Louis Poulsen

(Omdirigeret fra Louis Poulsen & Co.)

Louis Poulsen, egl. Louis Poulsen Lighting A/S, tidl. Louis Poulsen & Co. A/S, er en dansk virksomhed, som fremstiller lamper og belysning designet af kendte designere. Tidligere havde virksomheden også et grossistfirma under navnet Louis Poulsen El-teknik, som i 2005 blev opkøbt af Lemvigh-Müller. [1]

Louis Poulsen A/S
Virksomhedsinformation
SelskabsformAktieselskab
BrancheBelysning
Grundlagt1874
GrundlæggerLudvig R. Poulsen
HovedsædeKøbenhavn
ProdukterPH-lampe
SloganDesign to Shape Light
Regnskab
Omsætning1 mia. kr. (1987); 508 mio. kr. (2008); 382 mio. kr. (2012)
Resultat7 mio. kr. (2012)
Organisation
Antal ansatte
300 (2012)
ModerselskabInvestindustrial
Eksterne henvisninger
louispoulsen.com
CVR-nummer59742817 Rediger på Wikidata
OpenCorporatesdk/59742817 Rediger på Wikidata
Fodnoter / referencer

Historie

redigér

Virksomheden blev grundlagt 1874 i København af Ludvig R. Poulsen (1846-1906) som et vinimportfirma under navnet Kjøbenhavns direkte Vin-Import-Kompagni. Firmaet lukkede i 1878, men fortsatte inden for grossistbranchen. I 1892 - samme år som København fik sit første og landets andet elektricitetsværk - etablerede Ludvig R. Poulsen en forretning med salg af værktøj og elektriske artikler i Istedgade 1 på Vesterbro i København. I 1896 ansatte Ludvig R. Poulsen sin nevø, Louis Poulsen (1871-1934), i firmaet.

I 1906 døde Ludvig R. Poulsen, som efterfulgtes af nevøen på direktørposten. I 1908 flyttede han hovedsædet til Nyhavn 11, og i 1911 optog han Sophus Kaastrup-Olsen (1884-1938) optages som partner i firmaet, som derefter fik navnet Louis Poulsen & Co. I 1914 udkom firmaets første katalog, og i 1917 købte Sophus Kaastrup-Olsen Louis Poulsen ud firmaet for 10.000 kr. og blev dermed eneejer af Louis Poulsen & Co. I 1918 rundede omsætningen 5 mio. kr. I 1933 åbnede Louis Poulsen & Co. en afdeling i Aarhus.

Fra 1938 blev firmaet, der 1. november 1939 omdannedes til aktieselskab, ledet af civilingeniør Emun Rager (1884-1959) som administrerende direktør, idet Kaastrup-Olsen døde dette år.

Ved køb af Laur. Henriksens Metalvarefabrik i 1941 gik Louis Poulsen & Co. A/S selv ind i produktionen af belysningsarmaturer. Bladet LP-NYT blev samme år lanceret med Poul Henningsen som redaktør.

En nyopført bygning på Sluseholmen i København blev indviet i 1959 og anvendtes dels montage af lysrørsarmaturer, dels til el-engroslager. Samme år blev Jens Kaastrup-Olsen adm. direktør efter Emun Rager.

I 1964 blev engrossektionen udvidet ved erhvervelsen af A/S Classen-Smidth, hvorved firmaet fik filialer i Odense og Vejle, og i 1965 skiftede Laur. Henriksens Metalvarefabrik navn til Elpefa A/S, som i flyttede til en nyopført produktionshal på Sluseholmen, hvor al produktion og montage af armaturer blev samlet. I 1967 blev I/S El-Salg etableret.

I 1976 døde Jens Kaastrup-Olsen og blev efterfulgt som adm. direktør af Hans Cordes. Året efter blev metalvareproduktionen, som tidligere var et selvstændigt selskab ved navn Elpefa A/S, fusionerets med Louis Poulsen & Co. A/S. Louis Poulsens B-aktier blev noteret på Københavns Fondsbørs, og der blev indgået en aktionæroverenskomst mellem arvingerne i 1977 for at sikre, at firmaet forblev på danske hænder.

1981 købte Louis Poulsen & Co. A/S el-engrossektionen i S.C. Sørensen og fik hermed otte el-engrosafdelinger med i købet. I 1984 oprettedes Elpefa Handels- og ingeniørfirma, i 1985 JO-EL A/S, og i 1987 rundede koncernens omsætning 1 mia. kr.

I 1989 erhvervede Louis Poulsen & Co. A/S Skandia Havemann's El A/S, i 1990 blev det danske datterselskab Lightmakers A/S oprettet, og i 1995 oprettede El-engrossektionen en specialafdeling for tele og data under navnet Louis Poulsen Kommunikation. Samtidig introduceredes e-handelssystemet eLPc.

I 1997 blev Erik Holm adm. direktør, og samme år købte Belysningssektionen det engelske selskab Outdoor Lighting Ltd. Måleinstrumentsektionen i Elpefa A/S blev i 1998 udskilt som et selvstændigt aktieselskab under navnet ELMA A/S. Den El-tekniske sektion købte samtidig Norsk Elektro Teknikk ASA og Nordisk Elektro Teknik AB.

Aktionæroverenskomsten af 1977 førte i 1990'erne til adskillige familiefejder og retssager, men i 1999 lykkedes det at skabe enighed. Familien lod sig købe ud, mens virksomheden forblev i dansk eje. Nye ejere blev investeringskonsortiet Polaris og HD Invest. Efter ejerskiftet blev Louis Poulsen-aktierne afnoteret på Københavns Fondsbørs. I kølvandet på virksomhedens 125-års-jubilæum i 1999 oprettede de tidligere A-aktionærer og de nye ejere af Louis Poulsen-koncernen i 2000 en ny dansk lysfond, Sophus Fonden.

Louis Poulsen Elteknik A/S blev i 2005 solgt til Lemvigh-Müller Gruppen, og samme år blev fabrikken flyttet fra København til Vejen. Virksomhedens hovedkontor har siden 2006 haft til huse i Gammel Strand 28, og dette år tiltrådte Peter Thorsen som ny adm. direktør i Louis Poulsen Lighting.

I 2007 blev Louis Poulsen Lighting overtaget af den italienske belysningsvirksomhed Targetti Sankey SpA i Firenze, som ændrede navn til Targetti Poulsen. I 2008 forlod Peter Thorsen Louis Poulsen Lighting og blev efterfulgt af Lorenzo Targetti. Direktørerne Hans Lindeberg, Kurt Carstensen og Søren Schølhammer fik ansvar for den daglige ledelse.

I 2014 blev Louis Poulsen Lighting købt tilbage af den danske kapitalfond Polaris.[2]

I 2018 blev Louis Poulsen solgt til det italienske selskab Investindustrial (en), som samlede mærker som FLOS, B&B Italia, Louis Poulsen, Max Alto, Arclinea under navnet "Design Holding". [3]

i 2024 fejrede Louis Poulsen sit 150-års jubilæum med unikke versioner af klassiske designs, og derudover lanceringen af en bog hvor Louis Poulsen påstår at være "The First House of Light".[4]

Udenlandske datterselskaber

redigér

I 1962 blev Louis Poulsens første udenlandske datterselskab i Belysningssektionen etableret i Vesttyskland. Det blev fulgt op af datterselskaber i Frankrig (1964), Sverige (1975), USA samt en afdeling på Færøerne (1985), Norge (1987), Holland og Australien (1988, afhændet 2001), Finland (1989), Schweiz (1990) og Japan (1991).

Administrerende direktører

redigér

Produkter

redigér

PH-lampen

redigér
 
PH5 lampen (designet i 1958)

I 1924 indledte firmaet et samarbejde med arkitekt Poul Henningsen med henblik på et fremstød ved Exposition internationale des Arts décoratifs et industriels modernes i Paris 1925. Det lykkedes, da PH-lampen vandt guldmedalje på udstillingen.

I 1926 vandt Louis Poulsen og Poul Henningsen licitationen om belysning til det nyopførte Forum i København med PH-lampen. Samme år indledtes markedsføringen af armaturerne, og det første katalog udkom med tekst på dansk, tysk, engelsk og fransk.

I 1929 indgik Louis Poulsen en aftale med udenlandske agenter i Europa, Nord- og Sydamerika, Afrika og Asien om salg af PH-lampen.

  • 2000: Dansk Design Klassikerprisen for Albertslundlygten
  • 2001: Dansk Design Pris for LP Charisma
  • 2002: Det Gyldne Søm
  • 2003: International Forum Design Award for Enigma
  • 2003: Købehavns Miljønetværks Diplom
  • 2004: International Forum Design Award for Enigma 425
  • 2008: To ADEX Awards til Enigma 825 (platin) og Collage pendel (guld)
  • 2010: AIA Honors for Collaborative Achievement Award

Kilder og eksterne henvisninger

redigér
  1. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 19. maj 2022. Hentet 17. marts 2022.
  2. ^ "Dansk kapitalfond køber Koglen tilbage". Berlingske.dk. 20. februar 2014. Hentet 15. september 2019.
  3. ^ https://www.electronic-supply.dk/article/view/609914/ikonisk_dansk_lampefirma_solgt_i_milliardhandel
  4. ^ https://www.louispoulsen.com/en-ie/first-house-of-light-book?fbclid=IwY2xjawFoaWZleHRuA2FlbQIxMAABHS0F7BSd953osMEUjZmhbetic_l9rm_RPTp90RMMroFzmujqeDSqMOBs6w_aem_QEv1uU0YTT8I7W1nA9Gxkg