de pro-russiske oprørere havde krævet, men gav området delvis selvstyre i tre år.[108]

Opløsning af Parlamentet

redigér
  Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Ukraine 2014

Den 25. august 2014 udskrev Porosjenko valg til Verkhovna Rada (Ukraines parlament), selvom valgperioden egentligt løb frem til 2017. Det udskrevne valg blev afholdt den 26. oktober 2014.[109][110] Ifølge Porosjenko var det nødvendigt "at rense Rada for støtterne til [Ukraines tidligere præsident] Viktor Janukovitj". Porosjenko sagde, at disse deputerede "tydeligt ikke repræsenterede de mennesker, der havde valgt dem".[111] Porosjenko sagde også, at disse Rada-deputerede var ansvarlige for "de diktaturiske love, der tog livet af de himmelske hundrede" (en betegnelse for de faldne i forbindelse med Euromajdanurolighederne).[111] Porosjenko påstod også, at mange af parlamentsmedlemmerne var "direkte sponsorer og medskyldige i eller i det mindste sympatisører af militante separatister".[111][112][113]

Porosjenko havde presset på for udskrivning af valget siden sin sejr ved præsidentvalget i maj 2014.[114][115][116]

Under partikongressen for partiet "Solidaritet" den 27. august 2014 skiftede partiet navn til Petro Porosjenko-blokken.[117][118] "Solidaritet" havde været Porosjenkos parti.[119][120] Eftersom præsidenten af Ukraine ikke må være medlem af et parti,[121] blev Porosjenko "Æresformand" for "Petro Porosjenko-blokken".[117]

Atomvåben

redigér

Den 13. december 2014 erklærede Porosjenko, at han ikke ønsker, at Ukraine igen bliver en atommagt.[122]

Afskaffelse af kommunismen og oligarkiet

redigér
 
Lenin-statuen på Euromajdan i Kyiv den 24. november 2013
 
Den 8. december havde Svoboda revet statuen ned.[123]

Den 15. maj 2015 underskrev Porosjenko et lovforslag, der indledte en seks måneders periode til fjernelse af kommunistiske monumenter og obligatoriske omdøbning af gader, andre offentlige steder og byer med et navn relateret til kommunismen.[124][125][126][127] Porosjenko udtalte: "jeg gjorde, hvad jeg skulle" og tilføjede: "Ukraine som stat har gjort sit arbejde, så nu må historikere gøre deres arbejde, og regeringen bør tage sig af fremtiden".[124] Porosjenko mener, at de nazistiske forbrydelser kan sammenlignes med Sovjetunionens kommunistiske forbrydelser.[128] Lovgivningen, som Porosjenko underskrev den 15. maj 2015, gav samtidigt "offentlig anerkendelse til alle, der kæmpede for ukrainsk uafhængighed i 1900-tallet",[129] herunder den kontroversielle organisation OUN og efterfølgeren UPA og de ledende kræfter Stepan Bandera[130] og Roman Sjuchevitj.[131]

Porosjenko udtalte i et interview med den tyske avis Bildzeitung, at "hvis jeg bliver valgt, vil jeg tørre tavlen ren og vil sælge "Roshen-gruppen". Som præsident af Ukraine, ønsker jeg kun at fokusere på nationens trivsel".[132]

Den 23. marts 2015 accepterede Petro Porosjenko milliardæren Ihor Kolomojskijs fratræden som guvernør i Dnipropetrovsk oblast, pga. Kolomojskijs kontrol over det store statslige olieselskab.[133] "Der skal ikke mere være oligarker i Ukraine," sagde Porosjenko og tilføjede, at "oligarkerne skal betale højere [skatter] end middelklassen og mere end de små virksomheder." Præsidenten understregede, at "programmet med afskaffelse af oligarkiet vil blive ført ud i livet". Porosjenko lovede, at han vil bekæmpe det ukrainske oligarki.[134]

Antikorruption

redigér

Porosjenko underskrev den 14. oktober 2014 et dekret, hvori han godkendte oprettelsen af Rådet for Offentlig kontrol og reglerne for rådet, der sorterer under Antikorruptions Bureauet. Rådet omfatter 17 medlemmer. Ni af dem repræsenterer det offentlige, seks repræsenterer offentlige organisationer, som har erfaring med at bekæmpe korruption og to repræsentanter for sammenslutningen af iværksættere.[135]

Udenrigspolitik

redigér

USA

redigér

Den 7. december 2015 havde Porosjenko et møde med USA's vicepræsident Joe Biden i Kyiv, hvor de drøftede det ukrainsk-amerikanske samarbejde.[136]

Rusland

redigér

I juni 2014 afbød Porosjenko ethvert samarbejde med Rusland på det militære område.[137]

På Europarådets Parlamentariske Forsamling den 26. juni 2014 erklærede Porosjenko, at bilaterale forbindelser med Rusland ikke kan normaliseres, medmindre Rusland afbryder sin ensidige annektering af Krim og returnerer kontrollen over Krim til Ukraine.[138]

Om Porosjenkos fredsplan for østlige Ukraine fra juni 2014 udtalte den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov: "det ligner et ultimatum".[95]

Den 26. august 2014 mødtes Porosjenko med russiske præsident Vladimir Putin i Minsk, hvor Putin opfordrede Ukraine til ikke at eskalere sin offensiv. Porosjenko reagerede ved at kræve, at Rusland standsede sine leverancer af våben til de separatistiske oprørere. Han sagde, at Ukraine ønskede et politisk kompromis, og lovede, at de russisktalende indbyggeres interesser i det østlige Ukraine ville blive taget i betragtning.[139]

Den Europæiske Union

redigér
 
Porosjenko med Angela Merkel og Joe Biden, den 7. februar 2015.

Den Europæiske Union (EU) og Ukraine underskrev den økonomiske del af associationsaftalen mellem EU og Ukraine den 27. juni 2014.[140] Porosjenko udtalte, at dagen var "den mest historisk betydningsfulde for Ukraine siden uafhængigheden i 1991", der er et "symbol på tro og ubrydelig vilje".[140] Han så underskrivelsen som begyndelsen på forberedelserne til ukrainsk EU-medlemskab.[140] Under Porosjenko fik ukrainerne d. 11. juni 2017 ret til at rejse i Schengen, og dermed i EU bortset fra Storbritannien og Irland, uden et visa.[141][142]

NATO

redigér

På sin tale ved åbningen af det nye parlament den 27. november 2014 sagde Porosjenko "vi har besluttet at vende tilbage til kursen mod NATO-integration", fordi "den alliancefri status Ukraine proklamerede i 2010 ikke kunne garantere vores sikkerhed og territoriale integritet".[143] Det ukrainske parlament vedtog med stemmerne 303-8 den 23. december 2014 at ophæve loven fra 2010, der havde gjort Ukraine til en alliancefri stat.[144][145][146][147][148] Den 29. december 2014 lovede Porosjenko at afholde en folkeafstemning om optagelse i NATO.[149] Den 22. september 2015 hævdede Porosjenko, at "Ruslands aggressive handlinger" beviste nødvendigheden af udvidelsen af NATO, og at den ukrainske folkeafstemning om optagelse i NATO ville blive afholdt, efter at "alle betingelser for ukrainsk opfyldelse NATO kriterierne for medlemskab" var blevet opfyldt "af vort reformerede land".[150][151][152] Ifølge en artikel fra d. 2. februar 2017 har Porosjenko stadig i sinde at afholde en folkeafstemning omkring et NATO-medlemskab.[153][154]

International kritik

redigér

Porosjenko blev kritiseret af Committee to Protect Journalists for at underskrive et dekret, der forbød 41 internationale journalister og bloggere at rejse ind Ukraine i et år, idet de blev stemplet som en trussel mod den nationale sikkerhed.[155] Listen omfatter tre BBC-journalister og to spanske journalister, der i øjeblikket er savnet i Syrien; alle journalisterne havde tidligere dækket krisen i Ukraine.[156]

Panama-papirerne

redigér
  Hovedartikel: Panama-papirerne.

Porosjenko oprettede et offshoreselskab på De Britiske Jomfruøer midt under krigen i Donbas.[157] Lækkede dokumenter fra Panama-papirerne viser, at Porosjenko registrerede virksomheden "Prime Asset Partners Ltd" den 21. august 2014. Dokumenter i Cypern afslører Porosjenko som firmaets eneste aktionær.[158] Porosjenko har afvist, at han har gjort noget forkert, og det advokatkontor, Avellum, som fører tilsyn med salget af Roshen-gruppen, Porosjenkos konfektureselskab, sagde, at "eventuelle påstande om skatteunddragelse er grundløse". Anti-korruptiosgruppen Transparency International mener, at "oprettelsen af virksomheder, mens man bestrider præsidentembedet, er en direkte overtrædelse af forfatningen".[159]

Under undersøgelse for forræderi

redigér

Den 26. juli 2017 offentliggjorde Renat Kuzmin, ledende statsanklager og tidligere stedfortrædende leder af statsanklagermyndigheden i Ukraine, en afgørelse fra Petjerskyj rajonsret (i Kyiv), der pålægger Ukraines sikkerhedstjeneste, SBU, at undersøge præsident Porosjenko for forræderi i henhold til artikel 111 i Ukraines straffelov.[160][161]

Familie

redigér
 
Ioninskij Klosteret i Kyiv

Petro Porosjenko har siden 1984[30] været gift med Maryna Anatóliіvna Porosjenko (født Perevedentseva 1. februar 1962 i Kyiv), datter af viceministeren for sundhed i Sovjetunionen, Anatolij Perevedentseva. Hun er uddannet på Bogomolets nationale medicinske universitet som hjertespecialist. Efter endt uddannelse arbejdede hun som læge på kardiologiafdelingen på Oktober Hospital i Kyiv.[162] Maryna Anatóliіvna deltager ikke i det offentlige liv bortset fra hendes opgaver som formand for fondsbestyrelsen Petro Porosjenkos velgørende fond.[163][164]

Parret har fire børn: Oleksij (f. 1985), Jevhenija (f. 2000), Oleksandra (f. 2000), Mikhajlo (f. 2001) og to børnebørn: Peter (f. 2014) og Elizabeth (f. 2016).[30] Viktor Jusjtjenko og Oksana Bilozír (begge medlemmer af Vores Ukraine - Folkets Selvforsvar) er gudforældre til Jevhenija og Oleksandra.[165][166]

Ifølge rapporter i medierne i 2009 er Peter Porosjenko sognebarn i Ioninskij Klosteret i Kyiv, der er tilknyttet Den ukrainsk-ortodokse kirke (Moskva-patriarkatet),[167] hvor han er ordineret som diakon.[168]

Peter Porosjenko bror Mikhail Porosjenko (28. august 1957-25. august 1997) var en af grundlæggerne af UkrPromInvest. Broderen blev ifølge familien dræbt i en trafikulykke.[17] Mikhail er begravet på Zvirinetske kirkegård i Kyiv.

Noter

redigér
  1. ^ Status for Krim og byen Sevastopol er i øjeblikket omstridt af Rusland og Ukraine; Ukraine og størstedelen af det internationale samfund anser Krim for at være en autonom republik i Ukraine og Sevastopol for at være en af Ukraines byer med særlig status, mens Rusland, på den anden side, mener Krim er en en føderal enhed i Rusland og Sevastopol er en af Ruslands tre føderale byer.[77][80]

Referencer

redigér
  1. ^ Червоненко, Віталій (29. juli 2016). "Порошенко: на шляху від Московського патріархату". ВВС Україна (ukrainsk). London: ВВС. Arkiveret fra originalen 14. november 2017. Hentet 2017-11-13.
  2. ^ a b "Poroshenko appointed economic development and trade minister of Ukraine". Kyiv Post. Interfax-Ukraine. 23. marts 2012. Arkiveret fra originalen den 1. december 2008. Hentet 26. juni 2016.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  3. ^ a b "Poroshenko explains reasons behind accepting economy minister's post" (engelsk). Kyiv Post. Interfax-Ukraine. 23. marts 2012. Arkiveret fra originalen den 1. december 2008. Hentet 26. juni 2016.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  4. ^ a b c d e "Порошенко Петр" (russisk). Korrespondent.net. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 31. maj 2016.
    dansk: Petro Porosjenko
  5. ^ a b "Порошенко Петр Алексеевич" (russisk). ЛІГА.net. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 26. juni 2016.
    dansk: Petro Oleksíjovitj Porosjenko
  6. ^ a b c d "Regions Party not to vote for Poroshenko's appointment Ukraine's foreign minister" (engelsk). Kyiv Post. Interfax-Ukraine. 8. oktober 2009. Arkiveret fra originalen 5. juni 2011. Hentet 25. juni 2016.
  7. ^ "Hryvina exchange rate could strengthen, says NBU Council head". Interfax-Ukraine. 16. marts 2011. Arkiveret fra originalen 19. marts 2011. Hentet 16. marts 2011.
  8. ^ "Ukraine talks set to open without pro-Russian separatists". The Washington Post (engelsk). 14. maj 2014. Arkiveret fra originalen 28. maj 2014. Hentet 26. juni 2016.
  9. ^ "Ukraine elections: Runners and risks" (engelsk). BBC News. 22. maj 2014. Arkiveret fra originalen 27. maj 2014. Hentet 26. juni 2016.
  10. ^ "Q&A: Ukraine presidential election" (engelsk). BBC News. 7. februar 2010. Arkiveret fra originalen 29. april 2014. Hentet 26. juni 2016.
  11. ^ "Poroshenko wins presidential election with 54.7% of vote – CEC". Radio Ukraine International. 29. maj 2014. Arkiveret fra originalen 29. maj 2014. Hentet 29. maj 2014.
    Внеочередные выборы Президента Украины [Results election of Ukrainian president] (russisk). Телеграф. 29. maj 2014. Arkiveret fra originalen 29. maj 2014. Hentet 29. maj 2014.
  12. ^ "Внеочередные выборы Президента Украиныdate" (russisk). Телеграф. 29. maj 2014. Arkiveret fra originalen 29. maj 2014. Hentet 26. juni 2016.
    dansk: Resultatet valget af Ukraines præsident
  13. ^ "New Ukrainian president will be elected for 5-year term – Constitutional Court" (engelsk). Interfax-Ukraine. 16. maj 2014. Arkiveret fra originalen 17. maj 2014. Hentet 26. juni 2016.
  14. ^ Hummelmose, Josefine (20. april 2019), "Præsidentvalget i Ukraine er ikke som det plejer: Minder om et underholdningsshow", dr.dk, DR, arkiveret fra originalen 3. maj 2019, hentet 29. april 2019
  15. ^ Hummelmose, Josefine (21. april 2019), "'Græsrodsromantisk' komiker vinder ukrainsk præsidentvalg", dr.dk, DR, arkiveret fra originalen 3. maj 2019, hentet 29. april 2019
  16. ^ a b c "Біографія Петра Порошенка". Ukraines præsidents officielle hjemmeside (ukrainsk). Arkiveret fra originalen 9. februar 2014. Hentet 15. juni 2016.
    dansk: ~ Petro Porosjenkos biografi
  17. ^ a b c d e f Segodnja.ua (28. juli 2011): Порошенко в детстве напоминал Пьеро и любил конфеты (russisk)
    dansk: ~ Porosjenkos barndomsminder og kærligheden til slik, hentet 19. juni 2016
  18. ^ a b Der Spiegel (19.maj 2014):Der große Unbekannte Arkiveret 1. februar 2016 hos Wayback Machine, hentet 19. juni 2016 (tysk)
  19. ^ Youtube (25. maj 2014): Сюжет ТСН про ранні роки Порошенка Arkiveret 11. juli 2015 hos Wayback Machine (ukrainsk)
    dansk: ~ Porosjenkos barndom og klassekammerat, hentet 19. juni 2016
  20. ^ Порошенко, Петро Олексійович (2002). "Правове регулювання управління державними корпоративними правами в Україні [автореф. дис. ... канд. юрид. наук]". eNUOLAIR-репозитарій (архів) Національного університету "Одеська юридична академія" (ukrainsk). Одеса: Національний університет «Одеська юридична академія». Arkiveret fra originalen 4. august 2016. Hentet 19. juni 2016.
    dansk: ~ Lovmæssig regulering af statslige selskaber i Ukraine
  21. ^ Порошенко, Петро Олексійович (2001). "Правове регулювання управління державними корпоративними правами в Україні [дис. ... канд. юрид. наук]" (PDF) (ukrainsk). Київ: Одеська національна юридична академія. Arkiveret fra originalen (PDF) 9. november 2015. Hentet 19. juni 2016 – via Андрій ПОРТНОВ | офіційний сайт.
    dansk: ~ Lovmæssig regulering af statslige selskaber i Ukraine
  22. ^ ВінницяОК (19. maj 2014): Порошенко заговорил на румынском Arkiveret 10. marts 2016 hos Wayback Machine, hentet 19. juni 2016 (ukrainsk)
    dansk: ~ Porosjenko taler rumænsk, hentet 19. juni 2016
  23. ^ The Economist (5. marts 2014): Why is Ukraine’s economy in such a mess? Arkiveret 8. juni 2016 hos Wayback Machine, hentet 20. juni 2016 (engelsk)
  24. ^ Abram Brown (31. marts 2014). "The Willy Wonka Of Ukraine Is Now The Leading Presidential Candidate". Forbes. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 28. maj 2014.
  25. ^ a b "Poroshenko is not going to sell Channel 5 TV". Ukrainian News. Kyiv Post. 23. maj 2010. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 28. maj 2016.
  26. ^ Brian Bonner (8. marts 2012). "Eight Ukrainians make Forbes magazine's list of world billionaires". Kyiv Post. Arkiveret fra originalen den 1. december 2008. Hentet 28. maj 2016.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  27. ^ Vitaliy Sych (30. oktober 2015). "Порошенко растет, Ахметов падает – свежий Топ-100 самых богатых украинцев" (russisk). Novoe Vremia. Arkiveret fra originalen 11. marts 2016. Hentet 28. maj 2016.
    (dansk: ~ Porosjenko voksede Akhmetov faldt - Frisk top-100 rigeste ukrainere)
  28. ^ Forbes Ukraine: De 100 rigeste - 2014 - Vurderinger Arkiveret 6. juni 2014 hos Wayback Machine (ukrainsk)  (Webside ikke længere tilgængelig)
  29. ^ Финансы (30. maj 2014): Чем владеет Порошенко: полный список Arkiveret 4. juli 2016 hos Wayback Machine (russisk)
    (dansk: Hvad ejer Porosjenko: Komplet liste) hentet 27. juni 2016
  30. ^ a b c d e f g h i j k l m n Tadeusz A. Olszański; Agata Wierzbowska-Miazga (28. maj 2014). "Poroshenko, President of Ukraine" (engelsk). OSW, Poland. Arkiveret fra originalen 8. marts 2016. Hentet 26. juni 2016.
  31. ^ Kuzio, Taras; Frishberg, Alex (21. februar 2008). "Ukrainian Political Update" (PDF). Frishberg & Partners, Attorneys at Law (engelsk). s. 22. Arkiveret fra originalen (PDF) 3. marts 2016. Hentet 26. juni 2016.
  32. ^ "New "region" formed in Ukrainian Parliament No. 13/2013" (PDF) (engelsk). Central European University. 26. marts 2001. Arkiveret (PDF) fra originalen 4. marts 2016. Hentet 26. juni 2016.
  33. ^ "Results of voting in single-mandate constituencies". Central Election Commission of Ukraine. Arkiveret fra originalen 3. marts 2016. Hentet 23. juni 2010.
  34. ^ Freedom House (2004). Nations in Transit 2004: Democratization in East Central Europe and Eurasia (engelsk). Rowman & Littlefield Publishers. s. 638–. ISBN 978-1-4617-3141-2. Arkiveret fra originalen 6. maj 2016. Hentet 26. juni 2016.
  35. ^ a b "Profile: Ukraine's President Petro Poroshenko" (engelsk). BBC. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 26. maj 2014. Hentet 26. juni 2016.
  36. ^ Hanly, Ken (25. maj 2014). "Op-Ed: Petro Poroshenko the oligarch poised to become Ukraine president". Digital Journal (engelsk). Arkiveret fra originalen 27. maj 2014. Hentet 26. juni 2016.
  37. ^ "Ukraine's tycoon Poroshenko confirms plans to sell assets" (engelsk). ITAR-TASS. 26. maj 2014. Arkiveret fra originalen 27. maj 2014. Hentet 26. juni 2016.
  38. ^ Luke Harding and Oksana Grytsenko (23. maj 2014). "Chocolate tycoon heads for landslide victory in Ukraine presidential election". The Guardian (engelsk). Arkiveret fra originalen 9. juni 2014. Hentet 26. juni 2016.
  39. ^ "The Return of the Prodigal Son, Who Never Left Home" (engelsk). The Ukrainian Week. 30. marts 2012. Arkiveret fra originalen 30. oktober 2013. Hentet 26. juni 2016.
  40. ^ "Who will lead Ukrainian Orthodox Church (Moscow Patriarchate) and where?". Den (engelsk). 27. februar 2014. Arkiveret fra originalen 28. februar 2014. Hentet 25. juni 2016.
  41. ^ Alex Rodriguez (27. september 2005). "In Ukraine, old whiff of scandal in new regime". Chicago Tribune (engelsk). Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 25. juni 2016.
  42. ^ "Prosecutors Close Criminal Case Against Yushchenko's Close Ally" (engelsk). Kiev Ukraine News Blog. 21. oktober 2005. Arkiveret fra originalen 7. april 2014. Hentet 25. juni 2016.
  43. ^ Tammy M. Lynch (28. oktober 2005). "Independent standpoint on Ukraine:Dismissal of Prosecutor-General, Closure of Poroshenko Case Create New" (engelsk). ForUm. Arkiveret fra originalen 3. november 2013. Hentet 25. juni 2016.
  44. ^ a b "Ukrainian president proposes Petro Poroshenko for foreign minister" (engelsk). Interfax-Ukraine. 7. oktober 2009. Arkiveret fra originalen 11. marts 2016. Hentet 25. juni 2016.
  45. ^ "Poroshenko put on Ukraine's NSCD". Kyiv Post (engelsk). Interfax-Ukraine. 12. oktober 2009. Arkiveret fra originalen 19. april 2014. Hentet 25. juni 2016.
  46. ^ "Poroshenko: Ukraine could join NATO in 1–2 years, with political, public will". Kyiv Post (engelsk). Interfax-Ukraine. 4. december 2009. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 25. juni 2016.
  47. ^ "Mass Media:Poroshenko heads Ministry of Economy" (engelsk). UNIAN. 23. februar 2012. Arkiveret fra originalen 24. februar 2012. Hentet 25. juni 2016.
  48. ^ "Regions Party: Poroshenko appointed economy minister, Kolobov appointed finance minister". Kyiv Post (engelsk). Interfax-Ukraine. 23. februar 2012. Arkiveret fra originalen 9. marts 2012. Hentet 25. juni 2016.
  49. ^ "President:Prime Minister nominated Petro Poroshenko for Minister of Economy" (engelsk). President.gov.ua. 23. februar 2012. Arkiveret fra originalen 5. august 2012. Hentet 25. juni 2016.
  50. ^ "Ukrainian president wants Poroshenko to head economic development and trade ministry". Kyiv Post (engelsk). Interfax-Ukraine. 9. marts 2012. Arkiveret fra originalen 9. marts 2012. Hentet 25. juni 2016.
  51. ^ a b c d e "Ukraine Election: The Chocolate King Rises" (engelsk). Spiegel. 22. maj 2014. Arkiveret fra originalen 28. maj 2014. Hentet 25. juni 2016.
  52. ^ (ukrainsk) Одномандатный избирательный округ № 12 Arkiveret 5. juni 2014 hos Wayback Machine, RBC Ukraine
    dansk: Enkeltmandat valgkreds № 12, hentet 25. juni 2016
  53. ^ "Полтавська область. Одномандатний виборчий округ №112" (ukrainsk). Ukraines centrale valgkommision. Arkiveret fra originalen 19. april 2013. Hentet 26. juni 2016.
    dansk: Vínnitsja oblast. Enkeltmandskreds № 12, hentet 25. juni 2016
  54. ^ "Minister Poroshenko and his father registered as self-nominees for Vinnytsia region". Kyiv Post (engelsk). Interfax-Ukraine. 15. august 2012. Arkiveret fra originalen 20. december 2012. Hentet 25. juni 2016.
  55. ^ "Poroshenko not intending to join any faction". Kyiv Post (engelsk). Interfax-Ukraine. 12. december 2012. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 25. juni 2016.
  56. ^ "Poroshenko fears uncontrolled economic situation in Ukraine due to foreign borrowing". Kyiv Post (engelsk). Interfax-Ukraine. 20. juni 2013. Arkiveret fra originalen 23. september 2013. Hentet 25. juni 2016.
  57. ^ (ukrainsk) Одномандатный избирательный округ № 16 Arkiveret 11. marts 2016 hos Wayback Machine, RBC Ukraine
    dansk: Enkeltmandat valgkreds № 16, hentet 25. juni 2016
  58. ^ "Poroshenko's father changes his mind to withdraw his candidacy from elections" (engelsk). UNIAN. 25. september 2012. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 25. juni 2016.
  59. ^ "Poroshenko appears set to join race for Kyiv mayor" (engelsk). Ukraine Business Online. 12. februar 2013. Arkiveret fra originalen 19. april 2014. Hentet 25. juni 2016.
  60. ^ Коммерсантъ-Власть (№ 20, 26. maj 2014): Петр Порошенко: от сласти к власти Arkiveret 7. maj 2016 hos Wayback Machine (russisk)
    dansk: ~ Porosjenko: fra slik til magten, hentet 15. juni 2016
  61. ^ Российская газета (27. februar 2014): Евгений Шестаков: «Политруки» с «майдана» пришли во власть Arkiveret 6. maj 2016 hos Wayback Machine (russisk)
    dansk: ~ "Politiske instruktører" Majdan kom til magten?, hentet 15. juni 2016.
  62. ^ Новая газета (23 december 2013): «Я в этой стране работаю Петром Алексеевичем Порошенко» Arkiveret 1. juni 2016 hos Wayback Machine (russisk)
    dansk: ~ Petro Porosjenko: "Jeg er i dette land for at arbejde!"
    (Interview med den ukrainske "orange oligark")    , hentet 15. juni 2016.
  63. ^ "Interview with Ukrainian presidential candidate Petro Poroshenko". The Washington Post (engelsk). 25. april 2014. Arkiveret fra originalen 4. juni 2014. Hentet 27. juni 2016.
  64. ^ "Ukraine: Speaker Oleksandr Turchynov named interim president" (engelsk). BBC News. 23. februar 2014. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 26. juni 2016.
  65. ^ "Ukraine crisis: Timeline" (engelsk). BBC News. 23. februar 2014. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 26. juni 2016.
  66. ^ Главная | Центр соціальних та маркетингових досліджень SOCIS Arkiveret 21. maj 2014 hos Wayback Machine. Socis.kiev.ua. (ukrainsk)  (Webside ikke længere tilgængelig)
  67. ^ "Klitschko will run for mayor of Kyiv" (engelsk). Interfax-Ukraine. 29. marts 2014. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 26. marts 2014.
  68. ^ "Klitschko believes only presidential candidate from democratic forces should be Poroshenko" (engelsk). Interfax-Ukraine. 29. marts 2014. Arkiveret fra originalen 11. oktober 2014. Hentet 26. juni 2016.
  69. ^ Colin Freeman (29. marts 2014). "Petro Poroshenko, the billionaire chocolate baron hoping to become Ukraine's next president". The Daily Telegraph (engelsk). Arkiveret fra originalen 30. marts 2014. Hentet 26. juni 2016.
  70. ^ "Ukraine: former boxer Vitaliy Klitschko ends presidential bid and backs Poroshenko" (engelsk). Euronews. 29. marts 2014. Arkiveret fra originalen 30. marts 2014. Hentet 26. juni 2016.
  71. ^ "Poroshenko ready to sell Roshen if elected president" (engelsk). Interfax-Ukraine. 2. april 2014. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 26. juni 2016.
  72. ^ "Question of Ukraine's membership of NATO may split country – Poroshenko" (engelsk). Interfax-Ukraine. 2. april 2014. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 26. juni 2016.
  73. ^ "Polska Razem czarnym koniem? Mocne słowa Gowina" (polsk). 12. april 2014. Arkiveret fra originalen 15. april 2014. Hentet 26. juni 2016.
    dansk: "Polen Sammen, Forenede Højre" dark horse? Stærke ord af Gowin
  74. ^ "Poroshenko wins presidential election with 54.7% of vote – CEC" (engelsk). Interfax-Ukraine. 29. maj 2014. Arkiveret fra originalen 29. maj 2014. Hentet 26. juni 2016.
  75. ^ a b "Poroshenko: 'No negotiations with separatists'" (engelsk). Deutsche Welle. 8. maj 2014. Arkiveret fra originalen 24. maj 2014. Hentet 26. juni 2016.
  76. ^ a b "Poroshenko Declares Victory in Ukraine Presidential Election". The Wall Street Journal (engelsk). 25. maj 2014. Arkiveret fra originalen 25. maj 2014. Hentet 29. maj 2016.
  77. ^ a b c d "Ukraine crisis timeline". BBC News (engelsk). 30. november 2014. Arkiveret fra originalen 1. december 2008. Hentet 29. maj 2016.
  78. ^ a b c d e "Poroshenko promises calm 'in hours' amid battle to control Donetsk airport". The Guardian (engelsk). 26. maj 2014. Arkiveret fra originalen 26. maj 2014. Hentet 29. maj 2016.
  79. ^ "EU & Ukraine 17 April 2014 FACT SHEET" (PDF) (engelsk). European External Action Service. 17. april 2014. Arkiveret (PDF) fra originalen 14. maj 2014. Hentet 29. maj 2016.
  80. ^ Gutterman, Steve; Polityuk, Pavel (18. marts 2014). "Putin signs Crimea treaty, will not seize other Ukraine regions" (engelsk). Reuters. Arkiveret fra originalen 24. september 2015. Hentet 29. maj 2016.
  81. ^ "In Ukrainian election, chocolate tycoon Poroshenko claims victory". The Washington Post (engelsk). 25. maj 2014. Arkiveret fra originalen 4. september 2014. Hentet 29. maj 2016.
  82. ^ Lukas Alpert (29. maj 2014). "Petro Poroshenko to Be Inaugurated as Ukraine President June 7" (engelsk). The Wall Street Journal. Arkiveret fra originalen 29. maj 2014. Hentet 29. maj 2016.
  83. ^ "Rada decides to hold inauguration of Poroshenko on June 7 at 1000" (engelsk). Interfax-Ukraine. 3. juni 2014. Arkiveret fra originalen 3. juni 2014. Hentet 29. maj 2016.
  84. ^ "Poroshenko sworn in as Ukrainian president" (engelsk). Interfax-Ukraine. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 29. maj 2016.
  85. ^ a b c d e f g "Ukraine president vows not to give up Crimea". The Guardian (engelsk). theguardian.com. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 13. juni 2014. Hentet 29. maj 2016.
  86. ^ "Ukraine's Poroshenko sworn in and sets out peace plan" (engelsk). BBC News. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 9. juni 2014. Hentet 29. maj 2016.
  87. ^ "Excerpts from Poroshenko's speech" (engelsk). BBC News Online. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 8. juni 2014. Hentet 29. maj 2016.
  88. ^ "Ukraine's President Poroshenko pushes for peace at inauguration" (engelsk). Euronews. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 9. juni 2014. Hentet 29. maj 2016.
  89. ^ "Poroshenko offers escape for rebels but no compromise over weapons" (engelsk). Euronews. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 29. maj 2016.
  90. ^ "Промова президента України під час церемонії інавгурації. Повний текст (ukrainsk)
    ([[dansk_(sprog)|dansk]]: Tale af Ukraines præsident under indsættelsen. Fuld tekst)"    . Ukrayinska Pravda. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 7. juni 2014. Hentet 29. maj 2016.     {{cite news}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  91. ^ a b "На інавгурацію Порошенка прибудуть делегації з 56 країн (ukrainsk)
    ([[dansk_(sprog)|dansk]]: Ved indsættelsen af Porosjenko kommer delegationer fra 56 lande)"    . Ukrayinska Pravda. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 9. juni 2014. Hentet 29. maj 2016.     {{cite news}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  92. ^ "Ukraine: International recognition for President Poroshenko" (engelsk). Euronews. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 8. juli 2014. Hentet 29. maj 2016.
  93. ^ "Тимошенко: президент Порошенко – потужний фактор стабільності (ukrainsk)
    ([[dansk_(sprog)|dansk]]: Timosjenko: Præsident Porosjenko - en magtfuld stabilitetsfaktor)"    . Ukrayinska Pravda. 7. juni 2014. Arkiveret fra originalen 9. juni 2014. Hentet 29. maj 2016.     {{cite news}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  94. ^ "Poroshenko doesn't rule out roundtable in Donetsk involving parties to conflict" (engelsk). Interfax-Ukraine. 12. juni 2014. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 29. maj 2016.
  95. ^ a b "Poroshenko warns of 'detailed Plan B' if Ukraine ceasefire fails" (engelsk). Al Jazeera. 22. juni 2014. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 29. maj 2016.
  96. ^ "Ukraine president vows revenge after 19 soldiers killed in rebel rocket attack". The Washington Post (engelsk). 11. juli 2014. Arkiveret fra originalen 14. juli 2014. Hentet 29. maj 2016.
  97. ^ Coynash, Halya (8. december 2014). "Poroshenko grants Belarusian Neo-Nazi Ukrainian citizenship". Human Rights in Ukraine (engelsk). Arkiveret fra originalen 22. december 2014. Hentet 29. maj 2016.
  98. ^ "Ukraine's warring parties agree to February 15 ceasefire Arkiveret 12. februar 2015 hos Wayback Machine". France 24. 12. februar 2015, hentet 29. maj 2016 (engelsk)
  99. ^ a b "Documents signed in Minsk don't envision federalization, autonomy for Donbas – Poroshenko Arkiveret 24. februar 2015 hos Wayback Machine". Interfax-Ukraine. 12. februar 2015, hentet 29. maj 2016 (engelsk).
  100. ^ a b "Amendments to Ukraine's Constitution to be tabled in parliament this week – Poroshenko" (engelsk). Interfax-Ukraine. 16. juni 2014. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 29. maj 2016.
  101. ^ "Poroshenko suggests granting status of regions to Crimea, Kyiv, Sevastopol, creating new political subdivision of 'community'" (engelsk). Interfax-Ukraine. 26. juni 2014. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 29. maj 2016.
  102. ^ "Authorities in Ukrainian regions may be allowed to determine status of national minority languages" (engelsk). Interfax-Ukraine. 26. juni 2014. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 29. maj 2016.
  103. ^ a b "Ukrainian president proposes to appoint representatives to regions" (engelsk). Interfax-Ukraine. 26. juni 2014. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 29. maj 2014.
  104. ^ "Ukraine's Poroshenko names new defence chiefs in shake-up" (engelsk). Reuters. 3. juli 2014. Arkiveret fra originalen 3. juli 2014. Hentet 26. juni 2016.
  105. ^ Poroshenko rules out federalization of Ukraine Arkiveret 24. juni 2015 hos Wayback Machine. Interfax-Ukraine. 23. juni 2015, hentet 31. maj 2016 (engelsk).
  106. ^ Ukraine to remain unitary state after constitution is amended – Poroshenko Arkiveret 27. juni 2015 hos Wayback Machine. Interfax-Ukraine. 26. juni 2015, hentet 31. maj 2016 (engelsk).
  107. ^ Semi-presidential form of government is optimal for Ukraine – Poroshenko Arkiveret 2. august 2015 hos Wayback Machine. Interfax-Ukraine. 30. juni 2015, hentet 31. maj 2016 (engelsk).
  108. ^ a b Poroshenko Unveils Constitutional Changes Arkiveret 4. marts 2016 hos Wayback Machine, Radio Free Europe (1. juli 2015), hentet 31. maj 2016 (engelsk)
  109. ^ "Ukraine President Poroshenko Calls Snap General Election" (engelsk). Bloomberg News. 25. august 2014. Arkiveret fra originalen 25. august 2014. Hentet 31. maj 2016.
  110. ^ "Ukraine crisis: President calls snap vote amid fighting" (engelsk). BBC News. 25. august 2014. Arkiveret fra originalen 27. august 2014. Hentet 31. maj 2016.
  111. ^ a b c Ukrainian President dissolves Parliament, announces early elections Arkiveret 31. august 2014 hos Wayback Machine, United Press International (25. august 2014), hentet 31. maj 2016 (engelsk)
  112. ^ "Ukraine's Petro Poroshenko Dissolves Parliament, Sets Election Date". The Moscow Times (engelsk). 26. august 2014. Arkiveret fra originalen 27. august 2014. Hentet 31. maj 2016.
  113. ^ President's address on the occasion of early parliamentary elections of 26 October, Presidential Administration of Ukraine (25. august 2014), hentet 31. maj 2016 (engelsk)
  114. ^ "Poroshenko hopes early parliamentary elections in Ukraine will take place in October" (engelsk). Interfax-Ukraine. 26. juni 2014. Arkiveret fra originalen 27. oktober 2014. Hentet 31. maj 2016.
  115. ^ "Poroshenko hopes for early parliamentary elections in Ukraine this fall – presidential envoy" (engelsk). Interfax-Ukraine. 19. juni 2014. Arkiveret fra originalen 18. oktober 2014. Hentet 31. maj 2016.
  116. ^ "In Ukrainian election, chocolate tycoon Poroshenko claims victory". The Washington Post (engelsk). 25. maj 2014. Arkiveret fra originalen 4. september 2014. Hentet 31. maj 2016.
  117. ^ a b "Poroshenko wants coalition to be formed before parliamentary elections" (engelsk). Interfax-Ukraine. 27. august 2014. Arkiveret fra originalen 3. juli 2014. Hentet 31. maj 2016.
  118. ^ "Solidarity Party to be renamed Bloc of Petro Poroshenko – congress" (engelsk). Interfax-Ukraine. 27. august 2014. Arkiveret fra originalen 31. august 2014. Hentet 31. maj 2016.
  119. ^ "Петро Порошенко виходить на роботу (ukrainsk)
    ([[dansk_(sprog)|dansk]]: Poroshenko går på arbejde)"    . Ukrayinska Pravda. 6. juni 2014. Arkiveret fra originalen 3. marts 2016. Hentet 31. maj 2016.     {{cite news}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  120. ^ "Порошенко і порожнеча (ukrainsk)
    ([[dansk_(sprog)|dansk]]: Porosjenko og illegitimitet)"    . 16. maj 2014. Arkiveret fra originalen 30. august 2014. Hentet 31. maj 2016.     {{cite news}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  121. ^ "Ukraine's Party of Regions to choose new leader" (engelsk). RIA Novosti. 23. april 2010. Arkiveret fra originalen 17. oktober 2012. Hentet 6. juni 2016.
  122. ^ Ukraine has no ambitions to become nuclear power again – Poroshenko Arkiveret 14. december 2014 hos Wayback Machine, Interfax-Ukraine (13. december 2014) hentet 2. juni 2016 (engelsk))
  123. ^ "Svoboda assumes responsibility for pulling down Lenin monument in Kyiv". ZIK. 8. december 2013. Arkiveret fra originalen 12. december 2013. Hentet 26. juni 2016.
  124. ^ a b Порошенко підписав закони про декомунізацію Arkiveret 23. april 2016 hos Wayback Machine. Ukrayinska Pravda (15. maj 2015) (ukrainsk)
    (dansk: Porosjenko har underskrevet et lovforslag om afskaffelse af kommunismen), hentet 2. juni 2016.
  125. ^ Poroshenko signs laws on denouncing Communist, Nazi regimes Arkiveret 2. august 2018 hos Wayback Machine, Interfax-Ukraine. 15. maj 2015, hentet 2. juni 2016 (engelsk)
  126. ^ Poroshenko: Time for Ukraine to resolutely get rid of Communist symbols Arkiveret 18. maj 2015 hos Wayback Machine, UNIAN. 17. maj 2015, hentet 2. juni 2016 (engelsk)
  127. ^ Goodbye, Lenin: Ukraine moves to ban communist symbols Arkiveret 3. marts 2016 hos Wayback Machine, BBC News (14. april 2015), hentet 2. juni 2016 (engelsk)
  128. ^ "Порошенко: час очистити Україну від комуністичних символів (ukrainsk)
    ([[dansk_(sprog)|dansk]]: Porosjenko: Tiden er klar til afskaffelse af kommunistiske symboler)"    . BBC Ukrainian. 17. maj 2015. Arkiveret fra originalen 13. januar 2016. Hentet 2. juni 2016.     {{cite news}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  129. ^ "Ukraine to rewrite Soviet history with controversial 'decommunisation' laws Arkiveret 25. maj 2016 hos Wayback Machine". The Guardian (20. april 2015), hentet 2. juni 2016 (engelsk)
  130. ^ Encyclopedia of Ukraine: Bandera, Stepan Arkiveret 1. januar 2014 hos Wayback Machine, Toronto, 1983, hentet 2. juni 2016, (engelsk)
  131. ^ Encyclopedia of Ukraine: Shukhevych, Roman Arkiveret 7. januar 2014 hos Wayback Machine, Toronto, 1983, hentet 2. juni 2016, (engelsk)
  132. ^ "Poroshenko to Sell Roshen If Elected Ukrainian President: Bild Arkiveret 8. april 2016 hos Wayback Machine". Bloomberg. 2. april 2014, hentet 2. juni 2016 (engelsk)
  133. ^ "Powerful Ukrainian Governor Kolomoyskiy Resigns". RadioFreeEurope/RadioLiberty (engelsk). 25. marts 2015. Arkiveret fra originalen 2. juni 2016. Hentet 2. juni 2016.
  134. ^ "В УКРАЇНІ БІЛЬШЕ НЕ БУДЕ ОЛІГАРХІВ - ПОРОШЕНКО (ukrainsk)
    ([[dansk_(sprog)|dansk]]: I Ukraine skal der ikke længere være oligarker - Porosjenko)"    . 5.ua. 30. maj 2015. Arkiveret fra originalen 1. juni 2015. Hentet 2. juni 2016.     {{cite web}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  135. ^ УКРАЇНСЬКОЇ ПРАВДИ (14. oktober 2014): Порошенко створив антикорупційну Нацраду Arkiveret 4. marts 2016 hos Wayback Machine (ukrainsk)
    dansk: ~ Porosjenko skabte antikorruptions Nationalråd, hentet 15. juni 2016
  136. ^ "Зустріч Порошенка і Байдена: основні підсумки (ukrainsk)
    ([[dansk_(sprog)|dansk]]: Møde mellem Porosjenko og Biden: vigtigste resultater)"    . nv.ua. 8. december 2015. Arkiveret fra originalen 9. december 2015. Hentet 3. juni 2016.     {{cite web}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  137. ^ "Порошенко заборонив будь-яку співпрацю з Росією у військовій сфері (ukrainsk)
    ([[dansk_(sprog)|dansk]]: Porosjenko forbudt ethvert samarbejde med Rusland på det militære område)"    . Ukrayinska Pravda. 16. juni 2014. Arkiveret fra originalen 17. juni 2014. Hentet 3. juni 2016.     {{cite news}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  138. ^ "Ukraine cannot normalize relations with Russia without return of Crimea, says Poroshenko" (engelsk). Interfax-Ukraine. 26. juni 2014. Arkiveret fra originalen 27. juni 2014. Hentet 3. juni 2014.
  139. ^ "Eastern Ukraine tensions figure in Putin and Poroshenko talks" (engelsk). Moscow News. 26. august 2014. Arkiveret fra originalen 3. september 2014. Hentet 3. juni 2016.
  140. ^ a b c "EU signs pacts with Ukraine, Georgia and Moldova". bbc.com. BBC News. 27. juni 2014. Arkiveret fra originalen 27. juni 2014. Hentet 4. juni 2016.
  141. ^ "Visa-free travel to the EU launches in Ukraine". euronews.com (engelsk). Euronews. 11. juni 2017. Arkiveret fra originalen 15. november 2017. Hentet 14. november 2017.
  142. ^ "Ukrainians can now travel to EU Member States without a visa". schengenvisainfo.com (engelsk). Arkiveret fra originalen 14. november 2017. Hentet 14. november 2017.
  143. ^ A Tilt Toward NATO in Ukraine as Parliament Meets Arkiveret 22. marts 2017 hos Wayback Machine, The Wall Street Journal (27. november 2014), hentet 4. juni 2016 (engelsk)
  144. ^ "Ukraine has no alternative to Euro-Atlantic integration – Poroshenko". Interfax-Ukraine (engelsk). 23. december 2014. Arkiveret fra originalen 3. maj 2021. Hentet 4. juni 2016.
  145. ^ "Ukraine abolishes its non-aligned status – law". Interfax-Ukraine (engelsk). 23. december 2014. Arkiveret fra originalen 24. december 2014. Hentet 6. juni 2016.
  146. ^ "Ukraine's complicated path to NATO membership". Euronews (engelsk). 23. december 2014. Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 4. juni 2016.
  147. ^ "Ukraine Takes Step Toward Joining NATO". New York Times (engelsk). 23. december 2014. Arkiveret fra originalen 22. marts 2017. Hentet 4. juni 2016.
  148. ^ "Ukraine Ends 'Nonaligned' Status, Earning Quick Rebuke From Russia". The Wall Street journal (engelsk). 23. december 2014. Arkiveret fra originalen 25. juni 2016. Hentet 4. juni 2016.
  149. ^ "New Year, new hope as Ukraine paves way for NATO membership". Euronews (engelsk). 30. december 2014. Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 4. juni 2016.
  150. ^ "Russia's actions prove need for NATO expansion – Poroshenko". Interfax-Ukraine (engelsk). 22. september 2015. Arkiveret fra originalen 8. april 2016. Hentet 6. juni 2016.
  151. ^ "Decision on referendum regarding Ukraine's membership in NATO to be made after reforms – Poroshenko". Interfax-Ukraine (engelsk). 22. september 2015. Arkiveret fra originalen 8. april 2016. Hentet 4. juni 2016.
  152. ^ "Ukraine-NATO cooperation is crucially important for global security due to Russian aggression – Poroshenko". Interfax-Ukraine (engelsk). 22. september 2015. Arkiveret fra originalen 8. april 2016. Hentet 4. juni 2016.
  153. ^ "Ukrainischer Präsident kündigt Referendum an". faz.net (tysk). Frankfurter Allgemeine. 2. februar 2017. Arkiveret fra originalen 12. juni 2017. Hentet 14. november 2017.
  154. ^ "NATO calls on Russia to stop violence in Ukraine". aljazeera.com (engelsk). Al Jazeera. 6. april 2017. Arkiveret fra originalen 24. februar 2017. Hentet 14. november 2017.
  155. ^ "Ukraine bans 41 international journalists and bloggers". CPJ (engelsk). 16. september 2015. Arkiveret fra originalen 13. januar 2016. Hentet 4. juni 2016.
  156. ^ Umberto Bacchi (17. september 2015). "Ukraine: BBC boss slams 'shameful' ban on international journalists" (engelsk). International Business Times. Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 4. juni 2016.
  157. ^ Polityuk, Pavel; Prentice, Alessandra (4. april 2016). "Ukraine's Poroshenko defends record after Panama leaks" (engelsk). Reuters. Arkiveret fra originalen 19. april 2016. Hentet 26. juni 2016.
  158. ^ "Ukraine's leader set up secret offshore firm as battle raged with Russia". Guardian (engelsk). 4. april 2016. Arkiveret fra originalen 13. juni 2016. Hentet 26. juni 2016.
  159. ^ "Panama Papers: Ukraine President Poroshenko denies tax claims". BBC News (engelsk). 4. april 2016. Arkiveret fra originalen 18. juli 2016. Hentet 26. juni 2016.
  160. ^ "Киевский суд обязал СБУ расследовать возможную госизмену Порошенко". Vecherniye Vesti. Vecherniye Vesti. 26. juli 2017. Arkiveret fra originalen 26. juli 2017. Hentet 27. juli 2017.
  161. ^ "Kiev Court Ordered The SBU To Investigation Poroshenko For Possible State Treason". Vecherniye Vesti. Stalkerzone.org. 26. juli 2017. Arkiveret fra originalen 14. november 2017. Hentet 27. juli 2017.
  162. ^ ET-ROSS (6. juni 2014): Марина Порошенко, первая леди Украины с 7 июня 2014 года. Биография Arkiveret 13. august 2016 hos Wayback Machine (russisk)
    (dansk: Maryna Porosjenko, førstedame i Ukraine fra den 7. juni 2014), hentet 27. juni 2016
  163. ^ 45 ТИСЯЧ СОЛОДКИХ ПОДАРУНКІВ ДЛЯ ДІТЕЙ ПЕРЕДАВ МІСТУ БЛАГОДІЙНИЙ ФОНД ПЕТРА ПОРОШЕНКА Arkiveret 5. juni 2014 hos Wayback Machine  (Webside ikke længere tilgængelig)
  164. ^ itar-tass (6. juni 2014): Марина Порошенко, первая леди Украины с 7 июня 2014 года. Биография Arkiveret 26. september 2020 hos Wayback Machine (russisk)
    (dansk: Maryna Porosjenko, førstedame i Ukraine fra den 7. juni 2014. Biografi), hentet 27. juni 2016
  165. ^ "Порошенко стал дважды дедушкой". Украинские новости (russisk). ukranews.com. 24. marts 2016. Arkiveret fra originalen 15. maj 2016. Hentet 27. juni 2016.
    (dansk: Porosjenko blev bedstefar for anden gang)
  166. ^ "Марина Порошенко рассказала журналистам, что у нее родилась внучка" (russisk). kp.ua. 24. marts 2016. Arkiveret fra originalen 31. juli 2016. Hentet 27. juni 2016.
    (dansk: Maryna Porosjenko fortalte reportere, at hendes barnebarn er blevet født)
  167. ^ gazeta.ua (16. juni 2009): Петр Порошенко ходил вокруг храма в стихаре Arkiveret 18. juli 2016 hos Wayback Machine 16 июня 2009
    (dansk: Petro Porosjenko gik omkring templet i en messehagel)
  168. ^ Andrij Skumin, tyzhden.ua (11. marts 2012): Петро Порошенко: повернення блудного сина, який нікуди не ходив Arkiveret 20. september 2016 hos Wayback Machine «Тиждень» № 11 (228)
    (dansk: Petro Porosjenko: Den fortabte søn skrifter, han har altid været her)

Eksterne henvisninger

redigér
Foregående: Ukraines præsident
2014-2019 		Efterfølgende:
Oleksandr Turtjinov
2014-2014
fungerende 		Volodymyr Zelenskij
2019-
Foregående: Minister for handel og økonomisk udvikling
2012-2012 		Efterfølgende:
Andrij Kljuev
-2012 		Ygor Prasolov
2012-
Foregående: Udenrigsminister
2009-2010 		Efterfølgende:
Volodimir Khandogij
-2009 		Kostjantin Grisjtjenko
2010-
Foregående: Formand for bestyrelsen for Ukraines nationalbank
2007-2012 		Efterfølgende:
Valeryj Hejets
-2007 		Ygor Prasolov
2012-
Foregående: Leder af Ukraines nationale sikkerhedsråd
2005-2005 		Efterfølgende:
Volodimir Radtjenko
-2005 		Anatolij Kinakh
2005-
Foregående: Indvalgt i Verkhovna Rada
1998-2007
2012-2014 		Efterfølgende:


Foregående: Administrerende direktør for UkrPromInvest
1993-1998 		Efterfølgende:
oprettet
1993 		Hans far
Oleksíj Porosjenko
1998-

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Petro_Porosjenko&oldid=11885680"