Lars Boje Mathiesen

dansk politiker, født 1975

Lars Boje Mathiesen (født 21. maj 1975 i Skive)[1] er en dansk folkeskolelærer, politiker og tidligere kortvarig formand for partiet Nye Borgerlige. Han har siddet i Folketinget siden 2019, valgt i Østjyllands Storkreds. 9. marts 2023 blev han afsat som partiformand og ekskluderet fra Nye Borgerlige efter en strid om finansiering og aflønning og har siden da været løsgænger i Folketinget.

Lars Boje Mathiesen
Formand for Nye Borgerlige
Embedsperiode
7. februar 2023 – 9. marts 2023
Foregående Pernille Vermund
Efterfulgt af Pernille Vermund
Medlem af Folketinget
Nuværende
Overtaget embede
5. juni 2019
Valgkreds Østjyllands Storkreds
Personlige detaljer
Født 21. maj 1975 (48 år)
Skive
Nationalitet Danmark Dansk
Politisk parti Nye Borgerlige (2016-2023)
Liberal Alliance (indtil 2016)
Børn 2 døtre
Forældre Peter Boje Mathiesen
Inge Burmølle Mathiesen
Bopæl Harlev, Aarhus Kommune
Beskæftigelse Folkeskolelærer, folketingsmedlem
Links
Lars Boje Mathiesen
Biografi på folketinget.dk Redigér på Wikidata

Boje Mathiesen har tidligere repræsenteret Liberal Alliance i Aarhus Byråd (2014-2016).

Baggrund redigér

Lars Boje Mathiesen er vokset op på en nu nedlagt gård nær Ribe, efter eget udsagn i en hippiefamilie.[2][3] Han er uddannet folkeskolelærer fra Ribe Seminarium og Nørre Nissum Seminarium i 2000 til 2005 og arbejdede som lærer i folkeskolen på forskellige skoler fra 2005 til 2019. Som lærer har han undervist i samfundsfag, engelsk, kristendom og historie.[4]

Han har studeret management og psykologi på Southeast State University of Missouri i USA. Tidligere har han haft sit eget hotel og café i Ribe.[5]

Politisk karriere redigér

Boje var politisk leder for Liberal Alliance i Aarhus 2014-2016 og blev valgt ind i Aarhus Byråd for partiet ved kommunalvalget 2013. Han forlod partiet i september 2016, efter at partiets storkredsbestyrelse i Østjylland ikke havde ønsket at opstille ham som folketingskandidat i storkredsen.[6][7] Efter en uge som løsgænger i byrådet meldte han sig senere på måneden ind i Nye Borgerlige.[8] 2017-2019 var han politisk leder for Nye Borgerlige i Aarhus.

I 2019 blev han valgt for Folketinget for Nye Borgerlige i Østjyllands Storkreds og har blandt andet været partiets finans- og skatteordfører. Ved Folketingsvalget i 2022 blev han genvalgt med 11.150 personlige stemmer.[9]

Som politiker har han bl.a. gjort sig bemærket for sin modstand mod den tidligere regerings coronarestriktioner og vaccine-strategi.[10] I 2021 fik han kritik for at sammenligne kvinders menstruation med afføring under en debat i Folketinget.[11][12]

Da Pernille Vermund den 10. januar 2023 meddelte, at hun ikke ønskede at fortsætte som formand for Nye Borgerlige, stillede Boje op til posten med opbakning fra den afgående næstformand Peter Seier Christensen og folketingsmedlem Kim Edberg Andersen. Han blev valgt uden modkandidater ved partiets ekstraordinære generalforsamling den 7. februar 2023.[13] Blot 30 dage senere, den 9. marts 2023, blev han imidlertid afsat og ekskluderet fra Nye Borgerlige af en enig hovedbestyrelse som følge af en strid om finansiering og hans aflønning som partiformand.[14][15]

Privat redigér

Lars Boje Mathiesen bor i Harlev sammen med sin hustru og to døtre.

Referencer redigér

  1. ^ Lars Boje Mathiesen (NB), officiel side på Folketingets hjemmeside, hentet 26. januar 2023.
  2. ^ Julie Minnet Høgholm (15. oktober 2020). "Folketingspolitiker for Nye Borgerlige: Jeg finder styrke i at beholde min tro i mig selv". Kristeligt Dagblad.
  3. ^ Louise Gram Søndergaard (18. maj 2019). "Lars Boje Mathiesen: - Jeg kommer fra en hippie-familie". TV2 Østjylland.
  4. ^ Julie Yapa Sørensen (2. juli 2018). "Lærer: Jeg giver 2.067 karakterer i løbet af et år". folkeskolen.dk.
  5. ^ Mads Thorup Thomsen (23. oktober 2020). "Lars Boje Mathiesen voksede op blandt potmarker, flyttede til USA og blev Nye Borgerliges frihedsordfører". Dagbladet Information.
  6. ^ Lars Boje forlader Liberal Alliance: Der er ikke fri konkurrence i partiet. Artikel på tv2ostjylland.dk 21. september 2016.
  7. ^ LA-politiker smækker med døren og bliver løsgænger. Artikel på berlingske.dk 21. september 2016.
  8. ^ https://stiften.dk/artikel/lars-boje-melder-sig-ind-i-nye-borgerlige
  9. ^ Christian Olesen (2. november 2022). "Her er de ti største stemmeslugere i Østjylland - nummer fire overrasker". Århus Stiftstidende.
  10. ^ Cecilie Fischer (17. januar 2023). "Nye Borgerlige indkalder til hovedbestyrelsesmøde om formandsskifte". Altinget.dk.
  11. ^ Maja Langberg (22. maj 2021). "Nye Borgerlige-politiker får kritik efter udtalelse om afføring i menstruationsdebat". TV 2.
  12. ^ Peter Breitenstein (21. maj 2021). "Tænder af over menstruationsforslag". Ekstra Bladet.
  13. ^ Emil Eller (25. januar 2023). "Lars Boje Mathiesen bliver Nye Borgerliges næste formand". DR.
  14. ^ Anders Melchior Frigaard (10. marts 2023). "Lars Boje Mathiesen er blevet ekskluderet fra Nye Borgerlige". DR.
  15. ^ Smidt, Poul: artiklen "Lars Boje Mathiesen" i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 20. marts 2023.