Julian (kejser)

Julian den Frafaldne (græsk Apostata, egl. Flavius Claudius Julianus) (født i Konstantinopel i 331 eller mere sandsynligt 332 - død 26. juni 363) var romersk kejser 361-363, og den sidste åbne ikke-kristne kejser på den romerske trone.

Julian Byzantine Egypt Senromerske rige
Personlig information
Født	17. november 331 Konstantinopel, Tyrkiet
Død	26. juni 363 (31 år) Mesopotamien, Irak
Dødsårsag	Faldet i kamp
Gravsted	Tarsus
Far	Julius Constantius
Mor	Basilina
Søskende	Julia Galla, Constantius Gallus, Datter af Julius Constantius
Ægtefælle	Helena
Barn	Flavius
Familie	Helena (halvfætter/halvkusine), Flavius Hannibalianus (farbror), Valerius Licinianus Licinius (fætter), Licinius (svigeronkel), Constans (svoger), Fausta (svigermor), Flavia Julia Constantia (faster), Procopius (halvonkel), Hannibalianus (fætter), Constantius Gallus (halvbror på fædrene side), Dalmatius (fætter), Constantius 2. (halvfætter/halvkusine, svoger), Constantina (svigerinde), Konstantin II (svoger), Flavius Dalmatius (farbror), Konstantin den Store (halvfætter/halvkusine, svigerfar)
Uddannelse og virke
Elev af	Nikokles, Maximus af Ephesos
Beskæftigelse	Filosof, politiker
Kendte værker	Account of the campaign against the Nardini, Account of the battle of Strasburg, Cesars, Misopogon
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

St. Mercurius slår Julian ihjel.

Baggrund

Julian var søn af Julius Constantius (romersk konsul i 335 og halvbror af kejser Konstantin den Store) og dennes anden kone Basilina, som var af græsk herkomst. Begge Julians forældre var kristne. Hans fars forældre var kejser Constantius Chlorus, den eneste hedenske byzantinske kejser, og dennes anden kone, Flavia Maximiana Theodora. Hans mormors navn er ukendt; men hans morfar hed Julius Julianus og var prætorianerpræfekt i øst under kejser Licinius fra 315 til 324.

Som nevø af Konstantin den Store overlevede Julian som dreng blodbadet, efter at hans fætter Constantius 2. i 337 dræbte hans far og derved kom til magten. Julians mor var allerede død, og drengen blev opdraget af en græsk familieslave, eunukken Mardonius. Først boede han i Nikomedia, men efter at være bortvist fra hoffet, opholdt han sig for det meste på et kejserligt gods ved Cæsarea. Her blev han en ivrig kristen, og ønskede at blive præst. Men i Pergamon, Efesos og Athen fik han kendskab til græsk filosofi og mystik, og trukket i retning af nyplatonismen fik han gradvis følelsen af, at kristen teologi nærmest kun bestod af to ting - at skræmme onde ånder væk og gøre korsets tegn. Han fik også kendskab til drabene i familien, som kirken aldrig havde straffet Constantius for, skønt han var kristen. Gregor fra Nazianz beskyldte Julian for at være utaknemlig mod Gud og kejser, fordi de under blodbadet havde skånet ham "mod al forventning".

Overvåget af fætterens spioner, blev han i 354 udnævnt til underkejser i Gallien i mangel af andre, og overraskede ved at vise glimrende evner som hærfører og administrator. Da Constantius i 361 ønskede hans hær beskåret med henblik på et felttog mod perserne, gjorde han oprør – efter sigende presset af soldaterne – men blev kejser uden kamp samme år, da fætteren døde.

Kilderne

Der er to hovedkilder til begivenhederne, der ledte til Julians kejserudnævnelse. Den første er Julians egen beskrivelse i brevet til Athen, som han skrev i 361, da han gjorde klar til afmarch mod Konstans. Brevet er et forsøg på at legitimere sine handlinger over for Konstans, og kan som sådan også ses som et politisk program.

Den anden kilde er historikeren Ammianus Marcellinus’ beretning. Ammianus var højtstående i hæren, da begivenhederne udspillede sig, men befandt sig i Mellemøsten, og han har altså ikke selv overværet det, han skriver om. Julian og Ammianus delte flere synspunkter; de var ikke kristne, og Ammianus var tro mod Julian, som han tjente i hæren.

Julians version i brevet til Athen

Julian lovpriste Eusebia og sammenlignede hende med Odysseus' kone Penelope. Statue i Vatikanet.

Efter at soldaterne i Gallien havde udnævnt Julian til augustus, og Konstans gjort sin holdning klar, var Julian rykket til Illyricum med sin hær og gjorde sig der klar til at rykke mod Konstantius i Konstantinopel. Julian skrev her tre breve, som han sendte til de græske byer Athen, Korinth og Sparta, samt et til Rom. Julian beskrev situationen, som han opfattede den, og gik især ind på, hvordan han selv og hans bror Gallus blev behandlet af deres farbror Konstans i årene efter, at Constantius var blevet kejser.

Af disse fire breve er kun brevet til Athen bevaret. Af de mange steder i brevet, der hentyder til Athens historie og religion, fremgår, at hvert brev har været skrevet specifikt til modtageren, men argumenterne har næppe været forskellige. Julian begyndte med årene, da Konstantin den Store var død, og Julians farbror sikrede sig magten ved at tage livet af Julians far. Julian og hans bror Gallus var selv nær ved at blive dræbt, men blev skånet, fordi Konstans' kone Eusebia gik i forbøn for dem. I stedet blev de sendt til den fjerntliggende fæstning Macellum i Armenien og opfostret i streng isolation fra omverdenen og blandt tjenestefolk, der mere kunne opfattes som fangevogtere end tjenere.

Efter seks år blev Julians storebror udnævnt til cæsar af Konstans og sat til at styre det østlige rige med hovedsæde i Syrien. Gallus viste sig som lidt af en tyran og misbrugte sin magt på det groveste. Hans regime endte nogle år senere, da Konstans lokkede Gallus til at komme og besøge sig uden livgarde, hvorefter han blev myrdet. Julian indrømmer selv, at Gallus havde opført sig som en forbryder, men påkalder sig romersk ret, der siger at selv en forbryder var berettiget til at holde en forsvarstale før dommen.

I mellemtiden var Julian forflyttet omkring i riget, og altid under streng overvågning. Først som voksen fik han lov til at tage til Athen, hvor han studerede filosofi i to år. Det er sandsynligvis her, han forkastede kristendommen. Han holdt det dog hemmeligt indtil han blev udnævnt til augustus.

Uroligheder i Gallien

Der udbrød uroligheder i Gallien, da germanske stammer krydsede Rhinen og slog sig ned i et område, der omfattede over 50 byer, som de holdt i et jerngreb. Konstans så sig nødsaget til at udnævne Julian til cæsar for at få styr på urolighederne. Han gav dog ikke Julian myndighed over andet end "kejserens billede og kåbe", dvs. som formidler af kejserens ordrer, mens generalerne stadig havde kontrol med hæren.

Julian fik selv kun en eskorte på 360 mænd, og da han ankom til Gallien, blev han endda nødt til at sprede disse til omkringliggende byer som svar på deres nødråb om hjælp, mens Julian var i Paris under opsyn af Konstans' tro tropper. Under den følgende sommers militærkampagne blev indtrængende stammer jaget ud af Gallien, og Julian fik formel kontrol over hæren pga. sin effektivitet som hærfører. Det følgende år gennemførte han kampagner over Rhinen og undertvang de nærmestboende stammer, samtidig som han sikrede grænsebyer og fæstninger.

Kravet om tropper

Konstans forberedte sig så på en storoffensiv mod Persien, som i nogle år havde ædt sig ind på de romerske besiddelser. Julian fik ordre om at sende det meste af sin hær til Konstans i Konstantinopel med henblik på perseroffensiven. Julians hær bestod hovedsageligt af mænd fra Gallien og Germanien, hvervet med udtrykkeligt løfte om ikke at blive indsat syd for Alperne, dvs. udenfor deres egne hjemlande. Dette omtalte Julian ikke i brevet til Athen, men det gjorde Ammianus. I stedet skrev han, efter at have nævnt de forskellige personer, Konstans angiveligt havde sendt til Gallien for at fratage Julian magten: "Og han skrev breve til mig, der var fulde af fornærmelser mod mig og med ordrer der truede Galliens sikkerhed. For han gav ordre om at trække de, jeg vil nærmest sige, alle af de mest effektive tropper ud af Gallien og tildele dem til Lupicinus' og Gintonius' (Konstans' mænd) lederskab, mens han til mig skrev, at jeg ikke måtte modstå dem i nogetsomhelst."

Løftet er nok udeladt, fordi Julian skrev til Athen, som om byen var et klassisk græsk samfund fra 400 f.Kr. og ikke et halvt kristent, senantikt Athen fra år 361. Derfor anså han også, at grækerne ikke interesserede sig meget for løfter givet til barbarer, som galliske og germanske soldater fremstod for antikkens grækere. Om denne opfattelse stadig var relevant i Julians tid, er mere tvivlsomt, men Julian levede på sit vis i antikken som om det var hans samtid. I stedet for at fortælle om løftet, anførte Julian truslen mod hans personlige sikkerhed, og Galliens sikkerhed som helhed.

Ioulianou autokratoros ta sozomena, 1696.

Hos Ammianus ar dette løftebrud hovedårsag til soldaternes opstand. Julian nævner et brev, der cirkulerede i Paris som den direkte årsag til oprøret: "Imens var der stor opstandelse mellem de civile og soldaterne, og nogen skrev et anonymt brev til den by, hvor jeg opholdt mig (Paris), adresseret til petulanterne (gallisk stamme) og kelterne – disse var legionernes navne – fuld af anklager mod Konstans og af beklagelser over hans forræderi mod gallerne. Ydermere begræd forfatteren af brevet bitterligt den forhånelse, der var overgået mig." Her nævnes løftebruddet indirekte som "forræderiet mod gallerne". Brevet fik Konstans' udsendinge til at opfordre Julian til at sende tropperne af sted straks, før flere breve ankom. Men Julian ville helst vente, til en af Konstans' betroede kom tilbage fra en rejse til England. Der var også uenighed om soldaternes rute.

Oprørets første faser

Næste dag gjorde soldaterne oprør og udnævnte Julian til augustus, en titel som han kun modstræbende accepterede. I de breve, han sendte Konstans til sit forsvar, titulerede han stadig kun sig selv som cæsar. Konstans sad stadig med magten; men Julian overtog snart magten i Gallien og tog Konstans' mænd til fange. De blev sendt uskadt tilbage til Konstans som et tegn på forsoning. Men Konstans' svar var at opfordre kongedømmer i Germanien og Donau-området til at angribe Gallien, og han samlede forsyninger på grænsen og sendte barbarhøvdingene penge. Uheldigvis for Konstans faldt et af hans breve til høvdingene i hænderne på Julian.

Ammianus' version af begivenhederne skiller sig ikke væsentligt fra Julians. Da Ammianus var en samtidig, havde han god tilgang til førstehåndsudsagn. Julians breve til de græske byer og Rom må også være offentliggjort. Ammianus skrev om tropperne, Julian skulle afgive til felttoget i Persien: "…sendte [Konstans], efter sigende på tilskyndelse af præfekten Florentius, tribunen og notaren Decentius af sted, for øjeblikkelig at føre bort fra Julianus’ hær de heruliske og bataviske hjælpetropper, tillige med kelterne og petulanterne, og dertil 300 udvalgte mænd af hver af de øvrige legioner, og påskynde deres afrejse under det påskud, at de på den måde kunne støde til den hær, som ved vårens frembrud skulde drage mod perserne." Ammianus omtalte heller ikke løftebruddet mod hjælpetropperne, for ikke at skræmme fremtidige rekrutter væk. En vægtig grund for en soldat, som godt vidste hvor farlig dette kunne være for sikkerheden for de galliske grænser, hvis dette skete. Argumentet kunne meget vel være brugt af Julian overfor gallerne i hans nærhed, men han mente der skulle tages andre begrundelser i brug over for dem der boede syd for Alperne, og som jo netop blev berøvet et væsentlig supplement til deres forsvar på grund af et sådant løfte.

På det tidspunkt bestod en legion kun af cirka 1.000 mand, mens hjælpetropdelinger kunne variere i antal, men var sandsynligvis et noget større antal soldater.

Soldaternes opstand

Fragment af brev skrevet af Julian til hans ven, officeren Saturninius Secundus Salutius, der fulgte ham på det sidste hærtog, hvor Julian blev dræbt.

Ammianus fortsætter beretningen med at fortælle om, hvorledes Julian overvejede, hvorvidt han skulle nedlægge kejserværdigheden fremfor at medvirke til at "lægge Gallien øde". Han besluttede sig for at adlyde, og sende soldaterne af sted hurtigst muligt. Da, beretter Ammianus, blev et brev fundet "henkastet på jorden" i petulanternes lejr, hvori der "stod følgende ord: "Så skal vi da altså som skyldige og dømte misdædere jages hen til jordens mest bortliggende egne, og de, vi har kære, skal påny gøre trælletjeneste hos alamannerne, skønt vi efter en række blodige kampe friede dem ud af deres første fangenskab."

Ammianus’ værk er fyldt med lange, citerede taler, som han umuligt kunne have hørt, endsige kende deres indhold. Sandsynligvis er dette brev et påfund af Ammianus, som har digtet et indhold, han fandt sandsynligt. Både Julian og Ammianus fortæller, at det var dette skrift, der endelig ildnede tropperne til oprør. Julian nævner, at hans egen skæbne beklages i skriftet, som lige fortvivlet som soldaternes egen.

Julian skriver, at han efter brevet, og efter at have set soldaterne afmarcheret, ikke vidste, hvad de foretog sig dagen inden oprøret. Han befandt sig på et landsted, hvor han om natten blev vækket af soldaterne, der havde udnævnt ham til kejser. Ammianus' version lyder: "Og for at vise dem en endnu større ære nu, de skulle drage så langt bort, indbød han deres officerer til et gæstebud, hvor han gav dem lov til at gøre ham en bøn, hvis noget lå dem på hjerte. Men jo venligere denne modtagelse var, desto smerteligere var afskeden for dem, og det i en dobbelt henseende, fordi en ublid skæbne skilte dem både fra en mild hersker og fra deres fødeland."

Efter at Julian var udråbt til augustus, fulgte en stilstand, hvor han stadig befandt sig på landstedet, omgivet af de mange højtstående officerer, Konstans havde sendt ham, plus en anselig garde, der stadig var tro mod Konstans. Da rygtet om et angiveligt snigmord på ham bredte sig, samlede soldaterne sig om Julian, og denne gang med fjendtlige tilråb mod Konstans' mænd. Julian forhindrede soldaterne i at slå dem ihjel, men de blev taget til fange og sendt tilbage til Konstans.

Julian skrev: "Siden der nu var den største forvirring i paladset, troede Konstans' venner, at de ville gribe chancen til at udklække et komplot imod mig uden tøven, og de uddelte penge til soldaterne. De forventede, at det ville føre til en af to mulige resultater: enten at det ville skabe uvilje mellem mig og soldaterne, eller snarere, at de ville angribe mig åbent. Men da en bestemt officer, som tilhørte den garde, der befalede over min kones eskorte, opdagede, at dette var ved at blive udført, rapporterede han det først til mig. Bagefter, da han så at jeg ikke tog hans advarsel alvorlig, blev han ophidset, og som en besat begyndte han at råbe højt til folkene på markedspladsen, “Soldater-kammerater, fremmede og borgere, forlad ikke kejserens sag!” Da blev soldaterne grebet af en rasende blodtørst og stormede alle til paladset med våben i hånd." Julian påstod, at der faktisk forelå et komplot imod ham; men ved at forholde sig passiv, fik han soldaterne til at gribe ind, uden selv at fremstå som den, der styrede begivenhederne, selv om han har været klar over situationen. Julian havde gennem fire års krig i Gallien vist sig som en fremragende strateg og hærfører.

Ammianus skriver, at Julian samlede alle sine tropper og holdt en tale for dem, hvori han endelig officielt accepterede kejsertitlen. Ammianus beskriver her en tale, der på mange punkter sammenfaldt med argumenterne i Julians brev til Athen; dog var talen rettet til soldaterne og set fra deres synsvinkel. Samtidig fremhævede den det uretfærdige i, at Konstans tog æren for Julians sejre i Gallien, og endelig løftebruddet over for soldaterne. Talen er dog sandsynligvis frit opfundet af Ammianus som et udtryk for, hvad han tænkte sig, Julian ville have sagt.

Regeringstid

Den tolerante hersker

Da Julian ankom Konstantinopel for at hyldes som kejser, gjorde han indtryk med sit enkle antræk. Han deltog i statsstyrelsen og i domstolernes forhandlinger. Han ville hellere fordybe sig i læsning end at bivåne cirkuslege og væddeløb. Hans skrifter er delvis bevaret og omfatter embedsbreve, private breve og epigrammer og en række "taler", deriblandt lovtaler, et trøsteskrift og betragtninger om filosofi, religion og politik, som alle vidner om hans omfattende kendskab til klassisk kultur. Til hans tabte værker hører blandt andet tre bøger "mod galilæerne" (= de kristne). Julian er hovedperson i Ibsens skuespil Kejser og galilæer. Ibsen regnede stykket som sit hovedværk.

Kristendommens modstander

Julian med sine sekretærer.

Julian lånte træk fra Mithraskulten til sin statskultus.

Julian havde mistet både sin far og en bror, da Konstantins sønner overtog magten. Han var tidligt betaget af de homeriske guder og helte, og hedenskabets talsmænd havde overbevist ham om, at guderne havde sendt ham for at genoprejse den gamle tro. Det holdt han skjult i mange år, mens han hemmeligt ofrede til de gamle guder. I sin korte kejsertid (361-63) satte han alle kræfter ind på at genoplive hedenskabet. Han fik de gamle templer genåbnet, og opført nye. Overalt blev der ofret til gudernes ære. Den tro, han virkede for, var ikke den gamle polyteisme, men en blanding af Mithras-dyrkelse, hellenismens gudetro og nyplatonsk mystik. Han omtalte kristne som "galilæere" og kaldte dem "afsindige" og "ugudelige", "menneskehedens spedalskhed"; men snarere end at straffe dem, skulle man have ondt af dem. De burde belæres, ikke straffes.

Julian var ingen ateist; han tændte selv offerilden i de genåbnede templer. Fra starten af 362 prøvede han at gøre soldyrkelsen til rigsreligion som før. Med hensigt favoriserede han jøderne, de kristnes bitre fjender. Han forbød de kristne at udbrede sin lære, og nægtede deres sønner at få undervisning i digtekunst, retorik og filosofi. Hvorfor skulle de undervises i noget, de fleste af dem tog stærk afstand fra? For Julian var det rent hykleri. Til sidst afsatte han kristne med høje embeder eller stilling i hæren; for deres egne love forbød dem at gribe til sværdet, sagde han. I Cæsarea beslaglagde han kirkens ejendom, hvor de kristne i hans egen regeringstid havde ødelagt det sidste tempel, og i Edessa, hvor forskellige kristne retninger (arianere og valentinianere) sloges. men selv kirkefædrene fandt hans tiltag så moderate, at de bebrejdede ham for ikke at unde de kristne "æren af at dø som martyrer!"

Det var Julians erfaring, at "ingen vilde dyr er så bidske mod mennesker, som de fleste kristne er imod hinanden." Kirken tabte sine privilegier; kristendommen var tolereret, men ikke begunstiget. Julian udtalte, at Paulus "overgår alle gøglere og bedragere". I skriftet Mod de kristne angreb Julian Det gamle testamentes "fabellignende" fortællinger og evangeliernes selvmodsigelser. Hans reform af hedenskabet blev dog også en selvmodsigelse, da han søgte at tilpasse hedenskabet efter kristent forbillede. Julian indførte prædiken og hymnesang ved den hedenske gudsdyrkelse, og indsatte overpræster til at overvåge, at de hedenske præster førte et sædeligt liv. Især skulle der ydes hjælp til de fattige, ligesom hos "galilæerne", og åbnes herberger for fremmede, fordi "det ville være skammeligt, om vore trængende ikke skulle finde hjælp hos os, mens der ingen tiggere er hos jøderne, og de ugudelige galilæere (dvs. de kristne) ikke bare underholder deres egne, men også vore fattige".

Han organiserende fattigforsorg, pilgrimsherberger og sygehuse. Fængselsfanger og fjender skulle behandles humant, "for vi giver til mennesket som sådant, ikke til personerne," sagde han. Selv førte han et enkelt liv, gav afkald på luksus og indførte skattelettelser. "Ulykkelige bønder, nu bliver I igen fiskalernes bytte!" udbrød Libanios efter Julians død. Også biskop Ambrosius bekræftede folkets taknemlighed mod Julian, der afskedigede hele kobbelet af spioner. Ved højtidelige anledninger gik han til fods; han gik ikke i cirkus og drak moderat.

Egentlig var der kun sofisterne, der var begejstret for hans reformer. De allerfleste kristne benyttede sig af kejserens tolerante holdning til åbenlyst at vise ham foragt. Julian beklagede sig over, at "de, der holder sig til ugudelighedens skole (dvs. de kristne) er så brændende, at de hellere vælger døden end opgiver deres meninger, og de tåler fattigdom og sult...mens vi er så ligegyldige overfor det religiøse liv." Gradvis viste Julian sig mindre tolerant. Når hedenske fanatikere slog kristne ihjel og ødelagde kirker, undlod han at straffe, mens han forviste biskop Athanasius af Alexandria for at have døbt nogle overklassedamer. Athanasius trøstede sin menighed med de profetiske ord: "Det er såmænd kun en lille sky, der snart driver over." Da Julian faldt i felten, forlyder det, at han skal have rakt hånden op mod himlen og råbt: "Du har sejret, galilæer!" men det er der ikke noget historisk grundlag for.

Felttoget mod parterne

Porfyrsarkofager udenfor Istanbuls arkæologiske museum. Julians står til venstre.

Det meste af sin korte regeringstid tilbragte Julian imidlertid med at forberede et stort angreb mod sassaniderne. Felttoget var en fortsættelse af de krige, Romerriget havde ført mod partherriget; Julians felttog havde også som mål at sikre sig kontrol over handelsruterne til Asien. Sovjetiske historikere omkring 1950 så det også som en måde for Julian til at mildne klassekampen, der splittede det romerske samfund i kejsertiden. Julian faldt på felttoget, og det blev påstået, at han blev dræbt af en romer, der så en anledning til at blive af med en forhadt hedensk kejser. Til støtte for teorien anføres, at ingen perser bagefter blev belønnet for drabet på den romerske hærfører. Men i slagets forvirring ville det være svært at afgøre, hvem der påførte ham den dødelige skade. Fra persisk side hævdede Muhammad Al-Tabari, at Julian blev dræbt i sit telt, ramt i hjertet af en pil afskudt af en "usynlig hånd".

Eftermæle

Det er i hvert fald kendt, at kristen gardeofficerer tidligere havde planlagt at myrde kejseren under en militærparade, og Julian fik en af dem henrettet. De kristne i Antiochia fejrede hans død ved at arrangere dans i kirkerne. Kun den kristne lægmand, den spanske digter Prudentius, viste ham ærbødighed. Gregor fra Nazianz sammenlignede Julian med Herodes, Judas Iskariot, Pilatus og jøderne, og kaldte ham "et svin, der vælter sig i pløre". I katolsk middelalder gik de fromme fortællere helt over gevind med skildringer af Julian, der angiveligt rev hjertet ud af børn og skar maven op på gravide. Jesuittiske spil lot Julian forskrive sig til Hekate, hvor han døbes på ny i svineblod og slagter kristne for guden Jupiter. Først i oplysningstiden blev han hædret igen. Voltaire, Montaigne og Chateaubriand hyldede ham som en af historiens største personligheder. Schiller ville gøre ham til helt i et drama, og Goethe roste sig af at forstå og dele Julians had til kristendommen.

Hans sarkofag befinder sig i Istanbul.

Litteratur

• W.C. Wright (oversætter) – The Works of the Emperor Julian (3 bind), Harvard University Press, 1998.
• V. Ullmann (oversætter) – Ammianus Marcellinus: Femogtyve år af Roms Historie (2 bind), Arendal, 1877-80.
• Ibsen har behandlet Julians liv i sit drama Kejser og Galilæer (1873).

Ekstern henvisning

• www.roman-emperors.org/julian.htm

Wikimedia Commons har medier relateret til: Julian (kejser)

Foregående:	Romerske kejsere	Efterfølgende:
Constantius II 337 - 361		Jovian 363 - 364