Åbn hovedmenuen

Grønlandsk uafhængighed

Grønland
Coat of arms of Greenland.svg

Denne artikel er en del af:
Politik og regering i
Grønland



Andre lande • Politik

Grønlandsk uafhængighed er et politisk ønske om at gøre Grønland til en selvstændig stat med fuld suverænitet. På nuværende tidspunkt er dette delvist realiseret i form af Grønlands Selvstyre.

Historisk baggrundRediger

Et dansk amtRediger

Tanken om et Grønland uden for dansk kontrol kan siges at have taget sin begyndelse i anden halvdel af det 20. århundrede. I 1953 opnåede Grønland status af dansk amt og befolkningen fik dermed valgret til Folketinget, hvor de fik to mandater.

For at opnå den samme levestandard som i Danmark centraliserede man Grønland, dvs. at indbyggerne i små bygder blev opfordret til at flytte til udvalgte byer. Hvor Grønland førhen havde bestået af mange bygder med 100-200 beboere i hver, var der nu kun få bygder og ca. 10 byer. I perioden 1952-1963 opførtes omkring 3000 boliger, sygehusene blev udbygget og tuberkulosen næsten udryddet fra 1963. Omkring 1970 blev der både i Landstinget og Folketinget indvalgt nye, unge nationalt bevidste politikere, og kort tid efter blev de første grønlandske partier stiftet. I skolerne begyndte man at undervise på dansk med danske undervisere.

Da fangerne ankom med deres familier til byerne, var det første, de oplevede, at der ikke var nok fangstdyr, dvs. levegrundlaget var væk, som det havde eksisteret før. I stedet kunne man bede om hjælp til at forsørge sig selv og børnene, hvis man da ikke var en af de heldige, der fik et arbejde. Der var en tendens i denne periode til, at de grønlandsktalende forældre med vilje undgik at tale med deres børn på grønlandsk og i stedet talte med dem på dansk. Dette samt ændringen i det daglige liv og sammenholdet fra de små bygder skabte stor splittelse blandt grønlænderne.

Til byerne kom desuden hundredvis af danskere, der blev ansat til at opbygge veje, skoler, beboelse, osv. i moderne målestok. Der var nu ikke længere kun et fåtal af danskfødte i Grønland, men et reelt dansk mindretal blev dannet. Det var hele danske familier, der kom, og børnene talte kun dansk og havde et højere skoleniveau end det almindelige grønlandske barn, og derfor blev der de fleste steder lavet opdelte skoler, hvor børnene blev undervist efter deres forkundskaber.

1958 oprettedes en landsdækkende Radio og TV-kanal ved navn Kalaallit Nunaata Radioa (KNR).

HjemmestyreRediger

  Uddybende artikel: Grønlands Hjemmestyre

Efter en folkeafstemning den 1. maj 1979 fik Grønland hjemmestyre ligesom Færøerne havde haft siden 1948. Hjemmestyret overtog efterhånden ved hjælp af det årlige bloktilskud fra Danmark selv styringen af skole, kultur og de sociale forhold, landsplanlægning og skatteområdet. De fem landsstyreområder, eller ministerier, fik hver et landsstyremedlem som politisk leder. Jonathan Motzfeldt, Siumut blev landsstyreformand og formand for det 21 mand store Landsting. I 1973 blev Grønland trods stedlig modstand medlem af EF sammen med Danmark, og i 1982 afgjorde en ny folkeafstemning, at Grønland udtrådte af EF i 1985. En af hovedgrundene var udenlandsk overfiskeri i de grønlandske farvande. Grønland fik herefter status som et oversøisk EU-område med samme fordele som i en toldunion.

I 1986 overtoges den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) af hjemmestyret og skiftede navn til Kalaallit Niuerfiat (KNI).

I 1990 fjernedes fødestedskriteriet, som diskriminerede mod indfødte embedsmænd.

SelvstyreRediger

  Uddybende artikel: Grønlands Selvstyre

I 2009 var der folkeafstemning på Grønland om indførelse af selvstyre. Resultatet blev et klart ja med 75 % flertal. Selvstyret er en videreudvikling af hjemmestyret mod større indflydelse fra lokalbefolkningen, idet der er tale om grønlandsk overtagelse af nogle ansvarsområder og love, der har været behov for. Det drejer sig om aftaler om undergrunden, en såkaldt overtagelseslov og en udenrigspolitisk lov. En lignende lovgivning er afprøvet siden 1992 på Færøerne. Grønland har nu desuden grønlandsk som eneste officielle sprog. Desuden er der nu en grønlandsk mønt, der dog er styret og trykt fra Danmark.

Udvikling efter selvstyrets indførelseRediger

D. 27. oktober 2016 blev der dannet en ny grønlandsk regering bestående af partierne Siumut, Inuit Ataqatigiit, og Partii Naleraq med Siumuts formand Kim Kielsen som landsstyreformand.[1] En minister for selvstændighed blev udpeget, og regeringen meddelte, at den målrettet ville arbejde i retning af selvstændighed.[2]

Ved formandsvalget i Siumut d. 27. juli 2017 blev Kim Kielsen udfordret af Vittus Qujaukitsoq, der ønskede en hurtigere overgang til selvstændighed end Siumuts daværende linje. Kim Kielsen blev dog genvalgt af partiets medlemmer og kunne dermed også fortsætte som landsstyreformand.[3][4]

Formel procesRediger

Med Selvstyreloven blev en proces til grønlandsk selvstændighed også fastlagt:

"§ 21. Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.
Stk. 2. Træffes beslutning efter stk. 1, indledes der forhandlinger mellem regeringen og Naalakkersuisut med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland.
Stk. 3. En aftale mellem Naalakkersuisut og regeringen om gennemførelse af selvstændighed for Grønland skal indgås med samtykke fra Inatsisartut og skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Aftalen skal endvidere indgås med samtykke fra Folketinget.
Stk. 4. Selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland."[5]

HoldningerRediger

OpbakningRediger

D. 27. oktober 2016 blev der dannet en ny grønlandsk regering bestående af partierne Siumut, Inuit Ataqatigiit, og Partii Naleraq.[1] En minister for selvstændighed er udpeget, og regeringen har meddelt:

"Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed og denne proces kræver ikke alene politisk stabilitet, men også national samling. Parterne er enige om at fremføre forslag til ny forfatning ved udgangen af denne valgperiode."[2]

En meningsmåling publiceret d. 1. december 2016 viste, at et flertal i den grønlandske befolkning anser selvstændighed for at være "meget" eller "noget vigtigt".[6]

Meningsmåling (2016)[6]
Svar "Meget vigtigt" "Noget vigtigt" "Ikke særlig vigtigt" "Slet ikke vigtigt" "Ved ikke"
Svarprocent [%] 39 25 16 8 12

ModstandRediger

I 2016 udtalte Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, at et selvstændigt Grønland ikke ville være muligt, da landet stadig er afhængigt af bloktilskuddet fra Danmark. Han argumenterede yderligere for, at dansk støtte og danske investeringer burde ophøre, skulle Grønlands Landsstyre vælge at fortsætte deres arbejde i retningen af fuld selvstændighed.[7]

I april 2017 sagde 78 % af Grønlands befolkning i en rundspørge, at de ikke ønsker selvstændighed, hvis det vil resultere i en lavere levestandard.[3][4]

Den grønlandske forfatter Nauja Lynge er en fremtrædende modstander af at bryde rigsfællesskabet. Hun er formand for Foreningen Rigsfællesskabet, der har som formål at bevare og styrke rigsfællesskabet mellem Færøerne, Grønland og Danmark.[8]

KildehenvisningerRediger

  1. ^ a b KNR: Siumut, Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq i ny koalition af Simon Uldum og Mads Pedersen. Sidst opdateret: 27.10.2016. Besøgt d. 15.03.2017
  2. ^ a b naalakkersuisut.gl: Selvstændighed. Besøgt d. 15.03.2017
  3. ^ a b DR: Redaktør: Grønlændere vil ikke ofre levestandard for selvstændighed af Morten Bjerregaard. Sidst opdateret: 27.07.2017. Besøgt d. 11.10.2017
  4. ^ a b Fyens.dk: Genvalg viser grønlændere ikke vil skynde på selvstændighed. Sidst opdateret: 28.07.2017. Besøgt d. 11.10.2017
  5. ^ Lovtidende A: Selvstyreloven af Simon Uldum og Mads Pedersen. Udgivet: 13.07.2009. Besøgt d. 25.03.2017
  6. ^ a b Sermitsiaq: Massivt flertal for selvstændighed af Henrik Skydsbjerg og Walter Turnowsky. Sidst opdateret: 01.12.2016. Besøgt d. 05.03.2017
  7. ^ Jyllands-Posten: Bør Danmark finansiere et Grønland, som er på vej væk? af Søren Espersen. Sidst opdateret: 30.11.2016. Besøgt d. 05.03.2017
  8. ^ »Der er sket et holdningsskifte i Grønland« (B.dk, 10.11.2014)