Eksistentiel filosofi

Eksistentiel filosofi eller eksistensfilosofi er en af de mest fremtrædende retninger inden for den moderne filosofi. Den eksistentielle filosofi blev grundlagt af den danske filosof Søren Kierkegaard og den tyske filosof Friedrich Nietzsche. Tilgangen blev videreført af blandt andre Albert Camus, Karl Jaspers, Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre. Udgangspunktet er en bestræbelse på at forstå menneskets konkrete eksistens, som den melder sig som et særligt anliggende i den moderne tidsalder[1].

HovedtrækRediger

Den eksistentielle filosofi er kendetegnet ved at have et grundlæggende fokus på menneskets eksistens. Det vil sige, at den eksistentielle filosofi forstår mennesket med udgangspunkt i dets konkrete tilværelse og undersøger, hvad der kendetegner tilværelsens vilkår, og hvordan mennesket kan påtage sig sin tilværelse som en opgave.

Der findes adskillige underretninger inden for den eksistentielle filosofi, bl.a.:

  1. eksistentialismen[2], der betoner menneskets frihed og valg
  2. absurdismen, der forstår tilværelsen som grundlæggende absurd[3]
  3. den eksistentielle fænomenologi[4], der betoner menneskets livsverden
  4. feministisk eksistensfilosofi, der ser på kvindens eksistens[5]
  5. sort eksistensfilosofi, der betoner sortes livsforhold[6][7][8]

Der findes både religiøse[9][10] og spirituelle samt ikke-religiøse eller ateistiske[11][12] tilgange til den eksistentielle filosofi..

Store eksistentielle filosofferRediger

De mest kendte eksistentielle filosoffer er:

IdéhistorieRediger

Søren Kierkegaard var den første vestlige filosof til at betone menneskets eksistens. Han mente, at menneskets forhold til sin egen tilværelse var afgørende for, at mennesket kunne opnå en sand kristen livsanskuelse. For Søren Kierkegaard var det filosofiske spørgsmål om eksistensen derfor knyttet til det teologiske spørgsmål om troen.

For Friedrich Nietzsche blev det afgørende at finde ud af, hvordan mennesket kunne leve uden Gud. Derfor måtte det bestræbe sig på at blive et overmenneske[14].

Albert Camus var også interesseret i menneskets skæbne uden en Gud, og han mente i Sisyfos myten fra 1943, at mennesket måtte lære at acceptere det absurde men byde det trods[3]. Hans tilgang kaldes af samme grund for absurdisme.

Eksistentialisterne Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir mente derimod, at mennesket gennem sine valg måtte skabe sin egen mening[15]. Især Sartre blev meget kendt i efterkrigstiden og gjorde eksistentialismen til en populær filosofi. Simone de Beauvoir udgav blandt andet bogen Det andet køn, som bruger eksistentialismen til at vise, at kvinden ikke har en forudgiven essens men bliver gjort til kvinde gennem valg og samfundsforhold[16].

De eksistentielle fænomenologer Martin Heidegger, Emmanuel Levinas og Maurice Merleau-Ponty koblede den tidlige eksistensfilosofi med aspekter af Edmund Husserls fænomenologi[17]. De eksistentielle fænomenologer var interesserede i at forstå, hvad der kendetegnede menneskets væren[18][19]. For Hannah Arendt blev dette et spørgsmål, der måtte besvares politisk, efter som menneskets væren var præget af aktivitet og offentlighed[20].

Martin Buber havde i Jeg og du fra 1923 allerede vist betydningen af det mellemmenneskelige i det moderne.[21].

Fernando Gonzales Ochoa mente til gengæld, at mennesket måtte hæve sig over anonymiteten og samtidig forsøge at leve enkelt[22]. Han blev en vigtig inspiration for Gonzalo Arango Arias, der stod bag intethedsbevægelsen[23][24]. Arias var en forfatter, digter og journalist, der betragtes som en af Sydamerikas vigtigste eksistensfilosoffer[25].

Luigi Pareyson var en italiensk eksistensfilosof, der i Eksistens og person viser, at mennesket må vælge en tredje vej mellem kristendom og antikristendom[26]. På den måde placerede Pareyson sig imellem Jean-Paul Sartre og Søren Kierkegaard.

Den sorte eksistensfilosofi udbredte sig hovedsageligt i efterkrigstiden med navne som Frantz Fanon. Den modsatte sig især undertrykkelse af sorte afrikanere og afro-amerikanere[27]. En vigtig nyere repræsentant er Lewis Gordon, der betoner de sortes eksistentielle situation[28].

Viktor Frankl var den første til at gøre eksistensfilosofien til en eksistentiel terapi. Hans logoterapi antager, at mennesket ønsker mening i livet[29]. Eksistentiel terapi blev til den eneste etablerede form for psykoterapi, der er direkte baseret på filosofi snarere end på psykologi.

I det 21. århundrede påpeger Emmy van Deurzen også, at eksistensfilosofien skal bruges terapeutisk til at lære mennesket at leve bedre. Hun viser i Eksistentiel samtale og terapi, hvordan lidelser skyldes en forkert livsindstilling[30].

Peter Talbot var med til at formulere miljøeksistentialismen, der ser på miljøets betydning. Klimaeksistentialisme er en anden ny retning[31][32].

Den tyske filosof Markus Gabriel har i det 21. århundrede lanceret neo-eksistentialismen[33]. Denne omfatter især en kritik af de reduktionistiske tendenser i neurovidenskaben.

VirkningshistorieRediger

Selv om den eksistentielle filosofi blev grundlagt i det 19. århundrede, havde den sin storhedstid i mellemkrigs- og efterkrigstiden i det 20. århundrede. Det skyldes især erfaringerne fra Anden Verdenskrig og udbredelsen af den moderne naturvidenskab. Den eksistentielle filosofi mente, at mennesket var andet og mere end et naturvæsen i kraft af dets mulighed for at forholde sig til dets tilværelse.

Den eksistentielle filosofi opstod i Danmark og fandtes ellers først og fremmest i Kontinentaleuropa, især i Tyskland og Frankrig. Den forekom dog også i lande som f.eks. Italien med Luigi Pareyson[34].

Den eksistentielle filosofi blev en vigtig del af det tankegods, som kom til at ligge bag ungdomsoprøret i Vesteuropa og USA i 1960’erne og 1970’erne.

Absurdismen fik en indflydelse på dramaturgien, blandt andet hos Samuel Beckett og Jean Genet.

Flere eksistensfilosoffer som Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og Albert Camus var også forfattere, og Albert Camus er ikke mindst kendt for bogen Den fremmede[35].

Den eksistentielle filosofi var også ophav til den eksistentielle psykologi og den eksistentielle terapi, som i dag har videreført udviklingen inden for den eksistentielle tradition[36]. Ikke mindst har filosoffen Emmy van Deurzen omformet den eksistentielle filosofi til en praktisk terapi[37]. Desuden var den eksistentielle filosofi baggrunden for den eksistentielle psykiatri, eksistentielle pædagogik og senere for eksistentiel coaching.

Den eksistentielle filosofi blev også en vigtig inspiration for eksistensteologien.

Den eksistentielle filosofi har oplevet en genopblomstring i begyndelsen af det 21. århundrede[38]

Eksistentiel filosofi i DanmarkRediger

Den eksistentielle filosofi blev grundlagt i Danmark af Søren Kierkegaard[39]. For ham hang teologi og filosofi sammen. Kierkegaard viste som den første, hvordan det moderne menneske måtte påtage sig sin egen eksistens. Kun igennem denne inderlighed kunne mennesket møde Gud. Det var nemlig afgørende for Kierkegaard, at troen blev udtryk for en personlig stillingtagen. Derfor skildrede Kierkegaard den religiøse eksistens som menneskets højeste livsstadium. Kierkegaard viste, at det var det enkelte menneskes egne valg, der afgjorde, hvordan det udviklede sig og fik muligheden for at virkeliggøre sin tilværelse.

Kierkegaard fik en vigtig betydning for den danske eksistensteologi, der brød frem med Tidehverv. Oprindeligt var denne teologiske bevægelse både påvirket af Kierkegaard og Karl Barth, men den er i dag mere lutheransk end eksistentiel.

Kierkegaard fik desuden en vis indflydelse på K.E. Løgstrup, der dog endte med at tage afstand fra Kierkegaard[40]. Løgstrup interesserede sig for menneskets eksistens og regnes sommetider for at høre til den eksistentielle tradition, mens andre ikke regner ham for at tilhøre eksistensfilosofien. Han var elev af Martin Heidegger, og der er flere fænomenologiske elementer i Løgstrups tænkning[41]. Løgstrup havde ikke mindst fokus på de suveræne livsytringer, der findes i menneskets sameksistens. Det vil sige, at barmhjertighed, tillid og oprigtighed er grundlæggende måder, hvorpå mennesket kan udtrykke næstekærlighed[42].

Løgstrups kollega Johannes Sløk regnes som en udpræget eksistenstænker[43]. Det kom blandt andet til udtryk i Sløks udgivelse af bogen Eksistentialisme i 1964[44]. Sløk var desuden inspireret af Camus’ absurdisme og skrev i 1968 Det absurde teater og Jesu forkyndelse[45]: Det moderne menneske kan ikke rationelt finde et svar på livet og er henvist til absurditeten. Men måske kan der findes er religiøst svar.

I efterkrigstidens Danmark blev en gruppe af forfattere omkring tidsskriftet Heretica inspireret af eksistentialismen. Det drejede sig blandt andet om Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger og Tage Skou-Hansen. Den eksistentielle tænkning fik også en indflydelse på forfatteren Peter Seeberg, hvis bøger kredser om eksistentiel fremmedgjorthed og livets meningsløshed. Idéhistorikeren Jonas Holst har således vist, hvordan der er flere eksistensfilosofiske temaer på spil hos Peter Seeberg[46]. I 2009 redigerede Jonas Holst desuden bogen At tænke eksistensen sammen med Paw Amdisen og Jens Viggo Nielsen. Bogen bestræber sig på at genaktualisere den eksistentielle filosofi[47]. I bogen Venskab fra 2015 undersøger Holst endelig den etiske og eksistentielle betydning af venskab, og viser, hvordan venskabet står for det gode mellem mennesker[48].

Filosoffen Mogens Pahuus udgav i 2016 bogen Eksistens og natur: det dobbeltsidige menneske og dets livsverden, hvor han ser på, hvordan individet er formet i en dobbelthed mellem natur og eksistens[49]. Ethvert menneske er således både natur og eksistens, som ikke kan reduceres til hinanden. Han udgav i 1986 desuden bogen Livsfilosofi, der kredser om forståelsen af eksistensen i filosofi og litteratur[50]. Bogen har et livsfilosofisk perspektiv og reflekterer over menneskelivet. Kernen i livsfilosofien er spørgsmålet om, hvordan man skal leve livet.

Fra anden side har filosoffen og læreren Brian Degn Mårtensson været optaget af at inddrage nogle af de eksistentielle tanker i pædagogikken[51].

Filosoffen og terapeuten Anders Dræby er elev af Emmy van Deurzen og har været vigtig for den eksistentielle terapi i Danmark[52][53]. I bogen Livskunsten – filosofien om at vågne op til livet bygger han som noget andet videre på Kierkegaards eksistensfilosofi og teologi, men han gør det ved at trække perspektivet i en mere global og åndshistorisk retning[54]. Således inddrages både buddhisme, hinduisme, daoisme, sufisme, oldgræsk filosofi og andre store verdensfilosofier i bestræbelsen på at forstå, hvordan menneskets hovedopgave i tilværelsen er at vågne op fra en form for åndeligt søvngængerliv. Livskunst kræver både, at individet konfronterer sig med døden, ransager sit hjerte og frigør sig fra flokken[55].  

Hans Hauge udgav i 2019 bogen Ensomhedsparathed, der er et forsøg på at genoplive eksistentialismen i det 21. århundrede[56]. Hauge mener især, at dette er relevant i lyset af den udbredelse, som naturalismen har fået. Samtidig vender Hauge sog imod den stigende længsel tilbage mod fællesskaber og insisterer på, at mennesket må være ensomhedsparathed.

LitteraturRediger

  • Paw Amdisen og Jonas Holst og Jens Viggo Nielsen (red.). (2009). At tænke eksistensen. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
  • Paw Amdisen, Morten Riis og Lars Gorzelak (2006). Et menneske lades ikke i ro. Aarhus Universitetsforlag
  • Arendt, Hannah (2005). Menneskets vilkår. København: Gyldendal
  • Arendt, Hannah (2010). Eksistens og religion. Klim
  • Astrada, Carlos (1933): El juego existencial . Buenos Aires: Babel
  • Beauvoir, Simone de (2019). Det andet køn 1-2. Gyldendal
  • Biko, Steve (2002): I Write What I Like: Selected Writings, ed. with a personal memoir by Aeired Stubbs, preface by Desmond Tutu, an intro. by Malusi and Thoko Mpumlwana, with a new foreword by Lewis R. Gordon (Chicago, IL: University of Chicago Press)
  • Birkelund, Regner (2002). Eksistens og livsfilosofi. København: Gyldendal
  • Buber, M. (1923) I and Thou, Transl. Kaufman W., Edinburgh: T&T Clark, 1970.
  • Camus, Albert (2003). Den fremmede. København: Gyldendal
  • Camus, Albert (2014). Sisyfos-myten. København: Gyldendal
  • Deurzen, Emmy Van (2003). Eksistentiel samtale og terapi. Hans Reitzels
  • Deurzen, Emmy van (2010). Everyday Mysteries: a Handbook of Existential Psychotherapy (2nd ed.). London: Routledge.
  • Dræby, Anders (2018). Livskunsten. København: Akademisk Forlag
  • Fanon, Frantz (1967 [1952]): Black Skin, White Masks, Grove Press.
  • Frankl, V.E. (1946) Man’s Search for Meaning, London: Hodder and Stoughton, 1964.
  • Gabriel, Markus (2018). Neo-existentialism. Polity Press
  • Gordon, Lewis (1997): Existence in Black. Psychology Press
  • Gordon, Lewis (2009): Existentia Africana: Understanding Africana Existential Thought, Routledge
  • Hauge, Hans (2019). Ensomhedsparathed. Eksistensen
  • Heidegger, Martin (2014). Væren og tid. Aarhus: Klim
  • Holst, Jonas (2003). Peter Seeberg: æstetik, eksistensfilosofi og kulturanalyse i Peter Seebergs skønlitterære forfatterskab. Multivers
  • Holst, Jonas (2015). Venskab. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
  • Keller, Kurt (red.). (2015). Den menneskelige eksistens. Introduktion til eksistentiel fænomenologi. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag
  • Kierkegaard, Søren: Samlede skrifter, www.sks.dk
  • Kierkegaard, S. (1844, 1944) The Concept of Dread, trans. Lowrie W., Princeton, Princeton University Press.
  • Kierkegaard, S. (1841) The Concept of Irony, Bloomington:Indiana University Press 1965.
  • Løgstrup, K.E. (2010). Den etiske fordring. Aarhus: Klim
  • Løgstrup, K.E. (2013). Opgør med Kierkegaard. Klim
  • Manganyi, N. C. (1973) Being-Black-in-the-World. Johannesburg: Ravan Press
  • N. C. Manganyi, Alienation and the Body in Racist Society: A Study of the Society that Invented Soweto (New York: NOK Publishers, 1977)
  • Marquard, Odo (2013). Der Einzelne. Vorlesungen zur Existenzphilosophie. Reclam
  • Merleu-Ponty, Maurice (2009). Kroppens fænomenologi. Det lille Forlag
  • Nietzsche F. (1886) Beyond Good and Evil. New York: Vintage, 1966. Nietzsche F. (1887), On the Genealogy of Morals, Trans. Kaufman W. and Hollingdale R.J. New York: Vintage Books 1969.
  • Nietzsche, Friedrich (2014). Afgudernes tusmørke. Kbh: Det lille Forlag
  • Pahuus, Mogens (2016). Natur og eksistens. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
  • Pareyson, Luigi (2011). Eksistens og person. Aarhus Universitetsforlag. Oversat af Jens Viggo NielseN
  • Rasmussen, Michael (red)(2019). Mennesket og det andet. Aalborg Universitetsforlag
  • Rocca, Ettore (2016). Kierkegaard. København: Gyldendal
  • Sartre J.P. (1943), Being and Nothingness: An Essay on Phenomenological Ontology, Trans. Barnes H., New York: Philosophical Library, 1956.
  • Sartre, J.P. (1939, 1962) Sketch for a Theory of the Emotions, London: Methuen & Co.
  • Sartre, Jean-Paul (2005). Eksistentialisme er en humanisme. København: Hans Reitzels Forlag
  • Sartre, Jean-Paul (2014). Væren og intet. Aarhus: Philosophia
  • Sløk, Johannes (2016). Eksistentialisme. København: L&R
  • Sløk, Johannes (2017). Det absurde teater og Jesu forkyndelse. L&R
  • Stewart, Jon (ed.) (2011). Kierkegaard and Existentialism. Farnham, England: Ashgate
  • Søltoft, Pia & Mogens Pahuus & Jacob Rendtorff (2015). Søren Kierkegaard som eksistentiel fænomenolog. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag
  • Sørensen, Anders Dræby (2016). Gudløs eksistensfilosofi. Aarhus: Statsbiblioteket
  • Sørensen, Anders Dræby (2016). Filosofisk helbredelse. Statsbiblioteket
  • Thielst, Peter (2007). Kierkegaards filosofi. København: Det lille Forlag
  • Yancy, George (2017). Black Bodies, White Gazes. Lanham, Maryland: Rowman & Littlefield

NoterRediger

  1. ^ Paw Amdisen, Jonas Holst og Jens Viggo Nielsen, 2009
  2. ^ Jean-Paul Sartre, 2005, Eksistentialisme er en humanisme. HRF
  3. ^ a b c Camus, 2014
  4. ^ Kurt Keller, 2015,Eksistentiel fænomenologi, Aalborg Universitetsforlag
  5. ^ Beauvoir 2019
  6. ^ George Yancy, "Black Bodies, White Gazes" (Lanham, Maryland: Rowman & Littlefield, 2017)
  7. ^ Manganyi, N. C. (1973) Being-Black-in-the-World. Johannesburg: Ravan Press
  8. ^ Lewis R. Gordon, Existentia Africana (New York: Routledge, 2000)
  9. ^ Ettore Rocca, 2016, Kierkegaard, København: Gyldendal
  10. ^ Søren Kierkegaard, samlede skrifter [http:// www.sks.dk www.sks.dk]
  11. ^ Anders Dræby Sørensen, 2016, Gudløs eksistensfilosofi. Aarhus: Statsbiblioteket
  12. ^ Nietzsche, 2014; Camus, 2014
  13. ^ Heidegger, 2014
  14. ^ Nietzsche, 2014
  15. ^ Sartre, 2014
  16. ^ Beauvoir, Det andet køn, Gyldendal 2019
  17. ^ Edmund Husserl (2019). Fænomenologi. Forlaget Mindspace
  18. ^ Heidegger, væren og tid, 2014
  19. ^ Merleau-Ponty, Kroppens fænomenologi, 2009
  20. ^ Hannah Arendt, Menneskets vilkår. Gyldendal
  21. ^ Buber, Hans Reitzels Forlag, 2013
  22. ^ Fernando González Ochoa - Enciclopedia | Banrepcultural
  23. ^ (1958) Primer Manifiesto Nadaista
  24. ^ La Red Cultural del Banco de la República
  25. ^ Galán, John Jairo, "Arango, Gonzalo", Biblioteca Virtual Luis Ángel Arango.
  26. ^ Luigi Pareyson (2011)
  27. ^ Bassey: What Is Africana Critical Theory or Black Existential Philosophy https://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/0021934705285563
  28. ^ Existentia Africana: Understanding Africana Existential Thought (Routledge, 2000)
  29. ^ At finde mening i den nøgne eksistens — Baggrund
  30. ^ Emmy Van Deurzen (2003)
  31. ^ https://www.salon.com/2019/01/09/existentialism-a-guiding-philosophy-for-tackling-climate-change-in-cities_partner/
  32. ^ https://www.mountainviewtoday.ca/opinion/climate-change-and-existentialism-1820609
  33. ^ Gabriel 2018
  34. ^ Luigi Pareyson, Eksistens og person, Aarhus Universitetsforlag, 2011
  35. ^ Albert Camus, Den fremmede, Gyldendal 2003
  36. ^ Sørensen & Keller “Psykoterapi og eksistentiel fænomenologi”. Aalborg Iniversitetsforlag
  37. ^ Emmy Van Deurzen : Eksistentiel samtale og terapi, Hans Reitzels Forlag
  38. ^ Eksistentislismen er kommet tilbage. Kristeligt Dagblad, 2011
  39. ^ www.sks.dk
  40. ^ K. E. Løgstrup (2013): Opgør med Kierkegaard. Klim
  41. ^ Mogens Pahuus (2018). Dialog med Løgstrup. Aalborg Universitetsforlag
  42. ^ Se fx K.E. Løgstrup, Den etiske fordring, Klim 2010
  43. ^ Amdisen mfl 2006
  44. ^ Sløk, 2016
  45. ^ Sløk, 2017
  46. ^ Holst 2003
  47. ^ Jonas Holst, Paw Amdisen og Jens Viggo Nielsen: At tænke eksistensen - studier i eksistenstænkningens historie og betydning. Aarhus Universitetsforlag 2009
  48. ^ Jonas Holst, Venskab, Aarhus Universitetsforlag 2015
  49. ^ Pahuus, 2016
  50. ^ Mogens Pahuus, Livsfilosofi, Philosophia 1986
  51. ^ Mårtensson (2019): Den evige begyndelse. Forlaget Fjordager
  52. ^ Anders Dræby & Emmy van Deurzen (2019): Læringsudbyttet i kognitiv adfærdsterapi og eksistentiel terapi. Et sammenlignende forskningsstudie. Tidsskrift for Psykoterapi, 3, pp. 18-24
  53. ^ Filosofisk helbredelse, 2016
  54. ^ Dræby, 2018
  55. ^ Filosof: Først når man forholder sig til døden, begynder man at være til stede i livet - Kristeligt Dagblad
  56. ^ Hans Hauge (2019). Ensomhedsparathed. Eksistensen