Wikipedia

Danmarks økonomi

Danmarks økonomi er præget af, at Danmark er et relativt rigt vestligt land med en stor offentlig sektor.

Danmarks økonomi
Valuta: Danske kroner (DKK)
Nøgletal
BNP: Stigning2.831,6 mia. kr. (2022)[1]
BNP pr. indbygger: Stigning479.400 kr. (2022)[1]
BNI pr. indbygger: USD 76.771 (2022)[2]
Vækst i realt BNP: 2,7 % (2022)[1]
Sektorer (andel af BVT): Primære erhverv: 2,6 %,
Sekundære erhverv: 21,1 %,
Tertiære erhverv: 76,4 % (2022)[3]
Inflation: 7,7 % (2022)[4]
Beskæftigelse: Stigning3,168 mio. (2022)[1]
Bruttoledighed: 2,6 % (2022)[5]
Erhvervsfrekvens: 80,3 % (2022)[6]
Gini-koefficient: 30,3 (2021)[7]
Human Development Index: Stigning0,948 (nr. 6; 2021)[8]
Rangordning, BNI pr. indbygger:

UændretNr. 8 (2022)[9]

Udenrigsøkonomi
Eksport: 70,0 % af BNP (2022)[1]
Vigtigste eksportlande: Tyskland Tyskland,
USA USA,
Sverige Sverige
(2022)[10]
Import: 58,9 % af BNP (2022)[1]
Vigtigste importlande: Tyskland Tyskland
Sverige Sverige
Kina Kina
(2022)[10]
Udlandsformue (netto): 63 % af BNP (ultimo 2022)[11]
Overskud på betalingsbalancen: Stigning383 mia. kr. (2022)[12]
Offentlige finanser
Offentlig saldo som andel af BNP: 3,3 % (2022)[13]
Offentlige indtægter: 1.372 mia. (2022)[14]
Offentlige udgifter: 1.274 mia. (2022)[14]
Offentlig nettogæld som andel af BNP: -16,6 % (ultimo 2022)(dvs. positiv offentlig nettoformue)[15]
ØMU-gæld som andel af BNP: 30,1 % (ultimo 2022)[13]
Kreditrating (statsgæld): AAA (2023)[16]
Holdbarhedsindikator: 1,5 % af BNP (2023)[15]

Det moderne Danmarks velstand skabes hovedsageligt i servicesektoren, der står for over tre fjerdedele af både beskæftigelsen og den samlede årlige værditilvækst i samfundet. Industrisektoren, der præges af en række små og mellemstore, ofte højautomatiserede virksomheder, står for knap 15 % af værditilvæksten, mens landbrugssektoren, som engang var Danmarks hovederhverv, i dag blot frembringer omkring 1 % af Danmarks bruttoværditilvækst.

Landets levestandard er høj i en international sammenhæng. I 2022 var Danmark ifølge Verdensbanken det 10. rigeste af i alt 193 lande, målt på købekraftskorrigeret bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger. Uden købekraftskorrektion var landet nr. 8.[9] Danmark havde i 2021 en sjetteplads i FN's Human Development Index.

Landet har som en lille åben økonomi såvel en betydelig eksport som en betydelig import; begge har en værdi på over halvdelen af BNP. Den danske økonomi er derfor meget afhængig af den løbende internationale økonomiske udvikling, og de danske konjunkturudsving følger i vidt omfang bevægelserne i udlandet. Konjunkturop- og nedgange præger i vidt omfang offentlighedens opfattelse af økonomiens tilstand, men er pr. definition set i et længere tidsperspektiv mere kortvarige fænomener, mens de underliggende strukturelle forhold har mere permanent betydning for befolkningens levevilkår.

Mens faste (dvs. officielt fastlagte) valutakurser indtil ca. 1970 var det helt dominerende valutakursregime i verden, er Danmark i dag unikt ved som det eneste OECD-land fortsat at føre fastkurspolitik, mens dets samhandelspartnere typisk enten følger en inflationsmålsætning eller har erstattet deres nationale valuta med euroen.

I sammenligning med mange andre vestlige lande er Danmarks økonomi ikke mindst karakteriseret ved:

Historie redigér

  Uddybende artikel: Danmarks økonomiske historie

Overordnet set har Danmarks økonomiske udvikling fulgt de samme store træk som andre nordvesteuropæiske landes: I det meste af historisk tid har Danmark været et landbrugsland, hvor det meste af befolkningen levede på subsistensniveau. Fra 1800-tallet har landet gennemgået en voldsom teknologisk og institutionel udvikling, hvor den materielle levestandard er steget med tidligere usete vækstrater, og landet er blevet først industrialiseret og siden omdannet til et moderne servicesamfund.

Det meste af Danmarks areal er tjenligt som landbrugsareal. Danmark har i modsætning til de fleste af sine naboer ikke haft forekomster af mineraler og fossile brændsler, der var anvendelige til udvinding, udover olie- og gasforekomsterne i Nordsøen, som først i 1980'erne begyndte at spille en rolle i den danske økonomi. Til gengæld har landet haft en vigtig logistisk resurse i kraft af sin lange kystlinje og det forhold, at man intetsteds er mere end 50 km fra havet - et forhold af stor betydning i hele perioden inden den industrielle revolution, hvor vandtransport var mere økonomisk end landtransport.[17] Udenrigshandel har dermed altid spillet en vigtig rolle for den økonomiske udvikling.

Forhistorisk tid og middelalder redigér

 
Dansk penning i sølv fra Valdemar den Stores tid.

Allerede i stenalderen har man spor af handel med omverdenen,[18] og selvom handelen værdimæssigt kun har udgjort en meget beskeden andel af den samlede danske værditilvækst indtil 1800-tallet, har den været afgørende for den økonomiske udvikling. Både i form af at skaffe nødvendige importvarer (eksempelvis metaller), og fordi ny viden og teknologisk indsigt ofte er kommet til Danmark som et biprodukt af vareudvekslingen med andre lande.

Handelen og dermed en begyndende specialisering skabte behov for betalingsmidler, og fra Svend Tveskægs tid ca. 995 kendes den første danske mønt med kongens og landets navn. Hans søn Knud den Store skabte et mere organiseret dansk møntvæsen i Lund omkring 1020.[19] Møntenheden var mark, som var lig 240 penninge.

En befolkningsmæssig og økonomisk katastrofe i middelalderen var den sorte død i 1300-tallet, som medførte en voldsom befolkningsnedgang og havde langtrækkende sociale og økonomiske efterdønninger i hele Europa. I Danmark førte den således til, at de feudale institutioner i landbruget som vornedskabet blev forstærket i de efterfølgende århundreder.[17]

Nyere tid redigér

 
Grev Otto Thott var merkantilismens fremmeste repræsentant i Danmark.

Den økonomiske historiker Angus Maddison anslår, at Danmark ca. 1600 var det sjettemest velstående land i verden. Medvirkende faktorer hertil har været, at befolkningens størrelse i forhold til det dyrkbare landbrugsareal var lille, sådan at bønderne var relativt velstående i forhold til andre lande, og at Danmark lå geografisk tæt ved de mest dynamiske og økonomisk førende europæiske områder siden 1500-tallet: Nederlandene, det nordlige Tyskland og Storbritannien. Forholdet ændrede dog ikke ved, at 80-85 % af befolkningen levede på subsistensniveau i små landsbysamfund.[17]

I 1600- og 1700-tallet blev den økonomiske politik i Danmark som i nabolandene præget af merkantilismen, der bl.a. foreskrev en målrettet erhvervspolitik, importforbud eller høje toldsatser, anskaffelse af egne kolonier, oprettelse af monopoler indenfor en række erhverv og udvikling af den fysiske og finansielle infrastruktur.[20] Det førte bl.a. til etablering af danske kolonier som (Trankebar) og handelsmonopoler som Ostindisk Kompagni og senere Asiatisk Kompagni.[21]

Igennem 1700-tallet steg befolkningsvæksten, og samfundsøkonomien udvikledes på flere vigtige måder. Det finansielle system blev udviklet med oprettelsen af den første danske bank Kurantbanken i 1736 og den første kreditforening i 1797, og i slutningen af 1700-tallet fandt de store landboreformer sted, der medførte store strukturelle ændringer og en højere produktivitet i landbruget.[17] Politisk blev merkantilismen gradvist afløst af tanker inspireret af liberalismen. Forskellige monopoler blev afskaffet og brugen af importforbud og told begrænset.

1800-tallet redigér

Efter statsbankerotten 1813 blev rigsbankdaleren indført som ny møntenhed, og Danmarks Nationalbank blev oprettet 1818. I 1875 fulgte en ny møntreform, hvor kroner og øre afløste daler og skilling. Hermed fulgtes for første gang decimalsystemet i møntvæsenet, og samtidig skiftede Danmark fra den hidtil gældende sølvfod til den internationalt mere udbredte guldfod.[22]

Fra 1820 har man egentlige danske nationalregnskabstal (som for de tidligste perioder dog er meget usikre) som følge af den økonomiske historiker Svend Aage Hansens pionerarbejde.[23] De viser, at der har været tale om en væsentlig og vedvarende, omend svingende, økonomisk vækst i hele perioden siden 1820. I 1822-94 var der således i gennemsnit en årlig vækst i bruttofaktorindkomsten på 2 %. Tager man højde for befolkningsvæksten, var den årlige vækstrate pr. indbygger i samme periode på 0,9 %. Kornsalgsperioden 1830-70 var en lang højkonjunktur for det danske landbrug, hvor man eksporterede korn til ikke mindst Storbritannien, især efter at dette land i 1846 afskaffede sin høje importtold på korn. Da korneksporten i 1860'erne blev truet af konkurrence fra Nordamerika og Østeuropa, gennemførtes i landbruget en imponerende og unik omstilling fra vegetabilsk til animalsk produktion, der førte til en ny højvækstperiode. Omstillingen blev ledsaget af fremvæksten af andelsbevægelsen og hjulpet på vej af landbefolkningens relativt gode uddannelsesniveau. Læse- og skrivefærdighederne gjorde det muligt hurtigt at tilegne sig nye ideer og ny teknologi.[17] Samtidig tog industrialiseringen sin første egentlige begyndelse i Danmark fra 1870'erne. Omkring 1900 ernærede håndværk og industri knap 30 % af befolkningen.[24]

1900-tallet redigér

I 1900-tallet fortsatte industrialiseringen, og landbruget mistede relativt betydning, men først sidst i 1950'erne oversteg antallet af beskæftigede i industrien det tilsvarende tal for landbruget. Århundredets første halvdel blev i øvrigt præget af de to verdenskrige, som Danmarks økonomi trods afsavn dog slap ret nådigt igennem, og den store depression i 1930'erne. Efterkrigstiden blev præget af Danmarks deltagelse i det stadig tættere internationale samarbejde i bl.a. OEEC/OECD, IMF, GATT/WTO, EFTA og fra 1972 EF/EU. Udenrigshandelen steg kraftigt, også i forhold til BNP. Samtidig blev den offentlige sektors rolle i økonomien langt større, og landet blev i stigende grad forvandlet fra et industri- til et servicesamfund. I perioden 1958-73 var der en gevaldig højvækstperiode. 1960'erne var således det tiår, der har registreret langt den højeste pr.capita-vækst i bruttofaktorindkomsten pr. indbygger nogensinde, nemlig 4½ % årligt.[25]

De gode tider stoppede umiddelbart med oliekrisen i 1973, der medførte stagflation - på én gang stigende arbejdsløshed og inflation. Økonomien var i en tilstand af krisestemning de næste årtier, hvor man kæmpede med dansk økonomis såkaldte balanceproblemer - ledighed, betalingsbalanceunderskud, inflation og statsgæld. Fra 1980'erne er den økonomiske politik i højere grad blevet orienteret mod et langsigtet perspektiv, og med en række strukturreformer er disse problemer efterhånden blevet løst. Således startede i 1994 den såkaldte aktive arbejdsmarkedspolitik, der med en række successive arbejdsmarkedsreformer bidrog til at sænke den strukturelle ledighed væsentligt.[26] Både en række skattereformer fra 1987 og frem, der begrænsede rentefradraget og dermed subsidieringen af låntagning kraftigt, og udbredelsen af tvungne arbejdsmarkedspensioner fra starten af 1990'erne var med til at forøge opsparingen i Danmark kraftigt og dermed forvandle underskuddet på betalingsbalancen til et overskud. Indførelsen af en mere konsekvent fastkurspolitik fra 1982 og afskaffelsen af dyrtidsreguleringen var - sammen med en faldende inflation i omverdenen - afgørende for et stort fald i den danske inflation.

Et yderligere og meget vigtigt eksempel på, at der efterhånden blev lagt større vægt på det lange sigt i den økonomiske politik var, at regeringen i 1997 for første gang udarbejdede og fremlagde en mellemfristet plan (kaldt 2005-planen), der udstak rammerne og ambitionerne for finanspolitikken en årrække frem i tiden. Det er siden blevet en fast tradition i dansk finanspolitik, at man styrer inden for rammerne af en sådan mellemfristet plan, der sikrer, at de danske offentlige finanser er sunde også på længere sigt.[27]

2000-tallet redigér

 
Professor Torben M. Andersen har spillet en væsentlig rolle i de sidste årtiers økonomisk-politiske debat som bl.a. overvismand og formand for Velfærdskommissionen.

I det nye årtusinde er der løbende dukket nye problemstillinger op, der har domineret den økonomisk-politiske debat. I årtusindets første årti kom velfærdsstatens fremtidige finansieringsproblemer i lyset af befolkningsudviklingen med flere ældre og dermed spørgsmålet om Danmarks finanspolitiske holdbarhed i søgelyset. Som følge af især velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen i 2011 vurderes holdbarhedsproblemet i almindelighed at være blevet løst fra omkring 2012.[28] Med en fortsat stigende positiv udvikling i de langsigtede offentlige finanser virker Danmarks finanspolitik endda i dag overholdbar. I stedet er problemstillinger som faldende produktivitetsvækst og stigende ulighed i indkomstfordeling og forbrugsmuligheder rykket i forgrunden i den politiske debat. Samtidig har den internationale finanskrise 2007-2009 og dens efterdønninger i Danmark præget konjunktursituationen. I 2010'erne opnåede økonomien atter fremgang, så fokus i 2017/18 i stedet flyttede over på, om landet var på vej ind i en overophedning med mangel på arbejdskraft. Som følge af international uro, bl.a. på grund af Brexit og en mere protektionistisk amerikansk handelspolitik, blev stemningen i 2019 igen præget af usikkerhed.[29] Både i 2018 og 2019 opnåede Danmark en relativt pæn vækst i BNP på henholdsvis 2,2 og 1,5 pct.[1] I slutningen af februar 2020 blev Danmark imidlertid ramt af den globale coronaviruspandemi, som medførte en delvis nedlukning af samfund og produktion. Både i Danmark og i udlandet medførte pandemien en kraftig økonomisk recession. Således faldt det danske bruttonationalprodukt 2,4 pct. i 2020[1] mod en ellers forventet stigning på 1½ pct., inden pandemien satte ind.[30] Samtidig medførte recessionen stigende arbejdsløshed og et underskud på den offentlige saldo. Danmark klarede sig dog relativt godt gennem pandemien i forhold til mange andre lande. EU som helhed oplevede således et langt større fald i BNP på over 6 procent i 2020. I 2021 førte det stigende antal vaccinationer efterhånden til, at økonomien blev normaliseret. BNP-væksten var med 6,8 pct. i 2021 den højeste overhovedet siden 1966, hvor Nationalregnskabet påbegyndte sin optælling. I efteråret 2021 kom der imidlertid en ret høj stigning i inflationen som følge af internationale forsyningsproblemer i kølvandet på pandemien. I 2022 blev prisstigningerne, ikke mindst på energi, forstærket efter Ruslands invasion af Ukraine. I 2023 faldt inflationen dog igen både i Danmark og i udlandet.[31]

Erhvervsstruktur redigér

  Uddybende artikel: Erhvervsstruktur

Servicesektoren (eller de tertiære erhverv) er helt dominerende i det danske erhvervsliv på samme måde som i de fleste andre vestlige lande. I 1966 var lige over halvdelen af alle beskæftigede ansat i servicesektoren.[32] I 2021 var dette tal steget til 80 %. Knap halvdelen heraf eller ca. 31 % af samtlige beskæftigede var ansat i den offentlige sektor, mens de øvrige arbejdede indenfor handel, transport, den finansielle sektor, boligbenyttelse, forretningsservice o.l.[33] Målt på værditilvækst udgjorde de tertiære erhverv i 2022 lidt over 76 % af Danmarks BVT.[3]

 
Det gamle skibsværft Burmeister & Wain er et ikon i dansk industrihistorie.

De sekundære erhverv omfatter i Danmark dels bygge- og anlægsvirksomhed, dels forsyningsvirksomhed (forsyning med elektricitet, varme, gas, vand osv.) og dels industrien (inklusive håndværk, der ikke optræder som et selvstændigt erhverv i nationalregnskabet). I 2022 stod de sekundære erhverv tilsammen for 21,1 % af Danmarks bruttoværditilvækst - heraf udgjorde industriens andel 13,2 procentpoint.[3] De største undererhverv indenfor industrien er jern- og metalindustrien, fødevareindustrien og den kemiske industri. Den sidstnævnte præges blandt andet af en række medicinalvirksomheder, der også i international sammenhæng er ganske betydelige.

De primære erhverv i Danmark udgøres af landbrug, skovbrug, fiskeri og råstofindvinding, primært fra Nordsøen, men også grus og ler mv. I 2022 skabte de primære erhverv tilsammen 2,6 % af Danmarks bruttoværditilvækst. Ca. halvdelen heraf kom fra indvindingen af olie og gas i Nordsøen, mens landbrug, skovbrug og fiskeri frembragte resten.[3] Der var dog flere ansatte i landbruget end i det meget kapitalintensive råstofindvindings-erhverv, hvor beskæftigelsen udgør omkring en promille af den samlede beskæftigelse.[33]

Udenrigshandel redigér

Danmark er en lille åben økonomi, der er meget afhængig af sin udenrigshandel. I 2022 udgjorde værdien af landets samlede eksport af varer og tjenesteydelser 1983 mia. kr. eller 70 % af BNP, mens værdien af den samlede import var 1668 mia. kr. eller knap 59 % af BNP. Varehandel udgjorde ca. 60 % af importen og godt og vel halvdelen af eksporten, og handel med tjenester den resterende andel.[1]

Maskiner, føde- og drikkevarer samt kemikalier og andre kemiske produkter som fx medicin er blandt de største grupper af eksportvarer.[34] De fem lande, som Danmark eksporterede mest til i 2022, var Tyskland, USA, Sverige, Norge og Kina. De fem lande, som Danmark importerede mest fra i 2022, var Tyskland, Sverige, Kina, Nederlandene og Frankrig.[10]

Danmark har fra og med 1990 haft overskud på betalingsbalancen hvert år, dog med undtagelse af 1998, og har i dette tidsløb opbygget en væsentlig udlandsformue. Ved udgangen af 2022 var den på 1.792 mia. kr., hvilket svarer til 63 % af BNP.[11] Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster var i 2022 383 mia. kr.[12]

Pengepolitik og valutakurs redigér

  Uddybende artikler: Pengepolitik og Fastkurspolitik
 
Nationalbankens bygning, tegnet af Arne Jacobsen.

Danmark har en meget lang tradition for at føre fastkurspolitik, der rækker helt tilbage fra tiden, hvor kronen var guldindløselig. Efter sammenbruddet af det internationale Bretton Woods-system i 1971 foretog Danmark i 1970'erne og starten af 1980'erne gentagne devalueringer. De gav kortsigtede konkurrenceevneforbedringer, der stimulerede beskæftigelsen og forbedrede betalingsbalancen, men gevinsterne forsvandt på længere sigt og efterlod blot en tilsvarende høj inflation. I 1982 indførte Danmark derfor i stedet en mere konsekvent fastkurspolitik - i første omgang i forhold til den daværende "kurv" af EU-landenes valutaer, ECU'en, siden 1987 i forhold til den tyske D-mark, og fra 1999 i forhold til euroen.[35] Danmark har foreløbig valgt ikke at tilslutte sig ØMU'ens tredje fase, og denne holdning blev bekræftet ved en folkeafstemning om spørgsmålet i 2000, men der er bred opbakning til at fortsætte fastkurspolitikken over for euroen. Den danske fastkurspolitik har opnået stor troværdighed i takt med, at Danmark har vist sig i stand til at fastholde den modsat mange andre europæiske lande. Det har bidraget til, at inflationen og i takt hermed de nominelle renter er faldet betydeligt siden højinflationsperioden i 1970'erne og 1980'erne. Fra 1990-2017 var den årlige danske inflation i gennemsnit 1,8 %. I lighed med den øvrige vestlige verden var inflationsniveauet i årene efter finanskrisen så lavt, at flere frygtede en egentlig deflation. I 2018 og 2019 var inflationen i begge år 0,8 %, og i 2020 var den 0,4 %. I 2021 steg inflationen imidlertid målt over året til 1,9 %, og i 2022 nåede den op på 7,7 %, det højeste niveau siden 1982.[4] I 2023 faldt inflationen dog igen, ikke mindst som følge af, at centralbankerne i de toneangivende lande efterhånden satte renten kraftigt op for at bekæmpe den stigende inflation.

I begyndelsen af 2015 oplevede Danmark det største pres på kronen i mange år, idet der fandt store kroneopkøb sted, som medførte tendens til en appreciering. Nationalbanken måtte derfor aktivt forsvare kronekursen ved dels at sænke de pengepolitiske renter til et rekordlavt negativt niveau på -0,75 % og dels ved at sælge meget store kronebeløb og dermed forøge valutareserven kraftigt. Siden indtraf der en vis normalisering af situationen, men Nationalbankens indskudsbevisrente blev som følge af internationalt meget lave renter igen sænket til rekordniveauet på -0,75 % i september 2019.[36] En overgang i sommeren 2022 havde Danmarks Nationalbank verdens laveste pengepolitiske renteniveau. Rekorden bortfaldt dog, da nationalbanken i juli 2022 hævede sin toneangivende rente (renten på indskudsbeviser) med et halvt procentpoint til -0,1 % som reaktion på en tilsvarende renteforhøjelse hos Den Europæiske Centralbank (ECB).[37] De danske pengepolitiske renter fortsatte stigningerne i de efterfølgende måneder. I juni 2023 steg Nationalbankens indskudsbevisrente til 3,1 %.[38]

Arbejdsmarked og beskæftigelse redigér

Danmark har i international sammenhæng et arbejdsmarked, der traditionelt i høj grad har været præget af flexicurity-modellen: Det er relativt let at ansætte og fyre medarbejdere, mens understøttelsen for ledige samtidig traditionelt har været høj i international sammenhæng. Man kan karakterisere det danske arbejdsmarked som et "hyr og fyr"-arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere siden Septemberforliget i 1899 med jævne mellemrum har forhandlet overenskomster, så vidt muligt uden politikernes indblanding. Derimod sørger politikerne for at sikre indkomsternes beståen via overførselsindkomster til de arbejdsløse i en begrænset periode. Tanken er, at man dermed kombinerer det, som gør en markedsøkonomi uovertruffen, nemlig evnen til at forny sig selv, med et fordelingsmæssigt hensyn til at tilgodese, at folk ikke bliver fattige, når de midlertidigt er uden arbejdsindkomst. I de senere år er der dog flere, der sætter spørgsmålstegn ved, om disse principper stadig reelt er i kraft. Det skyldes især, at kompensationsgraden for de ledige løbende er faldet; indkomsterne for de ledige sakker dermed bagud i forhold til de beskæftigede. Mens dagpengesatsen for en industriarbejder i 1980 udgjorde 60 pct. af gennemsnitslønnen, var tallet i 2018 kun 47 %, og det forventedes fortsat at falde i de kommende år.[39]

Det er altså let og billigt at fyre ansatte i Danmark i forhold til mange andre lande. Dette medfører, at arbejdsmarkedet er særdeles fleksibelt. På DA-området, dvs. det meste af den private sektor, forlod i 2017 godt 30 % af arbejdstagerne deres job pga. et nyt job, tilbagetrækning (pension, efterløn, mm.) eller arbejdsløshed, mens et tilsvarende antal blev ansat.[40] Den høje personaleomsætning medfører nogle omkostninger for arbejdspladsen, da det kan tage måske et halvt år at optræne den nye arbejdskraft, men på den anden side er det let at reducere antallet af arbejdspladser pga. den naturlige afgang. Her er Danmark på niveau med f.eks. Storbritannien og USA, og dermed langt mere fleksibel end landene i Europa syd for Danmark, hvor kun omkring 10 % forlader deres job hvert år.[41]

Danmark har en meget høj placering blandt verdens lande med hensyn til, hvor stor en del af befolkningen der er i arbejdsstyrken. Erhvervsfrekvensen for 15-64-årige var i 2022 på 80,3 %, hvilket var det niendehøjeste blandt alle OECD-lande - kun overgået af Island, Holland, Sverige, Schweiz, New Zealand, Estland, Japan og Norge. Gennemsnittet for alle OECD-landene var på 73,2 %.[6]

Ifølge Eurostat havde Danmark i 2021 en beskæftigelsesfrekvens blandt de 20-64-årige på 80,1 %, hvilket var den ottendehøjeste i EU. Nederlandene, Sverige, Estland, Tjekkiet, Malta, Tyskland og Ungarn havde en højere beskæftigelsesfrekvens. Gennemsnittet for hele EU var 74,6 %.[42]

Arbejdsløshed redigér

Stor arbejdsløshed forekom især i 1970'erne, 1980'erne og starten af 1990'erne med toppunktet i januar 1994 på 13,8 % (386.186 personer) - et tal som er omtrent tre gange så højt som i dag. Faldet siden 1994 vurderes dels at skyldes et jævnt fald i strukturledigheden, dels udsving i konjunkturerne. Ledigheden nåede et lavpunkt i 2008, hvor konjunkturerne vendte, og steg derefter igen til en bruttoledighed på 6 % i 2012 som følge af finanskrisen. Derefter faldt den igen til et niveau på omkring 4 %. I 2017 blev det vurderet af bl.a. regeringen, at den faktiske ledighed for første gang siden finanskrisen var nået ned på det strukturelle ledighedsniveau. I 2020 steg ledigheden igen til 4,6 % som følge af konjunkturnedgangen skabt af covid-19-pandemien, men året efter faldt den igen til niveauet fra før pandemien, og i 2022 faldt den yderligere til ca. 2,6 %.[5]

Ifølge den seneste Eurostat-statistik var arbejdsløsheden for Danmark i 2022 på 4,5 % (opgørelsesmetoden afviger lidt fra bruttoledigheden som opgjort af Danmarks Statistik). Dette tal placerer den danske ledighed et stykke under EU's gennemsnit, som var på 6,2 %. 8 EU-lande havde en lavere ledighed end Danmark i 2022.[43]

Den gennemsnitlige årlige arbejdsløshed, fra 2007 angivet som den registrerede bruttoledighed, er vist i grafen. Ledigheden havde sin maksimale størrelse i 1993 med 12,4 % af arbejdsstyrken. I 2022 udgjorde bruttoledigheden som nævnt 2,6 % af arbejdsstyrken.[44][5]

Velfærdssystem redigér

 
Sygehusvæsenet, her Herlev Hospital, er et vigtigt element i den danske velfærdsstat.

Danmark og Norden generelt har et udbredt (universelt) og bredt- og velfinansieret velfærdssystem.

  Uddybende artikel: Velfærdsstaten i Danmark

I Danmark ejes og drives hovedparten af institutionerne inden for uddannelse, sundhed og social forsorg af det offentlige (i offentligt ejede bygninger af offentligt ansatte), ikke af private. Systemet sikrer bl.a. landets borgere gratis lægehjælp, fri uddannelse og arbejdsløshedsunderstøttelse, sidstnævnte hvis man er medlem i og betaler a-kasse-bidrag til en arbejdsløshedskasse. Hvis man ikke kan få dagpenge fra a-kassen, må man henvende sig til sin kommune for at få kontanthjælp. Herudover kan man vælge at betale efterlønsbidrag til A-kassen og dermed efter 30 år få ret til efterløn. Efterlønsalderen er dog gradvis blevet hævet fra 60 år i 2013 til 64 år i 2023, ligesom antallet af år, man kan være på efterløn, er blevet indskrænket fra 5 til 3 år. I 2019-22 blev folkepensionsalderen hævet med et halvt år hvert år fra 65 til 67 år, og fra 2024 vil både efterløns- og folkepensionsalderen ifølge velfærdsaftalen fra 2006 stige yderligere gradvis i takt med middellevetiden. Samtidig er der i de senere år indført to nye tilbagetrækningsordninger: seniorpensionen fra 2020, som er målrettet ældre personer med en begrænset arbejdsevne, og tidlig pension fra 2022, som er målrettet personer, der har tilbragt mindst 42 år på arbejdsmarkedet.[46]

I 2022 var omkring 753.000 personer i 16-64-års-alderen på overførselsindkomst. Heraf var den største gruppe førtidspensionister (226.000 personer). Blandt de øvrige grupper er ledige dagpengeberettigede og kontanthjælpsmodtagere, som udgjorde 65.000 personer, og øvrige kontanthjælpsmodtagere med ca. 58.000 personer. Efterlønnere udgjorde 47.000 personer, folk i støttet beskæftigelse (virksomhedspraktik, fleksjob, skånejob mv.) 114.000 personer, sygedagpengemodtagere 83.000 og personer på barselsorlov 53.000 personer. Herudover var der 297.000 SU-modtagere, som ikke indgår i den ovennævnte total.[47]

Næsten alle børn mellem 3 og 5 år bliver passet ude, nemlig 97½ %. Blandt de 6-9-årige passes yderligere knap 82 % ude, primært i skolefritidsordninger.[48] Dette gør det muligt for kvinder i Danmark at have en meget høj arbejdsmarkedstilknytning. Muligvis blandt andet på grund af den udbredte børnepasning samt det store udbud af job i den offentlige sektor (jobsikkerhed) føder kvinder i Danmark flere børn end kvinder i de fleste europæiske lande.

Især siden 1990'erne har Danmark opbygget et betydeligt obligatorisk arbejdsmarkedspensionssystem. De fleste ældre vil i fremtiden få det meste af deres løbende indkomst udbetalt herfra. Den supplerer og erstatter dermed i stigende grad den universelt udbredte folkepension, der ikke kræver nogen form for arbejdsmarkedstilknytning. Den samlede pensionsformue indbetalt på såvel arbejdsmarkeds- som øvrige private ordninger (livrenter, rate- og kapitalpensioner) var ultimo 2021 på 4.472 milliarder kroner. Knap halvdelen (43 %) af danskernes samlede finansielle aktiver ligger således i denne pensionsformue, som dermed er en afgørende komponent i Danmarks samlede opsparing.[49]

Diskussionen om Danmarks velfærdssystem har bl.a. flexicurity-begrebet som omdrejningspunkt. Det er baseret på det relativt fleksible arbejdsmarked, hvor det i forhold til mange andre lande er relativt nemt og hurtigt at afskedige ansatte. Til gengæld har befolkningen rimelig sikkerhed for at kunne opretholde et vist indkomstniveau takket være ydelser som dagpenge og kontanthjælp, selvom kompensationsgraden som nævnt ovenfor de seneste mange år gradvis er blevet mindre.

Offentlige finanser redigér

Som følge af det udbyggede velfærdssystem udgør den offentlige sektor en ret stor del af Danmarks økonomi. Finansieringen af den offentlige sektor fremgår af posteringerne på finansloven. Siden 2017 har der hvert år været overskud på den offentlige saldo.[14] I 2022 udgjorde overskuddet 97 mia. kr.,[14] eller 3,3 % af BNP.[13]

Udover det udbyggede system af overførselsindkomster (se ovenfor) er den offentlige produktion af serviceydelser også relativt stor. Antallet af ansatte indenfor offentlig forvaltning og service var således 878.000 personer i april 2023. Det svarer til lidt over 29 % af samtlige lønmodtagere.[50]

Offentlig gæld og finanspolitisk holdbarhed redigér

  Uddybende artikel: Finanspolitisk holdbarhed

I løbet af 2018 forsvandt Danmarks offentlige nettogæld. Ved slutningen af 2017 var den på 27,3 mia. kr. eller 1,3 % af BNP.[51] 31. december 2021 var tallet i stedet en nettoformue på 463,2 mia. kr.[52] eller knap 17 % af BNP.[15]

ØMU-gælden, der i modsætning til nettogælden ikke medregner de offentlige tilgodehavender, men blot er et bruttogældsbegreb, var på 842 mia. kr. ved udgangen af 2022 eller 30,1 % af BNP.[13]

Finanspolitikkens holdbarhed er et mål for, om det skønnes muligt at finansiere de offentlige udgifter i alle fremtidige år med det givne skattesystem. Spørgsmålet, om finanspolitikken er holdbar, er kommet i fokus siden 2000 som følge af den større bevidsthed om, at demografiske ændringer (især den stigende levealder) vil medføre udfordringer for finansieringen af velfærdsstaten. De økonomiske vismænd beregnede i årene 1998-2011 regelmæssigt, at Danmarks finanspolitik ikke var holdbar i lyset af den forventede fremtidige befolkningsudvikling, sådan at der var behov for en forbedring af de offentlige finanser.[53] Efter en række tiltag, bl.a. velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsaftalen i 2011, der begge har udskudt det tidspunkt, hvor fremtidige årgange kan modtage efterløn og/eller folkepension, har finanspolitikken i Danmark imidlertid været anset for at være holdbar.[54] Siden da er de langsigtede udsigter for de offentlige finanser blevet yderligere forbedret. Vismændene beregnede i efteråret 2022, at den såkaldte holdbarhedsindikator udgjorde 1 pct. af BNP. Det vil sige, at der ifølge disse beregninger er råd til permanent at forværre den offentlige saldo i samme størrelsesorden. [55] Ifølge den danske regerings opgørelse i maj 2023 var holdbarhedsindikatoren endnu større, nemlig 1,5 % af BNP.[15] Danmarks finanspolitik siges derfor i dag at være overholdbar.[56][57][58]

Det danske skattesystem redigér

  Uddybende artikel: Skat i Danmark

Velfærdssamfundet finansieres med et af verdens højeste skattetryk. Skattetrykket i 2022 var på 42,4 %.[59] Målt på den direkte gennemsnitsskat på arbejdsindkomst ligger Danmark dog ikke specielt højt i forhold til andre OECD-lande.[60] En enlig uden børn med en gennemsnitsindkomst betalte således 36,4 % af sin indkomst i indkomstskat (inkl. arbejdsmarkedsbidrag og lønafhængige afgifter) i Danmark i 2015, hvilket er det femtelaveste niveau ud af 18 OECD-lande i Skatteministeriets undersøgelse. Listen toppes af Belgien, hvor en tilsvarende person betaler 55,3 % i skat. I Tyskland og Frankrig er tallet lige under 50 %. Irland har den laveste skat for denne type person med 27,5 %. Det høje danske skattetryk skyldes dermed i høj grad andre skatter end indkomstskatterne, især det høje niveau for moms og punktafgifter. Samtidig spiller det en rolle for det målte skattetryk, at offentlige indkomstoverførsler er skattepligtige i Danmark. Dermed overvurderer det traditionelle skattetryk den reelle skattebetaling, fordi skatten af overførsler indgår i det samlede skatteprovenu (tælleren), mens selve indkomstoverførslen ikke indgår i BNP og dermed nævneren. Finansministeriet har anslået, at det danske skattetryk ville være ca. 4 procentpoint lavere, hvis overførslerne i Danmark var "nettoficeret" på samme måde som i en række andre lande.[61]

Det er karakteristisk for Danmark, at landets velfærdsydelser kun undtagelsesvis finansieres af øremærkede lønafhængige afgifter, som er meget udbredte i andre vesteuropæiske lande. De offentlige udgifter finansieres derimod i overvejende grad af generelle, ikke øremærkede indkomstskatter og af moms og andre forbrugsafgifter, bl.a. registreringsafgifter mm. på køretøjer. Momsen i Danmark er på 25 %. Andre væsentlige skatter er pensionsafkastskatten, som er en skat på 15,3 % af den årlige forrentning af alle pensionsformuer, selskabsskatten, ejendomsskat eller grundskyld, som pålægges værdien af al jord (især boliggrunde, men også f.eks. landbrugsjord), og ejendomsværdiskatten, der kun pålægges værdien af ejerboliger. Den sidstnævnte skat har dog fået mindre betydning i det 21. århundrede, da dens reale værdi siden 2001 hvert år er blevet udhulet som følge af det såkaldte nominalprincip i skattestoppet. I 2017 blev der indgået en boligskatteaftale af et bredt flertal i Folketinget, som efter en justering i 2020 medfører, at ejendomsværdiskatten fra 2024 igen vil følge prisudviklingen på ejerboliger.[62]

Udvindingen af olie og naturgas i Nordsøen spillede i en årrække, især i 2000'erne, en mærkbar rolle for statens indtægter. De seneste år har betydningen dog været kraftigt faldende. I 2021 forventedes skatteindtægterne fra Nordsøen således blot at udgøre 0,1 mia. kr. ud af samlede selskabsskatter på 57 mia. kr.[63]

Personlige indkomstskatter (inklusive arbejdsmarkedsbidraget på 8 %) udgjorde i 2021 knap 53 % af de samlede skatteindtægter. Moms udgjorde godt 21 %, andre afgifter ca. 7 %, selskabsskatter mv. knap 8 % og ejendomsskatter knap 3 %. Resten udgjordes af pensionsafkastskat, arveafgifter mv.[64]

Indkomstfordeling redigér

  Uddybende artikel: Indkomstfordeling

Danmark er traditionelt et relativt lige land, målt på Gini-koefficienten for disponibel indkomst. I 2019 havde Danmark således ifølge OECD en Gini-koefficient på 26,3, hvilket var den sjettelaveste målte blandt OECD's medlemslande. Kun Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Norge og Belgien havde en lavere målt indkomstulighed, mens Polen lå på samme niveau som Danmark. En del lande indgik dog ikke i undersøgelsen pga. manglende data.[65] Ifølge Eurostat havde Danmark i 2022 et Gini-indeks på 27,7. Det var i denne undersøgelse det tiendemest lige land i EU. Gennemsnittet for alle EU's 27 medlemslande var 29,6 samme år.[66]

Gini-koefficienten har været stigende over tid i de seneste årtier, hvilket betyder, at ulighederne i de disponible indkomster er blevet større.[67] Fra 1994 til 2015 steg Gini-koefficienten for disponibel indkomst ifølge den danske regering fra ca. 20 til 27,9, hvilket var en stigning på 40 %.[68] Tilsvarende fandt de økonomiske vismænd i en undersøgelse i 2016, at Gini-koefficienten var steget fra 20 i 1990 til 27 i 2014.[69] Ifølge Danmarks Statistiks opgørelser er Gini-koefficienten steget fra 22,1 i 1987 til 30,3 i 2021, en stigning på 37 pct.[7] Den stigende økonomiske ulighed er et fænomen, der også ses i de fleste andre vestlige lande. Den teknologiske udvikling, stigende globalisering og en ændret linje i den økonomiske politik, der først og fremmest er til fordel for højindkomstgrupper, nævnes som de vigtigste mulige forklaringer.

Aktuelle problemstillinger i den økonomiske politik redigér

Konjunktursituationen redigér

Efter at de økonomiske konjunkturer i en årrække havde lidt under efterdønningerne fra den økonomiske krise i kølvandet på finanskrisen, vurderedes det i 2017, at konjunkturledigheden var væk - den faktiske ledighed svarer altså omtrent til niveauet for strukturledigheden, dvs. det beskæftigelsesniveau, der vil være i en neutral konjunktursituation. Dermed skiftede fokus i den økonomisk-politiske debat over til at advare mod at havne i den modsatte grøft i form af en potentiel kommende overophedning af dansk økonomi. I foråret 2020 blev Danmark ret pludseligt ramt af den globale corona-pandemi, der medførte en kortere, men meget kraftig nedgang i produktionen. Det danske bruttonationalprodukt faldt med 2,4 pct. i 2020, hvormed Danmark befandt sig i en kraftig recession. Den blev imidlertid afløst af en kraftig vækst i 2021, hvor BNP-væksten med 6,8 % blev rekordhøj.[31] Ved indgangen til 2022 befandt Danmarks økonomi sig derfor i en kraftig højkonjunktur, hvor beskæftigelsen vurderedes at ligge næsten 4 pct. over det strukturelle niveau.[70]

I 2022 lagde stærkt stigende inflation, stigende renter og fortsatte globale forsyningsproblemer dog en dæmper på aktivitetsniveauet.[70] Inflationsbekæmpelse rykkede op som en høj prioritet på dagsordenen i den vestlige verden, og de toneangivende centralbanker hævede derfor renteniveauerne mærkbart.[71][72][37] Den høje inflation medførte samtidig et fald i reallønnen i 2022.[70] I 2023 forventes en blød landing i økonomien med en lidt lavere beskæftigelse, men ikke nogen egentlig lavkonjunktur.[73]

Strukturelle problemstillinger redigér

Blandt de vigtige strukturelle eller længerevarende problemstillinger for dansk økonomi er:[74]

  • Andengenerationsreformer: I 2020 nedsatte regeringen en reformkommission bestående af økonomiske eksperter med professor Nina Smith som formand, der skulle foreslå såkaldte andengenerationsreformer til at forøge produktiviteten, f.eks. via forbedringer af uddannelsessystemet, og sikre mere stabil beskæftigelse for særlige grupper på arbejdsmarkedet. Mens de foregående årtiers reformer som velfærdsreformen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen fra 2011 samt flere skattereformer har været centreret om at sænke overførselsindkomster og skatter for at påvirke befolkningens økonomiske incitamenter til at arbejde, lægger andengenerationsreformer vægt på andre og mere komplekse instrumenter, ofte i en kombination af mange forskellige skridt. Kommissionen afsluttede sit arbejde i 2023 med fremlæggelse af en række forslag til ændringer, ikke mindst i uddannelsessystemet.[57][75][76]
  • Stigende ulighed: Indkomstfordelingen er, som i en række andre vestlige lande, blevet mere ulige i de sidste årtier. Teknologisk udvikling, globalisering og ændringer i den økonomiske politik angives som mulige forklaringer på udviklingen.
  • Udviklingen i de offentlige finanser: Et af de vigtige valg i den økonomiske politik handler om prioriteringen mellem beskatning og offentlige serviceydelser og overførsler. Det afspejler sig bl.a. i diskussionen om det såkaldte råderum, der er en af regeringen og Finansministeriet defineret pengesum, der kan afsættes enten til at forbedre den offentlige service eller til at sænke skatterne.[77]
  • Overholdbarhed: Bl.a. de økonomiske vismænd har påpeget, at Danmark har fået et luksusproblem, idet finanspolitikken efterhånden er blevet overholdbar - dvs. at den offentlige sektor med de beregningsforudsætninger, der normalt anvendes, står til permanent at opkræve flere penge i skat, end borgerne får tilbage i form af offentlige ydelser.[78] Der er dog udsigt til offentlige underskud i en periode fra 2030 frem mod 2040, hvorefter underskuddene igen vil blive afløst af overskud. Det er det såkaldte "hængekøjeproblem" i dansk økonomi. Hængekøjen truer ikke finanspolitikkens langsigtede holdbarhed, men man kan risikere, at den i nogle år kommer i strid med den danske budgetlov.[79][54]
  • Grøn omstilling: Endelig forventes omstillingen til en mere klimaneutral økonomi med en kraftig reduktion i udledningen af drivhusgasser at spille en stor rolle i den økonomiske udvikling i 2020'erne.[80]

Store virksomheder redigér

  Uddybende artikel: Største virksomheder i Danmark

Danmark har fostret og er hjem for mange store multinationale virksomheder. Mange af de største interdisciplinære med forretningsområder, og nogle gange forskningsaktiviteter, i flere forskellige områder. De mest notable inkluderer:

Bankforretning
Byggeri
Detailhandel
Energiteknologi
Elektronik
Føde- og drikkevarer
Landbrug
Lægemiddel og bioteknologi

Mange af de største madproducenter er også engageret i bioteknologi og forskning. Blandt de notable virksomheder der er dedikeret til lægemidler og bioteknologi er:

Medicinsk udstyr
Software
Transport
Tøj
Forskellige

Se også redigér

Kilder redigér

  1. ^ a b c d e f g h i Statistikbanken, tabel NAN1: Forsyningsbalance, bruttonationalprodukt (BNP), beskæftigelse mv. efter tid, prisenhed og transaktion. Hentet 3. juli 2023
  2. ^ Gross national income, US dollars/capita, 1996 – 2022. Løbende priser, købekraftkorrigeret. OECD (2023), Gross national income (indicator). doi: 10.1787/8a36773a-en, besøgt 3. juli 2023.
  3. ^ a b c d Statistikbanken, tabel NABP10: 1-2.1.1 Produktion, BVT og indkomstdannelse (10a3-gruppering) efter transaktion, branche og prisenhed. Hentet 3. juli 2023.
  4. ^ a b Statistikbanken, tabel PRIS112: FORBRUGERPRISINDEKS (2015=100) EFTER HOVEDTAL. Data hentet 12. juni 2023.
  5. ^ a b c Data for 2007 og frem stammer fra Statistikbanken, tabel AULP01: Fuldtidsledige i pct. af arbejdsstyrken efter område, alder og køn. Data hentet 3. juli 2023.
  6. ^ a b LFS by sex and age - indicators : Labour force participation rate. OECD-statistik. Hentet 3. juli 2023.
  7. ^ a b Statistikbanken, tabel IFOR41: Ulighedsmål målt på ækvivaleret disponibel indkomst efter ulighedsmål og kommune. Hentet 3. juli 2023.
  8. ^ The 2021/2022 Human Development Report, UNDP 2022.
  9. ^ a b Gross national income per capita 2021, Atlas method and PPP. World Development Indicators database, World Bank, 1. juli 2023. Hentet 3. juli 2023.
  10. ^ a b c Statistikbanken, tabel UHV2: Værdi af import og eksport (1000 kr.) efter SITC-hovedgrupper, tid, land og im- og eksport. Data hentet 3. juli 2023.
  11. ^ a b Udlands­formuen faldt 136 mia. kr. i 2022. Nationalbanken.dk 31. marts 2023.
  12. ^ a b Statistikbanken, tabel BBY: Betalingsbalancen årlig efter land, indtægt/udgift, poster og tid. Hentet 3. juli 2023.
  13. ^ a b c d Statistikbanken, tabel EDP1: EDP1: Offentligt underskud og gæld i EU-landene efter land, funktion og enhed. Hentet 3. juli 2023.
  14. ^ a b c d Statistikbanken, tabel OFF3: Offentlig forvaltning og service, udgifter og indtægter efter sektor, udgifter/indtægter og tid. Hentet 3. juli 2023.
  15. ^ a b c d Regeringen: Danmarks Konvergensprogram 2023. Maj 2023.
  16. ^ Danmark har den højest mulige kreditvurdering. Danmarks Nationalbank, besøgt 3. juli 2023.
  17. ^ a b c d e Ingrid Henriksen: An Economic History of Denmark. EH.Net Encyclopedia, redaktør: Robert Whaples. Dateret 6. oktober 2006.
  18. ^ Steen Busck: Udenrigshandel før 1848. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 6. juli 2012.
  19. ^ 650 f. kr.-1020 - Etablering af møntvæsen. Danmarks Nationalbanks hjemmeside, dateret 14. juni 2016.
  20. ^ Steen Busck: Merkantilisme. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 9. februar 2015.
  21. ^ Peter Bejder og Benjamin Kristensen: Merkantilisme og danske tropekolonier, ca.1600-1917. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Dateret 2. november 2015.
  22. ^ 1875 Fra rigsdaler til kroner. Nationalbanken.dk, besøgt 23. december 2020.
  23. ^ Hansen, Sv. Aa. (1976): Økonomisk vækst i Danmark. Bind I: 1720-1914, bind II: 1914-70. Akademisk Forlag.
  24. ^ "Erik Strange Petersen: Det unge demokrati, 1848-1901: Fremstillingserhverv og industrialisering. Fra danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Udateret, besøgt 23. oktober 2017". Arkiveret fra originalen 29. september 2018. Hentet 23. oktober 2017.
  25. ^ Johansen, H.C. (2005): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 17. Statistik og register. S. 157. Gyldendal og Politikens Forlag.
  26. ^ Jacob Isaksen, Uffe Mikkelsen og Peter Beck Nellemann (2012): Arbejdsmarkedsreformer i Danmark og Tyskland. Kvartalsoversigt, 3. kvartal 2012, del 1. Danmarks Nationalbank.
  27. ^ "Hellemann, D. og S. Garfiel (2012): Rammer for finanspolitikken i Danmark. I: Jubilæumsskrift for De Økonomiske Råd 1962-2102" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 23. oktober 2017. Hentet 23. oktober 2017.
  28. ^ Finanspolitisk holdbarhed. Kapitel III i De Økonomiske Råds Formandskab: Dansk Økonomi, efterår 2016. De Økonomiske Råds Sekretariat. S. 146.
  29. ^ De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, efterår 2019, kapitel I: Konjunktur og offentlige finanser. Offentliggjort oktober 2019.
  30. ^ Finansministeren skal have fingeren på den finanspolitiske aftrækker. Analyse af Jeppe Druedahl, Københavns Universitet, i dagbladet Information 30. januar 2020.
  31. ^ a b Schou, Poul: artiklen Danmarks økonomi i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 3. juli 2023.
  32. ^ Hans Linderoth og Valdemar Smith (2012): Erhvervsstruktur. S. 271-288 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 274.
  33. ^ a b Statistikbanken, tabel RAS300: Beskæftigede (ultimo november) efter branche (DB07), socioøkonomisk status, alder og køn. Hentet 21. juli 2022.
  34. ^ Udenrigshandel med varer. Hjemmeside fra Danmarks Statistik. Hentet 15. juli 2015.
  35. ^ P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 -en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 144.
  36. ^ Officielle rentesatser. Danmarks Nationalbanks hjemmeside, besøgt 21. juli 2022.
  37. ^ a b Stort dansk rentehop – For mange boligejere er det kun en forsmag. Artikel på berlingske.dk 21. juli 2022.
  38. ^ Officielle rentesatser. Nationalbankens hjemmeside, besøgt 3. juli 2023.
  39. ^ Dagpengene bliver mindre værd år for år: Overvismand advarer mod udviklingen. Artikel på dr.dk 23. februar 2018.
  40. ^ "Personaleomsætning 2017: Flere skifter job - især i serviceerhverv. DI, dateret 18. juni 2018". Arkiveret fra originalen 16. november 2018. Hentet 16. november 2018.
  41. ^ Hyppige jobskift koster milliarder (29. juli 2008).
  42. ^ Eurostat: Employment rate by sex, age class from 20 to 64 years. Sidst opdateret 20. juni 2023, besøgt 3. juli 2023.
  43. ^ Eurostat: Total unemployment rate. Sidst opdateret 9. juni 2023, besøgt 3. juli 2023.
  44. ^ Data for 1993-2006 stammer fra Statistikbanken, tabel AARD: Ledige i procent af arbejdsstyrken efter område og køn (år) (AFSLUTTET). Data hentet 2. marts 2020.
  45. ^ Statistikbanken, tabel AUS07: Fuldtidsledige (sæsonkorrigeret) efter ydelse, køn og alder og sæsonkorrigering og faktiske tal. Data hentet 3. juli 2023.
  46. ^ Fremtidssikring af et stærkt pensionssystem. Rapport fra Kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning. Offentliggjort 4. maj 2022.
  47. ^ Statistikbanken, tabel AUH02: Offentligt forsørgede (fuldtidsdeltagere) efter type, ydelsestype, alder og køn. Hentet 3. juli 2022.
  48. ^ Nyt fra Danmarks Statistik nr. 162, 1. april 2015. Børnepasning mv. 2014: Færre børn i daginstitutionerne efter skolereformen.
  49. ^ Nyt fra Danmarks Statistik nr. 114, 31. marts 2022: Danskernes nettoformue steg med 1.929 mia. kr.
  50. ^ Statistikbanken, tabel LBESK02: Lønmodtagere efter tid og sektor. Hentet 3. juli 2023.
  51. ^ Nyt fra Danmarks Statistik nr. 126, 23. marts 2018. Offentligt kvartalsregnskab 4. kvt. 2017: Fortsat fald i den offentlige finansielle nettogæld.
  52. ^ Den finansielle nettoformue stiger fortsat. Nyt fra Danmarks Statistik 29. marts 2023 - nr. 107.
  53. ^ Langsigtede finanspolitiske udfordringer. Kapitel III i De Økonomiske Råds Formandskab: Dansk Økonomi, forår 2012. S. 210.
  54. ^ a b Holdbarhed og finanspolitiske regler. Kapitel II i De Økonomiske Råds Formandskab: Dansk Økonomi, forår 2017.
  55. ^ Finanspolitisk holdbarhed. Kapitel III i De Økonomiske Råd: Dansk økonomi, efterår 2022.
  56. ^ "Modernisér budgetloven ved det forestående servicetjek. LO's hjemmeside 22. august 2018". Arkiveret fra originalen 16. november 2018. Hentet 16. november 2018.
  57. ^ a b Jeppe Druedahl: Pladen er kørt i hak. Øget arbejdsudbud er ikke et mål i sig selv. Analyse i dagbladet Information 12. juni 2021.
  58. ^ "Overholdbar finanspolitik. DREAMgruppens hjemmeside, besøgt 14. juni 2021". Arkiveret fra originalen 14. juni 2021. Hentet 14. juni 2021.
  59. ^ Statistikbanken, tabel SKTRYK: Skattetryk efter tid og nationalregnskabsgrupper. Hentet 3. juli 2023.
  60. ^ Skattetryk - en international sammenligning. Skatteministeriets hjemmeside, tabel 1. Dateret 15. marts 2017 Arkiveret 15. oktober 2017 hos Wayback Machine.
  61. ^ Finansministeren: Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 310 (Alm. del – § 7. Finansministeriet) af 10. april 2015.
  62. ^ Ny boligaftale sikrer tryghed om boligskatten. Pressemeddelelse fra Skatteministeriet 15. maj 2020.
  63. ^ Skatter - provenuet af person- og selskabsskatter. Skatteministeriets hjemmeside. Dateret 19. januar 2021.
  64. ^ Skatter og afgifter. Oversigt 2022, tabel 2.3. Danmarks Statistik, udgivet oktober 2022.
  65. ^ Income Distribution and Poverty. OECD's database. Data hentet 4. juli 2023.
  66. ^ Eurostats hjemmeside: Gini coefficient of equivalised disposable income - EU-SILC survey. Seneste opdatering 9. juni 2023. Hentet 4. juli 2023.
  67. ^ "Finansministeriet: Indkomstudvikling og fordeling i Danmark 1983-2005". Arkiveret fra originalen 2. april 2009. Hentet 11. november 2010.
  68. ^ Fordeling og incitamenter 2017. Rapport fra økonomi- og indenrigsministeriet. Offentliggjort 21. juni 2017.
  69. ^ Indkomst- og formuefordeling. Kapitel V i De Økonomiske Råds Formandskab: Dansk Økonomi, efterår 2016. De Økonomiske Råds Sekretariat.
  70. ^ a b c Konjunktur og offentlige finanser. Kapitel II i De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2022.
  71. ^ USA hæver renten. Nyheder.tv2.dk 15. juni 2022.
  72. ^ De negative renter er væk: Stort rentehop fra ECB. Artikel på Berlingske.dk 21. juli 2022.
  73. ^ Vismændene afblæser nedturen og løfter deres skøn for dansk økonomi med 40 mia. kr. finans.dk 30. maj 2023.
  74. ^ Vismændene: Her er de tre største udfordringer for dansk økonomi. Kronik af De Økonomiske Råds formandskab i JP/Finans 10. januar 2018.
  75. ^ Schou, Poul: artiklen andengenerationsreformer i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 4. juli 2023.
  76. ^ Nina Smith: Kom med alle jeres gode idéer. Artikel på mm.dk 16. november 2021.
  77. ^ "Konjunkturvurdering og offentlige finanser. Kapitel I i De Økonomiske Råds Formandskab: Dansk Økonomi, efterår 2017". Arkiveret fra originalen 28. oktober 2017. Hentet 28. oktober 2017.
  78. ^ Danmarks økonomiske luksusproblem. Kronik af de økonomiske vismænd i Berlingske, 24. august 2017.
  79. ^ "Holdbarhed og generationer. Kapitel II i De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2014". Arkiveret fra originalen 16. juli 2015. Hentet 16. juli 2015.
  80. ^ Jensen, Eva: artiklen klimapolitik i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 14. juni 2021.

Eksterne henvisninger redigér


 Infoboks uden skabelon
Denne artikel har en infoboks dannet af en tabel eller tilsvarende.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Danmarks_økonomi&oldid=11576691"