Wikipedia

Socialistisk Folkeparti

dansk parti
Version fra 1. apr. 2012, 14:32 af Pixi Uno (diskussion | bidrag) Pixi Uno (diskussion | bidrag) (Pixi Uno flyttede siden Socialistisk Folkeparti til SF - Socialistisk Folkeparti: Korrekt navn)

SF – Socialistisk Folkeparti er et dansk venstreorienteret politisk parti, hvis ideologiske udgangspunkt, som navnet antyder, er opbygget omkring Marxismen eller mere specifikt folkesocialismen.[4]

SF – Socialistisk Folkeparti  
 
Partiformand Villy Søvndal
Næstformand Meta Fuglsang
Partisekretær Turid Leirvoll
Politisk ordfører Jesper Petersen
Gruppeformand i Folketinget Pernille Vigsø Bagge
 
Grundlagt 15. februar 1959
Partiavis F!
Hovedkontor Christiansborg
1240 København K
Antal medlemmer 15.633 (1. marts 2011) [1]
Ungdomsorganisation SFU
Pladser i Folketinget
Pladser i Europa-Parlamentet:
Pladser i byrådene:
Pladser i regionsrådene:
 
Politisk ideologi Folkesocialisme,Socialdemokratisme, grøn ideologi, øko-socialisme, Marxisme[2]
Politisk placering Venstrefløjen[3]
Internationalt samarbejdsorgan Ingen
Nordisk samarbejdsorgan Nordisk Grønne Venstre Alliance
Europæisk samarbejdsorgan De Europæiske Grønne
Partigruppe i Europaparlamentet De Grønne / Den Europæiske Fri Alliance
Partifarve(r) Rød-grøn
Partibogstav F
 
Website www.sf.dk

Partiet blev dannet i 1959 af det DKP-ekskluderede medlem, Aksel Larsen, som mente, at man skulle indføre socialisme via den demokratiske vej og uden diktater fra Sovjetunionen. Fra start var fokus meget på økonomi og nedrustning, men ad åre fik partiet flere mærkesager som f.eks. feminisme, miljø og menneskerettigheder.

Partiet har i den sidste halvdel af 00'erne moderniseret sig, og nogen mener, at SF med sit gode forhold til Socialdemokratiet har rykket sig mod højre[5]. I hvert fald er der bred enighed om, at partiet er blevet "regeringsdueligt". Formanden har siden 2005 heddet Villy Søvndal.

Partiet har i de senere år bevæget sig fra at være EU-kritiske til at være tilhængere af EU, selv om emnet stadig skaber debat i partiet,[6] ligesom partiet også anerkender, at markedsøkonomien er en grundlæggende præmis.[7] Partiet ønsker dog at styrke den økonomisk fordeling væsentligt i forhold til i dag, ligesom SF vil udbrede demokratiet, blandt andet ved at give borgerne mere indflydelse på deres arbejdsliv.

Især blandt unge står SF stærkt.[8] Partiets ungdomsorganisation hedder Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU), som med 3.162 medlemmer i 2008 blev den største politiske ungdomsorganisation i landet[9] - og har været det siden.

Partiet har en stærk græsrodsbevægelse, der har vokset sig mere end dobbelt så stor i løbet af 8 år.[10].

Partiet fik ved valget 2011 en stor tilbagegang, hvor man mistede 7 mandater. Til gengæld kom man med i Helle Thornings-Schmidts regering, hvad var vigtigt for partiet. Man fik vist at man er "regeringsduelig" også selvom der ikke var et såkaldt "arbejderflertal" bestående af SD og SF. Efterfølgende var der interne uenigheder, blandt andet fordi man valgte at gøre Thor Möger Pedersen til skatteminister, på trods af at han med kun 684 stemmer ved valget var meget langt fra at blive valgt. Et andet spørgsmål der gav intern debat var synet på indvandring og hvilke krav man skal stille til folk der ønsker at bo i Danmark.

Historie

1958 - 1968

Socialistisk Folkeparti blev stiftet af det ekskluderede Danmarks Kommunistiske Parti-medlem (DKP) Aksel Larsen den 24. november 1958.[11] Splittelsen i DKP skyldtes bl.a. forholdet til Sovjetunionen. SF tog fra starten afstand fra diktaturet i Sovjetunionen, fordi partiet mente, at socialismen var et udtryk for en udvidelse af demokratiet, ikke det modsatte.[12]

Til folketingvalget 1960 kom partiet ind i Folketinget med 11 mandater og mistede et mandat ved folketingsvalget i 1964. I løbet af 1960'erne kom SF ind i fredsbevægelsen og gik imod atomkraft og atomvåben. Det forsøgte at "gå på to ben" ved at kombinere sit parlamentariske arbejde med aktiv deltagelse i græsrodsbevægelser.[12]

Ved folketingsvalget 1966 fordoblede SF sit mandattal til 20 og havde sammen med Socialdemokratiet absolut flertal, hvilket Jens Otto Krag benyttede til at danne en ren socialdemokratisk regering med SF som støtteparti. Dette folketingsflertal blev populært kaldet "Det røde kabinet".[13] Regeringsarbejdet holdt dog kun et år,[13] og det gav samme år anledning til splittelse inden for partiet. Konflikten førte til, at Venstresocialisterne opstod som en udbrydergruppe fra SF. Ved det følgende valg i 1968 mistede SF ni mandater, og samme år gik formanden og partistifteren Aksel Larsen af og blev erstattet af Sigurd Ømann.[12]

1968 - 1991

I 1972 var der afstemning om Danmarks deltagelse i Fællesmarkedet. I denne sag var SF det eneste parti i Folketinget, der samlet stemte nej.[14][15] Ved det såkaldte jordskredsvalget i 1973 mistede SF yderligere seks mandater,[15] og det følgende år gik Ømann af som formand og blev erstattet af Gert Petersen. I løbet af 1970'erne ændrede SF sit program for at tiltrække nye vælgere og sociale bevægelser. Partiet kom nu til at fokusere mere på miljøet og kønspolitik. Ved folkeafstemningen om Den Europæiske Fælles Akt gik SF sammen med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre mod det. Akten blev dog indført med et lille flertal. I løbet af 1980'erne havde partiet stabilt et mandattal på lidt over tyve i Folketinget.[16] Ved folketingsvalget 1987 fik partiet sit højeste mandattal nogensinde på 27. Ved folketingsvalgene i 1988 og 1990 mistede SF 4 og 9 sæder. I 1991 fik Holger K. Nielsen formandsposten efter et valg mod Steen Gade.[15]

1992 -

I løbet af 1990'erne fik partiet en større politisk indflydelse.[16] Ved afstemningen om Maastricht-traktaten stemte SF imod den. I 1993 indgik SF et historisk kompromis med de øvrige partier i Folketinget, idet SF accepterede Edinburgh-aftalen, hvilket gjorde SF til en del af Det Nationale Kompromis. Derfor accepterede SF nu også Maastricht-traktaten.[17] På trods af den større indflydelse var støtten til partiet dalende.[16] SF indførte et nyt partiprogram Mod Nye Tider, som ikke længere fulgte den tidligere anti-EU-linje fra 1992.[18] Mellem 1993 og 2001 støttede SF en regering med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ledet af Poul Nyrup Rasmussen.[16] Ved afstemningen om euroen valgte SF at stemme imod.[19]

Tilslutningen til partiet faldt stadig, og efter at VK-regeringen trådte til i 2001, mistede SF en del indflydelse på Christiansborg.[20] I 2005 trådte Holger K. Nielsen af som formand, og ved et kampvalg mellem Villy Søvndal, Meta Fuglsang og Pia Olsen vandt Søvndal,[21] som siden i såvel folketingsgruppen som i sekretariatet prægede stemningen og engagementet i partiet. Der blev nu satset på mere professionalisme, brug af fokusgrupper og en langsigtet ændring af valgstrategier sattes i værk. Blandt andet begrænsedes antallet af hovedvalgområder til tre for at slå tydeligere igennem med færre slogans. Dette blev kombineret med, at tre folketingskandidater blev eksponeret bredt over hele landet. Ud over Søvndal var det Ole Sohn og Pernille Vigsø Bagge.

Folketingsvalget i 2007 gav SF næsten dobbelt så mange mandater som ved valget i 2005,[22] med øget tilslutning jævnt fordelt landet over. Den borgerlige regering fortsatte dog stadig.[23] I organisationen gav de ekstra stemmer og mandater i sig selv fornyede og øgede ressourcer. Medierne havde imidlertid iagttaget Søvndals gennemslagskraft, som de gav ham lejlighed til at udfolde i mange sammenhænge. SF's position i meningsmålingerne steg kontant over nogle måneder.

I februar 2008 udtalte Søvndal sig kritisk om det ekstremiske, islamistiske Hizb-ut-Tahrir.[24] Dét skabte stor opmærksomhed om partiet udefra samt nogen kritik internt i partiet. Borgerlige politikere og vælgere roste Søvndals retorik, hvilket i sig selv skabte usikkerhed internt i dele af partiet, som følte det omklamret af nogle af hovedmodstanderne fra højrefløjen i dansk politik. Søvndals kontante melding gav yderligere vind i sejlene i meningsmålingerne.

6. januar 2010 døde partiets næstformand, Jakob Nørhøj, pludseligt.[25]. I april måned blev 25-årige Thor Möger Pedersen valgt som ny næstformand.

 
Stemmeprocenten ved folketingsvalgene.
Kilde: Folketinget

Valgresultater

SF fik en god start ved sit første folketingsvalg i 1960 ved at vinde 11 mandater. Indtil 80'erne gik det op og ned, og dette var en periode med et mandattal på 27 ved folketingsvalget i 1987.[26] Valget den 13. november 2007 var en stor sejr for SF og fik en massiv fremgang.[27] Med en gevinst på 12 mandater nåede SF op på i alt 23 medlemmer af Folketinget og fik dermed partiets bedste resultat siden 1988.[23]

Folketingsvalget 2011 resulterede i markant tilbagegang til 9,2 % af stemmerne på landsplan og 16 mandater - et tab på 7. Navnlig i Hovedstaden led partiet massive tab til enhedslisten. Socialistisk Folkeparti gik fra at være det 3.-største parti i Hovedstadens område til at være det 6.-største, og fra at være 4 gange så stort som Enhedslisten til at være mindre end den. I Folketinget blev Socialistisk Folkeparti marginalt mindre end Det radikale Venstre med deraf følgende tab af prestige i regeringen. Skuffelsen gav anledning til synlige konflikter i partiet, hvor bl.a. et folketingsmedlem truede med at forlade gruppen. Hun blev dog købt til tavshed med en post som gruppeformand. Tabene i vælger- og mandattal blev dog til dels ophævet af, at SF for første gang fik del i regeringsmagten.

Liste med valgresultaterne i historien:[26]

Valgår Stemmer Procent Mandater
1960 149.440 6,1 % 11
1964 151.697 5,8 % 10
1966 304.437 10,9 % 20
1968 174.553 6,1 % 11
1971 262.756 9,1 % 17
1973 183.522 6,0 % 11
1975 150.963 5,0 % 9
1977 120.357 3,9 % 7
1979 187.284 5,9 % 11
1981 353.373 11,3 % 21
1984 387.122 11,5 % 21
1987 490.176 14,6 % 27
1988 433.261 13,0 % 24
1990 268.759 8,3 % 15
1994 242.398 7,3 % 13
1998 257.406 7,6 % 13
2001 219.842 6,4 % 12
2005 201.047 6,0 % 11
2007 450.975 13,0 % 23
2011 326.192 9,2 % 16

Geografisk fordeling af stemmerne

SF's vælgere fordeler sig ujævnt landet over. Procentuelt har partiet størst tilslutning i de store byer.[28] I 2005 fik SF på landsplan 6,0 % af de afgivne stemmer. I Søndre Storkreds var det 11,5 %[29] (Blågårdskredsen 13,6 %). I Bornholms og Sønderjyllands Amtskredse 4,0 %. I Skjernkredsen i Ringkøbing Amtskreds stemte blot 2,7 % på partiet, modsat Lolland, hvor partiet fik den største procentandel.

Ideologi og mærkesager

SF ligger til centrum-venstre,[3] og den ideologiske base er folkesocialisme[4] inspireret af demokratisk socialisme og grøn politik. Partiet ser et demokratisk socialistisk Danmark som det endelige mål med deres politik,[30] og støtter menneskerettighederne[31] og minoriteters rettigheder.[32]

En vigtig sag som har delt partiet er den Europæiske Union (EU). Historisk set har partiet været voldsomt Euroskeptisk. I løbet af 1990'erne, da EU begyndte at støtte de post-kommunistiske østlande (som SF følte sig historisk forbundet med) og begyndte at implementere politik orienteret mod regional udvikling, miljøbeskyttelse og social beskyttelse, blev SF mere positivt stemt overfor EU. Emnet skaber stadig debat internt i partiet.

Blandt andre mærkesager for SF er globalisering baseret på solidaritet.[33] I det omfang søger partiet at reformere Verdenshandelsorganisationen, såvel som miljøbeskyttelse og støtte af kvinders ligestilling.[34]

Organisation

SF har en stærk græsrodsorganisation: medlemstallet er mere end fordoblet på 8 år.[10] alle medlemmer kan deltage i landsmødet,[35] men kun delegerede har ret til at stemme. Dets ungdomsorganisation, Socialistisk Folkepartis Ungdom, normalt forkortet SFU eller SF Ungdom, er Danmarks største.[9] Det tilknyttede Socialistisk Folkeoplysningsforbund (SFOF) afholder hvert år en politisk sommerlejr for medlemmer og interesserede på Livø, den såkaldte "Livø-lejr".

Forbindelser til andre partier

SF har generelt et godt forhold til De Radikale og Socialdemokraterne, som har samarbejdet i mindretalsregeringer med støtte fra SF, samt til Enhedslisten.[36][37]

Internationale organisationer

SF er medlem af Nordisk Grønne Venstre Alliance og har observatørstatus i De Europæiske Grønne.[38][39]

Mellem 1979 og 1989 har partiets Europaparlamentsmedlemmer (MEP) siddet gruppen med Kommunister og Allierede. Mellem 1989 og 1994 var partiets eneste MEP medlem af parlamentsgruppen Forenede Europæiske Venstrefløj. Mellem 1994 og 1999 var dets MEP i De Europæiske Grønne.

Mellem 1999 og 2004 i Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre og efter valget i 2004 valgte SF's eneste MEP Margrete Auken højst kontroversielt at sidde med i De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance.

Efter valget i 2009, hvor SF gik frem til to mandater og dermed fik Emilie Turunen i parlamentet, blev både Auken og Turunen siddende i Den Grønne Gruppe.

Partiformænd

 
Partiformanden Villy Søvndal

Folketingsmedlemmer fra 2005

Folketingsmedlemmer fra 2007

Noter

  1. ^ SF-medlemmerne flygter avisen.dk 20. marts 2012
  2. ^ http://www.sf.dk/uploads/media_items/sf-s-princip-og-perspektiv-program.original.pdf
  3. ^ a b Martin Ingemann Hansen:Fordelings- og værdipolitik udgivet af Systime. Besøgt 30. januar 2010.
  4. ^ a b Karsten Bjørno: 50 år med folkesocialisme i Århus 14. juni 2009. Besøgt 26. januar 2010.
  5. ^ Mogensen, Peter (2010-04-19). "SF går til højre – vælgerne følger med". Politiken. Hentet 2010-05-28.
  6. ^ Danmark i en global verden. Samfundsfag E, D og C
  7. ^ Per Thiemann:Villy Søvndal skrotter SF s socialistiske værdier på avisen.dk. 8. maj 2008. Besøgt 31. januar 2010.
  8. ^ s. 27-8
  9. ^ a b DUF: SF Ungdom Danmarks største ungdomsparti
  10. ^ a b Hoffmann-Hansen, Henrik; Nielsen, Jens Beck: Regeringsmagt koster medlemmer Kristeligt Dagblad. 16. april 2009. Besøgt 26. januar 2010.
  11. ^ Larsen, Aksel på det socialistiske leksikon.org. Besøgt 24. januar 2010.
  12. ^ a b c SF - 50 år 10. januar 2007. Besøgt 24. januar 2010.
  13. ^ a b Danmarkshistorisk oversigt
  14. ^ "Derfor nej til fællesmarkedet, s. 22. SF-partiprogram fra 1972. Besøgt 27. januar 2010.
  15. ^ a b c Socialistisk Folkeparti (SF) Besøgt 27. januar 2010.
  16. ^ a b c d Socialistisk Folkeparti (SF) 1959- danmarkshistorien.dk. Besøgt 27. januar 2010.
  17. ^ Løkke glad for SF-diskussion 24. oktober 2008. Besøgt 27. januar 2010.
  18. ^ Mod Nye Tider af SF på Det Kongelige Bibliotek. Besøgt 27. januar 2010.
  19. ^ Kasper Siegismund: Euroafstemningen 28/9 2000 på marxist.dk. 22. april 2003. Besøgt 27. januar 2010.
  20. ^ Socialistisk Folkeparti hos Den Store Danske. Besøgt 27. januar 2010.
  21. ^ Villy Søvndal ny formand for SF hos dr.dk. 28. april 2005. Besøgt 27. januar 2010.
  22. ^ Martin Lindblom, Niels Fastrup og Ole Wugge Christiansen/Monsun Både regeringen og Enhedslisten overlever på modkraft.dk. 13. november 2007. Besøgt 28. januar 2010.
  23. ^ a b Anonym: bt.dk: 4. november 2007. Besøgt 24. januar 2010.
  24. ^ Søren Aaes:Villy Søvndal går i flæsket på Hizb-ut-Tahrir 19. februar 2008. Besøgt 28. januar 2010.
  25. ^ Søren Mortensen:Jakob Nørhøj fik blodprop i benet på bt.dk. 8. januar 2010. Besøgt 28. januar 2010.
  26. ^ a b Folketingsvalg 1953 - 2005. Folketingets hjemmeside. Arkiveret udgave.
  27. ^ Pedersen, Troels:SF har et vælgerpotentiale på 36 pct. 16. februar 2009. Besøgt 24. januar 2010.
  28. ^ Arbejdsplan for SF 2008-2010 13. april 2008. Besøgt 24. januar 2010.
  29. ^ kamal.dk | Politiker Kamal Qureshi | Frihed til forskellighed
  30. ^ Marie Frederiksen: SF 50 år 18. februar 2009. Besøgt 26. januar 2010.
  31. ^ SF alene om at ville boykotte racisme-konference 9. september 2008. Besøgt 26. januar 2010.
  32. ^ Edith Jakobsen og Nana Bjerg: SFs politik om ligestilling 30. november 2007. Besøgt 26. januar 2010.
  33. ^ Nis Graulund:En rød og grøn globalisering 10. april 2008. Besøgt 26. januar 2010.
  34. ^ Vejen til en regering med SF Besøgt 26. januar 2010.
  35. ^ SF er et moderne socialistisk parti i fremgang 13. oktober 2009. Besøgt 26. januar 2010.
  36. ^ Iver Hovmark Andersen:S og SF drømmer om norske tilstande LO's ugerbrev på nettet. 21. september 2009. Besøgt 26. januar 2010.
  37. ^ "Venstrefløjen i dag" i Kritiks nr. 186, december 2007.
  38. ^ Nordic Green Left Alliance på Nordisk Grønne Venstre Alliances hjemmeside. Besøgt 26. januar 2010.
  39. ^ Observer Parties på De Europæiske Grønnes hjemmeside. Besøgt 26. januar 2010.

Referencer

  • Kureer, Henrik; Frederiksen, Claus Lasse: Samfundsfag C. Systime. ISBN 87-616-2254-0.
  • Kureer, Henrik; Lundgren, Svend Erik; Willesen Rikke: Danmark i en global verden. Samfundsfag E, D og C. Systime. ISBN 87-616-2189-7.

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Socialistisk_Folkeparti&oldid=5851644"