Åbn hovedmenuen

Folketingsvalget 1984

(Omdirigeret fra Folketingsvalg 1984)

Folketingsvalg den 10. januar 1984 blev udskrevet af statsminister Poul Schlüter 15. december 1983.

Valget blev en realitet, da både Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet sammen med den øvrige opposition stemte imod regeringens forslag til finanslov for 1984.

Valget blev det første møde med vælgerne for Firkløverregeringen, der i 1982 var blevet dannet af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

I valgkampen forsøgte Socialdemokratiet med sloganet "Stop konservatismen" at kæde Poul Schlüter sammen med 1980'ernes internationale ny-konservative bølge og sammenlignede den danske statsminister med Ronald Reagan og Margaret Thatcher. Schlüter forsøgte på sin side at fremstille valget som et valg mellem hans optimisme og fremgang og en tilbagevenden til Anker Jørgensens sortsyn og handlingslammelse fra 1970'erne.

Valget blev en personlig triumf for Poul Schlüter, der gav Det Konservative Folkeparti dets bedste valg nogensinde ligesom regeringspartierne samlet set blev styrket på trods af en halvering af Centrum-Demokraterne.

Bare tre måneder efter valget indtraf der en splittelse i Fremskridtspartiet, idet to medlemmer ikke kunne forlige sig med Mogens Glistrups arbejdsmetoder. Ole Maisted blev løsgænger og stiftede senere partiet De Frie Demokrater, som dog blev nedlagt allerede i 1986, medens John Arentoft skiftede til de Konservative.[1]

Liste Parti Partileder Stemmer % Mandater +/ –
A Socialdemokratiet Anker Jørgensen 1.062.561 31,6% 56 -3
C Det Konservative Folkeparti Poul Schlüter 788.224 23,4% 42 +16
V Venstre, Danmarks Liberale Parti Henning Christophersen 405.737 12,1% 22 +2
F Socialistisk Folkeparti Gert Petersen 387.122 11,5% 21 -
B Det Radikale Venstre Niels Helveg Petersen 184.642 5,5% 10 +1
M Centrum-Demokraterne Erhard Jakobsen 154.553 4,6% 8 -7
Z Fremskridtspartiet Mogens Glistrup 120.461 3,6% 6 -10
Q Kristeligt Folkeparti Christian Christensen 91.623 2,7% 5 +1
Y Venstresocialisterne Kollektiv ledelse 89.356 2,7% 5 -
E Danmarks Retsforbund Poul Gerhard Kristiansen 50.381 1,5% 0 -
K Danmarks Kommunistiske Parti Jørgen Jensen 23.085 0,7% 0 -
I Internationalen-Socialistisk Arbejderparti 2.151 0,1% 0 -
L Marxistisk-Leninistisk Parti Klaus Riis 978 0,0% 0 Nyt Parti
Udenfor Partierne 956 0,0% 0 -
Total (Valgdeltagelse: 88,4%) 100,0% 175 mandater

(+/-) – Forskellen af antal pladser i Folketinget i forhold til fordelingen ved forrige valg.

ReferencerRediger

  1. ^ Anne-Marie Glistrup, Mogens Glistrup: Provokatøren og systemkritikeren, People's Press, 2014.