Bruger:Brinchj/sandkasse

Dette er Brinchjs brugersandkasse. En brugersandkasse er en underside til brugerens brugerside. Den fungerer som et test- og udviklingsområde for brugeren og er ikke en encyklopædisk artikel. Andre sandkasser: Wikipedias Sandkasse | Skabelonsandkassen.

Artiklen er om nutidens ændring af jordens klimasystem, klimaforandring kan også henvise til ændringer tidligere i jordens historie.

Global ændring af gennemsnitsoverfladetemperatur 1880–2016 i forhold til niveauet fra 1951–1980.

Global opvarmning og klimaforandringer er den århundrede lange stigning i gennemsnitstemperaturene i jordens lavere atmosfære og havene samt de heraf følgende konsekvenser. Der er mange videnskabelig observationer der indikerer, at klimaet (eller ‘’klimasystemet’’) bestående af jordens atmosfære, lithosfæren, hydrosfæren, og biosfæren bliver varmere. Mange af de observerede ændringer siden 1950’erne har ikke fortilfælde i tidligere temperaturmålinger, som går tilbage til midten af 1800-tallet eller i klimaproxy-data (afledt af blandt andet årringe, sedimenter og iskerneboringer) som går tusindvis af år tilbage.

FN’s klimapanel (IPCC) fastslog i sin 5. hovedrapport fra 2014, at der er stor enighed blandt forskere om, at det er «ekstremt sandsynligt» («extremely likely») at menneskeskabt påvirkning er den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af 1900-tallet. Foreløbigt vil halvdelen af den kuldioxid som frigives ved afbrænding af fossilt brændstof og brændsel forblive i atmosfæren. Resten bliver absorberet af planter og hav. Globale klimamodeller anslår at i løbet af det 21. århundrede vil den globale overfladetemperatur stige yderligere 0,3 til 1,7 °C for det laveste udslipsscenarie og 2,6 til 4,8 °C for det højeste. I den videnskabelige litteratur er der en stor enighed om at den globale overfladetemperatur er steget de sidste årtier, og at trenden hovedsageligt skyldes menneskeskabt udledning af drivhusgasser. Ingen videnskabelige organer af national eller international betydning er uenige i dette synspunkt.

Forventede konsekvenser af global opvarmning er øgede temperaturer, havstigninger, ændring af nedbørsmønstre og ørkenspredning i de subtropiske klimabælter. Opvarmningen forventes at være større over land end over hav og størst i Arktis med reduktion af gletsjere, permafrost og havis til følge. Andre forandringer kan blive hyppigere forekommende ekstremt vejr (f.eks. hedebølger, tørke, skybrud med oversvømmelser og kraftige snefald), forsuring af havene og faldende biodiversitet. Alvorlige konsekvenser for mennesker og samfund er faldende forsyningssikkerhed af fødevare pga. svigtende høst, samt affolkning af beboede områder pga. stigende vandstand. Klimasystemet har stor «træghed», og drivhusgasser vil forblive i atmosfæren i lang tid. Derfor vil mange af disse konsekvenser ikke blot eksistere i flere årtier, eller århundreder, men i flere tusinde år.

Mulige tiltag imod global opvarmning er reduktion i udledning af drivhusgasser og geoengineering. Det er også muligt at bruge ressourcer på tilpasning til det nye klima. De fleste lande i verdenene har underskrevet klimakonventionen (UNFCCC) og er blevet enige om en målsætning om at holde opvarmningen godt under 2 °C. Parterne i klimakonventionen er enige om at store fald i udledningen af drivhusgasser er nødvendigt.

Etymologi

James Hansen var tidligere forsker ved NASA, indenfor klimatologi. Han er en af de mest kendte klimaforskere, blandt andet fordi han advarede om global opvarmning allerede i 1980-erne.

I 1950 pegede forskning på øgede globale temperaturer, og i 1952 rapporterede en avis om «klimaforandringer». Dette begreb dukkede op næste gang i november 1957 i avisen The Hammond Times, som beskrev Roger Revelles forskning af øget menneskabt CO₂-udslip og dets påvirkning af drivhuseffekten: «en storskala global opvarmning, med radikale klimaforandringer som følge». Begge betegnelser blev brugt sporadisk frem til 1975, da Wallace Smith Broecker udgiver en videnskabelig artikel med titlen «Climatic Change: Er vi på randen af en tydelig global opvarmning». Udtrykket begyndte da at blive populært, og i 1976 sagde den sovjetiske klimaforsker Mikhail Budyko at «en global opvarmning er startet», og det blev herefter bredt kendt. Andre studier, for eksempel en rapport fra MIT i 1971, refererede til menneskelig påvirkning som «utilsigtet klimamodifikation», men et indflydelsesrigt studie fra National Academy of Sciences fra 1979 ledet af Jule Charney fulgte Broecker og brugte global opvarmning for stigende overfladetemperaturer, men beskrev de bredere effekter af øget CO₂ som klimaforandringer.

I 1986 og november 1987 vidnede klimaforsker James Hansen fra NASA i den amerikanske kongres om global opvarmning. Der var øgede hedebølger og tørkeproblemer i sommeren 1988, og da Hansen vidnede under en høring i Senatet den 23. juni udløste han en verdensomspændende interesse for emnet. Her sagde han: «Global opvarmning har nået et niveau, så vi med en høj grad af tillid kan tilskrive et årsag-og-virkningsforhold mellem drivhuseffekten og den observerede opvarmning.» Den offentlige opmærksomhed blev øget over sommeren, og global opvarmning blev det dominerende folkelige begreb som jævnligt bruges både i medierne og i den offentlige debat.

I en artikel fra NASA i 2008 om brug af begreber har Erik M. Conway defineret global opvarmning som «øgning i jordens overfladetemperatur på grund af øgede niveauer af klimagasser», mens klimaforandringer er «en langsigtet ændring af jordens klima, eller på en region af jorden.» Fordi effekter som for eksempel ændrede nedbørsmønstre og stigende havniveau sandsynligvis vil have mere indflydelse end temperaturen alene, mente han at globale klimaforandringer var et mere videnskabelig korrekt begreb, og i lighed med FNs klimapanel vil NASAs hjemmeside også understrege denne bredere sammenhæng.

Observerede temperaturforandringer

Klimaforandringer før og nu

Globale temperaturforskelle for 2015, sammenlignet med gennemsnittet for årene 1951–1980. Året 2015 var på tidspunktet det varmeste år registreret (globalt set) ifølge NASA/NOAAs data fra de moderne målinger der startede i 1880. Farverne indikerer temperaturforskellene: Orange representerer temperaturer som er varmere end gennemsnittet for 1951–1980, mens blå representerer temperaturer der er koldere. (NASA/NOAA - 20. januar 2016).

Jorden har haft en strålingsubalance siden i hvert fald 1970-erne, hvor mindre energi hvert år forlader atmosfæren end den mængde som kommer ind. Størstedelen af denne ekstra energi er blever absorberet af havet. Det er meget sandsynligt, at menneskelige aktiviteter har bidraget betydeligt øgningen af varmeindholdet i havet.

To årtusinders gennemsnitlige overfladetemperatur. Temperaturerne er rekonstrueret fra flere klimaindikatorer, der er fladet ud årti for årti. Instrumentale temperaturmålinger er overlagt med sort streg.

Temperaturens anomali (afvigelse fra normen) i hundredevis af lande i årene 1900–2016. Afvigelserne er vist som relativt til gennemsnitstemperaturen for 1951–1980. Baseret på GISTEMP-data (GISS Surface Temperature Analysis).

Global opvarmning og klimaforandringer er betegnelser som benyttes for den observerede øgning af gennemsnitstemperaturen i jordens klimasystem (og effekter relateret hertil) i tiden siden den industruelle revolution (cirka 1880). Der er flere videnskabelige holdepunkter for at klimasystemet er under opvarmning. For øvrig betegner klimasystem det meget komplekse system bestående af jordens atmosfære, lithosfæren, hydrosfæren, og biosfæren, og samspillet mellem disse. Dette system har sin egne indre dynamik, i tillæg til at det påvirkes af ydre faktorer som solindstråling og atmosfærens sammensætning af gasser.

Øgningen af den atmosfæriske temperatur nær jordoverfladen er et tegn på global opvarmning og er meget omtalt i massemedier. Dog er det meste af den ekstra energi som er tilført klimasystemet siden 1970 gået til at opvarme verdenshavene. Resten er gået til at tø is og opvarme kontinenterne og atmosfæren Mange af de observerede ændringer siden 1950-erne er enestående i løbet af de sidste tusindvis til titusindvis af år.

Den gennemsnitlige globale overfladetemperatur (fra land og hav) viser en opvarmning på 0,85 °C i perioden 1880–2012, baseret på flere uafhængigt producerede datasæt. Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur steg med 0,74 ±0,18 °C i perioden 1906–2005. Opvarmingen er næsten dobbelt så hurtig i sidste halvdel af perioden (0,13 ±0,03 °C per årti, versus 0,07 ±0,02 °C per årti).

Klimaproxyer (indirekte klimaindikatorer) viser, at temperaturen har været relativt stabil indtil et til to tusind år før 1850, med regionalt varierende svingninger som middelalderlige varmeperiode og den lille istid. Opvarmningen siden 1980 er uden fortilfælde..

Den opvarmning som er tydelig i de instrumentielle måleserier for temperatur, er forenlig med et bredt spektrum af observationer, som også er dokumenteret af mange uafhængige forskningsgrupper. Eksempler er havniveaustigning, omfattende smelting af sne og is på land, øget varmeindhold i havene, øget luftfugtighed, og tidligere forår, som ses ved blomstring tidligere på året. Sandsynligheden for, at disse ændringer kunne have forekommet ved en tilfældighed, tilnærmer sig nul.

Tendenser

Temperaturændringer som følge af global opvarmning varierer over hele kloden. Siden 1979 er landtemperaturerne steget cirka dobbelt så hurtigt som temperaturerne målt i havet (0,25 °C per årti mod 0,13 °C per årti). Havtemperaturer stiger langsommere end landtemperaturer på grund af større effektiv varmekapacitet i havene og fordi havet afgiver varme ved fordampning. Siden begyndelsen af industrialiseringen er temperaturforskellen mellem jordens to halvkugler (nordlige og sydlige halvkugle) steget på grund af smeltning af havis og sne i nord. Gennemsnitlige temperaturer i Arktis har steget næsten dobbelt så hurtigt som i resten af verden de sidste 100 år; arktiske temperaturer er imidlertid også meget varierende. Selv om flere drivhusgasser udledes på den nordlige halvkugle end på den sydlige halvkugle, bidrager dette ikke til forskellen i opvarmning fordi de dominerende drivhusgasser har en levetid som er lang nok til at de spredes i atmosfæren over hele kloden.

Verdenshavenes termiske træghed og langsomme reaktioner fra andre indirekte effekter gør, at klimaet kan bruge århundreder eller mere på at tilpasse sig ændringer i strålingspåvirkning. Et studie af klimaforpligtelser konkluderede at hvis drivhusgasser blev stabiliseret på år 2000-niveau, ville overfladetemperaturene fortsætte med at stige med en halv grad celsius, mens et andet studie viste at hvis drivhusgasserne blev stabiliseret på år 2005-niveau, kan overfladeopvarmningen komme til at overstige en hel grad celsius. Noget af denne overfladeopvarmning vil blive drevet af tidligere naturlige kræfter som fortsat bevæger sig mod ligevægt i klimasystemet. Et studie der brugte en meget forenklet klimamodel viste at disse akkumulerede drivhusgasser fra fortiden kan udgøre helt op til 64 % af bidragene til overfladeopvarmningen i 2050. Derefter vil deres påvirkning svækkes med tiden i forhold til det menneskelige bidrag.

Global temperatur er genstand for kortsigtede svingninger som kan dække over langsigtige tendenser og midlertidigt skjule dem. Den relative stabilitet i overfladetemperatur i årene 2002–2009, som er blevet kaldt en pause i global opvarmning i medierne og af enkelte forskere, passer med forventningerne af en sådan naturligt køligere periode. Opdateringer i 2015 som tog hensyn til forskellige metoder for temperaturmålinger af havoverfladen, viste en positiv (stigende) udvikling fra år 2000-2015.

De varmeste år

16 af de 17 varmeste år som er målt er efter år 2000. Mens rekordårene får betydelig interesse i medierne, er enkeltår mindre vigtige end den generelle tendens. Nogle klimaforskere har kritiseret den opmærksomhed som medier giver til «varmeste år statistikker». Specielt kan havets svingninger, som den sydlige svinging af El Niño, føre til at temperaturene for et givent år bliver særligt høje eller lave af grunde som ikke er relateret til den generelle udvikling og klimaforandringer. Klimaforskeren Gavin Schmidt udtalte at «de langsigtede tendenser eller den forventede sekvens af målinger er langt vigtigere end om et enkelt år er en rekord eller ej».

Eksterne årsager bag temperaturændringer (ydre klimapåvirkninger)

Drivhuseffekten vist skematisk med energioverførsler mellem rummet, atmosfæren og jordens overflade. Overførelser med tal er angivet i watt pr. kvadratmeter(W/m²).

Denne graf, kendt som Keeling-kurven, dokumenterer stigningen af atmosfærisk kuldioxidkoncentrationer 1958-2018. Månedlige CO₂-målinger viser sæsonudsvingningerne i en opadgående trend: Hvert års maksimale værdi ses på den nordlige halvkugle sent på foråret og aftager i løbet af vækstsæsonen hvor planter optager noget af det atmosfæriske CO₂.

Interne og eksterne påvirkninger af klimasystemet

Klimaændringer som skyldes interne faktorer i klimasystemet sker ofte og kan påvirke i nogle år til årtier. Ved sådanne klimavariationer er der ingen nettoændring af varmemængdeen i systemet som helhed; det er bare en udveksling af varme fra nogle dele af systemet til andre ved hjælp af vind og havstrømme. Et typisk eksempel er fænomenet El Niño. Ved større og mere langvarige ændringer i klimasystemet sker der ændringer i den totale varmemængde, noget som har sin årsag i ydre faktorer (ydre klimapåvirkninger). Sådanne påvirkninger kan være naturlige og skyldes f.eks. ændringer i mængden af solindstråling, eller vulkanudbrud. De sidste 100-150 år har menneskelig aktivitet skabt nye typer påvirkninger. For eksempel fører øgede mængder drivhusgasser i atmosfæren til opvarming (positiv påvirkning), imens småpartikler, så som aerosoler reflekterer sollyset og fører til nedkølling (negativ påvirkning).

Den videnskabelige forståelse af den globale opvarmning stiger løbende. FN's klimapanel (IPCC) fastslog i sin femte hovedrapport fra 2014, at der er stor enighed blandt forskere om at det er «ekstremt sandsynligt» («extremely likely») at menneskeskabte ydre påvirkninger er den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af 1900-tallet. Ændringer i solenergi og naturlig intern variation kan kun bidrage marginalt til at forklare de observerede ændringer i klimaet i løbet af det sidste århundrede, og der er ikke noget overbevisende bevis for at naturlige cyklusser i observationsdataene kan forklare de observerede ændringer i klimaet. (Meget høj konfidens).

Havene og jordens skove og anden vegetation optager omkring halvdelen af den kuldioxid som frigøres. Resten bliver i atmosfæren og bidrager til forstærket drivhuseffekt og klimaforandringer. Denne 50/50-fordeling har holdt sig de sidste 50–100 år, men det er usikkert i hvor høj grad hav og skove kan fortsætte med at tag imod kuldioxid fra det stadig øgende forbrug af fossilt brændsel, samtidig med at skovarealet mindskes]].

Klimagasser

Uddybende artikler: Kuldioxid , Drivhusgas , Drivhuseffekt , Drivhuspotentiale og Strålingspåvirkning

Drivhuseffekten er et resultat af at gasser i en planets atmosfære tillader mere solstråling (og dermed varme) at komme ind end der stråles ud. Restenergien optages af planetens overflade (land og hav) og af atmosfærens lavere lag, som derved bliver varmere. Det var den franske fysiker Joseph Fourier som i 1820-erne lancerede teorien om, at atmosfæren kan virke isolerende, og han omtales ofte som «drivhuseffektens far». Teorien blev videreudviklet af ireren John Tyndall, som i 1860–1861 påviste at vanddamp er det vi i dag kalder en drivhusgas..

Drivhuseffekten blev første gang undersøgt kvantitativt af den svenske fysiker og kemiker Svante Arrhenius i 1896, som også påviste kuldioxids (CO2's) betydning. Fra 1930-erne og derefter blev nye modeller udviklet, blandt andet af Guy Stewart Callendar, som påviste betydningen af menneskers virksomhed. Charles David Keeling begyndte i slutningen af 1950-erne med systematiske målinger af CO₂ i atmosfæren, blandt andet på toppen af Mauna Loa på Hawaii.

Årlige globale drishuvsgasudledninger i 2010 per sektor.

Procentvis andel af verdens samlede energirelaterede CO₂-udledninger mellem 1751 og 2017 for forskellige regioner.

På jorden forårsager de naturlige forekommende mængder drivhusgasser at lufttemperaturen nær overfladen bliver 33 °C varmere end den ville have været ellers. Uden jordens atmosfære ville dens gennemsnitstemperatur være godt under frysepunktet ved havet. De vigtigste drivhusgasser er vanddamp, som giver cirka 36–70 % af drivhuseffekten; kuldioxid (CO₂) bidrager til 9–26 %; Metan (CH₄) giver 4–9 %; og ozon (O₃) giver 3–7 %. Skyer påvirker også strålingsbalancen fordi de giver et drivhuslignende bidrag.

Menneskelig aktivitet har siden den industrielle revolution øget mængden af drivhusgasser i atmosfæren, noget som fører til øget strålingseffekt fra CO₂, metan, ozon i troposfæren, CFC-gasser og lattergas. Ifølge et studie publiceret i 2007 er koncetrationen af CO₂ og metan steget med henholdsvis 36 % og 148 % siden 1750. Disse niveauer er højere end på noget andet tidspunkt i de sidste 800.000 år, som er den periode der er dækket af pålidelige data fra iskerneprøver. Mindre direkte geologiske beviser indikerer, at der har været CO₂-niveauer højere end dette for cirka 20 millioner år siden. Energiproduktion af fossilt brændsel står bag om cirka tre fjerdedele af stigningen i CO₂ fra menneskelig aktivitet i løbet af de sidste 20 år. Resten af denne stigning skyldes hovedsagelig ændringer i arealbrug, specielt afskovning. En anden betydelig kilde til menneskeskabt CO₂ som ikke er relateret til energiforbrug, er udledningerne fra kalkbrænding til cement, en kemisk proces som frigør CO₂. Estimater for globale CO₂ -udledninger i 2011 fra forbrænding af fossilt brændsel, herunder cementproduktion og gasbrænding, var 34,8 milliarder ton (9,5 ± 0,5 PgC), en stigning på 54 % fra udledningerne i 1990. Kul var udgjorde 43 % af de totale udlednigner, olie 34 %, gas 18 % , cement 4,9 % og gasbrænding 0,7 %.

Atmosfærisk CO₂-koncentrationen fra 12 000 år siden til nær nutid fundet ved iskernemålinger og direkte målinger.

I maj 2013 blev det rapporteret at aflæsninger for CO₂ taget på verdens primære referencested i Mauna Loa-observatoriet havde nået 400 ppm. Ifølge professor Brian Hoskins er dette sandsynligvis første gang CO₂-nivåeaut har været så højt på cirka 4,5 millioner år. Månedlige globale CO₂-koncentrationer oversteg 400 ppm i marts 2015, sandsynligvis for første gang på flere millioner år. Den 12. november 2015 rapporterede NASA-forskere at menneskabt kuldioxid fortsætter med at øge over niveauer som ikke har været oversteget i hundredetusinder af år: I dag bliver omtrent halvdelen af alt kuldioxid frigjort fra forbrænding af fossilt brændsel ikke optaget af vegetation og hav, og dermed forbliver det i atmosfæren.

I løbet af de tre sidste årtier af 1900-tallet var bruttonationalproduktet per indbygger og befolkningsvækst de vigtigste forudsigende markøre for stigende udledninger af drivhusgasser. CO₂-udledningerne fortsætter med at stige på grund af forbrænding af fossilt brændsel og ændringer af arealbrug. Ændring i arealbrug gælder blandt andet tørvemoser, som på trods af at de kun dækker 3 % af jordens landmasser indeholder 30 % af alt karbon som er lagret i jord og planter, dobbelt så meget som alle verdens skove som dækker 31 % af kontinenterne. Udledningerne kan tilskrives forksellige regioner. Beregner af udledninger som følge af ændringer i arealbrug er behæftet med betydelig usikkerhed.^:289

Scenarier for udledninger, det vil sige estimater for ændringer i fremtidige udledninger af drivhusgasser, er blevet udarbejdet, men er afhængig af usikre økonomiske, sociologiske, teknologiske, og naturlige udviklinger. I de fleste scenarier fortsætter udledningerne med at stige i løbet af dette århundrede, og i andre bliver udledningerne reduceret. Fossile energireserver er i overflod, så adgang til disse vil ikke begrænse kulstofemissionerne i det 21. århundrede. Udledningsscenarier kombineret med modellering af kulstofkredsløbet er blever brugt til at udarbejde estimater for hvordan atmosfæriske koncentrationer af drivhusgasser kan ændre sig i fremtiden. Anvendes de seks «markør»-scenarier fra IPCC Special Report on Emissions Scenarios, antyder modellerne at inden år 2100 vil den atmosfæriske koncentration af CO₂ variere mellem 541 og 970 ppm. Dette er 90-250 % over koncentrationen i år 1750.

Massemedier og offentligheden er ofte forvirret af forskellen mellem den globale opvarmning på den ene side, og skader på ozonlaget på den anden. Det sidste henviser til nedbrydning af ozon i stratosfæren forårsaget af CFC-gas. Selv om der er nogen sammenhæng mellem nedbrydning af ozonlaget og global opvarmning, er forholdet mellem de to mekanismer ikke stærkt. Reduceret stratosfærisk ozon har haft en svag afkølende effekt på jordens overfladetemperaturer, mens øget troposfærisk ozon har haft en noget større opvarmende effekt.

Aerosoler og sod

Skibsspor (forårsaget af havgående skibe) kan ses som linjer i skyerne over Atlanterhavet på østkysten af USA. Atmosfæriske partikler fra disse og andre kilder kan have en stor effekt på klimaet gennem indirekte effekt fra aerosoler.

Global fordunkling er en gradvis reduktion i mængden af direkte global bestråling på jordens overflade. Fænomenet blev observeret fra 1961 til mindst 1990. Luftbårne partikler kendt som aerosoler bliver produceret af vulkaner og forurening, og antages at være den vigtigste årsag til fordunkling. De udøver en kølende effekt ved at øge reflektionen af indgående sollys. Virkningerne af forbrændingsprodukterne fra energiproduktion med fossilt brændsel, som CO₂ og aerosoler, har delvist modvirket hinanden i de sidste årtier. Det betyder at nettoopvarmningen de sidste årtier er sket på grund af stigning i andre drivhusgasser end CO₂, såsom metan.

Strålingseffekten som skyldes aerosoler, er tidsmæssig begrænset på grund af de processer som fjerner aerosoler fra atmosfæren. Fjerning som forårsages af skyer og nedbør, giver troposfæriske aerosoler en levetid på bare én uge, mens stratosfæriske aerosoler kan forblive i atmosfæren i nogle år. Kuldioxid har en levetid på et århundrede eller mere, og dermed vil ændringer af indholdet af aerosoler kun forsinke klimaforandringerne kortvarigt. Sort karbon eller sod (fra engelsk: «black carbon») kommer på anden pladsen, efter kuldioxid (CO2), for sit bidrag til den globale opvarmning.

I tillæg til sin direkte effekt på spredning og absorbering af solstråling, har aerosoler en indirekte virkninger på Jordens strålingsbalance. Sulfataerosoler fungerer som kondens kerner og medfører at skyer får flere og mindre skydråber. Disse skyer reflekterer dermed solstråling mere effektivt end skyer med færre og større dråber, et fænomen kendt som Twomey-effekt. Denne effekt fører også til at dråber i skyer får mere ensartet størrelse, hvilket reducerer væksten af regndråber og gør skyen mere reflekterende med hensyn til indkommende sollys. Dette er kendt som Albrecht-effekt. Indirekte effekter er mest mærkbare i marine stratusskyer, og har meget lidt strålingseffekt på konvektive skyer. Indirekte effekter af aerosoler udgør den største usikkerhed i strålingseffekten.

Sod kan både have en kølende og varmende effekt på jordens klimasystem, afhængig af om det er luftbåren eller om det afsættes. Atmosfærisk sod absorberer direkte solstråling, som så varmer atmosfæren op og køler overfladen. I isolerede områder med høj produktion af sod, for eksempel landsbyger i Indien, kan så meget som 50 % af overfladeopvarmningen fra drivhusgasser blive maskeret af den såkaldte asiatiske brune sky. Når sod bliver afsat, specielt på gletsjere eller på isen i arktiske områder, vil den lave overfladealbedo varme overfladen. Påvirkningen fra atmosfæriske partikler, inklusiv sod, er størst i troperne og subtroperne, specielt i Asien, mens effekterne af drivhusgasser er dominerende i områderne ved troperne og den sydlige halvkule.

Ændringer i solindstråling og månedlig antal solpletter siden midten af 1970-erne.
Diagram af: Hansen J, Kharecha P, Sato M, Masson-Delmotte V, Ackerman F, et al.

Bidrag fra naturlige faktorer og menneskelige aktiviteter til strålingspåvirkning af klimaforandringer med usikkerhedsbjælker. Værdierne for strålingspåvirkning er fra 2005 til førindustriel tid (1750). Bidraget fra solindstråling er 5 % af værdien af det kombinerede strålingspåvirkning som skyldes stigninger i de atmosfæriske koncentrationer af drivhusgasser som kuldioxid, metangas og nitrogenoxid. Sort karbon er det samme som sod fra forbrændingsprocesser.
Diagram: Leland McInnes

Solaktivitet

Siden 1978 er variationer i solindstrålingen blevet målt af satellitter. Målingerne viser at solens indstrålingen ikke er steget i denne periode, så opvarmningen de sidste 40 år kan ikke tilskrives en stigning i solenergi som når jorden.

Klimamodeller er blevet brugt til at undersøge solens rolle i de sidste års klimaforandringer. Modellerne er ikke i stand til at reproducere den hurtige opvarmning som er observeret de sidste årtier når de kun tager hensyn til variationer i solens energiproduktion og vulkansk aktivitet. Modellerne er imidlertid i stand til at simulere de observerede temperaturændringer gennem 1900-tallet når de inkluderer alle de vigtigste ydre drivkræfter, inklusiv menneskelige og naturlige påvirkninger.

En anden type bevis er forskellig temperaturændring for forskellige niveauer af jordens atmosfære. Grundlæggende fysiske love kræver at drivhuseffekten producerer opvarmning af den lavere atmosfære (troposfæren), men køling af den øvre atmosfære (stratosfæren). Nedbrydning af ozonlaget på grund af udledninger af kølemidler har også resulteret i en kraftig afkølende effekt i stratosfæren. Hvis solens varationer var ansvarlige for den observerede opvarmning, ville man forvente en opvarmning af både troposfæren og stratosfæren.

Variationer i jordens bane

Hovedartikel: Milanković-cykler.

Jordens hældning og formen på jordens bane rundt om solen varierer noget over titusinder af år. Dette ændrer klimaet ved at ændre årstiderne og fordelingen af den indkommende solenergi for hver breddegrad på jordoverfladen. Banecyklusser som er gunstige for at give istid er ikke ventet i løbet af de næste 50.000 år.

Tilbagekoblingsmekanismer (feedback effekter)

Havis, her fra Nunavut i det nordlige Canada, reflekterer sollys, mens åbent hav absorberer sollys, hvilket accelerere smeltingen.

Klimasystemet indeholder flere tilbagekoblingsmekanismer som forstærker eller mindsker responsen i systemet ved forandringer af de ydre klimapåvirkninger. Positiv tilbagekobling giver en øget response i klimasystemet ved en begyndende klimapåvirkning, mens negative tilbagekoblinger reduserer dem.

Der findes en række tilbagekoblingsmekanismer i klimasystemet, såsom vanddamp, ændringer af isens albedoeffekt (udbredelse af sne- og isdækket påvirker hvor meget jordoverfladen absorberer og reflekterer indkommende sollys), skyer, og ændringer i jordens kulstofkredsløb (for eksempel frigørelse af kulstof fra jord og mikroklima). Den største negative tilbagekobling er energien som jordens overflade udstråler til verdensrummet som infrarød stråling. I henhold til Stefan-Boltzmanns lov vil en fordobbling af den absolutte temperatur (målt i kelvin), føre til en stigning i udstrålt energi med en faktor på 16 (fra 2. til 4. potens).

Tilbagekoblinger er en vigtig faktor for at bestemme hvor følsomt klimasystemet er med hensyn til stigninger i de atmosfæriske koncentrationer af klimagasser. Hvis alt andet holdes lige, vil en højere klimafølsomhed give en større stigning i temperatur for en givet stigning i drivhusgasser. Usikkerhed omkring effekten af tilbakekoblinger, er en vigtig grund til at forskellige klimamodeller giver forskellige beregnede temperatureffekter i et og samme scenarie for øgning af drivhusgasser. Mere forskning er nødvendigt for at forstå hvilken rolle skyer og kulstofkredsløbets tilbagekoblinger har i klimaprojektioner.

I forbindelse med tilbagekoblingsmekanismer snakker man også om vippepunkter. Dette er «komponenter eller fænomener i klimasystemet som har potentiale for at krydse kritiske grænseværdier (fra engelsk: critical thresholds) eller vippepunkter (fra engelsk: tipping points), der giver en pludselig eller ikke-lineær overgang til en anden tilstand». Dette kan forårsage store forstyrrelser i menneskelige- og naturlige systemer», og flere af disse kan være irreversible.

Som eksempler på vippepunkter er konsekvenserne af opvarmning af Arktis og Antarktis som kan give mulige ændringer af havstrømmene, jetstrømmene, optøning af permafrost og udslip af drivhusgasser både fra land og hav, samt øgning af havniveauet ved smelting af Gletsjere og iskapper (for eksempel Grønlandsisen). Forbiggåelse af sådanne vippepunkter kan altså få betydning for klimaet på hele jorden.

FNs klimapanels beregninger af udvalgte udslipsscenarier er klassificeret i intervallet for «sandsynlig» (større end 66 % sandsynlighed baseret på ekspertvurderinger). Klimapanelets projektioner afspejler dog ikke hele spekteret af usikkerhed. Den nedre ende af det «sandsynlige» interval synes at være bedre afgrænset end den øvre del.

Klimamodeller

Hovedartikel: Klimamodel.

Beregninger af global opvarmning udarbejdet i eller før 2001 fra en række klimamodeller defineret i Special Report on Emissions Scenarios som udslippscenarie «A2», som forudsætter at ingen tiltag iværksættes for at reducere udslip og regionalt delt økonomisk udvikling.

Anslået ændring i årsmiddeloverfladetemperatur fra slutningen af 1900-tallet til midten af det 21. århundrede, baseret på et middels udslipsscenarie (SRES A1B). Dette scenarie forudsætter at ingen fremtidig politik bliver vedtaget for at begrænse udslip af drivhusgasser.
Diagrammer: NOAA Geophysical Fluid Dynamics Laboratory

En klimamodel er en matematisk model af de fysiske, kemiske og biologiske processer som påvirker klimasystemet. Disse modeller er baseret på videnskabelige dicipliner som væskedynamik og termodynamik, såvel som fysiske processer som stråling. Modellerne kan bruges til at forudsige en række variabler som lokal luftbevægelse, temperatur, skyer, og andre atmosfæriske egenskaber, samt havtemperatur, saltindhold og cirkulation, isdække på land og hav, overføring af varme og fugtighed fra jord og vegetation til atmosfæren, samt kemiske og biologiske processer, i tillæg til flere andre.

Selv om forskerne forsøger at få så mange processer som muligt med, er forenklinger af selve klimasystemet uundgåeligt på grund af begrænsninger af beregningskraft og viden om klimasystemet. Resultater fra modellerne kan også variere på grund af forskellige drivhusgassers koncentration og modellens klimafølsomhed. For eksempel har usikkerheden i klimapanelets estimater fra 2007 flere årsager. For det første brug af modeller med forskellige følsomheder overfor drivhusgaskoncentrationer (klimafølsomhed), for det andet brug af forskellige estimater for menneskelige fremtidige udslip af drivhusgasser, og for det tredje eventuelle andre udslip fra klimarelaterede tilbagekoblinger som ikke var inkluderet i modellerne klimapanelet brugte til at forberede sin rapport, for eksempel drivhusgasser frigjort fra permafrost.

Modellerne antager ikke, at klimaet vil blive varmere på grund af øgede niveauer af drivhusgasser. I stedet forudsiger modellerne hvordan drivhusgasser vil påvirke indstråling og andre fysiske processer. Opvarmning eller køling er derfor et resultat, og ikke en forudsætning, i modellerne.

Skyer og deres effekt er specielt vanskelige at forudsige. Forbedrede modeller for repræsentation af skyer er derfor et viktigt tema i dagens forskning. En anden fremtrædende problemstilling er at udvide og forbedre repræsentationer af kulstofkredsløbet.

Modeller bruges også til at undersøge årsagerne til nylige klimaændringer ved at sammenligne de observerede ændringer med dem som modellerne bruger som grundlag for naturlige og menneskeskabte effekter. Selv om disse modeller ikke entydigt forklarer opvarmingen som skete i årene omkring 1910–1945 ved naturlige variationer eller menneskelige effekter, så peger de på at opvarmingen siden 1970 er domineret af menneskers udledning af drivhusgasser.

Modellernes overensstemmelse med den fysiske virkelighed er testet ved at undersøge deres evne til at simulere dagens- eller tidligere tiders klima. Klimamodellerne står i god overensstemmelse med observationer af de globale temperaturændringer i forrige århundrede, men simulerer ikke alle aspekter af klimaet. Ikke alle virkninger af global opvarmning er nøjagtigt som FNs klimapanels klimamodeller forudsiger. Tilbagetrækningen af isen i Arktis har for eksempel været hurtigere end forudset. Nedbør steg proportionalt med luftfugtigheden, og dermed betydeligt hurtigere end globale klimamodeller forudsiger. Siden 1990 er havniveauet også steget betydeligt hurtigere end modellerne forudså det ville ske.

Observerede og forventede miljøeffekter

Nigardsbreen gletsjer har vekslet mellem vækst og tilbagegang de sidste 100 år. Der var tilvækst i 1990-erne og tilbagetrækning efter 2000.
Foto: Thierry Gschwind

Fremskrivninger af global gennemsnitshavniveau for flere IPCC scenarier.

Generelle ændringer

Fremtidige klimaændringer og tilhørende konsekvenser vil variere fra region til region. De forventede effekter af global opvarmning inkluderer øget global gennemsnitstemperatur, stigende havniveau, ændret nedbør og udvidet ørkenspredning i subtropene.

Menneskeskabt påvirkning har sandsynligvist bidraget til nogle af de observerede forandringer, så som havniveaustigning, klimaændringer som ekstremvejr (for eksempel antal varme og kolde dage), reduktion af den arktiske havis, afsmeltning af gletsjere, og udbredelse af vegetation i Sahara.

I løbet af det 21. århundre forventes gletsjere og snedække at forsætte sin tilbagetrækning. Estimater for reduktion af den arktiske havis varierer. Nyere estimater tyder på at somrene kan blive isfrie i Arktis (defineret som isudbredelse på mindre end 1 million km²) så tidligt som 2025–2030.

Påvisning (fra engelsk «Detection») henviser til processen at vise at klimaet har ændret sig indenfor nogle fast definerede statistiske mål. Påvisning sker uden at afgøre en bestemt begrundelse eller årsag for ændringen. Forklaring (fra engelsk «Attribution») er en prosess hvor der tilskrives årsager til klimaændringene for at etablere de mest sandsynlige grunde til den påviste ændring med en hvis defineret grad af sikkerhed. Påvisning og forklaring kan også bruges til observerede ændringer i fysiske, økologiske og sociale systemer.

Ekstremvejr

Opvarmingen forventes større over land end over hav og størst i Arktis, med fortsat tilbagetrækning af gletsjere, permafrost og havis. Andre sandsynlige ændringer inkluderer hyppigere ekstremvejr, herunder hedebølger, tørke, kraftig regn med oversvømmelser og kraftige snefald, forsuring af havene og dyrearters uddøelse på grund af skiftende temperature. Betydelige konsekvenser for mennesker er risiko for madsikkerheden fra svigtende afgrøder og opgivelse af befolkede områder på grund af stigende havniveau.

Ændringer i regionalt klima forventes at omfatte større opvarmning over land, med mest opvarmning på de højere nordlige breddegrader, og mindst opvarmning i Det Sydlige Ishav og dele af Nordatlanten.

Fremtidige ændringer i nedbør forventes at følge eksisterende tendenser, med reduceret nedbør over subtropiske landområder, og øget nedbør på subpolare breddegrader og nogen ændring i regioner af ækvator. Prognoserne antyder en sandsynlig øgning i hyppigheden og alvorlighedsgraden af enkelte ekstreme vejrhændelser, for eksempel hedebølger. I et studie fra 2015 publiceret i Nature Climate Change heder det sig:

	Omtrent 18 % af de moderate daglige yderpunkter af nedbør over land skyldes den observerede temperaturøgning siden den førindustrielle tid, som igen primært er resultater fra menneskelig påvirkning. For 2 °C opvarmning er andelen som tilskrives menneskelig påvirkning på ekstrem nedbør cirka 40%. På samme måde er cirka 75 % af de moderate daglige varme ekstremer over land i dag forårsaget af opvarmning. Det er de mest sjældne og ekstreme hændelser som har den største andel af menneskeskabt bidrag, og bidraget øges lineært med yderligere opvarmning.

Dataanalyse af ekstreme vejrhændelser fra 1960 til 2010 viser at tørke og hedebølger forekommer samtidig med øget frekvens. Ekstremt våde eller tørre hændelser indenfor monsuntiden er blevet hyppigere siden 1980.

Havniveaustigning

Kort over jorden med en øgning af havniveau med seks meter indikeret med rødt.
Diagram af: NASA

Et sparsommeligt antal rapporter viser at gletsjere har været aktive siden tidlig på 1800-tallet. Først i 1950-erne startede systematiske målinger for overvågning af massebalancen for gletsjere, indsamlet af World Glacier Monitoring Service og National Snow and Ice Data Center. Her er målinger vist med usikkerhedsbjælkerr lagt til.
Diagram af: Robert A. Rohde

Havniveaustigningen siden 1993 er blevet estimeret til mellem 2,6 mm og 2,9 mm per år ± 0,4 mm. Yderligere har havniveaustigningen accelleret fra 1995 til 2015. I løbet af det 21. århundrede har klimapanelets fremskrivninger for et højt udslipsscenarie forudsagt at det globale gennemsnitshavniveau kan stige med 52–98 cm. Klimapanelets estimater er konservative og kan have undervurderet den fremtidige havniveaustigning. Andre estimater for samme periode finder, at det globale gennemsnitshavniveau kan stige med 0,2 til 2,0 m i forhold til gennemsnits havniveau i 1992.

Udbredt havniveaustigning forventes hvis flere graders opvarmning varer ved i årtusinder. For eksempel kan vedvarende global opvarmning på mere end 2 °C (i forhold til førindustriel tid) føre til havstigning på omkring 1–4 m på grund af termisk udvidelse af søvand og smelting af gletsjere. Smelting af Grønlandsisen kan bidrage med yderligere 4 til 7,5 m over mange tusinde år. Det er blevet estimeret at man allerede har forpligtet sig til en havniveaustigning på cirka 2,3 meter for hver grad temperaturstigning i løbet af de næste 2000 år.

Opvarmning udover 2 °C målet ville potentielt føre til havniveaustigning domineret af smelting fra isen i Antarktis. Fortsat CO₂-udledning fra fossile kilder kan føre til 20 til 50 meters havstigning over de næste årtusinder. Dette vil kulminere i afsmelting af hele indlandsisen i Antarktis, med en havstigning på omkring 58 meter tilfølge.

Økologiske systemer

I terrestriske (jordbaserede) økosystemer er tidligere tidspunkt for foråren, samt at områder for plante- og dyreliv trækker nærmere polerne og opad i højden, med stor sikkerhed forårsaget af dagens opvarmning. Fremtidige klimaforandringer forventes at påvirke specielt økosystemer som tundra, mangrover og koralrev. Det er forventet at de fleste økosystemer vil blive påvirket af højere atmosfærisk CO₂-niveau, kombinert med højere globale temperaturer. I det store og hele er det ventet at klimaforandringerne vil føre til udryddelse af mange arter, samt reduceret biodiversitet.

Stigning i atmosfærisk CO₂-koncentration har ført til en øget i havets surhedsniveau. CO₂ bliver opløst i havet og øger havets surhed, hvilket kan ses ved lavere målte pH-værdier. Mellem 1750 og 2000 er overfladeværdien af pH i havet faldet fra ≈8,2 til ≈8,1. Overfladeniveauer af pH i havet har sandsynligvis ikke været under ≈8,1 i løbet af de sidste 2 millioner år. Estimater tyder på at overfladeværdier af pH i havet vil kunne blve reduceret med yderligere 0,3–0,4 enheder i løbet af år 2100. Fremtidig havforsuring kan true koralrev, fiskerierne, fredede arter og andre naturressourcer af stor værdi for samfundet.

Reduktion af iltniveau i havet forventes at øge miljøproblemet med 10 %, og tredoble farvand med delvist iltsvind (iltkoncentrationer mindre end 98 % af gennemsnitlige overfladekoncentrationer), for hver 1 °C stigning i overfladetemperaturen i havet.

Langtidsvirkninger

I en tidsramme på århundreder til årtisinder bliver omfanget af global opvarmning hovedsageligt bestemt af menneskeskabt CO₂-udledning. Dette skyldes at kuldioxid bliver i atmosfæren i lang tid. Fordi klimasystemet har en stor «klæbrighed» (fra engelsk «stickiness») og drivhusgasser forbliver i atmosfæren i lang tid, vil mange af disse effekter ikke bare eksistere i flere årtier eller århundreder, men snarere i titusinder af år.

Stabilisering af den globale gennemsnitstemperatur vil kræve store reduktioner af CO₂-udledningerne, samt redutioner i udledning af andre drivhusgasser som metan og nitrogenoxider. Udledning af CO₂ skal reduceres med mere end 80 % i forhold til sit topniveau. Herefter vil de globale gennemsnitstemperature holde sig nær sit højeste niveau i mange århundreder. I 2016 så man den årlige udledning af CO₂ fra forbrænding af fossile brændsler stagnere, men avisen The Guardian meldte at de skal «reduceres for at have en reel påvirkning på klimaforandringerne». I mellemtiden fortsætter drivhusgasserne med at hobe sig op i atmosfæren. CO₂ er heller ikke den eneste betydende faktor for klimaforandringer. Koncentrationer af atmosfærisk metan, en anden drivhusgas, steg af ukendte årsager kraftigt mellem 2006 og 2016. Dette undergraver indsatsen for at bekæmpe global opvarmning, og det øger risikoen for en ukontrollerbar drivhuseffekt.

Langtidseffekter inkluderer også en ændring i jordskorpen på grund af issmeltning og reduceret gletsjere, altså det som kaldes landhævning. Fordi landmasserne ikke længere vil være presset ned af vægten af is fra gletsjere i samme grad kan der forekomme jordskred og øget seismisk og vulkansk aktivitet. Tsunamier kan blive genereret af undersøiske ræs forårsaget af varmere havvand der tør undersøisk permafrost, eller afgiver gashydrater. Nogle verdensregioner, som for eksempel de franske Alper, viser allerede tegn på stigning i hyppigheden af jordskred.

Storskala og pludselige ændringer

Klimaforandringerne kan føre til globale og store ændringer i naturmiljø og samfund. Eksempler på dette er muligheden for at den thermohaline circulation (som inkluderer Golfstrømmen) bliver svagere eller stopper help op. En fuld opbremsning ville ændre vejret i Europa og Nord-Amerika betydeligt. Andre eksempler er havforsuring som følge af øgede koncentrationer af kuldioxid, og den langsigtede smelting af iskapperne, som ville bidrage til havniveaustigning.

Nogle langtidsændringer kan opstå bræt, det vil sige over en kort tidsperiode, og kan også være irreversible. Eksempler på pludselige klimaændringer er hurtig frigørelse af metan og kuldioxid fra tøende permafrost, som kan føre til forstærket global opvarmning, eller opbremsning af den termohaline cirkulation. Den vitenskapelige forståelse af brå klimaendringer er generelt dårlig. Faktorer som kan øge sandsynligheden for pludselige klimaændringer, er højere niveauer af global opvarmning, at opvarmingen sker i hurtigt tempo, og at opvarmningen varer ved over længere tid.

Observerede og forventede effekter på samfund

Områder som kan være sårbare overfor klimaforandringer: Rosa – orkaner, gul – ørkenspredning og tørke, blå – oversvømmelser.

Temperaturstigning

Estimater fra klimamodeller opsummeret i IPCCs femte hovedrapport indikerer at der i løbet af det 21. århundrede vil ske en stigning i den globale overfladetemperatur på yderligere 0,3 til 1,7 °C for de laveste udledningsscenarier og 2,6 til 4,8 °C for de højeste udledningsscenarier. Disse resultater er ikke modsagt af noget videnskabeligt organ af national eller international betydning.

Effekter af klimaforandringer på mennesker og samfund er blevet påvist rundt om i verden, hovedsageligt forårsaget af opvarmning eller ændringer i nedbørsmønstre, eller begge dele. Produktion af hvede og majs globalt er blevet påvirket af klimaforandringer. Kornproduktion er steget på nogle midterbreddegrader som i Storbritannien og Nordøst-Kina, men økonomiske tab som følge af ekstremvejr er steget globalt. Der har været et skifte fra kulde- til varme-relateret dødelighed i nogle regioner som et resultat af opvarmning. Livsgrundlaget for urfolk i Arktis er blevet ændret, og der er eksempler på at klimaforandringer påvirker livsgrundlaget for urfolk i andre regioner. Regionale effekter af klimaforandringer er nu observerbare på flere steder end før, på alle kontinenter og over havområder.

De fremtidige samfundsmæssige konsekvenser af klimaforandringer vil blive ujævne. Mange risici forventes at stige med højere niveauer af global opvarmning. Alle regioner risikerer at opleve negative effekter. På lavere breddegrader vil mindre udviklede områder stå overfor den største risiko. Et studie fra 2015 konkluderede at den økonomiske vækst (bruttonasjonalprodukt) i fattige lande vil blive meget mere svækket af den estimerede fremtidige opvarmning end tidligere antaget.

En metaanalyse af 56 studier konkluderede i 2014 at hver grad temperaturstigning vil give en stigning i vold med op til 20 %, så som slåsskampe, voldskriminalitet, civil uro eller krig.

Eksempler på konsekvenser ved klimaforandringerne er:

• Madproduktion: Jordbruget vil sandsynligvis blive negativt påvirket i lande på lavere breddegrader, mens effekter på nordlige breddegrader kan være både positiv eller negativ. Global opvarmning på omkring 4,6 °C i forhold til pre-industrielt niveau kan udgøre en stor risiko for global og regional madsikkerhed.
• Helbred: De generelle konsekvenser vil blive mere negative end positive. Konsekvenserne omfatter effekterne af ekstremvejr, som fører til skade og tab af liv og indirekte effekter, for eksempel underernæring forårsaget af svigtende afgrøder.

Habitatoversvømmelse

På små øer og store deltaer forventes oversvømmelse som følge af havniveaustigning at true vital infrastruktur og bosætninger. Dette kan føre til problemer med hjemløshed og miljøflytning i lande med lavtliggende områder som Bangladesh, samt statsløshed for befolkninger i lande som Maldiverne og Tuvalu.

Økonomiske konsekvenser

Skader på infrastruktur, private og offentlige bygninger, stress, sygdom og nedsat livskvalitet er eksempler på hvordan ekstremvejr får økonomiske konsekvenser på stor skala hvis hyppigheden og omfanget bliver stort. Her fra New Orleans i Louisiana i USA under Orkanen Katrina i 2005.
Foto: Jocelyn Augustino

Blandt økonomiske eksperter er der stor enighed om, at klimafornadringerne vil få store negative konsekvenser indenfor mange områder. Klimaforandringer forventes at få økonomiske konsekvenser via påvirkning af afgrøder, landreduktion og højere havniveau, fiskeriene, skader på grund af ekstremvejr, ændret produktivitet og udgifter til sundhedsvæsenet på grund af sygdom og stress ved højere temperaturer, ændrede turiststrømme, ændret energibehov til køling og opvarmning, samt andre konsekvenser.

Der er store usikkerheder involveret, specielt hvis den fremtidige globale temperatur øges meget, det vil sige over 2 °C. Påvirkningen er ikke entydig negativ; for eksempel vil øget CO₂ i atmosfæren øge plantevækst og kunne give øget afgrøder, mens tørke har modsat effekt. Det er også forventet, at mange nationer på den nordlige halvkugle vil få netto økonomiske fordele af klimaforandrignerne, i hvert fald i de nærmeste årtier, mens ulemperne for landene som allerede har et varmt klima, er større. De forskellige landes evne og mulighed for at tilpasse sig klimaforandringerne vil også have stor betydning for de økonomiske konsekvenser.

Der foreligger studier som forsøger at kvantificere udgifterne som klimaforandringerne vil kunne medbringe. Hvis dagens tendenser fortsætter, er udgifterne i USA i år 2100 beregnet til at være næsten 1,9 billioner US-Dollar per år (i nutidens pengeværdi; "almost $1.9 trillion annually"). Beregningen inklurer udgifter til skader forårsaget af orkaner, skader på ejendom, energiomkostninger og udgifter til vandforsyning. Beløbet svarer til 1,8 % af landets bruttonationalprodukt.

Estimater baseret på Klimapanelets A1B-udledningsscenarie for ekstra drivhusgasser som CO₂ og CH₄ frigjort fra permafrosten, finder skader på 43 billioner amerikanske dollar.

Infrastruktur

Infrastruktur kan blive påvirket af klimaforandringer. Eksempelvis kan esktremvejr forårsage skader på infrastruktur som vandforsyning, energiforsyning, kommunikationssystemer, veje, havne, og flyvepladser. Det er de indirekte konsekvenser for samfundet når infrastruktur ikke fungerer, som er mest alvorlig. Svigt i et system kan også fører til svigt i andre; specielt i tætbefolkede områder kan der opstå kaskadefejl hvor mange typer infrastruktur holder op med at virke samtidigt.

Fortsat optøning af permafrost vil sandsynligvist føre til mere ustabil infrastruktur i arktiske omkråder og Alaska før 2100. Her er forventes påvirkning af veje, rørledninger og bygninger, vandforsyning, samt landskred.

Mulige tiltag mod global opvarmning

Internationale forpligtelser om tiltag

Mulige samfundsmæssige tiltag mod global opvarmning er klimatiltag i form af udledningsreduktion, tilpasning til dets virkninger, tilpasning af bygninger, og mulig fremtidig geoengineering. De fleste lande er parter i FN's klimakonventionen (UNFCCC), som har som endelig mål at forhindre farlig menneskeskabt klimaforandring. Parterne i klimakonventionen er enige om at dybe nedskæringer i udledningerne er nødvendige. og at den globale opvarmning skal begrænses til godt under 2,0 °C i forhold til førindustrielle niveauer, med anstrengelser for at nå målet om 1,5 °C.

Landene har forskellig klimapolitik for at reducere sine udledninger.

Begrænsning

Grafen til højre viser tre muligeheder for at møde Klimakonventionens 2 °C-mål, mærket «global teknologi», «decentraliseret løsninger», og «forbrugsændringer». Hver mulighed viser hvordan forskellige tiltag (for eksempel forbedret energieffektivitet og øget brug af vedvarende energi) kan bidrage til udledningsreduktioner.
Diagram: PBL Nederland Environmental Assessment Agency

Reduktion af udledninger af drivhusgasser er en mulighed for at begrænse klimaforandringerne, en anden er at øge kapaciteten af kulstof optag for at trække større mængder af drivhusgasser ud af atmosfæren. Der er et stort potentiale for fremtidige reduktioner af udledninger ved at kombinenere flere typer tiltag: Energibesparelser og øget energieffektivitet, overgang til andre energiteknologier, for eksempel vedvarende energi, atomenergi, samt kulstof optg og -lagring, På den anden side står muligheden for forstærket kulstofoptag ved for eksempel skovrejsning og ved at forebygge afskovning. En rapport fra Citibank fra 2015 konkluderede at overgang til en lavkulstoføkonomi vil give positiv afkast på investeringerne.

Nære- og langsigtede tendenser i det globale energisystem er i strid med ønsket om at begrænse den globale opvarmning til under 1,5 eller 2 °C, i forhold til førindustrielt niveau. Aftaler som blev forfattet under FNs klimakonference i 2010 er stort set konsistente (66-100 % sandsynlighed) med at begrænse den globale opvarmning (i det 21. århundre) til under 3 °C, i forhold til førindustrielt niveau.

For at begrænse opvarmningen til under 2 °C kan større udledningsreduktioner på kort sigt tillade langsommere reduktioner efter 2030. Mange integrerede modeller er ikke i stand til at møde 2 °C-målet hvis pessimistiske forudsætninger lægges til grund for tilgængeligheden af nye teknologier til klimatiltag.

Tilpasning

En anden politisk mulighed er tilpasning til klimaforandringerne. Tilpasning til klimaforandringerne kan være planlagt, enten som en reaktion eller som forberelse på forventningerne, eller spontan, det vil sige uden statslig indblanding. Tilpasninger sker allerede i begrænset omfang i dag. Barrierer, begrænsninger og udgifter ved fremtidige tilpasninger er ikke fuldt forstået endnu.

Et koncept knyttet til tilpasning er tilpasningskapacitet, som henviser til et systems (menneskelig, naturlig eller en organisation) evne til at tilpasse sig klimaforandringer (inkluderet klimavariationer og ekstremer) for at moderere potentielle skader, for at drage nytte af muligheder, eller for at håndtere konsekvenserne. I et scenarie uden tiltag for at begrænse udledninger af drivhusgasser, vil klimaforandringerne på lang sigt sandsynligvis overstige tilpasningskapaciteten af naturlige, menneskelige og organisatoriske systemer.

Miljøorganisationer og personer i offentligheden har præsenteret konsekvenserne af klimaforandringer og den risiko de indebærer, for at fremme ændringer i infrastruktur og udledningsreduktioner.

Geo-engineering

Geo-engineering er tilsigtet ændring af klimaet. Det er blevet undersøgt sm en mulig reaktion på global opvarmning af blandt andre NASA og Royal Society. Aktuelle teknikker falder typisk i to kategorier: påvirkning af solindstrålingen og fjernelse af kuldioxid fra atmosfæren. Diverse andre tiltag er dog også blevet foreslået. Et studie fra 2014 undersøgte de typiske klimatekniske metoder som er blevet foreslået. Konklusionen var, at de enten er ineffektive eller har alvorlige potentielle bivirkninger, og heller ikke kan stoppes igen uden at der opstår pludselige klimaforanderinger.

Diskursen om global opvarmning

Politisk diskussion

Artikkel 2 i FNs rammekonvensjon refererer spesielt til «stabilisering af konsentrasjonen af klimagasser». For at stabilisere den atmosfæriske koncentration af CO₂ over hele verden er der behov for en dramatisk reduktion fra nuværende niveau.

Næsten alle lande i verden er parter i FN's klimakonvention (UNFCCC). Hovedformålet med konventionen er at forhindre farlig menneskelig påvirkning af klimasystemet. Som beskrevet i konventionen, kræver dette at koncentrationen af drivhusgasser stabiliseres i atmosfæren på et niveau hvor økosystemerne kan tilpasse sig naturligt til klimaforandringerne, madproduktionen undgår at blive truet, og økonomisk udvikling kan fortsætte på en bæredygtig måde. Rammekonventionen blev vedtaget i 1992, men siden dengang er de globale udledninger steget.

I løbet af forhandlingerne pressede G77 (en lobbygruppe i FN som repræsenterer 133 udviklingslande)^:4 på for et mandat som ville kræve, at industrilande «[tager] ledelsen» ved at reducere sine udledninger. Forslaget blev begrundet med, at den udviklede verdens udledninger havde bidraget mest til akkumuleringen af drivhusgasser i atmosfæren. Per capita-udledninger (det vil sige udledning per indbygger) var fortsat relativt lave i udviklingslandene, og udledningerne i udviklingslande måtte vokse for at disse kunne møde deres udviklingsbehov.^:290

Fuldmagten blev opholdt i Kyotoprotokollen til rammekonvention,^:290 som trådte i retslig kraft i 2005. Ved at ratificere Kyoto-protokollen accepterede de fleste udviklede land juridisk bindende forpligtelser til at begrænse sine udledninger. Første runde af disse forpligtelser udløb 2012. USAs president George W. Bush afviste aftalen på det grundlag at «det fritager 80 % af verden, inkluderet store befolkninger som Kina og Indien, fra forpligtelser, og vil føre til alvorlig skade på den amerikanske økonomi.»^:5

Under FN's klimakonference 2009 i København fremlagde flere af parterne fra UNFCCC en aftale, efterfølgende kendt som København-aftalen. Parterne tilknyttede til aftalen (140 lande i november 2010)^:9 havde som mål at begrænse den fremtidige stigning i global temperatur til under 2 °C. Det 16. partsmøde (COP16) blev afholdt på Cancún i 2010. Der blev fremlagt en aftale, men ikke en bindende traktat, om at partene bør handle øjeblikkeligt for at reducere drivhusgasudledningerne for at nå målet om at begrænse den globale opvarmning til 2 °C over førindustrielle temperaturer. De erkendte også behovet for at vurdere om målt skulle styrkes til at begrænse den globale gennemsnitlige øgning til 1,5 °C.

Delegasjonslederne ved klimatoppmøtet i Paris i 2015.

Ved klimatopmødet i Paris i 2015 (COP 21) blev der enighed om en aftale, Parisaftalen, med bestemmelser for blandt andet reduktioner i udledninger af drivhusgasser, klimatilpasning og støtte til udviklingslandes omstilling. Efter at EU ratificerede aftalen i oktober 2016, blev den ratificeret af 55 lande, med en dækningsgrad på 55 % af de globale udledninger, og trådte i kraft fra 4. november 2016. Parisaftalens mål er, at de globale udledninger hurtigst mulig skal falde. Formålet med aftalen er at:

1. holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur godt under 2 °C sammenlignet med førindustrielt niveau og tilstræbe at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C;
2. øge evnen til at tilpasse sig klimaforandringer og fremme klimarobusthed og udvikling med lav udledning, på en måde som ikke sætter madproduktionen i fare;
3. gøre finansieringsmuligheder forenlige med en klimarobust udvikling med lav udledning.

I anden halvdel af det 21. århundrede er der et mål om netto nulludledning, det vil sige at menneskeskabte udledninger ikke skal være større end naturens optag af drivhusgasser.

Videnskabelig diskussion

Der foregår en diskussion gennem publisering af fagligt bedømte videnskabelige artikler som vurderes af forskere som arbejder i de aktuelle felter som deltager i FNs klimapanel. Den videnskabelige enighed fra og med 2013 er angivet i IPCCs femte hovedrapport, som fastslår at «det er yderst sandsynlig at menneskelig påvirkning har været den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af 1900-tallet». En rapport fra 2008 fra det amerikanske National Academy of Sciences fastslog, at de fleste forskere var enige om, at den observerede opvarmning de sidste årtier hovedsageligt skyldes menneskelige aktiviteter som øger mængden af drivhusgasser i atmosfæren. I 2005 udtalte Royal Society, at mens det overvældende flertal af forskere var enige om hovedpunkterne, var der nogle individer og organisationer som modsatte sig konsensussen om nødvendigheden af hastetiltag for at reducere udledningerne af drivhusgasser. Disse har forsøgt at undergrave videnskaben og arbejdet til FNs klimapanel. Yderligere har nationale videnskabsakademier opfordret verdens politiske ledere til at sænke de globale udledninger.

I den videnskabelige litteratur er der en stærk enighed om, at den globale overfladetemperatur er steget de sidste årtier, og at tendensen hovedsageligt skyldes menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Ingen videnskabelige organer af national eller international betydning er uenige i dette synspunkt.

Diskussion i det offentlige rum og i massemedier

Hovedartikel: Klimaskepsis.

Reduceret havis på Nordpolen og mulige vanskelige leveforhold for isbjørne er blevet et symbol på klimaforandringerne.
Foto: Arturo de Frias Marques

Kontroverserne om globale opvarmning refererer til en række uenigheder, væsentligt mere omtalte i massemedier end i den videnskabelige litteratur, vedrørende natur, årsager og konsekvenser af global opvarmning. De omstridte problemer omfatter årsagerne til stigningen af den globale gennemsnitstemperatur, specielt siden midten af 1900-tallet, om tendensen er enestående eller indenfor normale klimatiske variationer, om menneskeheden har bidraget betydeligt til den, og om stigningen helt eller delvist skyldes fejlmålinger. Andre uenigheder handler om estimater for klimafølsomhed, forudsigelser af fremtidig opvarmning, og hvad konsekvenserne af den globale opvarmning vil blive.

I 1990 begyndte amerikanske konservative tænketanke at udfordre legitimiteten af global opvarmning som et socialt problem. De udfordrede de videnskabelige beviser, hævdede at global opvarmning ville have fordele, og hævdede at de foreslåede løsninger ville gøre mere skade end gavn. Nogle mennesker tviler på aspekter af klimaforandringerne. Organisationer som libertarianske Competitive Enterprise Institute, konservative kommentatorer, og nogle selskaber som Exxon Mobil har udfordret IPCCs klimascenarier, financieret forskere som er uenige med den videnskabelige konsensus, og følger egne projektioner af de økonomiske omkostninger af strengere kontrol. På den anden side har nogen af olieselskaberne reduceret sin indsats i de seneste år, eller ligefrem talt for en politik der reducerer den globale opvarmning. De internationale olieselskaber er begyndt at erkende at klimaforandringer eksisterer, og er forårsaget af menneskelige aktiviteter og forbrænding af fossile brændstoffer.

Meningsmålinger

Folks reaktioner på global opvarmning og bekymring for dens effekter er stigende. En global rapport fra 2015 udført af Pew Research Center viste at en median på 54 % anser dette som «et svært alvorligt problem». Der er betydelige regionale forskelle, med amerikanere og kinesere (med økonomier som er ansvarlig for de største årlige CO₂ udledninger) blandt de mindst bekymrede.

Verdens befolkning, eller i det mindste folk i økonomisk udviklede regioner, blev for alvor klar over problemet med den globale opvarmning mod slutningen af 1980-erne. Meningsmålingsinstitutter begyndte at følge med i folks synspunkter om emnet, hovedsageligt først i USA. Den længste konsistente opinionsundersøgelse er foretaget af Gallup i USA. Den har fundet relativt små ændringer blandt folk. Omkring 10 % ændring i årene 1998–2015 i folks opfattelse af hvor alvorlig global opvarmning er, men med øget polarisering mellem de som er bekymrede, og de som er ligeglade.

Den første store verdensomspænnende meningsmåling blev udført af Gallup i årene 2008–2009 i 127 lande. Undersøgelsen viste at omkring 62 % af alle mennesker over hele verden sagde, at de kendte til global opvarmning. I de avancerede industrilande i Nord-Amerika, Europa og Japan, var det 90 % eller flere som kendte til global opvarmning (97 % i USA og 99 % i Japan), i mindre udviklede lande, særligt i Afrika, var det færre end en fjerdedel some kendte til det, selv om mange havde lagt mærke til, at det lokale vejr forandrer sig. Blandt de som kendte til global opvarmning, var der en stor variation mellem landene i opfatningen af om opvarmningen var et resultat af menneskelig aktivitet.

Efter 2010 har 111 lande været med i undersøgelsen hvorefter Gallup har fastslået, at der var en betydelig nedgang siden 2007–2008 i antallet af amerikanere og europæere som så på global opvarmning som en alvorlig trussel. I USA var det kun lidt over halvdelen af befolkningen (53 %) som så på det som en alvorlig bekymring for enten dem selv eller deres familier. Dette var 10 procentpoint lavere end ved tilsvarende meningsmåling i 2008 (63 %). Latin-Amerika havde den største stigning i bekymring. Her var det 73 % som så på den globale opvarmning som en alvorlig trussel mod deres familier. Denne globale opinionsundersøgelse vidste også, at folk anså det som mere sandsynligt at tilskrive den globale opvarmning menneskelig aktivitet end naturlige årsager, bortsett fra i USA, hvor næsten halvdelent (47 %) af befolkningen tilskriver global opvarmning naturlige årsager.

I en undersøgelse fra marts–maj i 2013 af Pew Research Center hvor mennesker i 39 lande blev spurt om globale trusler, placerede 54 % af de adspurte den globale opvarmning på toppen af deres liste globale trusler. I en undersøgelse fra januar 2013 fandt Pew Research Center at 69 % af amerikanerne sagde, at der er solide beviser for at jordens gennemsnitstemperatur er blevet varmere i løbet af de sidste årtier, en stigning på seks procentpoint siden november 2011, og 12 procentpoint siden 2009.

En undersøgelse fra 2010 i 14 industrilande viste, at skepsissen omkring farene ved global opvarmning var højest i Australien, Norge, New Zealand og USA, i den rækkefølge, noget som korrelerer positivt med kuldioxidudledninger per indbygger.

Se også

• Antropocen
• Global nedkjøling
• Antropogen

Litteratur

• Good, P.; et al. (2010), An updated review of developments in climate science research since IPCC AR4. A report by the AVOID consortium (PDF), London, UK: Committee on Climate Change, p. 14. Report website.

• IAP (juni 2009), Interacademy Panel (IAP) Member Academies Statement on Ocean Acidification{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link), Secretariat: TWAS (the Academy of Sciences for the Developing World), Trieste, Italy.

• IEA (2009). World Energy Outlook 2009 (PDF). Paris, France: International Energy Agency (IEA). ISBN 978-92-64-06130-9. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp)

• IPCC AR4 SYR (2007). Core Writing Team; Pachauri, R.K; Reisinger, A. (red.). Climate Change 2007: Synthesis Report. Contribution of Working Groups I, II and III to the Fourth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. IPCC. ISBN 92-9169-122-4. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp)

• IPCC AR4 WG1 (2007). Solomon, S.; Qin, D.; Manning, M.; Chen, Z.; Marquis, M.; Averyt, K.B.; Tignor, M.; Miller, H.L. (red.). Climate Change 2007: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fourth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-88009-1. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp)

• IPCC AR4 WG2 (2007). Parry, M.L.; Canziani, O.F.; Palutikof, J.P.; van der Linden, P.J.; Hanson, C.E. (red.). Climate Change 2007: Impacts, Adaptation and Vulnerability. Contribution of Working Group II to the Fourth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-88010-7. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp)

• IPCC AR4 WG3 (2007). Metz, B.; Davidson, O.R.; Bosch, P.R.; Dave, R.; Meyer, L.A. (red.). Climate Change 2007: Mitigation of Climate Change. Contribution of Working Group III to the Fourth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-88011-4. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp)

• IPCC AR5 WG1 (2013), Stocker, T.F.; et al. (red.), Climate Change 2013: The Physical Science Basis. Working Group 1 (WG1) Contribution to the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) 5th Assessment Report (AR5), Cambridge University Press {{citation}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp). Climate Change 2013 Working Group 1 website.

• IPCC AR5 WG2 A (2014), Field, C.B.; et al. (red.), Climate Change 2014: Impacts, Adaptation, and Vulnerability. Part A: Global and Sectoral Aspects (GSA). Contribution of Working Group II (WG2) to the Fifth Assessment Report (AR5) of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), Cambridge University Press, arkiveret fra originalen den 16 april 2014 {{citation}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link). Archived

• IPCC AR5 WG3 (2014), Edenhofer, O.; et al. (red.), Climate Change 2014: Mitigation of Climate Change. Contribution of Working Group III (WG3) to the Fifth Assessment Report (AR5) of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), Cambridge University Press, arkiveret fra originalen 27 november 2014 {{citation}}: Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link). Also available at mitigation2014.org.

• IPCC SAR SYR (1996). "Climate Change 1995: A report of the Intergovernmental Panel on Climate Change". IPCC Second Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. IPCC. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp) pdf. The «Full Report», consisting of «The IPCC Second Assessment Synthesis of Scientific-Technical Information Relevant to Interpreting Article 2 of the UN Framework Convention on Climate Change» and the Summaries for Policymakers of the three Working Groups.

• IPCC SAR WG3 (1996). Bruce, J.P.; Lee, H.; Haites, E.F. (red.). Climate Change 1995: Economic and Social Dimensions of Climate Change. Contribution of Working Group III to the IPCC Second Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 0-521-56051-9. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp) Full rapport (PDF-fil).

• IPCC SREX (2012). "Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX)". Cambridge University Press. Arkiveret fra originalen 2012-12-19. Hentet 2012-12-17. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp); Mere end en |arkivdato= og |archivedate= angivet (hjælp); Mere end en |arkivurl= og |archiveurl= angivet (hjælp); Mere end en |dødlenke= og |deadurl= angivet (hjælp); Mere end en |tittel= og |title= angivet (hjælp); Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp); Ukendt parameter |editors= ignoreret (|editor= foreslået) (hjælp). Summary for Policymakers Summary for Policymakers.

• IPCC TAR WG1 (2001). Houghton, J.T.; Ding, Y.; Griggs, D.J.; Noguer, M.; van der Linden, P.J.; Dai, X.; Maskell, K.; Johnson, C.A. (red.). Climate Change 2001: The Scientific Basis. Contribution of Working Group I to the Third Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 0-521-80767-0. Arkiveret fra originalen 2016-03-30. Hentet 2017-10-25. {{cite book}}: Mere end en |arkivdato= og |archivedate= angivet (hjælp); Mere end en |arkivurl= og |archiveurl= angivet (hjælp); Mere end en |dødlenke= og |deadurl= angivet (hjælp); Mere end en |tittel= og |title= angivet (hjælp); Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)

• IPCC TAR WG2 (2001). McCarthy, J. J.; Canziani, O. F.; Leary, N. A.; Dokken, D. J.; White, K. S. (red.). Climate Change 2001: Impacts, Adaptation and Vulnerability. Contribution of Working Group II to the IPCC Third Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 0-521-80768-9. Arkiveret fra originalen 2016-05-14. Hentet 2017-10-25. {{cite book}}: Mere end en |arkivdato= og |archivedate= angivet (hjælp); Mere end en |arkivurl= og |archiveurl= angivet (hjælp); Mere end en |dødlenke= og |deadurl= angivet (hjælp); Mere end en |tittel= og |title= angivet (hjælp); Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)

• IPCC TAR WG3 (2001). Metz, B.; Davidson, O.; Swart, R.; Pan, J. (red.). Climate Change 2001: Mitigation. Contribution of Working Group III to the IPCC Third Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge University Press. ISBN 0-521-80769-7. Arkiveret fra originalen 2017-02-27. Hentet 2017-10-25. {{cite book}}: Mere end en |arkivdato= og |archivedate= angivet (hjælp); Mere end en |arkivurl= og |archiveurl= angivet (hjælp); Mere end en |dødlenke= og |deadurl= angivet (hjælp); Mere end en |tittel= og |title= angivet (hjælp); Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)

•  Denne artikel indeholder materiale som er offentlig ejendom fra US Global Change Research Program (USGCRP): NCADAC (11 januar 2013), Federal Advisory Committee Draft Climate Assessment. A report by the National Climate Assessment Development Advisory Committee (NCADAC), Washington, D.C., USA{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)

• USGCRP (2015), Glossary, Washington, DC, USA: U.S. Global Change Research Program (USGCRP), hentet 20 januar 2014{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) CS1-vedligeholdelse: ref gentaget (link). Archived url.

• National Research Council (2011), Climate Stabilization Targets: Emissions, Concentrations, and Impacts over Decades to Millennia, Washington, D.C., USA: National Academies Press, arkiveret fra originalen 27 marts 2014 {{citation}}: Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)

• National Research Council (2010). America's Climate Choices: Panel on Advancing the Science of Climate Change;. Washington, D.C.: The National Academies Press. ISBN 0-309-14588-0. Arkiveret fra originalen 2014-05-29. {{cite book}}: Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)

• Parris, A.; et al. (6 december 2012), Global Sea Level Rise Scenarios for the US National Climate Assessment. NOAA Tech Memo OAR CPO-1 (PDF), NOAA Climate Program Office{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link). Report website.

• UNEP (2010), UNEP Emerging Issues: Environmental Consequences of Ocean Acidification: A Threat to Food Security (PDF), Nairobi, Kenya: United Nations Environment Programme (UNEP), arkiveret fra originalen (PDF) 2015-04-07 {{citation}}: Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp). Report summary.

•  Denne artikel indeholder materiale som er offentlig ejendom fra US Global Change Research Program (USGCRP): USGCRP (2009). Karl, T.R.; Melillo. J.; Peterson, T.; Hassol, S.J. (red.). Global Climate Change Impacts in the United States. Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-14407-0. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp). Public-domain status of this report can be found on p.4 of PDF

• US NRC (2008). "Understanding and responding to climate change: Highlights of National Academies Reports, 2008 edition, produced by the US National Research Council (US NRC)". Washington, D.C., USA: National Academy of Sciences. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp)

• US NRC (2012). "Climate Change: Evidence, Impacts, and Choices". US National Research Council (US NRC). {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp) Also available as PDF

• Zeebe, R.E. (maj 2012), "History of Seawater Carbonate Chemistry, Atmospheric CO₂, and Ocean Acidification" (PDF), Annual Review of Earth and Planetary Sciences, vol. 40, s. 141-165, Bibcode:2012AREPS..40..141Z, doi:10.1146/annurev-earth-042711-105521{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link).

Eksterne lenker

Forskning

• NASA Goddard Institute for Space Studies – Global change research (engelsk)
• NOAA State of the Climate Report – U.S. and global monthly state of the climate reports (engelsk)

Utdanning

• NASA: Climate change: How do we know? (engelsk)
• Global Climate Change Indicators – NOAA (engelsk)
• NOAA Climate Services – NOAA (engelsk)
• Skeptical Science: Getting skeptical about global warming skepticism (engelsk)
• «Climate Feedback» – Scientific Feedbacks (engelsk)
• Global Climate Change: NASA's Eyes on the Earth – NASA, JPL, Caltech (engelsk)
• Center for Climate and Energy Solutions – business and politics (engelsk)
• A world with this much CO²: lessons from 4 million years ago (engelsk)

Denne side vil blive placeret i følgende kategorier, hvis den bliver flyttet til artikel-navnerummet.

Kategorier:

Skabelon:Utmerket
• Klimaendringer
• Klimatologi