Wikipedia

Jakob Ellemann-Jensen

dansk politiker og formand for Venstre, født 1973

Jakob Ellemann-Jensen (født 25. september 1973 i Hørsholm) er en dansk politiker, der siden 2022 har været forsvarsminister. Siden 2019 har han været formand for Venstre, som han har repræsenteret i Folketinget siden 2011. I februar 2023 meldte Ellemann-Jensen dog ud, at han på ubestemt tid trækker sig fra sit ansvar som formand for Venstre, Forsvarsminister og i regeringen som helhed, da han d. 1. februar fik et ildebefindende.[2][3] Han var miljø- og fødevareminister 2018-2019 og politisk ordfører for Venstre 2015-2018 og august-september 2019.

Jakob Ellemann-Jensen
20200612 Altinget Jakob Elleman Jensen 750A4304-2 (cropped).jpg
Ellemann-Jensen i 2020
Vicestatsminister
Nuværende
Overtaget embede
15. december 2022
Statsminister Mette Frederiksen
Del af Regeringen Mette Frederiksen II
Foregående Posten etableret
Forsvarsminister
Nuværende
Overtaget embede
15. december 2022
Statsminister Mette Frederiksen
Del af Regeringen Mette Frederiksen II
Foregående Morten Bødskov
10. formand for Venstre
Nuværende
Overtaget embede
21. september 2019
Foregående Lars Løkke Rasmussen
Kristian Jensen (fungerende)
Medlem af Folketinget
Nuværende
Overtaget embede
15. september 2011; 11 år siden (2011-09-15)
Valgkreds Fyns Storkreds (2011–2015)
Østjyllands Storkreds (2015–nu)
Miljø- og fødevareminister
Embedsperiode
2. maj 2018 – 27. juni 2019
Statsminister Lars Løkke Rasmussen
Del af Regeringen Lars Løkke Rasmussen III
Foregående Esben Lunde Larsen
Efterfulgt af Lea Wermelin (miljø)
Mogens Jensen (fødevarer)
Personlige detaljer
Født 25. september 1973 (49 år)
Hørsholm, Danmark
Politisk parti Venstre symbol (1995–2007).svg Venstre (siden 2010)
     Ny Alliance (2007-2008)
Venstre symbol (1995–2007).svg Venstre (1991/1992-2007)
Ægtefælle(r) Anne Marie Preisler (g. 2018)
Børn 3[1]
Forældre Alice Vestergaard
Uffe Ellemann-Jensen
Søskende Claus Ellemann-Jensen
Helene Ellemann-Jensen
Karen Ellemann
Alma mater N. Zahles Skole
Copenhagen Business School
Profession Cand.merc.jur.
Links
Biografi på folketinget.dk Redigér på Wikidata
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Ellemann-Jensen blev menigt medlem af Venstre i starten af 1990'erne. Han blev student fra N. Zahles Gymnasieskole i 1992, hvorefter han blev soldat. Han blev HA(jur.) i 1999. Fra 1999 til 2000 var han udsendt som kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina. Herefter arbejdede han som jurist i forskellige private virksomheder indtil 2011, hvor han blev valgt ind i Folketinget for Venstre ved folketingsvalget i september. Efter folketingsvalget i juni 2015 blev han Venstres politiske ordfører. I maj 2018 blev han blev udnævnt til miljø- og fødevareminister i regeringen Lars Løkke Rasmussen III. Som minister havde han svært ved at balancere mellem hensyn til miljøet og landbruget, og i en periode var han upopulær blandt landbrugsbaglandet i Venstre.

I kølvandet på folketingsvalget i juni 2019, hvor Socialdemokratiet med Mette Frederiksen som formand fik magten, trådte Lars Løkke Rasmussen tilbage som Venstres formand efter et internt magtopgør, og Ellemann-Jensen blev i september 2019 uden modkandidater valgt som hans efterfølger. I valgkampen forud for folketingsvalget i november 2022 var Ellemann-Jensen statsministerkandidat og afviste her at danne regering med Socialdemokratiet, som Mette Frederiksen havde foreslået. Da valget resulterede i et fortsat flertal for Frederiksen som statsminister, accepterede Ellemann-Jensen imidlertid at indgå i forhandlinger om en regering hen over midten for at maksimere Venstres indflydelse i den kommende valgperiode. Efter lange regeringsforhandlinger førte det i december 2022 til regeringen Mette Frederiksen II som en koalitionsregering mellem Socialdemokratiet, Venstre og det nyoprettede parti Moderaterne. Det var det første regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet i over 40 år.

Baggrund, uddannelse og civil karriereRediger

Jakob Ellemann-Jensen blev født den 25. september 1973 i Hørsholm som søn af forhenværende chefredaktør Alice Vestergaard og Uffe Ellemann-Jensen,[1] der var udenrigsminister fra 1982 til 1993,[4] og han er barnebarn af Jens Peter Jensen, som også sad i Folketinget i adskillige årtier.[5] Hans opvækst var således præget af politik.[6] På sin første skole blev han mobbet.[7] Familien flyttede på et tidspunkt til Hellerup, og han skiftede skole.[7] Efterfølgende begyndte han til jiu-jitsu.[7] Han skiftede skole for tredje gang, da "hans klasse gik mere eller mindre i opløsning".[7]

Ellemann-Jensen blev student fra N. Zahles Gymnasieskole i 1992, HA(jur.) fra Handelshøjskolen i København i 1999 og cand.merc.jur. fra samme i 2002; sideløbende hermed arbejdede han fra 2000 til 2002 som juridisk rådgiver i PricewaterhouseCoopers. Fra 2002 til 2005 var han jurist i IBM Danmark, hvor han blev afdelingschef i 2005. I 2007 blev han i stedet ansat i GN Store Nord; her var han indtil 2011.[8]

Militær karriereRediger

Fra 1992 til 1994 var Jakob Ellemann-Jensen værnepligtig menig og sergent i Den Kongelige Livgarde efter uddannelse på Hærens Sergentskole i Sønderborg og Hærens Kampskole i Oksbøllejren; herefter var han løjtnant ved Sjællandske Livregiment fra 1994 til 1996. Fra 1996 til 1999 var han premierløjtnant af reserven i Den Internationale Brigade og fra 1999 til 2000 kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina.[8][9] Han er pr. maj 2021 premierløjtnant af Reserven og fungerer som operationsofficer ved lokalforsvarsafsnit 1. Han modtog i 2021 fortjensttegnet for god tjeneste i Forsvarets Reserve.[10]

Politisk karriereRediger

Ellemann-Jensen blev som 18-årig medlem af Venstre.[11] Han meldte sig ud i februar 2007 i protest mod tonen i udlændingedebatten i partiet; den indvandrerkritiske Karen Jespersens indmeldelse i partiet betragtede han som dråben.[12] Derefter meldte han sig ind i Ny Alliance og var medlem her, til partiet blev nedlagt året efter. Han genoptog sit medlemskab af Venstre i januar 2010, efter at Lars Løkke Rasmussen var blevet formand.[13]

Senere samme år blev han folketingskandidat for Venstre i Odense Østkredsen i Fyns Storkreds, hvor han blandt andet førte kampagne for at afskaffe efterlønnen og erklærede sig enig med Rasmussens visioner.[13][14] Han lagde desuden vægt på, at han i modsætning til mange af sit partis øvrige kandidater aldrig havde været medlem af Venstres Ungdom, og at han havde erfaring fra erhvervslivet.[13] Ved folketingsvalget i september 2011 blev han valgt til Folketinget med 7.786 personlige stemmer.[15] I den nye folketingsgruppe blev han udviklingsordfører,[16] og i juni 2013 blev han tillige EU-ordfører efter Lykke Friis, der trådte ud af Folketinget.[17]

I 2014 blev Ellemann-Jensen i stedet folketingskandidat i Aarhus Sydkredsen i Østjyllands Storkreds.[18] Ved folketingsvalget i juni 2015 blev han valgt ind med 8.678 personlige stemmer.[19]

Politisk ordfører og miljø- og fødevareministerRediger

Efter folketingsvalget i 2015 fik Venstre atter regeringsmagten,[20] og med sin retoriske dygtighed blev Ellemann-Jensen gjort til partiets politisk ordfører.[21][22] Efter at den upopulære og af miljøorganisationer stærkt kritiserede Esben Lunde Larsen trådte tilbage i maj 2018, blev Ellemann-Jensen i stedet miljø- og fødevareminister.[23] Dette skyldtes blandt andet, at han blev anset for at præsentere "by-Venstre" – i modsætning til "land-Venstre", hvis interesser Larsen havde forsøgt at varetage, hvorved regeringens beslutninger på miljø- og fødevareområdet var blevet upopulære i byerne.[21][23]

I løbet af sin ministerperiode forsøgte Ellemann-Jensen at balancere mellem miljø- og landbrugsinteresser; dette var vanskeligt, og han mødte kritik fra blandt andet Bæredygtigt Landbrug og den landbrugsorienterede del af Venstres bagland.[21][23][24] Som minister blev han i offentligheden især bemærket, da han – spurgt af Veganerpartiets medstifter Henrik Vindfeldt, om folketingsåret 2018-19 ville "handle om dyrene" – svarede, at han "simpelthen ikke [kan] udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon".[25][26]

Ved folketingsvalget i juni 2019 modtog han 19.388 personlige stemmer.[27] Trods fremgang mistede Venstre efter valget regeringsmagten til Socialdemokratiet,[28] og den 5. august blev han igen politisk ordfører.[29][30]

Formand for VenstreRediger

Under valgkampen i maj-juni 2019 foreslog Lars Løkke Rasmussen en regering med Venstre og Socialdemokratiet. Efter folketingsvalget undsagde daværende næstformand Kristian Jensen i august forslaget. Dette udløste en krise i partiet, der førte til, at både Kristian Jensen og Rasmussen trådte af den 31. august, og et ekstraordinært landsmøde blev planlagt med det formål at vælge en ny formand.[31][32] Ellemann-Jensen blev betragtet som favoritten til formandsposten,[33][34] og den 3. september annoncerede han sit kandidatur.[35] Samtidig pegede han på Inger Støjberg som næstformand,[36] en markant anderledes person i Venstre, der appellerede til de dele af partiet, som lagde vægt på en stram udlændingepolitik og et øget fokus på vilkårene på landet, hvor Ellemann-Jensen mest appellerede til de liberale byvælgere.[21] Ved det ekstraordinære landsmøde den 21. september blev han valgt uden modkandidat,[37] og Støjberg blev valgt som næstformand frem for den mere progressive Ellen Trane Nørby.[38][39]

Ellemann-Jensen har som formand forsøgt at samle et splittet Venstre.[21][40][41] Det viste sig imidlertid svært at få den liberale og den nationalkonservative fløj til at mødes,[42][43] og i valgperioden 2019-22 forlod en række profiler partiet.[44] Uenighederne mellem Ellemann-Jensen og Støjberg voksede sig efterhånden større og større, og i december 2020 bad han hende om at trække sig som næstformand, efter at hun havde modsagt forretningsudvalgets beslutning om at støtte en rigsretssag mod hende;[21][45] hun forlod partiet i februar 2021.[46] Også Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud af partiet i 2021, og Tommy Ahlers, partiets tredjestørste stemmesluger ved valget i 2019, forlod folketingsgruppen.[44]

Folketingsvalget 2022 og minister i SVM-regeringenRediger

I valgkampen forud for folketingsvalget i november 2022 gik Ellemann-Jensen til valg på en borgerlig-liberal regering med sig selv som statsminister.[47] Ved valget fik Venstre sit dårligste valgresultat siden 1988, med 23 mandater i Folketinget mod 43 ved forrige valg.[48][49] Socialdemokratiets Mette Frederiksen havde i valgkampen ønsket en bred regering med partier fra både rød og blå blok; Ellemann-Jensen fastslog flere gange, at Venstre ikke ville deltage i en sådan regering.[47] Efter valget åbnede han imidlertid for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Han erklærede, at "[v]irkeligheden er, at Mette Frederiksen bliver statsminister", og at han derfor ville forsøge at maksimere blå bloks indflydelse.[47]

Efter 43 dages forhandlinger – de længste regeringsforhandlinger i nyere tid[50] – blev Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne den 13. december 2022 enige om at danne en regering med Mette Frederiksen som statsminister, det første regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre siden regeringen Anker Jørgensen III 1978-79.[51] Regeringen tiltrådte den 15. december med Ellemann-Jensen som vicestatsminister og forsvarsminister.[52]

PrivatlivRediger

Ellemann-Jensen er halvbror til Claus Ellemann-Jensen (f. 1966) og politiker Karen Ellemann (f. 1969) fra farens første ægteskab med Hanne Ellemann-Jensen (f. Jonsen). Han har fælles mor med Helene Ellemann-Jensen (f. 1967).[53][54] Han har to børn med sin første kone, Rikke, som han blev skilt fra i 2014.[55] I 2018 blev han gift med Anne Marie Preisler, som han har et barn med.[55][56] De bor i Birkerød.[57]

D. 1. februar 2023 fik Ellemann-Jensen et ildebefindende, da han befandt sig i Statsministeriet, og han blev efterfølgende indlagt på Rigshospitalet.[58] Det medførte, at han en uge senere, d. 6. februar, midlertidigt trak sig fra posterne som formand for Venstre, forsvarsminister og medlem af forskellige regeringsudvalg.[2][3]

HæderRediger

Se ogsåRediger

ReferencerRediger

  1. ^ a b Jakob Ellemann-Jensen på Folketingets hjemmeside   .
  2. ^ a b Statsministeriet (6. februar 2023). "Jakob Ellemann-Jensen på orlov". Pressemeddelelse. Hentet 6. februar 2023.
  3. ^ a b Eller, Emil (6. februar 2023). "Jakob Ellemann-Jensen sygemelder sig - tager orlov på ubestemt tid". DR. Hentet 6. februar 2023.
  4. ^ Farbøl, Rosanna; Olesen, Niels Wium (29. juni 2022), "Uffe Ellemann-Jensen", Danmarkshistorien.dk, hentet 3. december 2022.
  5. ^ Thomas Funding Thofu (27. juli 2018), "Jakob Ellemann-Jensen: Der er fordele ved, at jeg ikke er landmand", Fyens Stiftstidende, hentet 31. august 2019.
  6. ^ "Fra Balkan til Borgen", Kristeligt Dagblad, 25. september 2013, hentet 3. december 2022.
  7. ^ a b c d Theis Ehler Molin (10. oktober 2022), "For Jakob Ellemann-Jensen er frihed svaret. Hvad var spørgsmålet igen?", Zetland, hentet 3. december 2022.
  8. ^ a b Personprofil: Jakob Ellemann-Jensen, TV2 Østjylland, arkiveret fra originalen 30. august 2019, hentet 31. august 2019.
  9. ^ Pedersen, Charlotte Holm (19. juli 2015), "Vagten på øretævernes holdeplads - Portræt af Jakob Ellemann-Jensen", Politiken, hentet 31. august 2019.
  10. ^ a b I dag kunne chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, overrække Jakob Ellemann-Jensen fortjensttegnet for 25 års god tjeneste i Forsvarets reserve. Jakob Ellemann-Jensen, der startede sin militære karriere som menig og senere sergent i Den Kongelige Livgarde, er i dag officer af reserven og operationsofficer i I LFA. Han har ved siden af sin civile beskæftigelse stået til rådighed i Forsvarets reserve i 25 år, og formår på fineste vis at balancere hans politiske karriere med hans militære virke i I LFA., Facebook-opslag af Landsdelsregion Øst - Hjemmeværnet, 7. maj 2021.
  11. ^ Rasmus Elmelund (12. december 2020), "Jakob Ellemann: "Jeg har haft svært ved at finde mig selv i den her rolle"", Altinget, hentet 3. december 2022.
  12. ^ Svane, Elisabet (8. januar 2017), "Interview med Jakob Ellemann-Jensen: Ud af fars skygge", Fyens Stiftstidende, hentet 31. august 2019.
  13. ^ a b c Ritzau (13. juli 2011), "Endnu en Ellemann vil i Folketinget", Vejle Amts Folkeblad, hentet 3. december 2022.
  14. ^ "Ny Ellemann har kurs mod Folketinget", Jyllands-Posten, 31. marts 2010, hentet 3. december 2022.
  15. ^ "De fik flest stemmer i 2011", Jyllands-Posten, 6. november 2014, hentet 3. december 2022.
  16. ^ "Portræt: Jakob Ellemann-Jensen ser ikke noget øvre loft for sin politiske karriere", nyheder.tv2.dk, 2. september 2019, hentet 3. december 2022.
  17. ^ Michael Hjøllund (12. juni 2013), "Jakob Ellemann-Jensen ny EU-ordfører", Altinget, hentet 3. december 2022.
  18. ^ Berlingske Nyhedsbureau (13. marts 2014), "Ellemann-Jensen får østjysk valgkreds", Berlingske, hentet 3. december 2022.
  19. ^ Udvalget til Prøvelse af Valgene 2014-15, Opgørelse af, hvilke kandidater der er valgt ved folketingsvalget den 18. juni 2015, Danmarks Statistik, 2. samling, Alm.del Bilag 32, s. 35, arkiveret fra originalen 4. december 2022.
  20. ^ Anne Sørensen (4. september 2017), "Folketingsvalget 2015", Danmarkshistorien.dk, hentet 13 december 2022.
  21. ^ a b c d e f Niels Wium Olesen (28. september 2022), "Jakob Ellemann-Jensen", Den Store Danske, hentet 4. december 2022 – via Lex.dk.
  22. ^ Rasmus Dyrberg Hansen (29. juni 2015), "Ellemann ny politisk ordfører", TV2 Østjylland, hentet 4. december 2022.
  23. ^ a b c Jørgen Steen Nielsen (3. maj 2018), "Jakob Ellemann-Jensen: »Jeg bliver minister for miljø og for fødevarer – i dén rækkefølge«", Information, hentet 3. december 2022.
  24. ^ Kasper Løvkvist (29. marts 2019), "Det ulmer i Venstres jyske bagland: Miljøpolitikken splitter", Fyens Stiftstidende, hentet 4. december 2022.
  25. ^ Mads Mose Vikkelsø (18. november 2020), "Otte ministre har på ti år været igennem Fødevareministeriets svingdør", Altinget, hentet 6. december 2022.
  26. ^ Maja Lærke Maach (4. oktober 2018), "Jakob Ellemann: Mit svar til veganer var dumsmart - men jeg elsker bacon", DR Nyheder, hentet 6. december 2022.
  27. ^ Valgte kandidater og stedfortrædere, Danmarks Statistik, 12. juni 2019, hentet 4. december 2022.
  28. ^ Andreas Arp (27. juni 2019), "Sådan forløb overdragelserne: "Du bliver en fremragende statsminister"", Altinget, hentet 11. december 2022.
  29. ^ Ritzau, "BLÅ BOG: Jakob Ellemann-Jensen bliver politisk ordfører igen", Avisen.dk, hentet 7. marts 2020.
  30. ^ Daniel Bue Lauritzen (24. september 2019), "Venstre rokerer i partiledelsen: Ellemann-Jensen gør sig selv til gruppeformand", Altinget, hentet 7. marts 2020.
  31. ^ "Så gik den ikke længere: Lars Løkke trækker sig som formand for Venstre", Information, 31. august 2019, hentet 8. december 2022.
  32. ^ Daniel Bue Lauritzen; Morten Øyen (21. september 2019), "Jakob Ellemann-Jensen bliver ny formand for Venstre", Altinget, hentet 11. december 2022.
  33. ^ Kristian Villesen; Otto Lerche Kristiansen (21. september 2022) [10. august 2022], "Jakob Ellemann-Jensen mangler at skrive en bog og præsentere nogle originale politiske tanker. Men han er favorit til at blive formand for Venstre", Information, hentet 8. december 2022.
  34. ^ Kristian Klarskov; Anders Bæksgaard (31. august 2019), "Alt tyder på, at Ellemann tager magten, og Støjberg bliver nævnt som ny næstformand", Politiken, hentet 8. december 2022.
  35. ^ Mikkel Secher (3. september 2019), "Ellemann vil være Venstres næste formand", TV 2 Nyheder, hentet 8. december 2022.
  36. ^ Ritzau (3. september 2019), "Ellemann: Støjberg er et godt bud på en næstformand", Sjællandske Nyheder, hentet 8. december 2022.
  37. ^ Ritzau (21. september 2019), "Jakob Ellemann-Jensen er valgt som ny formand for Venstre", Jyllands-Posten, hentet 21. september 2019.
  38. ^ Rasmus Dam Nielsen; Kasper B. Andreasen (21. september 2019), "Inger Støjberg valgt som næstformand for Venstre", TV 2 Nyheder, hentet 8. december 2022.
  39. ^ Skov, C.E. (2022), Borgerlig krise: Det ideologiske opbrud i blå blok, Gyldendal, ISBN 978-87-02-38248-8.
  40. ^ Elisabet Svane (4. august 2021), "Ahlers exit skader Ellemann mere end Løkkes og Støjbergs farvel", Politiken, hentet 10. december 2022.
  41. ^ Johan Blem Larsen; Mads Hørkilde (23. oktober 2022), "Her er den lyse og den mørke fortælling om Jakob Ellemann-Jensen", Politiken, hentet 10. december 2022.
  42. ^ Peter Nedergaard (28. januar 2020), "Ved vi, hvor vi har Venstre?", Kristeligt Dagblad, hentet 13. december 2022.
  43. ^ Sebastian Abrahamsen (30. december 2020), "Venstre har altid rummet både det liberale og det nationale – men Støjberg testede rummeligheden", Information, hentet 13. december 2022.
  44. ^ a b "OVERBLIK: Flere profiler har forladt Venstre", Berlingske, hentet 13. december 2022.
  45. ^ Anna Sol Jørgensen (30. december 2020), "Ellemann sætter ord på dråberne, der fik det til at flyde over: 'Dræn sumpen', 'feministisk hævntørst' og selfies med andre partiledere", DR Nyheder, hentet 13. december 2022.
  46. ^ "Støjberg forlader Venstre", TV 2 Nyhederne, 4. februar 2021, hentet 13. december 2022.
  47. ^ a b c Ritzau (5. december 2022), "Ellemann: Naturligt at følge op på mulighed for regering", Berlingske, hentet 13. december 2022.
  48. ^ Anders Legarth Schmidt (2. november 2022), "Grønland sikrer rødt flertal efter gyser", Politiken, hentet 13. december 2022.
  49. ^ Casper Nørregaard (2. november 2022), "Trods rødt flertal: Erhvervspolitikken skal stadig formes over midten", PolicyWatch, hentet 13. december 2022.
  50. ^ Theodora Zander Renard; Emil Eller (6. december 2022), "Mette Frederiksen slår rekorden - de længste forhandlinger om en regering i moderne tid", DR Nyheder, hentet 13. december 2022.
  51. ^ Emma Qvirin Holst (13. december 2022), "Danmark får ny regering: "Det betyder ikke, vi er enige om alt"", Altinget, hentet 13. december 2022.
  52. ^ Ritzau (15. december 2022), "Jakob Ellemann bliver vicestatsminister og forsvarsminister", JydskeVestkysten, hentet 15. december 2022.
  53. ^ "Ellemmans liv i rampelyset", Berlingske, hentet 31. august 2019.
  54. ^ Karen Sofie Egebo (13. september 2018), "Søskendeparret Ellemann-Jensen: Vi skal ikke forklare hinanden så meget", Kristeligt Dagblad, hentet 31. august 2019.
  55. ^ a b Lars Igum Rasmussen; Hanne Boock (3. september 2019), "Hans liv i 19 billeder: Jakob Ellemann-Jensen som Politikens fotografer har set ham", Politiken, hentet 28. juni 2022.
  56. ^ Maja Vang (21. september 2019), "Ellemann: To ægteskaber, tre børn og otte år på Borgen", A4 Nu.
  57. ^ "Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen", venstre.dk, hentet 14. december 2022.
  58. ^ Bugge, Peter (1. februar 2023). "Jakob Ellemann indlagt: Fik ildebefindende". Avisen.dk. Hentet 6. februar 2023.
  59. ^ Oversigt over modtagere af danske dekorationer (Søgning på "Jakob Ellemann-Jensen" i Søg Efter-feltet), Kongehuset, arkiveret fra originalen 25. juni 2022, hentet 27. juli 2022.

Eksterne henvisningerRediger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Jakob_Ellemann-Jensen&oldid=11397262"