Igor Stravinskij

russisk komponist (1882-1971)

Igor Fjodorovitj Stravinskij (født 17. juni 1882 i Oranienbaum, Rusland, død 6. april 1971 i New York, USA) var en russiskfødt komponist, pianist og dirigent, som senere opnåede fransk og amerikansk statsborgerskab. Han anerkendes bredt som en af det 20. århundredes vigtigste og mest indflydelsesrige komponister. Stravinskij spillede således en afgørende rolle i udviklingen af den modernistiske musik.

Igor Stravinskij
Fotografisk portræt fra ca. 1920 Fotograf: Ukendt.
Information
Født Igor Fjodorovitj Stravinskij
17. juni 1882 i Oranienbaum, Det Russiske Kejserrige Rusland
Lomonosov, Sankt Petersborg, Rusland Rediger på Wikidata
Død 6. april 1971 (88 år) i New York, USA USA
New York City, New York, USA Rediger på Wikidata
Dødsmåde Naturlige årsager Rediger på Wikidata
Dødsårsag Hjerteinsufficiens Rediger på Wikidata
Gravsted San Michele kirkegård Rediger på Wikidata
Statsborger Frankrig,
USA,
Det Russiske Kejserrige Rediger på Wikidata
Bopæl Biarritz, Rom, Nice, Schweiz, New York City, Sankt Petersborg, Morges Distriktet, Voreppe, West Hollywood, Paris Rediger på Wikidata
Far Fjodor Stravinskij Rediger på Wikidata
Søskende Juri Stravinskij Rediger på Wikidata
Ægtefæller Vera de Bosset (1940-1971),
Jekaterina Nosenko (1906-1939) Rediger på Wikidata
Børn Théodore (Stravinsky) Strawinsky,
Soulima Strawinski Rediger på Wikidata
Sprog Fransk, engelsk, russisk Rediger på Wikidata
Genre Moderne klassisk
Beskæftigelse Komponist
Dirigent
Pianist
Medlem af Kungliga Musikaliska Akademien, American Academy of Arts and Letters, American Academy of Arts and Sciences med flere Rediger på Wikidata
Aktive år 1905 - 1971
Pladeselskab Columbia Records,
RCA Victor,
CBS Rediger på Wikidata
Har påvirket Steve Reich
Thomas Adès
Judith Weir
John Adams
Elliott Carter
Louis Andriessen[1]
Instrumenter
Flygel
Kendte værker
Le sacre du printemps, Satser for piano og orkester, Symfoni i Es-dur, Petrusjka, Scherzo fantastique med flere Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Stravinskij var kendt for sin stilistiske spændvidde. Han opnåede international berømmelse med sin balletmusik skrevet til impresarioen Sergej Djagilev, der alle blev opført af Ballets Russes i Paris: L'Oiseau de feu (1910), Pétrouchka (1911) og Le Sacre du printemps (1913). Sidstnævnte værk var banebrydende og medførte en gentænkning af den musikalske rytmeforståelse. Le Sacre du printemps sikrede Stravinskij et ry som en musikalsk revolutionær, som udfordrede de gængse kompositoriske konventioner. Hans "russiske periode" fortsatte med værkerne Renard (1916), L'Historie du soldat (1918) og Les noces (1923), og blev efterfulgt af en periode i 1920'erne, hvor han omfavnede neoklassikken. Hans værker fra denne periode refererer til det 18. århundrede og gør brug af mere traditionelle musikalske formater såsom concerti grossi, symfonier og fugaer. I 1950'erne eksperimenterede Stravinskij med tolvtonemusikken. Kompositionerne fra denne periode trækker med deres rytmer og instrumentering tråde til hans ungdomsværker.

Biografi redigér

Tidlige liv (1882-1901) redigér

Stravinskij blev født 17. juni 1882 i Oranienbaum nær Skt. Petersborg.[2][3] Hans far, Fjodor Stravinskij, var bassanger ved operahuset i Kyiv samt Marinskijteatret i Skt. Petersborg, mens hans mor, Anna Stravinskij, var datter af en højtstående ukrainsk embedsmand. Igor var den tredje af fire sønner. Stravinskij-familien var af fornem polsk-russisk afstamning og bærere af det såkaldte Sulima-våbenskjold, hvis oprindelse kan spores tilbage til det 14. århundrede.[4] Slægtens oprindelige navn var Sulima-Stravinskij. Navnet "Stravinskij" er afledt af "Stréva", der er en flod i Litauen.[5]

Stravinskij blev døbt i Skt. Nikolaj Katedral i Skt. Petersborg. Fra sin tidligste barndom og frem til 1914, tilbragte han sine somre i den ukrainske by Ustyluh.[6] Hans første skole var Det Andet Gymnasium i Skt. Petersborg, hvor han gik indtil sine teenageår. Herefter blev han optaget på det private gymnasium Gourevitj, hvor han studerede historie, matematik, latin, græsk, kirkeslavisk, fransk, tysk og russisk.[6] Stravinskij brød sig ikke om at gå i skole og følte sig ensom: "Jeg mødte aldrig nogen, som tiltalte mig".[7]

Stravinskij forelskede sig allerede som barn i musikken. Som otteårig overværede han en opførelse af Pjotr Tjajkovskijs ballet Tornerose (1889) på Marinskijteatret. Oplevelsen førte til en livslang interesse for ballet såvel som for Tjajkovskijs musik. Han begyndte at gå til klaver som niårig, og modtog også undervisning i musikteori og komposition.[8] Som femtenårig mestrede han Felix Mendelssohns første klaverkoncert (1830). I samme periode færdiggjorde han en omarrangering af en Aleksandr Glasunov-strygekvartet for klaver. Glasunov havde efter sigende ikke høje tanker om Stravinskij, som han anså for umusikalsk.[9]

Uddannelse og ungdomsværker (1901-1909) redigér

 
21-årig Stravinskij, 1903.

På trods af Stravinskijs anlæg for musik, ønskede hans forældre at han studerede jura. I 1901 blev han derfor optaget på Skt. Petersborgs Universitet, hvor han studerede strafferet og retsfilosofi. Der var imidlertid ikke mødepligt, og Stravinskij anslog selv, at han i løbet af sine fire års studier dukkede op til færre end halvtreds forelæsninger.[10] I 1902 mødte han den universitetsstuderende Vladimir Rimskij-Korsakov. Han var yngste søn af Nikolaj Rimskij-Korsakov, som var professor ved konservatoriet i Skt. Petersborg og bredt anerkendt som tidens førende russiske komponist. Stravinskij ønskede at møde Rimskij-Korsakov for at tale med ham om sine musikalske aspirationer. Han tilbragte derfor sommerferien 1902 med Vladimir og hans familie i den tyske by Heidelberg. Rimskij-Korsakov frarådede ham at søge ind på konservatoriet, men i stedet fortsætte sine privatlektioner i musikteori.[11]

Ved sin fars død i 1902, brugte Stravinskij mere tid på musikken end juraen. Hans beslutning om at hellige sig den fuldtud blev hjulpet uforvarende på vej af Den Blodige Søndag i 1905, der medførte en midlertidig nedlukning af universitetet. Stravinskij kunne af denne årsag ikke gå til eksamen. I stedet begyndte han at studere komposition ved Rimskij-Korsakov to gange om ugen. Han kom efterhånden til at betragte komponisten som en bonusfar, og deres lektioner fortsatte til Rimskij-Korsakovs død i 1908.[10][12] I april 1906 modtog Stravinskij sit eksamensbevis for halvt gennemført uddannelse. Han koncentrerede sig herefter om at komponere musik.[13] Omkring dette tidspunkt færdiggjorde han sit første værk, der var en symfoni i Es-dur. I forbindelse med Rimskij-Korsakovs død, komponerede Stravinskij Chant funèbre (1908), der blev fremført en enkelt gang og ellers regnet for tabt indtil dets genopdagelse i 2015.

På trods af den russisk-ortodokse kirkes forbud mod familiære ægteskabsindgåelser, blev Stravinskij i 1906 gift med sin kusine Jekaterina Nossenko.[6] De levede i Stravinskij-familiens hjem ved Krjukov-kanalen i Skt. Petersborg, indtil de flyttede til Ustyluh i et hus, som Stravinskij selv tegnede. Han omtalte senere Ustyluh som sit "himmelske sted". Stravinskij skrev mange af sine tidlige værker her. Der er i dag et museum med fokus på Stravinskijs liv, ligesom en årlig Stravinskij-festival afholdes i den nærliggende by Lutsk. Stravinskij-parrets to første børn, Fjodor og Ludmila, blev født her i henholdsvis 1907 og 1908.[14]

Balletter og international berømmelse (1909-1920) redigér

 
Sergej Djagilev, 1906.

I februar 1909 blev Stravinskijs to værker Scherzo fantastique (1908) og Feu d'articfice (1909) uropført ved en koncert i Skt. Petersborg. Begivenheden udgjorde et vendepunkt i Stravinskijs karriere. Blandt publikum var således Djagilev, som ejede Ballet Russes. Han var i færd med at opsætte en række russiske operaer og balletter til næste års teatersæson i Paris. En af disse skulle være en helt ny ballet baseret på det russiske eventyr om ildfuglen.[15] Han spurgte først Anatolij Ljadov, om han ville komponere musikken, men da Ljadov svarede, at en sådan opgave ville tage ham et år, henvendte Djagilev sig i stedet til Stravinskij.[16]

L'Oiseau de feu fik premierePariseroperaen 25. juni 1910. Den blev modtaget med stor begejstring og Stravinskij blev med ét internationalt kendt.[17][18] I sommeren 1910 flyttede han med sin gravide hustru til La Baule i Frankrig, hvorfra de i efteråret fortsatte til Clarens i Schweiz. Her fødte Jekaterina deres anden søn, Svjatoslav.[19] Familien tilbragte herefter deres somre i Ukraine og vintre i Schweiz.[20] Djagilev bad Stravinskij om at komponere musikken til endnu en ballet, Pétrouchka, der skulle opføres ved den næste sæson. Værket er baseret på et russisk eventyr om en dukke, som forelsker sig i en ballerina. Selvom Pétrouchka ikke blev mødt med samme begejstring som L'Oiseau de feu ved værkets premiere på Théâtre du Châtelet i 1911, cementerede balletten Stravinskijs omdømme.

Stravinskijs tredje ballet til Ballets Russes, Le Sacre du printemps, skabte en sensation blandt anmeldere, musikere og publikummer. Balletten, der tog udgangspunkt i en fortælling af Nikolaj Rerikh, omhandler et hedensk ritual, hvor en ung pige udvælges til at danse sig til døde som led i en forårsofring til solguden Jarilo. Stravinskijs musik var banebrydende for sin tid, og omfattede eksperimentel tonalitet, rytme og dissonans. Koreografiens og musikkens radikale udtryk medførte regulære optøjer ved premieren på Théâtre des Champs-Élysées 29. maj 1913.

Kort tid efter premieren på Le Sacre du printemps, blev Stravinskij syg med tyfus, og måtte derfor indlægges på et parisisk hospital. Han vendte hjem til Ustyluh i juli 1913 og brugte resten af sommeren på at færdiggøre sin første opera, Le Rossignol, der var baseret på H.C. Andersens eventyr Nattergalen (1843).[21][22] I januar 1914 blev Stravinskijs fjerde barn, Maria Milena, født. Efter fødslen fik Jekaterina konstateret tuberkulose og blev derfor indlagt på et sanatorium i den schweiziske alpeby Leysin. Stravinskij flyttede ind i et nærliggende hus, hvor han færdigjorde Le Rossignol.[23][24] Operaen fik premiere i Paris i maj 1914. Det Frie Teater i Moskva havde oprindeligt købt værket for 10.000 rubler, men var i mellemtiden gået konkurs.[25][26][27] Operaen blev modtaget blandet af publikum såvel som anmeldere, der var skuffede over dens delikate og sarte lyd. Efter det voldsomme lydbillede i Le Sacre du printemps havde de således helt andre forventninger til Stravinskij.[24] Komponister såsom Maurice Ravel, Béla Bartók og Reynaldo Hahn var dog stærkt begejstrede for værket, og mente at kunne spore en vis indflydelse fra Arnold Schönberg.[28]

 
Støtter og medlemmer af Ballets Russes, 1911.

I april 1914 vendte Stravinskij-familien tilbage til feriehuset i Clarens.[25] Under deres ophold brød 1. verdenskrig ud. Stravinskij, som pga. helbredsproblemer blev erklæret for uegnet til militærtjeneste, skyndte sig i al hast hjem til Ustyluh for at hente familiens personlige ejendele inden Europas grænser lukkede.[20][29] I juni 1915 flyttede han med sin familie fra Clarens til Morges nær Lausanne ved Genevesøen, hvor de boede indtil 1920.[30] I december sprang Stravinskij ud som dirigent, da han ved to støttekoncerter arrangeret af Røde Kors dirigerede L'Oiseau de feu.[31] Krigen og den efterfølgende russiske revolution i 1917 umuliggjorde en tilbagevenden til hans fødeland.[32]

I slutningen af 1910'erne kom Stravinskij i økonomiske problemer, da Rusland og senere Sovjetunionen ikke anerkendte Bernerkonventionens bestemmelser om ophavsret. Han kunne derfor ikke indkræve licensafgifter for Ballets Russes' fremføringer af hans værker.[33] Han bebrejdede Djagilev sin dårlige økonomi og anklagede ham for at bryde deres kontrakt. Mens han komponerede sit sceniske værk L'Historie du soldat, søgte han økonomisk støtte hos den schweiziske filantrop Werner Reinhardt, som indvilligede i at sponsorere ham. Reinhardt ydede også garanti ved stykkets uropførelse i Lausanne i september 1918.[34] Som tak dedikerede Stravinskij L'Historie du soldat til Reinhardt, ligesom han også skænkede velgøreren det oprindelige partitur.[35] I 1919 sponsorerede Reinhardt desuden en række opførelser af Stravinskijs kammerværker.[36][37] Stravinskij dedikerede som tak tre klarinetstykker til Reinhardt, som selv var amatørklarinettist.

Livet i Frankrig (1920-1939) redigér

I juni 1920 flyttede Stravinskij-familien fra Schweiz til Frankrig. De bosatte sig midlertidigt i Carantec i Bretagne, mens de ledte efter et hjem i Paris.[38][39] Familien blev snart kontaktet af modeskaberen Coco Chanel, som inviterede dem til at bo i hendes palæ i Paris indtil de havde fundet deres eget. Familien Stravinskij takkede ja til Chanels tilbud og flyttede ind i september.[40] I december sikrede Chanel en genopsætning af Le Sacre du printemps med en anonym donation på 300.000 francs til Djagilev.[41]

I 1920 skrev Stravinskij kontrakt med den franske klaverfabrikant Pleyel. Stravinskij arrangerede de fleste af sine værker for fabrikantens selvspillende klaver Pleyela. På vegne af Stravinskij indkrævede Pleyel afgifterne for disse klaverer. De betalte ham også en månedlig gage. Fra 1921 stillede de desuden lokaler til hans rådighed i Paris, hvor han arbejdede samt underholdte venner og bekendte.[42][43] I denne periode indledte Stravinskij en affære med danserinden Vera de Bosset, som var gift med scenografen Sergej Sudeikin.[44] Affæren førte til Sudeikin-parrets skilsmisse.

 
Vera de Bosset, 1921.

I 1921 flyttede Stravinskij-familien til den sydfranske by Biarritz.[45] Her færdiggjorde Stravinskij sine Trois mouvements de Petrouchka, en omarrangering af Pétrouchka for klaver til pianisten Artur Rubinstein. I Biarritz orkestrerede Stravinskij desuden Ballets Russes' genopførelse af Tjajkovskijs ballet Tornerose.[46] Frem til sin hustrus død i 1939, levede Stravinskij et dobbeltliv, hvor han delte sin tid mellem familien i Biarritz og Vera de Bosset i Paris.[47] Jekaterina accepterede sin mands utroskab med en blanding af overbærenhed, bitterhed og medfølelse.[48]

I juni 1923 fik Stravinskijs ballet Les noces premiere i Paris med Ballets Russes.[49] Den følgende måned begyndte han at modtage anonyme donationer fra en velgører i USA, som blot omtalte sig selv som "Madame". Udover en indledende check på 1000 dollars, lovede "Madame" at sende yderligere 6000 dollars over de næste tre år. Stravinskijs senere samarbejdspartner Robert Craft mente, at velgøreren var den berømte dirigent Leopold Stokowski, som Stravinskij for nyligt havde mødt. Crafts teori var, at Stokowski forsøgte at lokke Stravinskij til USA.[49][50]

I september 1924 købte Stravinskij et feriehus i Nice.[51] Her genvandt han sin tabte russisk-ortodokse tro med hjælp fra en lokal russisk præst.[52] Han reflekterede også over sin fremtid som udøvende musiker. Efter at have dirigeret uropførelsen af sin egen Octour pour instrument à vent (1923) ved en af Sergej Koussevitskijs efterårskoncerter, begyndte Stravinskij således i stigende grad at dirigere egne værker. Han begyndte også at optræde som solist. Koussevitskij overtalte komponisten til selv at spille klaver ved uropførelsen af Concerto pour piano et instruments à vents i 1924.[53] Værket blev positivt modtaget, og Stravinskij sikrede sig rettighederne til at fremføre det de næste fem år. Som solist tog han på turné i 1924-1925.[54]

I maj 1927 fik Stravinskijs opera Oedipus Rex premiere i Paris. Værket blev hovedsageligt sponsoreret af Winnarette Singer, som betalte 12.000 francs for en privat forpremiere i sit hjem. Stravinskij gav efterfølgende pengene til Djagilev. Premieren blev til Stravinskijs store frustration modtaget med blandede anmeldelser. Anmelderne ville endnu engang drage paralleller til Le Sacre du printemps, og Stravinskij var efterhånden træt af denne fiksering på hans ungdomsværker.[55] Efter premieren modtog Stravinskij dog en begejstret henvendelse fra den amerikanske mæcen Elizabeth Coolidge, som bad ham skrive partituret til et balletarrangement i Library of Congress. Resultatet blev Apollo, der blev opført i 1928.[56]

I juni 1934 opnåede Stravinskij-familien fransk statsborgerskab. Samme år flyttede de tilbage til Paris på Rue du Faubourg Saint-Honoré, hvor de boede de næste fem år.[57] Stravinskij brugte sit franske statsborgerskab til at udgive sine erindringer, Chroniques de ma Vie, der udkom i 1935. Samme år tog han på turné i USA med violinisten Samuel Dushkin. Han komponerede også klaverstykket Concerto per due pianoforti soli til sig selv og sin søn Svjatoslav, i anledning af at Pleyel havde bygget et specialdesignet dobbeltklaver til dem. Far og søn tog derefter på turné i Europa og Sydamerika i 1936.[57] I 1937 gjorde han sin amerikanske dirigentdebut ved premieren på sin ballet Jeu de cartes i New York. Balletten var bestilt af Lincoln Kirstein og koreograferet af George Balanchine.[58] Ved sin hjemkost til Frankrig, hastede Stravinskij til alpebyen Annemasse, hvor hans hustru Jekaterina og to døtre, Ludmila og Maria Milena, var blevet indlagt med tuberkulose. Ludmila døde i 1938, efterfulgt af Jekaterina i 1939.[59] Stravinskij selv tilbragte fem måneder på et sanatorium i landsbyen Passy. Under indlæggelsen døde hans mor Anna.[60]

Stravinskij havde gennem sine år i Paris lært mange amerikanere at kende. Han arbejdede allerede på sin symfoni i C til Chicago Symphony Orchestra, da han blev tilbudt det prestigefyldte Charles Eliot Norton-lektorat ved Harvard University.[61] Som Charles Eliot Norton-lektor forpligtede Stravinskij sig til at give seks forelæsninger om "musikkens poesi" i 1939-1940.[62][63]  

Livet i USA (1939-1971) redigér

Første år i USA (1939-1945) redigér

 
Stravinskij fotograferet af Arnold Newman, 1946.

Stravinskij ankom til New York i september 1939. Herfra rejste han videre til Cambridge, Massachusetts, og Harvard University. De første par måneder boede han hos kunsthistorikeren Edward W. Forbes.[64] Vera de Bosset ankom i januar 1940, og parret blev gift 9. marts i Bedford i Massachusetts. Efter Harvard flyttede det nygifte par til Hollywood, Californien, i 1941. Stravinskij håbede, at varmen ville gavne hans helbred.[65] Stravinskij havde vænnet sig til livet i Frankrig, men det var noget helt andet at flytte til USA i en alder af 58. I begyndelsen sås han derfor kun med russiske emigranter. Han kom dog snart frem til den erkendelse, at det hverken gavnede ham intellektuelt eller professionelt at begrænse sine kontakter til russere. Han var fascineret af Los Angeles, hvis spirende kulturliv under 2. verdenskrig tiltrak et stort antal forfattere og musikere. Stravinskij var især optaget af britiske forfattere såsom W.H. Auden, Christopher Isherwood og Dylan Thomas, som jævnligt besøgte ham i hans hjem i Hollywood. De var som deres vært glade for stærk spiritus – især Aldous Huxley, som Stravinskij talte fransk med. Stravinskij og Huxley havde i en lang periode tradition for at invitere den amerikanske vestkysts avantgardister og berømtheder til lørdagsfrokost.

I 1940 færdiggjorde Stravinskij sin symfoni i C. Han dirigerede dens uropførelse med Chicago Symphony Orchestra samme år.[66] I denne periode begyndte Stravinskij også at komponere filmmusik. Den største store film, der benyttede hans musik, var Walt Disneys Fantasia (1940). I et segment om verdens skabelse og dinosaurernes tidsalder, gør filmen brug af uddrag fra Le Sacre du printemps. Segmentet er dirigeret af Leopold Stokowski.[67] Orson Welles opfordrede Stravinskij til at komponere musikken til Robert Stevensons Jane Eyre (1943), men forhandlingerne gik i vasken. Stravinskij brugte senere musik fra denne film i sit orkesterværk Ode (1943). En aftale om at skrive musikken til Henry Kings Sangen om Bernadette (1943) faldt også til jorden, eftersom Stravinskij mente, at den faldt ud til filmproducerens fordel. Han inkorporerede senere musik skrevet til denne film i sin Symphony in Three Movements (1942-1945).[67]

Stravinskijs usædvanlige brug af dominantseptimakkorder i sin arrangering af USA's nationalsang Star-Spangled Banner, medførte i januar 1944 et besøg fra Bostons politi. De advarede ham om, at myndighederne kunne udstede en bøde på op til 100 dollars, hvis nationalsangen blev helt eller delvist omarrangeret.[68] Politiet tog imidlertid fejl, da den omtalte lov kun forbød at benytte nationalsangen som dansemusik, marchmusik eller som del af et musikalsk medley. Hændelsen udviklede sig dog snart til en myte, hvor Stravinskij blev anholdt og holdt i forvaring.[69]

Stravinskij og hans hustru opnåede amerikansk statsborgerskab i december 1945.[70] Deres vidne var skuespilleren Edward G. Robinson.[71]

Sidste store værker (1945-1966) redigér

 
Stravinskij på forsiden af Time, 1948.

Samme dag som han fik sit amerikanske statsborgerskab, underskrev Stravinskij en aftale med Boosey & Hawkes om en nyudgivelse af adskillige af sine værker. Han brugte sit nyerhvervede statsborgerskab til at sikre sig rettighederne til materialet.[72] Den femårige aftale indeholdt en garanti på 20.000 dollars for de to første år, og 12.000 dollars for de resterende tre.[73]

I 1945 bestilte impresario Paul Sacher et strygerværk til Kammerorchester Basels 20-års jubilæum. Denne Concerto in D fik premiere i 1947.[74] I januar 1946 dirigerede han sin første premiere i USA, da Symphony in Three Movements blev uropført i Carnegie Hall i New York.[75] I 1947 blev Stravinskij inspireret til at skrive sin engelsksprogede opera The Rake's Progress, efter at have set William Hogarths billedserie af samme navn på en udstilling i Chicago i Illinois. Operaen omhandler en ung mands moralske forfald. Auden skrev librettoen sammen med Chester Kallman. The Rake's Progress fik premiere i 1951 og markerer afslutningen på Stravinskijs såkaldt neoklassiske periode.[76] Under sit arbejde på værket, mødte Stravinskij den meget yngre Craft, som blev hans personlige assistent og nære ven, og som opfordrede ham til at komponere tolvtonemusik. Mødet med Craft indvarslede dermed Stravinskijs tredje og sidste distinkte musikalske periode, der varede frem til hans død.[77]

I 1953 begyndte Stravinskij at komponere musik til en ny opera af Thomas, der omhandlede verdens genskabelse efter en atomulykke. Projektet fik dog en brat ende med Thomas' død i november samme år. Til hans minde skrev Stravinskij In Memoriam Dylan Thomas (1954) for tenor, strygekvartet og trækbasun.[78]

I januar 1962 blev Stravinskij i anledning af sin 80-års fødselsdag inviteret til æresmiddag i Det Hvide Hus. Her overrakte præsident John F. Kennedy ham en æresmedalje for den "anerkendelse, hans musik har mødt over hele verden". I september samme år besøgte Stravinskij for første gang siden 1914 Rusland. Han var blevet indbudt af Unionen for Sovjetiske Komponister til at dirigere seks koncerter i Moskva og Leningrad. Under sit besøg mødtes han med Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov, samt Dmitrij Sjostakovitj og Aram Khatjaturjan.[79] Stravinskij vendte først hjem til Hollywood i december 1962 efter en otte måneder lang turné.[80] Efter mordet på Kennedy i 1962, skrev Stravinskij Elegy for J.F.K (1963) på blot to dage.[81]

De lange rejser begyndte efterhånden at påvirke Stravinskijs helbred. Hans blodprocent var for høj, hvilket påvirkede hans bevægelser og evne til at tale.[81] I 1965 fik dokumentaristen David Oppenheim tilladelse til at producere en dokumentar om Stravinskijs liv. Det følgende år fulgte et filmhold fra CBS derfor den aldrende komponist, som modtog 10.000 dollars for sin medvirken.[82] Dokumentaren omfatter bl.a. et besøg til Stravinskijs gamle feriebolig i Clarens, hvor han skrev hovedparten af Le Sacre du printemps. Oppenheim forsøgte også at få tilladelse til at besøge Ustyluh, men blev afvist af de sovjetiske myndigheder.[83] I 1966 afsluttede Stravinskij sit sidste store værk, Requiem Canticles.[84]

Sidste år (1967-1971) redigér

I februar 1967 dirigerede Stravinskij en koncert i Miami i Florida. Hans honorar for et sådant arrangement var på det tidspunkt steget til 10.000 dollars. Efter denne optræden, afviste Stravinskij som hovedregel at deltage i arrangementer, der krævede at han skulle flyve.[85] En undtagelse var da han i maj 1967 fløj til Toronto i Canada for at dirigere Pulcinella (1920) i Massey Hall med Toronto Symphony Orchestra. Værket var således ikke særligt fysisk krævende, men den aldrende Stravinskij måtte alligevel, for første gang nogensinde, dirigere siddende. Det blev hans sidste optræden som dirigent.[86] Stravinskij mistænkte, at han havde fået et slagtilfælde under koncerten.[85] I august blev han indlagt på et hospital i Hollywood med blødende mavesår, der krævede blodtransfusion. I sin dagbog noterede Craft, at han måtte made den syge Stravinskij, samt holde hans hånd: "Han siger at varmen formindsker smerten".[87]

I 1968 genoptog Stravinskij sin turné. Han sad dog blandt publikum under koncerterne, mens Craft dirigerede.[88] I oktober rejste Stravinskij, Vera og Craft til Zürich i Schweiz for at ordne de sidste forretninger med Stravinskijs familie.[89] De overvejede at forblive i Schweiz, da de alle efterhånden var blevet trætte af livet i Hollywood, men endte i sidste ende med at vende hjem til USA.[90]

 
Stravinskijs grav på San Michele.

I oktober 1969 flyttede Stravinskij og hans hustru efter tre årtier i Californien til New York. Stravinskijs læge havde forbudt ham at rejse over Atlanten for at bosætte sig i Europa. Craft flyttede ind hos dem, og satte dermed reelt sin egen karriere på standby for at pleje sin syge mentor.[91] I april 1970 blev Stravinskij indlagt med lungebetændelse. To måneder senere rejste han til Schweiz for at se sin søn Fjodor en sidste gang.[92]

I marts 1971 blev Stravinskij indlagt med lungeødem. Her forblev han i ti dage, indtil han flyttede ind i en ny lejlighed på Fifth Avenue. Lungeødemet vendte imidlertid tilbage 4. april, og Stravinskij stoppede herefter med at indtage mad og drikke. Han døde 88 år gammel 6. april 1971. Han blev bisat tre dage senere i Frank E. Cambell Funeral Chapel på Manhattan.[93] I overensstemmelse med hans ønske, blev Stravinskij begravet på den russiske afdeling af begravelsesøen San Michele i Venedig, Italien, efter en russisk-ortodoks gudstjeneste i Santi Giovanni e Paolo.

Stravinskij har en stjerne på Hollywood Walk of Fame. I 1987 blev han posthumt tildelt en Grammy Lifetime Achievement Award.

Personlighed redigér

Stravinskij havde en livslang litterær interesse, der spændte bredt. Han var som ung musiker særligt interesseret i russiske myter og eventyr. Senere begyndte han at interessere sig for antikkens store digtere, og som ældre var det især samtidens franske og engelske forfattere såsom Auden og T.S. Eliot, der optog ham.

Stravinskij var også dybt fascineret af billedkunst. Han samarbejdede bl.a. med Pablo PicassoPulcinella. De to mænd udviklede med tiden et nært forhold. De udvekslede henholdsvis musikalske og billedkunstneriske værker som tegn på deres venskab, heriblandt Picassos berømte portræt af Stravinskij.  

Som ung var Stravinskij liberal og støttede det borgerlige Kadetparti. Han skrev endda en nationalsang til den provisoriske regering, der tog magten efter zar Nikolaj 2.s fald. Oktoberrevolutionen i 1917 skræmte ham imidlertid i en sådan grad, at han i 1930 udtalte: "Jeg tror ikke der findes nogen, som respekterer [Benito] Mussolini højere end jeg […] Han er Italiens og – forhåbentlig – Europas frelser".[94] Efter en privat audiens hos Mussolini sagde han: "Medmindre mine ører bedrager mig, er Roms stemme selve [Mussolinis] stemme. Jeg fortalte ham, at jeg selv føler mig som en fascist. Selvom han er en travl herre, viste Mussolini mig den store ære at tale med mig i tre kvarter. Vi talte om musik, kunst og politik".[95]

 
Stravinskij dirigerer, 1965.

Stravinskij genfandt imidlertid sin ungdoms liberalisme, da han i 1940 flyttede til USA. Han sagde: "[Europæerne] kan have deres generaler og førere [for dem selv]. Lad mig beholde Mr. Truman og jeg er tilfreds". I 1964 rejste han til Jerusalem for at overvære uropførelsen af sin hebraiske kantate Abraham and Isaac, dirigeret af Robert Craft, som han dedikerede til den israelske stat.  

Stravinskij var i de flestes øjne en beleven verdensmand, som udadtil altid virkede afslappet og veltilpas. Han havde desuden et medfødt forretningstalent. Som pianist og dirigent besøgte han mange af verdens storbyer, bl.a. Paris, Venedig, Berlin, London, Amsterdam og New York, og han var beundret for sin altid høflige, galante og hjælpsomme væremåde. Stravinskij var efter sigende dog også en notorisk skørtejæger, som bl.a. skulle have haft en affære med Coco Chanel. Han omtalte aldrig selv et sådant forhold, men Chanel nævnte det til sin biograf Paul Morand i 1946.[96] Deres samtale blev først udgivet tredive år senere. Stravinskij, Vera de Bosset og Robert Craft har alle benægtet affæren, ligesom modehuset Chanel også blankt afviser grundlæggerens påstand.[97] Stravinskijs og Chanels formodede affære blev fiktionaliseret i Chris Greenhaigs roman Coco & Chanel (2002), der senere blev filmatiseret med Anna Mouglalis og Mads Mikkelsen i hovedrollerne. På trods af disse beskyldninger, beskrev de fleste Stravinskij som et hengivent familiemenneske.

Modtagelse redigér

 
Portræt af Stravinskij (1918) af Robert Delaunay.

Premieren på Le Sacre du printemps i 1913 er en af musikhistoriens mest berømte begivenheder, og Stravinskij selv omtalte ved flere lejligheden aftenen som en "skandale".[98] Der brød regulære slagsmål ud blandt publikum, og politiet måtte derfor være til stede under anden akt. Tumultens reelle omfang er stadig åben for debat.[99]

I 1998 inkluderede Time Stravinskij på en liste over det 20. århundredes hundrede mest indflydelsesrige personer. Han var ikke kun en berømt komponist, men også en populær pianist og dirigent. I 1923 skrev Erik Satie en artikel om Stravinskij til Vanity Fair, hvori han argumenterede for, at man ikke burde sammenligne komponister med hinanden, men i stedet skulle vurdere deres værker ud fra værkernes egne iboende egenskaber.

 
Stravinskij med Mstislav Rostropovitj i Moskva, 1962.

Marc Blitzstein anerkendte Stravinskij som en stor komponist, men dømte ham alligevel som "ikke stor nok".[100] Han sammenlignede ham i den forbindelse med Jacopo Peri og C.P.E. Bach. Blitzstein, som var marxist, kritiserede Stravinskijs formalistiske forsøg på at adskille musikken fra den omgivende virkelighed.[101] Constant Lambert har i lighed hermed beskrevet Stravinskijs musik som "koldblodet abstraktion" bestående af meningsløse "melodiske fragmenter".[102]

I sin bog Den nye musiks filosofi (1949), beskriver Theodor W. Adorno Stravinskij som en akrobat. Han talte om "skizofrene" og "psykotiske" træk i mange af Stravinskijs værker. Adorno sammenligner Stravinskijs rytmiske gentagelser med den skizofrene patients stive og uophørlige repetition af bevægelser og ord.[103]

Stravinskijs omdømme i Rusland og Sovjetunionen skiftede gradvist fra negativt til positivt. Hans musik var forbudt fra ca. 1933 til 1962, hvor Khrusjtjov inviterede ham på officielt statsbesøg i Sovjetunionen. Kulturminister Jekaterina Furtseva gav i 1972 ordre til, at Sovjetunionens musikere skulle "studere og beundre" Stravinskijs musik.[104]

Værker redigér

Stravinskijs mest berømte værker omfatter bl.a.:

Balletter redigér

  • L'Oiseau de feu (1910)
  • Pétrouchka (1911)
  • Le Sacre du printemps (1913)

Operaer redigér

  • Le Rossignol (1914)
  • Mavra (1922)
  • Renard (1922)
  • Oedipus Rex (1927)
  • Perséphone (1934)
  • The Rake's Progress (1951)
  • The Flood (1962)

Teater redigér

  • L'Histoire du soldat (1918)

Litteraturliste redigér

Noter redigér

  1. ^ Stravinsky our contemporary | Music | The Guardian
  2. ^ Greene, Biographical Encyclopaedia, 1101.
  3. ^ White, Stravinsky, 3-4.
  4. ^ Vlad, Stravinsky, 3.
  5. ^ Stravinskij og Craft, Memories, 6-17.
  6. ^ a b c White, Stravinsky, 5.
  7. ^ Stravinskij, Autobiography, 8.
  8. ^ White, Stravinsky, 6-7.
  9. ^ Dubal, Essential Canon, 564.
  10. ^ a b Dubal, Essential Canon, 665.
  11. ^ White, Stravinsky, 8.
  12. ^ Stravinskij, Autobiography, 24.
  13. ^ Walsh, Stravinsky, 83.
  14. ^ White, Stravinsky, 12.
  15. ^ White, Stravinsky, 15.
  16. ^ White, Stravinsky, 16.
  17. ^ Walsh, Stravinsky, 142-143.
  18. ^ Whiting, Life and Times, 30.
  19. ^ Walsh, Stravinsky, 145.
  20. ^ a b White, Stravinsky, 33.
  21. ^ Stravinskij og Craft, Stravinsky, 100-102.
  22. ^ Stravinskij og Craft, Stravinsky, 111-114.
  23. ^ Walsh, Stravinsky, 224.
  24. ^ a b Stravinskij og Craft, Stravinsky, 119.
  25. ^ a b Walsh, Stravinsky, 233.
  26. ^ Walsh, Stravinsky, 230.
  27. ^ Stravinskij og Craft, Stravinsky, 113.
  28. ^ Stravinskij og Craft, Stravinsky, 120.
  29. ^ Oliver, Igor, 74.
  30. ^ Stravinskij og Craft, Stravinsky, 136-137.
  31. ^ White, Stravinsky, 37.
  32. ^ Stravinskij og Craft, Stravinsky, 469.
  33. ^ White, Stravinsky, 85.
  34. ^ White, Stravinsky, 47-48.
  35. ^ Keller, Chamber Music, 456.
  36. ^ Stravinskij, Autobiography, 83.
  37. ^ White, Stravinsky, 50.
  38. ^ Walsh, Stravinsky, 315.
  39. ^ Stravinskij, Autobiography, 84-86.
  40. ^ Walsh, Stravinsky, 318.
  41. ^ Walsh, Stravinsky, 319.
  42. ^ White, Stravinsky, 58.
  43. ^ White, Stravinsky, 573.
  44. ^ Walsh, Stravinsky, 336.
  45. ^ Walsh, Stravinsky, 329.
  46. ^ White, Stravinsky, 57.
  47. ^ Cooper, T.S. Eliot, 306.
  48. ^ Joseph, Stravinsky, 73.
  49. ^ a b Traut, Stravinsky, 8.
  50. ^ Craft, Stravinsky, 73-81.
  51. ^ Walsh, Stravinsky, 193.
  52. ^ Stravinskij og Craft, Memories, 51.
  53. ^ White, Stravinsky, 65-66.
  54. ^ White, Stravinsky, 67.
  55. ^ White, Stravinsky, 70.
  56. ^ White, Stravinsky, 71.
  57. ^ a b Routh, Stravinsky, 41.
  58. ^ Routh, Stravinsky, 43.
  59. ^ White, Stravinsky, 9.
  60. ^ Stravinskij og Craft, Memories, 18.
  61. ^ Joseph, Stravinsky, 279.
  62. ^ Routh, Stravinsky, 44.
  63. ^ Walsh, Stravinsky, 595.
  64. ^ White, Stravinsky, 115.
  65. ^ White, Stravinsky, 116.
  66. ^ Routh, Stravinsky, 46.
  67. ^ a b Routh, Stravinsky, 47.
  68. ^ Thom, The Musician, 50.
  69. ^ Walsh, Stravinsky, 152.
  70. ^ White, Stravinsky, 390.
  71. ^ Walsh, Stravinsky, 185.
  72. ^ White, Stravinsky, 99.
  73. ^ Walsh, Stravinsky, 201.
  74. ^ Walsh, Stravinsky, 185-190.
  75. ^ Walsh, Stravinsky, 188.
  76. ^ Whiting, Life and Times, 39-40.
  77. ^ Whiting, Life and Times, 40.
  78. ^ Routh, Stravinsky, 56-57.
  79. ^ White, Stravinsky, 146-148.
  80. ^ Walsh, Stravinsky, 476.
  81. ^ a b Walsh, Stravinsky, 488.
  82. ^ Walsh, Stravinsky, 501.
  83. ^ Walsh, Stravinsky, 503-504.
  84. ^ Whiting, Life and Times, 41.
  85. ^ a b Walsh, Stravinsky, 528.
  86. ^ Walsh, Stravinsky, 529.
  87. ^ White, Stravinsky, 154.
  88. ^ White, Stravinsky, 155.
  89. ^ Walsh, Stravinsky, 542-543.
  90. ^ Walsh, Stravinsky, 544.
  91. ^ Walsh, Stravinsky, 550.
  92. ^ White, Stravinsky, 158.
  93. ^ Walsh, Stravinsky, 561.
  94. ^ Taruskin, Stravinsky, 1514.
  95. ^ Sachs, Music, 168.
  96. ^ Morand, L'Allure, 121-124.
  97. ^ Davis, "Chanel", 439.
  98. ^ Stravinskij, Chronicle, 80.
  99. ^ Eksteins, Rites of Spring, 10-16.
  100. ^ Blitzstein, "The Phenomenon", 330.
  101. ^ Blitzstein, "The Phenomenon", 346-347.
  102. ^ Lambert, Music Ho!, 94.
  103. ^ Adorno, Philosophy, 178.
  104. ^ Karlinsky, "Searching", 282.

Litteraturliste redigér

  • Adorno, Theodor. Philosophy of Modern Music. New York: Continuum, 1973.
  • Blitzstein, Marc. "The Phenomenon of Stravinsky." I The Music Quarterly 21, 3 (1935): 330-347.
  • Cooper, John Xiros. T.S. Eliot's Orchestra: Critical Essays on Poetry and Music. New York: Garland, 2000.
  • Craft, Robert. Stravinsky: Glimpses of a Life. London: Lime Tree, 1992.
  • Davis, Mary. "Chanel, Stravinsky and Musical Chic." I Fashion Theory 10, 4 (2006): 431-460.
  • Dubal. David. The Essential Canon of Classical Music. New York: North Point Press, 2001.
  • Eksteins, Modris. Rits of Spring: The Great War and the Modern Era. Boston: Houghton Mifflin Company, 1989.
  • Greene, David Mason. Biographical Encyclopaedia of Composers. New York: Doubleday, 1985.
  • Joseph, Charles M. Stravinsky Inside Out. New Haven: Yale University Press, 2001.
  • Karlinsky, Simon. "Searching for Stravinsky's Essence." I The Russian Review 44, 3 (1985): 281-287.
  • Keller, James M. Chamber Music: A Listener's Guide. Oxford: Oxford University Press, 2014.
  • Lambert, Constant. Music Ho! A Study of Music in Decline. New York: Charles Scribner's Sons, 1936.
  • Morand, Paul. L'Allure de Chanel. Paris: Hermann, 1976.
  • Oliver, Michael. Igor Stravinsky. London: Phaidon Press, 1995.
  • Routh, Francis. Stravinsky. Dent, 1975.
  • Sachs, Harvey. Music in Fascist Italy. New York: W.W. Norton & Company, 1987.
  • Stravinskij, Igor. Chronicle of My Life. London: Gollancz, 1936.
  • Stravinskij, Igor. An Autobiography. New York: W.W. Norton & Company, 1962.
  • Stravinskij, Igor og Robert Craft. Memories and Commentaries. New York: Doubleday, 1960.
  • Stravinskij, Vera og Robert Craft. Stravinsky in Pictures and Documents. New York: Simon & Schuster, 1978.
  • Taruskin, Richard. Stravinsky and the Russian Traditions: A Biography of the Works Through Mavra. Berkeley: University of California Press, 1996.
  • Thom, Paul. The Musician as Interpreter. Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 2007.
  • Traut, Donald. Stravinsky's "Great Passacaglia": Recurring Elements in the Concerto for Piano and Wind Instruments. Woodbridge: Boydell & Brewer, 2016.
  • Vlad, Roman. Stravinsky. Cambridge: Cambridge University Press, 1978.
  • Walsh, Stephen. Stravinsky. A Creative Spring: Russia and France 1882-1934. London: Jonathan Cape, 2000.
  • Walsh, Stephen. Stravinsky. The Second Exile: France and America 1934-1971. New York. Alfred A. Knopf, 2006.
  • White, Eric Walter. Stravinsky: The Composer and His Works. Berkeley og Los Angeles: University of California Press, 1979.
  • Whiting, James. The Life and Times of Igor Stravinsky. Mitchel Lane Publishers, 2005. Keller, James M. Chamber Music: A Listener's Guide. Oxford: Oxford University Press, 2014.

Eksterne henvisninger redigér