Ove Sprogøe

dansk skuespiller (1919-2004)

Ove Wendelboe Sprogøe Petersen (født 21. december 1919 i Odense, død 14. september 2004) var en dansk skuespiller. Sprogøes mest kendte roller er som doktor Hansen i tv-serien Matador og som den geniale vaneforbryder Egon Olsen i Olsen-banden-filmene.

Ove Sprogøe
Ove Sprogøe (skuespiller).jpg
Sprogøe i 1988
Personlig information
Fulde navn Ove Wendelboe Sprogøe Petersen[1]
Født 21. december 1919
Odense[2]
Død 14. september 2004 (84 år) Rediger på Wikidata
Tårnby, Amager[3]
Gravsted Søndermark Kirkegård Rediger på Wikidata
Nationalitet Danmark Rediger på Wikidata
Forældre Inger Marie Sprogøe Petersen (1888-1959)
Hans Arthur Sprogøe Petersen (1884-1967)
Ægtefælle Eva Sprogøe (g. 1945-2004)
Børn 3, heriblandt Henning Sprogøe
Beskæftigelse Skuespiller
Aktive år 1944 – 1998
Roller Egon Olsen i Olsen-banden
Dr. Hansen i Matador
Filmografi Ove Sprogøes filmografi Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Teaterpokalen (1976)
Æres-Bodil (1999)
Ole Haslunds Kunstnerfond (1989)
Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle (1956, 1972, 1975) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Sprogøe blev student ved Mulernes Legatskole og blev uddannet som skuespiller ved Alliancescenernes Elevskole i 1944. I 1945 fik Sprogøe sit gennembrud som Nicolai i Nøddebo PræstegårdFolketeatret i København. Sprogøe giftede sig i 1945 med Eva Rasmussen, med hvem han fik tre sønner, heriblandt skuespiller Henning Sprogøe. I sin lange og meget produktive karriere på både teater og film spillede Sprogøe i en længere periode sammen med Dirch Passer.

I løbet af sin skuespillerkarriere blev Sprogøe tildelt tre Bodilstatuetter for bedste mandlige hovedrolle i filmene På tro og love (1956), Den forsvundne fuldmægtig (1972) og Olsen-bandens sidste bedrifter (1975). I 1996 blev Sprogøe hædret med en ærespris af Danmarks Film Akademi, og i 1999 modtog han en Æres-Bodil for sin indsats i dansk film. Sprogøe nåede at medvirke i 159 film[a] og omtrent 140 teaterstykker.[5]

OpvækstRediger

Ove Sprogøe blev født den 21. december 1919 i OdenseFyn[6] som søn af typograf Arthur Sprogøe[7] (1884 – 27. marts 1967) og Inger Sprogøe (1888-1959).[1] Ove havde to ældre søskende, Arthur (født ca. 1907) og Inger (født ca. 1914), der var opkaldt efter forældrene.[6] Barndomshjemmet var en treværelses lejlighed på 2. th. i Østergade 22, Odense.[8]

Sprogøes forældre delte en stor interesse for teater, film, litteratur og billedkunst, og de tog ofte Ove og hans søskende med på museum.[9] Sprogøe overværede sit første teaterstykke som 8-årig, og han fandt det vældigt fascinerende at gå i biografen for at se westerns.[9] Stumfilmsudgaven af Ben-Hur fra 1925 gjorde et stort indtryk på Sprogøe.[10] Sprogøe så desuden også Charles Chaplins Guldfeber (1925), Cirkus (1928) og Byens lys (1931) i biografen som barn, og Chaplin blev et af hans store forbilleder inden for film.[11] Sprogøe kom ofte i Sankt Hans BiografSkibhusvej[12] med sine kammerater på søndage, ligesom de også tit var i Paladsteatret i Vestergade, Kino i Asylgade og Kosmorama i Kongensgade.[13] Sprogøe fortalte senere, at fascinationen for teater- og skuespillerlivet lå i ham allerede som barn, men at han dengang aldrig forestillede sig, at han selv kunne blive skuespiller en dag.[13]

Tidlige karriereRediger

SkuespillerelevRediger

Sprogøe var i begyndelsen af 1940'erne elev hos en række kendte skuespillere, herunder John Price, Elith Foss og Sigfred Johansen.[14] Som elev hos Foss kom Sprogøe for første gang til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Elevskole, men blev ikke optaget.[b] Senere kom Sprogøe til optagelseprøve som elev af Johansen, men fik igen afslag.[c] Sprogøe opsøgte Holger Gabrielsen, der var leder af elevskolen, i et forsøg på at få en begrundelse.[16] Gabrielsen sagde til Sprogøe: "Deres profil, menneske. Med sådan et ansigt får De aldrig arbejde som skuespiller. De vil komme til at spille små roller hele deres liv."[16] Foruden sin store fejlvurdering forklarede Gabrielsen imidlertid, at Sprogøe ville være kommet ind, hvis det alene var et spørgsmål om talent.[16] Sprogøe fortalte om afslaget til Johansen, der foreslog at forsøge i provinsen i stedet.[16] Sprogøe skrev derfor et brev til Elevskolen på Odense Teater, men fik også her et afslag.[17] Et par uger senere fortalte Johansen, at Alliancescenerne netop havde åbnet en teaterskole.[d] Sprogøe tog til optagelsesprøve og blev optaget på skolen i august 1944[17] i en alder af 24 år, hvilket var en relativt høj alder som ny teaterelev.[18] Sprogøe var blandt andre på hold med skuespilleren Kjeld Jacobsen.[18] Sprogøe havde debuteret i Jens Lochers De gamles oprør i marts 1944, inden at han begyndte på elevskolen.[18]

Gennembruddet i Nøddebo PræstegårdRediger

Efter at have spillet en række småroller fik Sprogøe i november 1945 sit teatergennembrud som Nicolai i forestillingen Nøddebo Præstegård,[1] som havde været opsat på Folketeatret næsten hvert år i december måned siden 1888.[19] Det var meget sjældent set, at en rolle af den kaliber tilfaldt en elev, og tidligere var rollen blevet spillet af Poul Reumert, Hans Kurt og Angelo Bruun.[20] Efter premieren i 1945 var nogle kritikere skeptiske over for Sprogøes præstation, idet han ifølge dem overspillede rollen, men der var også begejstrede anmeldelser.[21] Sprogøe spillede rollen i tolv af de følgende seksten sæsoner, mens han i tre af sæsonerne spillede karlen Lars i samme stykke.[22] Da Sprogøe som 42-årig i 1961 spillede Nicolai for sidste gang, havde han optrådt med rollen over 400 gange.[22] Sprogøe forsøgte faktisk at frabede sig rollen gentagne gange, men Thorvald Larsen, der var Folketeatrets direktør, formåede hver gang at overbevise Sprogøe ved at inddrage teatrets økonomi i sin argumentation.[23]

Samspillet med Dirch PasserRediger

I 1946 havde Sprogøe sine første filmroller i Hans store aften og Diskret ophold, og i 1950'erne medvirkede han gennemsnitligt i tre film årligt.[25] I begyndelsen af sin filmkarriere spillede Sprogøe i mange år sammen med Dirch Passer i en række lystspil.[4][26] Sprogøe og Passer mødte hinanden første gang i 1946 ud for Alléscenen på Frederiksberg Allé, hvor Sprogøe motiverede en tvivlende Passer til at forfølge drømmen om at blive skuespiller.[27][e] Ib Schønberg foreslog på et tidspunkt John Olsen fra Saga Studio at benytte Sprogøe og Passer som makkerpar i en film, og det førte til at de to spillede over for hinanden som vognstyrer og sporgvognskonduktør i Ved Kongelunden (1953).[28] Scenen, hvor de to synger Der kommer altid en sporvogn og en pige til, er siden kommet til at stå som et ikonisk øjeblik i deres makkerskab.[29] I de efterfølgende år var de to fast makkerpar i filmene I kongens klæ'r (1954), Det var paa Rundetaarn (1955), Færgekroen (1956) og Tag til marked i Fjordby (1957).[29] Sprogøe og Passer var 1950'ernes mest populære filmpar, og de to spillede sammen i 48 film mellem 1951 og 1970.[30] I 1950'erne brugte de to også meget tid sammen privat, men de gled lidt fra hinanden, da Passer fandt sammen med Kjeld Petersen.[31] Sprogøe og Passer forblev venner og blev ved med at skrive sammen indtil Passers død i 1980.[32]

Fandens oldemor og Stig LommerRediger

 
Sprogøe og Passer medvirkede i 48 film sammen i årene mellem 1951 og 1970

I 1951 spillede Sprogøe i Hornbækrevyen og gjorde sig bemærket som fandens oldemor i et nummer, der var bygget på Poul Henningsens vise af samme navn.[33] Nummeret viste en ny fandenivoldsk side af Sprogøe og blev en så stor succes, at Stig Lommer tilbød ham en kontrakt på fem år.[34] Sprogøe og Lommer havde allerede arbejdet sammen i et par år, men Sprogøe valgte at takke nej, da han efter eget udsagn frygtede at sidde fast i rollen som "sprællemand", hvis han skrev under på en lang kontrakt med Lommer.[34] Sprogøe skrev i stedet kontrakt med Thorvald Larsen på Folketeatret, hvor han i højere grad kunne spille seriøst skuespil, men arbejdede fortsat sammen med Lommer ved flere lejligheder.[35] Eksempelvis takkede Sprogøe ja, da Lommer tilbød ham at spille over for Passer i en opsætning af John Steinbecks Mus og mænd.[f]

Senere karriereRediger

Etableret navn på FolketeatretRediger

Folketeatrets direktør indtil 1959, Thorvald Larsen, gav ofte Sprogøe større roller på turnéer, end når samme stykke spillede på selve teatret, herunder i En søndag på Amager og Aprilsnarren.[38] I anledning af teatrets 100-års jubilæum i 1957 havde Sprogøe rollen som Henrik i Den politiske kandestøber og spillede over for Osvald Helmuth.[38] I 1960'erne overgik Sprogøe så småt fra biroller til hovedroller,[39] og i 1964 spillede han hovedrollen i Bertolt Brechts Arturo Ui – en præstation, der kom til at give Sprogøe muligheder for hovedroller på mange københavnske teatre.[40] I 1970'erne var Sprogøe det største navn på Folketeatret,[39] og efter at Preben Harris blev direktør for teatret i 1971, spillede Sprogøe en række markante hovedroller, herunder i Skillingsoperaen (1971), The Sunshine Boys (1974), Dantons død (1975), Onkel Vanja (1977) og Galilæis liv (1979).[41]

Første samarbejder med Erik BallingRediger

Sprogøe skulle vise sig at få et langt samarbejde med filminstruktør Erik Balling. De to mødte første gang hinanden under optagelserne til Diskret ophold i 1946, og Sprogøe spillede senere med i Ballings første film, Vi som går køkkenvejen fra 1953.[42] Sidenhen spillede Sprogøe en af de faste karakterer i Ballings tre Poeten og Lillemor-film,[42] og i 1960'erne var Sprogøe med i en række andre film af Balling, herunder Slå først, Frede! og efterfølgeren Slap af, Frede! samt folkekomedien Martha.[43] I Frede-filmene og Martha spillede Sprogøe sammen med Morten Grunwald og Poul Bundgaard, og de tre kom senere til at udgøre Olsen-banden i Erik Balling og Henning Bahs' ikoniske filmserie af samme navn.[44] Gennem sin karriere medvirkede Sprogøe i mere end 30 af Ballings film og tv-serier.[45][g]

Markante roller på film og tvRediger

Egon Olsen i Olsen-bandenRediger

 
Olsen-banden. Fra venstre: Morten Grunwald, Ove Sprogøe og Poul Bundgaard

I 1968 havde den første Olsen-bandenfilm premiere.[47] I filmen spillede Sprogøe hovedrollen som den geniale vaneforbryder Egon Olsen, der var iklædt bowlerhat, en nålestribet habit og næsten altid havde en cigar i munden.[48] Filmen havde blot en nogenlunde indtjening, mens Nordisk Films øvrige film klarede sig decideret dårligt det år.[47] Efterfølgeren Olsen-banden på spanden (1969) indtjente lidt mindre end etteren, og Balling, der udover at instruere også var direktør for Nordisk Films spillefilmsafdeling, besluttede at lægge filmserien på hylden for en stund.[47] I 1971 genoplivede Balling og Bahs serien med Olsen-banden i Jylland, som på mange måder rettede op på de to forrige films skitseagtige form og blev en stor succes.[49] Filmserien blev især kendt for Egon Olsens mange raseriudbrud og monologer.[50] Den ottende film, Olsen-banden ser rødt, er med sine 1,2 millioner solgte billetter en af de allerstørste danske biografsucceser gennem tiden, og flere af de øvrige film i serien solgte også omkring en million billetter.[51] Sprogøe omtalte senere Egon Olsen som sin mest interessante rolle på film og forklarede det med, at filmene i hans øjne var fremragende folkekomedier, der indeholdt en masse samfundssatire.[52]

Ti stille! Nu kan det være nok! Jeg finder mig ikke i det! Her kommer jeg hjem med en genial plan - genial, siger jeg - som kan gøre os til millionærer - alle sammen - og så sidder I der og har ikke andet i hovedet end flødeskum og bananlikør. Nogen borgerlige hundehoveder og hængerøve er hvad I er - men når det skal være på den måde, så kan det være det samme! Jeg kan klare mig selv. Jeg kan udmærket klare mig selv! Det er lige før, det bliver lettere, når man ikke skal ha' sådan et par klamphuggere på slæb - vorherre bevares!
 
— Egon Olsen, Olsen-banden går amok (1973)[53]

Olsen-banden-filmene blev solgt til en række lande og fik især stor popularitet i DDR, hvor de blev sendt i eftersynkroniserede udgaver både i biografen og på fjernsyn.[54] Sprogøe besøgte DDR flere gange og skrev gennem årene mange autografer til østtyske fans.[55] I 1982 optrådte Sprogøe, Grunwald og Bundgaard som deres roller fra filmene i tv-underholdningsprogrammet Nacht der Prominenten.[56] Selv mange år efter Sprogøes død kom tyske fans jævnligt forbi hans gamle hjem på Amager for at tage billeder.[57]

Biroller i Huset på Christianshavn og MatadorRediger

 
Rottehullet i Amagergade, hvor mange scener i Huset på Christianshavn er optaget

I tv-serien Huset på Christianshavn, der blev produceret i 84 afsnit og vist på DR i årene 1970-1977, spillede Sprogøe rollen som Larsen og medvirkede i 46 afsnit.[58] Larsen var en lidt mystisk karakter med en kriminel fortid og stod på en måde uden for det fællesskab, der var udgjort af seriens øvrige karakterer.[59] Lise Nørgaard, der var en af seriens manuskriptforfattere, fandt Larsen uinteressant og brugte ham kun sjældent i sine manuskripter, og i Nørgaards optik eksisterede karakteren primært for, at Balling kunne få Sprogøe med i serien.[59] Sprogøe mente selv, at karakteren udviklede sig på en lidt uheldig måde i serien og faldt i baggrunden.[58]

Larsen, den lille, sikre mand, som jeg spiller, volder mig ikke besvær. Det er en type på linje med, hvad Erik Balling og jeg har lavet i mange, mange film. Derimod har jeg sagt til Niels-Jørgen Kaiser, at de forskellige forfattere ikke har fulgt den sjove person op, som de i starten slog an, men det er nok, fordi det er svært at skrive om denne mærkelige, fine mand, der går rundt i huset, men alligevel er forbryder og lidt afsondret fra de andre.
 
— Ove Sprogøe, Dansk Familie Blad[59]

DR-serien Matador, der blev produceret og sendt i 24 afsnit i årene 1978-1982, blev en landeplage.[60] Seriens handling udspiller sig fra 1929 til 1947 i den fiktive danske by Korsbæk, og Sprogøe spillede rollen som den stilfærdige huslæge dr. Hansen, der er radikal og bliver modstandsmand under krigen.[60] Seriens hovedforfatter, Lise Nørgaard, vurderede senere, at rollen som dr. Hansen passede godt til Sprogøe, idet de to havde samme retfærdighedssans og lune.[60] På opfordring af Erik Balling spillede Sprogøe rollen på fynsk, selvom Sprogøe ellers havde arbejdet på at slippe af med sin fynske udtale gennem hele sin karriere.[60]

Teodor Amsted i Den forsvundne fuldmægtigRediger

I 1971 spillede Sprogøe hovedrollen som Teodor Amsted i Den forsvundne fuldmægtig, der var en filmatisering af Hans Scherfigs roman af samme navn fra 1938.[61] Filmen blev en succes blandt både publikum og kritikere,[61] og Sprogøe vandt desuden en Bodil for rollen.[62][h] Den alvorlige rolle som Amsted, der fingerer et selvmord for at undslippe sin tilværelse som fuldmægtig, er anset for at være en af Sprogøes bedste præstationer på film, men den er samtidigt en undtagelse i en filmografi uden andre nævneværdige hovedroller i alvorlige film.[64] Sprogøes søn Henning har vurderet, at rollen er blandt Ove Sprogøes mest betydningsfulde næst efter Egon Olsen i Olsen-banden-filmene og titelrollen i Arturo Ui på teatret.[26] Ideen til filmatiseringen opstod, da kunsthandler Svend Hansen henvendte sig til Sprogøe med tilbuddet om at spille en valgfri rolle i en dansk film.[65] Sprogøe svarede hurtigt, at han ville spille Amsted i Den forsvundne fuldmægtig, og dernæst påbegyndte Hansen arbejdet med at finansiere filmen.[65] Kosmoramas anmelder roste Sprogøe for at spille "præcist og gennemarbejdet", og filmens instruktør, Gert Fredholm, har senere fortalt, at Sprogøe forekom rolig, rutineret og ukrukket i sin tilgang til rollen.[66]

ØvrigtRediger

Sprogøe havde titelrollen i detektivserien Anthonsen (1984-85), som var baseret på hans rolle som privatdetektiven Anthonsen i filmen Rend mig i revolutionen (1970). Derudover medvirkede Sprogøe i større og mindre biroller, eksempelvis som Larsen i Huset på Christianshavn (1970-77) og som Birksted i Charlot og Charlotte (1996).

I 1985 spillede han med i Betty Nansen Teatrets opsætning af Glengarry Glen Ross i anledning af sit 40-års jubilæum.[4]

StemmeskuespilRediger

Sprogøe medvirkede som stemmeskuespiller i en række animationsfilm og -serier, herunder som Asterix i de danske udgaver af Asterix og Obelix-filmene og som Lucky Luke i de danske indtalinger af Lucky Luke-tegnefilmserien.[67] Sprogøe lagde også stemme til figurer i de danske originalindtalinger[i] af en række Disney-film, heriblandt Askepot (1950), Alice i Eventyrland (1951), Peter Pan (1953), Lady og Vagabonden (1955), Tornerose (1959), Sværdet i stenen (1963) og Junglebogen (1967). Sprogøe er især kendt for sin indtaling i Disney Juleshow, hvor han lægger stemme til Jesper Fårekylling.[68] Sprogøe oplæste også bøger i radioen og indtalte desuden bøger til forlagsproduktioner. Sprogøe oplæste eksempelvis Hobbitten i radioen.[69] Sprogøe indtalte også flere tv-programmer for Danmarks Radio, herunder julekalenderen Fru Pigalopp og juleposten (1978). Sidst i sin karriere lagde Sprogøe stemme til Sultanen af Agrabah i Aladdin-filmene og Aladdin-tv-serien.

Politisk og velgørende engagementRediger

Sprogøe engagerede sig politisk gennem hele sin karriere og stillede op til talrige støttearrangementer.[70] Blandt de mange engagementer var en medvirken i en kampagnefilm for BUPL mod nedskæringer i den offentlige sektor, oplæsning af Pelle Erobreren for SiD til fordel for ordblinde samt støtte til stormflodsramte i Esbjerg og AIDS-sagen.[70] Sprogøe var aldrig decideret partipolitisk, men Socialdemokratiet var det parti, som han stemte på og fandt sig hjemme i.[70] Sprogøes far, der trodsede sin chef og blev medlem af fagforeningen, blev definerende for Sprogøes politiske ståsted: "Min fars engagement har brændt sig ind i min sjæl. Det er så dejlig nemt at huske sit udgangspunkt. Min fars holdning sidder ustandselig i baghovedet på mig."[71] Sprogøe optrådte til fordel for EF-modstanderne i 1982,[72] og han var en del af foreningen Kunstnere for fred, der blandt andet arbejdede for at fjerne atomsprænghoveder.[73] I 1969 tog Sprogøe initiativ til en støtteforestilling for Odin Teatret, efter at det havde mistet sin støtte fra Nordisk Kulturfond.[j] Sprogøes børn lå alle langt ude på venstrefløjen og fik ved et enkelt valg overtalt ham til at stemme på Venstresocialisterne.[74] Enkelte gange blev Sprogøe kritiseret offentligt for sine politiske udtalelser, herunder da han sagde, at medlemmerne af Baader-Meinhof-gruppen skulle have menneskelige forhold i fængslet, eller da han engang udtalte, at han forstod enlige mødre, der blev drevet til at stjæle i supermarkedet.[75]

PrivatlivRediger

FamilieRediger

Sprogøe blev i marts 1945 gift med Eva Lilian Rasmussen,[76] der var datter af slagtermester Louis Rasmussen.[77] Sammen fik de tre sønner; Jørgen (ca. 1947), Sven (ca. 1949) og Henning Sprogøe (født 21. oktober 1953). Sidstnævnte blev senere skuespiller og chef for skuespilleruddannelsen på Statens Teaterskole.[78][79] Familien Sprogøe boede i mange år på Tømmerup Stationsvej på Amager.[80]

Gennem sin karriere holdt Ove Sprogøe sit arbejde og privatliv klart adskildt, lukkede sjældent pressen ind i hjemmet og gav meget få interviews om sin familie.[77][81][4] Familien Sprogøe fik aldrig fjernsyn, da Ove og Eva var enige om, at det kunne tage tiden fra familien med den korte tid til privatliv, som Ove havde.[82] Ove Sprogøe erhvervede heller aldrig en videomaskine og mente, at film var noget, der skulle ses i biografen,[82] ligesom han generelt ikke brød sig om at se sig selv på film.[k]

KunstsamlingRediger

Sprogøe var en stor samler af litteratur og kunst.[85] Sprogøe havde værker af blandt andre Wiliam Skotte Olsen, Anders Kirkegaard, Jan Voss og René Bertholo.[86] Efter Sprogøes død blev hans samling solgt på Bruun Rasmussen Kunstauktioner for omkring 1,2 millioner kroner.[86] Den del af samlingen, der omhandlede teater og revy og bestod af omkring 400 bøger og manuskripter,[87] blev foræret til Odin Teatret.[88]

Død og eftermæleRediger

I 1998 indstillede Sprogøe sin lange skuespillerkarriere efter at have medvirket i den 14. og sidste Olsen-banden-film, Olsen-bandens sidste stik.[89] I de sidste måneder af deres liv boede Ove og Eva Sprogøe på Løjtegårdsvejens PlejehjemAmager.[4] Ove døde den 14. september 2004 omtrent tre uger efter Eva, der døde den 20. august 2004.[90]

Umiddelbart efter Sprogøes død inviterede Nordisk Film publikum gratis i biografen til visninger af Olsenbandenfilm.[l]

Sprogøes mest kendte roller er som doktor Hansen i Matador og vaneforbryderen Egon Olsen i Olsen-bandenfilmene.[92] Begge produktioner og roller er blevet en markant del af dansk kultur.[93][94][m]

 
I 2004 blev vejen ved Statsfængslet i Vridsløselille omdøbt til Egon Olsens Vej til ære for Sprogøes rolle som Egon Olsen

Fængselsvej ved Vridsløselille Statsfængsel blev som hæder til Sprogøe omdøbt til Egon Olsens Vej af Albertslund Kommune i december 2004.[96][97][98] Lokationen er ikonisk i Olsen-banden-sammenhæng; de fleste film i serien begynder med, at Egon Olsen løslades derfra, ligesom de typisk ender med, at han fængsles der igen. I forbindelse med nedlæggelsen af Vridsløselille Statsfængsel i 2015 udgav fængslets fangekor et album med titlen "Egon Olsens Vej".[99]

Ove Sprogøes Plads i Odense er desuden opkaldt efter Sprogøe,[100] og ligeså er Ove Sprogøe Prisen, et stipendium oprettet af Nordisk Film i 2006.[101]

Priser og legaterRediger

FilmografiRediger

  Uddybende artikel: Ove Sprogøes filmografi

HenvisningerRediger

NoterRediger

  1. ^ Heraf 156 danske,[4][1] to svenske (Limpan og Hip Hip Hurra!) og én amerikansk film (Journey to the Seventh Planet).
  2. ^ Der var 54 ansøgere, hvoraf kun én blev optaget.[15] Foss mente, at Sprogøe fik afslag grundet sit udseende, og anklagede i et åbent brev elevskolen for at være en skønhedskonkurrence.[15]
  3. ^ I dommerpanelet sad blandt andre Bodil Ipsen.[15]
  4. ^ Elevskolen udviklede sig senere til Privatteatrenes Elevskole.[17]
  5. ^ Da Passer søgte ind på De Frederiksbergske Teatres Elevskole assisterede Sprogøe til flere optagelsesprøver ved at spille bestemte scener sammen med Passer.[27]
  6. ^ Netop den opsætning blev siden berømt for at besegle Passers skæbne som komisk skuespiller, idet publikum kom til at grine malplaceret af Passers alvorlige rolle som den retarderede Lenny, og fordi Passer begyndte at lave sjov med de alvorlige scener i stedet for at stå imod.[36] Sprogøe spillede Lennys ven, George.[37]
  7. ^ De to var desuden nære venner, og sammen tog de på ferier til udlandet, besøgte kunstmuseer og spiste på restaurant.[46]
  8. ^ Filmen modtog Bodilprisen for bedste danske film.[63]
  9. ^ Flere af de gamle Disney-film, herunder Peter Pan fra 1953 og Lady og Vagabonden fra 1955, er senere blevet genindspillet med nye danske stemmer.
  10. ^ Blandt de skuespillere, der medvirkede til forestillingen, var Dirch Passer, Lily Broberg, Ghita Nørby, Preben Kaas, Henning Moritzen, Stig Lommer og Dario Fo.[73]
  11. ^ Sprogøe så sjældent sig selv på film siden indspilningen af Slå først, Frede i 1965, da han ikke mente, at resultatet stod mål med anstrengelserne.[83][84] Sprogøe mødte dog op til gallapremierer på Olsen-bandenfilm og kunne også finde på at gå i biografen for at opleve publikums reaktion på sine film.[83]
  12. ^ Der var tale om biograferne Palads og Palladium i København, Bio Center Kolding samt en lang række Bio City-biografer.[91]
  13. ^ Matador er optaget i Kulturkanonen.[95]

ReferencerRediger

  1. ^ a b c d "Ove Sprogøe". danskefilm.dk. Arkiveret fra originalen 12. juni 2020. Hentet 5. juli 2020.
  2. ^ "Kontraministerialbogen". Arkivalieronline. Statens Arkiver. Arkiveret fra originalen 21. februar 2021. Hentet 2013-12-06. Kontraministerialbogen Vor Frue Sogn, ("1914-1922" s. 135; opslag 138, nr. 87)
  3. ^ "Ove Sprogøe". gravsted.dk. Arkiveret fra originalen 4. marts 2016. Hentet 5. juli 2020.
  4. ^ a b c d e Ritzau (2004-09-14). "Ove Sprogøe er død". Ekstra Bladet. JP/Politikens Hus. Arkiveret fra originalen 5. marts 2016. Hentet 4. november 2019.
  5. ^ Jensen 2016, s. 381-387.
  6. ^ a b Jensen 2016, s. 11.
  7. ^ Jensen 2016, s. 13.
  8. ^ Jensen 2016, s. 11-13.
  9. ^ a b Jensen 2016, s. 19.
  10. ^ Jensen 2016, s. 19-20.
  11. ^ Jensen 2016, s. 85.
  12. ^ Min barndoms land 1984, 37:45.
  13. ^ a b Jensen 2016, s. 20.
  14. ^ Jensen 2016, s. 34-35.
  15. ^ a b c Jensen 2016, s. 35.
  16. ^ a b c d Jensen 2016, s. 36.
  17. ^ a b c Jensen 2016, s. 37.
  18. ^ a b c Jensen 2016, s. 45.
  19. ^ Jensen 2016, s. 45-56.
  20. ^ Jensen 2016, s. 46.
  21. ^ Jensen 2016, s. 46-48.
  22. ^ a b Jensen 2016, s. 48.
  23. ^ Jensen 2016, s. 48-49.
  24. ^ Jensen 2016, s. 78.
  25. ^ Jensen 2016, s. 50-51.
  26. ^ a b Kastrup, Kim (2014-12-21). "Jeg fik min fars roller i 20 år". Ekstra Bladet. JP/Politikens Hus. Arkiveret fra originalen 19. september 2017. Hentet 28. oktober 2019.
  27. ^ a b Jensen 2016, s. 73.
  28. ^ Jensen 2016, s. 73-74.
  29. ^ a b Jensen 2016, s. 74.
  30. ^ Jensen 2016, s. 76.
  31. ^ Jensen 2016, s. 79-81.
  32. ^ Jensen 2016, s. 79-82.
  33. ^ Jensen 2016, s. 95.
  34. ^ a b Jensen 2016, s. 96.
  35. ^ Jensen 2016, s. 98.
  36. ^ Jensen 2016, s. 99-101.
  37. ^ Jensen 2016, s. 99.
  38. ^ a b Jensen 2016, s. 103.
  39. ^ a b Jensen 2016, s. 102.
  40. ^ Jensen 2016, s. 111.
  41. ^ Jensen 2016, s. 104-105, 384-386.
  42. ^ a b Jensen 2016, s. 151.
  43. ^ Jensen 2016, s. 152-154.
  44. ^ Jensen 2016, s. 153-155.
  45. ^ Jensen 2016, s. 158.
  46. ^ Jensen 2016, s. 159.
  47. ^ a b c Jensen 2016, s. 163.
  48. ^ Jensen 2016, s. 162-163.
  49. ^ Jensen 2016, s. 163-164.
  50. ^ Jensen 2016, s. 167-168.
  51. ^ Jensen 2016, s. 174.
  52. ^ Jensen 2016, s. 178.
  53. ^ Jensen 2016, s. 167.
  54. ^ Jensen 2016, s. 179.
  55. ^ Jensen 2016, s. 182.
  56. ^ Jensen 2016, s. 183.
  57. ^ Jensen 2016, s. 180.
  58. ^ a b Jensen 2016, s. 224-225.
  59. ^ a b c Jensen 2016, s. 224.
  60. ^ a b c d Jensen 2016, s. 230.
  61. ^ a b Jensen 2016, s. 193.
  62. ^ "Den forsvundne fuldmægtig". Det Danske Filminstitut. Arkiveret fra originalen 7. august 2019. Hentet 28. oktober 2019.
  63. ^ "Bodilprisen 1972". bodilprisen.dk. Arkiveret fra originalen 18. november 2019. Hentet 28. oktober 2019.
  64. ^ Jensen 2016, s. 193-194.
  65. ^ a b Jensen 2016, s. 195.
  66. ^ Jensen 2016, s. 197.
  67. ^ Bruun & Iskov 2019, 09:39.
  68. ^ Bruun & Iskov 2019, 16:55.
  69. ^ Bruun & Iskov 2019, 14:06.
  70. ^ a b c Jensen 2016, s. 269.
  71. ^ Jensen 2016, s. 269-270.
  72. ^ Jensen 2016, s. 270.
  73. ^ a b Jensen 2016, s. 271.
  74. ^ Jensen 2016, s. 273.
  75. ^ Jensen 2016, s. 274.
  76. ^ Jensen 2016, s. 41.
  77. ^ a b Jensen 2016, s. 40.
  78. ^ Gregers, Anne-Mette (2004-09-15). "Skide godt gået, Egon". Ekstra Bladet. JP/Politikens Hus. Arkiveret fra originalen 13. juli 2015. Hentet 4. november 2019.
  79. ^ Didriksen, Karina (2014-12-21). "Ove Sprogøes søn: Jeg savner min far". billedbladet.dk. Arkiveret fra originalen 4. november 2019. Hentet 4. november 2019.
  80. ^ Ove Sprogøe og et hus i Tømmerup Stationsby Arkiveret 14. oktober 2020 hos Wayback Machine. Amagernyt
  81. ^ Informations Webredaktion (15. september 2004). "Fra fynsk til folkekær og fin". Information. Arkiveret fra originalen 12. april 2021.
  82. ^ a b Jensen 2016, s. 221.
  83. ^ a b Jensen 2016, s. 222.
  84. ^ Skide godt Egon! 1994, 05:55.
  85. ^ "Ove Sprogøe er død". danskfilmskat.dk. 2004-09-14. Arkiveret fra originalen 11. juli 2007. Hentet 5. oktober 2011.
  86. ^ a b Ritzau (2005-04-13). "Bruun Rasmussen undervurderede Sprogøes kunst". Politiken. JP/Politikens Hus. Arkiveret fra originalen 2. februar 2017. Hentet 24. januar 2011.
  87. ^ Jensen 2016, s. 272-273.
  88. ^ Erngaard, Hannibal (2005-12-16). "Sprogøes bøger foræret væk". Berlingske. Berlingske Media. Arkiveret fra originalen 2. februar 2017. Hentet 17. juli 2012.
  89. ^ https://www.bt.dk/film-og-tv/oves-sidste-film-var-et-helvede
  90. ^ Riisberg, Kurt Stjernholm (2018-04-14). "HUSKER DU? Her er historien om Ove Sprogøe". realityportalen.dk. Arkiveret fra originalen 4. november 2019. Hentet 4. november 2019.
  91. ^ hajm (24. september 2004). "Skidegodt, Nordisk". Politiken. s. 2 (2. sektion).
  92. ^ Jensen 2016, s. 7.
  93. ^ Washuus, Dorte (22. marts 2016). "Olsen-Banden er blevet kulturhistorie". Kristeligt Dagblad. Arkiveret fra originalen 6. august 2016.
  94. ^ Nielsen, Maria Knude Oldhøj (17. oktober 2018). "I Olsen Banden bliver der sagt »skide godt« hele 213 gange. Ny bog er et overflødighedshorn af fun facts om serien". Information. Arkiveret fra originalen 8. februar 2021. [Olsen-banden] formidler den danske folkesjæl på en kærlig og kritisk måde, og for mange er de indbegrebet af dansk kultur.
  95. ^ https://kum.dk/fileadmin/_kum/5_Publikationer/2006/kulturkontakten_kulturkanon_2006.pdf
  96. ^ Runge, Morten (2004-12-21). "Egon Olsen fik sin vej". Jyllands Posten. JP/Politikens Hus. Arkiveret fra originalen 5. juli 2020. Hentet 28. oktober 2019.
  97. ^ "Fængselsvej bliver til Egon Olsens Vej". dr.dk. 2004-12-15. Arkiveret fra originalen 28. oktober 2019. Hentet 28. oktober 2019.
  98. ^ "Fængselsvej opkaldes efter Egon Olsen". Politiken. JP/Politikens Hus. 2004-12-21. Arkiveret fra originalen 5. juli 2020. Hentet 4. november 2019.
  99. ^ "Fangekoret synger farvel til Egon Olsens Vej". Albertslund Posten. 2015-12-02. Arkiveret fra originalen 28. oktober 2019. Hentet 28. oktober 2019.
  100. ^ Borgkilde, John (2005-10-25). "Så er Ove Sprogøes minde på plads". Fyens Stiftstidende. Arkiveret fra originalen 23. december 2014. Hentet 28. oktober 2019.
  101. ^ "Ove Sprogøe Prisen". Nordisk Film. Arkiveret fra originalen 28. oktober 2019. Hentet 28. oktober 2019.
  102. ^ "Litteraturpriser sorteret efter år. Del 1980 - 1984". litteraturpriser.dk. Arkiveret fra originalen 20. december 2019. Hentet 28. oktober 2019.
  103. ^ am (30. januar 1980). "Ove Sprogøe blev årets radise". Politiken. JP/Politikens Hus. s. 16 (1. sektion).
  104. ^ "Sprogøe æreskunstner". Politiken. JP/Politikens Hus. 7. marts 1980. s. 8 (1. sektion).
  105. ^ "Cyklisten Sprogøe". Politiken. JP/Politikens Hus. 18. august 1980. s. 6 (1. sektion). Prisen, der er indstiftet af de storkøbenhavnske cykelhandlere, består af en cykel og en check på 5.000 kr.
  106. ^ Dahl, Uffe (2012-12-21). "Dagens Fødselar: Ove Sprogø". kendte.dk. Arkiveret fra originalen 28. oktober 2019. Hentet 28. oktober 2019.
  107. ^ "Legatmodtagere". Ole Haslunds Kunstnerfond. Arkiveret fra originalen 24. oktober 2019. Hentet 28. oktober 2019.
  108. ^ "Æres-Bodil". Bodilprisen. Arkiveret fra originalen 23. juni 2020. Hentet 28. oktober 2019.

LitteraturRediger

PodcastsRediger

DokumentarerRediger

Eksterne henvisningerRediger