Swiss Indoors Basel

Swiss Indoors Basel er en tennisturnering for professionelle mandlige spillere, som en gang om året afvikles indendørs på hardcourt i St. Jakobshalle i Basel, Schweiz. Turneringen blev i 2009 opgraderet til kategorien ATP Tour 500ATP Tour, og præmiesummen blev i den forbindelse fordoblet fra ca. 850.000 til 1.700.000. I maj 2012 blev det offentliggjort, at ATP Tour havde forlænget turneringens ATP Tour 500-status til 2018. Samtidig blev præmiesummen yderligere forhøjet med ca. 10 % til 1.935.000. Turneringen er en af sæsonens sidste på ATP Tour og dermed en af spillernes sidste chancer for at kvalificere sig til den sæsonafsluttende turnering, ATP Finals. Med et budget på 18,5 mio. schweizerfranc er Swiss Indoors Basel den største tilbagevendende sportsbegivenhed i Schweiz.

Swiss Indoors Basel
Arrangement
Grundlagt 1970
Arrangør Swiss Indoors AG
Spillested St. Jakobshalle
Værtsby Basel, Schweiz
Underlag Hardcourt
Website www.swissindoorsbasel.ch
ATP Tour
Kategori ATP 500
Deltagerfelt 32S / 16Q / 16D / 4DQ
Præmiesum 2.196.000  (2023)
Flest titler
Herresingle Schweiz Roger Federer (10)
Herredouble Tjekkoslovakiet Tomáš Šmíd (4)
USA Bob Bryan (4)
USA Mike Bryan (4)
Canada Daniel Nestor (4)
Serbien Nenad Zimonjić (4)
Senest opdateret: 29. oktober 2023

Turneringen blev skabt af valutahandleren Roger Brennwald og spillet for første gang i 1970 i en til lejligheden opsat boblehal på en grusbane i Tennisclub Coop i Basel-forstaden Muttenz, og vinderen modtog et armbåndsur som præmie. Oprindeligt havde turneringen hovedsageligt deltagelse af schweiziske topspillere med enkelte deltagere fra nabolandene.[1] Eftet to år i Muttenz blev boblehallen flyttet til Tennis Club Old Boys Basel, hvor turneringen også blev spillet i to år. Turneringen voksede imidlertid, og boblehallen blev for lille, så i 1974 blev kampene afviklet i Fiechtenhalle i Reinach, ca. 10 km syd for Basel, hvor der var plads til 800 tilskuere. I 1975 flyttede arrangementet til den nyopførte storhal St. Jakobshalle, men tilskuertallet skuffede, på trods af at Ilie Nastase var på deltagerlisten, og derfor flyttede man i 1976 tilbage til Reinach, hvor hallen i mellemtiden var blevet opgraderet til at kunne rumme 1.700 tilskuere. Samtidig fik man skabt et bedre økonomisk fundament for stævnet med introduktionen af Schweizerischer Bankverein som hovedsponsor, og banken skulle forblive hovedsponsor de næste 20 år. Turneringen blev en del af grand prix-serien i tennis i 1977, hvor den også steg gavaldigt i popularitet, da arrangørerne bl.a. lykkedes med at tiltrække verdensstjernen Björn Borg, og stævnet blev derfor igen flyttet til St. Jakobshalle, hvor det siden da er blevet spillet.

I 1977 skiftede turneringen termin fra om foråret til om efteråret, hvor den indledte den europæiske indendørssæson, hvilket medførte, at arrangørerne fik mulighed for at tiltrække spillere, der havde gjort opmærksom på sig selv i løbet af sommeren som f.eks. French Open-finalisten Guillermo Vilas og US Open-semifinalisten John McEnroe i 1978, hvorfor tilskuerinteresssen steg yderligere, og det afspejlede sig i tilskuertallet, der steg fra 16.000 i 1977 til 28.000 i 1978. Succesen fortsatte de kommende år i begyndelsen af 1980'erne, hvor turneringen havde deltagelse af så prominente navne som Björn Borg, Ivan Lendl, Brian Gottfried, Johan Kriek, Eddie Dibbs, Yannick Noah, Mats Wilander og Vitas Gerulaitis, og i 1981 nåede præmiesummen i Swiss Indoors op på $ 100.000.

Handelsfirmaet Oettinger Davidoff Group blev fra 1994 turneringens titelsponsor med sit varemærke "Davidoff". Titelsponsoratet med et tobaksmærke blev dog efter 17 år ikke forlænget, da det efterhånden førte til massive begrænsninger som følge af de stigende restriktioner for tobaksreklamer.[2]

Roger Federer har rekorden for flest singletitler med 10 turneringssejre i sin hjemby, og derudover har han yderligere fem gange tabt i finalen. Han var bl.a. i finalen 10 gange i træk fra 2006 til 2015. Rekorden i doublerækken deles mellem Tomáš Šmíd, Bob Bryan, Mike Bryan, Daniel Nestor og Nenad Zimonjić, der alle har vundet fire titler.

Historie redigér

Datoer, spillesteder, tilskuertal og præmier redigér

År Datoer Navn Spillested Tilskuertal Tour Kategori Præmiesum
1970 6. - 8. marts[3] Barracuda-Cup Tennisclub Coop, Muttenz 50 -
1971 5. - 7. marts[4] Hallenmeisterschaft Coop um den Braun synchon Cup 300 $ 500
1972 16. - 19. marts 3. Internationale Hallentennis-Meisterschaften von Basel Tennis Club Old Boys Basel 500 $ 1.000
1973 8. - 11. marts 4. Internationale Hallentennis-Meisterschaften von Basel 1.000 Grand Prix Suisse $ 2.500
1974 7. - 10. februar 5. Internationale Hallentennis-Meisterschaften von Basel Fiechtenhalle, Reinach 4.000 ? $ 10.000
1975 3. - 9. februar Internationale Hallentennismeisterschaften von Schweiz St. Jakobshalle, Basel 7.000 ATP European Circuit $ 25.000
1976 1. - 7. marts Swiss Indoors Fiechtenhalle, Reinach 8.000 ? $ 30.000
1977 24. - 30. oktober St. Jakobshalle, Basel 16.000 Grand prix-serien 1 stjerne $ 50.000
1978 23. - 29. oktober 28.000 $ 50.000
1979 15. - 21. oktober 38.000 $ 75.000
1980 13. - 19. oktober 49.100 $ 75.000
1981 12. - 18. oktober 40.500 $ 100.000
1982 11. - 17. oktober 41.500 $ 100.000
1983 10. - 16. oktober Swiss Indoors - Acom Championships 42.500 $ 117.000
1984 8. - 14. oktober 40.700 $ 145.000
1985 14. - 20. oktober 52.100 $ 174.000
1986 13. - 19. oktober Ebel Swiss Indoors 52.400 $ 210.000
1987 5. - 11. oktober 52.100 $ 239.000
1988 4. - 9. oktober Swiss Indoors 56.900 $ 270.000
1989 3. - 8. oktober 58.600 $ 391.000
1990 24. - 30. september 61.100 ATP Tour ATP World Series $ 500.000
1991 23. - 29. september 61.300 $ 750.000
1992 28. september - 4. oktober 64.100 $ 775.000
1993 27. september - 3. oktober 64.500 $ 800.000
1994 26. september - 2. oktober Davidoff Swiss Indoors 62.100 $ 800.000
1995 25. september - 1. oktober 70.100 $ 1.000.000
1996 23. - 29. september 62.700 $ 1.000.000
1997 29. september - 5. oktober 58.800 $ 1.000.000
1998 5. - 11. oktober 59.600 $ 1.000.000
1999 4. - 10. oktober 64.900 $ 1.000.000
2000 23. - 29. oktober 64.900 ATP International Series $ 1.000.000
2001 22. - 28. oktober 62.600 $ 1.000.000
2002 21. - 27. oktober 61.100 $ 1.000.000
2003 20. - 26. oktober 65.800 850.000
2004 25. - 31. oktober 65.800 850.000
2005 24. - 30. oktober 66.100 850.000
2006 23. - 29. oktober 65.200 850.000
2007 22. - 28. oktober 66.700 850.000
2008 20. - 26. oktober 70.900 850.000
2009 2. - 8. november 71.600 ATP World Tour ATP World Tour 500 1.775.000
2010 1. - 7. november 72.100 1.775.000
2011 31. oktober - 6. november Swiss Indoors Basel 72.200 1.838.100
2012 22. - 28. oktober 72.300 1.934.300
2013 21. - 27. oktober 71.300 1.988.000
2014 20. - 26. oktober 71.300 1.915.060
2015 26. oktober - 1. november 71.600 2.022.300
2016 24. - 30. oktober 70.900 2.151.985
2017 23. - 29. oktober 71.900 2.291.860
2018 22. - 28. oktober 70.100 2.442.740
2019 21. - 27. oktober 70.200 ATP Tour ATP Tour 500 2.219.975
2020 Turnering aflyst på grund af COVID-19-pandemien.
2021
2022 24. - 30. oktober Swiss Indoors Basel St. Jakobshalle, Basel ATP Tour ATP 500 2.135.350
2023 23. - 29. oktober 2.196.000

1970-73: Fire år i boblehal redigér

Den 22-årige valutahandler Roger Brennwald, der om sommeren jævnligt spillede tennis i TC BIZ Tennis, blev i vinteren 1967-68 indbudt af nogle kollegaer til en doublekamp i Basels eneste tennishal i Mustermesse. I den uopvarmede hal frøs Brennwald om fingrene, han generedes af de skæve opspring, når boldene ramte dækslerne i asfaltunderlaget, og hallens belysning var dårlig. Sammen med vennen Edgar Huwyler og værnepligtskollegaen Markus Gysin lagde de en plan for en ny og bedre tennishal i Basel. For 60.000 schweizerfranc købte de en boblehal af mærket Barracuda i Sverige, som de afsøgte muligheden for at sætte op i Basel. I efteråret 1969 lykkedes det at få sat hallen op på en grusbane i Tennisclub Coop i Basel-forstaden Muttenz, hvor de betalte 4.000 schweizerfranc i leje.

Trioen blev dog hurtigt til en duo, eftersom Gysin sprang fra, men Brennwald og Huwyler besluttede sig for at arrangere en tennisturnering i boblehallen under navnet "Barracuda-Cup". Brennwald stod for økonomi, markedsføring og spillerkontakt, mens Huwyler var ansvarlig for teknik og organisation. Der blev spillet tre rækker – herresingle A/B, damesingle A/B og herresingle C/D – og arrangøren Huwyler deltog opsigtsvækkende selv i den bedste herresinglerække, mens Brennwald spillede med i C/D-rækken. Damesinglerækken blev vundet af Evagreth Emmenegger, som i semifinalen havde afværget fire matchbolde mod den tidligere schweiziske mester Ruth Kaufmann, og som i finalen besejrede Janine Bourgnon i tre sæt. Herresingleturneringen havde deltagelse af otte spillere og blev vundet af vesttyskeren Klaus Berger, der i finalen vandt over den topseedede, tidligere schweiziske mester Ernst Schori med 6-3, 6-1. Vinderen modtog et forgyldt armbåndsur til en værdi af 300 schweizerfranc, som Brennwald havde skaffet via sin onkel, der ejede urmærket Zodiac. Herrernes C/D-række blev vundet af Brennwald, der tidligere havde været et stort talent inden for håndbold, fodbold og atletik, men som på grund af sygdom havde måttet opgive en karriere som elitesportsmand.

Den anden udgave af turneringen fik navnet "Hallenmeisterschaft Coop um den Braun synchron Cup" og løb af stablen i marts 1971 i boblehallen i Muttenz. Siden året før var damesinglerækken blevet sløjfet, eftersom hele den schweiziske kvindelige tenniselite befandt sig i Sydfrankrig, hvor spillerne forberedte sig på udendørsssæonen. I stedet indførtes en doublerække, dog kun for lavere rangerede spiller, og derfor regnes doubleresultaterne i turneringen først som officielle fra 1976. I herresingle var deltagerfeltet til gengæld væsentligt stærkere end i turneringens første udgave. Blandt deltagerne var den forsvarende mester Klaus Berger og Helmut Kuner fra Vesttyskland, den i Zürich bosiddende hollænder Jan Coebergh, eksil-tjekkoslovakkerne Jiří Zahradníček og Petr Kanderal, der spillede for TC Chur, samt schweizerne Rico Casparidis fra Chur, Ernst Schori, Tim Sturdza og Hansruedi Baumann fra Basel samt den schweiziske nr. 2, Theodore Stalder. I de indledende runder spilledes kampene først til 9 partier, mens der i semfinalerne og finalen blev spillet bedst af tre sæt. I finalen vandt Jiří Zahradníček med 1-6, 6-2, 6-3 over Helmut Kuner og sikrede sig dermed førstepræmien på 500 schweizerfranc. Af ukendte årsager gik Zahradníčeks turneringssejr imidlertid tabt i statistikkerne, og i mange år stod Kuner fejlagtigt anført som vinder af titlen i Basel i 1971. Fejltagelsen blev først opdaget, da turneringsdirektør Brennwald i 1995 inviterede alle de tidligere vindere til turneringens 25 års jubilæum, og Kuner, da han blev ringet op af Brennwald, måtte oplyse turneringsdirektøren om den korrekte vinders identitet. Turneringen i 1971 blev imidlertid intet tilløbsstykke med hensyn til tilskuere. I alt 300 tilskuere overværede de tre kampdage, men det var trods alt mere end de blot 50 tilskuere til den første turnering.

Året efter fik Roger Brennwald og Edgar Huwyler afslag på at sætte boblehallen op i Tennisclub Coop for tredje vinter i træk. I stedet bliver den pustet op på en bane i Tennis Club Old Boys Basel, hvor den tredje udgave af turneringen blev spillet i midten af marts 1972 under navnet "Die 3. Internationaler Hallentennis-Meisterschaften von Basel" (Basels tredje internationale indendørs tennismesterskaber). Bortset fra den nationale mester, Theodore Stalder, var hele den schweiziske elite tilmeldt i Basel, herunder Tim Sturdza, Matthias Werren, Rolf Spitzer, Michel Burgener, Fredy Blatter og Franky Grau. Derudover stillede de to sydtyske spillere Klaus Berger og Helmut Kuner, samt den forsvarende mester Zahradníček og Kanderal også op. Turneringen havde i alt deltagelse af 24 spillere og blev for første gang afviklet over fire dage. De indledende kampe blev spillet først til 11 partier med tiebreak ved stillingen 10-10, mens man fra kvartfinalerne og frem spillede bedst af tre sæt. I finalen vandt Michal Burgener med 7-5, 4-6, 6-0 over Petr Kanderal, og den første schweiziske vinder af turneringen forbløffede publikum med sin specielle teknik, idet han slog forhånd med både højre og venstre hånd.

"Basels fjerde internationale indendørs tennismesterskaber" i begyndelsen af marts 1973 blev den sidste udgave af turneringen, der blev spillet på en grusbane i en boblehal. Deltagerfeltets kvalitet blev endnu en gang skærpet, idet hele den schweiziske elite var til start sammen med franskmanden Jean-Claude Barclay, amerikaneren Eric Mann samt vesttyskerne Klaus Berger, Helmut Kuner og Waldemar Timm. Dog savnedes den forsvarende mester Michel Burgener, der var optaget af en eksamen. Det stærke felt blev lokket til Basel af en samlet præmiesum på $ 2.500, og turneringen var den sidste i turneringsserien Grand Prix Suisse. Sejren gik til Jean-Claude Barclay, der i finalen besejrede schweizeren Leonardo Manta med 6-3, 7-5.

Vindere og finalister redigér

Single redigér

År Vinder Finalist Finaleresultat
1970   Klaus Berger   Ernst Schori 6–3, 6–1
1971   Jiří Zahradníček   Petr Kanderal 6–4, 5–7, 6–3
1972   Michel Burgener   Petr Kanderal 7–5, 4–6, 6–0
1973   Jean-Claude Barclay   Leonardo Manta 6–3, 7–5
1974   Roger Taylor   Petr Kanderal 6–4, 6–2
1975   Jiří Hřebec   Ilie Năstase 6–1, 7–6, 2–6, 6–4
1976   Jan Kodeš   Jiří Hřebec 6–4, 6–2, 6–3
1977   Björn Borg   John Lloyd 6–4, 6–2, 6–3
1978   Guillermo Vilas   John McEnroe 6–3, 5–7, 7–5, 6–4
1979   Brian Gottfried   Johan Kriek 7–5, 6–1, 4–6, 6–3
1980   Ivan Lendl   Björn Borg 6–3, 6–2, 5–7, 0–6, 6–4
1981   Ivan Lendl (2)   José Luis Clerc 6–2, 6–3, 6–0
1982   Yannick Noah   Mats Wilander 6–4, 6–2, 6–3
1983   Vitas Gerulaitis   Wojtek Fibak 4–6, 6–1, 7–5, 5–5 opg.
1984   Joakim Nyström   Tim Wilkison 6–3, 3–6, 6–4, 6–2
1985   Stefan Edberg (1)   Yannick Noah 6–7, 6–4, 7–6, 6–1
1986   Stefan Edberg (2)   Yannick Noah 7–6, 6–2, 6–7, 7–6
1987   Yannick Noah (2)   Ronald Agénor 7–6, 6–4, 6–4
1988   Stefan Edberg (3)   Jakob Hlasek 7–5, 6–3, 3–6, 6–2
1989   Jim Courier   Stefan Edberg 7–6, 3–6, 2–6, 6–0, 7–5
1990   John McEnroe   Goran Ivanišević 6–7, 4–6, 7–6, 6–3, 6–4
1991   Jakob Hlasek   John McEnroe 7–6(4), 6–0, 6–3
1992   Boris Becker   Petr Korda 3–6, 6–3, 6–2, 6–4
1993   Michael Stich   Stefan Edberg 6–4, 6–7(5), 6–3, 6–2
1994   Wayne Ferreira   Patrick McEnroe 4–6, 6–2, 7–6(7), 6–3
1995   Jim Courier (2)   Jan Siemerink 6–7(2), 7–6(5), 5–7, 6–2, 7–5
1996   Pete Sampras   Hendrik Dreekmann 7–5, 6–2, 6–0
1997   Greg Rusedski   Mark Philippoussis 6–3, 7–6(6), 7–6(3)
1998   Tim Henman   Andre Agassi 6–4, 6–3, 3–6, 6–4
1999   Karol Kučera   Tim Henman 6–4, 7–6(10), 4–6, 4–6, 7–6(2)
2000   Thomas Enqvist   Roger Federer 6–2, 4–6, 7–6(4), 1–6, 6–1
2001   Tim Henman (2)   Roger Federer 6–3, 6–4, 6–2
2002   David Nalbandian   Fernando González 6–4, 6–3, 6–2
2003   Guillermo Coria   David Nalbandian w.o.
2004   Jiří Novák   David Nalbandian 5–7, 6–3, 6–4, 1–6, 6–2
2005   Fernando González   Marcos Baghdatis 6–7(8), 6–3, 7–5, 6–4
2006   Roger Federer (1)   Fernando González 6–3, 6–2, 7–6(3)
2007   Roger Federer (2)   Jarkko Nieminen 6–3, 6–4
2008   Roger Federer (3)   David Nalbandian 6–3, 6–4
2009   Novak Djokovic   Roger Federer 6–4, 4–6, 6–2
2010   Roger Federer (4)   Novak Djokovic 6–4, 3–6, 6–1
2011   Roger Federer (5)   Kei Nishikori 6–1, 6–3
2012   Juan Martín del Potro   Roger Federer 6–4, 6–7(5), 7–6(3)
2013   Juan Martín del Potro (2)   Roger Federer 7–6(3), 2–6, 6–4
2014   Roger Federer (6)   David Goffin 6–2, 6–2
2015   Roger Federer (7)   Rafael Nadal 6–3, 5–7, 6–3
2016   Marin Čilić   Kei Nishikori 6–1, 7–6(5)
2017   Roger Federer (8)   Juan Martín del Potro 6–7(5), 6–4, 6–3
2018   Roger Federer (9)   Marius Copil 7–6(5), 6–4
2019   Roger Federer (10)   Alex de Minaur 6–2, 6–2
2020 Ingen turnering på grund af COVID-19-pandemien.
2021
2022   Félix Auger-Aliassime (1)   Holger Rune 6–3, 7–5
2023   Félix Auger-Aliassime (2)   Hubert Hurkacz 7–6(3), 7–6(5)

Double redigér

År Vinder Finalist Finaleresultat
1976   Frew McMillan
  Tom Okker
  Jiří Hřebec
  Jan Kodeš
6–4, 7–6, 6–4
1977   Mark Cox
  Buster Mottram
  John Feaver
  John James
7–5, 6–4, 6–3
1978   Wojtek Fibak
  John McEnroe
  Bruce Manson
  Andrew Pattison
7–6, 7–5
1979   Bob Hewitt
  Frew McMillan (2)
  Brian Gottfried
  Raúl Ramírez
6–3, 6–4
1980   Kevin Curren
  Steve Denton
  Bob Hewitt
  Frew McMillan
6–7, 6–4, 6–4
1981   José Luis Clerc
  Ilie Năstase
  Markus Günthardt
  Pavel Složil
7–6, 6–7, 7–6
1982   Henri Leconte
  Yannick Noah
  Fritz Buehning
  Pavel Složil
6–2, 6–2
1983   Pavel Složil
  Tomáš Šmíd
  Stefan Edberg
  Florin Segărceanu
6–1, 3–6, 7–6
1984   Pavel Složil (2)
  Tomáš Šmíd (2)
  Stefan Edberg
  Tim Wilkison
7–6, 6–2
1985   Tim Gullikson
  Tom Gullikson
  Mark Dickson
  Tim Wilkison
4–6, 6–4, 6–4
1986   Guy Forget
  Yannick Noah (2)
  Jan Gunnarsson
  Tomáš Šmíd
7–6, 6–4
1987   Anders Järryd
  Tomáš Šmíd (3)
  Stanislav Birner
  Jaroslav Navrátil
6–4, 6–3
1988   Jakob Hlasek
  Tomáš Šmíd (4)
  Jeremy Bates
  Peter Lundgren
6–3, 6–1
1989   Udo Riglewski
  Michael Stich
  Omar Camporese
  Claudio Mezzadri
6–3, 4–6, 6–0
1990   Stefan Kruger
  Christo van Rensburg
  Neil Broad
  Gary Muller
4–6, 7–6, 6–3
1991   Jakob Hlasek (2)
  Patrick McEnroe
  Petr Korda
  John McEnroe
3–6, 7–6, 7–6
1992   Tom Nijssen
  Cyril Suk
  Karel Nováček
  David Rikl
6–3, 6–4
1993   Byron Black
  Jonathan Stark
  Brad Pearce
  Dave Randall
3–6, 7–5, 6–3
1994   Patrick McEnroe (2)
  Jared Palmer
  Lan Bale
  John-Laffnie de Jager
6–3, 7–6
1995   Cyril Suk (2)
  Daniel Vacek
  Mark Keil
  Peter Nyborg
3–6, 6–3, 6–3
1996   Jevgenij Kafelnikov
  Daniel Vacek (2)
  David Adams
  Menno Oosting
6–3, 6–4
1997   Tim Henman
  Marc Rosset
  Karsten Braasch
  Jim Grabb
7–6, 6–7, 7–6
1998   Olivier Delaître
  Fabrice Santoro
  Piet Norval
  Kevin Ullyett
6–3, 7–6
1999   Brent Haygarth
  Aleksandar Kitinov
  Jiří Novák
  David Rikl
0–6, 6–4, 7–5
2000   Donald Johnson
  Piet Norval
  Roger Federer
  Dominik Hrbatý
7–6(9), 4–6, 7–6(4)
2001   Ellis Ferreira
  Rick Leach
  Mahesh Bhupathi
  Leander Paes
7–6(3), 6–4
2002   Bob Bryan
  Mike Bryan
  Mark Knowles
  Daniel Nestor
7–6(1), 7–5
2003   Mark Knowles
  Daniel Nestor
  Lucas Arnold Ker
  Mariano Hood
6–4, 6–2
2004   Bob Bryan (2)
  Mike Bryan (2)
  Lucas Arnold Ker
  Mariano Hood
7–6(9), 6–2
2005   Agustín Calleri
  Fernando González
  Stephen Huss
  Wesley Moodie
7–5, 7–5
2006   Mark Knowles (2)
  Daniel Nestor (2)
  Mariusz Fyrstenberg
  Marcin Matkowski
4–6, 6–4, [10–8]
2007   Bob Bryan (3)
  Mike Bryan (3)
  James Blake
  Mark Knowles
6–1, 6–1
2008   Mahesh Bhupathi
  Mark Knowles (3)
  Christopher Kas
  Philipp Kohlschreiber
6–3, 6–3
2009   Daniel Nestor (3)
  Nenad Zimonjić
  Bob Bryan
  Mike Bryan
6–2, 6–3
2010   Bob Bryan (4)
  Mike Bryan (4)
  Daniel Nestor
  Nenad Zimonjić
6–3, 3–6, [10–3]
2011   Michaël Llodra
  Nenad Zimonjić (2)
  Maks Mirnyj
  Daniel Nestor
6–4, 7–5
2012   Daniel Nestor (4)
  Nenad Zimonjić (3)
  Treat Conrad Huey
  Dominic Inglot
7–5, 6–7(4), [10–5]
2013   Treat Conrad Huey
  Dominic Inglot
  Julian Knowle
  Oliver Marach
6–3, 3–6, [10–4]
2014   Vasek Pospisil
  Nenad Zimonjić (4)
  Marin Draganja
  Henri Kontinen
7–6(13), 1–6, [10–5]
2015   Alexander Peya
  Bruno Soares
  Jamie Murray
  John Peers
7–5, 7–5
2016   Marcel Granollers
  Jack Sock
  Robert Lindstedt
  Michael Venus
6–3, 6–4
2017   Ivan Dodig
  Marcel Granollers (2)
  Fabrice Martin
  Édouard Roger-Vasselin
7–5, 7–6(6)
2018   Dominic Inglot (2)
  Franko Škugor
  Alexander Zverev
  Mischa Zverev
6–2, 7–5
2019   Jean-Julien Rojer
  Horia Tecău
  Taylor Fritz
  Reilly Opelka
7–5, 6–3
2020 Ingen turnering på grund af COVID-19-pandemien.
2021
2022   Ivan Dodig (2)
  Austin Krajicek
  Nicolas Mahut
  Édouard Roger-Vasselin
6–4, 7–6(5)
2023   Santiago González (2)
  Édouard Roger-Vasselin
  Hugo Nys
  Jan Zieliński
6–7(8), 7–6(3), [10–1]

Kilder redigér

Noter redigér

  1. ^ Aargauer Zeitung - 'Tennis-Pionier Roger Brennwald: «Vielleicht fällt einmal ein neuer Federer vom Himmel" (23. oktober 2017) Arkiveret 1. december 2020 hos Wayback Machine (tysk)
  2. ^ Basler Zeitung - Swiss Indoors droht neues Ungemach (31. maj 2010) (tysk)
  3. ^ Swiss Indoors Basel History 1970-2020' anfører "primo april".
  4. ^ Swiss Indoors Basel History 1970-2020' anfører "ultimo marts".