Åbn hovedmenuen
Wikipedia

Ghita Nørby

dansk skuespillerinde

Ghita Nørby (født 11. januar 1935 i København) er en dansk skuespiller. Hun er uddannet ved Det Kongelige Teaters Elevskole i Danmark (1954–1956) og er datter af operasanger Einar Nørby (1896–1983) og pianistinde Guldborg Laursen (1903–2002). Ghita Nørby har haft klassiske og moderne fremtrædende roller på bl.a. Det Kongelige Teater, ud over talrige roller i film og på tv. Hun er femdobbelt modtager af den danske Bodilpris, foruden mange andre hædersbevisninger, og har i en årrække indtaget pladsen som dansk skuespils førstedame.

Ghita Nørby.jpg
Ghita Nørby i 2010.
Personlig information
Født 11. januar 1935 (84 år)
København, Danmark
Nationalitet DanmarkRediger på Wikidata
Forældre Einar Nørby (1896–1983) og Guldborg Laursen (1903-2002)
Søskende Claus NørbyRediger på Wikidata
Ægtefælle Mogens Garth-Grüner (1956-1957; død)
Dario Campeotto (1963-1969; skilt)
Jørgen Reenberg (1970-1978; skilt)
Svenn Skipper (1984-2011; skilt - genoptog forholdet som kærester med hver sin bolig i 2013)
Børn Giacomo Campeotto (f. 1964)
Beskæftigelse Skuespiller
Aktive år 1954-nu
Nomineringer og priser
Udmærkelser Modersmål-Prisen (1998)
Nordens Sprogpris (2012)
Æres-Bodil (2012)
Robert for årets kvindelige hovedrolle (1990, 1992)
Tagea Brandts Rejselegat (1974)
ridder af Dannebrog (1996)
Æreshåndværker (2003)
Æres-Robert (2013)
Niels-prisen (1995)
Bodilprisen for bedste kvindelige birolle (1982)
Bodilprisen for bedste kvindelige hovedrolle (1976, 1990, 1992)
Robert for årets kvindelige birolle (1993, 2004)Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Indholdsfortegnelse

KarriereRediger

Ghita Nørby blev uddannet på Det kgl. Teaters elevskole i 1956 og var frem til 1960 ansat på samme teater, hvor hun 1955 debuterede som Johanne i Hostrups Eventyr paa Fodrejsen. Rollen som den smilende og smukke, kække, men lidt naive unge pige fulgte Nørby de første år af karrieren, både på teatret og i en række lystspil på film, fx Vagabonderne på Bakkegården fra 1959 og Baronessen fra benzintanken fra 1960. På opfordring af det kongelige teaters sceneinstruktør Erling Schroeder kom Nørby derfor i 1960 til Betty Nansen Teatret (som dengang hed Allé Scenen), hvor hun hurtigt udviklede sig til karakterskuespiller med en række fine rollefortolkninger inden for det moderne teater, først som Jo i Delaneys En duft af honning i 1960 og senere bl.a. som Sally Bowles i musicalen Cabaret i 1969.[1] Nørby spillede i disse år også på andre af de københavnske teatre, fx i 1962 Ondine og i 1963 Balkonen, begge på Det ny Teater.[2]

I 1970 vendte Nørby tilbage til Det kongeligeTteater, hvor hun har været siden. Hun fik nu adgang til større roller, hvor hun gennem en lang årrække har kunnet udfolde sit store og mangesidede talent, spændende fra det komiske eller barokke til det tragiske, fra vid til rådvildhed, fra styrke og autoritet til resignation. Eksemper på sådanne store roller er Célimène i Ingmar Bergmans iscenesættelse af Molières Misantropen i 1973, Winnie i Becketts Glade dage i 1981, dronning Elisabeth I i Schillers Mary Stuart i 1986, Bernarda i Garcia Lorcas Bernardas hus i 1988 og fru Alving i Ibsens Gengangere i 1999.[3]

I 1983 spillede Nørby for første gang sammen med Frits Helmuth, i Albees Hvem er bange for Virginia Woolf?, og de følgende år skulle byde på flere interessante samspil mellem disse to store skuespillere, fx i Per Olov Enquists Tribadernes nat fra 1987 og i Kaspar Rostrups film Dansen med Regitze fra 1989.[4]

Nørby har også været i stand til at omsætte sin suveræne teaterteknik i arbejde med både film og tv. I begyndelsen af 1970-erne var hun en af hovedkræfterne i Danmarks Radios TV-teater, bl.a. som Nora i Et dukkehjem fra 1973 og i Leif Panduros stykker Bertram og Lisa fra 1975 og Louises hus fra 1976. I perioden 1978-82 indspillede Nørby de 24 afsnit af tv-serien Matador, hvor hun i rollen som Ingeborg Skjern var med til at udødeliggøre denne serie, som i 2017 blev sendt på dansk tv for ottende gang. I 1990-erne medvirkede hun i Lars von Triers tv-serie Riget, i rollen som lægen Rigmor, og efter årtusindskiftet har Nørby medvirket i tv-krimiserierne Rejseholdet og Ørnen.[4]

Ghita Nørby debuterede på film i Johannes Allens Ung leg fra 1956, hvor i øvrigt også Frits Helmuth medvirkede, som hun senere skulle komme til at spille store roller over for, både på teater og film. Den første række af Nørbys filmoptrædener var dog i den lettere folkekomedie- eller vaudeville-genre, hvor hun spillede den søde unge og uskyldige pige, fx i Styrmand Karlsen fra 1958, Charleys tante fra 1959 og Flagermusen fra 1966. Efter Nørbys tilbagevenden til Det kongelige Teater og medvirken i TV-teatret i begyndelsen af 1970-erne ændrede rollerne sig efterhånden, og hun kunne nu begynde at tegne sine karakterer meget mere troværdigt. Den modige og handlekraftige Regitze i Dansen med Regitze og den desperat kæmpende moder i Her i nærheden, begge instrueret af Kaspar Rostrup efter romaner af Martha Christensen, er kvindeskildringer som ligger milevidt fra de banale ungpigeroller fra karrierens begyndelse. Men alle disse roller er fremstillet med Nørbys store indlevelse. Hun står aldrig ved siden af sine karakterer og udstiller dem, men tager altid rollerne på sig og arbejder seriøst med dem, hvad enten det er pigen i folkekomedien eller den komplekse, modne kvindefigur fra karrierens senere del, ofte i form af desperate kvinder, stride kællinger, rå madammer eller blot kærlighedssøgende mennesker, hvis lidenskab, kærlighed, dæmoni og i det hele taget lyse og mørke sider fremstilles på suveræn vis, så at de altid bliver vedkommende.[1]

Ægteskaber & børnRediger

Ghita Nørby giftede sig første gang den 16. maj 1956 med arkitekt Mogens Garth-Grüner (1930-57). Andet ægteskab indgik hun den 19. december 1963 med sangeren Dario Campeotto. I 1964 fik de sønnen Giacomo, og i 1969 blev de skilt. I 1970 giftede hun sig med skuespillerkollegaen Jørgen Reenberg, og de blev skilt i 1978. Den 15. juli 1984 blev hun gift med pianist og kapelmester Svenn Skipper. I august 2011 blev det meddelt, at Ghita skulle skilles fra Svenn Skipper.[5] Hun har derudover dannet par med skuespillerne Henrik Wiehe (ca 1959) og Jesper Christensen (ca 1978-80). Hendes bror Claus Nørby, som var operasanger, var født i 1938 og døde af sygdom i 1999.

Sønnen Giacomo var tidligere gift med skuespiller Birgitte Simonsen, og af det forhold fik Ghita to børnebørn.

TeaterrollerRediger

 
Ghita Nørby i rollen som Sarah Bernhardt i John Murrels Sarah på Folketeatret 2013 (foto Thomas Petri).

Gennem sin lange karriere har Ghita Nørby medvirket i en lang række skuespil, bl.a.[2][3][4]

  • 1955: Eventyr på fodrejsen, som Johanne (Kgl. Teater)
  • 1960: En duft af honning, som Jo (Allé Scenen)
  • 1962: Ondine (Det Ny Teater)
  • 1963: Balkonen, som ”hest” (Det Ny Teater)
  • 1968: Tre som elsker hinanden, som Gilda (Ålborg Teater)
  • 1969: Cabaret, som Sally Bowles (Ungdommens Teater)
  • 1970: Den herskende klasse (Kgl. Teater)
  • 1971: Donna Johanna, som Donna Johanna (Kgl. Teater)
  • 1972: Den stundesløse, som Pernille (Kgl. Teater)
  • 1973: Misantropen, som Célimène (Kgl. Teater)
  • 1973: Stormer, som Ariel (Kgl. Teater)
  • 1975: Det lykkelige skibbrud, som Pernille (Kgl. Teater)
  • 1976: Den poetiske raptus, som madame Montaigu (Kgl. Teater)
  • 1980: Til Fædra (Kgl. Teater)
  • 1981: Glade dage, som Winnie (Kgl. Teater)
  • 1982: Fra regnormenes liv, som Johanne Luise Heiberg, sammen med Jørgen Reenberg som H. C. Andersen
  • 1983: Hvem er bange for Virginia Woolf?, som Martha, sammen med Frits Helmuth (Kgl. Teater)
  • 1986: Maria Stuart, som dronning Elizabeth I (Kgl. Teater)
  • 1987: Tribadernes nat, som Siri von Essen, sammen med Frits Helmuth (Kgl. Teater og Privat Teatret)
  • 1988: Bernardas hus, som Bernarda (Kgl. Teater)
  • 1991: Dødsdansen, sammen med Frits Helmuth (Privat Teatret)
  • 1991: Betty Nansen, som Betty Nansen (Betty Nansen Teatret)
  • 1993: Harvey, sammen med Frits Helmuth (Privat Teatret)
  • 1993: Sommer, som Gertrud
  • 1995: Colombe, som madame Alexandra (Kgl. Teater)
  • 1996: Tre høje kvinder
  • 1996: Lang dags rejse mod nat
  • 1998: Fønikerinderne
  • 1999: Gengangere, som fru Alving (Kgl. Teater)
  • 1999: Savannah Bay (Rialto Teatret)
  • 2000: Søstrene (Betty Nansen Teatret)
  • 2001: Arsenik og gamle kniplinger, som en af de gamle tanter (Kgl. Teater og Glassalen)
  • 2001: Glasmenageriet, som moderen(Kgl. Teater)
  • 2002: Misantropen, som Alceste (Betty Nansen Teatret)
  • 2002: Celestina, som Celestina (Kgl. Teater)
  • 2002: Vores sensommer, sammen med Jørgen Reenberg (Kgl. Teater)
  • 2005: Indenfor murene, som fru Levin, sammen med Jørgen Reenberg (Kgl. Teater)
  • 2013: Sarah, som Sarah Bernhardt (Folketeatret)

Nørby har desuden i 1990 instrueret Vi, Theo og Vincent van Gogh på Rialto Teatret og i 1992 Barselstuen på Det Danske Teater og Othello på Gladsaxe Teater, førstnævnte og sidstnævnte forestilling sammen med Vibeke Cristofoli.[1][4]

Udvalgt filmografiRediger

 
Ghita Nørby afslører statue af Lise Nørgaard på Algade i Roskilde.

Tv-serierRediger

BøgerRediger

  • Bibi Anderson, Ghita Nørby og Liv Ullmann (2003): Livets søstre – Samtaler på Skagen. Politikens Forlag, ISBN 87-567-6879-6
  • Harald Engberg (1970): Den unge vredes tid - teaterkritik 1958-1968. Gads Forlag
  • Rasmus Nejst Jensen (2008): Angsten i kunsten - ti danske kunstnere fortæller. Interview med Ghita Nørby, s. 138-155, Psykiatrifondens Forlag, ISBN 978-87-90420-66-6
  • Lea Korsgaard (2011): Ghita. Gyldendal, ISBN 978-87-02-11352-5
  • Mingo, Jørgen Schlosser og Marco Evaristti (red., 2012): Dedikeret. Interview med bl.a. Ghita Nørby, Mingo & Schlosser, ISBN 978-87-92596-09-3
  • Ninka (1980): Nye Ninka interviews. Samlerens Forlag, ISBN 87-568-0575-6
  • Ghita Nørby (1995): Omsorg. Bidrag til: Ole Werner Thomsen og Ole Knudsen (red.): At sige verden ret farvel - tanker om døden. Aschehougs Forlag, ISBN 87-11-11079-1
  • Ghita Nørby (1995): Mine egne veje. Samtaler med Niels Birger Wamberg, Gyldendal, ISBN 87-02-04296-7
  • Ghita Nørby (2009): Mine levende billeder. Samtaler med Niels Birger Wamberg, Gyldendal, ISBN 978-87-02-07502-1
  • Ghita Nørby og Torben Thim (2011): Ghitas roser - smil til dit skvalderkål. Lindhardt & Ringhof, ISBN 978-87-11-41816-1
  • Ghita Nørby (2005): Den dumme Ghita. Bidrag til: Georg Metz (red.): Det sorte i skolen. Politikens Forlag, ISBN 87-567-7548-2
  • Monica Ritterband (red., 1998): Flammer for frihed. Bidrag af bl.a. Ghita Nørby, Aschehoug, ISBN 87-11-15097-1

Desuden har Ghita Nørby givet interviews i Politiken 26. marts 1978 og 17. august 1980, til Jens Kistrup i Berlingske Tidende 25.1.1981 og til Levende billeder, nr. 120, 1996[4]

Priser, nomineringer & hædersbevisningerRediger

 
Ghita Nørbys Runddel i Østermarie.

I 2006 den 16. april (på dronningens fødselsdag) modtog hun den danske hæderspris Ingenio et arti af Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. II af Danmark. Prisen blev indstiftet af den danske Kong Christian den VIII, og giver regenten mulighed for efter eget skøn at hædre videnskabsmænd og kunstnere. Hun er desuden Kommandør af Dannebrogordenen (tildelt d. 3. december 1996).

ReferencerRediger

Eksterne henvisningerRediger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ghita_Nørby&oldid=9984057"