Åbn hovedmenuen

Petter Dass

norsk præst og skribent
Petter Dass, maleri fra 1684 i Melhus kirke.
Bergen domkirke, hvor Petter Dass måtte møde til morgenandagt som elev ved Bergen katedralskole.

Petter (Pettersen) Dass (ca. 1647 - 18. september 1707) var en norsk teolog og digter. Han var sognepræst i Alstahaug i Nordland.

Ellers er han kendt for at have skrevet Nordlands Trompet med beskrivelse af Nordnorge, samt for en række viser, salmer og forklaringer til katekismen og bibelhistorievers. Han figurerer også i mange sagn i folkedigtningen.

Liv og gerningRediger

Petter Dass var søn af Peiter Dundas, som indvandrede med sin søster fra Dundee i Skotland og tog borgerskab i Bergen i 1635. Senere blev han opkøber af fisk nordpå og giftede sig der med Maren Falch. Hendes far var først foged, derefter ansat af den danske adelsmand Henrik Rantzau som forvalter af Dønnesgodset. Petter Dass blev født på Helgeland, på Nord-Herøy. Petter Dass var omkring 6 år, da hans far døde. Hans mor var ikke meget ældre end 25 år, da hun blev enke med fem børn; hun giftede sig senere om igen med sognepræsten i Hadsel, blev igen enke i 1664, og giftede sig for tredje gang i 1670 med den tolv år yngre Peder Bloch, som overtok fogedembedet på Helgeland – det embede, hendes far en gang havde haft.

Fra 1660 var Petter Dass elev ved Bergen katedralskole, hvor dagen begyndte halv seks med andagtlatin i Bergen domkirke. I et rimbrev fra 1679 skrev han, at man måtte forbande den dag, man blev sendt i skole, for hvad så man igen for det? – men det virker, som om han var helt glad for at være i Bergen. Sammen med fire kammerater fra katedralskolen tog Dass til København i 1666 for at studere teologi. Efter 2–3 år aflagde han den nødvendige præsteeksamen (teologisk attestas) før han vendte hjem til Nordland. [1]

I 1669 blev han huslærer hos præsten i Vefsn, hvor han forlovede sig med præstefruens datter af første ægteskab, Margrete Andersdatter. I 1671 havde han også gjort hende gravid. Det kom for en dag, lige efter at han havde ansøgt om stillingen som residerende kapellan i Nesna, Rana og Dønnes. Det var yderst uheldigt, da lejermål - samleje mellem ugifte - efter datidens lovgivning var at anse som et lovbrud. Dass rejste til København for at bede om kongens tilgivelse for sin synd. [2] Det kongelige benådningsbrev, dateret 17. september 1673, er bevaret. Dermed slap parret for at aflægge offentligt skrifte, som de efter loven skulle; men en bøde måtte de betale. De fik to børn sammen:

  • Lars Dass, født i 1672 (muligvis før brylluppet) døde i 1691 som latinskoleelev i Bergen.
  • Anders Dass, født i Nesna i 1675, blev præst som sin far og døde i 1736 i Alstahaug. [3]

Myter om DassRediger

Helge Dahn skriver i Salmehåndbog fra 1968 om Petter Dass:

"På Alstahaug i Helgeland, en ensom flække ud mod det barske Atlanterhav, fødtes og døde den djærve, saltvandsfriske Petter Dass, ligesom Thomas Kingo af skotsk herkomst på fædrene side. Her blev han profet for den fattige bondebefolkning, og her blev den fantastiske legende dannet om hans overnaturlige kræfter. Fiskerne fældede en sort firkant ind i deres sejl, da han var død, og endnu i forrige århundrede kunne man se denne sørgelap på nordnorske fiskerbåde, ligesom hans lange digte stadig blev lært udenad og sunget..."

Her gengives en ren myte. Den sorte lap på sejlene var indsyet som forstærkning for at lette presset på sejlet, hvor det er størst. Mindst af alt havde det noget med Petter Dass at gøre. [4]

Nordlands Trompet har været omtalt som folkelæsning i Nordnorge i alle år, til dels i håndskrevne udgaver. Det findes der intet belæg for; tvært imod blev Dass hentet frem fra glemselen af Johan Sebastian Welhaven i en artikel i 1856. Kun en af Dass' bøger, Den nordske Dale-Viise, udkom i hans levetid. Nordlands Trompet udkom først i 1739, i én udgave i Bergen og en anden i København, baseret på to forskellige manuskripter. [5] På den tid var alle hans religiøse skrifter trykt. Hvorfor Nordlands Trompet var så længe om at blive udgivet, skyldes sandsynligvis censuren; myndighederne har ikke brudt sig om indholdet. I de sidste linjer vurderede Dass selv, at hans bog kunne møde kritik, og skrev derfor lige ud, at denslags slap han ud gennem endetarmen:

Vil nogen derfore med Tungen mig slaae,
jeg lader det giennem Canalen hengaae,
og skytter lidt, hvad de mig kalder.

Petter Dass har også haft ry for at være "almuens ven". I Nordlands Trompet skildrer han med indlevelse nødsårene i 1690'erne, da fiskeriet slog fejl, og de fattige hundesultede.

Os Havet sin Rigdom nu nægter!
Her intet har vanket et Aar eller tie.
Stor Armod er Landet geraaden udi.

Som sognepræst var Dass af kongen i København pålagt at låne korn til fattige bønder, og på Alstahaug fandtes store kornlagre. Men hr. Petter var en benhård forretningsmand. Ord som "profit", "indtægter", "indkomst", "tiende", "renter" og "penge" er gengangere i teksten. Han sikrede sig prioritet fremfor andre kreditorer, og inddrev nådeløst sine fordringer, selv fra de aller fattigste. Kunne de ikke betale, måtte de overlade gård og grund eller båd og udstyr til præsten. Han gad ikke at vente på, at tiderne kunne blive bedre, og gik om nødvendigt rettens vej. I Nordlands Trompet gives der også råd om, hvordan en rejsende kan narre lokalbefolkningen til at yde sig gratis transport, han ikke er berettiget til. Men at yde de fattige mennesker noget til gengæld, var der ikke tale om: [6]

Begiæres Forskaansel, da svares dig, ney.
Personers Anseelse skiøttes her ey.
Hver bør sine Skatter at yde.

Hvis nogen slet ikke kunne betale sin gæld, førte gældsfængsel kun til flere udgifter. Dass tænkte sig en mere virkningsfuld løsning:

Men dersom at Tanden blev slagen af Mund
paa dennem der elske bedragelig Fund,
da torde sig nogle betænke.

Han kom dog frem til, at det forslag ikke var helt i Bibelens ånd.

Dass og djævelen i folketroenRediger

 
Folkelivsskildringen Den Nordske Dale-Viise var den eneste af Petter Dass' tekster, der blev udgivet i hans levetid. Dette er udgaven trykt i 1683. "Siungis med den Thone: Bonden hand acter paa Tiden/ etc." .
Foto: Norsk Litteraturhistorie, Gyldendal 1935

Petter Dass hører til blandt de mest kendte "sortebogspræster" - de, der var velbevandret i Sortebogen [7] - og det blev sagt, at han ikke kastede skygge. Den tog djævelen nemlig i bytte, da de færdige kandidater forlod præsteskolen i Wittenberg. I folketroen var rektor for denne skole nemlig selve djævelen, og han forlangte én fra hvert kuld som sin andel; enten den sidst udeksaminerede, eller en, der blev valgt ved lodtrækning. Loddet faldt angiveligt på Petter Dass, men han narrede djævelen ved at sige: "Tag ikke mig, men ham, der kommer bagefter."" Det var så skyggen, djævelen fik fat i. Men Dass havde slet ikke studeret i Wittenberg.

Før Norge i 1811 fikk sitt eget universitet i Christiania (Oslo), foregik uddannelsen af landets præster ved Københavns universitet. Når Wittenberg-skolen i folketroen forbindes med djævelen, skyldes det måske, at det var Martin Luthers hjemby i 38 år, hvor han og Philipp Melanchthon ligger begravet i slotskirken. Den lutherske præsteuddannelse lagde større vægt på teologisk kundskab om djævelen end den katolske, og dæmoniserede derfor i højere grad den gamle folketro, så hekseproceserne blussede op efter reformationen. Fanden som kørekarl er en type sagn, der refererer til flere præster, men i versionen om Petter Dass forlød det, at den danske konge ville høre Dass prædike i København juledag. Biskoppen i Bergen syntes ikke om det forslag, og videresendte brevet så sent, at det først nåede frem til Dass juleaften. Men Dass kunne sin Cyprianus, og fik djævelen til at fragte sig til København, mod at djævelen skulle få sjælene til dem, der var faldet i søvn under prædikenen. Djævelen fløj alligevel så lavt med ham, at hans kappe dyppede i havet. "Højere op og fremad!" råbte Dass. Han ankom København juledag, og sørgede for at prædike med så høj en stemme, at ingen faldt i søvn. Så den aftale fik Fanden ikke meget ud af.

En anden version af historien starter som foroven, og også her aftaler præsten med kørekarlen at han skal få sjælen til alle dem, der falder i søvn under gudstjenesten. Med Petter Dass på ryggen blev djævelen imidlertid træt, og vurderede at kaste ham af. Så han fløj lavere og lavere, til præstens kappe nåede ned i søen, og han mente da, at han kunne få Dass til at sige et gudsord - for da blev han nødt til at slippe ham. Men Dass sagde i stedet: "Højere op og fremad, din Satan!" Og frem kom de. Dass var blevet lovet, at teksten til hans tale skulle ligge klar til ham ved ankomst. Der lå da også et papir på prædikestolen; men der stod ingenting på det. "Her var intet," sagde Dass, og vendte arket. "Her var heller intet," fortsatte han, "og af intet skabte Gud Jorden". Derpå holdt han en prædiken, så alle holdt sig vågne i Københavnerkirken den dag. Og Fanden blev igen snydt for sin belønning.

Blandt andre norske sortebogspræster kan nævnes Søren Schive (1623–1705), [8] som angiveligt heller ikke kastede skygge, og salmedigteren Magnus Brostrup Landstads far Hans Landstad (1771–1838), som blev sagt at have standset ild i sin tid som præst i Seljord. Præsten Hans Jacob Wille (1756–1808) fortæller i sin beskrivelse af Seljord præstegæld fra 1786: "Hvad Hexerie angaaer, da ere de her, som andensteds, meget indtagne af den Fordom, at enhver Præst er meget beløben i alle Hexeriets Dele; dog er visse Præster deri større Mestere end andre, som da kaldes Visepræsten, og som eier Sortebogen hvoraf Viisdommen samles, og hvormed man kan læse Fanden baade til og fra sig, samt udøve Kurer og Mirakler." Der var ingen skam forbundet med at anses som "sortebogspræst". I folketroen fremstod de som handlekraftige og hjælpsomme Guds mænd, der satte djævelen på plads. [9]

GUD er GUDRediger

 
Petter Dass' signatur fra folketællingen i 1701.

Den uden sammenligning mest kendte tekst er til salmen Herre Gud! Dit dyre navn og ære og lyder således:

Herre Gud, dit dyre navn og ære
over verden højt i agt skal være
og alle sjæle,
de trætte trælle,
alt som har mæle
de skal fortælle
din ære.

Gud er Gud, om alle land lå øde,
Gud er Gud,om alle mand var døde
Om slægter svimle, blandt stjernestimle
i høje himle utallig vrimle
Guds grøde

Høje hall og dybe dal skal vige.
Jord og himmel falde skal tillige.
Hvert fjeld, hver tinde skal brat forsvinde,
men op skal rinde,
som solen skinne
Guds rige.

Et kendt vers af Petter Dass lyder i Kalliopes version

GUD er GUD, om alle Land laa øde,
GUD er GUD, om alle Mand var døde,
Om Folk forsvimler, i Herrens Himler
Utallig Vrimler, som slaer paa Cimler
Hin Søde.

I Den Danske Salmebog fra 1953 er det andet vers i salme nummer 7 Herre GUD! dit dyre navn og ære og gengives sådan:

Gud er Gud, om alle land lå øde,
Gud er Gud,om alle mand var døde
Om slægter svimler, – blandt stjernestimle
utallig vrimler i høje himle
Guds grøde

[ Cimler hos ODS: Bækken – Guds grøde er englene ]

DigtningRediger

  • Aandelig Tidsfordriv eller Bibelske Viisebog
  • Katechismus-Sange
  • Nordlands Trompet
  • Den Nordske Dale-Viise

NoterRediger

  1. ^ https://snl.no/Petter_Dass
  2. ^ http://nbl.snl.no/Petter_Dass
  3. ^ https://nbl.snl.no/Petter_Dass
  4. ^ Asbjørn Jaklin: "Den sidste myte smadres", avisen Nordlys, 17. april 2007
  5. ^ Jan H. Landro: Frå Nora til Karl Ove (s. 368), forlaget Samlaget, Oslo 2017, ISBN 987-82-521-8658-1
  6. ^ Jan H. Landro: Frå Nora til Karl Ove (s. 364-66)
  7. ^ https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=sortebog
  8. ^ https://www.nb.no/nbsok/nb/dd7ca0228e73f0b0952386bfbff7197b?index=1#19
  9. ^ Ørnulf Hodne: Trolldom i Norge (s. 196-207), forlaget Cappelen Damm, ISBN 978-82-02-28527-2

Eksterne henvisningerRediger