Åbn hovedmenuen

Georg 3. af Storbritannien

George 3. (George William Frederick) (4. juni 173829. januar 1820) var konge af Storbritannien og Irland fra 25. oktober 1760 til 1. januar 1801 og derefter konge over Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland til sin død. Han var samtidig kurfyrste af Hannover, og blev fra 12. oktober 1814 også konge af Hannover efter Napoleon 1.s nederlag.

Georg 3.
George III of the United Kingdom-e.jpg
George 3. af Storbritannien,
malet af Allan Ramsey
Konge af Storbritannien og Irland
Kroning 22. september 1761
Westminster Abbey
Regerede 25. oktober 176029. januar 1820
Forgænger Georg 2.
Efterfølger Georg 4.
Ægtefælle Charlotte af Mecklenburg-Strelitz (g. 1761–1818)
Børn
Fulde navn engelsk: George William Frederick
tysk: Georg Wilhelm Friedrich
Hus Huset Hannover
Far Frederik Ludvig af Wales
Mor Augusta af Sachsen-Gotha
Født 4. juni 1738(1738-06-04)
Norfolk House, London, England
Død 29. januar 1820 (81 år)
Windsor Castle, Berkshire, England
Hvilested St George's Chapel, Windsor Castle
Signatur
Religion Anglikansk

Baggrund og egen familieRediger

 
Georg 3. som prins (i midten) med sin bror Edward og deres lærer, Francis Ayscough, i 1749.

George 3. var søn af prinsesse Augusta af Sachsen-Gotha og prins Frederik Ludvig af Wales. Han var den tredje britiske monark af slægten Hannover, en gren av Huset Welf, og nedstammede fra Henrik Løve. Han giftede sig 8. september 1761 med Charlotte-Sofie af Mecklenburg-Strelitz.

Parret fik ikke mindre end 15 børn, deriblandt den senere kong Georg 4. af Storbritannien og hans yngre bror og efterfølger, Vilhelm 4. Kong Georg og dronning Charlottes hof var berygtet for sin strenghed; ikke en gang deres egne børn fik lov til at sidde ned i sine foreldres nærvær, eller sige noget uden først at blive tiltalt. Kongeparret fulgte etiketten så strengt, at de aldrig kunne få noget normalt forhold til andre. Ingen - ikke engang gamle folk, gravide eller invalide - måtte sætte sig ned i kongeparrets nærvær, men var nødt til at stå oprejst, ofte i timevis. Fanny Burney beklagede sig over, at man så sig nødt til at bide sig i kindet for at forhindre hoste eller nys; det var nemlig også forbudt.[1]

Georg var enestående blant hannoveranerne ved sin trofasthed mod sin kone, selv om der gik rygter om, at han i forvejen var hemmeligt gift med kvækerpigen Hannah Lightfoot, som han fik tre børn med.[2]

Georg var Storbritanniens længst regerende, mandlige monark, og den første av Georg'erne, der var født og opvokset i England. I modsætning til sine tyske forgængere forstod han det britiske system, og regerede landet i traditionen efter engelske konger.[3]

Georg nåede at blive far til 15 børn; men ved sin død havde han ikke et eneste barnebarn, der var født indenfor ægteskab.[4]

RegeringRediger

 
Georg 3. i 1771, malet af Johann Zoffany.

Georg efterfulgte sin farfar på tronen, og med tilnavnet Farmer George (= Landmanden Georg) var han en velmenende og pligtopfyldende regent, som gerne gav sig i snak med sine undersåtter. Samuel Johnson mødte ham og sagde: "Sig om kongen, hvad I vil, men han er den ædleste gentleman, jeg har mødt."[5] Men kongen satte aldrig sin fod i Skotland, Wales eller Irland, og rejste knapt noget sted overhovedet, bortset fra sine ferier i Weybridge. Han forstod sig hverken på videnskab eller kunst, men grundlagde Royal Academy[6] og understøttede personligt astronomen William Herschel.[7] Han syntes, Shakespeare var "trist læsning", men erhvervede sig datidens største bogsamling, som i dag udgør King's library i British Museum.[8] Han havde også en oplyst holdning til medicin og behandlingen af sindssygdom, hvad der især gør det så trist og ironisk, at han selv blev offer for så megen uforstand, da han blev syg.[9]

Uheldigvis mente han, at de engelske kolonier i Nordamerika skulle være med til at betale for syvårskrigen, som trods alt havde tvunget Frankrig til at opgive sine territorier i Nordamerika. Men en stempelafgift og senere en afgift på te vakte kolonisternes vrede, resulterende i Tea Party-opstanden, hvorefter Storbritannien kom tabende ud af den amerikanske uafhængighedskrig i 1783. Kolonierne rev sig løs og dannede USA. Kong Georgs situation bedrede sig, da William Pitt den yngre samme år blev statsminister, kun 24 år gammel. Det var indledningen på en politisk ret stabil periode omkring 50 år frem i tid.[10]

Udenrigspolitisk var Georgs regeringstid præget både af tabet af de amerikanske kolonier, og af krigen mod Napoléon Bonapartes Frankrig. Briternes sejre ved Trafalgar og Waterloo markerede starten på Storbritanniens tid som verdensmagt. Indenrigspolitisk førte den franske revolution til inddragning af borgerrettigheder, så som tilsidesættelsen af habeas corpus (værn mod ulovlig fængsling) og forbud mod fagforeninger. En irsk uafhængighedsbevægelse blev brutalt slået ned, og Irland indlemmet i det, der fik navnet United Kingdom - det forenede kongedømme. Kong Georg forbød personligt William Pitt at indrømme katolikker nogen stemmeret, så Parlamentets irske medlemmer udelukkende var protestanter; en beslutning med katastrofale følger, der stadig mærkes i dagens Storbritannien. Samtidig så industrialiseringen sin begyndelse.[11]

SindssygdomRediger

 
John Murphy: Kongeparret og deres tretten børn. Royal Collection.
 
Kong Georg tegnet i 1817 af Henry Meyer. National Portrait Gallery.

Kong Georg fik i 1788 et udbrud af sindssyge, kendt fra filmen The Madness of King George. I juni blev han sendt til Cheltenham for at styrke sig på stedets påstået helsebringende vand. Han vendte tilbage til Windsor efter en måned, og virkede da rask. Men 17. oktober 1788 blev han syg om aftenen med mavekramper og åndedrætsproblemer. Han snakkede løs og blev voldsom mod omgivelserne, inden han faldt i koma og så ud til at være døden nær. Lægerne mente først, at det drejede seg om "flyvegigt" med ophav i kongens fødder, men at den havde forflyttet sig til hans hoved. Diverse remedier blev anvendt for at drive hans plager tilbage til fødderne; men til sidst blev lægerne enige om, at der var tale om sindssygdom.[12]

Mange af de bedst kendte historier om kongens galskab stammer fra en pamflet udgivet af Philip Withers i 1789, History of the Royal Malady by a Page of the Presence, som påstod, at Georg havde håndhilst på et egetræ i den tro, at det var Fredrik den store. Her var der tale om falske og overdrevne anekdoter. De kongetro prøvede at dysse kongens gener ned, mens whig'erne overdrev dem. I 1789 blev Georg erklæret rask, og først i 1801 kom der et tilbagefald, hvor han igen endte med at falde i koma. Igen kom han sig, men i juni 1804 blev han syg igen i nogen tid. Dronning Charlotte havde været bekymret og ret forlegen over hans tidligere sygdomsudbrud; nu var hun direkte bange for ham, og sørgede for aldrig at være i enrum med ham. Om aftenen låste hun sin soveværelsesdør og slap ham aldrig ind. Denne afvisning virkede stærkt på kongen, som blev helt ude af sig. Permanent blev situationen først efter tilbagefaldet i oktober 1810, da han igen blev lagt i tvangstrøje. I 1811 aflagde lægerne erklæring for Parlamentet om, at Rex noster insanit (= Konge vor er sindssyg). Han, der havde været strengt monogam, bestormede den 70-årige hofdame lady Elizabeth Pembroke med kærlighedsbreve og obskøne forslag. De sidste 8-9 år af sit liv var kong Georg blind og døv, og tilbragte dagene alene i Windsor-slottet. Her spillede han lidt på harpe, talte med afdøde venner, og blottede sig iblandt for tjenerskabet.[13]

Frygt for nedarvet sindssygdom gjorde det svært for kong Georgs seks døtre at finde passende ægteskabskandidater. Præsident John Adams ytrede ønske om at finde en svigerdatter blandt dem, men ombestemte sig.[14]

DiagnoseRediger

 
Georg 3.s tre yngste døtre malet af John Singleton Copley omkring 1785. Kongens sindssygdom gjorde det svært for hans døtre at finde passende ægtemænd.

Årsagen til kongens sindslidelse har været omdiskuteret. London Chronicle fastslog, at den "udelukkende skyldtes det vand, han havde drukket i Cheltenham". 1800-tallets historikere begrundede sindssygdommen med, at han ikke havde elskerinder. Som ung var Georg tilbøjelig til depressioner i sådan en grad, at han ved et par anledninger ville frasige sig kongeværdigheden. Sindslidelsen blev også begrundet med tabet af de amerikanske kolonier; men uafhængighedskrigen var afsluttet seks år inden det første sygdomsudbrud. Bogen King George and the Mad Business af Ida Macalpine og Richard Hunter fra 1969 fremholdt, at kongen havde lidt af porfyri, en stofskiftesygdom, som påvirker centralnervesystemet. I så fald var kongen ikke virkelig sindssyg, men led af en arvelig stofskifteforstyrrelse.[15]

Porfyri er dog udelukket som kong Georgs diagnose. Han havde tretten overlevende børn med efterkommere i omtrent alle nuværende europæiske kongehuse. Porfyri er arvelig, og skulle dermed være brudt ud hos en lang række af disse. Prins Charles, som er en af dem, lod sig overtale til at skrive forordet i en biografi om kong Georg, hvor han skriver som sin opfatning, at kong Georg blev syg af blyforgiftning. Den sidste sygdomsperiode kan ud fra symptomer og hans alder skyldes senil demens.[16]

AndetRediger

Den 6. ældste by i Sydafrika, George, er opkaldt efter George 3.

NoterRediger

  1. ^ Karl Shaw: Royal Babylon (s. 165), Virgin 1999, ISBN 1-7535-0360-3
  2. ^ http://news.bbc.co.uk/2/hi/uk_news/wales/916965.stm
  3. ^ Kevin Flude: Divorced, beheaded, died... (s. 128), Michael O'Mara books, London 2009, ISBN 978-1-84317-362-5
  4. ^ Karl Shaw: Royal Babylon (s. 180)
  5. ^ https://quod.lib.umich.edu/e/ecco/004790896.0001.000/1:2?rgn=div1;view=fulltext
  6. ^ https://www.rct.uk/collection/themes/trails/george-iii-joseph-farington-and-the-royal-academy
  7. ^ https://www.sciencehistory.org/distillations/a-giant-of-astronomy
  8. ^ https://www.britishmuseum.org/about_us/the_museums_story/architecture/kings_library.aspx
  9. ^ Karl Shaw: Royal Babylon (s. 30)
  10. ^ Kevin Flude: Divorced, beheaded, died... (s. 128)
  11. ^ Kevin Flude: Divorced, beheaded, died... (s. 129)
  12. ^ Karl Shaw: Royal Babylon (s. 32)
  13. ^ Karl Shaw: Royal Babylon (s. 36-39)
  14. ^ Karl Shaw: Royal Babylon (s. 48)
  15. ^ Karl Shaw: Royal Babylon (s. 40)
  16. ^ Karl Shaw: Royal Babylon (s. 43)

Se ogsåRediger

Eksterne linksRediger