Global opvarmning

stigning i gennemsnitstemperaturen i Jordens atmosfære og oceaner i gang siden slutningen af 1800'erne, og den formodede fortsættelse
Confusion colour.svg Artiklen er om nutidens ændring af jordens klimasystem, klimaforandring kan også henvise til ændringer tidligere i jordens historie.
Globale middeltemperaturer siden 1880, vist som afvigelse fra gennemsnittet for årene 1951 til 1980
CO2 Emissions by Source Since 1880-da.svg

Den globale opvarmning er betegnelsen for ændringen i Jordens klima, der er sket i de sidste omkring 100 år på grund af stigningen i den gennemsnitlige temperatur samt de heraf følgende konsekvenser. Der er mange videnskabelige observationer der viser, at klimaet (eller ‘’klimasystemet’’) bestående af jordens atmosfære, lithosfæren, hydrosfæren og biosfæren bliver varmere. Mange af de observerede ændringer siden 1950’erne har ikke fortilfælde i tidligere temperaturmålinger, som går tilbage til midten af 1800-tallet eller i klimaproxy-data (afledt af blandt andet årringe, sedimenter og iskerneboringer) som går tusindvis af år tilbage.

FN’s klimapanel (IPCC) fastslog i sin 5. hovedrapport fra 2014, at der er stor enighed blandt forskere om, at det er «ekstremt sandsynligt» («extremely likely») at menneskeskabt påvirkning er den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af 1900-tallet. Foreløbigt vil halvdelen af den kuldioxid (CO2) som frigives ved afbrænding af fossilt brændstof og brændsel forblive i atmosfæren. Resten bliver absorberet af planter og hav. Globale klimamodeller anslår at i løbet af det 21. århundrede vil den globale overfladetemperatur stige yderligere 0,3 til 1,7 °C for det laveste udslipsscenarie og 2,6 til 4,8 °C for det højeste. I den videnskabelige litteratur er der en stor enighed om at den globale overfladetemperatur er steget de sidste årtier, og at trenden hovedsageligt skyldes menneskeskabt udledning af drivhusgasser. Ingen videnskabelige organer af national eller international betydning er uenige i dette synspunkt.

Forventede konsekvenser af global opvarmning er øgede temperaturer, havstigninger, ændring af nedbørsmønstre og ørkenspredning i de subtropiske klimabælter. Opvarmningen forventes at være større over land end over hav og størst i Arktis med reduktion af gletsjere, permafrost og havis til følge. Andre forandringer kan blive hyppigere forekommende ekstremt vejr (f.eks. hedebølger, tørke, skybrud med oversvømmelser og kraftige snefald), forsuring af havene og faldende biodiversitet. Alvorlige konsekvenser for mennesker og samfund er faldende forsyningssikkerhed af fødevare pga. svigtende høst, samt affolkning af beboede områder pga. stigende vandstand. Klimasystemet har stor «træghed», og drivhusgasser vil forblive i atmosfæren i lang tid. Derfor vil mange af disse konsekvenser ikke blot eksistere i flere årtier, eller århundreder, men i flere tusinde år.

Mulige tiltag imod global opvarmning er reduktion i udledning af drivhusgasser og geoengineering. Det er også muligt at bruge ressourcer på tilpasning til det nye klima. De fleste lande i verdenene har underskrevet klimakonventionen (UNFCCC) og er blevet enige om en målsætning om at holde opvarmningen godt under 2 °C. Parterne i klimakonventionen er enige om at store fald i udledningen af drivhusgasser er nødvendigt.

EtymologiRediger

 
James Hansen var tidligere forsker ved NASA indenfor klimatologi. Han er en af de mest kendte klimaforskere, blandt andet fordi han advarede om global opvarmning allerede i 1980-erne.

I 1950 pegede forskning på øgede globale temperaturer, og i 1952 rapporterede en avis om «klimaforandringer». Dette begreb dukkede op næste gang i november 1957 i avisen The Hammond Times, som beskrev Roger Revelles forskning af øget menneskeskabt CO2-udslip og dets påvirkning af drivhuseffekten: «en storskala global opvarmning med radikale klimaforandringer som følge». Begge betegnelser blev brugt sporadisk frem til 1975, da Wallace Smith Broecker udgiver en videnskabelig artikel med titlen «Climatic Change: Er vi på randen af en tydelig global opvarmning». Udtrykket begyndte da at blive populært, og i 1976 sagde den sovjetiske klimaforsker Mikhail Budyko at «en global opvarmning er startet», og det blev herefter bredt kendt.[1] Andre studier, for eksempel en rapport fra MIT i 1971, refererede til menneskelig påvirkning som «utilsigtet klimamodifikation», men et indflydelsesrigt studie fra National Academy of Sciences fra 1979 ledet af Jule Charney fulgte Broecker og brugte global opvarmning for stigende overfladetemperaturer, men beskrev de bredere effekter af øget CO2 som klimaforandringer.[2]

I 1986 og november 1987 vidnede klimaforsker James Hansen fra NASA i den amerikanske kongres om global opvarmning. Der var øgede hedebølger og tørkeproblemer i sommeren 1988, og da Hansen vidnede under en høring i Senatet den 23. juni udløste han en verdensomspændende interesse for emnet.[3] Her sagde han: «Global opvarmning har nået et niveau, så vi med en høj grad af sikkerhed kan tilskrive et årsag-og-virkningsforhold mellem drivhuseffekten og den observerede opvarmning.»[4] Den offentlige opmærksomhed blev øget over sommeren, og global opvarmning blev det dominerende folkelige begreb som jævnligt bruges både i medierne og i den offentlige debat.[2]

I en artikel fra NASA i 2008 om brug af begreber har Erik M. Conway defineret global opvarmning som «øgning i jordens overfladetemperatur på grund af øgede niveauer af klimagasser», mens klimaforandringer er «en langsigtet ændring af jordens klima, eller på en region af jorden.» Fordi effekter som for eksempel ændrede nedbørsmønstre og stigende havniveau sandsynligvis vil have mere indflydelse end temperaturen alene, mente han at globale klimaforandringer var et mere videnskabelig korrekt begreb, og i lighed med FN's klimapanel vil NASAs hjemmeside også understrege denne bredere sammenhæng.[2]

Observerede temperaturforandringerRediger

Klimaforandringer før og nuRediger

 
Globale temperaturer for 2015 sammenlignet med gennemsnittet for årene 1951–1980. Året 2015 var på det tidspunkt det varmeste år registreret (globalt set) ifølge NASA/NOAAs målinger, der startede i 1880. Farverne indikerer temperaturforskellene: Orange repræsenterer temperaturer som er varmere end gennemsnittet for 1951–1980, mens blå repræsenterer temperaturer der er koldere. (NASA/NOAA - 20. januar 2016).[5]
 
Jorden har haft en strålingsubalance siden i hvert fald 1970-erne, hvor mindre energi hvert år forlader atmosfæren end den mængde som kommer ind. Størstedelen af denne ekstra energi bliver absorberet af havet, der derfor er vist med den største cirkel.[6] Det er meget sandsynligt, at menneskelige aktiviteter har bidraget betydeligt til øgningen af varmeindholdet i havet.[7]
 
To årtusinders gennemsnitlige overfladetemperatur. Temperaturerne er rekonstrueret fra flere klimaindikatorer, der er fladet ud årti for årti. Faktiske temperaturmålinger er overlagt med sort streg.
Temperaturens anomali (afvigelse fra normen) i årene 1900–2016 vist efter land. Afvigelserne er i forhold til gennemsnitstemperaturen for 1951–1980. Baseret på GISTEMP-data (GISS Surface Temperature Analysis).

Global opvarmning og klimaforandringer er betegnelser som benyttes for den observerede øgning af gennemsnitstemperaturen i jordens klimasystem (og effekter relateret hertil) i tiden siden den industruelle revolution (cirka 1880).[8][9][10] Der er flere videnskabelige holdepunkter for at klimasystemet er under opvarmning.[11][12][13] Klimasystem betegner det meget komplekse system bestående af jordens atmosfære, lithosfæren, hydrosfæren, og biosfæren, og samspillet mellem disse. Dette system har sin egne indre dynamik i tillæg til at det påvirkes af ydre faktorer som solindstråling og atmosfærens sammensætning af gasser.[14]

Øgningen af den atmosfæriske temperatur nær jordoverfladen er et tegn på global opvarmning og er meget omtalt i massemedierne. Dog er det meste af den ekstra energi som er tilført klimasystemet siden 1970 gået til at opvarme verdenshavene. Resten er gået til at optø is og opvarme kontinenterne og atmosfæren.[15][a] Mange af de observerede ændringer siden 1950-erne er enestående i løbet af de sidste tusindvis til titusindvis af år.[16]

Den gennemsnitlige globale overfladetemperatur (for land og hav) viser en opvarmning på 0,85 °C i perioden 1880–2012, baseret på flere uafhængigt producerede datasæt.[17] Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur steg med 0,74 ±0,18 °C i perioden 1906–2005. Opvarmningen er næsten dobbelt så hurtig i sidste halvdel af perioden (0,13 ±0,03 °C per årti, versus 0,07 ±0,02 °C per årti).[18]

Klimaproxyer (indirekte klimaindikatorer) viser, at temperaturen har været relativt stabil i en periode på et til to tusind år indtil cirka 1850, med regionale svingninger som den middelalderlige varmeperiode og den lille istid. Opvarmningen siden 1980 er uden fortilfælde.[19]

Den opvarmning som er tydelig i måleserierne for temperatur, er forenelig med et bredt spektrum af observationer, som også er dokumenteret af mange uafhængige forskningsgrupper.[20] Eksempler er havniveaustigning,[21] omfattende smeltning af sne og is på land,[22] øget varmeindhold i havene,[20] øget luftfugtighed,[20] og tidligere forår,[23] som ses ved blomstring tidligere på året.[24] Sandsynligheden for, at disse ændringer kunne have forekommet ved en tilfældighed er nærmest lig nul.[20]

TendenserRediger

Temperaturændringer som følge af global opvarmning varierer over hele kloden. Siden 1979 er landtemperaturerne steget cirka dobbelt så hurtigt som temperaturerne målt i havet (0,25 °C per årti mod 0,13 °C per årti).[25] Havtemperaturer stiger langsommere end landtemperaturer på grund af større effektiv varmekapacitet i havene og fordi havet afgiver varme ved fordampning.[26] Siden begyndelsen af industrialiseringen er temperaturforskellen mellem jordens to halvkugler (nordlige og sydlige halvkugle) steget på grund af smeltning af havis og sne i nord.[27] Gennemsnitlige temperaturer i Arktis er steget næsten dobbelt så hurtigt som i resten af verden de sidste 100 år; arktiske temperaturer er imidlertid også meget varierende.[28] Selv om flere drivhusgasser udledes på den nordlige halvkugle end på den sydlige halvkugle, bidrager dette ikke til forskellen i opvarmning, fordi de dominerende drivhusgasser har en levetid som er lang nok til at de spredes i atmosfæren over hele kloden.[29]

Verdenshavenes termiske træghed og langsomme reaktioner fra andre indirekte effekter gør, at klimaet kan bruge århundreder eller mere på at tilpasse sig ændringer i strålingspåvirkning. Et studie konkluderede at hvis drivhusgasser blev stabiliseret på år 2000-niveau, ville overfladetemperaturerne fortsætte med at stige med en halv grad celsius,[30] mens et andet studie viste at hvis drivhusgasserne blev stabiliseret på år 2005-niveau, kan overfladeopvarmningen komme til at overstige en hel grad celsius. Noget af denne overfladeopvarmning vil blive drevet af tidligere naturlige kræfter som fortsat bevæger sig mod ligevægt i klimasystemet. Et studie der brugte en meget forenklet klimamodel viste at disse akkumulerede drivhusgasser fra fortiden kan udgøre helt op til 64 % af bidragene til overfladeopvarmningen i 2050. Derefter vil deres påvirkning svækkes med tiden i forhold til det menneskelige bidrag.[31]

Global temperatur er genstand for kortsigtede svingninger som kan dække over langsigtede tendenser og midlertidigt skjule dem. Den relative stabilitet i overfladetemperatur i årene 2002–2009, som er blevet kaldt en pause i global opvarmning i medierne og af enkelte forskere,[32] passer med forventningerne af en sådan naturligt køligere periode.[33][34] Opdateringer i 2015 som tog hensyn til forskellige metoder for temperaturmålinger af havoverfladen, viste en positiv (stigende) udvikling fra år 2000-2015.[35][36]

De varmeste årRediger

16 af de 17 varmeste år som var målt til og med 2016 lå senere end år 2000, det vil sige at alle 16 år fra 2001 til 2016 på dette tidspunkt var i top 17.[37] Mens rekordårene får betydelig interesse i medierne, er enkeltår mindre vigtige end den generelle tendens. Nogle klimaforskere har kritiseret den opmærksomhed som medier giver til «varmeste år-statistikker». F.eks. kan den sydlige oscillation af El Niño føre til at temperaturerne for et givent år bliver særligt høje eller lave af grunde som ikke er relateret til den generelle udvikling og klimaforandringer. Klimaforskeren Gavin Schmidt har udtalt at «de langsigtede tendenser eller den forventede sekvens af målinger er langt vigtigere end om et enkelt år er en rekord eller ej».[38]

Ydre årsager til de øgede temperaturerRediger

 
Drivhuseffekten vist skematisk med energioverførsler mellem rummet, atmosfæren og jordens overflade. Talværdier er angivet i watt pr. kvadratmeter (W/m2).
 
Denne graf, kendt som Keeling-kurven, dokumenterer stigningen i koncentrationen af atmosfærisk kuldioxid 1958-2018. Månedlige CO2-målinger viser sæsonudsvingningerne i en opadgående trend: Hvert års ses den maksimale værdi på den nordlige halvkugle sent på foråret og aftager i løbet af vækstsæsonen, hvor planter optager noget af det atmosfæriske CO2.

Interne og eksterne påvirkninger af klimasystemetRediger

Klimasystemet kan af sig selv være årsag til globale temperaturændringer igennem flere år eller årtier (El Niño), men vedvarende ændringer i globale temperaturer kræver ydre påvirkninger.[39][40][41] Sådanne påvirkninger kan være ydre i forhold til klimasystemet, men ikke nødvendigvis i forhold til Jorden.[42] Sådanne påvirkninger kan være naturlige og skyldes f.eks. ændringer i mængden af solindstråling, eller vulkanudbrud. De sidste 100-150 år har menneskelig aktivitet skabt nye typer påvirkninger. For eksempel fører øgede mængder drivhusgasser i atmosfæren til opvarmning, imens småpartikler, såsom aerosoler reflekterer sollyset og fører til nedkøling.[43]

Den videnskabelige forståelse af den globale opvarmning øges løbende.[44] FN's klimapanel (IPCC) fastslog i sin femte hovedrapport fra 2014, at der er stor enighed blandt forskere om at det er «ekstremt sandsynligt» («extremely likely»)[45] at menneskeskabte ydre påvirkninger er den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af 1900-tallet.[46][47] Ændringer i solenergi og naturlig intern variation kan kun bidrage marginalt til at forklare de observerede ændringer i klimaet i løbet af det sidste århundrede, og der er ikke noget overbevisende bevis for at naturlige cyklusser i observationsdataene kan forklare de observerede ændringer i klimaet.[48]

Havene og jordens skove og anden vegetation optager omkring halvdelen af den kuldioxid som frigøres. Resten bliver i atmosfæren og bidrager til forstærket drivhuseffekt og klimaforandringer. Denne 50/50-fordeling har holdt sig de sidste 50–100 år, men det er usikkert i hvor høj grad have og skove kan fortsætte med at optage kuldioxid fra det stadig øgede forbrug af fossilt brændsel, samtidig med at skovarealet mindskes.[49]

KlimagasserRediger

Drivhuseffekten er et resultat af at gasser i en planets atmosfære tillader mere solstråling (og dermed varme) at komme ind end der stråles ud. Restenergien optages af planetens overflade (land og hav) og af atmosfærens lavere lag, som derved bliver varmere. Det var den franske fysiker Joseph Fourier som i 1820-erne lancerede teorien om, at atmosfæren kan virke isolerende, og han omtales ofte som «drivhuseffektens far».[50][51] Teorien blev videreudviklet af ireren John Tyndall, som i 1860–1861 påviste at vanddamp er det vi i dag kalder en drivhusgas.[52]

Drivhuseffekten blev første gang undersøgt kvantitativt af den svenske fysiker og kemiker Svante Arrhenius i 1896, som også påviste kuldioxids (CO2's) betydning.[53] Fra 1930-erne og derefter blev nye modeller udviklet, blandt andet af Guy Stewart Callendar, som påviste betydningen af menneskets virksomhed.[54][55] Charles David Keeling begyndte i slutningen af 1950-erne med systematiske målinger af CO2 i atmosfæren, blandt andet på toppen af Mauna LoaHawaii.[56]

Årlige globale drivhusgasudledninger i 2010 per sektor.
Procentvis andel af verdens samlede energirelaterede CO2-udledninger mellem 1751 og 2017 for forskellige regioner.

På jorden forårsager de naturligt forekommende mængder af drivhusgasser, at lufttemperaturen nær overfladen bliver 33 °C varmere end den ellers ville have været.[57][b] Uden jordens atmosfære ville dens gennemsnitstemperatur være godt under frysepunktet ved havet.[58] De vigtigste drivhusgasser er vanddamp, som giver cirka 36–70 % af drivhuseffekten; kuldioxid (CO2) bidrager til 9–26 %; metan (CH4) giver 4–9 %; og ozon (O3) giver 3–7 %.[59][60][61] Skyer påvirker også strålingsbalancen, fordi de giver et drivhuslignende bidrag.

Menneskelig aktivitet har siden den industrielle revolution øget mængden af drivhusgasser i atmosfæren, noget som fører til øget strålingspåvirkning fra CO2, metan, ozon i troposfæren, CFC-gasser og lattergas. Ifølge et studie publiceret i 2007 er koncentrationen af CO2 og metan steget med henholdsvis 36 % og 148 % siden 1750.[62] Disse niveauer er højere end på noget andet tidspunkt i de sidste 800.000 år, som er den periode der er dækket af pålidelige data fra iskerneprøver.[63][64][65][66] Mindre direkte geologiske vidnesbyrd tyder på, at der har været CO2-niveauer højere end dette for cirka 20 millioner år siden.[67] Ifølge en IPCC-rapport fra 2001 stod energiproduktionen ved hjælp af fossilt brændsel bag cirka tre fjerdedele af stigningen i CO2 fra menneskelig aktivitet i løbet af de foregående 20 år. Resten af denne stigning skyldtes hovedsagelig ændringer i arealbrug, specielt afskovning.[68] En anden betydelig kilde til menneskeskabt CO2 som ikke er relateret til energiforbrug, er udledningerne fra kalkbrænding til cement, en kemisk proces som frigør CO2.[69] Estimater for globale CO2-udledninger i 2011 fra forbrænding af fossilt brændsel, herunder cementproduktion og gasbrænding, var 34,8 milliarder ton (9,5 ± 0,5 milliarder ton carbon), en stigning på 54 % fra udledningerne i 1990. Kul udgjorde 43 % af de totale udledninger, olie 34 %, gas 18 %, cement 4,9 % og gasbrænding 0,7 %.[70]

 
Atmosfærisk CO2-koncentration fra 12.000 år siden til nær nutid fundet ved iskernemålinger og direkte målinger.

I maj 2013 blev det rapporteret at aflæsninger for CO2 taget på verdens primære referencested i Mauna Loa-observatoriet havde nået 400 ppm. Ifølge professor Brian Hoskins er dette sandsynligvis første gang CO2-niveauet har været så højt i cirka 4,5 millioner år.[71][72] Månedlige globale CO2-koncentrationer oversteg 400 ppm i marts 2015, sandsynligvis for første gang i flere millioner år.[73] Den 12. november 2015 rapporterede NASA-forskere at menneskeskabt kuldioxid fortsætter med at nå over niveauer som ikke har været oversteget i hundredetusinder af år: I dag bliver omtrent halvdelen af alt kuldioxid frigjort fra forbrænding af fossilt brændsel ikke optaget af vegetation og hav, og dermed forbliver det i atmosfæren.[49]

I løbet af de tre sidste årtier af 1900-tallet var bruttonationalproduktet per indbygger og befolkningsvæksten de vigtigste markører til at forudsige stigende udledninger af drivhusgasser.[74] CO2-udledningerne fortsætter med at stige på grund af forbrænding af fossilt brændsel og ændringer af arealbrug.[75][76] Ændring i arealbrug gælder blandt andet tørvemoser, som på trods af at de kun dækker 3 % af jordens landmasser indeholder 30 % af alt karbon som er lagret i jord og planter, dobbelt så meget som alle verdens skove som dækker 31 % af kontinenterne.[77][78] Udledningerne kan tilskrives forskellige regioner. Beregning af udledninger som følge af ændringer i arealbrug er behæftet med betydelig usikkerhed.[79][80]:289

Scenarier for udledninger, det vil sige estimater for ændringer i fremtidige udledninger af drivhusgasser, er blevet udarbejdet, men er afhængig af usikre økonomiske, sociologiske, teknologiske, og naturlige udviklinger.[81] I de fleste scenarier fortsætter udledningerne med at stige i løbet af dette århundrede, og i andre bliver udledningerne reduceret.[82][83] Fossile energireserver er i overflod, så adgang til disse vil ikke begrænse kulstofemissionerne i det 21. århundrede.[84] Udledningsscenarier kombineret med modellering af kulstofkredsløbet er blevet brugt til at udarbejde estimater for hvordan atmosfæriske koncentrationer af drivhusgasser kan ændre sig i fremtiden. Anvendes de seks «markør»-scenarier fra IPCC Special Report on Emissions Scenarios, antyder modellerne at inden år 2100 vil den atmosfæriske koncentration af CO2 være mellem 541 og 970 ppm.[85] Dette er 90-250 % over koncentrationen i år 1750.

Massemedier og offentligheden er ofte forvirrede over forskellen mellem den globale opvarmning på den ene side og skader på ozonlaget på den anden. Det sidste henviser til nedbrydning af ozon i stratosfæren forårsaget af CFC-gas.[86][87] Selv om der er nogen sammenhæng mellem nedbrydning af ozonlaget og global opvarmning, er forholdet mellem de to mekanismer ikke stærkt. Reduceret stratosfærisk ozon har haft en svag afkølende effekt på jordens overfladetemperaturer, mens øget troposfærisk ozon har haft en noget større opvarmende effekt.[88]

Aerosoler og sodRediger

 
Spor efter skibe kan ses som linjer i skyerne over Atlanterhavet ved USA's østkyst. Atmosfæriske partikler (aerosoler) fra disse skibe og andre kilder kan indirekte have stor effekt på klimaet.

Den gradvise reduktion i mængden af direkte global indstråling fra Solen på jordens overflade har på engelsk fået navnet global dimming. Fænomenet blev observeret fra 1961 til mindst 1990.[89] Luftbårne partikler kendt som aerosoler bliver produceret af vulkaner og forurening, og antages at være den vigtigste årsag til global dimming. De udøver en kølende effekt ved at øge refleksionen af indgående sollys. Virkningerne af forbrændingsprodukterne fra energiproduktion med fossilt brændsel, som CO2 og aerosoler, har delvist modvirket hinanden i de sidste årtier. Det betyder at nettoopvarmningen de sidste årtier er sket på grund af stigning i andre drivhusgasser end CO2, såsom metan.[90]

Strålingseffekten som skyldes aerosoler er tidsmæssigt begrænset på grund af de processer som fjerner aerosoler fra atmosfæren. Fjernelse som forårsages af skyer og nedbør giver troposfæriske aerosoler en levetid på bare én uge, mens stratosfæriske aerosoler kan forblive i atmosfæren i nogle år. Kuldioxid har en levetid på et århundrede eller mere, og dermed vil ændringer af indholdet af aerosoler kun forsinke klimaforandringerne kortvarigt.[91] Sort karbon eller sod (fra engelsk: «black carbon») kommer på andenpladsen, efter kuldioxid (CO2), for sit bidrag til den globale opvarmning.[92] stra I tillæg til sin direkte effekt på spredning og absorbering af solstråling har aerosoler en indirekte virkning på Jordens strålingsbalance. Sulfataerosoler fungerer som kondensationskerner og medfører at skyer får flere og mindre dråber. Disse skyer reflekterer dermed solstråling mere effektivt end skyer med færre og større dråber, et fænomen kendt som Twomey-effekt.[93] Denne effekt fører også til at dråber i skyer får mere ensartet størrelse, hvilket reducerer væksten af regndråber og gør skyen mere reflekterende med hensyn til indkommende sollys. Dette er kendt som Albrecht-effekt.[94] Indirekte effekter er mest mærkbare i marine stratusskyer, og har meget lidt strålingseffekt på konvektive skyer. Indirekte effekter af aerosoler udgør den største usikkerhed i strålingseffekten.[95]

Sod kan både have en kølende og opvarmende effekt på jordens klimasystem, afhængig af om det er luftbårent eller om det afsættes. Atmosfærisk sod absorberer direkte solstråling, som så varmer atmosfæren op og køler overfladen. I isolerede områder med høj produktion af sod, for eksempel landsbyer i Indien, kan så meget som 50 % af overfladeopvarmningen fra drivhusgasser have skyldtes den såkaldte asiatiske brune sky.[96] Når sod bliver afsat, specielt på gletsjere eller på is i arktiske områder, vil den lave overfladealbedo opvarme overfladen.[97] Påvirkningen fra atmosfæriske partikler, inklusiv sod, er størst i troperne og subtroperne, specielt i Asien, mens effekterne af drivhusgasser er dominerende ved troperne og den sydlige halvkugle.[98]

 
Ændringer i solindstråling og det månedlige antal solpletter siden midten af 1970-erne.
Diagram af: Hansen J, Kharecha P, Sato M, Masson-Delmotte V, Ackerman F, et al.
 
Bidrag fra naturlige faktorer og menneskelige aktiviteter til strålingspåvirkning af klimaforandringer med usikkerhedsbjælker.[99] Værdierne for strålingspåvirkning er fra 2005 til førindustriel tid (1750).[99] Bidraget fra solindstråling er 5 % af værdien af den kombinerede strålingspåvirkning som skyldes stigninger i de atmosfæriske koncentrationer af drivhusgasser som kuldioxid, metangas og nitrogenoxid.[100] Sort karbon er det samme som sod fra forbrændingsprocesser.
Diagram: Leland McInnes

SolaktivitetRediger

Siden 1978 er variationer i solindstrålingen blevet målt af satellitter.[101] Målingerne viser at solens indstråling ikke er steget i denne periode, så opvarmningen de sidste 40 år kan ikke tilskrives en stigning i solenergi som når jorden.

Klimamodeller er blevet brugt til at undersøge solens rolle i de sidste års klimaforandringer.[102] Modellerne er ikke i stand til at reproducere den hurtige opvarmning som er observeret de sidste årtier når de kun tager hensyn til variationer i solens energiproduktion og vulkansk aktivitet. Modellerne er imidlertid i stand til at simulere de observerede temperaturændringer gennem 1900-tallet når de inkluderer alle de vigtigste ydre drivkræfter, inklusiv menneskelige og naturlige påvirkninger.

En anden type bevis er forskellig temperaturændring for forskellige niveauer af jordens atmosfære.[103] Grundlæggende fysiske love kræver at drivhuseffekten producerer opvarmning af den lavere atmosfære (troposfæren), men køling af den øvre atmosfære (stratosfæren).[104][105] Nedbrydning af ozonlaget på grund af udledninger af kølemidler har også resulteret i en kraftig afkølende effekt i stratosfæren. Hvis solens variationer var ansvarlige for den observerede opvarmning, ville man forvente en opvarmning af både troposfæren og stratosfæren.[106]

Variationer i jordens baneRediger

  Hovedartikel: Milanković-cykler.

Jordens hældning og formen på jordens bane rundt om solen varierer noget over titusinder af år. Dette ændrer klimaet ved at ændre årstiderne og fordelingen af den indkommende solenergi for hver breddegrad på jordoverfladen.[107][108][109][110] Banecyklusser som er gunstige for at give istid er ikke ventet i løbet af de næste 50.000 år.[111][112]

Tilbagekoblingsmekanismer (feedback)Rediger

 
Havis, her fra Nunavut i det nordlige Canada, reflekterer sollys, mens åbent hav absorberer sollys, hvilket accelererer smeltningen.

Klimasystemet indeholder flere tilbagekoblingsmekanismer som forstærker eller svækker responsen i systemet på en ydre påvirkning, såsom en drivhusgas. Positiv tilbagekobling giver en forstærket respons i klimasystemet end den konkrete påvirkning i første omgang var årsag til, mens negative tilbagekoblinger svækker responsen.[113]

Der findes en række tilbagekoblingsmekanismer i klimasystemet, såsom vanddamp, ændringer af isens albedoeffekt (udbredelse af sne- og isdækket påvirker hvor meget jordoverfladen absorberer og reflekterer indkommende sollys), skyer, og ændringer i jordens kulstofkredsløb (for eksempel frigørelse af kulstof fra jordbunden).[114] Den største negative tilbagekobling er energien som jordens overflade udstråler til verdensrummet som infrarød stråling.[115] I henhold til Stefan-Boltzmanns lov vil en fordobling af den absolutte temperatur (målt i kelvin)[c] føre til en stigning i udstrålt energi med en faktor 16 (2 i 4. potens).[116]

Tilbagekoblinger er en vigtig faktor for at bestemme hvor følsomt klimasystemet er med hensyn til stigninger i de atmosfæriske koncentrationer af klimagasser. Hvis alt andet holdes lige, vil en højere klimafølsomhed give en større stigning i temperatur for en given stigning i drivhusgasser.[117] Usikkerhed omkring effekten af tilbagekoblinger er en vigtig grund til at forskellige klimamodeller giver forskellige beregnede temperatureffekter i et og samme scenarie for øgning af drivhusgasser. Mere forskning er nødvendig for at forstå hvilken rolle skyer[113] og kulstofkredsløbets tilbagekoblinger har i forudsigelser af klimaet.[118]

I forbindelse med tilbagekoblingsmekanismer taler man også om kritiske tærskler (se 'løbsk drivhuseffekt'). Der findes «komponenter eller fænomener i klimasystemet som har potentiale til at overskride kritiske tærskelværdier (fra engelsk: critical thresholds), der giver en pludselig overgang til en anden tilstand». Dette kan forårsage store forstyrrelser i menneskelige og naturlige systemer, og flere af disse kan være irreversible.[119]

Som eksempler på sådanne tærskler er konsekvenserne af opvarmning af Arktis og Antarktis som kan give mulige ændringer af havstrømmene, jetstrømmene, optøning af permafrost og udslip af drivhusgasser både fra land og hav, samt øgning af havniveauet ved smeltning af gletsjere og iskapper (for eksempel grønlandsisen). At overskride sådanne tærskler kan altså få betydning for klimaet på hele jorden.[120]

FN's klimapanels beregninger af udvalgte udslipsscenarier er klassificeret i intervallet for «sandsynlig» (større end 66 % sandsynlighed baseret på ekspertvurderinger)[45]. Klimapanelets projektioner afspejler dog ikke hele spekteret af usikkerhed.[121] Den nedre ende af det «sandsynlige» interval synes at være bedre afgrænset end den øvre del.[121]

KlimamodellerRediger

  Hovedartikel: Klimamodel.
 
Beregninger af global opvarmning udarbejdet i eller før 2001 ud fra en række klimamodeller defineret i Special Report on Emissions Scenarios som udslipscenarie «A2», som forudsætter at ingen tiltag iværksættes for at reducere udslip og regionalt opdelt økonomisk udvikling.
 
Anslået ændring i årlig middeltemperatur fra slutningen af 1900-tallet til midten af det 21. århundrede, baseret på et middelscenarie for udslip (SRES A1B).[122] Dette scenarie forudsætter at ingen fremtidig politik bliver vedtaget for at begrænse udslip af drivhusgasser.
Diagrammer: NOAA Geophysical Fluid Dynamics Laboratory[123]

En klimamodel er en matematisk model af de fysiske, kemiske og biologiske processer som påvirker klimasystemet.[124] Disse modeller er baseret på videnskabelige discipliner som væskedynamik og termodynamik, såvel som fysiske processer som stråling. Modellerne kan bruges til at forudsige en række variabler som lokal luftbevægelse, temperatur, skyer, og andre atmosfæriske egenskaber, samt havtemperatur, saltindhold og cirkulation, isdække på land og hav, overføring af varme og fugtighed fra jord og vegetation til atmosfæren, samt kemiske og biologiske processer, i tillæg til flere andre.

Selv om forskerne forsøger at få så mange processer som muligt med, er forenklinger af selve klimasystemet uundgåeligt på grund af begrænsninger af regnekraft og viden om klimasystemet. Resultater fra modellerne kan også variere på grund af forskellige drivhusgassers koncentration og modellens klimafølsomhed. For eksempel har usikkerheden i klimapanelets estimater fra 2007 flere årsager. For det første brug af modeller[121] med forskellige følsomheder overfor drivhusgaskoncentrationer (klimafølsomhed),[125] for det andet brug af forskellige estimater for menneskelige fremtidige udslip af drivhusgasser,[121] og for det tredje eventuelle andre udslip fra klimarelaterede tilbagekoblinger som ikke var inkluderet i modellerne klimapanelet brugte til at forberede sin rapport, for eksempel drivhusgasser frigjort fra permafrost.[126]

Modellerne antager ikke, at klimaet vil blive varmere på grund af øgede niveauer af drivhusgasser. I stedet forudsiger modellerne hvordan drivhusgasser vil påvirke strålingstransport og andre fysiske processer. Opvarmning eller nedkøling er derfor et resultat, og ikke en forudsætning, i modellerne.[127]

Skyer og deres effekt er specielt vanskelige at forudsige. Forbedrede modeller for repræsentation af skyer er derfor et vigtigt tema i dagens forskning.[128] En anden fremtrædende problemstilling er at udvide og forbedre repræsentationer af kulstofkredsløbet.[129][130][131]

Modeller bruges også til at undersøge årsagerne til nylige klimaændringer ved at sammenligne de observerede ændringer med dem som modellerne bruger som grundlag for naturlige og menneskeskabte effekter. Selv om disse modeller ikke entydigt forklarer opvarmningen som skete i årene omkring 1910–1945 som enten naturlige variationer eller menneskelige effekter, så mener de at opvarmningen siden 1970 først og fremmest skyldes menneskets udledning af drivhusgasser.[43]

Modellernes overensstemmelse med den fysiske virkelighed er testet ved at undersøge deres evne til at simulere dagens- eller tidligere tiders klima.[132] Klimamodellerne er i god overensstemmelse med observationer af de globale temperaturændringer i forrige århundrede, men simulerer ikke alle aspekter af klimaet.[133] Ikke alle virkninger af global opvarmning er nøjagtigt som FN's klimapanels klimamodeller forudsiger. Tilbagetrækningen af isen i Arktis har for eksempel været hurtigere end forudset.[134] Nedbør steg proportionalt med luftfugtigheden, og dermed betydeligt hurtigere end globale klimamodeller forudsiger.[135][136] Siden 1990 er havniveauet også steget betydeligt hurtigere end modellerne forudså det ville ske.[137]

Observerede og forventede miljøeffekterRediger

 
Nigardsbreen, en norsk gletsjer, har vekslet mellem vækst og tilbagegang de sidste 100 år. Der var tilvækst i 1990-erne og tilbagetrækning efter 2000.
Foto: Thierry Gschwind
 
Fremskrivninger af det gennemsnitlige havniveau for flere IPCC-scenarier.

Generelle ændringerRediger

Fremtidige klimaændringer og tilhørende konsekvenser vil variere fra region til region.[138][139] De forventede effekter af global opvarmning inkluderer øget global gennemsnitstemperatur, stigende havniveau, ændret nedbør og øget ørkenspredning i subtropene.[140]

Mennesket har sandsynligvis bidraget til nogle af de observerede forandringer, såsom havniveaustigning, klimaændringer som ekstremvejr (for eksempel antal varme og kolde dage), reduktion af den arktiske havis, afsmeltning af gletsjere, og udbredelse af vegetation i Sahara.[141][142]

I løbet af det 21. århundrede forventes gletsjere[143] og snedække[144] at forsætte sin tilbagetrækning. Estimater for reduktion af den arktiske havis varierer.[145][146] Nyere estimater tyder på at somrene kan blive isfrie i Arktis (defineret som isudbredelse på mindre end 1 million km²) så tidligt som 2025–2030.[147]

Ifølge IPCC drejer påvisning af global opvarmning sig alene om at vise, at klimaet har ændret sig i en fast defineret statistiske mening. Påvisning sker uden at angive en begrundelse for ændringen. Forklaring af global opvarmning drejer sig om at tilskrive årsager til de påviste klimaændringer med en vis defineret grad af sikkerhed.[148] Opdelingen mellem påvisning og forklaring kan også bruges i forhold til observerede ændringer i fysiske, økologiske og sociale systemer.[149]

EkstremvejrRediger

Opvarmningen forventes større over land end over hav og størst i Arktis, med fortsat mindskning af gletsjere, permafrost og havis. Andre sandsynlige ændringer inkluderer hyppigere ekstremvejr, herunder hedebølger, tørke, kraftig regn med oversvømmelser og kraftige snefald,[150] forsuring af havene og dyrearters uddøen på grund af ændrede temperaturer. Betydelige konsekvenser for mennesker er bl.a. risiko for mindsket fødevaresikkerhed på grund af svigtende afgrøder og opgivelse af beboede områder på grund af stigende havniveau.[151][152]

Ændringer i regionalt klima forventes at omfatte større opvarmning over land, med mest opvarmning på de højere nordlige breddegrader, og mindst opvarmning i Det Sydlige Ishav og dele af Nordatlanten.[153]

Fremtidige ændringer i nedbør forventes at følge eksisterende tendenser, med reduceret nedbør over subtropiske landområder, og øget nedbør på subpolare breddegrader og i visse regioner omkring ækvator.[154] Prognoserne antyder en sandsynlig øgning i hyppigheden og alvorsgraden af enkelte ekstreme vejrhændelser, for eksempel hedebølger.[155] I et studie fra 2015 publiceret i Nature Climate Change udtales det:

  Omtrent 18 % af de moderate daglige nedbørsekstremer over land skyldes den observerede temperaturøgning siden den førindustrielle tid, som igen primært er resultatet af menneskelig påvirkning. For 2 °C opvarmning er andelen som tilskrives menneskelig påvirkning på ekstrem nedbør cirka 40%. På samme måde er cirka 75 % af de moderate daglige varmeekstremer over land i dag forårsaget af opvarmning. Det er de mest sjældne og ekstreme hændelser som har den største andel af menneskeskabt bidrag, og bidraget øges lineært med yderligere opvarmning.[156][157]  

Dataanalyse af ekstreme vejrhændelser fra 1960 til 2010 viser at tørke og hedebølger forekommer på samme tid og med øget frekvens.[158] Ekstremt våde eller tørre hændelser indenfor monsuntiden er blevet hyppigere siden 1980.[159]

HavniveaustigningRediger

 
Kort over jorden med en forøgelse af havniveau med seks meter indikeret med rødt.
Diagram af: NASA
 
Rapporter viser at gletsjere har trukket sig tilbage siden tidligt i 1800-tallet, men først i 1950-erne startede systematiske målinger med overvågning af massebalancen for gletsjere, indsamlet af World Glacier Monitoring Service og National Snow and Ice Data Center. Her er målinger vist med usikkerhedsbjælker lagt til.
Diagram af: Robert A. Rohde

Havniveaustigningen siden 1993 er blevet estimeret til mellem 2,6 mm og 2,9 mm per år, ±0,4 mm. Yderligere er havniveaustigningen accelereret fra 1995 til 2015.[160] I løbet af det 21. århundrede har klimapanelets fremskrivninger for et højt udslipsscenarie forudsagt at det globale gennemsnitshavniveau kan stige med 52–98 cm.[161] Klimapanelets estimater er konservative og kan have undervurderet den fremtidige havniveaustigning.[162] Andre estimater for samme periode finder, at det globale gennemsnitshavniveau kan stige med 0,2 til 2,0 m i forhold til det gennemsnitlige havniveau i 1992.[163]

Udbredte oversvømmelser langs kysterne kan forventes hvis flere graders opvarmning varer ved i årtusinder.[164] For eksempel kan vedvarende global opvarmning på mere end 2 °C (i forhold til førindustriel tid) føre til havstigning på omkring 1–4 m på grund af termisk udvidelse af havvand og smeltning af gletsjere. Smeltning af Grønlands indlandsis kan bidrage med yderligere 4 til 7,5 m over mange tusinde år.[164] Det er blevet estimeret at man allerede er sikker på en havniveaustigning på cirka 2,3 meter for hver grad temperaturstigning i løbet af de næste 2000 år.[165]

Opvarmning udover 2 °C-målet ville potentielt føre til havniveaustigning domineret af smeltning fra isen i Antarktis. Fortsat CO2-udledning fra fossile kilder kan føre til 20 til 50 meters havstigning over de næste årtusinder. Dette vil kulminere i afsmeltning af hele indlandsisen i Antarktis, med en havstigning på omkring 58 meter til følge.[166]

Økologiske systemerRediger

I terrestriske (jordbaserede) økosystemer vil foråret indtræffe tidligere og udbredelsesområderne for plante- og dyrearter vil bevæge sig mod polerne og opad i højden, hvilket med stor sikkerhed er blevet kædet sammen med nutidens opvarmning.[167] Fremtidige klimaforandringer forventes at påvirke specielt økosystemer som tundra, mangrover og koralrev.[153] Det er forventet at de fleste økosystemer vil blive påvirket af højere atmosfærisk CO2-niveau, kombineret med højere globale temperaturer.[168] I det store og hele er det ventet at klimaforandringerne vil føre til udryddelse af mange arter, samt reduceret biodiversitet.[169]

Stigning i atmosfærisk CO2-koncentration har ført til en øget i havets surhedsniveau.[170] CO2 bliver opløst i havet og øger havets surhed, hvilket kan ses ved lavere målte pH-værdier.[170] Mellem 1750 og 2000 er overfladeværdien af pH i havet faldet fra ≈8,2 til ≈8,1.[171] Overfladeniveauer af pH i havet har sandsynligvis ikke været under ≈8,1 i løbet af de sidste 2 millioner år.[171] Estimater tyder på at overfladeværdier af pH i havet vil kunne blive reduceret med yderligere 0,3–0,4 enheder i løbet af år 2100.[172] Fremtidig havforsuring kan true koralrev, fiskerierne, fredede arter og andre naturressourcer af stor værdi for samfundet.[170][173]

Reduktion af iltniveau i havet forventes at øge miljøproblemet med 10 %, og tredoble farvande med delvist iltsvind (iltkoncentrationer mindre end 98 % af gennemsnitlige overfladekoncentrationer), for hver 1 °C stigning i overfladetemperaturen i havet.[174]

LangtidsvirkningerRediger

I en tidsramme på århundreder til årtusinder bliver omfanget af global opvarmning hovedsageligt bestemt af menneskeskabt CO2-udledning. Dette skyldes at kuldioxid bliver i atmosfæren i lang tid.[175] Fordi klimasystemet har en stor «træghed» og drivhusgasser forbliver i atmosfæren i lang tid, vil mange af disse effekter ikke bare eksistere i flere årtier eller århundreder, men snarere i titusinder af år.[176]

Stabilisering af den globale gennemsnitstemperatur vil kræve store reduktioner af CO2-udledningerne, samt reduktioner i udledning af andre drivhusgasser som metan og nitrogenoxider.[175][177] Udledning af CO2 skal reduceres med mere end 80 % i forhold til sit topniveau. Herefter vil de globale gennemsnitstemperaturer holde sig nær sit højeste niveau i mange århundreder.[175] I 2016 så man den årlige udledning af CO2 fra forbrænding af fossile brændsler stagnere, men avisen The Guardian skrev at den skal «reduceres for at have en reel påvirkning på klimaforandringerne». I mellemtiden fortsætter drivhusgasserne med at hobe sig op i atmosfæren.[178] CO2 er heller ikke den eneste betydende faktor for klimaforandringer. Koncentrationer af atmosfærisk metan, en anden drivhusgas, steg af ukendte årsager kraftigt mellem 2006 og 2016. Dette undergraver indsatsen for at bekæmpe global opvarmning, og det øger risikoen for en ukontrollerbar drivhuseffekt.[179]

Langtidseffekter inkluderer også en ændring i jordskorpen på grund af isafsmeltning og mindre gletsjere, altså det som kaldes landhævning. Fordi landmasserne ikke længere vil være presset ned af vægten af is fra gletsjere i samme grad, kan der forekomme jordskred og øget seismisk og vulkansk aktivitet. Tsunamier kan blive genereret af undersøiske skred forårsaget af varmere havvand der optør undersøisk permafrost, eller afgiver gashydrater.[180] Nogle dele af verden, som for eksempel de franske Alper, viser allerede tegn på stigning i hyppigheden af jordskred.[181]

Store og pludselige ændringerRediger

Klimaforandringerne kan føre til globale og store ændringer i både miljøet og i samfundssystemer.[182] Eksempler på dette er muligheden for at den termohaline cirkulation (som inkluderer Golfstrømmen) bliver svagere eller stopper helt op. En fuld opbremsning ville ændre vejret i Europa og Nordamerika betydeligt. Andre eksempler er havforsuring som følge af øgede koncentrationer af kuldioxid, og den langsigtede smeltning af iskapperne, som ville bidrage til havniveaustigning.[183]

Nogle langtidsændringer kan opstå brat, det vil sige over en kort tidsperiode, og kan også være irreversible. Eksempler på pludselige klimaændringer er hurtig frigørelse af metan og kuldioxid fra tøende permafrost, som kan føre til forstærket global opvarmning, eller opbremsning af den termohaline cirkulation.[184][185] Den videnskabelige forståelse af bratte klimaændringer er generelt dårlig.[184][186] Faktorer som kan øge sandsynligheden for pludselige klimaændringer, er højere niveauer af global opvarmning, at opvarmningen sker i hurtigt tempo, og at opvarmningen varer ved over længere tid.[186]

Observerede og forventede effekter på samfundRediger

 
Områder som kan være sårbare overfor klimaforandringer: Rosa - orkaner, gul - ørkenspredning og tørke, blå - oversvømmelser.

TemperaturstigningRediger

Estimater fra klimamodeller opsummeret i IPCCs femte hovedrapport angiver, at der i løbet af det 21. århundrede vil ske en stigning i den globale overfladetemperatur på yderligere 0,3 til 1,7 °C for de laveste udledningsscenarier og 2,6 til 4,8 °C for de højeste udledningsscenarier.[187][d] Disse resultater er ikke modsagt af noget videnskabeligt organ af national eller international betydning.[189]

Effekter af klimaforandringer på mennesker og samfund er blevet påvist rundt om i verden, hovedsageligt forårsaget af opvarmning eller ændringer i nedbørsmønstre, eller begge dele. Produktion af hvede og majs globalt er blevet påvirket af klimaforandringer. Kornproduktion er steget på nogle breddegrader som i Storbritannien og Nordøstkina, men økonomiske tab som følge af ekstremvejr er steget globalt. Der har været et skifte fra kulde- til varme-relateret dødelighed i nogle regioner som et resultat af opvarmning. Livsgrundlaget for urfolk i Arktis er blevet ændret, og der er eksempler på at klimaforandringer påvirker livsgrundlaget for urfolk i andre regioner. Regionale effekter af klimaforandringer er nu observerbare flere steder end før, på alle kontinenter og tværs over verdenshave.[190]

De fremtidige samfundsmæssige konsekvenser af klimaforandringer vil blive skæve.[191] Mange risici forventes at stige med højere niveauer af global opvarmning.[192] Alle regioner risikerer at opleve negative effekter.[193] På lavere breddegrader vil mindre udviklede områder stå overfor den største risiko.[194] Et studie fra 2015 konkluderede at den økonomiske vækst (bruttonationalprodukt) i fattige lande vil blive meget mere svækket af den estimerede fremtidige opvarmning end tidligere antaget.[195]

En metaanalyse af 56 studier konkluderede i 2014 at hver grad temperaturstigning vil give en stigning i vold med op til 20 %, såsom slåskampe, voldskriminalitet, civile uroligheder eller krig.[196]

Eksempler på konsekvenser ved klimaforandringerne er:

  • Fødevareproduktion: Dyrkning af korn vil sandsynligvis blive negativt påvirket i lande på lavere breddegrader, mens effekter på nordlige breddegrader kan være både positiv eller negativ.[197] Global opvarmning på omkring 4,6 °C i forhold til førindustrielt niveau kan udgøre en stor risiko for global og regional fødevaresikkerhed.[198]
  • Sundhed: De generelle konsekvenser vil blive mere negative end positive.[199][200][201] Konsekvenserne omfatter effekterne af ekstremvejr, som fører til skade og tab af liv[202] og indirekte effekter, for eksempel underernæring forårsaget af svigtende afgrøder.[200][201][203]

Oversvømmelser af beboede områderRediger

På små øer og omkring store floddeltaer forventes oversvømmelse som følge af havniveaustigning at true vital infrastruktur og beboede områder.[204][205] Dette kan føre til problemer med hjemløshed i lande med lavtliggende områder som Bangladesh, samt problemer for hele befolkninger i lande som Maldiverne og Tuvalu.[206]

Økonomiske konsekvenserRediger

 
Skader på infrastruktur, private og offentlige bygninger, sygdom og nedsat livskvalitet er eksempler på hvordan ekstremvejr får økonomiske konsekvenser i stor skala, hvis hyppigheden og omfanget af det ekstreme vejr øges. Her fra New Orleans i Louisiana i USA under Orkanen Katrina i 2005.
Foto: Jocelyn Augustino

Blandt økonomiske eksperter er der stor enighed om, at klimaforandringerne vil få store negative konsekvenser indenfor mange områder.[207] Klimaforandringer forventes at få økonomiske konsekvenser på grund af påvirkning af afgrøder, mindre landareal og højere havniveau, ændret fiskeri, skader på grund af ekstremvejr, ændret produktivitet og udgifter til sundhedsvæsenet på grund af sygdom ved høje temperaturer, ændrede turiststrømme, ændret energibehov til køling og opvarmning, samt andre konsekvenser.

Der er store usikkerheder involveret, specielt hvis den fremtidige globale temperatur øges meget, det vil sige over 2 °C. Påvirkningen er ikke entydigt negativ; for eksempel vil øget CO2 i atmosfæren øge plantevækst og kunne give flere afgrøder, mens tørke har modsat effekt. Det er også forventet, at mange lande på den nordlige halvkugle netto vil få økonomiske fordele af klimaforandringerne, i hvert fald i de nærmeste årtier, mens ulemperne for landene som allerede har et varmt klima, er større. De forskellige landes evne og mulighed for at tilpasse sig klimaforandringerne vil også have stor betydning for de økonomiske konsekvenser.[208]

Der foreligger studier som forsøger at kvantificere udgifterne som klimaforandringerne vil kunne bringe. Hvis de nutidige tendenser fortsætter, er udgifterne i USA i år 2100 beregnet til at være næsten 1,9 billioner US-Dollar per år (i nutidens pengeværdi; "almost $1.9 trillion annually"). Beregningen omfatter udgifter til skader forårsaget af orkaner, skader på ejendom, energiomkostninger og udgifter til vandforsyning. Beløbet svarer til 1,8 % af landets bruttonationalprodukt.[209]

Estimater baseret på klimapanelets A1B-udledningsscenarie for ekstra drivhusgasser som CO2 og CH4 frigjort fra permafrosten, finder skader på 43 billioner amerikanske dollar.[210]

InfrastrukturRediger

Infrastruktur kan blive påvirket af klimaforandringer. Eksempelvis kan ekstremvejr forårsage skader på infrastruktur som vandforsyning, energiforsyning, kommunikationssystemer, veje, havne, og flyvepladser. Det er de indirekte konsekvenser for samfundet når infrastruktur ikke fungerer, som er mest alvorlige. Svigt i et system kan også føre til svigt i andre; specielt i tætbefolkede områder kan der opstå kaskadefejl hvor mange typer infrastruktur holder op med at virke samtidigt.[211]

Fortsat optøning af permafrost vil sandsynligvis føre til mere ustabil infrastruktur i arktiske områder før 2100. Her forventes påvirkning af veje, rørledninger og bygninger, vandforsyning, samt landskred.[212]

Mulige tiltag mod global opvarmningRediger

Internationale forpligtelserRediger

Mulige samfundsmæssige tiltag mod global opvarmning kan være i form af udledningsreduktion, tilpasning til dens virkninger, tilpasning af bygninger og mulig fremtidig geoengineering. De fleste lande i verden er parter i FN's klimakonvention UNFCCC, som har vedtaget en grænse på 2 °C.[213] Den har som endeligt mål at forhindre farlig menneskeskabt klimaforandring. Parterne i klimakonventionen er enige om at dybe nedskæringer i udledningerne er nødvendige,[214] og at den globale opvarmning skal begrænses til under 2,0 °C i forhold til den førindustrielle temperatur,[e] om muligt blot 1,5 °C temperaturstigning.[216]

Landene har forskellig klimapolitik for at reducere deres udledninger.

BegrænsningRediger

 
Grafen til højre viser tre muligheder for at møde klimakonventionens 2 °C-mål, mærket «global teknologi», «decentraliserede løsninger», og «forbrugsændringer». Hver mulighed viser hvordan forskellige tiltag (for eksempel forbedret energieffektivitet og øget brug af vedvarende energi) kan bidrage til udledningsreduktioner.[217]
Diagram: PBL Nederland Environmental Assessment Agency

Reduktion af udledninger af drivhusgasser er én mulighed for at begrænse klimaforandringerne, en anden er at øge kapaciteten af kulstofoptag for at trække større mængder af drivhusgasser ud af atmosfæren.[218] Der er et stort potentiale for fremtidige reduktioner af udledninger ved at kombinere flere typer tiltag: Energibesparelser og øget energieffektivitet, overgang til andre energiteknologier, for eksempel vedvarende energi, atomenergi, samt kulstofoptag og -lagring,[219][220] På den anden side står muligheden for forstærket kulstofoptag ved for eksempel skovrejsning og ved at forebygge afskovning.[219][220] En rapport fra Citibank fra 2015 konkluderede at overgang til en lavkulstoføkonomi vil give positivt afkast på investeringerne.[221]

Det ser ikke ud til at udviklingen i de globale energisystemer er i overensstemmelse med ønsket om at begrænse den globale opvarmning til under 1,5 eller 2 °C, i forhold til førindustrielt niveau.[222][223] Aftalerne som blev forfattet under FN's klimakonference i 2010 vil nok (66-100 % sandsynlighed) kun betyde en begrænsning af den globale opvarmning (i det 21. århundrede) til under 3 °C, i forhold til førindustrielt niveau.[223]

For at begrænse opvarmningen til under 2 °C kræves større udledningsreduktioner på kort sigt, hvilket vil tillade langsommere reduktioner efter 2030.[224] Ifølge mange modeller vil det ikke være muligt at nå 2 °C-målet, hvis pessimistiske forudsætninger lægges til grund i forhold til tilgængeligheden af nye teknologier.[225]

TilpasningRediger

En anden politisk mulighed er tilpasning til klimaforandringerne. Tilpasning til klimaforandringerne kan være planlagt, enten som en reaktion eller som forberedelse på forventningerne, eller spontan, det vil sige uden statslig indblanding.[226] Tilpasninger sker allerede i begrænset omfang i dag. Barrierer, begrænsninger og udgifter ved fremtidige tilpasninger er ikke fuldt forstået endnu.[219]

Et koncept knyttet til tilpasning er tilpasningskapacitet, som henviser til et systems (menneskelig, naturlig eller en organisation) evne til at tilpasse sig klimaforandringer (inkluderet klimavariationer og ekstremer) for at moderere potentielle skader, for at drage nytte af muligheder, eller for at håndtere konsekvenserne.[227] I et scenarie uden tiltag for at begrænse udledninger af drivhusgasser, vil klimaforandringerne på lang sigt sandsynligvis overstige tilpasningskapaciteten af naturlige, menneskelige og organisatoriske systemer.[228]

Miljøorganisationer og personer i offentligheden har præsenteret konsekvenserne af klimaforandringer og den risiko de indebærer, for at fremme ændringer i infrastruktur og udledningsreduktioner.[229]

GeoengineeringRediger

Geoengineering[f] er tekniske indgreb for på en direkte måde at ændre klimaet. Der er forsket i geoengineering som et muligt svar på global opvarmning af blandt andre NASA[230] og Royal Society.[231] Aktuelle teknikker falder typisk i to kategorier: påvirkning af solindstrålingen og fjernelse af kuldioxid fra atmosfæren. Diverse andre tiltag er dog også blevet foreslået. Et studie fra 2014 undersøgte de typiske klimatekniske metoder som er blevet foreslået. Konklusionen var, at de enten er ineffektive eller har alvorlige potentielle bivirkninger, og heller ikke kan stoppes igen uden at der opstår pludselige klimaforandringer.[232]

Handling, konsensus og diskussionRediger

Politisk handlingRediger

 
Artikel 2 i FN's rammekonvention om klimaændringer henviser specielt til «stabilisering af koncentrationen af klimagasser».[233] For at stabilisere den atmosfæriske koncentration af CO2 over hele verden er der behov for en dramatisk reduktion fra nuværende niveau.[234]

Næsten alle lande i verden er parter i FN's klimakonvention (UNFCCC).[235] Hovedformålet med konventionen er at forhindre farlig menneskelig påvirkning af klimasystemet.[236] Som beskrevet i konventionen, kræver dette at koncentrationen af drivhusgasser stabiliseres i atmosfæren på et niveau hvor økosystemerne kan tilpasse sig naturligt til klimaforandringerne, fødevareproduktionen undgår at blive truet, og økonomisk udvikling kan fortsætte på en bæredygtig måde.[237] Rammekonventionen blev vedtaget i 1992, men siden dengang er de globale udledninger steget.[238]

I løbet af forhandlingerne pressede G77 (en lobbygruppe i FN som repræsenterer 133 udviklingslande)[239]:4 på for at industrilande skulle «[tage] ledelsen» ved at reducere deres udledninger.[240] Forslaget blev begrundet med, at den udviklede verdens udledninger havde bidraget mest til akkumuleringen af drivhusgasser i atmosfæren. Per capita-udledninger (det vil sige udledning per indbygger) var fortsat relativt lave i udviklingslandene, og udledningerne i udviklingslande måtte vokse for at disse kunne møde deres udviklingsbehov.[80]:290

Kravet om at industrilandene skulle tage et særligt ansvar blev videreført i Kyotoprotokollen til rammekonventionen,[80]:290 som retslig trådte i kraft i 2005.[241] Ved at ratificere Kyoto-protokollen accepterede de fleste udviklede land juridisk bindende forpligtelser i forhold til at begrænse deres udledninger. Første runde af disse forpligtelser udløb 2012.[241] USAs præsident George W. Bush afviste aftalen på det grundlag at «det fritager 80 % af verden, inkluderet store befolkninger som Kina og Indien, fra forpligtelser, og vil føre til alvorlig skade på den amerikanske økonomi.»[239]:5

Under FN's klimakonference 2009 i København fremlagde flere af parterne fra UNFCCC en aftale, efterfølgende kendt som Københavneraftalen.[242][243] Parterne der tiltrådte aftalen (140 lande i november 2010)[244]:9 havde som mål at begrænse den fremtidige stigning i global temperatur til under 2 °C.[245] Det 16. partsmøde (COP16) blev afholdt på Cancún i 2010. Der blev fremlagt en aftale, men ikke en bindende traktat, om at partene bør handle øjeblikkeligt for at reducere drivhusgasudledningerne for at nå målet om at begrænse den globale opvarmning til 2 °C over førindustrielle temperaturer. De erkendte også behovet for at vurdere om målet skulle skærpes til en begrænsning af den globale gennemsnitlige temperaturstigning til 1,5 °C.[246]

 
Delegationslederne ved klimatopmødet i Paris i 2015.

Ved klimatopmødet i Paris i 2015 (COP 21) blev der enighed om en aftale, Parisaftalen, med bestemmelser for blandt andet reduktioner i udledninger af drivhusgasser, klimatilpasning og støtte til udviklingslandes omstilling. Efter at EU ratificerede aftalen i oktober 2016, blev den ratificeret af 55 lande, med en dækningsgrad på 55 % af de globale udledninger, og trådte i kraft fra 4. november 2016.[247] Parisaftalens mål er, at de globale udledninger hurtigst mulig skal falde. Formålet med aftalen er at:[248]

  1. holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur godt under 2 °C sammenlignet med førindustrielt niveau og tilstræbe at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C;
  2. øge evnen til at tilpasse sig klimaforandringer og fremme klimarobusthed og udvikling med lav udledning, på en måde som ikke sætter fødevareproduktionen i fare;
  3. gøre finansieringsmuligheder forenelige med en klimarobust udvikling med lav udledning.

I anden halvdel af det 21. århundrede er der et mål om netto nulludledning, det vil sige at menneskeskabte udledninger ikke skal være større end naturens optag af drivhusgasser.[249]

Videnskabelig konsensusRediger

Der foregår en konstant videnskabelig debat og forskning gennem offentliggørelse af fagfællebedømte videnskabelige artikler. Disse artikler vurderes af forskere inden for de relevante felter i FN's klimapanel (IPCC). Den videnskabelige konsensus pr. 2013 er beskrevet i IPCC's femte hovedrapport, som fastslår at «det er yderst sandsynligt at menneskelig aktivitet har været den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af 1900-tallet».[250] En rapport fra 2008 fra det amerikanske National Academy of Sciences fastslog, at de fleste forskere var enige om, at den observerede opvarmning de sidste årtier hovedsageligt skyldtes menneskelig aktivitet som har øget mængden af drivhusgasser i atmosfæren.[75] I 2005 udtalte Royal Society, at mens det overvældende flertal af forskere var enige om hovedpunkterne, var der nogle individer og organisationer som modsatte sig konsensussen om nødvendigheden af hastetiltag for at reducere udledningerne af drivhusgasser. Disse har forsøgt at undergrave videnskaben og arbejdet for FN's klimapanel.[251] Yderligere har nationale videnskabsakademier opfordret verdens politiske ledere til at sænke de globale udledninger.[252]

I den videnskabelige litteratur er der en stærk enighed om, at den globale overfladetemperatur er steget de sidste årtier, og at tendensen hovedsageligt skyldes menneskeskabte udledninger af drivhusgasser.[253] Ingen videnskabelige organer af national eller international betydning er uenige i dette synspunkt.[189][254]

Diskussion i det offentlige rumRediger

  Hovedartikel: Klimaskepsis.
 
Reduceret havis har givet vanskeligere forhold for isbjørne, hvilket er blevet et symbol på klimaforandringerne.
Foto: Arturo de Frias Marques

I den offentlige debat diskuteres det om global opvarmning er en realitet, hvor meget af den der er sket i nyere tid, hvad der har forårsaget den, hvad dens effekter vil blive, og om der kan og bør gøres noget ved den. Debatten er væsentligt mere omtalt i massemedierne end i den videnskabelige litteratur.[255][256] Specielt diskuteres årsagerne til stigningen af den globale gennemsnitstemperatur, især siden midten af 1900-tallet, om tendensen er enestående eller indenfor normale klimatiske variationer, om menneskeheden har bidraget betydeligt til den, og om stigningen helt eller delvist skyldes fejlmålinger. Andre uenigheder handler om estimater for klimafølsomhed, forudsigelser af fremtidig opvarmning, og hvad konsekvenserne af den globale opvarmning vil blive.

I 1990 var amerikanske konservative tænketanke begyndt at betvivle om global opvarmning virkelig var et problem for samfundet. De udfordrede de videnskabelige beviser, hævdede at global opvarmning ville have fordele, og hævdede at de foreslåede løsninger ville gøre mere skade end gavn.[257] Nogle mennesker tviler på aspekter af klimaforandringerne.[251][258] Organisationer som libertarianske Competitive Enterprise Institute, konservative kommentatorer, og nogle selskaber som Exxon Mobil har udfordret IPCCs klimascenarier, finansieret forskere som er uenige med den videnskabelige konsensus, og har lavet deres egne forudsigelser af de økonomiske omkostninger ved klimatiltag.[259][260][261][262] På den anden side mindskede fx olieselskabet Exxon sin støtte til "klimaskeptikere" fra 2005 til 2006,[263] mens andre selskaber ligefrem talte for en politik, der skal reducere den globale opvarmning.[264] De internationale olieselskaber er begyndt at erkende at klimaforandringer eksisterer, og er forårsaget af menneskelige aktiviteter og forbrænding af fossile brændstoffer.[265]

MeningsmålingerRediger

I en undersøgelse fra marts–maj 2013 af Pew Research Center, hvor mennesker i 39 lande blev spurgt om globale trusler, anså en median på 54 % klimaforandringer som en stor trussel for deres land. Der er betydelige regionale forskelle, med amerikanere og kinesere (med økonomier som er ansvarlige for de største årlige CO2-udledninger) blandt de mindst bekymrede, med henholdsvis 40 og 39 procent.[266]

Verdens befolkning, eller i det mindste folk i økonomisk udviklede regioner, blev for alvor klar over problemet med den globale opvarmning mod slutningen af 1980-erne. Meningsmålingsinstitutter begyndte at følge med i folks synspunkter om emnet, hovedsageligt i USA.[267] En opinionsundersøgelse foretaget over lang tid af Gallup i USA har fundet relativt små ændringer i folks holdninger. Der var omkring 10 % ændring i årene 1998–2015 i folks opfattelse af hvor alvorlig global opvarmning er, men med øget polarisering mellem dem som er bekymrede, og dem som er ligeglade.[268]

Den første store verdensomspændende meningsmåling blev udført af Gallup i årene 2008–2009 i 127 lande. Undersøgelsen viste at omkring 62 % af alle mennesker over hele verden sagde, at de kendte til global opvarmning. I de mest udviklede industrilande i Nordamerika, Europa og Japan, var det 90 % eller flere som kendte til global opvarmning (97 % i USA og 99 % i Japan), i mindre udviklede lande, særligt i Afrika, var det færre end en fjerdedel some kendte til det, selv om mange havde lagt mærke til, at det lokale vejr forandrer sig. Blandt de som kendte til global opvarmning, var der en stor variation mellem landene i opfattelsen af om opvarmningen var et resultat af menneskelig aktivitet.[269]

I 2010 fandt Gallup i en undersøgelse med adspurgte i 111 lande, at der var en betydelig nedgang siden 2007–2008 i antallet af amerikanere og europæere som så på global opvarmning som en alvorlig trussel. I USA var det kun lidt over halvdelen af befolkningen (53 %) som så på det som en alvorlig bekymring for enten dem selv eller deres familier. Dette var 10 procentpoint lavere end ved den tilsvarende meningsmåling i 2008 (63 %). Latinamerika havde den største stigning i bekymring. Her var det 73 % som så på den globale opvarmning som en alvorlig trussel mod deres familier.[270] Denne globale opinionsundersøgelse viste også, at folk anså det som mere sandsynligt at den globale opvarmning skal tilskrives menneskelig aktivitet end naturlige årsager, bortset fra i USA, hvor næsten halvdelen (47 %) af befolkningen tilskriver global opvarmning naturlige årsager.[271]

I en undersøgelse fra januar 2013 fandt Pew Research Center at 69 % af amerikanerne mente, at der er solide beviser for at jordens gennemsnitstemperatur er blevet varmere i løbet af de sidste årtier, en stigning på seks procentpoint siden november 2011, og 12 procentpoint siden 2009.[272]

En undersøgelse fra 2010 i 14 industrilande viste, at skepsissen omkring farerne ved global opvarmning var højest i Australien, Norge, New Zealand og USA, i den rækkefølge, noget som korrelerer positivt med kuldioxidudledninger per indbygger.[273]

Se ogsåRediger

NoterRediger

  1. ^ Videnskabelige tidsskrifter bruger «global opvarmning» for at beskrive en øget global gennemsnitstemperatur på jordens overflade, og de fleste af disse begrænser yderligere «global opvarmning» til øgninger som følge af menneskelig aktivitet eller større mængder drivhusgasser i atmosfæren.
  2. ^ Drivhuseffekten giver en gennemsnitlig global temperaturstigning på cirka 33 ºC i forhold til beregninger for et sortlegeme uden nogen drivhuseffekt, ikke en gennemsnitlig overfladetemperatur på 33 ºC. Den gennemsnitlige overfladetemperatur verden over er omtrent 14 °C.
  3. ^ En temperaturstigning fra 10 °C til 20 °C er ikke en fordobling af den absolutte temperatur. En stigning fra (273 + 10) K = 283 K til (273 + 20) K = 293 K er en stigning på (293-283)/283 = 3,5%.
  4. ^ Den fælles udtalelse fra 2001 blev underskrevet af de nationale videnskabsakademier i Australien, Belgien, Brasillien, Canada, Caribien, Kina, Frankrig, Tyskland, Indien, Indonesien, Irland, Italien, Malaysia, New Zealand, Sverige og Storbritannien.[188] Udtalelsen fra 2005 inkluderer også Japan, Rusland og USA. Udtalelsen fra 2007 inkluderer Mexico og Sydafrika. Endvidere har Network of African Science Academies og the Polish Academy of Sciences givet egne udtalelser. Blandt professionelle videnskabelige selskaber som har udtalt sig er: American Astronomical Society, American Chemical Society, American Geophysical Union, American Institute of Physics, American Meteorological Society, American Physical Society, American Quaternary Association, Australian Meteorological and Oceanographic Society, Canadian Foundation for Climate and Atmospheric Sciences, Canadian Meteorological and Oceanographic Society, European Academy of Sciences and Arts, European Geosciences Union, European Science Foundation, Geological Society of America, Geological Society of Australia, Geological Society of London-Stratigraphy Commission, InterAcademy Council, International Union of Geodesy and Geophysics, International Union for Quaternary Research, National Association of Geoscience Teachers, United States National Research Council, Royal Meteorological Society og World Meteorological Organization.
  5. ^ Jorden har allerede oplevet næsten halvdelen af 2,0 °C beskrevet i Cancún-aftalen. I de sidste 100 år steg jordens gennemsnitsoverfladetemperatur med cirka 0,8 °C, hvoraf to tredjedele af stigningen forekom i løbet af bare de sidste tre årtier.[215]
  6. ^ Fra engelsk: teknologiske ændringer af jordens fysiske systemer.

KildehenvisningerRediger

  1. ^ Weart, Spencer R. (februar 2014). "The Discovery of Global Warming; The Public and Climate Change: Suspicions of a Human-Caused Greenhouse (1956-1969)". American Institute of Physics. Hentet 13. april 2020. , and footnote 27
  2. ^ a b c Erik Conway. «What's in a Name? Global Warming vs. Climate Change», NASA, 5 December 2008
  3. ^ Weart, Spencer R. (februar 2014). "The Discovery of Global Warming; The Public and Climate Change: The Summer of 1988". American Institute of Physics. Hentet 13. april 2020. 
  4. ^ U.S. Senate, Committee on Energy and Natural Resources, «Greenhouse Effect and Global Climate Change, part 2» 100th Cong., 1st sess., 23 June 1988, p. 44.
  5. ^ Brown, Dwayne; Cabbage, Michael; McCarthy, Leslie; Norton, Karen (20. januar 2016). "NASA, NOAA Analyses Reveal Record-Shattering Global Warm Temperatures in 2015". NASA. Hentet 21. januar 2016. 
  6. ^ Rhein, M., et al. (June 7, 2013): Box 3.1, in: Chapter 3: Observations: Ocean (final draft accepted by IPCC Working Group I), pp.11-12 (pp.14-15 of PDF chapter), in: IPCC AR5 WG1 2013
  7. ^ IPCC (November 11, 2013): D.3 Detection and Attribution of Climate Change, in: Summary for Policymakers (finalized version), p.15, in: IPCC AR5 WG1 2013
  8. ^ «Global Warming», på NASAs hjemmeside Earth Observatory; besøgt 13. april 2020.
  9. ^ Gillis, Justin (28. november 2015). "Short Answers to Hard Questions About Climate Change". The New York Times. Hentet 13. april 2020. 
  10. ^ Simpson, John. Oxford English Dictionary. (Global warming is a) gradual increase in the overall temperature of the earth’s atmosphere generally attributed to the greenhouse effect caused by increased levels of carbon dioxide, CFC’s, and other pollutants. 
  11. ^ Hartmann, D. L.; Klein Tank, A. M. G.; Rusticucci, M. (2013). "IPCC WGI AR5, kapitel Observations: Atmosphere and Surface" (PDF): 198. Evidence for a warming world comes from multiple independent climate indicators, from high up in the atmosphere to the depths of the oceans. They include changes in surface, atmospheric and oceanic temperatures; glaciers; snow cover; sea ice; sea level and atmospheric water vapour. Scientists from all over the world have independently verified this evidence many times. 
  12. ^ "Myth vs Facts....". EPA (US). 2013. The U.S. Global Change Research Program, the National Academy of Sciences, and the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) have each independently concluded that warming of the climate system in recent decades is 'unequivocal'. This conclusion is not drawn from any one source of data but is based on multiple lines of evidence, including three worldwide temperature datasets showing nearly identical warming trends as well as numerous other independent indicators of global warming (e.g., rising sea levels, shrinking Arctic sea ice).
  13. ^ Borenstein, Seth (29. november 2015). "Earth is a wilder, warmer place since last climate deal made". Hentet 13. april 2020. 
  14. ^ AR4 SYR Synthesis Report Annexes. Ipcc.ch. Besøgt 13. april 2020.
  15. ^ Rhein, M.; Rintoul, S.R. (2013). "IPCC WGI AR5 Kapittel 3: Observations: Ocean" (PDF): 257. Ocean warming dominates the global energy change inventory. Warming of the ocean accounts for about 93% of the increase in the Earth's energy inventory between 1971 and 2010 (high confidence), with warming of the upper (0 to 700 m) ocean accounting for about 64% of the total. Melting ice (including Arctic sea ice, ice sheets and glaciers) and warming of the continents and atmosphere account for the remainder of the change in energy. 
  16. ^ IPCC, Climate Change 2013: The Physical Science Basis - Summary for Policymakers, Observed Changes in the Climate System, p. 2, in IPCC AR5 WG1 2013. «Warming of the climate system is unequivocal, and since the 1950s, many of the observed changes are unprecedented over decades to millennia.»
  17. ^ "Climate Change 2013: The Physical Science Basis, IPCC Fifth Assessment Report (WGI AR5)" (PDF). WGI AR5. IPCC AR5. 2013. s. 5. 
  18. ^ "Climate Change 2007: Working Group I: The Physical Science Basis". IPCC AR4. 2007. 
  19. ^ Jansen et al., Ch. 6, Palaeoclimate, Section 6.6.1.1: What Do Reconstructions Based on Palaeoclimatic Proxies Show?, pp. 466–478
  20. ^ a b c d Kennedy, J.J.; et al. (2010). "How do we know the world has warmed? in: 2. Global Climate, in: State of the Climate in 2009". Bull. Amer. Meteor. Soc. 91 (7): 26. 
  21. ^ Lindsey, R. (10. juli 2012). "ClimateWatch Magazine >> State of the Climate: 2011 Global Sea Level". NOAA Climate Services Portal. Hentet 13. april 2020. 
  22. ^ "Summary for Policymakers". Direct Observations of Recent Climate Change. , in IPCC AR4 WG1 2007
  23. ^ "Summary for Policymakers". B. Current knowledge about observed impacts of climate change on the natural and human environment. , in IPCC AR4 WG2 2007
  24. ^ Rosenzweig, C.; et al. "Ch 1: Assessment of Observed Changes and Responses in Natural and Managed Systems". Sec 1.3.5.1 Changes in phenology. , in IPCC AR4 WG2 2007, s. 99
  25. ^ Trenberth et al., Chap 3, Observations: Atmospheric Surface and Climate Change, Executive Summary, p. 237, in IPCC AR4 WG1 2007.
  26. ^ Rowan T. Sutton; Buwen Dong; Jonathan M. Gregory (2007). "Land/sea warming ratio in response to climate change: IPCC AR4 model results and comparison with observations". Geophysical Research Letters. 34 (2): L02701. Bibcode:2007GeoRL..3402701S. doi:10.1029/2006GL028164. Hentet 13. april 2020. 
  27. ^ Feulner, Georg; Rahmstorf, Stefan; Levermann, Anders; Volkwardt, Silvia (marts 2013). "On the Origin of the Surface Air Temperature Difference Between the Hemispheres in Earth's Present-Day Climate". Journal of Climate. 26: 130325101629005. doi:10.1175/JCLI-D-12-00636.1. Hentet 25. april 2013. 
  28. ^ TS.3.1.2 Spatial Distribution of Changes in Temperature, Circulation and Related Variables - AR4 WGI Technical Summary
  29. ^ Ehhalt et al., Chapter 4: Atmospheric Chemistry and Greenhouse Gases Section 4.2.3.1 p. 256.
  30. ^ Meehl, Gerald A.; Washington, Warren M.; Collins, William D.; Arblaster, Julie M.; Hu, Aixue; Buja, Lawrence E.; Strand, Warren G.; Teng, Haiyan (18. marts 2005). "How Much More Global Warming and Sea Level Rise" (PDF). Science. 307 (5716): 1769-1772. Bibcode:2005Sci...307.1769M. PMID 15774757. doi:10.1126/science.1106663. Hentet 11. februar 2007. 
  31. ^ T. M. L. Wigley (2005). "The Climate Change Commitment" (PDF). doi:10.1126/science.1103934. Even if atmospheric composition were fixed today, global-mean temperature and sea level rise would continue due to oceanic thermal inertia. These constant-composition (CC) commitments and their uncertainties are quantified. Constant-emissions (CE) commitments are also considered. The CC warming commitment could exceed 1C. The CE warming commitment is 2 to 6C by the year 2400." (...) "A breakdown of the natural and anthropogenic components of the CC commitment, together with uncertainties arising from ocean mixing (Kz) uncertainties, is given in table S1. Past natural forcing (inclusion of which is the default case here) has a marked effect. The natural forcing component is surprisingly large, 64% of the total commitment in 2050, reducing to 52% by 2400. 
  32. ^ England, Matthew (februar 2014). "Recent intensification of wind-driven circulation in the Pacific and the ongoing warming hiatus". Nature Climate Change. 4: 222-227. Bibcode:2014NatCC...4..222E. doi:10.1038/nclimate2106. 
  33. ^ Knight, J.; Kenney, J.J.; Folland, C.; Harris, G.; Jones, G.S.; Palmer, M.; Parker, D.; Scaife, A.; Stott, P. (August 2009). "Do Global Temperature Trends Over the Last Decade Falsify Climate Predictions? [in "State of the Climate in 2008"]" (PDF). Bull. Amer. Meteor. Soc. 90 (8): S75-S79. Arkiveret fra originalen (PDF) 2011-11-23. Hentet 13. august 2011. 
  34. ^ Global temperature slowdown – not an end to climate change. UK Met Office. Hentet 20. marts 2011. 
  35. ^ Gavin Schmidt (4. juni 2015). "NOAA temperature record updates and the 'hiatus'". 
  36. ^ NOAA (4. juni 2015). "Science publishes new NOAA analysis: Data show no recent slowdown in global warming". 
  37. ^ «Earth Sets a Temperature Record for the Third Straight Year», New York Times, 18. jan. 2017.
  38. ^ Schmidt, Gavin (22. januar 2015). "Thoughts on 2014 and ongoing temperature trends". RealClimate. Hentet 13. april 2020. 
  39. ^ Pew Center on Global Climate Change / Center for Climate and Energy Solutions (September 2006). "Science Brief 1: The Causes of Global Climate Change" (PDF). Arlington, Virginia, USA: Center for Climate and Energy Solutions. Arkiveret fra originalen (PDF) 2012-10-25. Hentet 2012-10-17. , p.2
  40. ^ Group (28. november 2004). "Forcings (filed under: Glossary)". RealClimate. 
  41. ^ Brown, Patrick T.; Li, Wenhong; Jiang, Jonathan H.; Su, Hui (2015-12-07). "Unforced Surface Air Temperature Variability and Its Contrasting Relationship with the Anomalous TOA Energy Flux at Local and Global Spatial Scales". Journal of Climate. 29 (3): 925-940. ISSN 0894-8755. doi:10.1175/JCLI-D-15-0384.1. 
  42. ^ US NRC 2012, s. 9
  43. ^ a b Hegerl et al., Chapter 9: Understanding and Attributing Climate Change, Section 9.4.1.5: The Influence of Other Anthropogenic and Natural Forcings, in IPCC AR4 WG1 2007, s. 690–691. «Recent estimates indicate a relatively small combined effect of natural forcings on the global mean temperature evolution of the second half of the 20th century, with a small net cooling from the combined effects of solar and volcanic forcings.» p. 690
  44. ^ «FN's klimapanel konkluderer: Klimatilpasning og hurtigt udledningsfald er nødvendigt», faktaark fra Miljødirektoratet om FN's klimapanels femte hovedrapport, foreløbig version november 2014 (M254/2014). Citat: «Vidensgrundlaget omkring klimaet er blevet væsentligt forbedret siden klimapanelets fjerde hovedrapport (2007). Vi ved blandt andet mere om ændringer af temperatur, havforsuring, smelting af is, nedbørsmønstre og naturlige variationer og kan bedre forudsige hvordan klimaet vil ændre sig i fremtiden. Vi ved også mere om påvirkningen på mennesker og natur. Forskning af tiltag har bevæget sig fra et teknologifokus til blandt andet også at inkludere viden om økosystemtjenester, institutionelle og sociale hensyn. I tillæg lægges der større vægt på risikohåndtering og vurdering af afvejninger (trade-offs) og barrierer.»
  45. ^ a b "CLIMATE CHANGE 2014: Synthesis Report. Summary for Policymakers" (PDF). IPCC. Hentet 1. november 2015. Følgende betegnelser er blevet brugt til at indikere den vurderede sandsynlighed for et udfald eller resultat: så godt som sikkert 99-100 % sandsynlighed, meget sandsynligt 90-100 %, sandsynligt 66-100 %, omtrent lige sandsynligt som ikke 33-66 %, usandsynligt 0-33 %, svært usandsynligt 0-10 %, exceptionelt usandsynligt 0-1 %. Yderligere vilkår (ekstremt sandsynligt: 95-100 %, mere sandsynligt end ikke> 50-100%, mere usandsynligt end sandsynligt 0- <50 % og ekstremt usandsynligt 0-5 %) kan også bruges når det er hensigtsmæssigt. 
  46. ^ «FN's klimapanel konkluderer: Klimatilpasning og raske utslippskutt er nødvendig», faktaark fra Miljødirektoratet om FN's klimapanels femte hovedrapport, foreløbig version november 2014 (M254/2014). «Panelet siger, at det er ekstremt sandsynligt at menneskeskabte udledninger har været den dominerende årsag til den observerede øgning i global gennemsnitstemperatur siden midten af 1900-tallet.»
  47. ^ America's Climate Choices: Panel on Advancing the Science of Climate Change; National Research Council (2010). Advancing the Science of Climate Change. Washington, D.C.: The National Academies Press. ISBN 0-309-14588-0. Arkiveret fra originalen 2014-05-29. (p1) ... der er en stærk, troværdig mængde bevis, baseret på flere linjer med forskning som dokumenterer, at klimaet er i ændring, og at disse ændringer i stor grad er forårsaget af menneskelig aktivitet. Selv om der stadig er meget at forstå, er kernen i fænomenet og de videnskabelige spørsmål og hypoteser blevet undersøgt grundigt, og har stået imod alvorlig videnskabelig debat og nøje vurdering af alternative forklaringer. * * * (p21-22) Nogle videnskabelige konklusioner eller teorier er blevet så grundigt undersøgt og testet, og støttes af så mange uafhængige observationer og resultater, at deres sandsynlighed for at blive fundet fejlagtige senere er forsvindende lille. Sådanne konklusioner og teorier bliver medregnet som etableret fakta. Dette er tilfældet for de konklusioner som at jordsystemet er under opvarmning og at meget af denne opvarmning hæjst sandsynligt er på grund af menneskelig aktivitet. 
  48. ^ Wuebbles, Donald J., D.W. Fahey, K.A. Hibbard, B. DeAngelo, S. Doherty, K. Hayhoe, R. Horton, J.P. Kossin,P.C. Taylor, A.M. Waple, and C.P. Weaver (2017). Wuebbles, Donald J., D.W. Fahey, K.A. Hibbard, D.J. Dokken, B.C. Stewart, og T.K. Maycock, (red.). Executive summary i Climate Science Special Report: Fourth National Climate Assessment, Volume I (engelsk). Washington, DC, USA: U.S. Global Change Research Program. s. 14. doi:10.7930/J0DJ5CTG. 
  49. ^ a b Buis, Alan; Ramsayer, Kate; Rasmussen, Carol (12. november 2015). "A Breathing Planet, Off Balance". NASA. Hentet 13. november 2015. 
  50. ^ Ole Mathismoen: Klima. Hva skjer, Font forlag 2007, ISBN 9788281690196, side 30 f og side 41.
  51. ^ Fourier præsenterede sin teori i artiklerne «Remarques Générales Sur Les Températures Du Globe Terrestre Et Des Espaces Planétaires», Annales de Chimie et de Physique (1824). 27: 136–167 og «Mémoire Sur Les Températures Du Globe Terrestre Et Des Espaces Planétaires», Mémoires de l'Académie Royale des Sciences (1827) 7: 569–604.
  52. ^ Tyndall, John (1861). "On the Absorption and Radiation of Heat by Gases and Vapours, and on the Physical Connection of Radiation, Absorption, and Conduction" (PDF). Philosophical Magazine. 4. 22: 169-94, 273-85. Hentet 8. maj 2013. 
  53. ^ Weart, Spencer (2008). "The Carbon Dioxide Greenhouse Effect". The Discovery of Global Warming. American Institute of Physics. Hentet 21. april 2009. 
  54. ^ Rose Kahele. "Behind the Inconvenient Truth". Hana Hou! vol. 10, No. 5, October/November 2007. 
  55. ^ The Callendar Effect: the life and work of Guy Stewart Callendar (1898–1964) Amer Meteor Soc., Boston. ISBN 978-1-878220-76-9
  56. ^ Ole Mathismoen: Klima. Hva skjer, Font forlag 2007, ISBN 9788281690196, side 41.
  57. ^ Le Treut; et al. "Chapter 1: Historical Overview of Climate Change Science". FAQ 1.1. , p. 97, in IPCC AR4 WG1 2007:"To emit 240 W m–2, a surface would have to have a temperature of around -19 °C. This is much colder than the conditions that actually exist at the Earth's surface (the global mean surface temperature is about 14 °C). Instead, the necessary -19 °C is found at an altitude about 5 km above the surface."
  58. ^ Blue, Jessica. "What is the Natural Greenhouse Effect?". National Geographic. Hentet 1. januar 2015. 
  59. ^ Kiehl, J.T.; Trenberth, K.E. (1997). "Earth's Annual Global Mean Energy Budget" (PDF). Bulletin of the American Meteorological Society. 78 (2): 197-208. Bibcode:1997BAMS...78..197K. ISSN 1520-0477. doi:10.1175/1520-0477(1997)078<0197:EAGMEB>2.0.CO;2. Arkiveret fra originalen (PDF) 24. juni 2008. Hentet 21. april 2009. 
  60. ^ Schmidt, Gavin (6. april 2005). "Water vapour: feedback or forcing?". RealClimate. Hentet 21. april 2009. 
  61. ^ Russell, Randy (16. maj 2007). "The Greenhouse Effect & Greenhouse Gases". University Corporation for Atmospheric Research Windows to the Universe. Arkiveret fra originalen 28. marts 2010. Hentet 27. december 2009. 
  62. ^ EPA (2007). "Recent Climate Change: Atmosphere Changes". Climate Change Science Program. United States Environmental Protection Agency. Arkiveret fra originalen 10. maj 2009. Hentet 21 April 2009. 
  63. ^ Spahni, Renato; Jérôme Chappellaz; Thomas F. Stocker; Laetitia Loulergue; Gregor Hausammann; Kenji Kawamura; Jacqueline Flückiger; Jakob Schwander; Dominique Raynaud; Valérie Masson-Delmotte; Jean Jouzel (November 2005). "Atmospheric Methane and Nitrous Oxide of the Late Pleistocene from Antarctic Ice Cores". Science. 310 (5752): 1317-1321. Bibcode:2005Sci...310.1317S. PMID 16311333. doi:10.1126/science.1120132. 
  64. ^ Siegenthaler, Urs; et al. (November 2005). "Stable Carbon Cycle–Climate Relationship During the Late Pleistocene" (PDF). Science. 310 (5752): 1313-1317. Bibcode:2005Sci...310.1313S. PMID 16311332. doi:10.1126/science.1120130. Hentet 25. august 2010. 
  65. ^ Petit, J. R.; et al. (3. juni 1999). "Climate and atmospheric history of the past 420,000 years from the Vostok ice core, Antarctica" (PDF). Nature. 399 (6735): 429-436. Bibcode:1999Natur.399..429P. doi:10.1038/20859. Arkiveret fra originalen (PDF) 17. nov. 2017. Hentet 27. december 2009. 
  66. ^ Lüthi, D.; Le Floch, M.; Bereiter, B.; Blunier, T.; Barnola, J. M.; Siegenthaler, U.; Raynaud, D.; Jouzel, J.; Fischer, H.; Kawamura, K.; Stocker, T. F. (2008). "High-resolution carbon dioxide concentration record 650,000–800,000 years before present". Nature. 453 (7193): 379-382. Bibcode:2008Natur.453..379L. PMID 18480821. doi:10.1038/nature06949. 
  67. ^ Pearson, PN; Palmer, MR (2000). "Atmospheric carbon dioxide concentrations over the past 60 million years". Nature. 406 (6797): 695-699. PMID 10963587. doi:10.1038/35021000. 
  68. ^ IPCC, Summary for Policymakers Arkiveret marts 7, 2016 fra Internet Archives Wayback Machine, Concentrations of atmospheric greenhouse gases … Arkiveret januar 18, 2004 fra Internet Archives Wayback Machine, p. 7 Arkiveret januar 13, 2013 fra Internet Archives Wayback Machine, in IPCC TAR WG1 2001.
  69. ^ IPCC (2007) AR4. Climate Change 2007: Working Group III: Mitigation of Climate Change, section 7.4.5.1. https://www.ipcc.ch/publications_and_data/ar4/wg3/en/ch7s7-4-5.html
  70. ^ Le Quéré, C.;; Andres, R.J.; Boden, T.; Conway, T.; Houghton, R.A.; House, J.I.; Marland, G.; Peters, G.P.; van der Werf, G.; Ahlström, A.; Andrew, R.M.; Bopp, L.; Canadell, J.G.; Ciais, P.; Doney, S.C.; Enright, C.; Friedlingstein, P.; Huntingford, C.; Jain, A.K.; Jourdain, C.; Kato, E.; Keeling, R.F.; Klein Goldewijk, K.; Levis, S.; Levy, P.; Lomas, M.; Poulter, B.; Raupach, M.R.; Schwinger, J.; Sitch, S.; Stocker, B.D.; Viovy, N.; Zaehle, S.; Zeng, N. (2. december 2012). "The global carbon budget 1959–2011". Earth System Science Data Discussions. 5 (2): 1107-1157. Bibcode:2012ESSDD...5.1107L. doi:10.5194/essdd-5-1107-2012. 
  71. ^ "Carbon dioxide passes symbolic mark". BBC. 10. maj 2013. Hentet 27. maj 2013. 
  72. ^ Pilita Clark (10. maj 2013). "CO2 at highest level for millions of years". Financial Times. Hentet 27. maj 2013. 
  73. ^ "Climate scientists discuss future of their field". 7. juli 2015. 
  74. ^ Rogner, H.-H., et al., Chap. 1, Introduction, Section 1.3.1.2: Intensities, in IPCC AR4 WG3 2007.
  75. ^ a b NRC (2008). "Understanding and Responding to Climate Change" (PDF). Board on Atmospheric Sciences and Climate, US National Academy of Sciences. s. 2. Hentet 9. november 2010. 
  76. ^ World Bank (2010). World Development Report 2010: Development and Climate Change. The International Bank for Reconstruction and Development / The World Bank, 1818 H Street NW, Washington, D.C. 20433. ISBN 978-0-8213-7987-5. doi:10.1596/978-0-8213-7987-5. Arkiveret fra originalen 5. maj 2010. Hentet 6. april 2010. side 71
  77. ^ "England's upland peatlands - IUCN UK Peatland Programme" (PDF) (engelsk). 
  78. ^ Deforestation | Threats | WWF - World Wildlife Fund
  79. ^ Banuri et al., Chapter 3: Equity and Social Considerations, Section 3.3.3: Patterns of greenhouse gas emissions, and Box 3.1, pp. 92–93 in IPCC SAR WG3 1996.
  80. ^ a b c Liverman, D.M. (2008). "Conventions of climate change: constructions of danger and the dispossession of the atmosphere" (PDF). Journal of Historical Geography. 35 (2): 279-296. doi:10.1016/j.jhg.2008.08.008. Hentet 10. maj 2011. 
  81. ^ Fisher et al., Chapter 3: Issues related to mitigation in the long-term context, Section 3.1: Emissions scenarios: Issues related to mitigation in the long term context in IPCC AR4 WG3 2007.
  82. ^ Morita, Chapter 2: Greenhouse Gas Emission Mitigation Scenarios and Implications, Section 2.5.1.4: Emissions and Other Results of the SRES Scenarios Arkiveret juni 2, 2016 fra Internet Archives Wayback Machine, in IPCC TAR WG3 2001.
  83. ^ Rogner et al., Ch. 1: Introduction, Figure 1.7, in IPCC AR4 WG3 2007.
  84. ^ IPCC, Summary for Policymakers Arkiveret januar 17, 2012 fra Internet Archives Wayback Machine, Introduction, paragraph 6 Arkiveret marts 11, 2006 fra Internet Archives Wayback Machine, in IPCC TAR WG3 2001.
  85. ^ Prentence et al., Chapter 3: The Carbon Cycle and Atmospheric Carbon Dioxide Arkiveret december 24, 2011 fra Internet Archives Wayback Machine Executive Summary Arkiveret december 7, 2009 fra Internet Archives Wayback Machine, in IPCC TAR WG1 2001.
  86. ^ Newell, P.J., 2000: Climate for change: non-state actors and the global politics of greenhouse. Cambridge University Press, ISBN 0-521-63250-1.
  87. ^ Talk of the Nation. "Americans Fail the Climate Quiz". NPR. Hentet 27. december 2011. 
  88. ^ Shindell, Drew; Faluvegi, Greg; Lacis, Andrew; Hansen, James; Ruedy, Reto; Aguilar, Elliot (2006). "Role of tropospheric ozone increases in 20th-century climate change". Journal of Geophysical Research. 111 (D8): D08302. Bibcode:2006JGRD..11108302S. doi:10.1029/2005JD006348. 
  89. ^ Solomon, S; D. Qin; M. Manning; Z. Chen; M. Marquis; K.B. Averyt; M. Tignor; H.L. Miller, (red.) (2007). "3.4.4.2 Surface Radiation". Climate Change 2007: Working Group I: The Physical Science Basis. ISBN 978-0-521-88009-1. 
  90. ^ Hansen, J; Sato, M; Ruedy, R; Lacis, A; Oinas, V (2000). "Global warming in the twenty-first century: an alternative scenario". Proc. Natl. Acad. Sci. U.S.A. 97 (18): 9875-80. Bibcode:2000PNAS...97.9875H. PMC 27611 . PMID 10944197. doi:10.1073/pnas.170278997. 
  91. ^ Ramanathan, V.; Carmichael, G. (2008). "Global and regional climate changes due to black carbon". Nature Geoscience. 1 (4): 221-227. Bibcode:2008NatGe...1..221R. doi:10.1038/ngeo156. 
  92. ^ V. Ramanathan and G. Carmichael, supra note 1, at 221 («. . . emissions of black carbon are the second strongest contribution to current global warming, after carbon dioxide emissions.») Numerous scientists also calculate that black carbon may be second only to CO2 in its contribution to climate change, including Tami C. Bond & Haolin Sun, Can Reducing Black Carbon Emissions Counteract Global Warming, ENVIRON. SCI. TECHN. (2005), at 5921 («BC is the second or third largest individual warming agent, following carbon dioxide and methane.»); and J. Hansen, A Brighter Future, 53 CLIMATE CHANGE 435 (2002), available at "Arkivert kopi" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 2011-10-21. Hentet 2008-07-08.  (calculating the climate forcing of BC at 1.0±0.5 W/m2).
  93. ^ Twomey, S. (1977). "Influence of pollution on shortwave albedo of clouds". J. Atmos. Sci. 34 (7): 1149-1152. Bibcode:1977JAtS...34.1149T. ISSN 1520-0469. doi:10.1175/1520-0469(1977)034<1149:TIOPOT>2.0.CO;2. 
  94. ^ Albrecht, B. (1989). "Aerosols, cloud microphysics, and fractional cloudiness". Science. 245 (4923): 1227-1239. Bibcode:1989Sci...245.1227A. PMID 17747885. doi:10.1126/science.245.4923.1227. 
  95. ^ IPCC, «Aerosols, their Direct and Indirect Effects», pp. 291–292 in IPCC TAR WG1 2001.
  96. ^ Ramanathan, V.; Chung, C.; Kim, D.; Bettge, T.; Buja, L.; Kiehl, J. T.; Washington, W. M.; Fu, Q.; Sikka, D. R.; Wild, M. (2005). "Atmospheric brown clouds: Impacts on South Asian climate and hydrological cycle" (Full free text). Proceedings of the National Academy of Sciences. 102 (15): 5326-5333. Bibcode:2005PNAS..102.5326R. PMC 552786 . PMID 15749818. doi:10.1073/pnas.0500656102. 
  97. ^ Ramanathan, V.; et al. (2008). "Report Summary" (PDF). Atmospheric Brown Clouds: Regional Assessment Report with Focus on Asia. United Nations Environment Programme. Arkiveret fra originalen (PDF) 2011-07-18. Hentet 2009-04-16. 
  98. ^ Ramanathan, V.; et al. (2008). "Part III: Global and Future Implications" (PDF). Atmospheric Brown Clouds: Regional Assessment Report with Focus on Asia. United Nations Environment Programme. Arkiveret fra originalen (PDF) 2011-07-18. Hentet 2009-04-16. 
  99. ^ a b IPCC, Summary for Policymakers, Human and Natural Drivers of Climate Change, Figure SPM.2, in IPCC AR4 WG1 2007.
  100. ^ US Environmental Protection Agency (2009). "3.2.2 Solar Irradiance". Volume 3: Attribution of Observed Climate Change. Endangerment and Cause or Contribute Findings for Greenhouse Gases under Section 202(a) of the Clean Air Act. EPA's Response to Public Comments. US Environmental Protection Agency. Arkiveret fra originalen 16. juni 2011. Hentet 23. juni 2011. 
  101. ^ US NRC 2008, s. 6
  102. ^ Hegerl, et al.,Chapter 9: Understanding and Attributing Climate Change, Frequently Asked Question 9.2: Can the Warming of the 20th century be Explained by Natural Variability?, in IPCC AR4 WG1 2007
  103. ^ Simmon, R.; D. Herring (November 2009). "Notes for slide number 7, titled "Satellite evidence also suggests greenhouse gas warming," in presentation, "Human contributions to global climate change"". Presentation library on the U.S. National Oceanic and Atmospheric Administration's Climate Services website. Arkiveret fra originalen 3. juli 2011. Hentet 23. juni 2011. 
  104. ^ Hegerl et al., Chapter 9: Understanding and Attributing Climate Change, Frequently Asked Question 9.2: Can the Warming of the 20th century be Explained by Natural Variability?, in IPCC AR4 WG1 2007.
  105. ^ Randel, William J.; Shine, Keith P.; Austin, John; et al. (2009). "An update of observed stratospheric temperature trends". Journal of Geophysical Research. 114 (D2): D02107. Bibcode:2009JGRD..11402107R. doi:10.1029/2008JD010421. 
  106. ^ USGCRP 2009, s. 20
  107. ^ Kaufman, D. S.; Schneider, D. P.; McKay, N. P.; Ammann, C. M.; Bradley, R. S.; Briffa, K. R.; Miller, G. H.; Otto-Bliesner, B. L.; Overpeck, J. T.; Vinther, B. M.; Abbott, M.; Axford, M.; Bird, Y.; Birks, B.; Bjune, H. J. B.; Briner, A. E.; Cook, J.; Chipman, T.; Francus, M.; Gajewski, P.; Geirsdottir, K.; Hu, A.; Kutchko, F. S.; Lamoureux, B.; Loso, S.; MacDonald, M.; Peros, G.; Porinchu, M.; Schiff, D.; Seppa, C.; Seppa, H.; Arctic Lakes 2k Project Members (2009). "Recent Warming Reverses Long-Term Arctic Cooling". Science. 325 (5945): 1236-1239. Bibcode:2009Sci...325.1236K. PMID 19729653. doi:10.1126/science.1173983. 
  108. ^ "Arctic Warming Overtakes 2,000 Years of Natural Cooling". UCAR. 3. september 2009. Arkiveret fra originalen 2011-04-27. Hentet 8. juni 2011. 
  109. ^ Bello, David (4. september 2009). "Global Warming Reverses Long-Term Arctic Cooling". Scientific American. Hentet 8. juni 2011. 
  110. ^ Mann, M. E.; Zhang, Z.; Hughes, M. K.; Bradley, R. S.; Miller, S. K.; Rutherford, S.; Ni, F. (2008). "Proxy-based reconstructions of hemispheric and global surface temperature variations over the past two millennia". Proceedings of the National Academy of Sciences. 105 (36): 13252-7. Bibcode:2008PNAS..10513252M. PMC 2527990 . PMID 18765811. doi:10.1073/pnas.0805721105. 
  111. ^ Berger, A. (2002). "CLIMATE: An Exceptionally Long Interglacial Ahead?". Science. 297 (5585): 1287-8. PMID 12193773. doi:10.1126/science.1076120. 
  112. ^ Masson-Delmotte V.M.; et al. (2013). "Information from paleoclimate archives". I Stocker T.F. et al. Climate Change 2013: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fifth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. s. 383-464. ISBN 978-1-107-66182-0. 
  113. ^ a b Jackson, R. og Jenkins, A. (17. november 2012). "Vital signs of the planet: global climate change and global warming: uncertainties". Earth Science Communications Team at NASA's Jet Propulsion Laboratory / California Institute of Technology. 
  114. ^ Riebeek, H. (16. juni 2011). "The Carbon Cycle: Feature Articles: Effects of Changing the Carbon Cycle". Earth Observatory, part of the EOS Project Science Office located at NASA Goddard Space Flight Center. 
  115. ^ US National Research Council (2003). "Ch. 1 Introduction". Understanding Climate Change Feedbacks. Washington, D.C., USA: National Academies Press. , p.19
  116. ^ Lindsey, R. (14. januar 2009). "Earth's Energy Budget (p.4), in: Climate and Earth's Energy Budget: Feature Articles". Earth Observatory, part of the EOS Project Science Office, located at NASA Goddard Space Flight Center. 
  117. ^ US National Research Council (2006). "Ch. 1 Introduction to Technical Chapters". Surface Temperature Reconstructions for the Last 2,000 Years. Washington, D.C., USA: National Academies Press. , pp.26-27
  118. ^ AMS Council (20. august 2012). "2012 American Meteorological Society (AMS) Information Statement on Climate Change". Boston, Massachusetts, USA: AMS. 
  119. ^ Stocker 2013, s. 1114.
  120. ^ "The climate in the Arctic has impact worldwide". Norwegian Polar Institute. Hentet 16. marts 2019. 
  121. ^ a b c d Meehl, G.A.; et al. "Ch 10: Global Climate Projections". Sec 10.5.4.6 Synthesis of Projected Global Temperature at Year 2100]. , in IPCC AR4 WG1 2007
  122. ^ NOAA (januar 2007). "Patterns of greenhouse warming" (PDF). GFDL Climate Modeling Research Highlights. Princeton, New Jersey, USA: The National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) Geophysical Fluid Dynamics Laboratory (GFDL). 1 (6). , revision 2 February 2007, 8:50.08 AM.
  123. ^ NOAA Geophysical Fluid Dynamics Laboratory (GFDL) (9. oktober 2012). "NOAA GFDL Climate Research Highlights Image Gallery: Patterns of Greenhouse Warming". NOAA GFDL. 
  124. ^ IPCC, Glossary A-D: «Climate Model», in IPCC AR4 SYR 2007.
  125. ^ Karl, TR; et al., (red.) (2009). "Global Climate Change". Global Climate Change Impacts in the United States. Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-14407-0. Arkiveret fra originalen 2012-09-15. Hentet 2012-09-08. 
  126. ^ KEVIN SCHAEFER; TINGJUN ZHANG; LORI BRUHWILER; ANDREW P. BARRETT (2011). "Amount and timing of permafrost carbon release in response to climate warming". Tellus Series B. 63 (2): 165-180. Bibcode:2011TellB..63..165S. doi:10.1111/j.1600-0889.2011.00527.x. 
  127. ^ Hansen, James (2000). "Climatic Change: Understanding Global Warming". I Robert Lanza. One World: The Health & Survival of the Human Species in the 21st century. Health Press (New Mexico). s. 173-190. ISBN 0-929173-33-3. Hentet 18. august 2007. 
  128. ^ Stocker et al.,Chapter 7: Physical Climate Processes and Feedbacks Arkiveret december 24, 2011 fra Internet Archives Wayback Machine, Section 7.2.2: Cloud Processes and Feedbacks Arkiveret april 4, 2005 fra Internet Archives Wayback Machine, in IPCC TAR WG1 2001.
  129. ^ Torn, Margaret; Harte, John (2006). "Missing feedbacks, asymmetric uncertainties, and the underestimation of future warming" (PDF). Geophysical Research Letters. 33 (10): L10703. Bibcode:2006GeoRL..3310703T. doi:10.1029/2005GL025540. Arkiveret fra originalen (PDF) 4. marts 2016. Hentet 4. marts 2007. 
  130. ^ Harte, John; Saleska, Scott; Shih, Tiffany (2006). "Shifts in plant dominance control carbon-cycle responses to experimental warming and widespread drought". Environmental Research Letters. 1 (1): 014001. Bibcode:2006ERL.....1a4001H. doi:10.1088/1748-9326/1/1/014001. Hentet 2. maj 2007. 
  131. ^ Scheffer, Marten; Brovkin, Victor; Cox, Peter (2006). "Positive feedback between global warming and atmospheric CO2 concentration inferred from past climate change" (PDF). Geophysical Research Letters. 33 (10): L10702. Bibcode:2006GeoRL..3310702S. doi:10.1029/2005gl025044. Hentet 4. maj 2007. 
  132. ^ Randall et al., Chapter 8, Climate Models and Their Evaluation, Sec. FAQ 8.1 in IPCC AR4 WG1 2007.
  133. ^ IPCC, Technical Summary Arkiveret januar 13, 2013 fra Internet Archives Wayback Machine, p. 54, in IPCC TAR WG1 2001.
  134. ^ Stroeve, J.; et al. (2007). "Arctic sea ice decline: Faster than forecast". Geophysical Research Letters. 34 (9): L09501. Bibcode:2007GeoRL..3409501S. doi:10.1029/2007GL029703. 
  135. ^ Wentz,FJ; et al. (2007). "How Much More Rain Will Global Warming Bring?". Science. 317 (5835): 233-5. Bibcode:2007Sci...317..233W. PMID 17540863. doi:10.1126/science.1140746. 
  136. ^ Liepert, Beate G.; Previdi, Michael (2009). "Do Models and Observations Disagree on the Rainfall Response to Global Warming?". Journal of Climate. 22 (11): 3156-3166. Bibcode:2009JCli...22.3156L. doi:10.1175/2008JCLI2472.1. Recently analyzed satellite-derived global precipitation datasets from 1987 to 2006 indicate an increase in global-mean precipitation of 1.1%–1.4% decade−1. This trend corresponds to a hydrological sensitivity (HS) of 7% K−1 of global warming, which is close to the Clausius–Clapeyron (CC) rate expected from the increase in saturation water vapor pressure with temperature. Analysis of two available global ocean evaporation datasets confirms this observed intensification of the atmospheric water cycle. The observed hydrological sensitivity over the past 20-yr period is higher by a factor of 5 than the average HS of 1.4% K−1 simulated in state-of-the-art coupled atmosphere–ocean climate models for the twentieth and twenty-first centuries. 
  137. ^ Rahmstorf, S.; Cazenave, A.; Church, J. A.; Hansen, J. E.; Keeling, R. F.; Parker, D. E.; Somerville, R. C. J. (4. maj 2007). "Recent Climate Observations Compared to Projections". Science. 316 (5825): 709-709. Bibcode:2007Sci...316..709R. PMID 17272686. doi:10.1126/science.1136843. 
  138. ^ Parry, M.L.; et al., "Technical summary", Box TS.6. The main projected impacts for regions. , in IPCC AR4 WG2 2007, s. 59–63
  139. ^ Solomon et al., Technical Summary, Section TS.5.3: Regional-Scale Projections, in IPCC AR4 WG1 2007.
  140. ^ Lu, Jian; Vechhi, Gabriel A.; Reichler, Thomas (2007). "Expansion of the Hadley cell under global warming" (PDF). Geophysical Research Letters. 34 (6): L06805. Bibcode:2007GeoRL..3406805L. doi:10.1029/2006GL028443. 
  141. ^ Hegerl, G.C.; et al. "Ch 9: Understanding and Attributing Climate Change". Executive Summary. , in IPCC AR4 WG1 2007
  142. ^ "Sahara Desert Greening Due to Climate Change?". National Geographic. Hentet 12. juni 2010. 
  143. ^ Meehl, G.A.; et al. "Ch 10: Global Climate Projections". Box 10.1: Future Abrupt Climate Change, ‘Climate Surprises’, and Irreversible Changes: Glaciers and ice caps. , in IPCC AR4 WG1 2007, s. 776
  144. ^ Meehl, G.A.; et al. "Ch 10: Global Climate Projections". Sec 10.3.3.2 Changes in Snow Cover and Frozen Ground. , in IPCC AR4 WG1 2007, s. 770, 772
  145. ^ Meehl, G.A.; et al. "Ch 10: Global Climate Projections". Sec 10.3.3.1 Changes in Sea Ice Cover. , in IPCC AR4 WG1 2007, s. 770
  146. ^ Wang, M.; Overland, J. E. (2009). "A sea ice free summer Arctic within 30 years?". Geophys. Res. Lett. 36 (7). Bibcode:2009GeoRL..3607502W. doi:10.1029/2009GL037820. Hentet 2. maj 2011. 
  147. ^ Met Office. "Arctic sea ice 2012". Exeter, UK: Met Office. Arkiveret fra originalen 2013-05-15. 
  148. ^ IPCC, Glossary A-D: «Detection and attribution», in IPCC AR4 WG1 2007. See also Hegerl et al., Section 9.1.2: What are Climate Change Detection and Attribution?, in IPCC AR4 WG1 2007.
  149. ^ Rosenzweig et al., Chapter 1: Assessment of Observed Changes and Responses in Natural and Managed Systems Section 1.2 Methods of detection and attribution of observed changes, in IPCC AR4 WG2 2007 .
  150. ^ On snowfall:
  151. ^ Battisti, David; Naylor, Rosamund L. (2009). "Historical warnings of future food insecurity with unprecedented seasonal heat". Science. 323 (5911): 240-4. PMID 19131626. doi:10.1126/science.1164363. Hentet 13. april 2012. 
  152. ^ US NRC 2012, s. 26
  153. ^ a b IPCC, Synthesis Report Summary for Policymakers, Section 3: Projected climate change and its impacts, in IPCC AR4 SYR 2007.
  154. ^ NOAA (februar 2007). "Will the wet get wetter and the dry drier?" (PDF). GFDL Climate Modeling Research Highlights. Princeton, New Jersey, USA: National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) Geophysical Fluid Dynamics Laboratory (GFDL). 1 (5). , p.1. Revision 15 October 2008, 4:47:16 PM.
  155. ^ "D. Future Climate Extremes, Impacts, and Disaster Losses, in: Summary for policymakers". MANAGING THE RISKS OF EXTREME EVENTS AND DISASTERS TO ADVANCE CLIMATE CHANGE ADAPTATION. , in IPCC SREX 2012, s. 9–13
  156. ^ Justin Gillis (27. april 2015). "New Study Links Weather Extremes to Global Warming". The New York Times. Hentet 27. april 2015. “The bottom line is that things are not that complicated,” Dr. Knutti said. “You make the world a degree or two warmer, and there will be more hot days. There will be more moisture in the atmosphere, so that must come down somewhere.” 
  157. ^ E. M. Fischer; R. Knutti (27. april 2015). "Anthropogenic contribution to global occurrence of heavy-precipitation and high-temperature extremes" (online). Nature Climate Change. 5: 560-564. Bibcode:2015NatCC...5..560F. doi:10.1038/nclimate2617. Hentet 27. april 2015. We show that at the present-day warming of 0.85 °C about 18% of the moderate daily precipitation extremes over land are attributable to the observed temperature increase since pre-industrial times, which in turn primarily results from human influence. … Likewise, today about 75% of the moderate daily hot extremes over land are attributable to warming. 
  158. ^ "UCI study finds dramatic increase in concurrent droughts, heat waves". UCI. 2015. 
  159. ^ "Indian Monsoons Are Becoming More Extreme". Scientific American. 2014. 
  160. ^ Christopher S. Watson; Neil J. White; John A. Church; Matt A. King; Reed J. Burgette; Benoit Legresy (11. maj 2015). "Unabated global mean sea-level rise over the satellite altimeter era". Nature Climate Change. 5: 565-568. Bibcode:2015NatCC...5..565W. doi:10.1038/nclimate2635. 
  161. ^ Churchs, John; Clark, Peter. "Chapter 13: Sea Level Change - Final Draft Underlying Scientific-Technical Assessment" (PDF). IPCC Working Group I. Hentet 21. januar 2015. 
  162. ^ PROJECTIONS OF FUTURE SEA LEVEL RISE, pp.243-244, in: Ch. 7. Sea Level Rise and the Coastal Environment, in National Research Council 2010
  163. ^ 4. Global Mean Sea Level Rise Scenarios, in: Main Report, in Parris & others 2012, s. 12
  164. ^ a b BOX SYN-1: SUSTAINED WARMING COULD LEAD TO SEVERE IMPACTS, p.5, in: Synopsis, in National Research Council 2011
  165. ^ Anders Levermann; Peter U. Clark; Ben Marzeion; Glenn A. Milne; David Pollard; Valentina Radic; Alexander Robinson (13. juni 2013). "The multimillennial sea-level commitment of global warming". PNAS. 110: 13745-13750. Bibcode:2013PNAS..11013745L. doi:10.1073/pnas.1219414110. 
  166. ^ Ricarda Winkelmann; Anders Levermann; Andy Ridgwell; Ken Caldeira (11. september 2015). "Combustion of available fossil fuel resources sufficient to eliminate the Antarctic Ice Sheet". doi:10.1126/sciadv.1500589. 
  167. ^ IPCC, Synthesis Report Summary for Policymakers, Section 1: Observed changes in climate and their effects, in IPCC AR4 SYR 2007.
  168. ^ Fischlin, et al., Chapter 4: Ecosystems, their Properties, Goods and Services, Executive Summary, p. 213, in IPCC AR4 WG2 2007. Executive summary not present in on-line text; see pdf.
  169. ^ Schneider et al., Chapter 19: Assessing Key Vulnerabilities and the Risk from Climate Change, Section 19.3.4: Ecosystems and biodiversity, in IPCC AR4 WG2 2007.
  170. ^ a b c Ocean Acidification, in: Ch. 2. Our Changing Climate, in NCADAC 2013, s. 69–70
  171. ^ a b Introduction, in Zeebe 2012, s. 142
  172. ^ Ocean acidification, in: Executive summary, in Good & others 2010, s. 14
  173. ^ * UNEP 2010* 5. Ocean acidification, in Good & others 2010, s. 73–81* IAP 2009
  174. ^ Deutsch; et al. (2011). "Climate-Forced Variability of Ocean Hypoxia" (PDF). Science. 333: 336-339. Bibcode:2011Sci...333..336D. doi:10.1126/science.1202422.  (Website ikke længere tilgængelig)
  175. ^ a b c
  176. ^ Peter, U.; et al. "Clark et al. 2016 Consequences of twenty-first-century policy for multi-millennial climate and sea-level change". Nature Climate Change. 6: 360-369. doi:10.1038/NCLIMATE2923. 
  177. ^ BOX 2.1: STABILIZATION AND NON-CO2 GREENHOUSE GASES (p.65), in: Chapter 2: Emissions, Concentrations, and Related Factors, in National Research Council 2011
  178. ^ "The world's carbon-dioxide emissions have stabilised". The Economist. 16. marts 2016. Hentet 12. december 2016. 
  179. ^ Rapid rise in methane emissions in 10 years surprises scientists The Guardian
  180. ^ Bill McGuire. "Climate forcing of geological and geomorphological hazards". Philosophical Transactions A. Royal Society. 368: 2311-2315. Bibcode:2010RSPTA.368.2311M. doi:10.1098/rsta.2010.0077. 
  181. ^ Jérôme Lopez Saez; Christophe Corona; Markus Stoffel; Frédéric Berger. "Climate change increases frequency of shallow spring landslides in the French Alps". Geology. 41: 619-622. doi:10.1130/G34098.1. 
  182. ^ Smith, J.B.; et al. "Ch. 19. Vulnerability to Climate Change and Reasons for Concern: A Synthesis". Sec 19.6. Extreme and Irreversible Effects. , in IPCC TAR WG2 2001
  183. ^ Smith, J. B.; Schneider, S. H.; Oppenheimer, M.; Yohe, G. W.; Hare, W.; Mastrandrea, M. D.; Patwardhan, A.; Burton, I.; Corfee-Morlot, J.; Magadza, C. H. D.; Füssel, H.-M.; Pittock, A. B.; Rahman, A.; Suarez, A.; van Ypersele, J.-P. (17. marts 2009). "Assessing dangerous climate change through an update of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) 'reasons for concern'". Proceedings of the National Academy of Sciences. 106 (11): 4133-7. Bibcode:2009PNAS..106.4133S. PMC 2648893 . PMID 19251662. doi:10.1073/pnas.0812355106. 
  184. ^ a b Clark, P.U.; et al. (december 2008). "Executive Summary". Abrupt Climate Change. A Report by the U.S. Climate Change Science Program and the Subcommittee on Global Change Research. Reston, Virginia, USA: U.S. Geological Survey. , pp. 1–7. Report website Arkiveret maj 4, 2013 fra Internet Archives Wayback Machine
  185. ^ "Siberian permafrost thaw warning sparked by cave data". BBC. 22. februar 2013. Hentet 24. februar 2013. 
  186. ^ a b IPCC. "Summary for Policymakers". Sec. 2.6. The Potential for Large-Scale and Possibly Irreversible Impacts Poses Risks that have yet to be Reliably Quantified. , in IPCC TAR WG2 2001
  187. ^ "Joint Science Academies' Statement" (PDF). Hentet 6. januar 2014. 
  188. ^ Kirby, Alex (17. maj 2001). "Science academies back Kyoto". BBC News. Hentet 27. juli 2011. 
  189. ^ a b DiMento, Joseph F. C.; Doughman, Pamela M. (2007). Climate Change: What It Means for Us, Our Children, and Our Grandchildren. The MIT Press. s. 68. ISBN 978-0-262-54193-0. 
  190. ^ Cramer, W., et al., Executive summary, in: Chapter 18: Detection and attribution of observed impacts (archived 8 July 2014), pp.3-4, in IPCC AR5 WG2 A 2014
  191. ^ FAQ 7 and 8, in: Volume-wide Frequently Asked Questions (FAQs) (archived 8 July 2014), pp.2-3, in IPCC AR5 WG2 A 2014
  192. ^ Oppenheimer, M., et al., Section 19.6.3: Updating Reasons for Concern, in: Chapter 19: Emergent risks and key vulnerabilities (archived 8 July 2014), pp.39-46, in IPCC AR5 WG2 A 2014
  193. ^ Field, C., et al., B-3: Regional Risks and Potential for Adaptation, in: Technical Summary (archived 8 July 2014), pp.27-30, in IPCC AR5 WG2 A 2014
  194. ^ Oppenheimer, M., et al., Section 19.6.3: Updating Reasons for Concern, in: Chapter 19: Emergent risks and key vulnerabilities (archived 8 July 2014), pp.42-43, in IPCC AR5 WG2 A 2014
  195. ^ Dana Nuccitelli (26. januar 2015). "Climate change could impact the poor much more than previously thought". The Guardian. 
  196. ^ Chris Mooney (22. oktober 2014). "There's a surprisingly strong link between climate change and violence". The Washington Post. 
  197. ^ Porter, J.R., et al., Executive summary, in: Chapter 7: Food security and food production systems (archived 8 July 2014), p.3, in IPCC AR5 WG2 A 2014
  198. ^ Reference temperature period converted from late-20th century to pre-industrial times (approximated in the source as 1850–1900).
  199. ^ Smith, K.R., et al., FAQ 11.2, in: Chapter 11: Human health: impacts, adaptation, and co-benefits (archived 8 July 2014), p.37, in IPCC AR5 WG2 A 2014
  200. ^ a b Costello, Anthony; Abbas, Mustafa; Allen, Adriana; Ball, Sarah; Bell, Sarah; Bellamy, Richard; Friel, Sharon; Groce, Nora; Johnson, Anne; Kett, Maria; Lee, Maria; Levy, Caren; Maslin, Mark; McCoy, David; McGuire, Bill; Montgomery, Hugh; Napier, David; Pagel, Christina; Patel, Jinesh; de Oliveira, Jose Antonio Puppim; Redclift, Nanneke; Rees, Hannah; Rogger, Daniel; Scott, Joanne; Stephenson, Judith; Twigg, John; Wolff, Jonathan; Patterson, Craig (maj 2009). "Managing the health effects of climate change". The Lancet. 373 (9676): 1693-1733. doi:10.1016/S0140-6736(09)60935-1. 
  201. ^ a b Watts, Nick; Adger, W Neil; Agnolucci, Paolo; Blackstock, Jason; Byass, Peter; Cai, Wenjia; Chaytor, Sarah; Colbourn, Tim; Collins, Mat; Cooper, Adam; Cox, Peter M; Depledge, Joanna; Drummond, Paul; Ekins, Paul; Galaz, Victor; Grace, Delia; Graham, Hilary; Grubb, Michael; Haines, Andy; Hamilton, Ian; Hunter, Alasdair; Jiang, Xujia; Li, Moxuan; Kelman, Ilan; Liang, Lu; Lott, Melissa; Lowe, Robert; Luo, Yong; Mace, Georgina; Maslin, Mark; Nilsson, Maria; Oreszczyn, Tadj; Pye, Steve; Quinn, Tara; Svensdotter, My; Venevsky, Sergey; Warner, Koko; Xu, Bing; Yang, Jun; Yin, Yongyuan; Yu, Chaoqing; Zhang, Qiang; Gong, Peng; Montgomery, Hugh; Costello, Anthony (November 2015). "Health and climate change: policy responses to protect public health". The Lancet. 386 (10006): 1861-1914. PMID 26111439. doi:10.1016/S0140-6736(15)60854-6. Hentet 4. januar 2016. 
  202. ^ Smith, K.R., et al., Section 11.4: Direct Impacts of Climate and Weather on Health, in: Chapter 11: Human health: impacts, adaptation, and co-benefits (archived 8 July 2014), pp.10-13, in IPCC AR5 WG2 A 2014
  203. ^ Smith, K.R., et al., Section 11.6.1. Nutrition, in: Chapter 11: Human health: impacts, adaptation, and co-benefits (archived 8 July 2014), pp.10-13, in IPCC AR5 WG2 A 2014
  204. ^ IPCC AR4 SYR 2007. 3.3.3 Especially affected systems, sectors and regions. Synthesis report. 
  205. ^ Mimura, N.; et al. (2007). "Executive summary". I Parry, M.L. et al. Chapter 16: Small Islands. Climate change 2007: impacts, adaptation and vulnerability: contribution of Working Group II to the fourth assessment report of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). Cambridge University Press (CUP): Cambridge, UK: Print version: CUP. This version: IPCC website. ISBN 0521880106. Hentet 15. september 2011. 
  206. ^ "Climate change and the risk of statelessness" (PDF). Maj 2011. Hentet 13. april 2012. 
  207. ^ Expert Consensus on the Economics of Climate Change (PDF). Institute for Policy Integrity og New York University School of Law, New York. 2015. 
  208. ^ The Economic Consequences of Climate Change. OECD, OECD Publishing, Paris. 2015. s. 12-13. ISBN 978-92-64-23541-0. 
  209. ^ Ackerman, Frank and Stanton, Elizabeth A. (2008). The Cost of Climate Change (PDF). Global Development and Environment Institute og Stockholm Environment Institute-US Center, Tufts University. s. iv. 
  210. ^ Chris Hope; Kevin Schaefer (2015). "Economic impacts of carbon dioxide and methane released from thawing permafrost". Nature. 6: 56-59. Bibcode:2016NatCC...6...56H. doi:10.1038/nclimate2807. 
  211. ^ Lehmann, Evan. "Infrastructure Threatened by Climate Change Poses a National Crisis". Scientific American. Hentet 22. april 2017. 
  212. ^ "North Slope permafrost thawing sooner than expected". University of Alaska Fairbanks. 2015. 
  213. ^ United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC) (2011). "Status of Ratification of the Convention". UNFCCC Secretariat: Bonn, Germany: UNFCCC.  Pr. 25. juni 2011 er det 195 parter (194 stater og en regional organisation for økonomisk integration (EU)) som er med i UNFCCC.
  214. ^ United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC) (2011). "Conference of the Parties – Sixteenth Session: Decision 1/CP.16: The Cancun Agreements: Outcome of the work of the Ad Hoc Working Group on Long-term Cooperative Action under the Convention (English): Paragraph 4" (PDF). UNFCCC Secretariat: Bonn, Germany: UNFCCC: 3. «(…) dybe nedskæringer i udledninger af globale drivhusgasser er nødvendige i henhold til videnskaben, og er dokumenteret i den fjerde hovedrapport fra FN's klimapanel, med sigte på at reducere de globale udledninger af drivhusgasser, så stigningen af den globale gennemsnitstemperatur holdes under 2 °C af førindustrielle niveauer»
  215. ^ America's Climate Choices. Washington, D.C.: The National Academies Press. 2011. s. 15. ISBN 978-0-309-14585-5. The average temperature of the Earth's surface increased by about 1.4 °F over the past 100 years, with about 1.0 °F of this warming occurring over just the past three decades. 
  216. ^
  217. ^ PBL Netherlands Environment Agency (15. juni 2012). "Figure 6.14, in: Chapter 6: The energy and climate challenge". I van Vuuren, D.; M. Kok. Roads from Rio+20 (PDF). ISBN 978-90-78645-98-6. , p.177, Report no: 500062001. Report website.
  218. ^ Mitigation, in USGCRP 2015
  219. ^ a b c IPCC, Synthesis Report Summary for Policymakers, Section 4: Adaptation and mitigation options, in IPCC AR4 SYR 2007.
  220. ^ a b Edenhofer, O., et al., Table TS.3, in: Technical summary (archived 30 December 2014), in: IPCC AR5 WG3 2014, s. 68
  221. ^ "Citi report: slowing global warming would save tens of trillions of dollars". The Guardian. 2015. 
  222. ^ Clarke, L., et al., Executive summary, in: Chapter 6: Assessing Transformation Pathways (archived 30 December 2014), in: IPCC AR5 WG3 2014, s. 418
  223. ^ a b SPM4.1: Long-term mitigation pathways, in: Summary for Policymakers (archived 27 December 2014), in: IPCC AR5 WG3 2014, s. 10–13
  224. ^ Edenhofer, O., et al., TS.3.1.2: Short- and long-term requirements of mitigation pathways, in: Technical summary (archived 30 December 2014), in: IPCC AR5 WG3 2014, s. 55–56
  225. ^ Edenhofer, O., et al., TS.3.1.3: Costs, investments and burden sharing, in: Technical summary (archived 30 December 2014), in: IPCC AR5 WG3 2014, s. 58
  226. ^ Smit et al., Chapter 18: Adaptation to Climate Change in the Context of Sustainable Development and Equity Arkiveret januar 17, 2012 fra Internet Archives Wayback Machine, Section 18.2.3: Adaptation Types and Forms, in IPCC TAR WG2 2001.
  227. ^ "Appendix I. Glossary". Adaptive capacity. , in IPCC AR4 WG2 2007
  228. ^ "Synthesis report". Sec 6.3 Responses to climate change: Robust findings]. , in IPCC AR4 SYR 2007
  229. ^ U.S. Global Change Research Program (16. juni 2009). "New Report Provides Authoritative Assessment of National, Regional Impacts of Global Climate Change". Pressemeddelelse. Hentet 14. januar 2016.
  230. ^ "Workshop on managing solar radiation" (PDF). NASA. April 2007. Arkiveret fra originalen (PDF) 2009-05-31. Hentet 23. maj 2009. 
  231. ^ The Royal Society (28. august 2009). "Stop emitting CO2 or geoengineering could be our only hope". Pressemeddelelse. Hentet 14. juni 2011.
  232. ^ P. Keller, David; Feng, Ellias Y.; Oschlies, Andreas (januar 2014). "Potential climate engineering effectiveness and side effects during a high carbon dioxide-emission scenario". Nature. 5: 3304. Bibcode:2014NatCo...5E3304K. doi:10.1038/ncomms4304. Hentet 31. marts 2014. We find that even when applied continuously and at scales as large as currently deemed possible, all methods are, individually, either relatively ineffective with limited (< 8 %) warming reductions, or they have potentially severe side effects and cannot be stopped without causing rapid climate change. 
  233. ^ Citeret i IPCC SAR SYR 1996, «Synthesis of Scientific-Technical Information Relevant to Interpreting Article 2 of the UN Framework Convention on Climate Change», paragraph 4.1, p. 8 (pdf p. 18.)
  234. ^ Granger Morgan, M. (Lead Author), H. Dowlatabadi, M. Henrion, D. Keith, R. Lempert, S. McBride, M. Small and T. Wilbanks (Contributing Authors) (2009). "Non-Technical Summary: BOX NT.1 Summary of Climate Change Basics". Synthesis and Assessment Product 5.2: Best practice approaches for characterizing, communicating, and incorporating scientific uncertainty in decisionmaking. A Report by the U.S. Climate Change Science Program and the Subcommittee on Global Change Research (PDF). Washington, D.C., USA.: National Oceanic and Atmospheric Administration. s. 11. Hentet 1. juni 2011. 
  235. ^ UNFCCC (n.d.). "Essential Background". UNFCCC website. Arkiveret fra originalen 2010-05-09. Hentet 18. maj 2010. 
  236. ^ UNFCCC (n.d.). "Full text of the Convention, Article 2". UNFCCC website. Arkiveret fra originalen 2005-10-28. Hentet 18. maj 2010. 
  237. ^ Rogner et al., Chapter 1: Introduction, Executive summary, in IPCC AR4 WG3 2007.
  238. ^ Raupach, R.; Marland, G.; Ciais, P.; Le Quere, C.; Canadell, G.; Klepper, G.; Field, B. (juni 2007). "Global and regional drivers of accelerating CO2 emissions" (Free full text). Proceedings of the National Academy of Sciences. 104 (24): 10288-10293. Bibcode:2007PNAS..10410288R. ISSN 0027-8424. PMC 1876160 . PMID 17519334. doi:10.1073/pnas.0700609104. 
  239. ^ a b Dessai, S. (2001). "The climate regime from The Hague to Marrakech: Saving or sinking the Kyoto Protocol?" (PDF). Tyndall Centre Working Paper 12. Tyndall Centre website. Arkiveret fra originalen (PDF) 2012-06-10. Hentet 5. maj 2010. 
  240. ^ Grubb, M. (juli-september 2003). "The Economics of the Kyoto Protocol" (PDF). World Economics. 4 (3): 144-145. Arkiveret fra originalen (PDF) 4. september 2012. Hentet 25. marts 2010. 
  241. ^ a b UNFCCC (n.d.). "Kyoto Protocol". UNFCCC website. Hentet 21. maj 2011. 
  242. ^ Müller, Benito (februar 2010). Copenhagen 2009: Failure or final wake-up call for our leaders? EV 49 (PDF). Oxford Institute for Energy Studies. s. i. ISBN 978-1-907555-04-6. Hentet 18. maj 2010. 
  243. ^ Rudd, Kevin (25. maj 2015). "Paris Can't Be Another Copenhagen". The New York Times. Hentet 26. maj 2015. 
  244. ^ United Nations Environment Programme (November 2010). "Technical summary". The Emissions Gap Report: Are the Copenhagen Accord pledges sufficient to limit global warming to 2 °C or 1,5 °C? A preliminary assessment (advance copy) (PDF). UNEP website. Arkiveret fra originalen (PDF) 2011-05-27. Hentet 11. maj 2011.  This publication is also available in e-book format
  245. ^ UNFCCC (30. marts 2010). "Decision 2/CP. 15 Copenhagen Accord. In: Report of the Conference of the Parties on its fifteenth session, held in Copenhagen from 7 to 19 December 2009. Addendum. Part Two: Action taken by the Conference of the Parties at its fifteenth session" (PDF). United Nations Office at Geneva, Switzerland. s. 5. Hentet 17. maj 2010. 
  246. ^ "Outcome of the work of the Ad Hoc Working Group on long-term Cooperative Action under the Convention" (PDF). PRESIDENCIA DE LA REPÚBLICA, MÉXICO. 11. december 2010. s. 2. Hentet 12. januar 2011. 
  247. ^ "Paris Climate Agreement to enter into force on 4 November". United Nations Sustainable Development (engelsk). 2016-10-05. Hentet 2016-10-07. 
  248. ^ Utenriksdepartementet (2016-04-28). "Samtykke til raifikation af Parisaftalen". Regjeringen.no (norsk). Hentet 2017-06-01. 
  249. ^ Klima- og miljødepartementet (2015-12-14). "Parisaftalen om klima vedtaget". Regjeringen.no (norsk). Hentet 2016-04-22. 
  250. ^ IPCC. "Detection and Attribution of Climate Change / Summary for Policymakers". «It is extremely likely that human influence has been the dominant cause of the observed warming since the mid-20th century» (page 15) and «In this Summary for Policymakers, the following terms have been used to indicate the assessed likelihood of an outcome or a result: (...) extremely likely: 95–100%» (page 2). , in IPCC AR5 WG1 2013.
  251. ^ a b Royal Society (13. april 2005). "Letter from The Royal Society: A GUIDE TO FACTS AND FICTIONS ABOUT CLIMATE CHANGE: Misleading arguments: Many scientists do not think that climate change is a problem. Some scientists have signed petitions stating that climate change is not a problem. ... There are some individuals and organisations, some of which are funded by the US oil industry, that seek to undermine the science of climate change and the work of the IPCC. They appear motivated in their arguments by opposition to the United Nations Framework Convention on Climate Change and the Kyoto Protocol, which seek urgent action to tackle climate change through a reduction in greenhouse gas emissions.". Economic Affairs – Written Evidence. The Economics of Climate Change, the Second Report of the 2005–2006 session, produced by the UK Parliament House of Lords Economics Affairs Select Committee. UK Parliament website. Hentet 9. juli 2011.  This document is also available in PDF format
  252. ^ Academia Brasileira de Ciéncias (Brazil), Royal Society of Canada, Chinese Academy of Sciences, Académie des Sciences (France), Deutsche Akademie der Naturforscher Leopoldina (Germany), Indian National Science Academy, Accademia Nazionale dei Lincei (Italy), Science Council of Japan, Academia Mexicana de Ciencias, Russian Academy of Sciences, Academy of Science of South Africa, Royal Society (United Kingdom), National Academy of Sciences (United States of America) (maj 2009). "G8+5 Academies' joint statement: Climate change and the transformation of energy technologies for a low carbon future" (PDF). US National Academies website. Hentet 5. maj 2010. 
  253. ^ John Cook; et al. (13. april 2016). "Consensus on consensus: a synthesis of consensus estimates on human-caused global warming". Environmental Research Letters. 11 (4): 048002. doi:10.1088/1748-9326/11/4/048002. Hentet 21. juli 2016. 
  254. ^ Julie Brigham-Grette; et al. (September 2006). "Petroleum Geologists' Award to Novelist Crichton Is Inappropriate" (PDF). Eos. 87 (36): 364. Bibcode:2006EOSTr..87..364B. doi:10.1029/2006EO360008. Hentet 23. januar 2007. The AAPG stands alone among scientific societies in its denial of human-induced effects on global warming. 
  255. ^ Boykoff, M.; Boykoff, J. (juli 2004). "Balance as bias: global warming and the US prestige press". Global Environmental Change Part A. 14 (2): 125-136. doi:10.1016/j.gloenvcha.2003.10.001. 
  256. ^ Oreskes, Naomi; Conway, Erik. Merchants of Doubt: How a Handful of Scientists Obscured the Truth on Issues from Tobacco Smoke to Global Warming (first udgave). Bloomsbury Press. ISBN 978-1-59691-610-4. 
  257. ^ Aaron M. McCright and Riley E. Dunlap, «Challenging Global Warming as a Social Problem: An Analysis of the Conservative Movement's Counter-Claims», Social Problems, November 2000, Vol. 47 Issue 4, pp 499–522 in JSTOR
  258. ^ Weart, S. (juli 2009). "The Public and Climate Change (cont. – since 1980). Section: After 1988". American Institute of Physics website. Hentet 5. maj 2010. 
  259. ^ Begley, Sharon (13. august 2007). "The Truth About Denial". Newsweek. Hentet 13. august 2007. 
  260. ^ Adams, David (20. september 2006). "Royal Society tells Exxon: stop funding climate change denial". The Guardian. London. Hentet 9. august 2007. 
  261. ^ "Exxon cuts ties to global warming skeptics". MSNBC. 12. januar 2007. Hentet 2. maj 2007. 
  262. ^ Sandell, Clayton (3. januar 2007). "Report: Big Money Confusing Public on Global Warming". ABC. Hentet 27. april 2007. 
  263. ^ "Greenpeace: Exxon still funding climate skeptics". USA Today. Reuters. 18. maj 2007. Hentet 21. januar 2010. 
  264. ^ Ceres (13. maj 2004). "Global Warming Resolutions at U.S. Oil Companies Bring Policy Commitments from Leaders, and Record High Votes at Laggards". Pressemeddelelse. Hentet 4. marts 2010.
  265. ^ "Oil Company Positions on the Reality and Risk of Climate Change". Environmental Studies. University of Oshkosh - Wisconsin. Hentet 27. marts 2016. 
  266. ^ "Climate Change and Financial Instability Seen as Top Global Threats". Pew Research Center for the People & the Press. 
  267. ^ Weart, S. (februar 2015). "The Public and Climate Change (cont. – since 1980). Section: after 1988". American Institute of Physics website. Hentet 18. august 2015. 
  268. ^ "Environment". Gallup. 2015. Hentet 18. august 2015. 
  269. ^ Pelham, Brett (2009). "Awareness, Opinions about Global Warming Vary Worldwide". Gallup. Hentet 18. august 2015. 
  270. ^ Pugliese, Anita (20. april 2011). "Fewer Americans, Europeans View Global Warming as a Threat". Gallup. Hentet 22. april 2011. 
  271. ^ Ray, Julie; Anita Pugliese (22. april 2011). "Worldwide, Blame for Climate Change Falls on Humans". Gallup.Com. Hentet 3. maj 2011. People nearly everywhere, including majorities in developed Asia and Latin America, are more likely to attribute global warming to human activities rather than natural causes. The U.S. is the exception, with nearly half (47%) – and the largest percentage in the world – attributing global warming to natural causes. 
  272. ^ Climate Change: Key Data Points from Pew Research | Pew Research Center
  273. ^ Tranter, Bruce; Booth, Kate (juli 2015). "Scepticism in a Changing Climate: A Cross-national Study". Global Environmental Change. 33: 54-164. doi:10.1016/j.gloenvcha.2015.05.003. 

LitteraturRediger

  • IPCC AR4 WG1 (2007). Solomon, S.; Qin, D.; Manning, M.; Chen, Z.; Marquis, M.; Averyt, K.B.; Tignor, M.; Miller, H.L., (red.). Climate Change 2007: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fourth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-88009-1. 
  • IPCC SAR SYR (1996). "Climate Change 1995: A report of the Intergovernmental Panel on Climate Change". IPCC Second Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. IPCC.  pdf. The «Full Report», consisting of «The IPCC Second Assessment Synthesis of Scientific-Technical Information Relevant to Interpreting Article 2 of the UN Framework Convention on Climate Change» and the Summaries for Policymakers of the three Working Groups.
  • IPCC SAR WG3 (1996). Bruce, J.P.; Lee, H.; Haites, E.F., (red.). Climate Change 1995: Economic and Social Dimensions of Climate Change. Contribution of Working Group III to the IPCC Second Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 0-521-56051-9.  Full rapport (PDF-fil).
  • IPCC TAR WG1 (2001). Houghton, J.T.; Ding, Y.; Griggs, D.J.; Noguer, M.; van der Linden, P.J.; Dai, X.; Maskell, K.; Johnson, C.A., (red.). Climate Change 2001: The Scientific Basis. Contribution of Working Group I to the Third Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 0-521-80767-0. Arkiveret fra originalen 2016-03-30. Hentet 2017-10-25. 
  • IPCC TAR WG3 (2001). Metz, B.; Davidson, O.; Swart, R.; Pan, J., (red.). Climate Change 2001: Mitigation. Contribution of Working Group III to the IPCC Third Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 0-521-80769-7. Arkiveret fra originalen 2017-02-27. Hentet 2017-10-25. 
  • USGCRP (2015), Glossary, Washington, DC, USA: U.S. Global Change Research Program (USGCRP), hentet 20 January 2014. . Archived url.

Eksterne henvisningerRediger

Forskning
Uddannelse